Bogens Verden 5-94 S�ren S�rensen

Bogens Verden 1994 nr.5

Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden N�ste artikel Forrige artikel

Bellman hos Drachmann

Af S�ren S�rensen

... og det er i mere end �n Henseende en m�rkelig bog. S�ledes beskrev forfatteren Vilhelm �stergaard i 1907 Drachmanns roman Forskrevet.
Det m� man nok give ham ret i, b�de i at bogen er m�rkelig og i at den er det i mere end �n henseende. Dens m�rkelige egenskaber g�r at �stergaard til sidst m� n� frem til at den som Nutidsskildring og moderne Roman er et enest�ende v�rk. Den der l�ser Forskrevet i dag vil nu nok snarere finde sig mere enig med litteraturforskeren Vilhelm Andersen i dennes udsagn: Det er �del�ggende for Virkningen af Profetien, naar Profeten faar Hikke. ¹
I mere end �n henseende virker det som om Holger Drachmann har f�et hikke. P� samme m�de som det er �del�ggende for koncentrationen ved en forel�sning, hvis man giver sig til at t�lle forel�serens �h'er og �h'er, spolerer det indlevelsen i Drachmanns store roman at der er et overv�ldende antal tankestreger - - - af og til varieret med tre punktummer...
Romanen Forskrevet (1890) er en samtidsroman der fors�ger at forene den naturalistiske romans brede samtids- og samfundsskildring med en Bang-inspireret impressionisme og en romantisk inspireret fantastisk-psykologisk realisme². Man kunne ogs� sige om den at Drachmann g�r ad de samme stier som H.C.Andersen i romanerne et halvt �rhundrede tidligere og August Strindberg i de samme �r: nemlig g�r det personlige alment, med udgangspunkt i bearbejdelsen af sit eget livs eventyr fremf�rer forsvarstaler for en d�re, eller som Vilhelm Andersen udtrykte sagen: at han har den Skik at g�re sine private Anliggender til en Nationalsag ³.
Det i mere end �n henseende m�rkelige ved Forskrevet er at ogs� Drachmanns private anliggender spreder sig over et st�rre felt end ellers hos digtere - og at de tilsyneladende alle skal med: kampen om folkestyret mellem Venstre og H�jre i datidens danske politik og folkeliv, de sociale sp�ndinger i hovedstad og provinsbyer, de nationale mods�tninger mellem dansk og tysk, sp�ndingen i det k�nspolitiske felt, kunstneren over for det borgerlige samfund, alkoholismens spor hos h�j og lav. Alle disse tr�de l�ber imidlertid i samme retning hen mod forsoning og enhed mellem mods�tningerne, handlingen udtrykker en trang til harmoni der i virkeligheden er sj�lden i litteraturen.
Det r�bes i romanens titel; at forskrive sig g�r man, n�r man stifter g�ld, enten man nu - som Peter Schlemihl hos Adalbert von Chamisso - forskriver sig til Fanden, eller som Drachmanns alter ego her til sin egen kone. Forskrevet betyder alts� g�ldsat. Hvilket er hvad romanen handler om.
En maler hedder Henrik Gerhard og kommer hjem til K�benhavn efter et ophold i udlandet. Han stifter bekendtskab med en r�kke personer, af hvilke de vigtigste er den pengest�rke Anette Kirchhof, den forhutlede digter Ulf Brynjulfsen og kabaretsangerinden Edith. Som i gammeldags forvekslingsfarcer er alle besl�gtet med alle p� kryds og tv�rs, hvilket er en del af intrigen. Henrik Gerhard gifter sig med Anette og forelsker sig i Edith, som digteren ellers har optaget.
Derfra g�r det fra krise til katastrofe, og p� et punkt ret sent i handlingen genfinder han digteren Ulf p� et udviklingstrin endnu n�rmere undergangen. En pakke breve afsl�rer de komplicerede familieforhold: Edith er i virkeligheden Ulfs s�ster, og k�rligheden mellem dem er derfor af en anden art end de troede. Hun plejer ham under de sidste stadier, og s� g�r der nogle �r. Alle g�r p� voldene, da tyskerne stormer f�stningen K�benhavn, og alle g�r til grunde. Edith og Henrik forenes i d�den, da en granat sl�r ned mellem dem. Tristan og Isoldes Liebestod, det evindelige vesterlandske problems evindelige l�sning.
Forskrevet udkom alts� i 1890. Det var en krisetid. Bogen er p� sin m�de en nyttig kommentar til den historieskrivning der kun ser fremskridtene. Jo, det endte med at g� som i Bj�rnsons Ja, vi elsker dette landet. Det endte med at den Herre stille l�mpede det hele, s� vi vandt vor ret: S�nderjylland genforenedes med resten af Danmark i 1920, demokratiet sejrede langt om l�nge ved systemskiftet i 1901, og Venstre fik aldrig brug for riffelbev�gelser og skytteforeninger; to �r tidligere havde arbejderbev�gelsen og arbejdsgiverne fundet hinanden i et aftalesystem, erhvervsudviklingen gik fremad, ikke mindst takket v�re andelsbev�gelsen og folkeoplysningen. Men det var d�r det endte. Det kunne ingen vide, mens det hele stod p�. Det kunne v�re g�et galt, det kunne v�re endt som Drachmann lader det g�re.
