Bogens Verden 1995 nr.3



Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel



Om det umulige i at købe arabiske bøger

Af Charlotte Wien, cand. mag., Center for Mellemøst-studier


"Kære Charlotte, vil du godt bestille "Ahzan hariyyah al-sahafah" fra al-Ahram 1993, det er en vigtig bog, som jeg skal bruge meget hurtigt. Venlig hilsen Helle," stod der på en lille seddel, der lå på min posthylde kort tid efter at jeg var blevet ansat. Det var ikke så mærkeligt, for jeg er bl.a. blevet ansat til at koordinere vores indkøb af arabiske bøger på centeret. Det var på den anden side heller ikke så svært - at bestille en bog - altså!

Hvad gør man? Jo man finder den som MARC-post i en database, down-loader den og printer en bestillingsseddel ud, som man sender til rette boghandel og så kommer bogen med faktura og det hele - nemt ikk'?

Ak nej. Første forhindring: af hensyn til læseren har jeg translittereret navnet på bogen, Helles seddel var skrevet med arabiske bogstaver. Den translitteration jeg har valgt her, er Library of Congress standard, men det er langt fra den eneste. Skulle jeg lokalisere bogen og have en MARC-post på den, skulle jeg enten søge på arabisk eller i translitteration. Der er meget få poster inddateret i det arabiske alfabet i de internationale bibliografiske databaser, og de er ikke tilgængelige over internettet. Alternativet er så at søge bogen som translittereret, men hvilken standard skulle den i givet fald søges under? Det kræver et indgående kendskab til de enkelte bibliotekers translitterationssystemer at søge de translittererede poster, for selvom der er tale om standarder fraviges de ofte. Så når et bibliotek f.eks. selv siger, at det anvender ISO-DIS 233-2 kan standarden afviges lokalt for enkelte bogstavers vedkommende.

Hvad gør man så? Man tager fat i forlagets katalog for det pågældende år, finder bogen der og bruger disse oplysninger til bestillingen - nemt ikk'? Ak nej. Anden forhindring: arabiske forlag udgiver godt nok kataloger som alle europæiske eller amerikanske forlag, men dels er der ofte tale om sporadisk dækning af deres bogproduktion, og endelig er de langt fra særligt flinke til at dele dem ud. At skrive til et arabisk forlag og bede om at få tilsendt deres kataloger løbende svarer næsten til at bede julemanden dukke op til Sankt Hans - det kan måske lade sig gøre at få ham til det en enkelt gang, men derfra til at regne med, at han så i al fremtid er med til bålfest på Hasmark strand er et meget ambitiøst projekt. Al-Ahram er et meget stort og velrenommeret forlag, og det er lykkedes at skaffe et enkelt af deres kataloger - men det lykkedes kun fordi ovenfor nævnte Helle selv besøgte forlaget i Cairo.

Hvad gør man så? Man tager naturligvis fat i den egyptiske nationalbibliografi for det pågældende år, verificerer bogen dér, og bruger nationalbibliografiens oplysninger til bogbestillingen - nemt ikk'?

Ak nej. Tredie forhindring: Al-Ahram er et stort og velrenommeret forlag - ingen tvivl om det, og selvfølgelig opfylder forlaget pligtafleveringsloven i Egypten og afleverer de 10 eksemplarer af hver publikation til Nationalbiblioteket, som bruger et af dem til den egyptiske nationalbibliografi. Men det nyeste nummer af den egyptiske nationalbibliografi er dels håbløst bagud og skrevet på arabisk, hvilket ikke er det store problem for os her på centeret, men et stort problem for Odense Universitets Bibliotek, som skal skrive bestillingssedlen ud. Selvfølgelig kan posten translittereres og tastes ind i bibliotekets databasesystem, men da det tegnsæt, der anvendes, er et 7-bit tegnsæt, der ikke indeholder de diakritiske tegn, der kræves til translitterationen, men skal tastes ind som kombinationer af op til tre tegn, betyder det, at det der kommer ud på bestillingsseddelen i printet, hverken er til at læse for mig, bibliotekarerne eller for den sags skyld en arabisk boghandler. Endelig betyder den egyptiske pligtafleveringslov, hvor der skal afleveres 10 eksemplarer, at mange forlæggere unddrager sig denne pligt, hvorfor dækningen kun er sporadisk.

