Bogens Verden 1996 nr.1
Redaktion Indhold Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
Fundamentalister, aboriginals og computernørder Den engelsksprogede litteratur. Tværsnit 2.
Af Rune Eriksson, lektor
I dagspressen bliver det jævnligt fremført, at det er kriminalromanerne, der udgør den egentlige samtidslitteratur, mens den mere højpandede skønlitteratur primært skulle bestå af indadvendte og narrativt stillestående skildringer af psykisk syge. At dømme ud fra de atten bøger i denne del af årets angelsaksiske høst har den realistiske samfundsorienterede skønlitteratur imidlertid sjældent haft det bedre end netop nu: Ikke mindre end sytten af titlerne har en mere eller mindre udpræget realistisk tone, de fjorten udspiller sig i nutiden eller den nærmeste fortid, og især blandt de unge mandlige forfattere sporer man en markant interesse for de overordnede strukturer i den postmoderne virkelighed. Vil man have nogle dybtgående skildringer af verden af i dag, er skønlitteraturen stadig et godt sted at gå hen.
Det gode liv
"Jeg hedder Frank Bascombe. Jeg er sportsjournalist," åbner den altdominerende fortæller i Richard Fords hovedværk Sportsjournalisten (Tiderne Skifter), som nu med ni års forsinkelse foreligger på dansk. Karakteristikken rammer Frank på kornet, for Frank er en nøgtern mand, der hylder de enkle værdier og ikke bryder sig om vidtløftigheder. Et liv med kone og børn, hus og have, et godt og behageligt job er alt en mand med rimelighed kan drømme om, men selv inden for disse rammer er livet fuldt af muligheder. Derfor mener han heller ikke, at man bør hænge sig nævneværdigt i fortiden, men ikke desto mindre er det netop det, Frank hele tiden gør, mens nutidshandlingen stort set kun dækker påsken 1983. Denne weekend indeholder til gengæld hele hans liv i koncentrat - et mageligt, tilbagetrukket familieliv i New Jersey, der har udviklet sig til lidt af en katastrofe.
Frank er altså en mand i splid med sig selv. Han hævder at se lyst på tilværelsen, men reelt er han drømmende og melankolsk på grænsen til det depressive, og hans livshistorie er ikke just misundelsesværdig. Forældrene døde tidligt, et lovende forfatterskab led skibbrud allerede efter en enkelt bog, hans ældste søn døde for nogle år siden, og siden fremkaldte han en skilsmisse uden egentlig at ville det.
I bogens nutidshandling tager han om fredagen med sin kæreste, Vicki, til Chicago for at interviewe en tidligere sportsstjerne, men allerede lørdag nat begynder Frank og Vicki at gå skævt af hinanden, interviewet udvikler sig til en katastrofe, og om søndagen lider forholdet til Vicki en brat død, foruden at en bekendt - Frank har ingen egentlige venner - begår selvmord.
Sportsjournalisten stiller en lang række presserende spørgsmål, hvoraf det vigtigste nok er: Når man nu har fået realiseret de ting, de fleste af os drømmer om, et liv med kone og børn, et godt job, måske hus og have - hvad så? Er resten af livet så blot en venten på det endelige mørke -eller hur? Men Ford stiller ikke bare gode spørgsmål. Mere end alt andet er der tale om en mesterlig teknisk præstation i form af en stemme, Franks stemme, der besidder en så overvældende autenticitet, at læseren bliver suget ind i hans liv og tankegang på nærmest hypnotisk vis. Og der er mere i vente, idet Richard Ford i 1995 har udgivet fortsættelsen Independence Day, som kommer på dansk til foråret.
Han, hun og den tredje
Også i England tumler man med kærligheden og fortiden. Som Frank er Graham, hovedpersonen i Julian Barnes' Før hun mødte mig (Tiderne Skifter), umiddelbart en lidt kedelig type: En 38-årig historielærer, der keder sig såvel på jobbet som i familiens skød. Da romanen åbner, har han netop forladt kone og datter til fordel for den charmerende Ann. Det sætter liv i den falmede universitetslærer, men ved et snedigt trick får eks-konen lokket filmhaderen Graham i biografen til en gammel film, hvor en delvis afklædt Ann viser sig at have en birolle. Filmens erotiske scene er ganske harmløs, men tanken om hvad Ann kan have foretaget sig med andre mænd udvikler sig til en besættelse, der tager magten over Grahams liv. Som sådan er den underholdende bog en studie i jalousiens destruktive væsen, men det er som om Barnes aldrig kommer helt dybt nok ned i sine figurer.
