Bogens Verden 1995 nr.3


Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel


Vejen til selvmordet

Af Karin Bang


Freud har ikke uden grund kaldt den østrigske forfatter Arthur Schnitzler for sin dobbeltgænger. Hvad han selv udtrykte naturvidenskabeligt, udtrykte Schnitzler digterisk. Freuds frie association svarer hos Schnitzler til den indre monolog, en form han gav novellen "Frøken Else" fra 1924, hvori han har foregrebet den langt senere opståede teori om, at vejen til selvmordet går gennem tre stadier.



Mange af Schnitzlers figurer gennemlever en smertefuld driven hen mod døden, ja der findes knapt et værk, hvor selvmordet ikke direkte eller indirekte forekommer. Man kunne næsten betegne det som Schnitzlers yndlingstema.

Hvorfor begår et menneske selvmord? Karl A. Menninger skriver i sin bog "Man against himself", "at selvmord er en flugt fra en utålelig livssituation"; men hos Schnitzlers figurer er selvmordet ikke alene en reaktion på en udvejsløs situation. Det kan også for dem være en bevidst beslutning og en frivillig handling, der skal ses som udtryk for selvbestemmelse.

I "Sterben" fra 1892 leger Felix, der er dømt til døden, med tanken om at tage sit eget liv for at komme fristens udløb i forkøbet som bevis på hans viljefrihed, og i "Spiel im Morgengrauen" (1926) erkender løjtnant Kasda i dødens skygge den knusende sandhed om sit liv. Han beslutter sig til selvmord og vinder med denne frie handling en sidste værdighed og ære.

Spørgsmålet om den frie vilje optog Schnitzler. Han troede på menneskets frihed, der tillader det at være medbestemmende over dets skæbne; men hans frihedsbegreb udelukker ikke nødvendigheden - han har til stadighed fremstillet den hemmelighedsfulde sammenslyngning af det at ville med det at måtte. Vil mennesket ikke det, som han eller hun må ville? Problematikken viser sig både i "Leutnant Gustl" (1900) og "Frøken Else".


Indre og ydre tvang
"Frøken Else" er skrevet som en indre monolog, dvs. at hovedpersonen taler indvendigt, hele tiden henvender sig til sig selv. Denne fortælleteknik gør det muligt at lade handlingen flyde gennem Elses bevidsthedsstrøm, så kommentarer og selvkommentarer kommer til at veksle hurtigt efter hinanden. Formen er velegnet til beskrivelse af en krisesituation, fordi selv de fineste psykiske stemninger hos hovedpersonen kan gengives.

Else havner uforskyldt i en krisesituation frembragt af krav fra hendes forældre. Hendes far - en velanset advokat - har brugt umyndiges midler på børsen og skal i løbet af få dage tilbagebetale 30.000 gylden. På det feriested, hvor Else opholder sig, er også en af faderens venner, den rige, jødiske kunsthandler Dorsday. Elses mor beder i et ekspresbrev datteren sørge for, at familien kan låne penge af Dorsday. Denne foreslår en handel, der går ud på, at Else får pengene, mod at han ser hende nøgen.

I løbet af få timer bliver der vendt op og ned på Elses tilværelse. Hun skal pludselig tage stilling til, hvad hun vil med sit liv. Hun er under pres - både et tidspres og det pres, det uvilkårligt vil give, når det bliver lagt over til hende alene at afgøre, ikke blot hvorvidt hendes far skal fængsles eller ej, men også om familien i det hele taget skal reddes fra skandale.

Dertil kommer den pris, hun skal betale for at redde faderen, og de konsekvenser, det får for hende at indgå handelen.

Novellen udspiller sig i et kort tidsrum. Det drejer sig om timer. På denne korte tid farer der så meget gennem Elses hjerne, at vi ikke alene får et godt billede af hende, men også et indblik i og en forståelse af hendes pinefulde konflikt. Hun overvejer sin livssituation og prøver i tankerne at finde muligheden for en tilfredsstillende personlig eksistens i frihed. Til det sidste bevarer hun illusionen om, at hun selv kan bestemme, at hun kan handle frit; men det afsløres, at hun ligger under for såvel indre som ydre tvang.


De tre stadier
Professor i psykiatri Walter Poldinger har udarbejdet en teori, der siger, at selvmordsvejen går gennem tre stadier: overvejelse, ambivalens og beslutning. Først nærmer man sig langsomt tanken om, at man kunne gøre "det", dernæst opstår kampen mellem et ja og et nej til livet, indtil beslutningen bliver taget, og selvmordet endelig begås. Netop dette forløb har Erwin Ringel gjort opmærksom på, at Schnitzler har foregrebet i "Frøken Else", og vi vil i det følgende efterprøve hans påstand.


