Bogens Verden 1994 nr.6
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
Danser med Kierkegaard Notat om Livet forstås baglæns, men må leves forlæns
På en måde begyndte min dans med Kierkegaard - udtrykket stammer fra Flemming Chr. Nielsens fornemme anmeldelse i Jyllandsposten - tilbage ved lanceringen af den nye bibeloversættelse i efteråret 1992. Som idéhistoriker har jeg ofte brug for at citere fra såvel Gammelt som Nyt Testamente, og derfor anskaffede jeg mig straks den nye udgave - for at blive fælt skuffet. Et par centrale prøver viste, at udgiverne sad fast i anakronismer og dogmatik og derfor ikke kom tidens læser i møde.Hvorfor står der eksempelvis stadig "skæppe" i Matt.5,15, når det græske ord ikke betyder skæppe, men blot angiver et gammelt græsk rummål af ca. 10 liter, og når ingen længere véd, hvad et nordisk skæppemål er? Hvorfor ikke skrive "spand", der straks billedliggør, hvad der er tale om? Eller hvorfor i Gal.5,17 fastholde det puritanske udtryk "kødets lyst", der oser af gammel krops- og sexualitetsforskrækkelse, fremfor - som Anna Sophie og Paul Seidelin i prøveoversættelsen fra midten af halvfjerserne - at oversætte det græske "sarx" med "selvets gerninger", der langt mere præcist får frem, hvad det handler om: den selviske synd vs. næstekærlighed og tro?
Biblen, Shakespeare, Goethe, Proust, Kafka osv. nyoversættes fra tid til anden, og sådan skal det være. Det er straks værre med vore egne klassikere, som vi nødigt tekstmoderniserer for at åbne op for nye læsere. Det fik mig til - med den gamle gymnasielærers erfaringer i ryggen - at skrive Politiken en kronik om disse forskellige "oversættelsesvanskeligheder", og afslutningsvis pegede jeg, med eksempler, på Kierkegaard som et vigtigt sted at sætte en vis tekstmodernisering i gang, så nye generationer af danskere ikke skal blive de sidste til at kunne læse og forstå deres egen verdensberømte filosof. Kronikken "Ordene i tornysteret" lå et par måneder på redaktionen, men stod i Politiken d. 5.1.93.
Og så brød helvede løs omkring mig, og at jeg ovenikøbet havde begået et par filologiske fejl i en tekstprøve fra Vexel-Driften, gjorde ikke sagen bedre. Hovedsynspunktet var: hold nallerne fra Kierkegaard, og insistér på at de unge lærer sig det dansk, Kierkegaard skrev på for 150 år siden. Her skulle ikke pilles ved så meget som et komma, for rakte man først fanden en lillefinger, så... Diskussionen kørte helt af sporet, og jeg måtte til sidst opgive at forklare, at det ikke handlede om at erstatte den nødvendige tekstkritiske udgave med en jovial folkeudgave, men om at supplere den første med et tekstudvalg udsat for en nænsom tekstmodernisering, der kunne invitere nye læsere indenfor i forfatterskabet.
Midt i spektaklet ringede imidlertid Gyldendals direktør, Kurt Fromberg, bakkede mine synspunkter op og bad mig om - som en anden vej til Kierkegaards univers - at skrive en bio/monografi, der i sin formidling sigtede efter "den gode 2.-3.G'er". Underforstået: lader dét sig gøre, så er bredden sikret, og Kierkegaard får mulighed for at blive andet end et sært begreb i vore hoveder. Og jeg skulle netop have den unge, søgende læser i tankerne, da det er dér, eksistensen begynder og Kierkegaard synes særlig vigtig som rejsekammerat.
Dét var udgangspunktet, og da min erfaring sagde, at unge var meget interesseret i og let blev ganske optaget af Kierkegaards tanker, blot de slap for selv at uddrive dem af hans tekster, var det ret umuligt at sige nej. Kierkegaard fortjente virkelig en art afmytologisering og en formidling, der frigjorde ham for teologiens seje greb og åbnede for en mere almen tilegnelse af det filosofiske og psykologiske i værket. Foruden af hans egen historie, mellem skyld og kærlighed, identitet og engagement, ansvar og flugt, rationalitet og lidenskab - trods afstanden og det særlige fuld af identifikationspunkter 150 år derpå.
