Bogens Verden 1994 nr.5


Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel


Mod til at dræbe

Af Karin Bang


Lars Norén debuterede som dramatiker i 1973 med stykket "Fyrsteslikkeren". Skuespillet er et indre landskab - virkeligheden i fantasien; men med "Mod til at dræbe" fra 1978 begyndte han at skrive om virkeligheden, vor virkeligehed, som han ser eller oplever den. Det var også med "Mod til at dræbe", han begyndte at lukke mennesker, der er fastlåste i deres bindinger til hinanden, inde i et rum, som de kun kan komme ud af gennem sig selv eller gennem hinanden.


I en forfatters værk kan vi følge hans egen kamp og udvikling. Værket giver mulighed for, at de mest desperate dele i forfatterens personlighed kan komme til udtryk, dele som han i sit private liv kan blive forskrækket over eller måske afsky.

Lars Norén har i en TV-udsendelse fortalt, at han begyndte at skrive dramatik, da hans datter blev født, bl.a. for at holde billederne eller forestillingerne på afstand. Han blev overvældet af billeder, og et sådant billede er ofte udgangspunkt for et stykke. Det er også tilfældet for "Mod til at dræbe", der startede med, at han så et tagvindue med grene eller kviste. Siden hørte han en far, der talte. Handlingen i stykket følger næsten eksakt billederne. Det næste, han så, var et meget koldt og råt rum, og stykket starter faktisk med, at der tales om, at der er koldt i det rum, personerne opholder sig i.

Der skete det, at Lars Noréns far døde, da han skrev stykket, og mens han skrev, vidste han ikke, hvad stykket indeholdt. Scene efter scene blev mere og mere indelukket, og han havde selv en følelse af, at han i sit liv blev stadig mere indelukket. Han kørte fast i sine digte, som han skrev om og om igen, og han fik hele tiden sværere ved at komme videre.

I "Mod til at dræbe" er en far uopfordret kommet på besøg hos sin søn. Vi følger deres samvær i cirka et døgn, hvor de stort set hele tiden opholder sig i "et stort ubestemmeligt rum, hvor alting ligger i uorden". Vi får et indblik i deres indbyrdes forhold og dermed en forståelse for, hvorfor sønnen ved stykkets udgang giver efter for tilskyndelser, der gennem længere tid har presset sig på, og som han hidtil med besvær har bekæmpet.

I 1975 lavede den tyske filminstruktør Rainer Werner Fassbinder en film, der hedder "Satans yngel". I den optræder en debil dreng, som samler på insekter. Han giver dem navne, opkalder dem efter sine familiemedlemmer og dræber dem.

Mod slutningen af tredie scene i "Mod til at dræbe" udspiller der sig følgende scene mellem far og søn:

SØNNEN Jeg vil gøre mig fri af dig
FADEREN Hvordan mener du?
SØNNEN På den eneste måde jeg kan
FADEREN Erik...Hvad mener du? (Pause) Erik, hvorfor har du lukket døren?
SØNNEN Hvilken dør?
(...)
FADEREN Hvad har du tænkt dig at gøre, Erik? (Pause) Hvad har du tænkt dig at gøre? (Han skynder sig henimod døren. Den er låst) Lås den dør op! Lås den dør op med det samme - hører du ikke hvad jeg siger! Erik! Din Satans yngel, hvad er det du gør, hvad foretager du dig egentlig - ..."
Ja, hvad er det mon, Erik vil? Faderen ved det jo egentlig godt og er skræmt fra vid og sans; men han nægter at tro på det og gør til det sidste alt for at undgå sin skæbne.

Sønnen derimod er gennem hele tredie scene i besiddelse af den ro, der opstår, når en beslutning er taget og der ingen vej er tilbage. Han gør det, han må gøre: han slår sin far ihjel. Han får det mod, dramaets titel henviser til.

Og så melder spørgsmålet sig: hvorfor må han gøre det? Hvad er det, der er så vigtigt at opnå, at han bliver nødt til at slå sin far ihjel for at få det?

Fassbinders film "Satans yngel" handler om en digter, der midt i en alvorlig identitetskrise skriver et digt, som allerede er skrevet af Stefan George. Digteren anklages for plagiat, hvad der kun forstærker hans identitetskrise.