Første stadium
Det, der kendetegner det første stadium i krisesituationen, er, at Else føler sig alene, svigtet, der sker en reduktion af selvfølelsen, og hun kan ikke komme af med sine aggressioner. Hun bliver ligeglad, for livet er en skændsel, og alt er sørgeligt. Hun flygter ind i fantasien. Hele stemningen bliver tung og truende, og hun magter ikke, under trykket af alle disse negative følelser og oplevelser, at finde et lyspunkt, at få stemningen vendt til noget positivt. Det skyldes blandt andet, at der for hende at se ikke er nogen hjælp at hente nogen steder.

Ifølge William Rey indeholder de to første sætninger i novellen hele historien :"Vil du virkelig ikke spille videre, Else?" - "Nej, jeg kan ikke mere, Paul. Farvel." Efter Reys opfattelse peger tennisspillet med tre deltagere på det sociale og det erotiske område og afslører Elses problematiske forhold til begge dele. Hendes ensomhed viser sig, og hendes afbrydelse af spillet peger på hendes dødslængsel.

Allerede inden Else læser brevet fra sin mor, har hun haft tanker om død og selvmord. Da hun vil sætte sig i vindueskarmen, tænker hun, at hvis hun styrtede ned, ville det hedde sig, at hun havde taget sig af dage.

En sætning i brevet :"Altså endnu engang, vær ikke vred på os, ..." får hende straks til at tro, at forældrene kan have taget livet af sig, og at brevet er et afskedsbrev. Moderens bemærkning i brevet om, at nu sover faderen endelig, får Else til umiddelbart at tænke: "Gid han ikke vågnede op mere, ..."

Elses irritation over moderens utilslørede hykleri bidrager til hendes realistiske opfattelse af faderen. Alligevel får hun ondt af ham og tænker på en dag i operaen, hvor faderens pludseligt ganske tomme blik gjorde hende rædselsslagen. Det tomme blik brød illusionen, og han var da "et helt andet menneske", det vil sige, at han et kort øjeblik så sandheden i øjnene.

Hun får dårlig samvittighed over, at hun ganske roligt sidder i vindueskarmen, når hendes far trænger til hjælp. Hele stemningen, både det at hun skammer sig over at skulle bede Dorsday om penge, at der ikke er nogen, hun kan rådføre sig med, at hun føler sig uduelig, fordi hun ikke selv har tjent penge og ikke har lært noget - det hele medvirker til, at faderens forestående fængsling bliver for meget for hende. Hun vil ofre sig og redde sin far.

Da den beslutning er taget, skal hun finde ud af, hvordan hun skal klare Dorsday, der allerede har vist interesse for hende, og som hun langtfra finder sympatisk, snarere latterlig. Hun forsøger i tankerne at nedgøre ham for at styrke sig selv. Hun kan tillade sig at tvivle på Dorsdays monokel og elegance, mener hun, for man kan ikke se på hende, at hun ikke er aristokrat. For øvrigt, når alt kommer til alt. SKAL man kunne mærke, at hun ikke er det. Hendes bror, Rudi, ville jo heller ikke skyde sig, hvis faderen blev fængslet. "Skyde sig og fængsel, det er jo noget, der slet ikke gi'es, det står kun i avisen." Det vil sige: Selv om man ikke er aristokrat, er det ikke rimeligt, at man skal være undergivet de vilkår, som en parvenu som Dorsday er det udtrykte billede på.

Else føler sig presset og bliver aggressiv. Hun forsøger at komme af med aggressiviteten ved at udtrykke sit had til Dorsday, ja til alle mennesker, der jo har svigtet hende.

Hvorfor skulle det også lige være Dorsday, den modbydelige karl. Hvis Paul skaffede hende de tredive tusinde, kunne han få det med hende, som han ville. "Nu er det igen som taget ud af en roman. Den ædle datter sælger sig for den elskede fars skyld og har til syvende og sidst selv fornøjelse af det. Fy for Pokker!" Samtidig med at hun forsvarer sig mod virkeligheden med klicheer, opdager hun den frastødende virkelighed i dem. Men alligevel er hun realistisk: "Hvis jeg engang gifter mig, vil jeg sandsynligvis gøre det billigere." Altså vil hun tale med Dorsday. Hun puster sig op og samler mod; men gassen siver ganske langsomt ud af ballonen, og hun føler sig magtesløs og uretfærdigt behandlet.

Tankerne kører: "Nu er det forbi med alpegløden. Aftenen er ikke mere vidunderlig. Landskabet derude er blevet så sørgeligt. Nej, det er ikke det, det er hele livet, der er sørgeligt." På dette sted ændrer naturen betydning for Else. Fra at være medium for hendes ubegrænsede fantasibetonede jeg-udvidelse, bliver den pludselig et billede på hendes sindstilstand ved mødet med virkelighedens indskrænkning af og grænser for dette jeg. Denne betydningsændring understreger hendes narcissistiske karakter.