I Julie Myersons Søvngængere (Gyldendal) er det kunstneren og lægesekretæren Susan, der er kvinden i midten. Som flere andre kvindelige protagonister i dette bogudvalg oplever også Susan en familietragedie, idet hendes far begår selvmord, hvad der får hende til at synke ind i en søvngængeragtig tilstand, hvori hun møder sin mand, Alistair. Imidlertid er den smukke Alistair for konventionel for Susan, hvad der beklageligvis først går op for hende, da hun er blevet gravid med ham, og så har vi balladen, da hun møder den kongeniale kunstner, Lenny.
Også Lesley Glaisters Så langt øjet rækker (Gyldendal) er en trekanthistorie, men her har kulminationen allerede fundet sted, da bogen begynder, idet fortælleren Jennifer sidder i fængsel. Det der er sket er, at hun som 20-årig indledte et forhold til den tredive år ældre Tom, men da Tom allerede én gang er blevet skilt på grund af udenomsægteskabelige eskapader, vælger han snart at cutte forbindelsen. Jennifer har på sin side ofret næsten alt for Tom og vil ikke finde sig i en sådan behandling, hvorfor hun smider nogle terpentindyppede servietter og en tændstik ind ad hans dør for at give ham en lærestreg. Regningen kommer de til at dele.
Amerikanske X'ere
Efter at amerikansk litteraturs enfant terrible Bret Easton Ellis afsluttede sin trilogi i 1991, har der været lagt op til et kursskifte i forfatterskabet, men endnu har den næste roman ikke materialiseret sig. I stedet har vi fået Angiverne (Schønberg), der synes at stamme fra Ellis' collegetid i midt-80erne og kan betragtes som en slags uddybende appendiks til trilogien, men det er en mere end habil samling tekster, Ellis har fundet frem fra skrivebordsskuffen. I hvert fald en håndfuld af de tretten noveller er ganske enkelt formidabel læsning.
Angiverne bliver ikke lanceret som novellesamling, og det er da også delvis forbundne tekster, hvor en række figurer dukker op i forskellige sammenhænge med det fra Under nul kendte overklassemiljø i Los Angeles som fælles ramme. Tematisk set er det småt med nyheder -narcissismen, uvirkeligheden, den mesterlige beherskelse af den 'rygvendte samtale', hvor ordene aldrig når helt frem, er alt sammen set før - men i hjertet af bogen finder man to lange noveller, hvor Ellis for første gang giver ordet til forældregenerationen. Det er isnende læsning, der må kunne give enhver far eller mor, søn eller datter, kuldegysninger og stof til eftertanke, og stilen er overalt uhyre stram og kontrolleret. Ikke ulig den unge Hemingway er hver sætning og gestus ladet med betydning, og faktisk er denne stort set voldsfri udgivelse en mere repræsentativ indgang til Ellis' univers end American Psycho.
Oven på disse kuldslåede historier er Po Bronsons satiriske debutroman Børsjonglørerne (Gyldendal) ikke så lidt opløftende. Siden 80ernes børsspekulationer har børsfirmaer været i vælten i amerikansk litteratur, men til forskel fra forgængerne kender Bronson miljøet indefra. At han nu er skiftet til forlagsbranchen kan ikke undre. Ikke blot skal børsfolkene møde på arbejde klokken fem om morgenen; det er også en branche, der i Bronsons udlægning i al væsentlighed består af svindel og humbug, og hvor man konstant må være kynisk udspekuleret over for kollegaer og forretningsforbindelser, hvad der udvikler et nagende selvhad hos medarbejderne. Det er der faktisk kommet en meget morsom roman ud, og det bliver endnu bedre, når han skildrer miljøets absurde jargon eller medarbejdernes forhold til kærligheden: Mændene, der ikke har tid til kærligheden og derfor opfinder alskens metoder til at undertrykke den på; branchens få kvinder, der længes efter kærligheden, men for at beherske jobbet er blevet så aggressive, at mændene automatisk flygter.