I "Mod til at dræbe" slås Erik for sin identitet. Det er gået op for ham, at han har været angst for at give udtryk for sig selv, og nu er han i en vis udstrækning blevet i stand til at erkende og forstå, hvilken betydning det har for hans adfærd. Han vil ikke være et plagiat af faderen - han vil være sig selv. Han siger blandt andet i tredie scene: "...Min vej går igennem dig ... Min vej går igennem dig ... Jeg vil ikke skjule mig længere, jeg vil vise mig sådan som jeg er, jeg vil ikke længere hundses af deres blikke..."

Hvorfor og hvordan har faderen gjort sig fortjent til at måtte lade livet? Og hvorfor må sønnen i sin egen selvforståelse for overhovedet at kunne holde ud at leve slå sin far ihjel? Det kan være svært at forstå, at selve livet, det at leve kan være så smertefuldt og uudholdeligt under de givne omstændigheder, at et menneske i den grad kan føle sig styret og undertrykt af en anden person, at det kan blive nødvendigt at rydde den person af vejen for overhovedet at kunne trække vejret.


Livsløgnen
Faderen i "Mod til at dræbe" har problemer med selvfølelsen og bruger løgnen til at forstærke sin personlighed med. Han er nemlig ikke tilfreds med sig selv, og i stedet for at gøre noget ved sin situation, hvilket ville kræve, at han beherskede virkeligheden med de negative følelser og frustrationer, det indebærer, opbygger han ved at benægte fakta en falsk virkelighed. Med sine benægtelser og fornægtelser og med sit drikkeri forsøger han at beskytte sig selv mod at få det dårligt.

Men han har det alligevel dårligt. Han er deprimeret og ensom, forurettet og såret, og forsøger hele tiden at appellere til sønnen ved at henvise til sin ynkelige og svage fysiske tilstand; men her melder sønnen hus forbi. F.eks. beklager faderen sig i begyndelsen af første scene over, at han ikke tør gå ud alene, fordi han er bange for at falde; men sønnen har en anden forklaring, der går ud på, at faderen er sky og bange for mennesker. Faderen laver altså om på realiteterne. Han mener selv, at han rent fysisk er afhængig af en at støtte sig til på gaden, hvorimod faktum er, at han i det hele taget behøver en at klamre sig til.

Det fremgår af sønnens udtalelser, at han altid har ligget under for faderens svaghed på den måde, at han har følt sig nødsaget til at tage sig af ham, at han aldrig har oplevet, at faderen har været en far for ham, men at han tværtimod har væltet ansvaret for sin eksistens over på sønnen.

Men i faderens selvforståelse ser tingene anderledes ud. Ifølge ham har sønnen haft et godt hjem og en god barndom; han er altid gået sin egen vej og har ignoreret faderen. Det er typisk for faderen, at han ikke kan se på deres indbyrdes forhold med sønnens øjne; det ville nemlig være ubehageligt, og han skyr ubehageligheder. Han fornægter derfor, at hans egen væremåde har og har haft en destruktiv indvirkning på sønnen, der for ham er et objekt, der bruges som forsvar mod hans egne følelser af afmagt, utilstrækkelighed og ensomhed. Disse følelser bunder i sidste instans i frygten for at blive forladt. Faderens psykiske energi har derfor været og er stadig rettet mod at bevare det klyngende forhold til sønnen, mens hensynet til dennes ve og vel kommer i anden række.

Når faderen forsøger at få sønnens opmærksomhed ved at tale om sin alder, sine fysiske svagheder og skrøbeligheder, er det, fordi han vil gøre sønnen bekymret, for ved at gøre det slipper han selv for at gøre noget og overbeviser dermed sig selv om, at sønnen drager omsorg for ham; det bliver så for ham et middel til at have det godt.

Han forsøger også at få afhængighedsforholdet til at være gensidigt. Han efterlyser gentagne gange bekræftelse på, at sønnen ikke har det godt, ikke trives, er nervøs, ked af det osv., og det er der flere årsager til. Hvis han nemlig kan få sønnen til at være afhængig af sig, kan han på den måde opretholde sin egen emotionelle ligevægt. Et andet aspekt er, at han, ligesom mange andre undertrykte, mislykkede, utilfredse forældre, er af den opfattelse, at hans barn ikke skal have mere ud af tilværelsen, end han selv har fået. Det er derfor ikke underligt, at sønnen i første scene siger til ham: "Vær den du er, men lad være at trække mig med i din svaghed."

