Bogens Verden 1994 nr.5



Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Forrige artikel



Multikunstneren
Tove Jansson


Tove Jansson tilhører de store fortællere inden for børnelitteraturen. Ikke alene overskrider hun børnelitteraturens grænser og skriver som H.C. Andersen voksenlitteratur, noveller, romaner, selvbiografi, men når det gælder børnelitteraturen, skriver hun som han i flere planer og niveauer. Hun kan tematisk sammenlignes med store forfattere som Lewis Carroll (Charles Lutwidge Dodgson (1832-1898)), Hugh Lofting (1866-1948), A.A.Milne (1882-1956), når det drejer sig om hendes mest kendte bøger, bøgerne om Mumitroldene. Her findes den samme interesse for de små samfund, befolket af specielle væsner, som kaster et ironisk lys over menneskelivet, og hun lig

Men Tove Jansson er også en stor tegner, maler og illustrator. Faktisk startede hun sin karriere så tidligt som i 30'erne som billedkunstner - uden tvivl påvirket af forældrenes erhverv. Hendes far Viktor Jansson var billedhugger, og moderen Signe (Ham) Hammarsten Jansson var tegner. Tove Janssons debut som tegner sker så tidligt som i 1928 i tidsskriftet "Allas Krönika".

Tove Jansson indledte sine kunststudier ved Konstfackskolen i Stockholm 1930-1933 og fortsatte ved den Finska Konstföreningens ritskola i Ateneum i Helsingfors 1933-37 samt ved forskellige kunstakademier i Paris i 1938. Hendes malerier i 30'erne og 40'erne indeholder, portrætter, stilleben, interiører, og fremfor alt: skærgårds- og havmotiver. Senere er hendes malerier blevet mere abstrakte, men udgangspunktet er stadig et konkret

motiv. I anledning af 80-års fødselsdagen fejres hun med en stor udstilling i Tammerfors Kunstmuseum, sommeren 1994 (15.6. - 16.10.1994), hvor hendes værker fylder alle tre etager i museet. Her kan man også følge hendes satiriske produktion af tegninger til eksempelvis tidsskriftet "Garm", hvor hun siden 20'erne har bidraget med bidende og satirisk- politiske kulturkommentarer indtil 1953, hvor tidsskriftet ophørte med at udkomme.


Tove Jansson har produceret i hundredvis af omslagsbilleder og illustrationer. Tammerfors Kunstmuseum ejer mere end 500 af disse originale tegninger fra hendes hånd. Andre tidsskrifter hun producerede til var: Julstjärnan, Vår Värld, Julen og Lucifer.

Hendes første illustrerede børnebog "Sara och Pelle och neckens bläckfiskar", blev udgivet under pseudonymet Vera Haij i 1933.

Mumi-figurer tegnede Tove Jansson så tidligt som i begyndelsen af trediverne. (1.) Mumitrolden fremstod i "Garm" (april l943). I 1945 kom den første bog "Småtrollen och den stora översvämningen" , på dansk "Mumitroldene", (1954). Herefter følger "Kometjagten", 1946, "Trollkarlens hatt", 1948, "Mumipappans bravader", l950, "Farlig midsommer", 1954, "Trollvinter", 1957, "Det osynliga barnet", 1962, "Pappan och havet", 1965 og "Sent i november", 1970. Tove Jansson begyndte at tegne Mumibøgerne som serier for avisen "Ny Tid", 1947-48 og for "Evening News", London 1953-59. Hun har endvidere lavet 8 samlinger med tegneserier, som hun siden tegnede sammen med sin bror Lars Jansson, der senere overtog dem.

Mumi-tegningerne er blevet vist på et utal af udstillinger. I 1979 begyndtes en udstrakt udstillingsvirksomhed sammen med mumi-huset og andre tableauer fra mumifortællingerne. Tableauerne er så godt som alle skabt af Tuulikki Pietilä. Mumihuset er dog bygget sammen med Pentti Eistola og Tove Jansson. I 1986 gav Tove Jansson Mumi-bøgernes originalillustrationer til Tammerfors Kunstmuseum. I 1987 åbnede et permanent Mumidalsmuseum i Tammerfors Stadsbibliotek med Mumihus og over fyrre tableauer med scener fra Mumi-bøgerne.

