Bogens Verden 1995 nr.3



Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel



Tjekhov som novellist

Af IB Skøt, Bibliotekar


Tjekhovs litterære produktion falder i to genrer: skuespillene (hvoraf "Mågen", "Onkel Vanja", "Tre søstre" og "Kirsebærhaven" har opnået klassikerstatus) og novellerne, hvoraf han har skrevet en lang række, kortere og længere imellem hinanden.


Hvis man skulle sætte en fællesnævner for Tjekhovs samlede litterære værker, kunne det passende være overskriften: "Scener af livet i min samtids Rusland - set af A.P. Tjekhov". Også novellerne har nemlig ofte karakter af små scener eller optrin, med hyppig brug af replikken som et stemningsskabende og karakteriserende element.

Det er svært helt præcist at indfange og beskrive stemningen og livssynet i Tjekhovs noveller. Fælles for dem er nok noget stillestående og vemodigt (som det ofte er blevet sagt), og hos hans personer noget apatisk og kraftesløst - i forhold til livet selv, og, mere konkret, til de aktuelle, håndgribelige problemstillinger, de befinder sig i. Som sådan er novellerne, såvel som skuespillene, en meget sigende afspejling af den stemning, der herskede i Rusland i slutningen af det 19. århundrede, hvor han skrev dem. De er netop meget bundet til tiden, hvor de blev til, men på grund af Tjekhovs mesterskab som fortæller er de blevet klassikere og rummer, trods det tidstypiske i dem, noget almengyldigt, som gør, at de kan blive ved med at læses.

Det vemodige og lidt trøstesløse, som jo ofte er blevet fremhævet hos Tjekhov, kommer egentlig ikke til orde i hans fortællestil. Hans sprog er ligefremt, klassisk rent og nøgternt, uden brug af billeder og kunstfærdige sammenligninger. Han beskriver tingene og menneskene ligefremt, som de er, og som han ser dem. Der er ingen hævede pegefingre, som hos Tolstoj, og ingen mysticisme og følelsesfuldhed, som hos Dostojevskij. Hans fortællestil har snarere rødder tilbage til stilen i Pusjkins "Bjelkin- fortællinger" fra 1830. Den er præget af den samme nøgterne, sobre fortællemåde, den samme økonomiske brug af ord, den samme renhed i sproget. Tjekhov vil netop vise, hvad han ser, og lader så for øvrigt selv læseren om at drage sine konklusioner. På den måde er Tjekhov moderne og tilhører måske i virkeligheden mere det 20. århundredes litteratur end det 19. Man skal som læser selv kunne udlede budskabet i hans noveller. Det fremtræder ikke i fortællestilen, bliver ikke direkte udtrykt, men er latent til stede som noget næsten uudsigeligt, noget underforstået.


Det russiske menneske, set af Tjekhov
Tjekhov kommer såvel i skuespillene som i sine noveller vidt omkring i det russiske samfund. Gennem hans personer - såvel hoved- som bipersoner - får man et bredt udsnit af den russiske befolkning. De personer, der som oftest spiller den vigtigste rolle i novellerne, er dog som regel repræsentanter for de forskellige - såvel højere som lavere - lag af borgerskabet. Her træffes læger, sagførere, godsejere, embedsmænd af alle slags, købmænd osv., altså repræsentanter for den samfundsklasse, der på Tjekhovs tid var den bærende i det russiske samfund.

Som Tjekhov beskriver dem, er de en samfundsklasse uden fremdrift, uden "go" i. De er som regel præget af en vis kraftesløshed, en mangel på evne til at tage fat om problemerne (som der var nok af i det russiske samfund), er ofte kørt fast i dagliglivets rutiner og overfladiske samværsformer. Tomhed og meningsløshed er derfor dominerende faktorer i deres tilværelse. Det gælder ikke mindst ofte de kvindelige personer i novellerne. Her er ofte tale om kvinder, der har andre til at gøre stort set alt for sig, og som bl.a. af den grund føler sig tomme, unyttige og overflødige.

