Det Kongelige Bibliotek - Musik- og Teaterafdelingen

I januar 1787 blev den franske forfatter Jean Racines tragedie Athalie spillet ved ikke mindre end tre private opførelser i den grevelige familie Schimmelmanns palæ i Bredgade i København. Opførelserne var også forsynet med musik - af komponisten J.A.P. Schulz, og begivenheden blev medvirkende til at få denne kendte tyske musiker til Danmark.

Det tysk-danske
Gennem 1780erne udkrystalliserede der sig to modsatrettede "partier" blandt de magthavende i København: den borgerlige fløj med en del intellektuelle, der hyldede det nationalt danske med et konservativt præg (hofmanden Johan Bülow, statsministeren Fr. Chr. Rosenkrantz, men også f.eks. forfatteren Johannes Ewald) og den aristokratiske fløj med tysk kulturpræg, der var mere progressivt ved bl.a. at fremme trykkefrihed og landboreformer (ministrene A.P. Bernstorff, Ernst Schimmelmann og lensgreve Chr. Ditlev Reventlow). Den aristokratiske fløj blev efterhånden mere dominerende, og samtidig blev konflikten med borgerne øget. De tysksindede kredse havde desuden gode forbindelser til en række danske kunstnere, som mødtes i salonerne med tyske musikere og forfattere.

Familien Schimmelmann
En af de fremtrædende familier inden for den tysksindede kreds var Schimmelmann. Grev Heinrich Ernst Schimmelmann havde rejst meget i sin ungdom i hele Europa. Han interesserede sig entusiastisk for videnskab og kunst, men virkede fra 1773 som embedsmand i den økonomiske sektor. Ved det danske statskup i 1784, da kronprins Frederik VI kom på tronen, deltog Schimmelmann på kronprinsens side, og han blev hurtigt dybt involveret i arbejdet med reformer som bl.a. leder af landets økonomiske politik, senere - i 1789 - som statsminister. Også hans kone Charlotte Schimmelmann var en meget veluddannet og interesseret person, der både kunne medvirke ved politiske diskussioner og deltage i mere kunstneriske udfoldelser. Tilmed var hun meget franskinteresseret.

Der udspillede sig i årene omkring 1800 en omfattende selskabelighed hos H.E. Schimmelman og fru Charlotte i form af middagsselskaber, opførelser af skuespil og musikalske aktiviteter. Fruen i huset holdt ofte salon, hvor medlemmer af kongefamilien, udenlandske diplomater, aristokrater, indflydelsesrige borgere samt kunstnere og litterater hyggede sig med at læse højt, konversere, musicere og høre de seneste nyheder. Blandt de udøvende gæster var Christian VIII's første kone Charlotte Frederikke, som sang og spillede harpe, den unge Oehlenschläger, som sang og spillede klaver og Schimmelmanns plejedatter Louison, der også medvirkede på harpe.

En anden fremtrædende tysksindet, men lidt senere salonværtinde, var Friederike Brun, som var gift med storkøbmanden Constantin Brun. Hun omgav sig med kunstnere både på sine rejser og hjemme i København, og hendes saloner udfoldede sig især i perioden 1790 til 1830. Også hun deltog ivrigt i aftenerne hos familien Schimmelmann og var nær veninde med husets frue.

Heinrich Ernst Schimmelmanns palæ i Bredgade i København, senere kendt som Odd Fellow palæet. Kobberstik af Jonas Haas. Müllers Pinakotek

Athalie
I januar 1787 stod Jean Racines tragedie Athalie på repertoiret hos familien. Stykket skildrer historien fra Bibelen om kampen mellem den fromme ypperstepræst Joad, den unge dreng Joas og den ugudelige og tyranniske dronning Athalia. Dronningen ser en trussel i den unge dreng og forsøger at få ham ryddet af vejen, men Joad mobiliserer de jødiske levitter, og Athalia ender med at blive dræbt i et religiøst opgør.

Den franske hofforfatter Jean Racine skrev tragedien i 1690 som en af de sidste i sin karriere, og som noget særligt anvendte han et bibelsk motiv modsat så ofte før historier fra den græske og romerske mytologi. Stykket var skrevet til en pigeskole, men det oplevede her kun ganske få opførelser i 1691, før det i 1716 overgik til Comédie Francaise, hvor det blev en varig succes. I dag regnes det for et af Racines helt store dramaer. For at tillempe stykket til den græske tragedie, indlagde Racine en række kor, som gjorde teksten velegnet til musikalsk bearbejdelse, og komponisten Jean Baptiste Moreau skrev forspil, recitativer og kor til tragedien. Den appellerede da også til flere komponister i 1700-tallet, deriblandt G.F. Händel med et oratorium fra 1730erne og F.J. Gossec i 1785 og senere til bl.a. Felix Mendelssohn.