Så begynder gode råd i bogstaveligste forstand at være dyre, for der var efterhånden ikke ret meget andet at gøre end at tage et fly til Cairo og købe bogen. Her gør man det, at man spadserer ind i al-Ahrams boghandel og beder dem sende bogen til Odense Universitetsbibliotek og at lægge fakturaen ved bogen, for bibliotekerne betaler meget nødigt før de har fået bøgerne. Der er bare den lille hage ved det, at det vil boghandlerne ikke, for de siger, at de tit har sendt bøger til udlandet og aldrig set et eneste pund for dem. Trods alt lykkedes at få bogen hjem til Danmark og den står på Odense Universitetsbibliotek - for det lykkedes faktisk for Helle at få dem til at sende bogen med faktura. Dette kan godt gå hvis det drejer sig om sporadiske indkøb af bøger på arabisk, men taler man om en systematisk opbygning af en samling af arabiske bøger, er det en uhyre dårlig strategi.


Politisk ustabilitet og underudvikling
Problemet med arabiske bøger er, at hele bogsektoren i den arabiske verden er stærkt underudviklet, og at regionen som helhed lider under politisk ustabilitet. For bogmarkedet er begge dele slemt. Den politiske ustabilitet mærkes tydeligt i form af lukninger af forlag o.l. som følge af politisk censur eller krige. Krige og borgerkrige gør, at bogmarkedet i lange perioder går næsten i stå. Et eksempel på dette er borgerkrigen i Libanon. Det libanesiske bogmarked var før borgerkrigen et af de mest blomstrende i regionen, og herfra hentede British Library en stor del af sine arabiske bøger. I 1983 lykkedes det kun British Library at skaffe 10 bind fra Libanon, hvilket var en tilbagegang på mange hundrede bind. Og selvom borgerkrigen formelt er slut, er bogmarkedet ikke kommet sig endnu: faktisk forsøgte jeg at få fat på adressen på et af de største og mest velrenommerede forlag i Libanon Libarie du Liban gennem den libanesiske ambassade i Sverige så sent som i 1993 og fik den besked fra ambassaden, efter at de "intenst havde efterforsket sagen i tre dage", at dette forlag var lukket, fordi det var blevet bombet Det var det også, men forlaget er genopbygget og forsøger fortvivlet på at fortsætte som før, men historien vidner om, at der er lang vej endnu, før det libanesiske bogmarked kommer til at fungere optimalt, når end ikke ambassaden kan skaffe adressen.

Underudviklingen i de arabiske lande er også en ulempe for bogmarkedet. For det første er der mange analfabeter i regionen. Som helhed er analfabetisme mange steder omkring 50 procent, det gør naturligvis, at der er få, der kan læse og færre, der køber bøger og resultatet er, at forlagene ikke tør trykke store oplag. Dette medfører, at når der kommer noget, der er værd at købe, er det oftest udsolgt før bibliotekerne får sig snøvlet sammen eller får kendskab til bøgernes eksistens.

Et forhold, der bestemt ikke gør det hele nemmere, er det, at forlagene selv (med få undtagelser) er underudviklede: mange af dem varetager såvel forlagsfunktion, som trykningen, distribution og endelig fungerer de som deres egne boghandlere. Dette medfører selvfølgelig en betragtelig uvilje mod at købe bøger hos andre forlag og sælge dem i forretningen. Endelig gør valutarestriktioner og besværlige bureaukratiske forretningsgange i regionen som helhed det til et besværligt arbejde for de forlag, der faktisk gerne vil sælge af deres produktion til udlandet. Så hvad gør man egentlig, hvis man som et vestligt forskningsbibliotek eller folkebibliotek gerne vil sikre en fornuftig dækning af materiale fra den arabiske verden?