I mere end �n henseende er det en stor fortjeneste at han med denne roman skildrer hvor kritisk en periode 1880erne var. Forskrevet er ikke den eneste undergangsroman fra den tid. Ti �r forinden havde J.P.Jacobsen udsendt romanen Niels Lyhne (1880), �ret forinden var Herman Bangs Tine kommet. Begge disse s� tilbage, p� sk�bne�ret 1864, dengang det virkelig gik galt. Det var at give ulykken navn. Men s�dan kunne det g� galt igen, og da ville ulykken ikke have noget navn. Niels Lyhne havde ikke kendt til �konomiske eller sociale problemer; han kunne anvende al sin tid p� sin livsanskuelse. Det kunne Henrik Gerhard ikke, han var "forskrevet". Tine tog sit eget liv, fordi hun tog fejl af k�rlighedens v�sen. Edith tog ikke fejl, men gik alligevel under.
Hvad vi har i disse romaner er tiden i og for sig. Set p� denne m�de er et m�rkbart hvor lidt h�b der var. Heller ikke hos Henrik Pontoppidan er det det glade lyssyn der pr�ger skildringen af tilv�relsen. Det er ham der ender med at tegne et Danmarksbillede under overskriften De d�des Rige.
Det er denne desperation Carl Michael Bellman passer ind i. Det viser sig nemlig i Forskrevet at Drachmann nok selv kan digte vers, gode vers endda, og s�tte dem ind p� de hovedpunkter i handlingen hvor den kun kan krystallisere sig i lyrisk form; det g�r han f. eks. i den voldsomme slutscene, hvor han lader kabaretsangerinden Edith samle den folkelige enhed i et moderne Bjarkem�l: Op, alle Mand! nu g�lder det/Vort Sprog, vor Jord, vort Liv! hvis slutord ogs� bliver romanens.
Men n�r det rigtigt g�lder, n�r romanens handling skal dreje sig, p� det sted hvor alle intrigerne synes at l�be ud i sandet, hvor alt er ved at falde fra hinanden for l�serens �jne, da griber Drachmann ind med fast h�nd.
Og h�nden er Bellmans.
Selv om han kan selv, Drachmann, selv om knuden kunne knyttes p� mange m�der, og Drachmann var en dreven romanh�ndv�rker, s� griber han tilbage til Fredmans Epistlar.
Det er ikke bare overraskende.
Det er ogs� �gte.
Det er nemlig ikke hundrede �r han griber tilbage.
Uanset hvor megen lighed der i stemning, tids�nd, sociale forhold, splittethed og opbrud er mellem Stockholm p� Bellmans tid og K�benhavn p� Drachmanns, s� er det nok ikke i f�rste omgang det der er den kunstneriske hensigt. Det er klart nok at Drachmann i Fredmans Epistlar har fundet de indholdsladede strofer og vers der bedre endog end hans egne ord kunne give udtryk for en udvej af romanens mange intriger. Men det er ogs� et udtryk for den l�ngsel efter harmoni og sk�nhed gennem fornedringen og p� trods af elendigheden som epistlerne rummer.
Han griber nemlig en menneskealder tilbage, tilbage til f�r den (i romanens sammenh�ng) nuv�rende elendighed, i uskyldstilstanden f�r 1864, f�r den reviderede grundlov af 1866 der satte folkestyret ud af kraft og fremkaldte den dybe splittelse mellem H�jre og Venstre, f�r kvindeemancipationen og storbydekadencen, tilbage til dengang i tyve�ret mellem 1845 og 1864, da man sad og spillede Bellman i hjemmene, mellem venner. Det er den harmoni han vil genopv�kke. Derfor skal han bruge Bellman.
Det er s� hans fortjeneste som episk fort�ller at han v�lger netop de to epistler der kaster det skarpeste lys over de vanskeligheder hovedpersonerne tumler med.
Det var ikke noget nyt at Bellman blev udnyttet p� afg�rende punkter i et dansk litter�rt v�rk. Han spiller i virkeligheden en overraskende central rolle som leverand�r af stemningsbilleder og citater for mange danske forfattere. Hans betydning for romantismen er velbekendt og velbeskreven. Henrik Hertz udnyttede elegant Epistel nr. 77 Ang�ende jungfru Sophia p� Lokatten och om n�got som passerat i digtet Posthuset i Hirschholm. Vi er vant til at forst� Heibergs og Hostrups lystspil i lyset af en m�gtig inspiration fra den svenske visedigtnings fader. Men han indg�r ogs� i mere seri�se sammenh�nge og i den f�lgende generation.
N�r det g�lder Drachmann og hans generation, er det troligt at inspirationen er udg�et fra Johannes Carsten Hauch, der nok tilh�rer den �ldre romantik, men endnu i 1869 udsendte novellen "Bellman". Den er ilde omtalt af flere Bellmanforskere, vist nok is�r fordi det er en sk�nlitter�r benyttelse af Bellmanstoffet. Novellen yder ikke desto mindre et betydningsfuldt bidrag til forst�elsen af Bellmanopfattelsen. Da Hauch skrev den, var han professor i �stetik ved universitetet.
Den brug Drachmann i Forskrevet g�r af Epistel 35 og Epistel 62 viser nemlig 1. at Drachmann vidste hvad han gjorde, 2. at han har skrevet Bellmanepisoden i forvisning om at hans mange l�sere ville fatte pointen.
Meget taler nemlig for at forfatteren hermed har villet inddrage sin l�ser ved at skildre et optrin han eller hun sandsynligvis ville v�re fortrolig med p� samme m�de som Drachmann selv og hans hovedpersoner var det. Han griber ikke bare tilbage i en tradition fra barndoms�rene; han sl�r ogs� ned i 1880ernes virkelighed med den musikalske sammenkomst. Men samtidig demonstrerer han sin kunstneriske overlegenhed. Ligesom J.C.Hauch vidste Drachmann udm�rket at Fredmanv�rket ikke er hyrdeidyl eller biedermeier. Det er derfor ogs� den ramme og rebelske koalition af proletar og kunstner han viser.