Athalie blev først opført på Det Kongelige Teater i København i marts 1790, og den oplevede i alt kun fem opførelser i dette og det følgende år. Hertil har Det Kongelige Bibliotek stadig stemmerne og en sufflørbog. Man anvendte lægen Johan Henrich Schønheyders danske oversættelse med Schulz' musik til korene, og oversættelsen af korene udkom i 1791 sideløbende med den franske tekst. Professor i Kiel, C.F. Cramers tyske tekst var udkommet selvstændigt allerede i 1786 i Hamburg, og Charlotte Dorothea Biehl havde oversat tragedien til dansk. I 1787 udkom den originale tekst til korene med såvel Biehls danske som Cramers tyske tekst. Biehls danske tekst til korene udkom desuden året efter sideløbende med den franske, så der må have været en vis interesse for stykket.

Titelblad til librettoen på fransk, tysk og dansk. Klik for større billede

Titelbladet til librettoen med både Racines tekst, C.D. Biehls danske oversættelse og C.F. Cramers tyske.

Komponisten
J.A.P. Schulz blev født i 1747 og fik allerede tidligt en god musikundervisning. Fra ca. 1768 og de næste fire år rejste han rundt i Europa som akkompagnatør og virkede derefter i Berlin som komponist, dirigent og musikskribent. I 1780 blev han ansat som kapelmester ved Frederik den Stores bror, prins Heinrich hof i den nordtyske by Rheinsberg, hvor både musik og fransk kultur var i høj kurs. Således var navne som Gluck og Gretry ofte på det musikalske repertoire.

Det var derfor naturligt, at Schulz tog fat på en tekst som Racines Athalie, og man sporer i værket inspiration fra flere af Glucks operaer. Athalie blev sandsynligvis skrevet i 1781-82, og i et brev fra juni 1783 nævner komponisten, at værket er færdigt. Vi ved ikke nøjagtigt, hvornår den blev opført første gang, men Schulz omtaler en opførelse i maj 1785, men det var imidlertid ikke alle, der bifaldt musikken. Således forsøgte Schulz at tilegne sit klaverudtog til prinsesse Anna Amalie, men med sin konservative musiksmag frabad hun sig dette i skarpe vendinger. Hun mente bl.a. at komponisten "statt seiner Arbeit Mir da musikalische Notengekläckere seines Kindes geschickt hat", og Schulz beretter til C.F. Cramer, at hun betegnede Athalie som "das allerunsinnigste, elendeste Machwerk sey, das nur erdacht werden könnte, dass ich von Ausdruck und von den Grundsätzen der Kunst nicht den geringste Begriff haben müsse, um solches Zeug für Musik ausgeben zu wollen u.s.w.".

Schulz havde bl.a. ønsket dedikationen anført for at opnå et større antal subskribenter. Imidlertid viser den trykte liste ikke mindre end 325 navne (Schulz havde håbet på 200 for at få udgivelsen udgiftsneutral), hvoraf de 35 var fra København. Men også mere generelt var der klart et musikalsk modsætningsforhold mellem Schulz og prinsessen, som var søster til hans arbejdsgiver. Da udfoldelsesmulighederne i Rheinsberg derudover var ringe, drømte komponisten i slutningen af 1780erne om luftforandring. Det endte med, at han i 1787 blev kapelmester i København, og det var hans musik til Athalie medvirkende til.

I 1786 blev Schulz' musik til korene i Athalie udgivet i partitur i Hamburg med Racines franske tekst, men i C.F. Cramers serie Polyhymnia, og allerede året efter udgav C.F. Cramer et klaverudtog på sit eget forlag i Kiel med sine oversættelser af korene. Denne udgave var bl.a. tænkt til koncertopførelser af værket, og den var blevet til i årene 1783-85 i et samarbejde mellem Schulz og Cramer. Dertil skrev Schulz også nogle mellemspil og forbindende tekster, som Cramer trykte i uddrag i sit tidsskrift Magazin der Musik. Ikke alle var lige begejstrede for Cramers oversættelse, og J.W.v Goethe begyndte endda på en alternativ version, som dog ikke blev fuldendt. Men den danske prinsesse Louise Augusta modtog med glæde dedikationen af partituret til hende.

