Bogens Verden 1996 nr.3



Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel



Den hvide genfærdskunst
- om filmen og bogens uægte børn

Af Bo Green Jensen, forfatter, litteraturkritiker og filmanmelder ved Weekendavisen Berlingske



Det ville ikke være Umagen værd, at Folk som vi beskæftigede os med Filmen, hvis ikke
det var for at forsøge at udvinde alt, hvad den kan yde - Menneskemassernes, Naturkræfternes, Folkeslagenes, Aarhundredernes og Drømmenes svimlende Strøm.

- Romain Rolland til Frans Masereel, 1921


1. Filmatiseringer
Der er ikke noget nyt i, at bøger bliver filmatiseret. Allerede D.W. Griffiths En nations fødsel fra 1915 var baseret på Frank E. Woods roman The Clansman, og siden filmens barndom har litteraturen været storleverandør af historier til det stedse mere grådige billedmedie. Der er ingen tegn på, at tendensen er i aftagende. Man plejede at sige, at henved 70 procent af alle film var baseret på et litterært forlæg af en slags. I 90'erne er tallet steget til 80 procent, og amerikanske bestsellerforfattere som Michael Crichton, Anne Rice og John Grisham modtager rent ud sagt latterlige beløb for rettighederne til deres romaner.

For filmrettighederne til The Chamber modtog John Grisham i fjor 3,7 millioner dollars - altså cirka 25 millioner kroner - og englænderen Nicholas Evans' debutroman Hestehviskeren skrev i foråret 1995 branchehistorie ved at blive solgt til det amerikanske forlag Delacorte for 3 millioner dollars. Denne sum kom især på bordet, fordi Robert Redford på vegne af Disney-koncernen havde betalt Evans' agent 3,7 millioner dollars for rettighederne til den som film med ham som instruktør og skuespiller. Tilfældet Evans er særlig markant, fordi The Horse Whisperer endnu ikke var udkommet, da den blev solgt.

Man kan sagtens undre sig over, hvorfor filmindustrien sværger til skønlitteraturen. Det gør man ofte som filmanmelder, eftersom der for hver vellykket klassikerfilm - Ang Lee og Emma Thompsons udgave af Jane Austens Sense and Sensibility (1995) er et så godt som fuldendt eksempel på den optimale filmatisering - produceres stribevis af glansløse versioneringer, som i bedste fald er filmens svar på de gamle tegneseriehæfter, der hed Illustrerede Klassikere. De tjener også samme formål. Illustrated Classics blev udviklet under Korea-krigen med uvante voksenlæsere, dvs. amerikanske soldater, som den primære målgruppe.

Langt de fleste filmatiseringer baserer sig dog ikke på højt profilerede klassikere som Austen, Shakespeare og Balzac. De er snarere stort budgetterede iscenesættelser af ordinære genrestykker og mainstreamromaner. Man undrer sig, mens man ser filmen, og man undrer sig endnu mere, hvis man efter forevisningen opsøger den pågældende bog, for i de fleste tilfælde er historien ændret til ukendelighed. Hvorfor skriver man så ikke sine egne historier, når der blandt fagfolk såvel som filmkritikere er bred enighed om, at de bedste film baserer sig på originale manuskripter?

Den amerikanske manuskriptekspert Linda Seger gav i fjor et bud på svaret, da hun på Instruktørsammenslutningens vegne forelæste på Filmskolen i København. Seger - som er forfatter til tre meget anvendte lærebøger om, hvordan man skriver filmmanuskripter - sagde, at en stor del af grunden er gemen dovenskab. For de prestigiøse filmatiseringer af universelt anerkendte hoved- og mesterværker handler det naturligvis om, at der på forhånd vil være en titel folk kender, et betragteligt potentielt publikum og en respektabilitet at knytte an til. Men for de mere ydmyge forlægs vedkommende, handler det ganske enkelt om at spare tid og forarbejde. Vælger man en roman, vil der allerede foreligge en færdig, gennemarbejdet verden med runde karakterer og følelser forankret i virkeligheden. Der er egentlig "kun" håndværket tilbage.

Jeg sætter kun i anførselstegn, for i rent teknisk henseende er det ikke lettere at skrive en adaptering. Snarere tværtimod. Den amerikanske filmkritiker Pauline Kael sagde engang, at kun to forfattere havde grund til at sige Hollywood tak for de film, som var baseret på deres bøger. Den ene var Margaret Mitchell, forfatteren til Borte med blæsten, som faktisk blev en bedre historie i Sidney Howards manuskriptversion, det sidste af mange bud på, hvordan man bedst lagde det gyldne snit i dette spraglede monstrum af en roman. Den anden var Kurt Vonnegut, hvis Slagtehus 5 i 1972 blev til en eksemplarisk trofast, men ikke af den grund svær eller stillestående film i George Roy Hills kyndige hænder.