Også i Douglas Couplands Microslaver (Borgen) bliver der fokuseret på den moderne virksomhedsstruktur, idet han i sin række af generations- og miljøkarakteristikker er nået til en flok computernørder, der er ansat i Microsoft. Det er der kommet en original udgivelse ud af, men desværre bekræfter bogen en frygt, man har kunnet nære helt siden Generation X: Nemlig at Coupland er en glimrende iagttager og god til at lave rammende sentenser, men ikke magter at fokusere et handlingsforløb. 400 siders dagbogsnotater, hvor der stort set ikke sker andet end, at nørderne flytter til Californien for at starte eget firma, er en dræber, og at teksten er peppet op med alskens mystiske indfald i stor computerskrift gør hverken fra eller til. Det er synd, da hele projektet hviler på en glimrende idé, nemlig en analyse af begrebet 'to have a life', som Coupland siger er kommet frem samtidig med informationsteknologien. 'To have a life' betyder ikke ganske enkelt at leve, men at have et privatliv, og det er lige præcis, hvad nørderne ikke har. Ikke blot arbejder de næsten i døgndrift i en virksomhed, på hvis grund de også bor; pointen er tillige, at den nye teknologi har bevirket, at man kan kontaktes hvor som helst når som helst af hvem som helst. Mobiltelefoner, faxer, computere er moderne vidundere, der i teorien kunne bruges til at gøre livet mere behageligt og rationelt, men i praksis kan afskære folk fra at have et privatliv. Det er en helt central problematik, om teknologien skal bruges i menneskenes eller firmaernes tjeneste, og Couplands bog demonstrerer unægtelig, at menneskene har tabt det første slag.
Cyber space revisited
Også i William Gibsons Johnny Mnemonic og andre historier (Per Kofod) er man henvist til computerland. Det er Gibson på tegnebrættet, historierne stammer fra 1977 til 1985 og afprøver forskellige varianter af Gibsons særlige afart af science fiction-genren, men eksperimenterne står ikke mål med cyber space-trilogien og er sikkert kun blevet oversat, fordi titelnovellen er blevet filmatiseret. Og så er det altså en sær oplevelse at læse science fiction, hvor der i ét væk henvises til Sovjetunionen.
Victoria og Margaret på vrangen
I Engle & Insekter (Gyldendal) vender A. S. Byatt tilbage til det 1800-tal, som hun allerede beskæftigede sig med i gennembrudsromanen Besættelse. Bogen består af to løst sammenkædede fortællinger, der hver især strækker sig over mere end 150 sider. I 'Morpho Eugenia' er naturforskeren William Adamson netop vendt hjem efter et ti-årigt ophold i Amazonlandet for at slå sig ned på godset Bredely Hall, hvor han skal ordne den tidligere præsts Harald Alabasters natursamling og være dennes sparringspartner i nogle omfattende diskussioner om Gud og naturvidenskab. En væsentlig grund til at William tager jobbet er, at han har forelsket sig i datteren Eugenia, som han snart bliver gift med, men i Alabaster-familien er intet, som det ser ud til at være, for under det victorianske dække lurer en svimlende degeneration, der bl.a. omfatter et incestuøst forhold mellem sønnen Edgar og Eugenia. Dette kender William intet til, og bogens centrale ledetråd er, hvordan lærerinden Matty ved sine og Williams insektstudier på én gang formår at gøre William bekendt med forholdene i huset og gøre ham til sin. Det er den mest raffinerede forførelse i mands minde, og alt i alt er 'Morpho Eugenia' en lærd og traditionel, men også konstant fascinerende fortælling om teologi og naturvidenskab, myrer og mennesker, kvindelig snilde og mandlig dårskab, og måske mere end alt andet: En hyldest til livet.
De samme kvaliteter kan desværre ikke hæftes på 'Ægteskabets engel', hvor Byatts studier omkring den senromantiske digter Alfred Tennyson kommer til at skygge for fiktionens fremdrift. Der bliver ellers lagt hårdt ud med en spiritistisk seance, men snart bliver læseren hensat til endeløse skildringer af Tennysons og en Mrs. Jesses forhold til den afdøde Arthur - som Tennyson hyldede i hovedværket In Memoriam - og lige så endeløse overvejelser over spørgsmål af typen 'har dyr ånd?' Til gengæld er 'Morpho Eugenia' hele bogen værd.
