Bogens Verden 1994 nr.5
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
Syv aldres galskab Af Bo Elbrønd-Bek
Med sin nye eksperimenterende roman Syv aldres galskab har Svend Åge Madsen (f. 1939) skrevet et hovedværk, der vil blive stående som et af periodens centrale værker. I samme udstrækning som forfatterskabet, der omhandler tingenes skiftende åbenbaringsformer, oversættes, beriger han den globale skrivekunst, hvilket i sig selv er bemærkelsesværdigt for et dansk forfatterskab. Med sin usædvanlige kompositoriske begavelse og mytedannende evne har han med sit nye komplekse storværk endnu engang skabt et fascinerende og originalt univers af stor filosofisk-spirituel dybde og stoflig fylde, der kan måle sig med samtidens bedste udenlandske forbilleder. Formodentlig afspejler værket samtidig en fase i forfatterskabet, som nærmer sig sin afslutning. Et af de centrale temaer er spørgsmålet om forholdet mellem skaberen, det skabende og det skabte. Meget naturligt er Svend Åge Madsen optaget af skaberrollen, hvilket manifesterer sig på flere planer. Han er således opmærksom på, hvordan myterne og de overleverede tekster er indskrevet i ham, samtidig med at de formelig skriver igennem ham. Men hvem har, i den situation, ansvaret for det skabte? I romanen illustreres problemstillingen bl.a. ved, at den sandhedssøgende, af smerte og fortvivlelse hjemsøgte hovedperson Hans Hanssøn Skonning, får nogle fremtidsvisioner, som han selv fortolker som paradiset. Det gode er på den måde forskudt til noget udenfor og over ham. Det er ikke en del af ham selv som en tid, der kun kan komme som konsekvens af hans egen tid og hans eget bidrag til den tid. Personen ser derved ikke sig selv som skaber og medskaber, men forskyder skabelsen, ansvaret for den samt æren af den, til noget, der alene ligger over ham selv. Men at udfolde sine skabte livsmuligheder i overensstemmelse med sit væsens love indebærer, at målestokken for individets etiske udvikling ikke ligger uden for individet selv i et sæt af normer og idealer, men er nedlagt eller indlejret i individet selv, i dets mulighed for at blive det hele menneske. Fuldbyrdelsen, fortvivlelsens negation, er skænket mennesket som en god og fuldkommen gave, hvis fuldkommenhed netop består i, at den ikke er færdig, men udleveret til levende brug efter skriftens ord: vorder da fuldkomne. I forsøget på at demaskere om ikke eliminere det uigennemskuelige og truende, for med desto større klarhed og myndighed at kunne udlede den indre sammenhæng, må man, med stadig risiko for at fejle, lytte til hjertet og prøve at give dets tale ord i fortællinger.
Hvad har inspireret dig til romanen?
Ja, det er mange forskellige ting. Men det er ikke sådan, at jeg kan pinde en bestemt ting frem, som er lige dén, der tændte. Jeg ser den selv som hængende sammen med At fortælle menneskene, hvor jeg prøvede at give et i tid vandret billede af mit sted. Det var et forsøg på at vise kompleksiteten i vores nutidige verden, hvorefter jeg følte behov for at gå den anden vej og lave en vinkelret derpå, dvs. prøve at lave nogle snit ned gennem tiden. Det er svært at afbilde tiden; det er noget af det svære at fange. Det har vi allesammen opdaget, men jeg følte, at jeg bl.a. kunne gøre det ved at lave en række tidsafsnit eller -lag. På en måde er det et supplement eller en kontrast til At fortælle menneskene. Det er noget, jeg tit har oplevet: at mine bøger udspringer af hinanden. Det, jeg ikke kunne få med i den ene bog, er det, der sætter mig i gang med den næste.At dømme efter omfanget må der have været en hel del, du ikke har kunnet få med?
Det er en fornemmelse af, at jo mere man får med - for jeg synes jeg fik temmelig meget med i At fortælle menneskene - jo flere løse ender opstår der også. Eller sagt på en anden måde: jo flere ting får man ikke plads til. Det er ret indlysende, når man udvider verdensbilledet, så bliver der også flere og større grænser. Der bliver derfor flere og flere ting, som endnu ikke er fortalt. Det er noget af en Sisyfosopgave, jeg har kastet mig ud i, men det var altså bl.a. en interesse for at prøve at fortælle eller fange en eller anden form for tid, som var afsættet. At der så selvfølgelig gradvis opstår mange andre intentioner og mange andre ting, der kommer på spil, er indlysende.Men det primære er altså det vertikale snit?
Det var væsentligt for mig, da jeg begyndte.Hvilke andre ting kom til undervejs?
Noget, der i lang tid har været mit tema, er fortællingen. Hvordan vi former vores tilværelse som fortælling, og hvordan fortællingen til gengæld former vores tilværelse. Og det er klart: den vekselvirkning lå allerede som en skjult forudsætning, da jeg besluttede mig for det vertikale, hvilket selvfølgelig har noget at gøre med fortællingen, og hvordan vi fortæller os frem. Også det: hvordan vi bruger bestemte fortælleformer, forskellige genrer eller fortælletyper som vores korset, til at leve efter og til at fortælle efter.At fortælle og at tolke bliver det to sider af samme sag?
Ja, det er det. Det er selvfølgelig ikke den samme sag, men man kan ikke tænke det uafhængigt, helt isoleret fra hinanden. Det er så at sige to sider af mønten.Er det derfor, romanen også er blevet en kunstnerroman?
Ja, det er det måske nok. Netop fordi det er et tema, hvordan vi selv former vores fortælling. Det er imidlertid kun den ene af de tre hovedpersoner, der er kunstner eller forfatter. Jeg ved ikke, hvor udtalt det er som kunstnerroman, jeg har ikke selv tænkt det sådan. Men det er klart, det kommer ret hurtigt frem, når jeg som tema har fortællingen, og hvordan den griber formende ind.Du har ikke været bevidst om, at det også var en kunstnerroman?
Det kunne jeg ikke rigtig overse. Jeg kunne godt se, at én af personerne har besvær med eller behov for at formulere sine syner og få dem skrevet ned, så i den forstand er der en kunstner som én af hovedpersonerne. Men det er ikke noget, jeg har formuleret klart for mig selv.Hvad ligger der i titlen Syv aldres galskab?