I dag kunne Kael trygt føje afdøde Raymond Carvers noveller til listen. Robert Altmans Short Cuts (1994) baserede sig på disse, men var alligevel i høj grad sit eget værk og sin egen helhed. Det gælder nemlig generelt, at de bedste filmatiseringer ikke nødvendigvis er de mest trofaste. Filmens grammatik er en anden, som mange har bemærket hen ad vejen. For resten anede Linda Seger ikke, hvad hun skulle stille op med Altmans Short Cuts. Hun syntes ikke om den, og den passede ikke ind i det diagram med kurver og grafer, som hun - og den industri som hun repræsenterer - ensretter alting efter.

Gennem hele filmmediets 100-årige historie har der været mange gode, dårlige og især gennemsnitlige filmatiseringer. For hver Resten af dagen er der en Forfængelighedens bål. For hver Pelle Erobreren er der en Kun en pige. Vi har de filmatiseringer vi fortjener. Det tyder alting trods alt på, selv om man ofte føler sig snydt.

Lad os i den forbindelse sende et kys til det ofte udskældte TV-medie, som faktisk er bedre gearet til sobre dramatiseringer. Her er det ikke nødvendigt at beskære, og manuskriptforfattere som Andrew Davies, John Mortimer og salig Dennis Potter har hver især nået fremragende resultater med Angus Wilsons Anglo-Saxon Attitudes og George Eliots Middlemarch (Davies), Evelyn Waughs Brideshead Revisited (Mortimer), Thomas Hardys The Mayor of Casterbridge og F. Scott Fitzgeralds Natten er blid (Potter).


2. Versioneringer
I litterær sammenhæng har vi længe kendt til filmudgaver, såkaldte movie tie-ins, der med et foto fra filmatiseringen forsøger at gøre en gammel bog interessant for læserne igen. Om det er Thorkild Hansens Processen mod Hamsun, Edith Whartons Uskyldens år eller Geoff Dawes Greens Nævningen spiller i og for sig ingen rolle. Filmudgaven foreligger efterhånden pr. automatik, og ideen er nogenlunde lige gammel med billigbogen.

I hvert fald siden Borte med blæsten, en bestseller fra 1937, der blev en megaseller i kraft af David O. Selznicks, Victor Flemings og Sidney Howards legendariske filmudgave fra 1939, har forlagsbranchen og filmindustrien vidst, at de ikke er fjender, men allierede kræfter. En logisk konsekvens af dette forhold er, at både forlag og produktionselskaber i dag ofte ejes af de samme vidtrækkende forretningsimperier. Et dansk eksempel på dette er Egmont-gruppens alliance med veteranen Nordisk Film.

En ny tendens er til gengæld, at det i stigende grad er på filmens betingelser lanceringen finder sted. Whartons The Age of Innocence har altid heddet Grevinde Olenska på dansk, men tog navneforandring til Uskyldens år i forbindelse med Martin Scorseses filmatisering. James Lee Burkes suveræne Louisiana-krimi Heaven's Prisoners hed Delta Blues i den danske førsteudgave. Nu er titlen ændret til Besat af fortiden, fordi distributionsselskabet All Right gav Phil Joanous filmatisering den titel. Det kan godt blive forvirrende på langt sigt.

Filmudgaver har længe været en af paperbackmarkedets bærende søjler, og smalle eller glemte romaner er ofte blevet brede sællerter, når man har relanceret dem med et stjernefoto på omslaget. Det næste logiske skridt var opfindelsen af den såkaldte novelization, dvs. en romanversion af et filmmanuskript. Sloganet "Se filmen, læs bogen" fik på den måde helt ny betydning. Filmen efter bogen blev til bogen efter filmen.

Novelizations bliver typisk skrevet, når der ikke eksisterer et forlæg, og genren er i dag så etableret, at alle større amerikanske film ledsages af en versionering. De lever et skyggeliv på bogmarkedet, for skønt også kendte forfattere fra tid til anden optræder som versionister, er der dog tale om parasitære bestillingsarbejder.

Genren har derfor lav status. Filmromanerne bliver så godt som aldrig anmeldt, og de er sjældent egentlige salgssucceser. Købt og læst bliver de dog. Genren har sin niche, og den er i stadig vækst. Også herhjemme er romanversioner af aktuelle storfilm begyndt at slå igennem.