Bogens metode
Opgaven var forsåvidt enkel: at fortælle historien, både den om personen og den om værkerne/tankerne - og netop fortælle begge som den gode historie med begyndelse, fyldighed og afslutning. Derfor skulle bogen bygges kronologisk op - fra fødsel til død. For at overvinde den historiske afstand og sætte læseren ind i København anno 1813-55, var det dog nødvendigt med et par indledende afsnit, som jeg til gengæld "snød" mig igang med ved allerførst at sende læseren ind i skolestuen i Klareboderne og høre om nogle af Søren Soks gale streger. Så var vi begyndt og læseren motiveret til at bære over med et par nødvendige indledende bemærkninger. Side 31-300 dækker herefter forløbet fra fødsel til død og begravelse, og et kort, efterskriftslignende afsnit runder herefter af med en nogle placerende perspektiveringer.Historien om Søren Kierkegaard er fortalt med hovedvægten på formidling, hvorfor der hverken er tale om original forskning eller forsøg på spidsfindig kritik eller nyfortolkning. På den ene side har jeg så afgjort haft nutidens (og stort set jomfruelige) læser i tankerne, på den anden Kierkegaard selv og hans tanker, sådan som de dengang blev tænkt. Sidstnævnte tvang mig til en meget loyal omgang med kilder, værker og tanker, hvorfor der ingenlunde er tale om en Kierkegaard-roman fuld af digteri, men om en meget nøgtern beskrivelse ud fra, hvad der foreligger oplyst gennem værkerne, dagbøgerne, breve og andres erindringer. Mens Kierkegaard selv kunne finde på at lægge en smule afstand til sine værker ved at sige "Jeg er blot en digter", måtte jeg gøre det til en dyd ikke at være en digter.
Den berømte "hemmelige note", der iflg. Kierkegaard skulle forklare alt, og som han derfor har fjernet, er således hverken søgt fundet gennem arkivstudier eller ved listige konstruktioner. Dels fordi Kierkegaard kun har opdigtet historien for at gøre eftertiden rundtosset, dels fordi det hele jo allerede står der: hans livs problem var noget så usædvanligt mellem mennesker som 1) en grænseløs etik og medmenneskelig respekt, og 2) en ulykkelig tro, som først - uden at han knap opdagede det - faldt nogenlunde på plads, da han optændt af kirkekampen opgav at granske, stille spørgsmål osv. Kærligheden i grunden var og blev det centrale, omend den satte hans liv i sære svingninger.
For at få historien til at fungere valgte jeg at disponere stoffet, så person og værk fik nogenlunde samme plads, og så der så vidt muligt blev vekslet mellem afsnit om liv og afsnit om værker/tanker. Tankerne tages op, efterhånden som de folder sig ud i værk på værk, men de læses ikke biografisk, omend de - til indledning - hægtes ind i forhold til livsforløbet. Bestræbelsen gik altså ud på at lade værk på værk føje sig ind i og følge af livets indre udvikling, men uden at læse og indholdstømme dem biografisk - til fordel for en principiel læsning, med et vågent øje for vor tids indfaldsvinkler og interesse. Derfor fylder Enten-Eller meget og Indøvelse i Christendom lidt.
Opgaven bestod i at lade det originale og skelsættende hos Kierkegaard komme tydeligt frem, men ikke i - af personalhistorisk eller systematisk forpligtelse - at følge Kierkegaard helt ud og rundt i det opbyggelige forfatterskab, som generelt blot er at betragte som hans og den kristne myndigheds eftertackling af pseudonymernes eksperimenterende tale "uden myndighed" (og det uanset den personlige vægt han lagde på disse værker). På den ene side var det vigtigt at tage det kristne engagement alvorligt som den røde tråd, det var i hans liv og værk (inkl. hans egen tvivl, kritik, kamp osv.); på den anden måtte det ikke fylde så meget og sammensvejse hans tanker så entydigt, at det kom til at spærre udsynet for den nutidige, nysgerrige læser. Opgaven var nok at forstå Kierkegaard, som han forstod sig selv, men ikke at forstå hans filosofi m.v. med samme snævre erkendelsesinteresse, som Kierkegaard selv forstod den (og slet ikke retrospektivt gennem sine oparbejdede arrangementer).
