Bogens Verden 1995 nr.3



Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel



Lyset fra øst


Dette nummer af Bogens Verden præges af, at de fleste artikler vender blikket mod øst. Vi præsenterer bl.a. en dansk roman hvis handling foregår på Ny Guinea, en dansk forfatter der endte sine dage som russer, samt en indisk digter af hvem man kan lære at agte sit lands tradition og kultur.

Læseren bliver med andre ord ført ud i den store verden.

Denne drejning er næppe tilfældig. Verden er blevet mindre, de kulturelle kontakter hurtigere, nemmere og mindre omkostningskrævende. Det er i dag blevet svært at opretholde en selvtilstrækkelig forestilling om en specielt dansk, nordisk, vesteuropæisk eller blot "vestlig" kultur, når andre kulturers udtryk når os så tit og så tydeligt som tilfældet er.

Muligvis er det dette ændrede perspektiv, der har affødt de allerseneste års fornyede diskussion af den klassiske dannelse og dens mulige forfald. Når den amerikanske kritiker Harold Bloom f.eks. i en heftigt debatteret bog spørger, om den litterære dannelses stilling i Vesten, stiller han os indirekte over for et valg – nemlig om vi i en verden præget af voksende internationalisering tør vedkende os vor litterære arv.

Diskussionen omkring Harold Bloom har både herhjemme og i Norge haft en tendens til at havne i det skolemesteragtige og blive en stribe spørgsmål om citatterperi og litterær paratviden; men den rammer ned i noget helt centralt, nemlig om vi i vor del af verden i tilstrækkelig grad agter vore store digtere. Bruger vi for alvor de gaver de har rakt os, eller overlader vi tværtimod scenen til tv-underholdningens stadig mere kedsommelige og ensartede fordummelsesmaskineri?

Ovre østpå har digtning og kultur haft andre vilkår at udfolde sig under. Der findes lande i Asien og Mellemøsten, hvor det at digte altid har været en kamp og et kald, og i Øst- og Mellemeuropas såkaldte socialistiske folkerepublikker havde digtningen en helt særlig status, som den ser ud til at kunne bevare i dag, hvor murene er faldet, monumenterne smuldret og sikkerhedspolitiets agenter sendt til omskoling.

I stater som Østtyskland, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Sovjetunionen havde litteraturen en paradoksal position. På den ene side lagde myndighederne stedse vægt på boglig dannelse som produktivkraft og på selve læsningen som opdragende proces. På den anden side fik digterne som bekendt ikke lov til at skrive lige hvad der faldt dem ind. Det skabte rig grobund for en digtning, der spillede på det underforståede og dobbelttydige. Ofte så man således moderne forfattere dyrke traditionens store navne – officielt for at hædre de gamle mestre, men reelt for at rette kritik mod systemet, så sandt som en Dostojevski eller en Tjekov jo også var mere end skeptisk over for sin tids magthavere og institutioner.

Murens fald og kommunismens sammenbrud har derfor åbnet vore porte til en verden, hvor den litterære dannelse egentlig aldrig nåede at forfalde. Det giver oversættere og forlæggere en særlig forpligtelse til at holde øje med digtningen østfra. Skal vi give et enkelt eksempel på nogle af de herligheder, der ligger og venter på læserne, må det være tilstrækkeligt at pege på den ungarske forfatter Péter Esterházy (jo, han er af den fine gamle familie, med fyrsten hos hvem Haydn tjente, og til hvis ære han skrev både paukeslags- og afskedssymfonien!). Denne eminente forfatter er takket være sin næsten-navnebroder Péter Eszterhás repræsenteret på dansk med hele fire titler: Hjertets hjælpeverber (1988), Lille ungarsk pornografi (1990), Hrabals bog (1992) og Ned ad Donau (1994).

Sidstnævnte roman har form af en rejse fra Donaus udspring i Tyskland og til dens udløb i Det sorte Hav. Men hvad der sker undervejs af krumspring og sidespring, er bestemt ikke småting. Esterházy lader sin rejse forme sig som en forskerfærd ind i ikke blot Ungarns, men hele Europas historie og kulturtradition, samtidig med at han kortlægger glemte kapitler af sin families fortid.

Det bliver til krævende læsning, fordi forfatteren formidler så kolossal en viden, men læsningen lønner sig skam også, for i hans selskab bliver rejsen østpå en i sig selv underholdende og for så vidt ganske opbyggelig dannelsesproces. Nogle gange kan litteraturen hjælpe os til, elegant, at springe over hvor gærdet er højest.


Red.



Tilbage til toppen