Bogens Verden 1995 nr.3



Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel



Forundring og Forandring

Betragtninger over Ulla Ryums nyere forfatterskab

Af Erland Munch-Petersen



Ulla Ryum, der idag står som en af vore interessanteste teaterarbejdere både som forfatter, instruktør og inspirator for nye teatergrupper, er igen begyndt at skrive små romaner. Det var som en fuldstændigt overraskende forfatter til en prosafiktion, der hverken lod sig indfange genremæssigt eller i den mondæne tiårsmekanik, at hun i tiåret 1962 til 1971 etablerede sig. Hendes anmelderroste bøger havde dog uhyre svært ved at vinde et større publikum. De var det man idag med en slidt og ubehagelig akademisk formyndereufemisme kalder "den smalle bog". Men disse væsentlige bøger, der rummer så underfundige og dybsindige tanker om vor samtid, kræver en engageret formidling for at nå ud. Det er ikke nok, at de har fremtiden for sig.

Det jeg vil skrive her, kunne man kalde sekundær formidling. Jeg vil forsøge at vække de primære formidleres opmærksomhed: her er noget, det virkelig lønner sig at leve aktivt med. Jeg tillader mig således at skrive på et vist teoretisk niveau og inddrager Ulla Ryums PhD-afhandling. Hvad hun har skrevet er resultatet af mange års funderinger og samtaler. Det egensindige er et lige så stærkt karaktertræk som det udadvendte hos forfatteren.

Jeg vil begynde med den akademiske afhandling for derefter at gå over til de to romaner, der udkom lige før og lige efter afhandlingen. Om det akademiske blot dette, at Ulla Ryums formelle foruddannelse til forskerkarrieren er en eksamen til smørrebrøds-jomfru. Det er et principielt vidunder, at man kan blive PhD og doktor i Danmark ene på afhandlingens kvalitet uden hensyn til formel uddannelse. Når man læser denne PhD må man bøje sig såvel for forfatterens niveau og konsekvente egensind som for de akademiske bedømmeres åbenhed for det egenartede, når blot det har kvalitet.


Ulla Ryum som dramatiker

"Dramaets fiktive talehandlinger" indledes med en kommentar til en af den traditionelle formelle logiks grundlæggende antagelser. Denne rationelle verden bygger på ideen om Årsag > Virkning. At handle rationelt er, at gøre ét, som forventes at føre til det andet, man ønsker. At forstå rationelt er at finde årsag til den virkning, man ser. I Ryums indledning til afhandlingen tales om hvorfra og hvorhen. Her tales om Begyndelser, således ikke om årsag, og heller ikke i ental. Formlen Å > V accepteres ikke, men ændres til Å <-> V, dvs at også en virkning kan skabe årsag. Det sidste er desuden en helt normal menneskelig tankegang i hverdagen. Vi konstruerer flere årsager end virkninger.

Hvad er da Begyndelser? UR skriver i "Begrundelser for arbejdet":

"- jeg må endnu engang begynde ved en begyndelse, som ikke forekommer mig at være begyndelsen. Den er et andet sted. Måske længere inde eller længere ude. Hverken før eller efter, men heller ikke her, hvor jeg befinder mig. Alligevel finder jeg mig tvunget til at fastsætte begyndelsesøjeblikket til dette øjeblik. Jeg træder ind i spillet. Påtager mig ansvaret for min tilværelse. Er nærverende og opmærksom." (S. 7).
Lidt efter tilføjer hun: "Et sted mellem forventningen og indfrielsen er begyndelsen" og henviser til Wittgenstein: "I sproget berører forventningen og indfrielsen hinanden" (Filosofiske undersøgelser §445, da.1971). Det er dette sted i sproget hun søger at indkredse i sin afhandling. Tesen kunne siges at være, at hvor forventningen og indfrielsen berører hinanden lever dramaet.