Med Jonathan Coes Godt skåret (Munksgaard/Rosinante) bliver tråden fra Byatts victoriatid ført op til mareridtet under Margaret Thatcher. Det ved man dog ikke i starten, hvor man over 50 sider følger den adelige familie Winshaws gøren og laden i 1942, men det er kun bogens ene spor; det andet er forfatteren Michael Owen, som sidder i et trøstesløst London anno 1990 og har fået til opgave at skrive familiens slægtshistorie. Både det projekt og forfatterskabet som sådan er imidlertid blevet skrottet til fordel for filmen Godt skåret, som han konstant kører på videoen. Men efterhånden bliver Michael Owen igen viklet ind i familien Winshaw, hvis skæbne han selv på subtil vis er en del af, og derefter skifter resten af bogen uafladeligt mellem Owen, familien Winshaw og Godt skåret, hvorfra centrale scener dukker op i det virkelige liv. Da Owen og medlemmerne af familien Winshaw er ikke så lidt aparte figurer, og plottet er særdeles godt skåret, er det absolut underholdende at følge trådene blive redet ud, men bogen er samtidig en grovkornet satire over Thatcher-80ernes England, hvor både politikere, journalister, landbruget, yuppier, kunst- og våbenhandlere får deres bekomst. I det omfang bogen overhovedet lader sig rubricere må det være som en total opdatering af Dickens, hvor en begavet og politisk engageret forfatter, der både kan sine B-film og sin Monty Python, har fixet et plot, som kan gøre en hvilken som helst krimiforfatter misundelig.
I den blandingskulturelle suppedas
Med de banebrydende filmmanuskripter til Mit smukke vaskeri og Sammy og Rosie gør det samt romanen En forstadsbuddha fra 1990 har Hanif Kureishi forlængst slået sit navn fast, og Det sorte album (Gyldendal) har været ventet med spænding. I forhold til forgængeren er vi hoppet fra sen-70erne til 1989, men med sin unge hovedperson, der tumler forvirret rundt i London, har Kureishi på mange måder skrevet en typisk debutroman en gang til. På de præmisser er Det sorte album absolut vellykket, men da Kureishi er en af tidens mest interessante forfattere og efterhånden er blevet 41 år, kunne man måske godt have forventet endnu mere. I denne ombæring hedder helten Shahib Hasan og er netop ankommet til London for at læse på universitetet. Opvokset i en velstående pakistansk familie ser Shahib positivt på Vesten, og hans idol er Prince, der som "halvt sort og halvt hvid, halvt mand og halvt kvinde, halv størrelse, feminin, men også meget maskulin" ligner en farbar vej i den blandingskulturelle cocktail, men det er ikke just en opfattelse, der deles af Shahibs pakistanske venner, og snart bliver han indfanget af nogle uoverstigelige modsætninger mellem fundamentalistiske muslimer og vestlige værdier. Halvdelen af tiden er han sammen med sin hvide kæreste, som tager ham med til hedonistiske rave-parties, og den anden er han sammen med muslimerne, der nærer et bundløst had til Vesten. Kulminationen er en bogbrænding af De sataniske vers på universitetet, hvor Shahib definitivt må vælge side. At være fundamentalistisk muslim eller irreligiøs europæer -det er spørgsmålet, og efter Det sorte album er man ikke så lidt klogere på problematikken, men opmuntrende læsning er det sandt at sige ikke.
Julie Shigekuni er femte generations japansk-amerikaner og giver i Barn af det blå hus (Gyldendal) stemme til fire generationer af japansk-amerikanske kvinder, der sammen med deres mænd bebor et familiehus i San Francisco. En sammenligning med Amy Tans Klub Held og Glæde er uundgåelig, men til forskel fra Tans kinesiske amerikanere har Shigekunis kvinder kun en vag forestilling om familiens oprindelige hjemland. Imidlertid er bogens centrale tema kvindernes tvetydige indbyrdes relationer, hvor sammenholdet mere er udtryk for destruktiv afhængighed end kærlighed. På den måde er Barn af det blå hus måske mere end alt andet en roman om, hvor galt det kan gå, hvis man ikke skærer navlestrengen over i tide.
En ganske anden variant af fremmedhedstemaet finder man hos Anchee Min, som brød igennem med selvbiografien Røde Azalea. Den har hun nu fulgt op med romanen Katherine (Lindhardt & Ringhof) om en amerikansk kvinde, som i 1982 kommer til Kina for at lære nogle unge kinesere engelsk. Kina er så småt at begynde at åbne op for Vesten, men det viser sig snart, at kineserne lærer meget andet end engelsk. Katherines tøj og make-up, hendes latter, seksualitet og vestlige musik bliver alt sammen åbenbaringer for kineserne, hvad der selvsagt giver Katherine og de studerende problemer. Det mest rystende er dog kinesernes selvopfattelse. Min fremstiller sin generation som en lost generation, der hader og føler sig fremmede i deres eget land: "Gennem Katherine så vi en mulighed for at gøre oprør, for at være alt andet end kinesere." Som sådan kan man kun være glad for, at det i 1984 lykkedes Min at komme til USA. Men hvad med alle de tilbageblevne?
