Musiktidsskrifter og musikkritik Der har altid været et forholdsvist lille marked for musiktidsskrifter i Danmark, men i anden halvdel af 1800-tallet blev der alligevel gjort en række forsøg på at orientere danskerne om aktuelle musikbegivenheder. Det første danske musiktidsskrift var imidlertid C.F. Cramers Musik, der udkom i 1788-89 som en fortsættelse af hans Magazin der Musik fra 1783-86. Omkring 1800 opstod der så småt et musikinteresseret og købedygtigt publikum, men det var i 1830erne dog alligevel stadig for småt til at danne underlag for et egentligt musiktidsskrift. Komponisten A.P. Berggreen forsøgte sig i 1836 med Musikalsk Tidende, der dog kun udkom med 20 numre. I samme år dannedes Musikforeningen, der samlede de musikinteresserede københavnere og bidrog til en øget musikalsk bevidsthed. Alligevel var også anden halvdel af 1800-tallet præget af en række kortvarige musiktidsskrifter, som tillige ofte inddrog stof fra teaterlivet. Fremtrædende titler er Tidsskrift for Musik, udgivet af Immanuel Rée 1857-59, Nordisk Tidsskrift for Musik, udgivet af Edv. Wagner 1871-73 og ikke mindst Musikbladet med H.V. Schytte som udgiver 1884-94. Endelig må det også nævnes, at det store Illustreret Tidende (begyndt 1859) bragte en masse musikstof og 1859-80 var redigeret af musikforlæggeren Otto Delbanco. I løbet af 1800-tallet organiserede musiklivet sig efterhånden i f.eks. Kammermusikforeningen, Koncertforeningen foruden Musikforeningen. Kjøbenhavns Musikkonservatorium blev grundlagt i 1867, og Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik begyndte sin virksomhed i 1871. To store musikleksika så dagens lys i udlandet således Hugo Riemanns Musik-Lexikon, Leipzig 1882, og The Dictionary of Music and Musicians, edited by George Grove, London 1890, som herhjemme blev fulgt af H.W. Schyttes Nordisk Musik-Lexikon (1888-92 og 1906). På dette publikumsgrundlag byggede bl.a. Musikbladet, men stadig var indholdet foruden et par artikler en del notitser om koncerter og udgivelser, markering af fødselsdage etc. Det var dog ikke mere blot oversættelser af tyske artikler, men også selvstændige bidrag fra de danske skribenter, der efterhånden beskæftigede sig med musik, såsom musikforskeren Angul Hammerich, komponisten Leopold Rosenfeld og kritikeren Charles Kjerulf. En artikel om ”Pedanteriet i Musikkritiken” efter E.J. Levey i The musical courier skildrer skribenternes opgave, nemlig: ”at opdrage Publikum, at vække dets Interesse og at opmuntre og hjælpe det til en grundig Forstaaelse af den bedste Musik. Den første Fordring, der maa stilles til en Kritiker, er derfor den, at han ved sin varme Sympathi for sin Tids fremherskende musikalske Retning er fortrinlig kvalificeret til at lede den offentlige Mening, og den anden næppe mindre vigtige er den, at han er fuldkommen oprigtig”, og tilføjer, at den værste kan være at bedømme en feteret teaterkomponist eller -sanger. Efterhånden som koncertlivet blomstrede også uden for foreninger bredte dagbladskritikken sig og blev en mere indflydelsesrig faktor. Den meget produktive Charles Kjerulf skrev i 1917 en artikel om kunstkritik, som fortæller om det praktiske arbejde og de overvejelser, jobbet medfører. Han påpeger det vigtige i at have en kritik for at gøre opmærksom på kunsten, men at det er meget afgørende, hvilken person, der bestrider jobbet – om vedkommende nyder respekt. På én gang skal kritikeren være kendt med praktisk musikudøvelse og holde sig på en passende afstand af musiklivet. ”Kærlighed og Kendskab til Kunsten skal der først og fremmest til. Desuden maa han være mangesidig, kunne vejre Talent og holde sig paa Afstand af Snobberi.” Med så snævre kredse som det københavnske musikmiljø kunne det være vanskeligt at opfylde alle kravene.
[Se forsiden af prøvenummer til nr. 1 her]
[Se forsiden af nr. 9-10, 1871] Udgiveren Edvard Wagner havde fra 1869 en musik- og kunstforretning i København samt et mindre musikforlag. I 1874-75 fik han Edvard Grieg til at arrangere et udvalg af Norges Melodier til sit forlag, men allerede i 1877 måtte forretningen og forlaget lukke p.g.a. økonomiske problemer. [For større billede - klik her] Kancelliråd Henrik Wissing Schytte (1827-1903) spillede som barn især cello og var også som filologistuderende en ivrig deltager i kammermusik. Han sprang imidlertid fra studiet og fik i 1855 ansættelse i Krigsministeriet, men købte i 1870 Plenges musikhandel. Denne forretning solgte han videre til Kgl. Hof-Musikhandel i 1883 og var allerede i 1868 begyndt som musikkritiker, hvilket han i de sidste 20 år levede af. Først blev han ansat ved Dagens Nyheder, senere ved Dagbladet og Børstidende for i 1891 at ende som anmelder ved Berlingske Tidende. Han var ofte barsk i sine anmeldelser, og mange kunstnere frygtede ham, men han havde erhvervet en solid baggrundsviden, som satte ham i respekt. Fra 1884 til 1893 redigerede han Musikbladet, og han udgav desuden et to-binds musikleksikon (1888-92 med supplementsbind 1906 (se nedenfor)).