"Det har taget mig 7 år at finde ud af at det mellemmenneskelige væsentligste ikke nødvendigvis udsiges direkte, men findes et eller andet sted; skjult - neden under det udsagte", skriver hun (s. 10). Med denne grundige selvfølgelighed ser læseren, dels hvor svært det er at opfatte uden forudindtagethed, dels i hvor høj grad traditionel litterær tolkning er fastlåst i en falsk sprogforståelse.

Bogens første fire afsnit (I) Mundtligt sprogligt udtryk, (II) Dagligt sprogligt udtryk, (III) Skriftsprogligt udtryk, og (IV) Andre sproglige udtryk er opdelt i undergrupper, som med variation går igen i forskellig rækkefølge. Hovedtemaer er Det talte, Det hørte, Det skrevne, Det læste, Det sete og Det på en eller anden måde agerede (fx bevægelsesformer og kropssprog).

Efter dette systematiske forarbejde, som vil sætte traditionen i ret lys, kommer de to centrale kapitler: (V) Andre meddelelsesformer, hvor Ryum opsøger den på forskellig måde skjulte meddelelse, analyserer Dramaets fiktive talehandlinger og Mulige fortælleregler for den anden samtidige fortælling. Dernæst (VI) Sprogforestillinger, som analyserer Dagligsprogets talehandlinger og brugen af underforståelse, og derefter de Faktiske og fiktive talehandlinger.

For her at tydeliggøre, skal jeg citere: "Det jeg kalder "fiktive talehandlinger" er den dramatiske scenefortællings dialog" (s. 91), og: "Dialogen er et dramatisk medium, ikke så meget gennem hvad der udsiges - altså den bogstaveligt udsagte information - som gennem alt det der også udtrykkes: det som er andet og mere end det formelt udsagte" (s. 93).

Bogen har et voldsomt særpræg for at være en akademisk afhandling, dels fordi den er så kort og præcis i sine formuleringer, og dels fordi den er så personlig. Det er en sproglig nydelse at læse den. Hvert afsnit begynder med en definition af de(t) begreb(er), overskriften formulerer, så læseren direkte ledes ind i tekstens kerne. Trods fiktionsmasken i indledningen er bogen således uhyre eksakt og på et højt intellektuelt niveau. Alt er skrevet velovervejet, her er ingen fyld eller tomgang og intet akademisk overtræk.

Når bogen aligevel må betragtes som svær, skyldes det de modstridende kræfter i emnet, dramatikerens kunstneriske hemmeligheder over for ønsket om at nå et alment forståeligt abstraktionsniveau inden for en akademisk tradition. Forsøget er al ære værd og som sagt også til ære for dem, der antog afhandlingen. Og mere end det: Enhver, der føler sig draget af teatret, kan læse sig mere velforberedt og klogere på oplevelserne i denne bog. Det gør den til nærmest et akademisk unikum.

Bogens pointe er, at dramatikeren må samtænke sin egen forfatterrolle med de agerendes roller - både deres skriftlige, mundtlige og kropslige udtryk - med tilskuernes oplevelse og tolkning. Alle tre må samtænkes i forfatterøjeblikket såvel som i instruktionen i opførelsens færdige udtryk for treklangen. Senere hen skriver hun, at det skriftsprog, vi betjener os af, er diskursivt og ikke egnet til at notere samtidighed. Alligevel vil hun trodse og "forsøge at beskrive de tre mulige sæt regler som synes at fungere når de fiktive talehandlinger - dialogen med replikker - skabes" (s. 99).

Ryum skriver under analysen af et af eksemplerne, hendes egen "Rejse gennem Dagen" (Kgl 1980):

"Dybest nede vidste jeg at jeg havde min sædvanlige historie om længsel efter at hengive sig i tillid til et andet menneske og så angsten for at skulle modtage en andens følelser. Denne viden om kærlighed og længsel efter liv havde en billederindring, som helt basalt lå i hver eneste sagte replik" (s. 116).
Her har vi et hovedtema i forfatterskabet.