Noget, der er meget udtalt, er faderens utilfredshed med sønnen, som han hele tiden viser med kritik og bebrejdelser. Igen er der flere følelser, der ligger til grund for hans reaktionsmåde. Sønnen er selv inde på en af dem. Han spørger i første scene sin far: "Er du bange for at jeg skal ligne dig...?" Faderen fornægter sin svaghed - den er ham ikke bevidst; men den "slumrer" alligevel i ham og kan vækkes. Det bliver den, når han konfronteres med den hos sønnen, i hans svagheder, og det skaber et pres hos ham, der forstyrrer hans billede af sig selv - derfor reagerer han med irritation og utilfredshed.

Noget andet, der gør sig gældende, er, at han føler sig truet af sønnens tiltagende individualitet, der af ham opfattes som et signal om, at han er ved at forlade eller allerede har forladt ham, hvorfor han vil være overladt til sig selv - en tilstand han har svært ved at magte.

Endelig skal det nævnes, at han, der jo inderst inde føler sig mislykket og tom, prøver at rette op på denne følelse ved i en vis udstrækning at leve sit liv gennem sønnen, hvad dennes bemærkning i første scene: "Far, jeg beder dig, lad mig være, lad være at mase dig på" også hentyder til.

Først til allersidst i tredie scene, da faderen helt bogstaveligt har kniven på struben, siger han: "Jeg elsker dig ... Jeg har ikke gjort dig noget ondt. Jeg har været svag." Her kan han indrømme sin svaghed, men i nok et forsøg på at lægge ansvaret fra sig, og det eneste, han opnår, er, at sønnen spiser ham af med ordene: "Du valgte at være svag."


Kampen for selvstændighed
Det første indtryk, vi får af sønnen, er, at han føler sig trængt af faderens tilstedeværelse. På ham virker faderens cigaretrøg som en omklamring, og han forsøger at holde sig fri, ikke at føle sig lukket inde ved at insistere på, at vinduet skal stå åbent, og ved at tage afstand fra faderen gennem udtalelser om, at dennes cigaretrøg lugter dårligt.

Han vil afgrænse sig og vil have, at faderen respekterer ham og hans, hvilket vi kan se af, at han argumenterer mod at lukke vinduet med udtalelser som: "Det er mig der bor her", og "Det her er mit rum."(Første scene) At han gør alt for at unddrage sig faderens omklamring og påvirkning, viser også det, at han ingen telefon har og ikke åbner de breve, faderen sender.

Vi får i små glimt noget af den livshistoriske baggrund for, at sønnen har udviklet sig, som han har. Hans udgangspunkt har ikke været for godt, for han har været overladt til skiftende ammer allerede et par måneder efter sin fødsel. Han har manglet moderens regelmæssige tilbagevenden og den inderlighed i kontakten mellem mor og søn, der gør det muligt for ham at komme til at kende den person, der pålideligt opfylder hans krav. I stedet for er sønnen blevet overladt til ammer, der har forholdt sig forskelligt, og det har vanskeliggjort den første indlæring og udvikling; han har blandt andet derfor fået svært ved at knytte sig intenst til et enkelt menneske.

Faderen fortæller i første scene, at sønnen ofte lå og skreg, når han kom fra arbejde. Sønnen har været overladt til sig selv og sin fortvivlelse, og det har givet ham en opfattelse af verden som uhyggelig, upålidelig og tom. I stedet for tillid er han blevet opfyldt af mistro og har reageret ved at trække sig tilbage fra omverdenen.

Om forholdet mellem sønnen og veninden Radka hører vi blandt andet, at de har kendt hinanden i tre år, men ikke bor sammen, at sønnen ikke vil have et hjem, men vil bo alene. Han betegner ikke Radka som sin pige, men siger til faderen, at han holder tilstrækkeligt af hende til, at hun er tilfreds. Radka på sin side fortæller, at hun elsker sønnen, og at hun den dag, hun traf ham, gik ind i en kirke og bad om, at deres forhold aldrig måtte slutte; men som hun tilføjer, så har hun ikke så megen kærlighed, at den kan slå til for ham. I deres forhold er de da heller ikke kommet så langt som til kærlighed.