Wilhelm Hansens musikhandel i København var grundlagt af Jens Wilhelm Hansen i 1857. Forretningen blev hurtigt suppleret med et trykkeri, og salget blomstrede, så firmaet i 1879 kunne købe et af byens andre store musikforlag, Lose og Borchorst. På denne måde blev Wilhelm Hansen fra 1880 den absolut mest indflydelsesrige musikudgiver i Danmark, og ved publiceringen af Musikbladet fik firmaet en fin mulighed for reklame og omtale af sine nyudgivelser og varer generelt.
Angul Hammerich (1848-1931) blev efter sine statsvidenskabelige studier efterhånden mere interesseret i musikudøvelse og musikhistorie, som også tidligere havde spillet en stor rolle i hans liv. Allerede i 1876 blev han musikanmelder på ugebladet Nær og Fjern, hvilket blev suppleret med Illustreret Tidende og Musikbladet. I 1880 blev han tillige anmelder ved dagbladet Nationaltidende, hvilket gjorde det økonomisk muligt for ham at hellige sig de musikhistoriske studier, som førte til bl.a. disputatsen Musiken ved Christian den Fjerdes Hof, grundlæggelsen af Musikhistorisk Museum og resulterede i et docentur i musikhistorie ved Københavns Universitet. Som anmelder var han velorienteret, respekteret og som regel ret venlig, hvad den store bevarede brevsamling til ham i Det Kongelige Biblioteks Håndskriftafdeling også vidner om. Leopold Rosenfeld (1849-1909) var komponist og virkede i en årrække som en meget søgt sanglærer. Han var musikkritiker ved dagbladet Dannebrog og skrev desuden anmeldelser til Musikbladet og Tidsskrift for Musik og Teater. Hans anmeldelser var ofte konservative, bl.a. var han meget imod Wagners musik. Emil Gigas (1849-1931) var egentlig uddannet i fransk og italiensk sprog, men interesserede sig desuden meget for kunst og musik. I 1883 blev han ansat ved Det Kongelige Bibliotek bl.a. med henblik på at opbygge en samling af trykte danske noder, og han ledede 1902-05 bibliotekets håndskrift- og musikafdeling. I 1915 måtte han imidlertid tage sin afsked, fordi hans syn blev stærkt svækket. Gigas skrev en lang række musikanmeldelser især i 1870erne til Fædrelandet og Dagbladet, og desuden bidrog han med sin meget brede kunstneriske viden til en lang række artikler i tidsskrifter og aviser. Endelig stod Gigas for musikartiklerne i førsteudgaven af Dansk biografisk Leksikon (1887-1905) og i Salmonsens Konversationsleksikon (1893-1911) samt flere oversættelser af musikbøger. Charles Kjerulf (1858-1919) fik sin musikalske uddannelse hos bl.a. Leopold Rosenfeld og Albert Meyer, men virkede herefter meget bredt som sanglærer, kordirigent samt ikke mindst som forfatter. Han skrev bl.a. til Nordisk Musiktidende, Svensk Musik Tidning og Dags-Avisen. Den store indflydelse fik han dog fra 1886, hvor han blev Politikens hovedanmelder inden for musik, og han præsenterede anmeldelser, der både var præget af hans musikkendskab og af en subjektiv og farverig pen. Kjerulf komponerede også selv, han oversatte og bearbejdede talrige teaterstykker og digte og var et ivrigt medlem af adskillige foreninger. William Behrend (1861-1940) blev cand. jur. i 1885 og ansat i magistratens 3. afdeling, hvor børnesagen blev hans område. Dette supplerede han med en ivrig musikhistorisk skribentvirksomhed, bl.a. bøger som Niels W. Gade i Hundredaaret (1917) og ikke mindst Illustreret Musikhistorie sammen med musikhistorikeren Hortense Panum (1905). Han var også knyttet til blade som Tilskueren og Illustreret Tidende samt aviser som Politiken og Berlingske Tidende som skribent og anmelder. Endelig var han korrespondent for flere udenlandske musiktidsskrifter, bl.a. det svenske Ord och Bild og det tyske Die Musik.
De enkelte anmeldere er alle medtaget i Dansk biografisk Leksikon, 3. udgave, som også bringer gode bibliografier. Eva-Brit Fangers indledning til det danske bind af Répertoire International de la Presse Musicale (RIPM), udg. af Kirsti Grinde med forord af Eva-Brit Fanger. UMI, Ann Arbor, Michigan 1997
Eva-Brit Fanger: ”Überblick über die historische Entwicklung dänischer Musikzeitschriften”, Fontes Artis Musicae 40/4, October-December 1993, s. 323-31 Dan Fog: Musikhandel og Nodetryk i Danmark efter 1750 1-2, København 1984 Charles Kjerulf: ”Om Kunstkritik. Af et Foredrag, holdt efter Indbydelse i ’Kunstnerforeningern’ i Kristiania”, Musik 1. Årg, 1917, s. 15-18, 21-23, 55-57 Charles Kjerulf: Gift og hjemfaren. Erindringer fra Firserne. København 1917 ”Pedanteriet i Musikkritiken” (efter E.J. Levey i ’The musical courier’), Musikbladet 1885, s. 212-15 |
Emil Gigas |