Ryums bog søger at åbenbare teatret som fiktionsmaskine, eller finere udtrykt, at løfte sløret for de dramatiske musers evne til at forføre. Hun har jo personligt dybe erfaringer i dette håndværk. Det er meget mod hendes egen vilje, at hun - som fx Heinrich von Kleist - er ved at blive en af de berømte forfattere for andre forfattere.

Dramaet udspringer af hverdagen. "Det kan være vanskeligt at forstå den praktiske betydning af ikke at kunne hente noget som helst andre steder end i talesproget og derfor hos hinanden", siger hun (bogens kursivering, s. 21). Det talte mundtlige sprog er det optimale fra en dramatikers håndværksmæssige synspunkt (s. 27), men det hørte mundtlige sprog er rigere på udtryk, fordi det sociale rum og den lyttendes erindringer spiller med. Hun døber fænomenet "billederindring" (s. 30). Mens mennesker taler strømmer betydninger via mimik, små bevægelser osv dem imellem. Ryum kalder dem betydningsbevægelser (s. 36). Generelt refererer hun i høj grad til etnologiske iagttagelser af forskellene mellem talt og skrevet sprog omkring den nyere forsknings centralskikkelse Walter Ong (1982).

Det er væsentligt, at Ryum skelner mellem Information og Emotion som to forskellige varianter af menneskelig Kommunikation. Ved udveksling af information dominerer den visuelle side over den auditive, mens den auditive dominerer ved udveksling af emotion (s. 44). I teatret skal der lyttes lige så meget som ses, og det der foregår er fiktion. Men der er forskel. Gennem afhandlingen gentages det afrikanske ordsprog, at lyden af en løve er farligere end synet af en løve, for "øjet ved, hvad det ser, men øret er altid som et barn i mørket" (fx s. 98 og 144).

"For dramatikeren er det - - meget vigtigt ikke at forveksle reportage fra et interessant sprogområde med den skabte fiktive talehandling, som intet har at gøre med det vi kalder virkelighed" (s. 46). For dramatikeren bliver det sete dagligsprog et vigtigt værktøj, fordi ethvert meneske har karakteristiske betydningsbevægelser. Ryum nævner som to ekstremer på den ene side pantomime-mimikerens ordkrop, der må udtrykke alt, fordi tale er forbudt, og på den anden det skizofrene menneskes mange udspal-tede kroppe, der er faste størrelser, som kan eftergøres (s. 62).

Ryum viser, at dramatikeren må søge bag om den skriftsproglige tradition:

"Først og fremmest at der med skriftsproget er skabt en knusende adskillelse mellem fortæller og fortælling. Kunsten at kunne huske og videregive en fortælling er blevet til kunsten at kunne udvikle og disponere en fortælling. Dermed bliver den oprindelige mundtlige fortælling, som handling uadskillelig fra publikums deltagelse, flyttet over til fortælling som handlingsdisposition, af hensyn til publikums/læsers forståelse, fremstillet i et årsagssammenhængende forløb, som kan opleves forenklet, men ikke nødvendigvis er det" (s. 146).
I det førskriftsproglige udtryk er ord og gest naturligt sammensmeltede. Udtrykket om stilhed: "Her kan jeg høre, hvad jeg tænker" bør tages alvorligt, for det er et ganske bogstaveligt forhold. I stilheden opstår en koncentration, der for dramatikeren forløser tale (s. 148). Allerede s. 89 står der: "At dramatikeren hører indre stemmer er pga. af angsten for at blive erklæret syg ikke så alment erkendt, men er sandsynligvis lige så almindeligt som at komponisten hører sine toner uden at fremkalde dem mekanisk". Lad mig henvise til, at den svenske digter og dramatiker Almqvist helt åbenhjertigt fortæller om forholdet i et brev til P.D.A. Atterbom 9. maj 1834: "Hela nätter, då jag ej sofver, är min hjerna upptagen, liksom en theater, af individuer, som hålla dialoger derinne; jag hör hvart ord". (Se Svedjedal (1994) s. 40).