Handlingen i novellerne er oftest henlagt til forskellige steder i den russiske provins, som bl.a. herved kommer til at spille en, ofte underforstået, hovedrolle i fortællingerne. Ofte tales der blandt hans personer om at rejse væk og begynde et nyt liv, at begynde at arbejde og at blive et nyttigt menneske i samfundet. Det er en drøm hos de fleste af Tjekhovs personer, ikke mindst kvinderne. Man kan f.eks. tænke på de tre søstre, Olga, Masja og Irina, i skuespillet "Tre søstre", som hele tiden fabler om Moskva, som stedet, hvor de mener at ville finde muligheden for det "rigtige" liv.

Man kommer herved til at tænke på et Goethe-citat: "Dort wo du nicht bist, dort ist das Glück". - Det er jo en ældgammel og evigt aktuel menneskelig dagdrøm - forestillingen om, at alle mulige andre steder end lige netop d‚r, hvor man nu befinder sig, ville der være mulighed for en bedre og mere lykkelig tilværelse.

Men hos Tjekhovs personer ligger der mere i længslen bort end blot dagdrømmen. Mange af hans personer er vitterlig lede ved sig selv og deres tomme, unyttige eksistens og ønsker heftigt en forandring. Og rent faktisk lykkes det i nogle tilfælde en person i en af hans noveller at bryde op og komme i gang med en ny tilværelse, som rummer kimen i sig til noget bedre. Det er f.eks. tilfældet med den unge pige Nadja i novellen "Bruden", som befinder sig et mere eller mindre gudsforladt sted i provinsen med udsigt til et snarligt, mere eller mindre arrangeret giftermål med en ung mand, som hun ikke holder af og ikke kan respektere. - Men som oftest resignerer personerne hos Tjekhov og bliver, hvor de er, og derfor rummer hans fortællinger mange menneskelige tragedier, mange eksempler på forspildte liv.

Tjekhov er dog ikke udelukkende pessimist i sit syn på mennesker, og alt hos hans personer er ikke kun håbløshed og handlingslammelse. Det kommer f.eks. frem i novellen "Tilfælde fra en praksis", hvor en læge fra Moskva en dag bliver kaldt ud til en patient, som bor ved et stort fabrikskompleks i byens opland. Patienten - en ung pige med nervøst hjerte - viser sig at være datter af fabriksejeren og er kommende enearving til fabrikken. Lægen, som på grund af omstændighederne bliver nødt til at overnatte hos familien, gør sig sine pessimistiske tanker om det sygelige, usunde, hårde liv, fabriksarbejderne må leve, og alt på fabriksområdet virker frastødende på ham. Også den syge unge pige, Liza, virker ved første øjekast frastødende på ham, men da han gennem samtaler med hende får at høre om hendes tanker og hendes syn på de trøstesløse sociale kår, som arbejderne må leve under, og han bliver klar over, at selve disse tanker er en del af årsagen til hendes sygdom, føler han, at han har fundet en åndsbeslægtet i den unge pige, og han fatter oprigtig interesse for hende. Novellen slutter med, at lægen den næste dags morgen kører af sted fra fabrikken i lysere humør og med en fortrøstningsfuld optimisme i sit syn på ungdommen og dens sunde tænkemåde. En tankevækkende novelle, der viser forfatterens forsigtige tro på fremtiden.

Et lignende, forsigtigt fremtidshåb (på hovedpersonernes vegne) viser han i en af sine mest kendte noveller, "Damen med hunden". Det er en meget smukt fortalt kærlighedshistorie mellem to mennesker, som for det første er meget forskellige i alder, og som for det andet hver især er gift med en ægtefælle, som de ikke holder af. Romancen imellem dem udvikler sig til noget alvorligt og dybt betydningsfuldt for dem begge, men det håbløse i deres kærlighedslykke består i, at de altid vil være tvunget til at gå i det skjulte med den, hele tiden at gemme sig væk fra andre mennesker. De kan aldrig få lov til at leve deres lykke ud. Novellen er, som de fleste af Tjekhovs noveller, vemodig-smertelig i tonefaldet, og slutningen er ikke netop optimistisk, men lader dog ane et glimt af håb. Novellen har været vist i dansk tv i en vellykket russisk/sovjetisk filmatisering.

