Komponisten Johan Bartholdy - 150 år
|
|
Johan Bartholdy (1853-1904) hører ikke til de mest kendte danske komponister, men til gengæld var han
engageret i talrige områder af dansk musikliv i slutningen af 1800-tallet: dirigent for
Studenter-Sangforeningen, kantor ved Skt. Matthæus kirke i København og formand for Musikpædagogisk
Forening. Derudover skrev han en hel del vokalmusik og udgav flere bøger om musikæstetik og sangstemmens
naturlighed.
Hvem var han?
Bartholdy blev født i 1853 i Hammel nordvest for Århus som søn af en apoteker og begyndte efter endt
skolegang at studere statsvidenskab i 1872. Han afbrød imidlertid sine studier for i stedet at få en
musikalsk uddannelse, og blandt hans lærere var Carl Helsted (sang), J.Chr. Gebauer (teori), Edmund
Neupert (klaver) og Gottfred Matthison-Hansen (orgel). Som færdiguddannet besluttede han at hellige sig
musikken.
Skt. Matthæus Kirke på Vesterbro i København
|
|
I 1883 blev Bartholdy ansat som kantor ved Skt. Matthæus kirke i København - en stilling, han bestred til
sin død. Her arrangerede han bl.a. en række meget billige Folkekoncerter fra 1894 til 1904 med
kirkemusikalske programmer, hvor også flere af hans egne værker blev opført. Bartholdy var en fin
orgelspiller, og han improviserede også ved disse koncerter. Flere gange vikarierede han for kirkens
organist, komponisten J.A. Krygell.
Sang og sangpædagogik
Sang - både praktisk og pædagogisk - interesserede Bartholdy meget. Han var i nogle år knyttet til Albert
Meyers musikkonservatorium, men nedsatte sig omkring 1880 som selvstændig sanglærer. Han havde selv en lys
tenorbaryton, som også blev udviklet hos svogeren, sangeren Laur. Chr. Tørsleff. Endvidere var hans kone,
Octavia Bartholdy, en skattet koncertsangerinde, der også underviste. Bartholdy havde mange sangelever,
og hans undervisning var bl.a. baseret på Tørsleffs ideer om stemmens naturlighed. Tørsleff havde
optrådt på Det Kongelige Teater som operasanger, men stemmen slog ikke til, og han gav udtryk for,
at forsøgene på at presse stemmen nærmest havde sygeliggjort den.
En "skibbruden sanger" havde lært af
erfaringerne og kunne derfor videregive muligheder for at beholde den naturlige del af stemmen, skriver
Bartholdy. Heri havde han et forbillede i den tyske sanger og kendte sanglærer Bruno Müller-Brunow og
hans ideer om "den primære Tone". Hele denne ideverden nævnes i Bartholdys Hvorledes bliver jeg Sanger?
Spredte Betragtninger over de Müller-Brunow-Tørsleffske Principer for Tonedannelse, der udkom i 1897.
Han førte den endda videre over for præster, foredragsholdere, lærere og skuespillere i bogen Talestemmens
Kultur? Et Memento Mori til Talere fra 1903, hvor han også gør opmærksom på, at den rette stemmedannelse er
af afgørende betydning.
Dirigenten
Formodentlig som en følge af sit sangpædagogiske virke blev Bartholdy dirigent for flere af tidens
sangforeninger, deriblandt Ydun. Hans dirigentvirksomhed førte ham også frem til lederposten for
Officers-Orkestret fra 1902 til 1904. Mest kendt på dette område blev han dog som leder af
Studenter-Sangforeningen fra 1897 til 1903. Han tilførte koret et frisk pust, bl.a. i form af nyt
repertoire, og han "udfoldede al den friske Elskværdighed og Jovialitet i det kammeratlige Forhold,
som laa i hans livsglade Natur", men kunne samtidig godt "støde an i de toneangivende Kliker ved en
mindre velovervejet Udtalelse", skrev samtidens aviser.
Bartholdy og musikæstetik
Man kan også fornemme hans sangpædagogiske virke i de små æstetiske udgivelser, f.eks. Musikens Natur.
En fysiologisk-historisk Undersøgelse (1893). Her angives vokalmusikken at være musikkens oprindeligste
udtryk, modsat opfattelsen hos flere fremtrædende musikvidenskabsmænd, der hældede til at nævne
instrumentalmusikken i denne rolle. For Bartholdy var det bl.a. vigtigt at opdrage sangere til
kærlighed til "Naturen i Kunsten", selv om instrumentalmusikken også vil spille en væsentlig rolle i
fremtiden. Tonernes Naturlære samt en Fremstilling af Sammenhængen mellem Tonernes Natur og Musikens
Kunstlære (Theori) (1892) er en mere ligefrem redegørelse for lyd, klang og toner samt melodi og
harmoni som musikkens byggesten.