Som konklusion anfører Ryum tre egenskaber i den sceniske dialog, som der er tradition for, og føjer så tre personlige til. Traditionen siger: "(1) Dialogen skal kunne formidle information, (2) Dialogen skal kunne skabe en situation, så publikums tilstede-værelse begrundes for dem selv, og (3) Dialogen skal kunne give associationer til karakterens og situationens større sammenhæng af historisk, social og psykologisk art, så publikum kan forstå sammenhængen og føle sig nærværende, nu de er bevidste om at være tilstede" (s. 99).

De tre personlige egenskaber, hun føjer til, peger på "den anden samtidige fortælling" og dens korrelativ til den faktiske fortælling: "(I) Vær amoralsk (og bevidst) dvs. undgå brugen af modalverber (fx skriv "kom" og ikke "du skal komme"), (II) Vær asymmetrisk (og struktureret) dvs. undgå kopiering og overensstem-melse, men gentag og søg lighed med, og (III) Vær oprigtig (og selv-bevidst), dvs. tillad forskellighed fra og samtidighed med". Hele teatermaskineriet kan nemlig intet stille op, "hvis de fiktive talehandlinger kun er efterligninger af det menneskelige sprog, uden levende bagland af erfaringer og følelser; kort sagt livsrelationer af enhver menneskelig art - både dramatikerens, skuespillerens og publikums" (forfatterens kursiv, s. 152).


Luigi Pirandello
Før vi går videre vil en digression til Pirandello være rimelig, her væsentligt efter Lena Kvams "Forord" i en nyere udgivelse (1990). Ryum må have interesseret sig for manden, der skrev noveller og dramaer i en slags skizofreniens æstetik. Den fremherskende personlighedens fragmentering er ikke noget originalt tema hos Pirandello, men det relativistiske menneskesyn, livet som en række roller, kulminerer hos ham. Mennesket erkender sig selv via et spejl (ref. titlen på Ryums debut "Spejl"). Det er Pirandellos dramaæstetik, at dramaet hverken må rumme episk fremstilling eller udgå fra en abstrakt idé. "Det er personerne, der skaber dramaet, ikke omvendt".

Vigtigt er for os hans drama "Cosi é (se vi pare)" opført adskillige gange i Danmark under forskellige titler. Nøglereplikken er "Jeg er den, man tror jeg er" sagt af den kvindelige hovedperson. Hendes mand påstår, hun er én person, og hendes fader, at hun er en anden. Pirandello snyder publikum for en opklaring af, hvem hun er, for en objektiv sandhed findes ikke. "Vi lever i en verden, der har mistet sin objektivitet". "Det aristoteliske dramas dage er talte. Der eksisterer ikke mere sammenhængende historier eller totale karakterer".

Pirandello endte som fascist med partibog, men uden socialt engagement og helt hengiven til sin stærke subjektivisme. Parallellismen til Ryum gælder således kun det formelle, hvor hun viderefører hans egentligt teoretiske blindgyde til en moderne dramateori. Ideologisk må man konstatere en direkte modsætning mellem Pirandellos iskulde og Ryums varme sociale og økologiske engagement.

Ryum har videreudviklet Pirandellos dramateori radikalt. Allerede i 1982 publicerede hun en artikel om det moderne drama, hvor hun afviste den aristoteliske tradition (en begyndelse, en midte og en slutning) og istedet pegede på en hermeneutisk spiral som konstruktionsmodel gennem de viste scener. Idag kan vi tydeligt se denne praksis også hos danske teatergængeres svenske yndling Lars Norén.


Ulla Ryums to nye romaner "Jeg er den I tror" 1986 og "Skjulte beretninger" 1994.