Ja, der ligger det forsøg i tiden, som jeg har nævnt. Titlen var for en gang skyld noget af det første, jeg havde; normalt er titlen noget, jeg brygger sammen til allersidst, når jeg har fundet ud af, hvad bogen egentlig handler om. Men her havde jeg tidligt titlen. Og den siger noget om snit igennem tiden. Altså: den drøm om at skrive en tidsroman, at fange tidsperioderne og for at beskrive det, må man selvfølgelig lave nogen snit igennem tiden. Man kan ikke rigtig beskrive det dynamiske hele tiden, man må ligesom finde noget fikseret, og det var så de aldre, jeg fikserer på. At det så ikke bliver de syv aldre - de bliver i hvert fald ikke udfoldet lige meget, men de er antydet - det er på en måde udviklingstrin eller faser i udviklingen, jeg prøver at beskrive. I tillæg hertil havde jeg en anden intention: jeg havde egentlig behov for at få ryddet op i mit lokale verdensbillede, fordi mine bøger efterhånden har lagt en række forskellige antydninger og lag ud. Der er så meget ordensmenneske i mig, at jeg havde et vist behov for at få sat skik på de forskellige lag. Og derfor rummer den altså også nogle allusioner til de andre bøger i forfatterskabet, hvorved de på en måde bliver redigeret eller skrevet om, i og med at jeg får lagt de her nye lag ind over dem og beskrevet, hvor de hører til.Men én ting er at beskrive syv forskellige tidsperioder mere eller mindre fyldestgørende, noget andet er at tale om syv aldres galskab.
Galskaben er for mig en ret vigtig drivkraft i det, jeg skriver forstået på den måde, at det, der interesserer mig, er det ekstreme hos menneskene, den yderliggående trang til at komme ud af, væk fra en eller anden norm. Hvor jeg ikke er ret god til at skrive hverdagsrealisme, behersker det ikke, hvilket sikkert skyldes, at det ikke interesserer mig ret meget, dér søger jeg det ekstreme, det gale. Det optager mig, fordi jeg har en fornemmelse af, at det er igennem det gale, at man bedst ser menneskene, vores vilkår, som er det, der interesserer mig. Vi kender det jo selv, når man hører om forskellige galskaber eller former for sindssyge, da har jeg i hvert fald en fornemmelse af, at det rammer en streng i én - man kan se, nå den har du dér - den er også et eller andet sted i mig. Jeg kunne, hvis ellers jeg trak i dén streng, udfolde dén bestemte galskab. Og det giver mig en stærk oplevelse af, at vi på en måde rummer alle potentielle galskaber. Det, der gør, at vi egentlig ikke er gale, er, at vi behersker dem og kan holde dem nede, vi kan styre og administrere dem. Galskab er noget, der altid har fascineret mig. Det kom allerede tidligt frem i den, jeg har kaldt Otte gange orphan, som skyldtes min optagethed af skizofreni, en af de mest ekstreme sindstilstande, vi kender. Det er noget af det, der ligger bag Syv aldres galskab, som måske også hænger sammen med den oplevelse af, at den absurditet, det modsætningsforhold, der består i, at vi for at udfolde os, for at finde os selv og for virkelig at rumme eller nå det, vi gerne vil, må vi næsten ud i en eller anden form for ekstremitet, en galskab. Og her har vi så det beredskab af galskaber, som vi kan udfolde, de siger os noget, fordi de i sidste ende rummer menneskets muligheder, dets register.Det er, ikke underligt, en meget kompleks roman, du har skrevet. Hvordan vil du sammenfatte den handlingsmæssigt?
Det vil jeg helst ikke, fordi den er faktisk så kompleks, at man selv kan vælge sin indfaldsvinkel, hvilket jeg synes er en af dyderne. Man kan fokusere på forskellige fortællelag. Der er tre hovedhistorier i den, som er forskellig i tidsalder, fortællemåde og som på forskellig vis er relateret til hinanden. Man kan vælge at fokusere på de tre hovedidentifikationspunkter, som man selv ønsker. Primært kan jeg sige, at den begynder med en mand i 1600-tallet, som bevæger sig i de omgivelser, vi kender fra den tid, dvs. en utrolig snæver og dyster, ret begrænset og møgbeskidt virkelighed. Det er en mand, som har nogen store drømme og som pludselig får en vision og tror, at han føler sig hensat til himlen eller paradis, fordi det er så fantastiske vilkår, han her ser. Her er mennesker, der lever med den største lethed og elegance og bare skal række den ene hånd ud, så strømmer der lys i møde, og den anden hånd ud, så står de og modtager en varm skylle, mens en tredje bevægelse får den smukkeste musik til at komme dem i møde. Det er dét paradis, han ser, og som han bliver så betaget af, at han føler sig kaldet til at nedskrive sit syn, fordi det her virkelig er noget, der må kunne sige hans samtid noget. Og synerne udmaterialiserer sig så at sige i to forskellige personer, som han følger: en ældre og en yngre mand, der hver har deres livsprojekt.
Den ældre mand, færdig med sit liv, prøver at forstå sig selv ved at dykke ned i sin slægtshistorie, som han fortæller, om en række, på forskellig måde, gale mennesker. Og den anden, vi følger, er en ung mand, som bliver kastet ud i et andet livsprojekt, hvor han - jeg ved ikke rigtig, hvor meget jeg vil fortælle, fordi jeg synes, det er rarest, at folk selv læser det i bogen. Dér har jeg jo anstrengt mig for at sige, hvordan det skal siges.
Men Tobias, som den unge mand hedder, bliver også kastet ud i et projekt, hvor man følger hans forsøg på at finde en rimelig tilværelse. Eftersom den gamle mand med synerne, som lever i den der rodede tid, ikke behersker sin fortælling for godt, bliver det en historie, som opløser sig, tager tilløb, men aldrig rigtig udfoldes til en færdig historie, hvorimod den ene af de to, han ser, nemlig den gamle, udfolder sig i nogle små færdige fortællinger om hver af de forfædre og formødre, som han nu har fat i. Og den tredje, altså den unge Tobias, lever i noget, der næsten kan ligne en picaresk roman, hvor han kommer ud i en række forskellige miljøer og groteske situationer, som beskriver og karakteriserer vores tid. Hvor Tobias bliver vores periode, dér følger vi Styge, som er den gamle mand, i en række snit ned gennem tiden - og så er der naturligvis den gamle Skonning, som er ham, der har synerne, han er på en måde klangbunden til historien eller kontrapunktet. Men nu bliver det meget let en måde, hvordan jeg har analyseret eller fornemmet romanen.
Det, jeg egentlig ville sige, var, at jeg mener, man primært kan læse den på tre forskellige måder. Med Tobias som ankerpunkt, man kan først og fremmest følge ham, hvor det andet kommer som uddybning af hans og supplement til ham. Og tilsvarende kan man følge en af de to andre og få det andet som det, der ligger udenom og giver deres tilværelse fylde. Derfor er det svært for mig at beskrive - det er også i sig selv udtryk for kompleksiteten, at man kan komme ind i bogen på flere forskellige måder.Men netop i sammenkoblingen, i den måde, hvorpå de tre livsforløb er skruet sammen, træder du frem på uigenkaldelig vis.
Ja, der bliver nogen sprækker mellem dem. Jeg prøver på at få dem gjort til en færdig, rund roman, men der bliver nogen sprækker i den afbildning, som jeg nu har. Og der putter jeg min egen sammenkitning eller kommentar ind, men det er nærmere tænkt som læservejledning. Det er ikke fordi, jeg absolut vil stjæle ansvaret og påtage mig autoriteten i forhold til bogen, fordi en af de vigtige pointer for mig er at fortælle en roman uden fortæller! Der er mange sideordnede fortællere, som fortæller for hinanden og fortæller hinanden og på den måde frembringer hinanden. I stedet for at promovere mig selv prøver jeg snarere at eliminere mig selv, men det er selvfølgelig i sidste instans ret svært. Der er nok nogen, der kommer til at kigge på titelbladet og ser, at der står et navn, og som støtter sig til det og tænker, at det er sikkert af Svend Åge Madsen, han er der nok.
