Bogens Verden 1995 nr.4
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
Omplantningernes tid Af Erik Stinus
I 1991 udkom i Danmark på forlaget Stout novellesamlingen Navaltræet og andre noveller fra Sri Lanka af A. Balamanoharan. Novellerne er oprindelig skrevet på tamil som er forfatterens modersmål, derfra af ham selv oversat til engelsk, som er hans andet sprog, det hvorpå der findes lærebøger for mellemskoler, gymnasier og universiteter i Sri Lanka. Det sidste trin på vejen til danske læsere er oversættelsen fra engelsk til dansk. Nuancer i tone og udtryk går tabt i denne proces, og ikke alle oversættere er så heldige at de under arbejdet med omplantningen kan spørge forfatteren til råds.Heller ikke er alle politiske flygtninge så heldige, at de behersker et "andet sprog", hvorpå de i nogen grad kan gøre sig forståelige for folk og myndigheder i det land på hvis kyster de lander i deres hjemløshed. Den srilankanske forfatter Annamalai Balamanoharan er sig sit held i så henseende bevidst. Hans uddannelse er engelsk, han kommer fra et kristent trossamfund, hvilket i et tidligere britisk koloniområde yderligere knytter én til en engelsk tradition, og i 22 år underviste han i engelsk sprog og litteratur i skoler og på et college i det nordlige Sri Lanka. Men han skrev sine noveller på tamil, for et af de to folk hvis liv, historie og skikke han var en del af. Han følte at han tilhørte dem begge. Flere af hans bøger blev da også oversat fra tamil til sinhalesisk, og i 1970 modtog han det srilankanske litteraturakademis store pris for romanen Nilakili (Jordpapegøjen). Nogle år senere belønnede litteraturakademiet ham med endnu en pris for en novellesamling. A. Balamanoharan har skrevet seks romaner og er desuden kendt for sine radiospil.
42 år gammel måtte han i 1984 opgive sin lærerstilling og sammen med sin kone og sine to børn bryde op fra hjemmet i Nord-Sri Lanka som var blevet "krigszone", der er et andet ord for helvede. Han nåede selv som flygtning til Danmark og blev efter en forholdsvis kort periode genforenet med sin familie her. Det som nu forestod var en omplantning, ikke af litteratur fra dens sprog via et andet til et tredje, men af fire mennesker til en i mangt og meget fuldkommen fremmed jord:
I Sri LankaBalamanoharan skrev en artikel om Sri Lanka, "Paradisøen" eller "Ædelstenenes Ø" som landet, der i følge forfatteren snarere burde lignes ved en forstenet tåre, engang var blevet kaldt. Han ønskede at oplyse læsere i Danmark om årsagerne til de politiske uroligheder der havde udviklet sig til en grusom hævnkrig, og navnlig at berette om tamilernes lod op gennem tiderne og i denne situation, alt det man ikke forlanger at en udenlandsk reporter skal vide. Jeg håber Balamanoharan fik artiklen trykt. Da vi første gang mødtes havde han en kopi af den med til mig. Skønt dybt rystet over det der havde ført til hans flugt, ængstelig for sine slægtninges og venners skæbne i Sri Lanka og usikker ved at befinde sig på dette fremmede sted, mente han, at han kunne gøre en indsats i Danmark som formidler mellem to kulturer og tilmed genoptage sin skønlitterære virksomhed. Så længe han var skilt fra sine læsere i Sri Lanka, ville han først og fremmest skrive for sine landsmænd i landflygtighed.
Ligger en kystby
Ved navn Baticaloa.
Høje slanke stolper fra Canada
Fragtedes på skibe til den
Og skulle være el-master dér.
Rejst og bundet med tråde
Stod en af dem en måned
Og skød da pludselig en knop!
Hvordan forklare at dødt tømmer
Fra et fjernt og fremmed land
Var blevet levende igen?
Kan også på unge palmetræer
Fra Sri Lanka
I Danmarks kolde jord
Endnu engang
Grønne blade spire frem?At se hen til dagen i morgen er muligt så længe hjemløshed, fattigdom og sult, krig og terror betragtes som abnorme tilstande. Men hvad sker der når flere og flere mennesker på Jorden oplever disse tilstande som normale - og vi med, vi som kun er modtagere af nyheder og billeder?
I dag mener Balamanoharan at han i sit eksil ikke har været nyttig på den måde, som han havde forestillet sig, da han ankom til Danmark. Arbejdet, det arbejde han som flygtning og udlænding kunne få, hensynet til familiens tryghed i de nye omgivelser, børnenes uddannelse, den på ubestemt tid afbrudte forbindelse med hjemlandet, dvs. med nære og fjernere slægtninge, venner, kolleger, læsere, hæmmede ham ikke blot praktisk i at følge sit kald, den betog ham også i perioder lysten til at skrive. Afsondretheden fra den verden hvorom og hvortil han havde skrevet sine bøger, medførte til gengæld at han kastede sig ud i opgaver og krævende studier. Han har her i landet arbejdet som tolk og oversætter, som hovedforfatter til en dansk-tamil ordbog, og han er nu uddannet som teknisk assistent og teknisk tegner.
Balamanoharan har truffet flere af sine tidligere elever som flygtninge i Danmark. Han giver dem dette råd: "Mens I er her, lær alt hvad I kan. Muligvis vil man en skønne dag bruge Jeres viden i Sri Lanka; hvis ikke, kan sikkert danskerne bruge den." Når han nu siger, at han knap nok føler sig som forfatter, efter i de forløbne ti år ikke at have fået noget udgivet på tamil eller engelsk, og hellere end at skrive sysler med maleriet, som altid var hans anden store interesse, skal hans beskedenhed ikke forhindre os i at røbe, at han længe har arbejdet på en skildring i romanform af tidsrummet 1958-88 i Sri Lanka, set med en tamilsk kvindes øjne. Der ligger tillige andre manuskripter og venter, og skulle danskerne tøve med at bruge dem, så finder de muligvis en skønne dag vejen til udgivere andetsteds og, hvem véd, over havene hjem.
Tilbage til toppen