Da "Jeg er den I tror" udkom i 1986 var det femten år siden hun sidst havde udgivet fiktionsprosa. I et interview fortalte hun, at hun som moder og eneforsørger ikke havde haft råd til at bekæftige sig med romanen, men havde overlevet med det mere profitable teaterarbejde.

De to små romaner hænger sammen. De er et produkt af mange års arbejde. Man skaber ikke helstøbte mesterværker, når man skriver på løbende bånd. Sammenhængen går fra forfatterens personlige ejendommelighed og fra en samtidsanalyse mod det universelle.

De to værker handler dels om vor nutid spejlet i fortiden, "Skjulte beretninger" 1993, og dels om fremtiden i "Jeg er den I tror" 1986. Man bemærker straks, at de to fortløbende romaner er skrevet i omvendt rækkefølge. Med den ny roman ser vi nu helt tydeligt, at den første ikke var et science fiction værk. Man bør snarere indkredse de to små romaner som Filosofiske romaner i fransk forståelse. De er dokumenter om vor samtid.

Her bør nok indskydes en principiel bemærkning. Nutid bliver historie i det øjeblik, den nedskrives. En Samtidsroman er således en historisk roman, der handler om den tid den nulevende ungdom og deres forældre har oplevet. Som eksempel kan nævnes Kirsten Thorups romansuite fra hendes barndom op til nutid. Overgangen til den historiske roman er glidende, og en samtidsroman bliver et historisk dokument, hvis den blot overlever et par tiår. En egentlig Nutidsroman blev især forsøgt i de berømte stream of consciousness romaner fra mellemkrigstiden med forfatternavne som fx Joyce og Wolfe. De har historiske rødder hos fx 1760ernes Sterne og hans "Tristram Shandy", der er blevet kaldt en anti-roman. Nutidsromanen er en eksperimentalform, ufolkelig og med ekstreme krav for at lykkes. Samtidsromanen er derimod en uhyre populær genre. Den filosofiske roman er en koncentreret mellemting, men også for de udvalgte få.

Ryums to romaner belyser vor samtid spejlet gennem fem generationer af en midteuropæisk slægt. Den pedantiske læser kan selv konstruere en fælles slægtstavle for de to bøger. Alting stemmer. Det er ikke nødvendigt, men rart at vide. Slægten blev op til Anden Verdenskrig delt i to, de der valgte katolicismen og kunne overleve i Europa, og de der valgte jødedommen og enten blev udryddet eller drog i eksil til USA. Den anden roman følger tråden op i et Europa ved årtusindskiftet, der har mistet sine kulturelle værdier i en teknokratisk og forurenende civilisation. Begge historier samler sig om en hybrid. De "Skjulte beretninger" om en jødisk dreng , der overlever i Europa ved at blive adopteret af en kristen moder og "Jeg er den I tror" om en kvinde, der har værnet om sin erindring om det gamle europæiske kultursamfund, mens den teknokratiske civilisation har villet forny sig ved at eliminere traditionen.


Jeg er den I tror
Fremtidsvisionen i "Jeg er den I tror" er således ikke "til afskrækkelse" (bagsidetekst) eller tænkt som ideal, men en abstraktion. Som Voltaires små romaner handler den om menne-skenes vilkår, om verdens almindelige elendighed og om tilværelsens mening. Konklusionen er ikke langt fra "at man skal dyrke sin have" som Voltaire sluttede, nu i en moderne økologisk forståelse.

Handlingen koncentrerer sig om fire unge forskere, der sendes ud til oplæring i eksakte observationer. Under deres ældre vejleders opsyn gennemlever de en udvikling, der egentlig er psykologisk ganske normal for yngre forskere, men her får sin særlige betydning. Bogen giver os både de unges indberetninger og vejlederens beskrivende erindring. De unge forskere begynder i en vished om deres universitetsstudiers korrekte indhold blandet med en usikkerhed ved at overføre dem til praksis. Den indledende følelsemæssige konflikt afløses af en stigende selvsikkerhed i metoden parallelt med en stigende skepsis over for de tillærte rammer.