Men det er en bestræbelse, jeg har haft i flere af mine bøger. Jeg er selvfølgelig klar over eller peger på, at der er en fortæller, én der frembringer historien, men at jeg på en måde svigter ham og på et tidspunkt viser, at han også er blevet fortalt, han er også et led i et større fortællingsmønster og også frembragt af en form for fiktion. Jeg vil nemlig gerne kunne nå frem til et verdensbillede, hvor vi er hinandens skabere. Og det er jo altså svært, fordi jeg kommer til at stå på titelbladet, men bortset fra dét sted vil jeg altså gerne have, at romanen forklarer sig selv eller fortæller sig selv i kraft af, at de forskellige fortællere frembringer hinanden. Det er et paradoksalt projekt at have: at suspendere sig selv.Er det hovedtemaet?
Nej, det er på en måde baggrunden. Den tanke, som ligger omme bagved, og som er basal for mig, er, at jeg gerne vil lave et verdensbillede uden en skaber. Og jeg prøver at forstå, hvordan tilværelsen er blevet i kraft af, at vi har frembragt hinanden som fortællinger. Hvordan vi hele tiden bygger videre på en stor summende fortælling og lægger nye lag på og fortæller hinanden og frembringer hinanden, men jeg vil gerne nå frem til et verdensbillede, hvor vi ikke nødvendigvis må have en absolut skaber bagved.Men samtidig er du også den absolutte skaber?
Ja, det er jo paradokset, det tilstår jeg, men nødtvungent. Og det er jeg alligevel heller ikke i sidste ende, fordi jeg viser også, at jeg faktisk læner mig til, ja står på skuldrene af andre. I første omgang suspenderer jeg mig selv ved at lade dem forklare mig ved at vise, at jeg er en del af et stort fortællemønster. Jeg har en masse forlæg, og der er en masse forfattere, som man kan se rumsterer under mig, og som bærer min måde at fremstille sagerne på. Jeg formelig hugger med arme og ben; mine personer påpeger selv, at det her i forbløffende grad ligner noget, der kommer fra den eller hin forfatter. På den måde er jeg også med til at fralægge mig ansvaret eller i hvert fald forskyde det ud til hele verdensfortællingen.Hvorfor henvises der i løbet af romanen til en lang række andre værker i dit eget forfatterskab?
Det er bl.a. et led i den oprydning, jeg taler om. At jeg prøver på at få lavet noget sammenhæng i det. Man taler så meget om intertekstualitet. Her kan man tale om tre lag af intertekstualitet. I bogen findes der referencer til den selv, bogen er altså bevidst om sig selv i form af gentagelser eller referater fra noget tidligere. Og dernæst er der et andet lag af intertekstualitet, idet bogen hænger sammen med mit øvrige forfatterskab, og det gør den på den måde, som jeg nævnte i forbindelse med At fortælle menneskene, hvori der er givet et vandret snit, og nu går jeg på den anden led. På en måde er den en kommentar eller et supplement dertil. Det tredje er det ud til alle andre forfattere. Det er på en måde en tretrinsopløsning, hvorunder jeg prøver at slippe væk. Jeg forsøger at gøre det til et selvstændigt, afsluttet eller afrundet værk, men viser også med en bevidsthed om, at der selvfølgelig er noget udenfor, og det er frembragt af noget hele tiden.Du er meget bevidst mht. at fortælle en historie og de dermed forbundne omkostninger eller vanskeligheder. Er dobbeltgængermotivet i dit forfatterskab knyttet til modsætningsforholdet kunst vs virkelighed?
Det er én af udløberne. Noget der ligner dobbeltgængertemaet falder mig hyppigt ind, men det bliver brugt til mange forskellige ting, bl.a. bliver det brugt til at afbilde afstanden mellem at handle og at iagttage, som er noget ethvert menneske oplever; man kan enten deltage i livet eller man kan stå udenfor og iagttage det. Problemet er måske særligt påtrængende for forfattere, der jo oplever sig som iagttagere eller som genoplever i den fase, hvor de (be)skriver. Her kan man bruge dobbeltgængertemaet til at skildre spændingsforholdet mellem den, der lever, og den, der er skyggen eller gentagelsen af personen. Jeg har brugt det flere gange, hvor det har skullet fremstille forholdet mellem virkelighed og kunst. Andre steder har det snarere været udtryk for den splittelse, vi oplever: at der er flere trange eller hensigter i os, flere forskellige ting, vi gerne vil prøve, men som fører til en splittelse, eller der er det gode og det onde i os, som er det, der spinder ud i andre dobbeltgængerhistorier. Så det er mange forskellige ting, og det er meget svært at analysere til bEr det den myte, du selv lever?
Det er én af dem, fordi jeg mener jo, at man er igang med mange forskellige historier, man er inde i mange forskellige rammer, det er da én af dem herunder den, at jeg faktisk er et levende menneske og også en gengiver af verden som forfatter. Dér er dobbeltheden tilstede.I din anvendelse af den litterære traditions mangfoldighed af myter forholder du dig som oftest kritisk-ironisk. Hvordan vil du karakterisere den myte eller rettere modmyte, som du skaber eller fremskriver, i og med at romanen fortælles?
Jeg kan se på det på flere måder. Jeg prøver egentlig at lave en skabelsesmyte uden skaber. Og det er et komplekst for ikke at sige labyrintisk problem at være inde i. Derfor vil man møde skabelsesmyter i forskellig forvrængninger, fordi der hele tiden bliver noget til, der bliver hele tiden liv til.Hvorfor er det så vigtigt for dig at suspendere eller ligefrem eliminere skaberen?
Fordi det er min grundoplevelse; det er sådan jeg intuitivt fornemmer mit verdensbillede. Jeg synes, vi har brygget længe på et verdensbillede, hvor vi har en skaber. Det er vigtigt at få et nyt verdensbillede, selvom det bliver noget mere indviklet og mere upræcist sammenstykket, men jeg mener, at vi er blevet og stadig bliver forført af de myter, vi har, fordi de er skabelsesmyter med en skaber. Og vi har behov for en beskrivelse af vores situation, som karakteriserer den.
På videnskabens område har vi fået en evolution, og vi har fået forskellige beskrivelser af, hvordan verden og civilisationen er blevet til i mange forskellige videnskaber. Og her synes jeg, at litteraturen eller mytedannelsen halter bagefter; vi har stadigvæk først og fremmest skabelsesmyter om én, der giver et knips, og så bliver det hele til. Det er meget svært at beskrive den komplekse opståen, en litterær darwinisme eller hvad jeg nu skal kalde det. Og det er vigtigt for mig, hvis bare jeg kunne komme omkring det og få dannet et overbevidende billede af en verden eller en menneskehed, der bliver til. Og det er i al beskedenhed et af projekterne med bogen: at beskrive sådan en menneskehed, som bliver til igennem de syv aldre eller galskabstrin.Men i og med at du netop vælger syv aldre, indskriver du dig jo i en ganske bestemt tradition!