Redskaber til verifikation
Den Arabiske Liga's dokumentations¬enhed i Tunis (ALDOC) udgiver en regional bibliografi primært for de lande, der ikke har en bibliografisk dækning - denne kaldes Arab Publications Bulletin og udgives årligt. Den kan bestilles gennem Department of Documentation and Information, Arab League Educational, Cultural and Scientific Organization, 37 Rue Kherridine, Bacha, Tunis, Tunesia. Dens styrke er, at man faktisk kan regne med, at den udkommer. Dens svaghed er, at dens dækning er sporadisk - fordi de poster, der medtages i den, medtages på baggrund af de oplysninger som ALDOC modtager fra medlemslandene. ALDOC har ingen sanktionsmuligheder i fald et land "glemmer" at sende oplysninger om den nationale bogproduktion. Dette vil i praksis sige, at den primært dækker de mest velfungerende af landene.

Derudover udgiver Library of Congress' regionalkontor i Cairo "Middle East Accessions List", som indeholder de titler, der i årets løb er blevet opkøbt af Library of Congress. Denne er et meget brugbart redskab til verifikation, men udvælgelseskriterierne for litteraturen kan være svære at gennemskue. Samtidig har den samme svaghed som ALDOC's publikation, nemlig at også denne primært rummer publikationer fra de mest velfungerende lande: materialet fra Irak, Libyen og Yemen er meget lille. Og endelig har den den svaghed, at også for denne er der tale om en forsinkelse i forhold til, hvornår det er teknisk muligt at få bogen, og hvornår den optræder i kataloget. Denne kan bestilles på Library of Congress' regionale kontor i Cairo på den Amerikanske Ambassade.

Herudover har en række arabiske forlag indset de store problemer med at overskue den mellemøstlige bogproduktion, og er som følge heraf begyndt at udarbejde kataloger med særligt henblik på vestlige biblioteker - en liste over adresser på et udvalg af sådanne forlag og organisationer kan fås ved henvendelse til Center for Mellemøstinformation.


Anskaffelsen
Kære læser, nu må du forestille dig, at du står med en liste af bøger, som du gerne vil købe - hvad gør du så? Jeg har mange gange forsøgt at sende en telefax til et arabisk land lydende noget i retning af: Kære Boghandler vil du sende ... til Odense Universitetsbibliotek og pakke fakturaen sammen med bøgerne. Dette har jeg skrevet på engelsk, tysk, fransk og sågar arabisk, men lige meget hjalp det - bøgerne dukkede aldrig op. Man kan skrive direkte til udgiveren, men så må man naturligvis skrive talrige bestillinger, og her er der heller ingen sikkerhed for, at bøgerne nogen sinde dukker op. For udgiveren er der ikke meget forretning i at sende tre bøger til Danmark, og han stoler pr. tradition ligeså lidt på, at han nogen sinde ser nogen penge for bøgerne, som vi gør på at vi får bøgerne. P.t. har jeg en ordre ude hos ALDOC, som jeg har rykket for tre gange og endnu aldrig hørt det mindste.

En anden mulighed er at lave sig en liste over boghandlere i Mellemøsten - men det kræver således at man har mindst én god boghandler i hver by og for hvert forlag - én som man kan få til at leve med translitterationer af arabiske bogtitler, engelsk korrespondance, forsinkede betalinger og alt det andet der følger med. Man kan også opbygge et netværk af agenter, der opkøber fra de forskellige forlag, så snart noget nyt kommer på markedet - men da han tjener penge på at købe (han vil typisk beregne sig en procentsats af bøgernes pris), vil han sandsynligvis købe så meget som muligt. Med en sådan agent er det mest hensigtsmæssigt at indgå en "Blanket-bying" aftale - dvs. at han køber alt indenfor de områder, man specificerer, men systemet kræver naturligvis at man har en agent, der overholder retningslinjerne. Blanket-bying sparer tid, men garanterer ikke noget kvalitetsniveau og man risikerer talrige dubletter.