Situationen er f�lgende:
Under et bes�g i f�debyen, et hul, som den kaldes, sidder maleren Henrik Gerhard i g�stgiverg�rden og observerer:
Tobaksr�g var der og Snak; ikke altfor livlig Diskussion; man talte "en om et Kirketaarn og en om en Mast" - og just som det bellmanske Vers osv...

Det kommer derfor ikke som nogen overraskelse at samme Gerhard noget senere kommer et sted hvor nogen synger netop Fredmans Epistel nr. 35 Ang�ende sin sk�na och hennes obest�ndighet. Dels er det romanens hele motiv, dette med den (de) sk�nnes ubestandighed, dels er det romanskriverteknik, s� det knirker i tandhjulene, jvf. Hakon Stangerups beskrivelse⁴ at den var fuld af billige romantricks.
Derimod kan man nok blive lidt overrasket over at forfatteren kalder den en af de gamle Fredmans S�nger, n�r det nu er en epistel.
Det er �n mulighed at Holger Drachmann har taget fejl, har troet at det var en af Fredmans S�nger - s� meget mere som han jo v�lger ordet i dets svenske form. For selvf�lgelig ved han hvad sange er.
En anden mulighed er at fejlen bruges til at karakterisere hovedpersonen Gerhard. Det indg�r i en indre monolog, fort�llervinklen er Gerhards. Yderligere kaldes den en af de gamle, og det er �benbart at det ikke g�r p� at Bellman skrev Epistel 35 i december 1771 ⁵, derimod at de bellmanske sange h�rte hjemme i Gerhards ungdom, alts� h�rer hjemme i hans egen fortid. Dermed er Bellmansangen en forbindelse tilbage til denne fortid, og igen knirker romanteknikken, for den der synger er hans n�re - gamle - ven Ulf Brynjulfsen.
Vi m� lige repetere Epistel 35.
Br�derna fara v�l vilse ibland om glasen med intet om krogen
Fredman er heller ikke faret vild; han ved pr�cis hvad han er kommet der efter. Som sin samtidige J. H. Wessel gik han kun p� kro for at drikke. Sagen er
att s�dan finkel, som jag s�p i g�r �r kostligt mot k�rlekens s�r.
Drikkeriet, det vilde liv, er jagten p� glemselshejren, en s�r fugl der sj�ldent lader sig fange. Pigen har glemt ham, p� trods af alt det han har gjort for hende, p� trods af alt det han derfor mener hun er ham skyldig. Han elsker hende bestandig, sk�nt han udtrykker det mandfolkeklodset, sk�nt han ved at hans jalousi og hans drikkeri stiller sig i vejen for en mulig genforening, s� er han som Luther i Worms ude af stand til at g�re andet end at bede kyperen sl� i.
Hos Drachmann fungerer Epistel 35 selvsagt ikke som en allegori, men som metafor: Den stemning Bellman lader Fredman beherskes af, da Anna Greta havde forladt ham er et ligesom i romanen.
Efter den lange gensynsdialog vender beretningen tilbage til Bellman, idet v�rtsfolkene under ledelse af stadsmusikanten Matthias Ravn forlanger en Bellman endnu, inden vi gaar til K�js. Ulf Brynjulfsen foresl�r da Nr. 62, uden at n�vne ordet "epistel": det ville man ikke have gjort, eftersom situationen klart nok viser at det er nodebogen man sidder med. Han giver endda de n�dvendige informationer: at det er en polonaise, i trefjerdedels takt og han signalerer det indledende valdhornsignal og begyndelsesversene Mowitz valdthornet proberar / och sin tuggbuss valkar i mund.
Ogs� valget af Epistel nr. 62 har sin romantekniske begrundelse. Det g�r op for Gerhard at netop denne anspiller p� romanens kvindelige centrum, kabaretsangerinden Edith. Bellmansangen fungerer som overspringsteknik af freudsk karakter - og dermed som afsl�ring i den givne berettersammenh�ng.
Denne epistel gennemg�r netop v�rtshustilv�relsen med alle dens forlokkelser og skr�msler. F�rst skildres Gr�na Lund med alle malerier p� v�gge og lofter; det er bibelhistorien og de lokale sagnkredse (den upplandske variant af Kraka og Lady Godiva ved navn Disa). Siden �bnes ballet af marskal og valdhornist; det meste af persongalleriet er til stede og m� finde sig i Fredmans spot, der danses, drikkes, sk�ndes og sl�s, og til slut g�r det i opl�sning.