Ja, det gør jeg jo også med et lille smil, og på den måde klarer jeg mig ud af mange situationer. Ved at jeg kan trække på skulderen eller vrænge af de gamle myter eller gøre nar af dem, men det er klart, at jeg har kun vores myteberedskab, de bestående myter, at holde mig til. Man kan ikke bare ryste en ny myte ud af ærmet; man kan kun bygge videre ovenpå hinanden. Det er så at sige min grundmyte, og det er klart, at jeg er henvist til at bruge de andre, foreliggende myter, hvor syvtalsopdelingen jo er grundlæggende, ja en af grundhistorierne.Jeg kan godt forstå dit ønske om at forholde dig kritisk og destruktivt om nødvendigt til en konservativ forvaltning af mytetraditionen, men der ligger vel også en positiv udfordring i, at vi, som det er udtrykt med Nietzsches udsagn om Guds død, er overladt til selv at tage ansvar for det skabte, for det vi skaber og den tradition, som vi er skabt ind i?
Jeg ser det som det store projekt, den store vanskelighed for øjeblikket, at forklare en ansvarlighed. Al den snak, vi har om etik, er jo et forsøg på at finde en ansvarlighed uden én, som man skal være ansvarlig overfor, uden en gud som forankring af etikken. Det er en af vores vanskeligheder for øjeblikket, hvilket måske skyldes, at vi ikke har taget Nietzsche, eller hvem der nu har sagt det først, helt alvorligt. Vi har hverken rigtig forstået eller bearbejdet vor situation i det nye verdensbillede, vi er kommet frem til. Sådan som jeg opfatter det projekt, vi er igang med som mennesker, drejer det sig om at forstå os selv på en anden måde, at få historien formuleret om, men det er en ret omstændelig sag at få vores selvforståelse til at hænge sammen med f.eks. den oplevelse, der stammer fra videnskaben.Din roman er også at opfatte som en moralfilosofisk fortælling?
Ja, det kommer til at lyde så tungt, hvis jeg siger ja. Men det er den altså på den måde, at når vi fortæller noget, så prøver vi hele tiden at forstå noget - jeg generaliserer måske lidt for meget, fordi der findes selvfølgelig historier, der bare har nogen andre kvaliteter, men ofte, når vi fortæller historier, er hensigten at få en lidt større forståelse af vores grundlæggende vilkår. Og det er selvfølgelig også i den her sammenhæng en af opgaverne for mig at skabe lidt større forståelse.Romanen er også en jagt på sandheden.
Ja, det er den.Hvordan forholder det projekt sig til ønsket om, længslen efter at skabe eller finde det gode i menneske- og samfundslivet?
For Tobias bliver det en søgen, en jagt efter noget nyt, og hvordan han skal forstå det gode i det moderne samfund. I hans historie prøver jeg på at indkredse, hvordan man skal opfatte de gamle begreber, som vi er vant til at bruge, og som vi traditionelt har tillagt en betydning, men som efterhånden er skredet under os.I romanen er der en lang række begreber, som tages op til behandling: løgn vs sandhed, fiktion vs virkelighed, skæbne vs tilfældet osv.
Det er de begreber, vi har til at nivellere imellem. De har selvfølgelig skiftet betydning. Bogen er sådan set et forsøg på at sætte dem på plads eller finde andre eller forøge - i hvert fald min forståelse af de begreber. Når jeg sidder og snakker sådan her, er det på mange måder mit forsøg på at forstå mig selv og min egen situation, som jeg, idet jeg udgiver den, selvfølgelig håber, kan hjælpe eller sætte andre igang med nogen tanker. Det er et forsøg på at pejle mig ind på alle de virkelig store, fundamentale begreber, og der er mange af de store begreber på spil fra skæbne og tilfælde til godt og ondt. Og det, mener jeg, er den bedste måde at få stukket af, det er faktisk at turde bruge nogen af de såkaldt store ord og prøve at se, hvor langt de holder, og hvad man kan bruge dem til.Fra anslaget udgår en utrolig fascinationskraft; som læser er man straks indskrevet i et stærkt strømførende spændingsfelt:
"Her, henimod afslutningen, er der ingen ord. Ingen ord, derfor ingen sandhed.
Alt forgår i ordløshed, alt blir til intet.
Ordløsheden, som er døden. Døden som er menneskets mørke.
Og mørket fordunkler lyset, og lyset kunne ikke gennemtrænge mørket."
Hvor vigtigt er det for fortællingen, at du straks fra begyndelsen rammer den rigtige tone?
Ja, det er jo en opladning dels til mig og dels til læseren, men først og fremmest til hovedpersonen, den gamle Skonning, som ligger en søvnløs nat, hvor det hele er ved at brænde sammen over eller under ham. Der er ikke nogen mening tilbage, det hele er i opløsning. Det var vigtigt for mig at få anslået først den desperation og fortvivlelse, som findes hos ham, opløsningen som er tilstede, for derefter at lade hans åbenbaring komme. Det er den nat, han vakler afsted ud i mørket, på fortvivlelsen rand, og får sit syn, ser de paradisiske tilstande. Og det var vigtigt, for det første, at få tonet ind på hans verden, hans fortvivlelse, og dernæst for at få en så stor kontrast som mulig til det, han får lov at se ind i - den smukke, lyse og velordnede verden - var det meget magtpåliggende at lægge en næsten rungende hulhed til at begynde med. Og det kan jeg gøre med den begrundelse, at han er en svulstig herre, en kirkens mand, der elsker de store ord, og når det går galt for ham, går det rigtig galt, så kan han lide at blæse sin egen fortvivlelse op til det får det store Schwung. På den måde kan jeg legitimere, at jeg starter lidt rungende.Men det er jo den autoritative fortæller, som står for indledningen med de bibelske referencer.
Det er også Skonnings reference, fordi det er den bog, han er hjemme i. Han ser næsten sin hele tilværelse i det øjeblik og oplever den som et dementi af alt det, han hidtil har troet på, hvorfor den også starter som en negation af en af de store passager i Bibelen.Kan man ikke sige, at Syv aldres galskab for dig selv som forfatter - og i hvert fald for den engagerede læser - bliver en åbenbaring, et verdsligt testamente?
Det er jo ret store ord at putte på. Jo, et verdsligt testamente. Han antyder selv, at det er den umenneskelige komedie eller tragedie, han beskriver. I forsøget på at beskrive vores grundvilkår har jeg slået et stort brød op, det kan jeg godt tilstå.Havde du den raffinerede romankomposition klar fra starten, eller blev den til undervejs i forløbet?