Det er primært Egmont-forlaget Vinten, som har arbejdet med litterære versioneringer. I de seneste år har Vinten således udsendt Philadelphia, en roman af Christopher Davis efter et filmmanuskript af Ron Nyswaner, En perfekt verden, en roman af Dewey Gram efter et filmmanuskript af John Lee Hancock, og Nell, en roman af Mary Ann Evans efter et filmmanuskript af William Nicholson og Mark Handley.

Tilfældet Nell er interessant, for det viser i hvor høj grad disse romanversioner er kunstprodukter. Nell var oprindelig et skuespil med titlen Idioglossia. Mark Handley havde skrevet det, og han var med til at udarbejde manuskriptet til filmatiseringen, men med Mary Ann Evans' romanversion havde han intet at gøre. Romanversionen af Nell kan med andre ord siges at være bogen efter filmen efter teaterstykket.

Det er ikke tilfældigt, at man kontaktede William Nicholson, da Idioglossia skulle overføres fra scene til lærred. Nicholson har stor erfaring med dette omplantningsarbejde. Han skrev i 1993 manuskriptet til Richard Attenboroughs Shadowlands, i hvilken Anthony Hopkins og Debra Winger spillede over for hinanden som Narnia-bøgernes forfatter C.S. Lewis og den amerikanske kvinde Joy Davidman, som han oplevede en kort lykke med, før hun døde.

Denne stilfulde tåreperser baserede sig på Nicholsons eget skuespil af samme navn. Dette tog til gengæld udgangspunkt i biografien Shadowlands - The True Story of C.S. Lewis and Joy Davidman, som fantasy-specialisten Brian Sibley udgav i 1985. Sibley havde fundet materialet, da han året før skrev manuskript til en TV-film om forholdet. Her blev Lewis og Davidman spillet af Joss Ackland og Claire Bloom. Dramatiseringen, som BBC producerede i 1985, hed selvsagt også Shadowlands.

Derfor kan man p.t. erhverve ikke færre end fem forskellige udgaver af den samme historie. De har til og med identiske titler, og for at sætte kronen på værket blev forfatteren Leonore Fleischer sat til at skrive en romanversion på bestilling. Denne udgave af Shadowlands er altså bogen efter filmen efter skuespillet efter biografien efter TV-filmmanuskriptet.

Nicholson er lidt af en stjerne på feltet. F. eks. vil man finde hans navn i rulleteksterne til Jerry Zuckers film First Knight (1995), der nok en gang fortæller historien om Kong Arthur, dronning Guinevere og Sir Lancelot, denne gang med Sean Connery, Julia Ormond og Richard Gere i de centrale roller. Også First Knight er forsynet med en versionering. Ridderne Om Det Runde Bord, en roman af Elizabeth Chadwick efter et filmmanuskript af William Nicholson, udkom hos Vinten til lejligheden.

Er man mere til TV-serier af kultisk tilsnit, kan Vinten også levere dét. Strengt Fortroligt - Gobliner, en roman af Charles Grant, er baseret på The X-Files, Chris Carters "vidunderlige og vanedannende tv-serie" om FBI-agenterne Fox Mulder og Dana Scully, der arbejder med sager, hvor paranormale fænomener spiller ind. Som bog betragtet er Gobliner markant svagere end romanversionerne af de store film, sikkert fordi historien bag teksten er tyndere.

Flere senere filmromaner fra Vinten er dog kvalitetsprodukter. Maz Allan Collins har skrevet den litterære versionering af Waterworld, en af filmhistoriens dyreste strimler, som på dansk har fået titlen En verden af vand. Collins er den type forfatter, som gerne påtager sig at arbejde med andres ideer, i stedet for at få dem selv. Han har skrevet to udmærkede krimiserier, men hans mest synlige indsats til dato ligger i ajourføringen af tegneseriehelte som Dick Tracy og Batman.

Det interessante ved filmromaner er egentlig ikke, hvad forlagsbranchen vil med dem. Det turde være oplagt. Men hvad vil læserne med disse andenhåndsfremstillinger? Oprindelig blev de skrevet som en slags souvenirs, en måde at få filmen med sig hjem på. Med videomarkedets opblomstring burde denne funktion være bortfaldet, for hvorfor købe bogen efter filmen, når man kan købe selve filmen? Det er et mysterium, som Mulder og Scully godt kunne se nærmere på, for alt andet lige er der til dato aldrig skrevet en novelization, der virkelig lever som ren roman.