Som et andet eksempel på spændvidden i Tjekhovs novellekunst kan nævnes novellen "I dalen". I denne novelle findes ikke den traditionelt tjekhovske vemodige tone, her er fortællestilen mere almindeligt og veloplagt berettende, om stort og småt imellem hinanden. Her fortælles om en handelsmand og hans familie i en lille landsby et sted langt ude i den russiske provins. Stedet er et sted som så mange andre, og familien, han skildrer, er også ganske almindelige, jævne mennesker, som folk er flest, i grunden ikke alt for tiltalende, men som sagt folk, som man kan finde dem hvorsomhelst. Men i løbet af fortællingen, som hører til Tjekhovs længere noveller, oprulles et familiedrama, en magtkamp, som får grumme og uhyggelige følger. Novellen rummer, ved siden af historien om denne særlige familie, brede folkloristiske skildringer af livet i en lille landsby på den tid.


De fleste af Tjekhovs noveller er skrevet med en neutral forfatterperson som fortæller, som en tredje persons-beretning, mens nogle af dem er skrevet i jeg-form. Men fælles for dem er den objektive, neutrale, næsten dissekerende fortællestil. Tjekhov vil vise og blotlægge, men anviser sjældent udveje for sine personer. Alligevel kan man langt fra - som nogle af hans samtids kritikere gjorde det - beskylde ham for at være kold og udeltagende. Tjekhov har i høj grad medfølelse med sine personer, men det er en medfølelse der ikke direkte udtrykkes eller kommer til orde i fortællemåden. Den er snarere til stede i teksten som en underforstået, bunden varme og kommer kun indirekte til orde gennem det, der fortælles. I kraft af disse træk kan Tjekhov siges at være en moderne forfatter. Læseren skal selv udlede konklusionerne.

Ved siden af sin forfattervirksomhed var Tjekhov som bekendt læge og drev lejlighedsvis en lægepraksis igennem flere år. Det mærkes i grunden i hans forfatterskab. Der er ingen tvivl om, at de mangfoldige, forskelligartede menneskeskæbner, han beskriver i bl.a. novellerne, er inspireret af mennesketyper, han har mødt i sin gerning som læge. Der kan i hans noveller være en tendens til, at han fremstiller sine personer som "tilfælde", men det, der hæver novellerne op til at være kunst, er netop hans almene menneskeforståelse og hans universelle medfølelse, plus naturligvis hans fortællemæssige, stilistiske formåen.

Lægen og humanisten Tjekhov kommer således tydeligt til orde i hans noveller. Der findes adskillig social anklage i hans fortællinger, og der findes rundt omkring i dem mange småafsnit med refleksioner over tidens sociale dårligdomme. Det er blevet sagt af litteraturkritikere, at Tjekhovs forfatterskab blev den sidste hendøende klagesang over Rusland, før revolutionen kom og brat omkalfatrede alt i det russiske samfund. Og der er måske noget om det, selv om der ikke ligefrem er dommedagsstemning i hans noveller. De signalerer snarere en pause, noget stillestående, som var karakteristisk for det russiske samfund i de år. Men ved siden heraf spores også i nogle af novellerne en vis forsigtig optimisme.

Der er dog næppe tvivl om, at den russiske revolution, og hvad deraf fulgte, ikke just ville have været Tjekhovs kop te. For nok viste han borgerskabet i al dets afmagt og med alle dets tomme ritualer og rutiner, men i bund og grund holdt han af dem og mente vist egentlig, at samfundet kun kunne og burde forandres gennem en indsats hos det enkelte, ansvarlige menneske. Tjekhov var individualist og humanist, og det er som sådan han stadig kan læses i dag og have meget at sige nutidens mennesker.



De i denne artikel omtalte noveller stammer alle fra novellesamlingen:

Anton Tjekhov: Damen med hunden og andre noveller.
Oversat fra russisk af Ivan Malinovski. 3. udgave. - Kbh.: Gyldendal, 1981.



Tilbage til toppen