Jeg havde hovedstrukturen klar. Men jeg ved af erfaring, at der selvfølgelig opstår nye sammenhænge, som jeg ikke kan forudse, i og med at der kommer sprog på. Sproget kan noget og gør hele tiden noget ved de idéer, man har. Der foregår hele tiden en vekselvirkning, hvorved der åbner sig nye muligheder. Det er virkelig en dialektisk proces mellem planlægning og skrivning, som er meget svær at afgrænse.Når du taler om planlægning, har du så som gammel matematiker brugt diagrammer og millimeterpapir?
Nej, jeg har brugt hovedet. Det er i hovedet, der sker noget. Hvis jeg har det nede på papiret, sker der ingen sammenstød. Der åbner sig ikke de muligheder, som der gør, hvis man har beredskabet parat. Hvis det er latent oppe i hovedet, så sker der altså noget, noget bliver tændt. Der springer gnister mellem to forskellige historier, hvilket åbner nye muligheder. Derfor skal det nødvendigvis være parat deroppe. Jeg har været ude for folk, som er ret imponeret af, at man kan have en sådan bog i hovedet, men det er egentlig ikke ret meget. Man har jo i lang tid gået og vendt og drejet den struktur, ja arbejdet med den. Hvis man sammenligner med de mange folk, der har prøvet at skrive en opgave om en roman, som de derpå har været nødt til at læse 5-6 gange, så ved man noget om, hvor meget der er på spil. Man er så meget hjemme i den, at man pludselig kan opdage nye sammenhænge. Det minder lidt om den situation, når man er i gang med at skrive. Man er virkelig fordybet i den pågældende bog og har tænkt de tanker og været ude i de forskellige muligheder så mange gange, at det bare er tilstede i én. For mig er det ihvertfald en forudsætning, at det er tilstede i mig, for at spillet kan komme i gang, og der kan komme nye facetter på eller dimensioner til. Også ud fra en oplevelse af, at her var noget, som ikke blev helt færdigt. Der ligger et eller andet og lurer: en gnist eller et element som kunne relateres til en anden del af historien. Og det er noget, jeg kun kan opdage, når jeg har det i rygraden, hovedet eller hvor det nu ligger henne - eller i hvert fald har det parat.Er en sådan roman skrevet igennem flere gange?
Nej. Jeg skrev cirka halvdelen af den og måtte så lægge den hen, fordi der kom nogen andre opgaver, og jeg skulle simpelthen ud at rejse - det var lige før, jeg tog til USA. Jeg pakkede den væk, og da jeg kom tilbage og skulle igang med den igen, gennemskrev jeg første halvdel, men ikke sådan, at den blev egentlig omskrevet. Ret trofast genemskrev jeg den, hvorpå jeg skrev den anden halvdel. Den er faktisk kun skrevet én gang, men selvfølgelig har jeg puslet med den og rettet på den.Er det at skrive, at fortælle historier en alkymistisk proces?
Jeg synes, det er en større åbenbaring end det at kunne lave guld ud af et eller andet simpelt materiale. Det er jo ret fantastisk, hvor meget vi kan gøre med sproget. Forudsætningen for vores kultur, vores opfattelse af verden, som den er, er sproget - og fortællingen. Det er til stadighed en proces, som vil blive ved med at fascinere og undre mig. Hvor meget vi egentlig magter at gøre med nogen små lyde, jeg sidder og grynter frem her. Ved hjælp heraf kan jeg begynde at bygge nogen store billeder hos dem, der lytter. Det er faktisk forbløffende.I romanen bliver der talt om pagten mellem mennesker og guder ...
Det er selvfølgelig også et led i den bestræbelse, jeg talte om, nemlig at beskrive verden uden en skaber. I og med at jeg laver den historie om pagten mellem guder og mennesker, giver jeg en forklaring på, hvorfor vi er i stand til at skabe så meget, som vi kan.Hvilken betydning spiller de historiske kilder og litterære forlæg for dig?
Ja, jeg har opsøgt nogen af dem, og jeg har læst meget om den periode, hvor en del af romanen udspiller sig. Trykker og forfatter Skonning, der er en meget konkret person, som levede her i Århus i 1600-tallet, har skrevet en del, ikke særlig spændende, opbyggelige bøger, hvor han prøver at være satirisk og slipper ret dårligt fra det. Om ham såvel som perioden har jeg læst en del, hvilket var en forudsætning. Og så har jeg selvfølgelig som ivrig læser gennem mange år efterhånden oparbejdet et beredskab af fortællinger og af fortællestrukturer, som jeg trækker på. Det ligger imidlertid mere eller mindre latent tilstede. Det er ikke noget, jeg skal læse direkte til bogen her. Men der er andre ting, jeg har været i gang med at læse, bl.a. har jeg prøvet at få en fornemmelse af, hvad hans litterære baggrund kunne være. Hvor mange og hvilke slags historier kan Skonning have kendt. Derfor har jeg prøvet at følge situationen op til hans tid og forstå, hvad der må have været spændende historier for ham, og som har været en forudsætning for de historier, han kan begynde at fortælle videre; de må selvfølgelig først og fremmest basere sig på det, han kan have kendt og har hørt tidligere. Dér har jeg så at sige prøvet at bruge af det beredskab, han har haft af historier.Men du har også selv fra tidligste færd i forfatterskabet været fascineret af historisk-mytiske figurer lige fra Jesus og Judas til Faust og Mefisto...
Disse figurer, som vi har fået ind i rygmarven, påvirker vores tænkning og måde at opleve verden på. Ligesom vi er klar over, at de begreber, vi har, er med til at farve vores forståelse af verden, så er vi ude af stand til at indfange modsætnings- og spændingsforhold, som vi slet ikke har begreb for. Men i og med at vi får nogen begreber, får vi lidt større forståelse af verden. Hvad angår de store gennemgående litterære figurer og temaer, der er blevet brugt så tit, påvirker de måden, hvorpå vi opfatter. Det er den måde, vi gennemtrænger verden på. Hvis vi ser eller oplever noget, formgives synet eller oplevelsen af den allerede givne perceptionsstruktur. En af de konkrete skikkelser, du hentyder til, er Faust-myten, der handler om et menneske, som prøver at sprænge sine vilkår, hvilket er en meget stærk historie for os. Det er en myte, der ligger omme bag ved os og farver vores måde at tænke og handle på, hvorfor det faktisk er en ret gennemgående historie. Den ligger omme bagved i flere forskellige niveauer som sådan en grundtanke. At vi har medlevet den, ja taget den til os, tror jeg, farver vores måde at opleve på. Og man behøver ikke at have læst Goethes Faust eller lignende; myten er blevet en del af vores beredskab, uanset om vi har fået den overleveret på tredje eller fjerde hånd. Lidt på samme måde som man kan se f.eks. i Den amerikanske Drøm, der er en bestemt historie og tænkemåde, som griber én. Den myte har påvirket den amerikanske kultur kolossalt meget. Det er lettere for os at se det hos andre, når de har nogen bestemte træk. På samme måde er der selvfølgelig historier, som griber ind i vores tankegang og levemåde. Og der mener jeg, at de store grundhistorier, som vi har taget til os, udspænder vores horisont og udgør den måde, hvorpå vi strukturerer vores liv.Vil du med C. G. Jung tale om arketypiske figurer og mønstre?