Af sære grunde, som man næppe ville anvende over for andre tænkere/forfattere, har det været hævdet, at Kierkegaard ikke må tages ud af sin kristelige sammenhæng og sættes i omløb for en eksistensfilosofi og -psykologi hinsides Gud og evigheden. I en biografi må man naturligvis ikke sløre den sande livshistorie og dens overordnede orienteringspunkt, hvilket jeg da heller ikke har gjort, tværtimod. Men det er absurd ikke at lade enhver tid manifestere sig i sin lidenskabelige optagethed af en tænker/et værk: kun derved opstår det møde, der lader teksten leve og nå den eftertid af hin enkelte, som er dens dybere mening - ikke mindst i tilfældet Søren Kierkegaard, hvor tankepotentialet langt overskrider spørgsmålet om kristendommens realitet/relevans.
En vej til værkerne er i Kierkegaards tilfælde så afgjort personen. Derfor handlede det også om at åbne for og tydeliggøre de sider af hans liv og kval, der kalder på indlevelse og identifikation 150 år derpå. Af samme grund fylder barndom, ungdom og forlovelse (inkl. dens mange efterspil) en del på personsiden, og derfor gives der - mellem andre litterære appetitvækkere (tilpasset gældende retskrivning) - en del citater fra dagbøgerne: sådan tænkte og skrev han om sig selv - ofte ganske som læseren selv i beslægtede situationer.
Selv om jeg, såvel tidligere som til lejligheden, har fordøjet en god portion Kierkegaard-sekundærlitteratur, så bygger fremstillingen stort set alene på Kierkegaard egne værker, optegnelser og breve samt på andres erindringer, og de afsluttende henvisninger medtager kun sådanne. For det meste er det således muligt at kigge forfatteren i kortene, og alle citater kan spores i deres oprindelige og bredere sammenhæng.
Bogens kritikere
Da diskussionen om Kierkegaard-modernisering i januar 1993 havde afsløret en meget stor afstand mellem formidlere og kustoder, og da sidstnævnte dels sad tungt på Kierkegaard-forskningen, dels nød stod respekt i den nykonservative kritik, som belaster visse dagblade, var jeg naturligvis forberedt på en både reserveret, polemisk og Jante-præget modtagelse af den færdige bog, som nåede at være 1½ år undervejs. Derfor var jeg glædeligt overrasket over, at de fleste anmeldere - med Kristeligt Dagblads Rudolf Arendt som forudsigelig undtagelse og Ekstra Bladets Forsamlingshus-Højlund som mavesurt paradoks - fangede selve bogens idé og vurderede den på de præmisser og den drive, der lå her. Også selv om der senere faldt syrlige drops pga. forfatterens udsigt til usselt mammon...Nogle anmeldere fandt naturligvis grund til at lufte deres bedreviden, men der var øjensynlig kun småting at komme efter. Et par kom lidt hurtigt afsted med at brokke sig over, at jeg kalder hovedpersonen Søren indtil forfatterskabets start, og herefter Kierkegaard, og det er jo lidt ærgerligt, når man hele to steder eksplicit gør opmærksom på denne disposition. En enkelt, men meget uoplagt anmelder kastede sig ud i et større opgør med bogens omslag, som han fandt alt for postmoderne til en postmoderne tid - akja, det kan blive småt for enhver. Men generelt udeblev de sure opstød og mekaniske kustode-indvendinger, og det var opmuntrende, ikke mindst for den videre diskussion af Kierkegaard, klassikere og filosofiens renæssance i disse år.
Da Kierkegaard i oktober 1841 havde brudt endeligt med Regine Olsen, blev han få dage senere passet op på gaden af hendes bror Jonas Olsen og skældt huden fuld. Selv om det betød tab af en nær og fortrolig ven, gik Kierkegaard hjem og skrev - med henblik på Jonas Olsen - i sig dagbog: "Lidenskab, det er dog hovedsagen, det er den egentlige kraftmåler for menneskene. Derfor er vor tid så ussel, fordi den ingen lidenskaber har." Kierkegaards værk var i al beskedenhed anlagt på at bringe mere lidenskab og engagement ind i livet, og kan min bog bidrage til at tydeliggøre dette og sætte selve ideen i svingninger, så er alt nået.
Kritikkens åbenhed for dette projekt, samt et overvældende publikum med mod på en vis anstrengelse - thi Kierkegaard forbliver, også i min aftapning, til tiden krævende, intellektuelt og menneskeligt set - tyder på, at alt ikke er druknet i ussel formalitet eller underholdsningssyge. Selv skrev Kierkegaard i dagbogen 1847: "Om jeg skulle forlange en indskrift på min grav, jeg forlanger ingen anden end "hin enkelte" - er den endnu ikke forstået, sandelig den vil blive det." Måske er tiden inde til en dans og lidt mere...
Tilbage til toppen