Johan Bartholdy og hans kone Octavia Bartholdy, født Tørsleff
|
|
Musikpædagogisk Forening
I 1897 tog musikhistorikeren Hortense Panum og komponisten Louis Glass initiativ til dannelsen af en
musikpædagogisk forening. Blandt deres støtter var Johan Bartholdy, som også ved de indledende drøftelser
var blandt dem, der slog til lyd for aflæggelsen af en faglig prøve som optagelseskriterium. Efter en
heftig diskussion blev dette vedtaget, og Bartholdy blev leder af den gruppe, der skulle udarbejde
foreningens love. I januar 1899 blev disse love vedtaget ved en generalforsamling, og som den første
formand valgtes Bartholdy. I 1901 trak han sig dog tilbage fra bestyrelsesarbejdet.
Komponisten Bartholdy
Endvidere havde også militærmusik hans interesse. I 1897 skrev han i Militær-Tidende nr. 157a
artiklen "Bataillonsmusik" (artiklen er signeret -h-, som formodes at være Bartholdy), hvor han redegjorde
for ideerne om et lille korps af musikere til hver militærbataljon som supplement til regimentets
musikkorps. Man burde udvælge de 5-8 mest egnede rekrutter og uddanne dem på piccolofløjte, tromme og
signalhorn. Instrumenterne skulle skaffes via bidrag fra afdelingens officerskorps, og musikerne skulle
behandles bedre end nu, hvor man også brugte dem til at bære en del af bataljonens gods. Med en mindre
indsats skulle det på denne måde være muligt at højne militærmusikkens stade, og på det grundlag blev
Bartholdy i 1899 indvalgt i Kommissionen for den militære Musik, hvor han var med til at udstikke
retningslinier for en ændring af forholdene.
|
Forsideillustration til Bartholdys opera Loreley, der havde premiere 1887. Med venlig tilladelse fra Edition Wilhelm Hansen
|
Endelig var Bartholdy jo også komponist. Værkerne spænder fra eventyroperetten Svinedrengen (opført 31
gange på Dagmarteatret i 1886), til operaerne Loreley (Det Kongelige Teater 1887, 3 gange) og Dyveke
(Det Kongelige Teater 1899, 9 gange), men "den egentlige dramatiske Ævne var ham nægtet", skriver
samtiden. Bedre lykkedes det i en række kantater og korsange samt sangcykler som Tannhäuser
(Drachmann, 1878) og Salomons Sange (Ingemann, 1885) og korværkerne med orkester Vagabundus (1880)
og Græshopperne (1884). Her kunne han fremvise sit "friske og frejdige Naturel". Endelig skrev han
klaverstykker, og Bartholdys nok mest kendte værk, Strophe, er for strygeorkester. Som et kuriosum
i hans komponistvirksomhed må nævnes hans arrangement af musik for lurerne, der blev blæst fra
Nationalmuseets tag første gang i nyere tid Skt. Hans aften 1893.
|
Forsideillustration til Bartholdys opera Svinedrengen. Med venlig tilladelse fra Edition Wilhelm Hansen
|
Bartholdys hjem var altid åbent for hans store bekendtskabskreds af musikere, kunstnere og forfattere.
Her blev dyrket megen musik. Endvidere deltog han også aktivt i flere foreninger og selskaber, bl.a.
Dansk Koncertforening, Selskabet til Udgivelse af Dansk Musik og musikforeningen Fermaten.
Læs mere:
Erik Abrahamsen: "Johan Bartholdy", Dansk Biografisk Leksikon, 3. udgave, bind 1
Anne Ørbæk Jensen: Hellige Flamme. Studentersang i Danmark i 1800-tallet. København 1996
Carl Bratli (red.): Studenter-Sangforeningen gennem 100 Aar. København 1939
Sigurd Berg: Træk af Dansk Musikpædagogiks Historie. Festskrift i Anledning af Musikpædagogisk Forenings 50 Aars Jubilæum. København 1948
William Behrend: "Johan Bartholdy", Illustreret Tidende 1904-05, nr. 12
Gerhardt Lynge: Danske Komponister i det 20. Aarhundredes Begyndelse. 2. udgave,
København 1917, s. 27-35 (med værkfortegnelse)
Litteraturen samt Bartholdys egne bøger, trykte noder og en stor samling nodemanuskripter findes på
Det Kongelige Bibliotek.
Tilbage til Fokus-oversigten
Kommentar til Musik- og Teaterafdelingen
Opdateret December 2003 - Juni 2005
|
|
Det Kongelige Bibliotek - en del af Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek: www.deff.dk
[Hjem] [English]
[REX - online katalog]
[ELEKTRA - e-ressourcer]
[Faglige websider]
[NetGuide] [Brug biblioteket]
[Om biblioteket] [Kulturaktiviteter]
|
|
|