Nu kender jeg ret lidt til Jung. Og jeg kan ikke rigtig forholde mig til, hvorvidt det er noget, som allerede er der, eller det er noget, vi selv frembringer. Det er måske lidt en diskussion om hønen eller ægget. Der er i hvert fald nogle historier, som, når de er fortalt, og når de går hjem hos os, også har en afsmittende virkning på vores tankegang, men hvorvidt de bliver opfundet eller bare opdaget, det føler jeg, er et forholdsvis akademisk spørgsmål.Måske kan man karakterisere dit forfatterskab som værende beslægtet med Faust eller Prometeus' projekt - det, at du skaber, men samtidig ønsker at eliminere skaberen, er det ikke en form for omvending eller negering, der er udtryk for blasfemi eller hybris?
Jo, det er klart. Dén historie, altså hybris-historien, lurer da også; den ligger lige omkring hjørnet. Nu prøver jeg at charmere mig udenom, dvs. undgå gudernes vrede ved at være ironisk overfor mit projekt. Samtidig med at jeg påtager mig et faustisk projekt, i og med at jeg prøver at overskride vores vilkår, erkender jeg, at det er en stor umulighed, jeg er gået igang med; jeg indrømmer så at sige min afmagt, det halsløse i det, jeg kaster mig ud i. Og så kan jeg kun håbe på, at guderne har tilstrækkelig ironisk sans, så de bærer over med mig og ikke lader Nemesis ramme mig.Men er det dét syndefald, der skal til for at skabe?
Der er selvfølgelig noget paradoksalt i hvert fald ved det her projekt, som jeg kaster mig ud i, nemlig tanken eller drømmen om, at vi kan overskride os selv. Vi befinder os i en paradoksal situation, der både fascinerer og sætter mig igang. Det er også et håb om på en anden måde at formulere disse paradokser. Det er sådan set det meste jeg kan håbe på - du kalder det et syndefald - jeg læste i forordet til noget Dostojévskij, at Hegel faktisk havde fået ret i den påstand, at slangen slet ikke bedrog os under syndefaldet. Dér har vi den paradoksale grundsituation: det var faktisk slangen, der havde ret, da den lokkede os til at æde af Kundskabens Træ, mens Gud prøvede at bedrage os og forholde os dét, der var det allerbedste for os.Er det derfor du mener at kunne vende op og ned på forholdet mellem guder og mennesker og også derfor at du kan være mere fascineret af Judas-figuren, se Judas som nødvendig i frelsesforløbet i Jesu historie på samme måde som Mefisto i Fausts historie?
Jeg havner hele tiden i den paradoksale situation, at den anden, dvs. modspilleren er lige så central som hovedspilleren, fordi den, der sætter i relief, er selvfølgelig lige så vigtig som den, der danner forgrunden.Og så er vi tilbage ved dobbeltgængermotivet. Hvordan spænder man over begge sider?
Det er klart halsløs gerning at få det hele med.Men er det ikke nødvendigt at integrere begge sider?
Ja, det er klart, at det er vores situation. Vi er kastet ud i noget, vi faktisk ikke kan overkomme, og som vi alligevel vil eller skal overkomme.Det er den splittelse, der med en psykiatrisk terminologi kan ende i skizofreni, eller det du her kalder galskab.
Ja. Jeg forestiller mig egentlig, at vi kan nå frem til en håndteret skizofreni. At håndtere den splittelse, som vi er udsat for, og som truer os hele tiden. Det øjeblik, hvor vi kan håndtere den, har vi så at sige overkommet galskaben eller er nået frem til en ny galskab, et nyt niveau af galskab. Vi er i en splittet situation, hvor vi hele tiden prøver at frembringe en form for midlertidig heling.Men vil du kalde de bestræbelser, som man kan iagttage på det politiske og samfundsmæssige plan, for forsøg på heling, eller mener du, at man snakker udenom det, som fremkalder galskaben, splittelsen?
Jeg synes, det vil være for nemt bare at afvise. Det er forskellige lag eller niveauer, man prøver at angribe. Selvfølgelig skal det politiske gøres. Der en en masse sociale problemer, som skal løses, og det vil jeg ikke begynde at sige er mindre vigtigt. Det er fuldstændig nødvendigt. Det er bare ikke mit projekt; det er ikke dét plan, jeg handler på eller befinder mig på, når jeg skriver. Jeg gør det selvfølgelig i praksis, fordi vi allesammen lever en konkret tilværelse; men når jeg skriver er det en anden opgave, der er spændende for mig. Dermed vil jeg ikke sige, at mange af de romaner, som interesserer sig for det konkret politiske, det samfundsrelevante, er ude i et forkert ærinde, de kan skam både være vigtige og gode. Det er bare et andet ærinde, der er mit.Men det udelukker jo ikke, at dit projekt på samme tid godt kunne være en kommentar på et højere, mere abstrakt niveau?
Det at kalde det et højere niveau er allerede en fortolkning, som du lægger ind i det. Det er noget andet, der optager mig mest. Jeg kan ikke engang finde ord for det - det eksistentielle niveau - og det er de begreber og det at få styr på dem, der er på spil dér, som er vigtigst for mig.Hvad har været det sværeste i skriveprocessen?
Der er forskellige niveauer eller situationer, hvor der er noget, som er svært. Der var nogle vanskeligheder ved at få de tre niveauer eller handlingsplaner, som jeg taler om, til at stå i tilstrækkelig stærk relation til hinanden, så man ikke fik en fornemmelse af, at det egentlig var tre løsrevne historier, man arbejdede med, og at de derfor ligeså godt kunne have været udgivet som tre selvstændige romaner. Det kan jeg huske nu som en af mine fornemmelser eller vanskeligheder, at jeg ikke fik dem bundet, vævet tæt nok sammen eller gjort dem vigtige nok for hinanden. Det var i hvert fald et problem. Men der har været mange vanskeligheder, og det er svært at formulere. Mange gange består det vanskelige sådan set i at motivere sig selv, at hale sig selv op ved hårene og få en til at fortsætte med det der fuldstændig tåbelige og uoverkommelige projekt, man har kastet sig ud i. Den selvransagelse, man skal have, lurer selvfølgelig hele tiden: er det ikke fuldstændig futilt, hvad jeg er i gang med her? Det at overbevise sig selv om, at det er vigtigt nok til fortsat at slide med det her, er da noget af det svære ved at skrive i al almindelighed.Under den proces eller optaget af den problemstilling tænker du da på læseren?
Forfattere plejer jo at afvise det og sige: at man kun tænker på sig selv. Jeg tror ikke, det passer. Jeg tror, dén lurer hele tiden. Man har en form for kontrolinstans eller et forsøg på kontrol: er det her overhovedet læseligt, kan det fattes af andre? Hvorfor man f.eks. undlader at komme med helt private hentydninger, som andre folk ikke har nogen chance for at forstå; på den måde lurer der en fornemmelse af, at der - forhåbentlig - kommer en læser. Det er en instans, som hænger over én, men den er meget utydelig, og man har ikke nogen præcis fornemmelse af, hvad for en type læser man har. Det er sådan set en stor tom rubrik med læseren, der lurer, men jeg tror den ligger som en slags censur eller norm for ens tænkning deri. Hvor langt er læseren med? Man skal helst have en smule fingerspidsfornemmelse af, at nu er læseren nysgerrig på det her punkt, og nu kan man godt tirre ham lidt mere, holde ham lidt hen eller - på et senere tidspunkt - nu skal han have noget at vide, sat noget på plads, så han forstår det her.