Titelblad til partituret med fransk tekst. Klik for større billede

Titelblad til partituret med fransk tekst, udgivet i Hamburg 1786 og tilegnet den danske prinsesse Louisa Augusta

Planer om opførelse af Athalie i København
I de tyske aristokratiske kredse i København blev der jævnligt spillet skuespil. Netop i disse år opførtes der stykker af f.eks. P.A.C. de Beaumarchais og G.E. Lessing. Og C.F. Cramer gjorde sit til at gøre Athalie med Schulz' musik kendt i kredsen. I hvert fald akkompagnerede salonværtinden Fr. Brun netop Cramer, da han reciterede sin egen oversættelse af korene til Schulz' musik i julen 1786. Blandt tilhørerne var grevinde Augusta Bernstorff, og bl.a. ud fra denne fremførelse besluttede en kreds af de tyske kunstinteresserede at spille hele stykket den følgende januar. Det blev i alt til tre opførelser hos familien Schimmelmann indstuderet og ledet af komponisten og dirigenten F.L.Ae. Kunzen: d. 1., 15. og 22. januar 1787.

Kunzen var på dette tidspunkt 26 år gammel. Han havde i sine helt unge år optrådt som pianist og havde også komponeret flere værker. Ved sine jurastudier i Kiel havde han truffet C.F. Cramer, som var professor ved byens universitet, og Cramer inspirerede Kunzen til flere kompositioner, som professoren efterfølgende udgav og omtalte i sit musiktidsskrift. I 1784 havde Schulz besøgt Cramer og derved også gjort Kunzens bekendtskab. Schulz opfordrede den unge kunstner til at hellige sig musikken, og ved at have stiftet flere danske venskaber i Kiel, drog Kunzen i påsken 1785 til København. Her ernærede han sig som pianist og komponist og færdedes i de tysksindede kunstinteresserede kredse. Han var derfor et oplagt valg til at indgå i opførelserne af Athalie, men det var første gang, at man for alvor blev opmærksom på hans evner som dirigent.

Opførelserne
Racines tragedie blev opført i en scenisk version, selv om Schulz' musik var udgivet, så man godt kunne have lavet en koncertopførelse i stil med et oratorium. Her anvendte man imidlertid Cramers tyske oversættelse til kor og solosange, men derudover indeholdt Schulz' værk både en ouverture og mellemaktsmusik.

Og der blev tilsyneladende ikke sparet på noget i selve opsætningen, som kostede Schimmelmanns omkring 800 rigsdaler. Der blev opbygget et specielt teater i et af palæets store rum, og man havde gjort meget ud af scenografi og kostumer. De sidste var inspireret af det gammeltestamentelige emne, men det var ikke alle, der var lige tilfredse. Grevinde Sophie Reventlow mente således, at koret så ud som om "de vare en bonnet de nuit med snavsede Friserkaaber (Pudermäntel)".

På rollelisten så man amatører fra de tysksindede aristokratiske kredse omkring familierne Bernstorff, Schimmelmann og Reventlow. Mest fremtrædende var nok huslærerinde hos minister A.P. Bernstorff, Antonie Forster, som Athalie og medlem af bankdirektionen, chef for Det Kongelige Bibliotek Cay Reventlow i den store rolle som ypperstepræsten Joad. I andre roller kunne man høre grevinde Augusta Bernstorff, Schimmelmans privatsekretær Ernst Philipp Kirstein og hans kone, Cramers søster Emilie Henriette Kirstein, lægen J.H. Schønheyder samt Bernstorffs børn i flere roller. Især de to kvindelige hovedroller blev fremhævet for det fornemme foredrag og den præcise intonation. Samlet skriver Sophie Reventlow, at "Musikken rørte mig meget; den dannede i saa høj Grad et Hele med den smukke Sang; selv Børnene lyttede til med den største Opmærksomhed".

Friederike Brun spillede rollen som Sulamith, der ledede Israeliterindernes Kor. Det bestod af ni unge piger, der både deklamerede og sang og var "klædte i hvidt og rosenrødt, med udslaget, upudret Haar og smykkede med Rosenkranse". Dertil medvirkede musikere fra Det Kongelige Kapel, og Cramer kunne berette, at der i sidste akt var 40 personer i aktion.

Publikum var særligt indbudt, og især den sidste opførelse blev overværet af ikke mindre end 70 tilhørere. Heriblandt så man også kronprinseparret (Frederik VI og Louise Augusta) samt en række andre kongelige og deres følge. Også Cramer fra Kiel var blandt publikum ved den tredje opførelse, som Schimmelmann tilsyneladende foranstaltede bl.a. for Cramers skyld. Opførelsen afsluttedes af en souper, hvor Cramer blev hyldet for sin oversættelse og Schulz for sin musik. Derimod var det meget svært at belønne Kunzen på den rette måde, og hans drømme om at blive syngemester på Det Kongelige Teater - en stilling som var ledig - blev ikke til realiteter. Det ærgrede Cramer, der ellers i sin dagbog udtrykte, at Kunzen havde indlagt sig hæder ved sin indsats, ikke mindst ved det fine resultat i arbejdet med amatører.