Det tætteste, genren er kommet på dét, er i den romanversion, som science fiction-forfatteren Fred Saberhagen i 1992 skrev på baggrund af James V. Harts manuskript til Francis Ford Coppolas filmatisering af Bram Stokers navnkundige Dracula. Saberhagens Dracula er faktisk en fremragende bog. Den viser samtidig, hvor langt industrien er villig til at gå. I dette tilfælde havde man Stokers klassiske roman at genudgive, men det var ikke nok. Derfor blev Saberhagen kontaktet og skrev bogen efter filmen efter bogen.


3. Mutationer
Alt dette er blot toppen af isbjerget på et vidt forgrenet, meget risikobetonet og fantastisk uegalt marked, der under ét kunne betegnes som populærkulturens randområder. Man kan med nogen ret vælge at betragte de romanversionerede filmmanuskripter som en del af den omsiggribende pastichelitteratur, der har mange stolte traditioner, ikke mindst inden for genrelitteraturen, hvor det er gængs praksis at videreføre populære romanserier efter forfatterens død.

Så celebre navne som Kingsley Amis (forklædt som Robert Markham) og John Gardner skrev videre på Ian Flemings James Bond-serie, Robert B. Parker har for længst færdiggjort Raymond Chandlers Poodle Springs Story og forsynet The Big Sleep med en fortsættelse. Sherlock Holmes-figuren er en veritabel industri i industrien med et to-cifret antal udgivelser årligt, heriblandt så udmærkede stiløvelser som Laurie Kings Biavlerens lærling, Michael Dibdins The Last Sherlock Holmes Story og Nicholas Meyers The Seven Per-Cent Solution, hvis danske titel er Den snigende gift.

Ret beset er fænomenet heller ikke så nyt endda. Blot har det traditionelt været kioskforlag som Winther og Interpresse, der tog sig af disse opportunistiske udgivelser. Allerede omkring 1970 udkom romanversioner af TV-serier som Ironside, Kojak, Columbo og High Chapperal. Erle Stanley Gardner var allerede i levende live en pastiche på sig selv, mens han piskede sin døde kæphest til live i henved 100 retssalsromaner om Perry Mason.

Det nye er, at pasticherne vinder indpas på et niveau, vi plejer at betragte som finkultur af en slags. Det var Gyldendal, der lagde navn til Alexandra Ripleys Scarlett, den autorisede fortsættelse eller sequel til Gone With the Wind her i Danmark. Lindhardt og Ringhof fulgte trop med Mrs. de Winter, Susan Hills kompetente ajourføring af Daphne du Mauriers berømte Rebecca. Forlaget Schønberg har netop udgivet Lady Chatterleys bekendelse, Elaine Feinsteins slet ikke uefne fortsættelse til D.H. Lawrences Lady Chatterleys elsker, og på forlaget Klim kunne man op til jul i fjor erhverve fantasy-forfatteren William Horwoods regulært fortryllende Vinter i piletræerne, en fortsættelse til Kenneth Grahames edwardianske børnebogsklassiker Vinden i piletræerne, der aldrig er blevet vurderet efter fortjeneste herhjemme.

Den værste af de nævnte titler er Scarlett, der dog var endnu værre som mini-serie og gudskelov aldrig bliver til en rigtig spillefilm. Ellers er de højbrynede sequels stort set harmløse bagateller, som uvægerligt fører en relancering af originalen bag efterligningen med sig. Vi har stof nok at tage af. Der er i 90'erne skrevet såkaldt selvstændige fortsættelser til bl.a. John Galsworthys Forsyte-Sagaen, Boris Pasternaks Doktor Zivago og Jane Austens Pride and Prejudice.

I den stik modsatte ende af spektret er George Lucas' Star Wars-saga blevet fundamentet for en succesrig romanserie, som også findes på dansk. Max Allan Collins har skrevet romanen Batman, som udkom i hardcover på amerikansk, og i serien Marvel Novels fra Boulevard Press kan man finde seriøse romaner på 400 sider om tegneseriehelte som Spiderman og The Incredible Hulk. Jeg læste Christopher Goldens Predator's Smile (1996) om min barndomshelt Matt Murdock, der er en blind og svag advokat om dagen, men om natten bliver til den levende radar Dæmonen. Golden formåede at holde tungen lige i munden hele vejen igennem, hvilket ikke kan have været let. På den anden side gør folk som Frank Miller og Allan Moore det igen og igen i de "grafiske romaner", som i vore dage er dæknavnet for tegneserier for voksne.

Også dette bastardmedium, som franskmændene kalder den 10. kunstart, fylder 100 år for tiden, og vi ville næppe have romaner som Collins' Batman og Goldens Predator's Smile, hvis filminstruktører som Richard Donner og Tim Burton ikke havde genoplivet de gamle helte fra DC Comics i udførlige filmatiseringer, der i sig selv blev små industrier. Vi ville dog heller ikke have romaner som Mette Thomsens Af en superhelts bekendelser (1994) uden mændene og kvinderne fra Marvel og Detective Comics.