Fra ørkenen
I de senere år har de australske aboriginals fået stor opmærksomhed, og i denne bogsæson bliver interessen fulgt op af to titler. Den ene, Julia Blackburns Daisy Bates i ørkenen (Samleren), sætter fokus på titelpersonen, der blev født i Irland i 1860 og drog til Australien i 1883 for i 1913 at slå sig ned hos nogle aboriginals i ørkenen, hvor hun levede i næsten 30 år. Et højst usædvanligt liv, altså, som sagtens kunne danne grundlag for en traditionel biografi, hvis det ikke var fordi Bates konsekvent gav vildt divergerende oplysninger om sig selv, som gør det umuligt at trænge til bunds i hendes liv. Derfor har Julia Blackburn i stedet valgt at lade sig inspirere af Bates' fiktioner og lade sin egen og Bates' stemme flyde sammen, og ret beset er Blackburn mere interesseret i maskespillene og selve omskifteligheden i Bates' liv end detaljerne i samme. Det er der kommet en original bog ud af, hvor Blackburns projekt er at fortolke sig selv gennem Bates, uden at der er tale om en selvbiografi.
Så er vi rent genremæssigt på fastere grund med Marlo Morgans Det ægte folk - budskabet til mutanterne (Lindhardt & Ringhof) om Morgans oplevelser under en tre måneders vandring med en aboriginalstamme. Om man så tror på den skildring er noget andet: Hvis man er totalt afvisende over for okkultisme, er der intet at komme efter. Det er en bog for de omvendte og for tvivlerne, hvor det ene forbløffende optrin afløser det næste. Således er det vel ret opsigtsvækkende, at aboriginalsene kommunikerer ved hjælp af telepati; på den anden side siger en aboriginal, at som de hvide har det med telepati, har aboriginalsene det med telefoner!
Der var en krig
Eoin McNamees Opstandelse (Munksgaard/Rosinante) er en sympatisk, men også forudsigelig roman om borgerkrigen i Nordirland, hvor hovedpersonen Victor leder en protestantisk dødspatrulje. Politiet har hele tiden Victor i kikkerten, men kan ikke hænge ham op på noget afgørende, hvorfor mordene fortsætter, og Victor begynder at se sig selv som Nordirlands hersker, indtil en af hans egne slutteligt gør det af med ham. Især i starten er der nogle rå voldsbeskrivelser, og den hårdkogte jargon kan være enerverende, men er sikkert ikke helt ved siden af. Det er til gengæld de overgearede poetiske beskrivelser, som temmelig umotiveret bryder ind i den hårdkogte dialog og giver teksten et underligt heterogent præg.
I Louis de Bernieres Kaptajn Corellis mandolin (Munksgaard/Rosinate) er krigen blødt op med historie og romantisk kærlighed. Stedet er den øen Keffalinia i Det Joniske Hav, tiden umiddelbart før, under og efter 2. Verdenskrig. Der er den drikfældige præst, den ateistiske læge, den unge kvinde og en hel del andre med hjertet på rette sted, og det er i dette paradis, at krigen pludselig bryder ind og forstyrrer idyllen, således at lægen godt kan glemme sit projekt med at beskrive øens fjerne historie for at rette blikket mod nutiden. Stilen er mere omstændelig end godt er, men undervejs får man meget historisk viden om et hjørne af Europa, som vi ikke kender for meget til, siden de gamle grækere gik neden om og hjem.
Den sidste bog i udvalget er Abdulrazak Gurnahs Paradis (Samleren), der handler om drengen Yusuf i Tysk Østafrika i begyndelsen af århundredet, omend der under denne 'lille' historie lurer en magtkamp i hele området mellem afrikanere, arabere, indere og tyskere. Da vi møder Yusuf lever han et trygt liv med sin far og mor, men da faren står i gæld til forretningsmanden Aziz og ikke har nogen penge, må han i stedet afstå sønnen. Det er dog ikke så skidt for Yusuf, da han får vennen Khalil, som han passer Aziz' købmandshandel sammen med. Det er et uskyldigt liv, men da Yusuf bliver ældre, tager Aziz ham med på sine rejser ind i landet, hvor naturen ligner selveste Paradis, og man kan "høre Gud ånde", mens dyrene og befolkningen er farer, der konstant må tages højde for. Ser man bort fra det geografiske er Paradis måske en meget traditionel roman om en dreng, der mister sin uskyld, men den er absolut værd at læse - om ikke andet, så på grund af det sjældent poetiske sprog.
Top af denne side