Hun siger om ham i anden scene: "Han kræver jo overhovedet ingenting, det er det som er så uhyggeligt ... Tilsyneladende finder han sig i hvad som helst, uden nogen sinde at bede mig om hjælp. Han er skideligeglad med mig, tror jeg." Men der tager hun fejl. Det, der er galt, er, at han er bange for nærhed, og som et værn mod angsten har han forsøgt at opbygge uafhængighed og selvstændighed. Hvis han skulle rådføre sig med hende eller fortælle om sin usikkerhed, ville det forudsætte en fortrolig nærhed; men da han ikke har den, er han bange for ikke at blive forstået.

I omtalen af faderen var vi inde på afhængigheden af sønnen. Den afhængighed går helt tilbage til sønnens barndom. Han har aldrig oplevet faderen som en far, men forstod tidligt, at faderen ikke selv kunne klare sit eget liv. Før sønnen havde fået en chance for at finde sig selv, måtte han tænke på faderens velbefindende og levede derfor mere hans end sit eget liv. Han lærte at tilsidesætte og måske også frygte dele af sit eget potentielle selv; han forstod, at det var en trussel mod faderen. Han blev derved ikke alene snydt for sin barndom; men han

Angst og aggression er tæt forbundet, og sandsynligvis er ulyst og angst de to faktorer, der oprindeligt har udløst aggressionen i den tidligste barndom. Vi har set, at sønnen som spæd ofte var overladt til sig selv - altså har han følt sig forladt. Senere har han koncentreret sig om at opfylde faderens behov og undgå hans misbilligelse og afvisning.

Den angst, han oplever som voksen, får næring af frygten for, at han ikke kan udtrykke sin vrede over at blive eller være blevet forladt og afvist, og det kan kvæle hans energi og indsnævre hans valgmuligheder. For sønnen er der to muligheder: Han kan udtrykke sin vrede gennem følelsernes oprør, angrebet, og risikere at miste andres kærlighed; men det vover han ikke, og han griber i stedet for til den bagudrettede flugt med tilbagetrækning fra verden.

Men det er slut nu. Før han i anden scene trækker sig tilbage, opfordrer han sin far til ikke at drikke mere og fralægger sig ansvaret for ham: "Nu vil jeg ikke mere. Du må påtage dig forældremyndigheden over dig selv. Denne gang skal du blive siddende vågen og opleve dig selv. Jeg har ikke tænkt mig at skåne dig længere." Det får skæbnesvangre følger, for faderen kan ikke holde fingrene fra Radka, som han finder meget smuk og indtagende, og han standser først sine tilnærmelser, da sønnen står i døren og spørger, hvad de laver:

"FADEREN (Får øje på sønnen, tager sin hånd bort fra Radkas skød) Vi danser bare..."
Derefter ved sønnen, hvad han må gøre, og dramaet slutter med regibemærkningen: "(Sønnen stikker)".


Separationens betydning
Hos Norén er scenerummet blevet sammenlignet med en spændetrøje; jo hårdere den er spændt, desto større muligheder findes der for forandring.

Norén præsenterer os i "Mod til at dræbe" for sit yndlingstema: separationens betydning. Faderen kan ikke slippe sønnen og har altid væltet ansvaret for sin eksistens over på ham, og sønnen kæmper for at afgrænse sig, for at blive et selvstændigt individ og lider af angst for nærhed af frygten for at miste sit jeg.

I modsætning til faderen vælger sønnen ikke at være svag. Han vælger, modsat faderen, at tage ansvaret for og konsekvensen af sine handlinger. Derfor hjælper det heller ikke faderen, da han siger til sønnen, at han vil blive spærret inde og ikke vil slippe godt fra det. Sønnen svarer ham: "Det vil jeg heller ikke, jeg vil ikke slippe fra noget ...".

I første scene er det sønnen, der føler sig lukket inde, trængt af faderen, og han forsøger at skabe sig lidt rum ved at holde vinduet åbent. Faderen har slået sig ned og erklærer med henvisning til sine dårlige ben, at han ikke kan gå ud.

Men i tredie scene er det faderen, der føler sig lukket inde og ikke hurtigt nok kan komme ud. Sønnen har indsnævret rummet ved at låse dørene, og som han siger: "... Det er den eneste måde jeg har, det er den eneste vej jeg kan bryde ud ... (Pause) Din vej."



Kilder:



Tilbage til toppen