Romanen skildrer gennem to generationer to kulturers sammenstød. Raffineret bytter de gennem fortællingen plads, så de unges syn på fremtiden og den ældres minde om fortiden skifter værdi. De unge, der er sendt ud på en forpost for at registrere naturens langsomme overvindelse af den menneskeskabte ødelæggelse, oplever naturen - også deres egen - umiddelbart som en irrationel kraft, en datafarlig forvirring af deres rationelle evne til objektiv iagttagelse.

Det beskrevne samfund lige efter årtusindskiftet kommunikerer kun rent datologisk. Samtale og personlige meddelelser finder af praktiske grunde kun sted gennem maskinerne, der har indbygget kontrol for, at al kommunikation er logisk og rationel. Følelser og tvivl er datafarlige størrelser, som elimineres. Genren tillader, at de fire unge indføres som ubeskrevne blade, der udvikler sig for øjnene af læseren (som for læreren). Udviklingen skildres med varm ironi. Beretningens sprog, der først er stramt kontrolleret, udvides parallelt med historien til at omfatte stadigt flere datafarlige ord. Læserne lærer selv at kontrollere sproget og at opleve den verbale befrielse mod slutningen.

Bogen har også en typisk moderne konstruktion, som man kunne kalde "socialkonstruktivistisk". Det fortællende Jeg fra titlen iagttager de fire studenter, der igen analyserer "Feltbogens" beretning og til slut når frem til en direkte iagttagelse af "virkeligheden", som trænger sig på i form af dyr, der dukker op, og i form af deres egen seksualitet. Som i god fiktion går forståelsen fremad parallelt med at fortiden rulles op bagud. Datoerne kan skelne mellem fortid og fremtid, men afviser de kvalitative begreber, erindring og forhåbning. Maskinen ejer den uendelige hukommelse, mens mennesket gerne vil sortere og hengive sig til erindringen om det udvalgte, som kan give mening for at leve i forhåbning.

Bogens sidste ord er (hele s. 161):

"Sådanheden. Viscum og Malva holder hinanden i hånden. Måske er det sådanheden? Achillea's stemme synger og Urtica spørger pludselig om jeg er den de tror? Jeg svarer: ja, det er jeg. Achillea rækker sin ene hånd ud imod mig og jeg lægger det eneste verificerbare bevis jeg har på mit udsagns rigtighed i hendes hånd. Jacobes blå perle. Det ubegribelige er forventning - efter det kommer længslen. Sådanheden Er"
Forventning og erindring smelter sammen og accepteres som "sådanheden", der er et ord for den oplevede virkelighed. Bag ordet "Er" anes Gadamers "Sein und Zeit". Forventningen bliver til den aktive længsel.

Skjulte beretninger

Den just udkomne "Skjulte beretninger. 21 spørgsmål" er udarbejdet i et tæt samarbejde med grafikeren Berta Moltke. Den er et forbløffende eksempel på, hvordan ord og billede kan befrugte hinanden og ikke bare illustrere hinanden. Berta Moltkes grafik har ofte tekstfragmenter, der spiller sammen med de 21 spørgsmål. Samspillet mellem en fornem klassisk typografi og elementer af vækster peger mod bogens centrale tema, kultur og tradition overfor natur og forandring.

Romanen fremtræder som en dagbogsroman med mange bidragydere. De små hemmelige dagbøger går i arv og videreføres af slægtens kvinder. Vi møder fire generationer fra århundredskiftet til idag. Af de vekslende forfattere kaldes de "natbog", "livsbog" og "eftertankebog". Bøgernes funktion er at gøre det muligt at huske, at finde kræfter til at overleve og at have noget, der er helt ens eget. Det er vigtigt "at have noget helt privat i sit liv. Et sted hvor man kan genkende sig selv, som man nu engang er" siges det, nok ikke helt uden ironi (s. 21).