Bellman optr�der s�ledes i to sammenh�nge der i og for sig tydeligt nok understreger den danske forfatters - og dermed hans personers - fortrolighed med den svenske nationalpoet. Dette giver i sig selv en rigtig beskrivelse af det �rkedanske provinsmilj� hvori Bellmansoireen i Forskrevet optr�der, b�de i tid og sted. Det er ogs� interessant at en dansk forfatter og vel at m�rke en af Drachmanns format lader sine hovedpersoner v�re s� fortrolige med Bellman at de frit associerer til epistelcitater for at beskrive deres oplevelser, s�ledes som Gerhard g�r det i g�stgiverg�rden, og at de bruger Bellmansangene som festramme og medium for psykiske katarsisprocesser.
Det er fortroligheden med Bellman der er sagen her.
Dern�st er det p�faldende hvilket billede af datidens Bellmanopfattelse det giver.
Der er for det f�rste det sociale. Stadsmusikeren Matthias Ravn, i hvis hjem der synges Bellman og spilles violin, fl�jte og guitar, tilh�rer ikke det hostrupske studentereftersl�b, Plougs skandinavister, men nok deres samtid. Han er h�ndv�rker, pr�senteres som forhenv�rende skibst�mmermand, v�rtshusholder, materialforvalter, noget af en smed, murer og maler, stadsmusikant, tusindkunstner. Man kunne f� den strejftanke at han var kalkeret af efter de bellmanske personaliteter (- eller de lagerl�fske kavalerer. G�sta Berlings saga udkom �ret efter Forskrevet)⁶.
N�r han alts� ikke af klasse eller p� anden m�de tilh�rer de kredse hvor Bellmandyrkelsen ellers havde sit tilh�r, m� tilgangen v�re en anden. Efter det foreliggende at d�mme kan det kun v�re musikken. Hans instrument er guitaren. Jeg kender ikke andre skildringer af musik i hjemmet der p� samme m�der belyser udbredelsen af Bellmans epistler og sange i provisorietiden, men det siger ikke dermed at de ikke findes. Man kan henvise til J.C.Hauchs udnyttelse af motivet i novellen Bellman, der i tid og milj� udspiller sig hvor folk af Ravns og Svannings type nok kunne have f�rdedes. Ravn omtales som forhenv�rende skibst�mrer, Svanning som s�mand.
P� baggrund af Drachmanns skildring er det p�faldende at Charles Kjerulf i sin indledning til udgaven 1920 n�vner 1895 som det store genoplivnings�r for Bellmaninteressen i Danmark. Der kan gemme sig en pointe i at Drachmann lader scenen udspille sig i en provinsby, mens Kjerulfs horisont er begr�nset af Valby Bakke. Vigtig som foruds�tning for hjemmemusikken i Forskrevet m� man antage at den store melodiudgave 1845 har v�ret. Som stadsmusikant har Matthias Ravn formentlig ogs� v�ret engageret af turnerende teatre til at akkompagnere vaudeviller med t�t udnyttelse af det bellmanske melodistof.
Det rimeligste er konstateringen af at der ikke er noget som helst p�faldende i at en provinsiel h�ndv�rker af Ravns generation har v�ret fortrolig med Bellman, hverken n�r det g�lder musikken eller de svensksprogede tekster.
Gerhard beskriver deltagerne i soireen som "j�vne" folk, og netop citationstegnet er interessant, for det bruger Drachmann/Gerhard, hvordan det s� end skal tolkes, som en ny anvendelse af ordet i den givne sammenh�ng, som en afstandtagen fra den sociale stempling der l�gges i det, som personens ubehag ved at indse den sociale rangordning han som kunstner selv st�r udenfor? Ulf Brynjulfsen till�gges det at omtale dem som "Almue" uden citationstegn.
Men denne forhenv�rende altmulig- og almuesmand spiller alts� guitar, kan sin Bellman og samler venner til musik i hjemmet. Den tredje musikant kaldes Arthur Svanning og karakteriseres som en socialt udst�dt, en vildmand, Brynjulfsen bruger simpelt hen det shakespearske navn Kaliban om ham. Dermed har ogs� han f�et en karakteristik der f�rer ham hen til et Fredmansk milj�.
�benbart er det ham der stryger fiolen. F�rst mens Epistel 62 udfolder sig, beretter Gerhard at han str�g sin Gige dilettantm�ssig upaaklageligt - med f�dte Anl�g, ingen Pretentioner. Bagefter synger han, og fort�llerfiguren n�r frem til at han m� have v�ret s�mand og med en eller anden uddannelse - det kunde Man slutte sig til af hans Maade at v�re paa, hans Manerer, Foredraget i hans Sang.
Det er Brynjulfsen der betjener fl�jten, n�r han ikke synger eller synger for. Men for resten kan de �benbart alle tre mange instrumenter, for Brynjulfsen griber p� et tidspunkt Svannings violin og viser Gerhard en melodi til en fransk chanson.
Da Gerhard p� sin natlige spadseretur h�rer musikken f�rste gang, er alle tre instrumenter med. Det er da Matthias Ravn der synger. Derefter synger Ulf Brynjulfsen de fire vers hvor melodien g�r i moll (Fader Mowitz! sl� i, sl� i!).