Portræt af C.F. Cramer

Hvad betød opførelserne?
Det var Cramer, der sørgede for, at informationer om opførelserne nåede ud til videre kredse, bl.a. gennem sit tidsskrift Magazin der Musik. Her kunne man bl.a. læse: "Wer sichs aber zu denken vermag, wie eine Elite von Menschen, die mit gemeinschaftlichem, freyen Eifer, mit dem ungeschminktesten Ausdruck der Leidenschaft, mit eine Action, die jede Gabe der Erziehung veredelt, und Stimmen bey denen immer‚ die Schöne des Herzens voran, Vor der Schöne des Gesangs fleugt!'
einem Werke, wie die Athalia, sein ganzes Recht widerfahren lassen kann; der wird sich's vorstellen, wie Vieles ich hier so ungern durch Schweigen verhülle."

Cramer skrev til sin kone, at han håbede, at "die nächste Vorstellung der Ath. soll Wunderdinge thun", og det slog ikke helt fejl, selv om indflydelsesrige dansksindede kredse var bange for tyskernes nærmere tilknytning til hoffet og ifølge Cramer gjorde hvad de kunne for at holde de kongelige væk fra forestillingerne.

Men man blev efter opførelserne for alvor opmærksom på Schulz' kvaliteter. Charlotte Schimmelmann lod ad uofficielle kanaler Det Kongelige Kapels chef, overhofmarskal C.F. Numsen vide, at Schulz var interesseret i kapelmesterposten. Men det var Cramer, der gjorde det største diplomatiske arbejde, som i sidste ende førte til, at Schulz senere i 1787 blev ansat som kapelmester ved Det Kongelige Kapel. Tilmed en meget populær dirigent både i de danske og i de tyske kredse.

Læs mere:

Louis Bobé: Frederikke Brun, født Münter og hendes Kreds hjemme og ude, København 1910, især s. 30-31

Lisbeth Ahlgren Jensen: "Musiklivet i Charlotte Schimmelmanns og Friederike Bruns saloner", Anne Scott Sørensen (red.): Nordisk salonkultur. Et studie i nordiske skønånder og salonmiljøer 1780-1850, Odense 1998, s. 231-250

Ole Kongsted: "Dokumente zur Berufung J.A. P. Schulz' nach Kopenhagen", Uwe Haensel (red.): Beiträge zur Musikgeschichte Nordeuropas. Kurt Gudewill zum 65. Geburtstag, Wolfenbüttel und Zürich 1978, s. 159-174

Torben Krogh: "Johann Abraham Peter Schulz", Dansk Biografisk Leksikon, 3. udgave, bind 13, København 1983, s. 241-44

Jürgen Mainka: "J.A. P. Schulz' 'Athalia'. Ein Beitrag zur Untersuchung der Beziehungen des 'Sturm und Drang' zum Klassizismus", Beiträge zur Musikwissenschaft 13/4 (1971), s. 273-320 J.A.P. Schulz: Musik zu Racine's "Athalie". Herausgegeben von Heinz Gottwaldt. Das Erbe deutscher Musik (1) 71, Abteilung Oper und Sologesang 10, Mainz 1977 (med fyldig indledning og beskrivelse af udgaverne)

Heinrich W. Schwab: Friedrich Ludwig Aemilius Kunzen (1761-1817). Stationen seines Lebens und Wirkens. Heide in Holstein 1995, især s. 52-68

Heinrich W. Schwab: "'Wie denk' ich noch des Fests'. Aufzeichnungen von Carl Friedrich Cramer anlässlich seiner Kopenhagenreise im Jahre 1787", Axel Beer und Laurenz Lütteken: Festschrift Klaus Hortschansky zum 60. Geburtstag. Tutzing 1995, s. 289-301

Heinrich W. Schwab: "'Meine Reise war nothwendig; der Erfolg hats gelehrt' (1787). Von den Aktivitäten des Kieler Professors Carl Friedrich Cramer, gerichtet auf die Kopenhagener Musikkultur um 1800", Meddelelser fra Thorvaldsens Museum 2001, s. 113-126

Carl Thrane: Fra Hofviolonernes Tid. Skildringer af Det Kongelige Kapels Historie 1648-1848, København 1908, især s. 178ff

Ole Feldbæk og Vibeke Winge: "Tyskerfejden 1789-1790. Den første nationale konfrontation", Dansk Identitetshistorie 2: Et yndigt land 1789-1848, København 1991, s. 9-109

Tilbage til Fokus-oversigten

Kommentar til Musik- og Teaterafdelingen
Opdateret Marts 2005