Hun opfatter det, som om tusmørket stirrer ind til hende som et spøgelse, og lidt efter er det bjerget Cimone, der uhyggeligt og kæmpemæssigt vil falde ned over hende. Tusmørket udtrykker hendes sindstilstand: ensomhed og angst, og bjerget angiver, at omgivelserne truer hende. Hendes ensomhed kommer også til udtryk ved, at hun vil råbe en hilsen ud i luften, men hvem skulle have den? Hun er jo helt alene. "Jeg er jo så forfærdelig ensom, at ingen kan forestille sig det."


Andet stadium
Krisens næste fase udgøres af den konflikt, Else kommer i, da Dorsday præsenterer hende for sit forlangende. Skal hun give efter for hans krav og skaffe pengene til faderen, eller skal hun ikke, og hvilke konsekvenser får det for hende fremover, hvis hun går ind på hans krav. Under alle omstændigheder vil hun efter at have vist sig for Dorsday ikke mere være den samme. Valget står mellem en herlig tilværelse i frihed, hvor hun kan vælge og vrage mellem utallige tilbedere, og døden, som vil befri hende for sorger og bekymringer.

Under samtalen med Dorsday virker Else lettere euforisk eller omtåget af situationens absurditet og karakter af uvirkelighed. Med Dorsdays: "Je vous desire", bliver hun lammet, forholder sig afventende og håber måske på, det ikke er sandt. Virkelighedens krav til hende underminerer hendes normer og gør hende rådvild. Fornedrelsen her består også i, at hun bliver tvunget til at stille regnestykket op: "En million forholder sig til tredive tusinde som - - komiske ligninger gi'es der dog." Dorsday løser selv ligningen for hende: "...denne gang vil jeg være nøjsom ligesom De. Og denne gang vil jeg intet andet, Else, end - se Dem."

Else begynder at vakle mellem anklage af og forsvar for faderen, og derefter glider hun ind i dagdrømmeri. Dagdrømmens hallucinatoriske karakter hjælper til fortrængning af den ubehagelige virkelighed. Paul er hele tiden den første, der falder hende i tankerne, og hendes dagdrøm ender med hendes overlegenhed gennem ham: "Hvis jeg ville, var De en død mand i morgen aften. - Jeg er vis på, at Paul ville udfordre ham, hvis jeg fortalte ham det hele. Jeg skænker Dem livet, Hr. von Dorsday."

En drøm, hvori hun allerede er død, og hvor der optræder en matador, som hun har svært ved at placere, gør hende bedre tilpas. Hun fantaserer til stadighed om en for hende fordelagtig udgang. Det primære for hende er at bestemme selv. Hun vil hævne sig på Dorsday ved at ødelægge fornøjelsen for ham. Samtidig kredser hun mere og mere om den tanke, at hun kan tage livet af sig, men ikke på grund af Dorsday: hun vil tage sig af dage på grund af den skæbne, der hviler over familien i form af økonomisk udsigtsløshed, som gør det nødvendigt for hende at sælge sig selv. Hun fantaserer om den effekt, hendes selvmord vil foranledige. Igen afløses fantasteriet af realisme, for hun vil overhovedet ikke tage livet af sig - hun er for fej, og måske har hun slet ikke veronal nok.

Det forhold, at veronalen i det mindste giver hende magt over hendes eget liv, får hende for alvor til at spekulere over, at hun i virkeligheden har sin frie vilje. På den ene side kan hun når som helst være derovre, hvor der ikke er nogen Dorsday og ingen far, der har forbrudt sig. På den anden side behøver hun ikke at tage sit eget liv. Hun vil ikke tage sit eget liv. Hun vil ikke opfylde Dorsdays krav.

Pludselig føler hun sig helt klar og har fundet løsningen: alle skal se hende. På den måde kan hun holde dem alle sammen for nar, især Dorsday. "...Så kommer villaen med marmortrinene og de smukke unge mænd og friheden og den store vide verden! (...) Så gi'es der ikke noget, der hedder tilbage (...) - og kommer til verden for anden gang ... ellers alt forgæves - Adresse stadigvæk Fiala. Haha!" De repeterende telegramstumper understreger det tvangsmæssige i hendes "frie valg".

Samtidig med hendes understregning af, at hun ikke er forpligtet til noget, forbereder Else sig mere eller mindre bevidst på at dø. Hun hælder veronalpulver op og stiller glasset parat. Hun begynder i tankerne at testamentere sine ting bort. Da hun forlader sit værelse, tænker hun på, om hun skal låse; men hvorfor skulle hun det? Her bliver der jo ikke stjålet noget, og hvis der gjorde? Hun har ikke længere brug for noget - det er slut.