Det forekommer indlysende i romanens hele opbygning at det er netop disse to epistler Drachmann har villet fremh�ve. Dels handler det altsammen om det besv�rlige forhold mellem k�nnene, dels handler det om de gebr�kkeligheder et udsv�vende liv i �vrigt medf�rer. De to indl�g fra Bellman konkluderes s� at sige i Drachmanns egen epistel, betitlet Bourgogne, en ren Bellmanpastiche: vin, kvinder og d�d. Men som pastiche - i sammenh�ngen naturligvis fremstillet som digteren Brynjulfsens eget v�rk - beholder det sin konklusions karakter. Hvilket i �vrigt giver anledning til betragtninger over forskellen mellem dansk og svensk vise; hos Bellman og hans efterf�lgere fastholdes de aristoteliske enheder, selv n�r han erindrer (Epistel nr. 12 f.eks.). Hos danskerne er det der-var-engang-metodikken, konkluderende livserfaringen, aldrig trofast i d�t uendeligt sm� der skaber det uendeligt store i poesien, altid vidtflyvende til alle sider. Man kunne antage det er salmen der ligger bag, at det er Kom, hjerte, tag dit regnebr�t der evigt og altid s�tter m�nstret. Det er i al fald hvad Drachmann lader Brynjulfsen g�re i hvad han selv lader ham kalde sin svanesang.
Men desperationen har den f�lles med sit svenske forbillede. Derimod er ynkeligheden dansk:
- sk�nk mig Vin, som jeg den taaler Saa jeg ej blir vild og �r; Vin, Vin, Elskede, Draabevis indtil jeg d�r;
Bellman lader sine stakler tage bedre fat hvis de synes graven bliver for dyb.
    Det er den danske salmetone ⁷ der sl�r igennem, n�r han ogs� synger:
�mheds N�tter, Arbejds Dage Frejdigt Mod paa Livets Gang: Alting vender nu tilbage
Det er det rene Chr. Richardt.
    Men tilbage til epistelvalget, til pr�misserne for svanesangen. For det bringer os endnu engang i den situation at danske litter�re helte beskriver deres tilv�relse ved hj�lp af bellmanske vers.
Br�derna fara v�l vilse ibland var � propos en af de f�rste, om end ikke den f�rste der blev oversat til dansk. I 1795 gengav Jens Kragh H�st den i sit tidsskrift Nordia, i aprilnummeret. Hvad man s� kan l�gge i det. Netop den synes ogs� at have inspireret Charles Kjerulf til hans overs�ttervirksomhed, n�r det g�lder Bellman; i indledningen til hans udgave 1920 redeg�r han udf�rligt for sin og Sven Scholanders dybe frustration over at et k�benhavnsk publikum har fulgt den stakkels Fredmans kvaler med en hjertelig latter. Hvoraf Kjerulf udleder at de ikke har fattet en brik af det hele og giver sprogforskellen skylden. Hvorfor han s� overs�tter.
Ogs� her m� man sige: det v�re nu hermed som det kan.
I sammenh�ng med romanen Forskrevet er det klart at f�rste strofe sidste vers, mollstykket, fungerer som en art motto, et kernepunkt, en bekendelse, en de profundis, s�dan som tingene udfolder sig for den syngende, alts� Ulf Brynjulfsen: hans pige har glemt ham (tror han) og natt och dag jemt i fylleri/skall all min sorg g� forbi (sic)⁸. For at det ikke skal blive overset, gentager han oven i k�bet en side l�ngere fremme netop disse tre vers ved associationen til "hende med Svanehalsen".
Der hersker ved l�sningen ingen tvivl om at situationen for romanpersonen pr�cis er den Fredman skildrer i epistlens sidste strofe:
Ack himmel, min sorg blir nu ny.
Det er det kapitlet slutter med.
    Epistel 62 fungerer blot som uddybning af det umulige i tilv�relsen. Punktummet s�ttes i strofe 17: Tocka baler g�r v�r ruin.
    Hvilket derefter demonstreres, da madam Ravn smider fyldeb�tterne i seng.
Imidlertid har Drachmann ogs� foregrebet netop denne strofe. Gerhard bliver lokket af Bellmanmusikken og g�r hen og banker p� d�ren. Brynjulfsen ser ikke p� den indtr�dende, vender demonstrativt ryggen til i den tro det er gendarmen, Kristensen, der kommer og brokker sig over at de spiller for �bne vinduer, hvilket giver ham lejlighed til at fremf�re sine alment venstreorienterede synspunkter p� provisorietidens Danmark. Hos Bellman st�r der:
Aj, en palt st�r d�r vid gardin.
Sluta med polskan, var tyster!
Den samme situation alts�. M�ske knirker maskineriet i romanen knap s� meget her. Effekten af det lille trick overd�ver det i fort�llingen, bl.a. fordi det f�jer en dimension til skildringen af Brynjulfsen. Bellman kan bruges ud i detaljen.