Bagefter kan jeg begynde at lokke med en anden gulerod eller antydning af, at der kommer noget interessant. Sådan nogen fingerspidsfornemmelser udgør den fornemmelse, man har af læseren, som ikke er noget konkret væsen. Det er ikke sådan, at man siger, at han har den og den dannelse, og at han kan lide dette eller hint. Fornemmelsen af, hvor meget man har læseren med sig, kan selvfølgelig være rigtig eller gå galt, men den er egentlig ret vigtig. Og det er f.eks. en forudsætning, eller det er en af grundene til, at jeg praktisk talt altid skriver mine bøger forfra og til enden, for da kan jeg bevare den fornemmelse af, hvor nysgerrig læseren er. Jeg er så at sige i samme situation som læseren, ligeså usikker og spændt som læseren forhåbentlig er på det stadie. Det kan jeg meget lettere fornemme og spille på, hvis jeg selv skriver bogen forfra og følger med i processen. Og derfor er det svært, hvis man kommer ud i det ubehagelige, at man har skrevet noget, som ikke kan bruges. Man må skrue sine forventninger tilbage og forsøge at fornemme, hvor er det nu spændingen er på spil, hvad er det man sidder og er usikker på eller har nysgerrighed i retning af.Kan man karakterisere læserinstansen som din dobbeltgænger?
Ja, det kan man jo godt, hvis det morer én. Det er én, der går med; det er en anden del af ens bevidsthed og oplevelse. Man har dels den skrivende bevidsthed og dels den korrigerende eller modtagende, som man hele tiden vakler imellem.Hvem føler du dig litterært beslægtet med? Er der nogle bestemte kunstneriske forlæg for Syv aldres galskab?
Nej, jeg har svært ved at finde noget, der kommer ret tæt på det her. Jeg må selvfølgelig pege på nogle af de store komplekse romaner, som har mange spor eller temaer på spil. Der er et par sydamerikanere, som har lavet nogle store universromaner, hvilket er noget af det nærmeste. Men samtidig føler jeg, at det her er noget andet; det er også en anden situation, jeg skriver ud fra. Jeg kan dårligt finde helt klare forbilleder.Hvordan vil du karakterisere din roman genremæssigt? I Syv aldres galskab kalder du den for globusroman.
Ja, det er lidt af en nød, fordi jeg selvfølgelig ikke kan overskue den, mens jeg er igang med den eller så kort efter. Men jeg har en fornemmelse af, at der er nogle andre ting, jeg gerne vil i de små romaner, jeg har skrevet, dvs. romaner på 200 sider; det føler jeg er en genre for sig. De har en fremadskridende historie, som kan være tvetydig og dobbeltbunden. Og så har jeg en fornemmelse af, at jeg kommer ind i en anden genre, når jeg har skrevet de store romaner som Sæt verden er til, Tugt og utugt i mellemtiden, Tilføjelser samt At fortælle menneskene - det er en anden genre, en anden æstetik eller poetik, der ligger bagved. Det er i hvert fald nogle andre normer og regler, jeg underkaster mig, og jeg mener, det er en anden genre. Vi er så vant til at operere med novelle på den ene side og roman på den anden. Det føles så selvfølgeligt for os, at vi har den korte og den lange form. Dér synes jeg, at der faktisk er ligeså stor forskel på den enkle og den komplekse roman for nu at kalde det et eller andet, som der er på en enkel roman og en novelle. Jeg står så at sige uden begrebsapparat, fordi man ikke rigtig har foretaget denne skelnen; vi skelner ikke traditionelt mellem en kompleks roman eller en globusroman, som jeg kalder den her, og så den enstrengede roman.Er det den latinamerikanske magiske realisme, der har virket inspirerende for den flerstrengede roman i din version?
Jeg synes, jeg har været igang med projektet flere gange, også inden jeg overhovedet stiftede bekendtskab med den store sydamerikanske tradition, men det er klart, at den har forløst noget. Det at møde den og se, at der er nogen, som også har arbejdet med de lidt mere universelle romaner - det lyder så stort og prætentiøst - men det er klart, at det giver et puf fremad og gør det lidt lettere at tænke i min egen roman eller idé, i og med at jeg kan se nogen, der har bakset med lidt af det samme, men jeg synes da man kan finde den rundt omkring. Der er andre, som har arbejdet med den form for kompleksitet og prøvet på ikke bare at fortælle en historie, som i sig selv kan være et flot og godt projekt. Det er ikke sådan, at jeg er ved at underkende det, men det er dét, jeg kalder den enkle roman. Der er nogen, som har prøvet at lave - nu sidder jeg og savner begrebet simpelthen - og det er der da også i klassisk forstand nogen, der har arbejdet med. Balzac forsøger således at udforme romaner, som jeg føler ligger på et helt andet sted end mig, men han prøver at lave meget detaljerede samfundsbilleder, som ikke bare er båret af en gennemstrømmende historie. Dostojévskij og Thomas Mann gør det også; det er ikke sådan, at jeg føler mig helt alene i verden. Der findes mange, der har arbejdet på forskellig måde med det her. Det, jeg egentlig savner, er, at litteraturhistorikerne gør det lidt mere klart for mig - hvor de har så nemt ved at efterlyse ting hos os - der synes jeg ikke, at jeg har set så klar en beskrivelse af den forskel på de to genrer - den enkle og den mangestrengede roman - som jeg antyder, der er. De hænger stadigvæk i novelle kontra roman og bilder os ind, at roman det er én ting - det ved vi jo godt, det ikke er - ja, nu kommer jeg i tanker om en af de meget tidlige som Sterne med Tristram Shandy, som er ude i de der kaotiske forsøg.Er det i den komplekse, flerstrengede roman, at du især får mulighed for at sætte tiden som begreb på spil?
Ja, både og. Jeg gør det i nogen henseender, fordi jeg kan kontrastere forskellige tidsoplevelser. Det gjorde jeg i Sæt verden er til, i og med at jeg har nogen hovedpersoner, der lever i forskellige tidstempi. Tiden går forskelligt for dem; de lever i forskellige tidsaldre og dog sammen, hvorfor jeg lettere kunne fange i hvert fald ét aspekt af tiden. Men jeg synes også, at jeg i en enstrenget roman som den, der hedder Lad tiden gå, har kunnet skrive noget om tiden; dér er det en anden facet, jeg kører ind på. Men hvor det giver nogle andre muligheder end den flerstrengede, som netop kan køre dem imod hinanden og lade dem kommentere, vrænge eller gå skævt af hinanden, hvad de nu kan og skal bruges til.Hvorfor bliver tidsproblematikken tidligt noget centralt i dit forfatterskab?