Tove Jansson udviklede med tiden persongalleriet i Mumi-bøgerne, ligesom tekst og tegninger i disse bøger smeltede sammen i en poetisk drøm om menneskelivets angst og muligheder.

I 1989 gav hun en del af sit eget bibliotek til Finlands Barnboksinstitut. Også her er der i anledning af fødselsdagen lavet en udstilling af disse, hvor man kan se, hvilke bøger hun selv har fået inspiration og viden fra.

Vi har efterhånden fået de fleste af Tove Janssons bøger i oversættelse, og i anledning af fødselsdagen genudgives "Troldkarlens hat", "Troldvinter" og billedbogen "Den farlige rejse" af Carlsens Forlag.

Udover egne bøger har Tove Jansson illustreret bl. a. Solveig von Schoultz: "Nalleresen", 1944, J.R.R. Tolkien: "Bilbo - en hobbits äventyr", 1962. I 1959 illustrerede Tove Jansson Lewis Carrols "Snarkjagten" og i 1966 "Alice's Adventures in Wonderland". Der er måske en sammenhæng mellem dette og den i 1977 udkommne "Den farliga resan". Lena Kåreland har lavet en analyse og sammenligning mellem de to heltinder Alice og Susanna, som konfronterer virkeligheden på forskellige måder.( I: "Onnimanni", nr. 2, l994). Hertil kommer de to billedbøger "Hur gick det sen", 1952 og "Vem ska trösta knyttet?", 1960.

Tove Janssons mumitrolde er kendte verden over: Mumi-bøgerne er blevet oversat til over 31 sprog og serierne til over tyve sprog. Hertil kommer teaterstykker, film, tv- og radioserier. Mest aktuel er den japansk animerede tv-serie i 78 afsnit, samproduceret med ZDF, TVE, FR3 og Finlands TV.

Hertil kommer den store internationale mumikultur og merchandising effekt, der er ved at udvikle sig via Mumindalens udsalg. Her sælges Mumi-huse, Mumisokker og -blyanter, viskelæder, -kamme o.s.v.

Indimellem er udgivet en lang række spændende og originale voksenbøger: i 1968 udkom den smukke erindringsbog: "Bildhuggarens dotter", hvor barndommens hverdag er fuld af fantastiske hændelser, skræk og tryghed. Novellesamlingen "Lyssnerskan" udkommer 1971. 1972 "Sommarbokan". 1974 "Solstaden". 1978 "Dockskåpet och andra berättelser". 1982 "Den ärliga bedragaren". 1987 "Resa med lätt bagage. 1989 "Rent spel". 1991 "Brev från Klara". "Sommarboken" og "Solstaden" beskriver processer omkring det at ældes, og i "Brev från Klara" handler det om at tage afsked med livet.


I indledningen skrev jeg, at hendes litterære produktion på mange måder kunne sammenlignes med H.C. Andersen.
Hun har også lidt under de samme publiceringsvanskeligheder som han. Når man engang har skrevet børnebøger, godtages man ikke let som voksenforfatter!
Som H.C. Andersen er hun kritisk, ironisk og reflekterende. Som H.C. Andersen finder hun en tryghed i den fantastiske fortælling, hvor barndomserfaringen kan tematiseres.

Tove Jansson har modtaget et utal af æresbevisninger, priser og medaljer for såvel illustrationer og tegninger som for bøgerne. Fra de senere år kan nævnes: 1978 blev hun udnævnt til æresdoktor ved À"Àbo Akademi, og hun får samme år den østrigske stats børnebogspris, i 1983 Svenska kulturfondens hæderspris, og i 1984 Finska statens litteraturpris. 1987 får hun Statens konstnärpension och Artium cultori-medaljen. 1990 Tupilak-kulturpriset. 1993 Finlandspriset.


Litteratur:




Tilbage til toppen