Mens hun leder efter Dorsday, overgiver hun sin skæbne til lykkebringende varsler: "Hvis tjeneren serverer den sorte kaffe til den gamle herre der, så falder det hele godt ud."


Tredie stadium
Den sidste fase i krisesituationen indledes, da hun finder Dorsday. Det bliver klart for hende, at veronalen er den eneste løsning for hende, fordi hun på grund af sin moral og sin skamfølelse ikke vil kunne leve med, at hun offentligt har vist sig frem.

Hun mister mere og mere kontrollen over sine tanker og handlinger. Hun er som i trance, registrerer nok sine omgivelser, men hele tiden gentager hun beløbets størrelse, og det driver hende frem.

Else har længe sværmet for en filur - en italiener med romerhovede. Hans tilstedeværelse i det værelse, hvor Dorsday befinder sig, gør afklædningsscenen lettere for hende, for ham kan hun spejle sig i. Lige da hun lader kåben falde oplever hun en rusagtig lystfølelse. Derefter mister hun helt kontrollen. Først kommer den hysteriske latter, som hun ikke kan bekæmpe, så suser det for hendes ører, latteren afløses af skrig, og endelig: "Mine øjne er lukkede. Ingen kan se mig. Far er reddet.(...) Hvad har jeg gjort? Jeg vil aldrig lukke øjnene op mere."

Else har indset, hvilket hykleri der udfolder sig, hvor svært det ville blive at få et liv med mening i, blandt andet på grund af hendes medmenneskers indstilling og følgagtighed - derfor frasiger hun sig sine medmennesker og livet. I et ubevogtet øjeblik lykkes det for hende at tage glasset med veronal og drikke indholdet.

Kort efter klamrer hun sig alligevel til livet. Hun kan endnu reddes. Hun føler trang til at forklare og retfærdiggøre sig, har jo slet ikke villet gøre, hvad hun har gjort. Hun bliver bedende og får selvmedlidenhed. Hun er endnu så ung, vil bestige bjerge, vil rejse og danse - selv gifte sig vil hun; men hun glider længere og længere væk, kan høre, der bliver kaldt på hende; men i hendes fantasi bliver deres kalden til sang. Alle synger med, og hun oplever det som noget smukt - er i en tilstand, hvor hun reagerer både bevidst og ubevidst på sin fantasi.

"Giv mig hånden, far. Vi flyver sammen.(...) Kys mig dog ikke på hånden. Jeg er jo dit barn, far." At hun beder faderen om at give sig sin hånd viser, at hun søger tryghed og gerne vil dele sine oplevelser med ham; men hendes ønske om, at de skal flyve sammen, anslår et sexuelt motiv, som hun ikke er bevidst om. Da hun nu bevæger sig i det ubevidste, rækker hendes ønsker længere og får faderen til at kysse hendes hånd; men her træder censuren ind. Hendes bevidsthed reagerer på kysset, og hun betoner, at hun er faderens BARN.

På trods af sin svage udgangsposition har Else kæmpet sig frem til en beslutning, der ifølge hendes egen logik gør det muligt for hende at redde sin identitet. Hun går nok ind på Dorsdays krav, men på en måde, så hun ikke alene ødelægger fornøjelsen for ham. Hun får også opfyldt sine erotiske ønsker og redder sin far, som hun i sin sidste fantasi bliver forenet med.


Det ufrie frie valg
Novellen må nødvendigvis slutte, da Else glider ind i bevidstløshed. Hendes tale afbrydes, og læseren sidder tilbage med hendes tavshed; men forinden har denne sammen med Else gennemlevet de tre stadier på vejen til selvmordet: Det første stadium hvor Else føler sig hjælpeløst overladt til sig selv, hvor virkeligheden bliver en anden, hvor hun overvældes af negative tanker og nærmer sig tanken om selvmord.

Andet stadium hvor hun ikke kan få sine aggressioner ud, og hvor vi oplever hendes kamp og valg mellem liv og død, indtil hun finder en løsning, der kan opfylde de modsatrettede ønsker. Og endelig tredie stadium hvor hendes overjeg bliver stillet tilfreds, fordi hun indfrier sine forældres forventninger; men hvor hun også får tilfredsstillet sexuelle fantasier.

Schnitzler får alle aspekter med. Ved at benytte den indre monologform har han nøjagtigt kunnet videregive den kamp, Else har ført med sig selv. Vi har set, hvordan hendes ønske om selvbestemmelse, om at kunne handle frit støder på modstand. På den ene side overvælder hendes ømme følelser for faderen hende, og på den anden side er hun underlagt forpligtende normer. Resultatet bliver, at hun gør, ikke hvad hun vil; men hvad hun må ville.


Anvendt litteratur:



Tilbage til toppen