Forskrevet indeholder mange litter�re urimeligheder, dens monstr�sitet er berygtet i litteraturhistorien. Men netop n�r det g�lder denne episode i det ravnske hjem er det monstr�se frav�rende. Hverken det litter�re milj� eller den almindelige l�ser vil have haft indvendinger imod brugen af Bellman i denne sammenh�ng. Der har ikke v�ret grundlag for en kritik, g�ende ud p� at dette her er for usandsynligt: et par fordrukne provinsoriginaler har ikke siddet og sunget Bellman sammen med en forhutlet digter en tilf�ldig aften i provisorie�rene! Jo, ville man sige, det ville netop v�re s�dan man forst�r sammenh�ngen. Det h�rer til det realistiske i romanens milj�skildringer.
- Det ville v�re muligt at se romanens kvindelige centrum, syngepigen Edith, som en replik af Ulla Wiinblad, b�de i samfundets holdning til hende og i idoliseringen af den socialt belastede person, dyrkelsen af hende9. Men man bremses heri af den litteraturhistoriske konvention om at Forskrevet er en n�gleroman, at Edith er Drachmanns portr�t af Amanda Jensine Nilsson, den tyve �r yngre chanteuse som blev hans livs k�rlighed.
For Bellman var Ulla blot et navn. Uanset hvor forelsket han fremstiller hende i epistlerne, hun var ikke andet end et navn, og derfor er der mening i episoden hvor den virkelige Ulla tilf�ldigt m�der Bellman p� gaden og sk�lder ham huden fuld for at have skandaliseret hende.
Edith var for Drachmann et navn. Men Amanda Nilsson var en levende realitet, og derfor kan Stangerup skrive ¹⁰ s�ledes:
Og denne kyskhedsdronning ses ikke, hun tilbedes, indholdet af et sk�nhedskatalog ud�ses over hendes person...
Det er ikke d�r vi skal finde Bellmanp�virkningen hos Drachmann.
Det har sin egen betydning at Holger Drachmann lader sin hovedperson foretage en sammenligning med Heine og med Musset og vel at m�rke karakteriserer den bellmanske melankoli som naiv og harml�s. Dette er naturligvis en vigtig iagttagelse for en dansk opfattelse af Bellmans digtning i 1890. Dette stemmer overens med andre udsagn om datidens opfattelse, og det kan overvejes om det er en arv fra den heibergske tradition, is�r hvis man klart skelner mellem de to Heiberger, herren og fruen. Johan Ludvig Heiberg ville n�ppe have betegnet Bellmans melankoli med netop disse ord.
Men toner forsoner. P� en god melodi kan selv t�nksomme mennesker synge de forskr�kkeligste ting ¹¹. Selv i salmebogen st�r der ting man helst ikke skal t�nke for meget over. Bellman er harml�s, fordi hans melodier er s� sangbare.
Naturligvis er det vigtigt at skelne mellem Drachmann og hans hovedperson, ogs� n�r det g�lder s�dan en dom. Drachmann kan ikke g�res ansvarlig for andet end at en s�dan opfattelse af Bellman - i mandj�vning med Heine og Musset - i samtiden har v�ret g�ngs i en eller anden forstand.
At den ikke holder for en analyse er en anden sag. I vor tid vil n�ppe nogen kunne genkende Bellman under s�danne beskrivelser.
Naivitet kan enhver forfatter af en vis kvalitet beskyldes for, det er en del af faget. Oehlenschl�ger if�rte sig, med genial forst�else af hvad digterh�ndv�rket kr�ver af sin ud�ver, Aladdins turban ¹². Den nordiske glose troskyldighed er i flere henseender en bedre beskrivelse; jeg henviser hermed bare til Georg Brandes' afhandling Om "det uendeligt Smaa" og "det uendeligt Store" i Poesien. Drachmann var s� naiv som nogen, og i og for sig var Bellman det ikke mindre.
Det modsatte af naivitet m� vel v�re kynismen, og hvad det ang�r har Henrik Gerhard ret: Bellman var mindst af alt kyniker, hvad derimod Heine og Musset var. Her er der dog et forhold som Drachmann har ladet sit taler�r overse: forskellen i hvad vi i mangel p� bedre udtryk kan kalde berettervinkel. I Buch der Lieder talte Heine for sig selv og i sit eget navn om k�rleksro och kval, sj�ldnere om en full pokal. Fredmans epistlar er netop Fredmans, ikke Bellmans. ¹³ Heine var ikke harml�s; J.P. Jacobsen og hans ungdomselskede Anna Michelsen stredes gennem ham ved at citere fra sangbogen, og i mere end en forstand randt der harm af roser r�de. Nedslag af Musset mindes jeg ikke at have truffet.