4. Sonderinger
For 110 år siden lod franskmanden Villiers de l'Isle-Adam for første gang filmen og litteraturen blande blod, da han i romanen L'ève futur skildrede, hvordan "Bevægelserne gled over i hinanden, som de gør det i Livet selv, takket være den sukcessive Fotograferings Kunstgreb, der paa en Strimmel af 3 Alens Længde kan fastholde et levende Væsens Bevægelser i 10 Minutter paa mikroskopiske Glas, som reflekteres af en kraftig laterna magica."

I 1901 talte Johannes V. Jensen videre om "den hvide Genfærdskunst" i Den gotiske Renæssance: "Jeg var inde i et Telt i Granada, hvor der forevistes Kinematografbilleder. Blandt andet saa man en Stump af en Tyrefægtning. Man saa Tyren springe mellem Toreadorerne - Lysblinkene fra de vaade Sider - man saa den spidde et Øg - og hele Publikum kom i Feber foran denne lydløse, hvide Genfærdskunst og raabte Hyp til Tyren," før han fulde 34 år efter slog fast i "Dr. Renaults Fristelser":

"Al Film har et fortryllende Moment, bevaret Bevægelse og Liv. Foruden den obligate Forlovelsesfilm, hvorunder der fra unge Piger paa Tilskuerpladserne i Mørket høres stumme Lyde i Brystet, som fra foruroligede Faar, er der Ugerevuen, altid fængslende, tantalisk, ved de altfor korte Glimt man faar at se, et overladet Nu, et eller andet Steds fra i Verden, og afløst af et nyt, næsten inden det har præget sig paa Nethinden. Dette Flimmer af Synsindtryk har noget af Hjernens egen Arbejdsmaade."

Det var dette flimmer af synsindtryk, som amerikaneren John Dos Passos (1896-1970) ville emulere, da han i sin monumentale romantrilogi U.S.A.lod 68 forrygende stærke, i dén grad filmiske citatmontager med fællestitlen Newsreels og 51 stream-of-consciousness monologer med gruppenavnet The Camera Eye slynge sig ind og ud af hovedsporet i de sociale kollektivromaner The 42nd Parallel (1930), Nineteen Nineteen (1932) og The Big Money (1936), før han i 1938 samlede romanerne om Amerikas vej fra århundredeskiftet til Wall Street Krakket i ét bind.

Denne roman rummer det formentlig mest radikale forsøg på at anvende filmens grammatik i fiktionssammenhæng. Det første bind forelå på dansk allerede i 1931 med titlen Den 42nde Breddegrad. Mere end alle de store Hollywoodromaner - fra Nathanael Wests The Day of the Locust og F. Scott Fitzgeralds ufuldendte The Last Tycoon til Budd Schulbergs De skuffede og Michael Tolkins The Player -forsøger denne roman at blive en sprogfilm, og den repræsenterer en kulmination i den amerikanske mellemkrigstid. Siden 1945 har også Hollywoodromanens forfattere i vid udstrækning gjort, hvad de kunne for at distancere sig fra filmens sprog.

Først med nymodernismen, som vokser ud af 60'ernes nye franske bølge, finder man atter selvbevidst selektiv kameraføring med sproget som det primære medium for lysets musik. Til gengæld har kunstfilmen ofte bestræbt sig på at blive en litteratur fortalt rent i billeder. Brødrene Ethan og Joel Cohens Hollywood-skildring i guldpalmevinderen Barton Fink (1992) må være det smukkeste eksempel.

Alt andet lige står den mest berømte filmreference på side 1 i Christopher Isherwoods tyske dagbog fra efteråret 1930. Det er den bog, som under titlen Farvel til Berlin (1939) blev forlægget for tre filmatiseringer og hele to musicals, Bob Fosses Cabaret (1972) ikke mindst. Lad os derfor slutte med dette skrifsted i H.C. Branners udmærkede oversættelse fra 1959:

"Jeg er et kamera med lukkeren åbnet. Det er helt passivt, det ser og bevarer, men det tænker ikke. Det bevarer manden som står og barberer sig ved vinduet overfor, og pigen i kimonoen som vasker sit hår. En dag vil disse ting blive fremkaldt, omhyggelig trykt, fikseret."

Filmen er for længst blevet ét med både bogen og verden.


Note:
Det indledende citat er hentet fra Erik Ulrichsens uundværlige citatmosaik Cinematographica (1952).



Tilbage til toppen