En af grundene er jo, at det simpelthen ikke er til at få styr på. I og med at vi er underlagt tidsdimensionen, bliver det en ret væsentlig del af vores livshorisont. Og det er et begreb, som man ikke kan gøre ret meget ved forskningsmæssigt; det er svært at sidde og måle på tid og analysere den særlig meget rent videnskabeligt. Den måde, vi bedst kan fatte noget om, hvad tiden gør ved os og betyder for os, er faktisk i fortællinger, hvor tiden fungerer anderledes, end den gør normalt. Da kan man få en forestilling om, hvad dette grundvilkår egentlig betyder for os mennesker.Men i og med at vi er underlagt tiden, potenseres længslen efter tidens ophør i form af det tabte paradis, hvor uskyldens tid, det evige liv, hersker, eller livets ophør, døden.
Ja, hvis man opfatter tiden som noget negativt, som en plage. Det synes jeg ligger i den kristne opfattelse af tidsbegrebet, at det timelige er noget negativt, hvorefter de så har prøvet den nødløsning at skabe et håb om en tid eller et liv, hvor man ikke er underlagt tiden. Men jeg føler det i høj grad som en nødløsning, og jeg synes nok, at det er vigtigere at prøve at få det indkorporeret i vores vilkår, dvs. acceptere, at vi er underlagt tiden. Vi skal ikke begynde at drømme om en tilstand, hvor vi ikke har tiden over os.Men i din fortælling mærker man såvel hos personerne som i fortællingen selv en længsel efter tidens ophør, i og med at der skattes så kraftigt til paradismyten.
Ja, det er først og fremmest Skonning, der gør det. Han er en god kristen, i hvert fald i begyndelsen af bogen, hvor han har drømmen om, at der må være noget andet. Det liv, han har været igennem, har været så slemt, hvorfor der må være noget andet og bedre. Det er så at sige dét, der fremkalder hans syn, hans drøm om paradiset. Men igennem historien erkender han, at det faktisk ikke var paradiset, han så. Det var fremtiden! Han får ændret perspektiv eller opfattelse, går fra paradismyten til fremskridtsmyten, altså drømmen om at det bliver en bedre verden, der kommer senere. Og yderligere bliver han klar over, at det er ikke idelig lykke at leve i, selvom vi har nogle praktiske goder og er sluppet af med nogle af de fysiske skavanker og vanskeligheder, han er underlagt, hvilket er den tredje fase i hans erkendelsesgang.Hvordan stødte du på ham?
Jeg har brugt ham meget tidligt i et skuespil, som jeg har skrevet om ham. Der udspillede sig en intrige her i Århus i 1640erne, hvor han var indblandet. Jeg traf ham første gang i Thieles Danmarks Folkesagn, hvor den traditionelle version af historien bliver fremstillet. Han er en fascinerende person forstået på den måde, at han er mangesidig, noget svær at dreje og ind imellem lidt skinhellig, samtidig sådan en satyrikus, som har været ret svær at omgås, vist nok fordi han har haft en spids tunge og en skarp pen. Som person er han ret svær at få hold på. Og det var noget af det, der drillede eller provokerede mig. Det er de sammensatte personer, drevet af flere forskellige kræfter, som det er sjovt at skrive om.Er han lidt af et selvportræt?
Jeg er bange for, at jeg er lidt mere rund og blød, end han er, men selvfølgelig er der noget. En af grundene til, at jeg fascineres af ham, er nok, at jeg kan genkende nogle træk hos ham.Romanen kan udover at blive opfattet som en historisk roman også beskrives som en slægtsroman. Forbogstaverne i slægtens navne danner sætningen: Hvad der er digtes!
Nu er det næsten pointen, du røber her. Men det er altså den holdning eller den poetik, som bestemmer den gamle mand fra vores tid, som hedder Styge, hans oplevelse. Det bringer ham en erkendelse af, hvad der har formet hans liv. Det ligger i udsagnet - hvad der er digtes - at vi frembringer os selv ved at fortælle os, og vi fortæller os videre hele tiden, vi digter os selv, hvorfor verden i den sidste ende er vores fælles historie. Det oplever han som et clou; det er både en løsning og en forståelse af hans bestræbelse, da han opdager slægtens motto skrevet med ildskrift eller forbogstaver.Men det er også din poetik?
Ja, i en vis henseende. Jeg er vel nok så mangestrenget, at jeg ikke rigtig kan slutte med én. Men det er en yderst vigtig og gennemgribende tese for mig. Jeg vil nødig til at pinde ud, hvad der er tesen for de to andre, men jeg føler først og fremmest, det er hans måde at forstå verdenen på, som bygger på den opfattelse.Hvor vigtig er kritiker- og læserreaktioner for dig?
De er meget vigtige, fordi de styrer min forståelse af bogen; min opfattelse bliver i høj grad påvirket af de reaktioner, jeg får. Jeg kan mærke det, når jeg kommer ud og snakker om nogle af mine ældre bøger. Der trækker jeg af og til på reaktioner, jeg har fået. Det er folk, der har forklaret mig, hvad jeg har skrevet, og hvad jeg mener med det, jeg har skrevet. Og det er de ting, jeg kan stå og føje sammen i min egen forklaring på bøgerne. Hvis jeg aldrig fik nogen læserreaktioner, ville de forblive i en underlig gråzone for mig. Jeg ville kunne huske, at jeg havde skrevet dem, men jeg ville have svært ved at huske hvorfor, eller hvad de dybest set handler om.Ser du romanen her som afslutning på en bestemt fase i dit forfatterskab?
Forstået på den måde, at jeg prøver at rydde op, få nogle af de løse ender i det tidlige forfatterskab på plads. At få lavet et afsluttet verdensbillede. Men jeg tror ikke på, at jeg nogensinde bliver helt færdig. I en henseende kunne jeg forestille mig, at det er en afrunding i min verdenshistorie, men samtidig har jeg også en fornemmelse af, at der er nogen motiver og temaer, som jeg gerne vil have fulgt op. Så jeg har også en fornemmelse af, at den har anslået nogle ting, som jeg har til mit næste projekt. Og sådan vil det formodentlig altid være. Der er en kontinuerlig strøm igennem og noget, der nu videre trænger til at blive formuleret. Men der er også noget, som er blevet afrundet. Men jeg kan ikke sige, om det mere er en begyndelse på noget eller en afrunding af noget. Det kan jeg slet ikke nu.Du har aldrig været bange for, at pludselig meldte inspirationen sig ikke?
Jeg har snarere en fornemmelse af, at der er så mange ting, jeg gerne ville og burde have fortalt. Der er så meget, som lurer på mig, så jeg skal i hvert fald blive 170, hvis jeg skal nå at fortælle det hele, men til den tid, når jeg er 170, kunne man godt forestille sig, at inspirationen begynder at svigte.Så vil du selv have gennemlevet de syv aldre?
Så kan det godt være jeg er kommet op i ni eller tolv.
Tilbage til toppen