Heine er blevet sat i musik, Musset troligtnok ogs�, men ikke folkeeje p� samme m�de som Bellman i Danmark.
Var Bellman harml�s?
Det fremg�r af Drachmanns udnyttelse af Epistel nr. 35 til karakteristik af Ulf Brynjulfsens sindsstemning og sj�lstilstand p� det givne tidspunkt - det er sent i romanen - at den heller ikke kan have forekommet ham harml�s. Det m� alts� snarest opfattes som en art episk ironi; forfatteren lader sin fort�ller (Gerhard) betegne Fredmans sange som naive og harml�se for desto bedre at kunne vise hvor lidt de var netop dette.
Derved kan forfatteren have brugt den g�ngse opfattelse, i Johanne Louise Heibergs �nd, af Bellmanviserne som idyller og uskyldige sp�gefuldheder; han har ladet sin fort�llerperson gengive den konventionelle visdom om digteren for at omvende ham til en sandere opfattelse af det egentlige indhold i epistlerne¹⁴.
Der skal formentlig en god portion kynisme til at finde Epistel nr. 35 harml�s. Lad g� med at aff�ren med Anna Greta fik f�lger, tid og normaltilstanden taget i betragtning. Det kan eventuelt ses som et udslag af de samme forhold at barnet kom p� b�rnehjem; det bliver straks mere tankev�kkende at Fredman ved barnets begravelse drak graveren fuld. Ja, ikke s� meget gerningen i sig selv, som dette at han anf�rer det i sin argumentation som over for en retsinstans; det antyder at barnet ikke d�de helt af sig selv, s� det var n�dvendigt at bestikke graveren til ikke at anmelde b�rnehjemspersonalet for barnemord og moderen for medskyld. Det ligner kort sagt en englemageraff�re.
Hvilket giver anvendelsen af netop denne epistel i den givne sammenh�ng en s�rlig karakter, forudsat Drachmann har valgt bevidst blandt 82 til r�dighed st�ende digterv�rker. Og det foruds�tter jeg at han har. Det tyder forvarslet i g�stgiverg�rden p�, og det viser hele scenen, som jeg l�ser den. En s�rlig pointe giver det at samme Henrik Gerhard knytter sig n�r til en andens barn, mens det barn hans hustru nedkommer med er d�df�dt.
Det er indlysende at han ikke kunne udnytte epistlerne s� intenst og pr�cist som han g�r, hvis ikke han selv havde v�ret fortrolig med dem.
Det var han da ogs�. Det ved vi fra hans egen pen, nemlig fra Bellmankapitlet i Den hellige Ild (1899): Jeg har kendt ham, sunget, elsket ham fra min tidligste Tid. Den hellige Ild fungerer som en essayistisk eller om man vil: selvbiografisk efterbehandling af Forskrevet. Den opfattelse af Bellman Drachmann giver udtryk for i Den hellige Ild dementerer Henrik Gerhards distance i romanen.
Drachmann havde det hjemmefra. Faderen, A.G. Drachmann var f�dt i 1810 og var s�ledes ung l�ge, da den anden Bellmanb�lge n�ede sit h�jdepunkt i midten af 1840erne. Gennem sin interesse for gymnastikken knyttede faderen n�re forbindelser til Sverige.
Drachmann har naturf�lelsen, trodsen og versifikationsevnen, sangbarheden til f�lles med den store svensker. Men forskellene falder st�rkere i �jnene. Det der i f�rste omgang ser ud som overensstemmelse i naturel mellem digterne, viser sig at v�re popul�re forvekslinger. Ogs� �benbart i Drachmanns egen postulering af sl�gtskabet.
Tilbage st�r at n�r Drachmann lader Charon tude i hornet for sine personer, s� de tvinges til at ops�ge fortiden og g�re deres testamente, da sker det ved hj�lp af Fredmans Epistler. Hauch brugte Bellmansangen til at lade sin helt skilles fra det kunstfjendtlige opv�kstmilj� og forenes med den elskede. Ogs� Schandorph tog forargelse af den misforst�ede idyllisering og udnyttede den til det n�dvendige opg�r med f�drenehjemmet. Ogs� det sker i de afg�rende overgange i de p�g�ldende romanpersoners liv, som det sker i Forskrevet. Men Drachmanns anvendelse af Bellmansangen er mere subtil; hos ham er det den underliggende indsigt i n�dvendigheden: mennesket opn�r kun sin menneskelige frihed ved at f�lge sit jeg i samme hensynsl�se �rlighed som hos Bellman.
Denne dobbelte indsigt i omkostningerne ved tilv�relsen og n�dvendigheden af at handle i overensstemmelse med jeget, den har Drachmann ikke hentet hverken hos Grundtvig eller S�ren Kierkegaard, selv om han kunne have gjort det.
Den har han l�nt hos Bellman.