Bogen spejler gennem anonyme menneskers skæbne og handlinger det historiske trauma, som gør vor nutid så irrationel. Læseren kan ikke slippe det ny Centraleuropas skæbne af tanken under læsningen. Den fremstår spejlet gennem disse to værker som et uhyrligt symbol for vor tids fejltolkning af erindring og forhåb-ning i det private liv såvel som i det politiske.

Den nationale socialisme, Nazismen, var/er det mest konsekvente udtryk for fejltolkningen. Europas folk synes gennem deres nyere historie at have været mestre i at gøre hinanden til syndebukke. Igår var det Det Østrig-Ungarske monarki, så fulgte nazismen og idag ser vi Jugoslavien - blandt andre. "Hvorfor er ønsket om, at ville leve i fred så uhyggeligt krigsudløsende?" (s. 68), spørger den yngste dagbogsskriver, Miriam, efter at hun har opgivet at tage til Israel for at bygge "vort land" op.

"Jeg er den I tror" dækker året 2038 fra 1. marts til 23. juni i de dele, der kaldes "Noter", men det er en bog, der ruller fortid op. Den først uforståelige og efterhånden tydede "Feltbog", som er romanens andet element, dækker tiden fra 2002 og tilbage til bogens tilblivelsestid (1980erne). "Skjulte beretninger" behandler årene 1904 til 1992. Tidsmæssigt når de to bøger således hinanden, og de skildrer samme familie.

I det første kapitel rulles som i et græsk drama familieskylden op. Her finder vi, at det egentlig ubegribelige behov for at skjule sine følelser fører direkte ind i den kultiverede løgnagtighed, hvor "søster" i virkeligheden er datter, fordi de ægteskabelige følelser er forkvaklede eller rettede mod de forkerte. "Hvorfor alle disse løgne? Hvorfor er vi så bange for vore følelser?" (s. 16), står der. Men også: "Det er ikke alt tænkt som skal siges højt" (s. 17).

Fra kapitel to udvides perspektivet, så det omfatter hele Europas skæbne. Ved Første Verdenskrigs slutning vælger familien de to skæbner, katolicismen eller jødedommen, Cave Timmer for de kristne og Moshe Timmer for jøderne. Rachel Moshe Timmer vender hjem til sit elskede Wien for at slippe forstillelsen og "husets vægge, der taler".

Ryum fortæller gennem sine fortællere med ironi. De centrale kapitler fire og fem refererer den lille Samuels flygtige erindringer, om moderen han forlod siddende i en bunke klude uden at han delte sin kage med hende, og om den frelsende stedmoder, der først overlever ved at indlogere sig hos præster og stå til rådighed - med hvad begriber læseren bedre end barnet. Han befrier hende siden i uskyld og kærlighed ved at blive årsag til den fordrukne stedfaders død.

Det sjette kapitel fra o. 1972 er en "Eftertankebog", der viser sig at være en lystig berretning om en "kvindekæmper". Det er Ryums kunst, at disse dagbøger ikke blot giver en række kvinde-portrætter og skæbner i det store politiske spil, men også antyder den udvikling disse kvinder gennemgår. Det er hende, der først vil til Israel og bygge "vort land" op sammen med en fyr, som tager derned med en anden. Frelsertanken går over, idet hun indser den europæiske tradition for at folk driver rundt med andre folk. "Ser vi i det samme lys?" (jævnfør ill. s. 74). De to sidste kapitler, nær samtid, skrives af en nu etableret forfatter til digte, noveller og sidst skuespil "for børn, med meget voksne sjæle". Hun har suppleret sig med en datologuddannelse og bor i en meteorologisk observationspost på en bjergtop, hvor alle beboere længes efter at få bilvej. Hun føler sig lykkelig ved ikke at være indblandet i de lokale stridigheder, hvad der selvfølgelig bliver løgn. - Aner man et ironisk selvportræt?