Andre steder i verden er man opmærksom på de problemer, der er for biblioteker med at opkøbe arabiske bøger. Og verdens største og mest prestige prægede bibliotek - Library of Congress - har på dette område, som på så mange andre områder, søgt at lave et godt værktøj til bibliotekerne. Dette er MECAP (Middle East Cooperative Acquisition Programme) eller den ordning, hvor man kan bestille litteraturen inden for et bestemt fagområde og inden for et afgrænset geografisk område: er man f.eks. interesseret i al ny litteratur om sprog i Nordafrika kan man således bestille det. Det er Library of Congress' indkøbere der på bestilling køber ind på de enkelte områder. Men som alle de andre systemer til anskaffelse af arabiske bøger har dette også en svaghed, nemlig at selvom Library of Congress er en stor og stærk organisation, løber de også ind i at bøger er udsolgt - og er en bog vanskelig at skaffe, er det vel meget forståeligt, at de selv tager det ene eksemplar, det har været muligt at opdrive. Da ordningen kræver en stor mængde administration for Library of Congress, tager de sig selvfølgelig også betalt for det - hvorfor bøgerne i denne ordning bliver ret så dyre.

En anden mulighed er at kontakte en af de arabiske boghandlere i Vesten (især i London). Disse boghandlere er til en vis grad i stand til at forsyne biblioteker med arabiske bøger. Desværre kan heller ikke disse boghandlere overkomme vanskelighederne med det arabiske bogmarked.

Den mulighed der af mange danske og udenlandske bibliotekarer bliver vurderet som den bedste er at deltage i de årlige bogmarkeder i hhv. Cairo eller Beirut. Det største af disse er markedet i Cairo. Siden 1969 har GEBO (General Egyptian Book Organization) her arrangeret et årligt bogmarked. Hvert år deltager over 1.000 forlæggere samt indkøbere fra omkring 50 forskellige lande. Det er dog heller ikke helt så nemt dér, som man skulle tro, for når der er rift om bøgerne, kan man som bogkøber meget hurtigt se sig selv i den situation, at de bøger man med møje og besvær har fået lovning på at få tilsendt, aldrig kommer, fordi forlæggerens fætter skulle bruge de samme. Det må derfor anbefales, at man også her allierer sig med en lokal agent, der på stedet køber bøgerne og sørger for forsendelsen.

Den sidste mulighed er, at etablere udvekslingsaftaler med de arabiske nationalbiblioteker - de har meget få midler til at købe bøger for og er derfor generelt meget interesseret i at opnå sådanne aftaler. Jeg diskuterede engang muligheden for en udvekslingsaftale angående den egyptiske nationalbibliografi med det Egyptiske National Bibliotek, og man foreslog forståeligt nok at udvekslingen skulle gå på gensidig udveksling af nationalbibliografier. Min skuffelse var dog stor, da jeg så den egyptiske: knap 100 sider i en ussel trykkvalitet i form af et snusket hæfte. Den tålte slet ingen sammenligning med "Dansk Bogfortegnelse" og man skal derfor være meget forsigtig med at indgå sådanne aftaler.

Som så meget andet når det handler om noget med Mellemøsten, er der ingen nemme løsninger og ingen af de her skitserede metoder til at opbygge en arabisksproget bogsamling kan stå alene. Den bedste måde at gøre dette på er formentlig en blanding af alle de skitserede metoder - ét er dog sikkert - det bliver aldrig en kedsommelig rutine at indkøbe arabiske bøger.




Tilbage til toppen