Noter:

I "Bacchustoget i Norden" Kbh. 1904, p.270. Tilbage.

Torben Kragh Grodal i "Dansk litteraturhistorie" tom. VI. Kbh. 1985, p. 484. Tilbage.

Samme sted som ovenfor. Tilbage.

Pol. p. 135. Tilbage.

Iflg. kronologisk tabel i Hillbom & Massengale: Carl Michael Bellman: Fredmans epistlar II, 1990. Tilbage.

Bem�rk at Vilh. Andersen i Bacchustoget i Norden p. 278 uden videre sidestiller de to romaner, Forskrevet til "K�benhavns forbavselse", G�sta Berling "til Gl�de for sin Nation". Tilbage.

Jvf. at Vilh. Andersen i Bacchustoget i Norden 1904 p. 268 mente at han var bleven en stor luthersk salmist, havde han levet p� Kingos tid. Tilbage.

Man kan naturligvis fundere p� om det er en banal trykfejl. Det kunne jo faktisk v�re et fors�g p� fra Drachmanns side at gengive den syngendes fordanskede svensk. Tilbage.

Jvf. hvad Vilh. Andersen p. 267 skrev om Nymfer, der rigtignok ikke kaldes saaledes som Bellmans Ulla, men virkelig er det... Tilbage.

Op. cit. p. 136. Tilbage.

Eksemplerne er legio: Tom Kristensens vise om Arthur i blanke laksko, og Das Florian Geyerlied (som b�de kommunister og nazister 1920erne og -30erne sang med fryd) er bare to. Tilbage.

Et nutidigt eksempel er P.O.Enquists teknik i Kapten Nemos bibliotek. Tilbage.

Jvf. Bellmans forord til den upublicerede 1771-udgave af de 50 epistler, se Hillboms & Massengales udgave 1990. Tilbage.

Det ville her v�re n�rliggende at sammenligne med en ikke us�dvanlig opfattelse af Selma Lagerl�f som tilsvarende uskyldig harml�s tanteskikkelse; den kan kun komme af at folk ikke har l�st f.eks. G�sta Berlings saga. Lignende synspunkter har jeg i anden sammenh�ng gjort g�ldende for Ingemanns historiske romaner og for Chr. Winthers Hjortens Flugt. Tilbage.

Tilbage til toppen