Det sidste kapitel præsenterer den Epifania, som bliver den centrale skikkelse i "Jeg er den I tror". Hun råder forfatteren til at slippe den skjulte vrede fri, men hun vil ikke hævn. "Hvordan finder vi frem? Hvordan tilbage?".

Hævnen og vredens dialektik er også et hovedtema gennem romanerne. De to begreber er bundne til de to romaners indbyrdes spil gennem tiden: Erindring og Forhåbning. De er i den sidste udpegede som "datafarlige", fordi de ikke kan kontrolleres af den formelle logiks verifikation. Begreber som Fortid og Fremtid er andeledes definerbare begreber. Mellem fortid og fremtid står Nutid, der kun lyder rationelt, men reelt er så flygtig som ren alkohol, for flygtig til at nydes eller fastholdes. Ryum bruger ikke ordet, som jeg tillader mig at tilføje, mellem erindringen og forhåbningen er Forandringen.

Ryums romaner handler om mennesker gennem den nyere historie, der forsøger at overvinde den uhåndgribelige nutid ved formelt rationelle kunstgreb. Datamaskinerne, som de optræder i "Jeg er den I tror", er de perfekte redskaber til disse kunstgreb. Det er efter dyb overvejelse, at Ryum inddrager elektronikken - her i et fremtidsperspektiv - som det markanteste udtryk for, hvordan europæisk politik idag vil skabe fremtid. Økonomien brugt som kampmiddel er ikke en så dybtgående faktor som informationssystemet. Vor tids elendighed, fejltolkningen, forstærkes i vor forfejlede brug af vore tekniske muligheder.


En samtidsroman
Konkluderende kan man sige, at "Jeg er den I tror" foregik i Europas nærmeste fremtid. Epifania var hovedperson. Hun optræder i slutningen af "Skjulte beretninger", der skilder Europas nyere historie gennem tre generationer og fører op til det punkt, hvor forgængeren begyndte. Det er meget karakteristisk, at der ikke findes en markeret samtid. Man kunne kalde de to romaner for to fløje omkring en ikke skrevet samtidsroman, men dog en samtidsroman.

Tilsammen arbejder de to bøger med vor erindring og vor forhåbning tynget af vor virkelighed. De "Skjulte beretninger" skildrer vor dårlige samvittighed gennem en jødisk og katolsk familie i Midteuropa før under og efter Anden verdenskrig. Den handler om valget og om vejen frem til den forurenede fremtid, vor samtid er midt i at konstruere. "Jeg er den I tror" rummer et håb om en fremtidig besindelse, ikke som en moralsk pegefinger til vor nutid, men som en rationalitet, der vil føde en korrektion af vor fejltolkning af fortid og fremtid. "Skjulte beretninger" spejler gennem anonyme menneskers skæbne og handlinger det historiske trauma, som gør vor nutid så irrationel. Er det idag overhovedet muligt at skrive en samtidsroman? Jeg tror i hvert fald ikke på den fra 70erne overlevede model for sociale samtidsskildringer. Kirsten Thorup er den sidste, og hendes suite fra barndom til nutid bryder da også alle de hidtil normsatte regler, skrevet som den er ud fra en indre rytme og frit springende. Ryums metode at belyse samtid mellem de to spejl, fortid og fremtid, eller bedre mellem erindring og forhåbning, peger fremad.

Nutidens forvandlingsbillede ses først klart gennem individers forestillinger om historien og dens konsekvenser. Ryum har en suveræn evne til i ganske kort form at skildre karakterer, der lever for læserens indre billede ved deres personlige ejendommelighed, og samtidigt spejler deres tids centrale problemer.

De to romaner er helt åbent sammensat af tekststykker med forskellige fortællere. De kræver en koncentreret læser, og de belønner rigt. De er nyskabende i deres metode, som overvinder en af den ny romans blokeringer.



Litteratur




Tilbage til toppen