Bogens Verden 1994 nr.5


Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel


Tjekkisk absurditet og politisk turbulens

- billeder af fremmedherredømme, autoritære styreformer og et folks modstand

Af Birgitte Andersen



Der findes et gammelt tjekkisk sagn om kæmpen Golem, der blev skabt af ler af rabbi Løw for at hjælpe prager-jøderne mod de kristnes forfølgelser. Vi ved, at rabbi Løw døde i 1609, og hans bøger, der er på hebraisk, kan ses i Klaus-synagogen.

Det fortælles, at rabbi Løw længe havde været bekymret over de kristnes fjendskab, og han spekulerede nu over, hvad han kunne gøre ved sagen, for noget måtte der ske. En nat havde han en drøm, der fortalte ham, at han ud af ler skulle lave et menneske, der ville hjælpe jøderne mod deres fjender.

Om morgenen kaldte han på sin svigersøn og en af sine elever og fortalte dem om sin drøm. Han forberedte dem på en svær opgave. En nat klædte de sig i hvide klæder og gik hemmeligt ned til Moldau-flodens bredder. Ud af det fine ler skabte de et stort menneske, nemlig Golem. Da de var færdige, vendte rabbi Løw sig mod svigersønnen og sagde: "Du, der har ildens karakter, gå 7 gange rundt om Golem og sig de hellige ord". Svigersønnen gjorde, som han fik besked på, og Golem blev varm som glødende jern.

Derefter befalede rabbi Løw eleven, der havde vandets karakter, at gøre det samme. Næppe var det sket, før Golem blev afkølet og antog en menneskelignende farve. Nu var det rabbi Løws tur til at gå 7 gange rundt om Golem og sige de hellige ord. Herefter tog han et stykke sammenrullet pergament med den hemmelige opskrift, som han havde brugt, da han skabte Golem, og lagde det ind under Golems tunge. I samme øjeblik bevægede lerkolossen sig og rejste sig op.

De klædte ham i tøj som en synagoge-tjener. Golem lignede nu fuldstændig et menneske, og han var skabt af de fire elementer ild, jord, vand og luft - kun manglede han evnen til at kunne tale. Sprogets hemmelighed kendte rabbi Løw ikke. Den er den største hemmelighed af alle.

Golem blev en hjælp for jøderne. Forfølgelserne og brandpåsættelserne holdt op. Om dagen sad han tit på en skammel i køkkenet. Somme tider hjalp han rabbi Løws kone med husarbejdet, skønt Løw havde forbudt det. Golem skulle ikke være tjener i hjemmet, kun i synagogen, og det gik også galt, når Golem alligevel blev sendt af sted i et sådant øjemed. Om natten gik han vagt i ghettoen.

Men Golem blev stærkere og stærkere for hver dag og kom tit til at ødelægge ting, og folkene i ghettoen begyndte at blive vrede på ham eller ligefrem bange. Det var, som om der var noget, han var ked af, men han kunne jo ikke sige det. I det praktiske arbejde var han god til at bruge sine hænder, når han skulle gøre sig forståelig.

Rabbi Løw holdt meget af Golem, og han frygtede folks vrede. En dag havde Golem smidt alle husets møbler ud på gaden og slået døren itu med en økse. Der var en lille pige i ghettoen, der var meget syg. Folk frygtede, at hun ville dø. Rygtet fortæller, at hun på mirakuløs vis blev rask kort tid efter Golems vredesudbrud.

Rabbi Løw, som var blevet hentet hjem fra synagogen, så Golem stå frygtindgydende i døren med øksen i hånden og den vrede menneskemængde udenfor på gaden. Han bad med stille stemme Golem om at gå op på loftet over synagogen og sove lidt. Da rabbi Løw var færdig i synagogen, gik han og svigersønnen og eleven op på loftet, hvor Golem stadig sov. De stillede sig bag hans hoved, sagde de hellige ord og gik 7 gange baglæns rundt om Golem. Langsomt hørte hans åndedrag op, og rabbi Løw tog pergamentstykket under hans tunge ud.

Golem hviler stadig på loftet over Den-gamle-nye-synagoge i Prag. Der har været folk, der har forsøgt at genoplive ham, men det er aldrig gået godt. Hver gang jeg er i Prag, hører jeg historier om ham og altid i forskellige versioner. Folk har aldrig glemt ham,og jeg kan ikke lade være med at holde af det stumme monster.


I
Danskerne og tjekkerne er ofte blevet sammenlignet. Vi er begge gemytlige folkefærd, har tabt de fleste af vores krige og drikker gerne øl. Et andet tjekkisk sagn fortæller, at da den tjekkiske fyrstinde Libuse, en af sagnfigurerne fra Tjekkoslovakiets tidligste historie, skulle vælge sig en mand, sendte hun bud efter bonden Premysl. Denne var netop i færd med at pløje sin mark, da fyrstindens to udsendinge hentede ham. Han iførte sig de nye fine klæder og sko, som de havde bragt med, men sine gamle bastsko puttede han til udsendingenes store undren ned i sin taske, for, som han sagde, at vores efterkommere kan vide, hvor de stammer fra. Også vi danskere har ry for at være jordbundne.

Men på mange andre områder skilles vores veje. Den tjekkoslovakiske historie har været dramatisk, og tjekkoslovakkerne har lært - måske belært af historien om den stumme Golem - at bruge mælet.

Fremmedherredømmer har tynget Tjekkoslovakiet. Allerede Jaroslav Hasek (1883-1923) har med sin karikerende pen og den gode soldat Svejk gjort os bekendt med det østrigungarnske styre. I 20erne skildrede Franz Kafka det moderne menneskes angst og magtesløshed over for statsapparatets undertrykkelsesmekanismer.

I 1948 kom den kommunistiske magtovertagelse, og et styre efter sovjetisk mønster blev indført. Kunstnerne fik igen noget at opponere imod - ikke mindst efter invasionen i 1968. Begreber som dissidenter, eksilforfattere og Charta 77 opstod, og den vestlige presse blev opmærksom på forholdene i Tjekkoslovakiet. Herhjemme udkom antologien "Prags børn" med kortprosa og lyrik fra nogle af de unge forbudte forfattere, der ikke ønskede at indordne sig statsapparatet og i stedet valgte at udgive deres værker ad andre kanaler end de officielle. Herimellem finder vi Pavel Kohouts datter Tereza Bouckova.

Den mest autentiske skildrer af forholdene i denne periode er den nu afdøde politiker Alexander Dubcek, der i sin selvbiografi "Håbet dør sidst" fortæller om begivenhederne og ikke mindst intrigerne bag det tjekkoslovakiske forår og forsøget på at indføre "socialismen med et menneskeligt ansigt".

Vi hører også om kulturelle og politiske forskelle mellem de tjekkiske lande og Slovakiet, en barndom i et socialistisk kollektiv i Sovjetunionen og om hans holdning til de sovjetiske ledere, sympatien for Khrusjtjov og, hvilket nok ikke kan undre, det modsatte for Bresjnev og om dennes særegenheder: Jeg holdt en stor buket blomster i venstre hånd og var fast besluttet på at bruge den som skjold for at holde Bresjnev på sikker afstand, når han steg ud af sit fly. Det gik nøjagtigt, som jeg havde ventet. Han prøvede at kaste sig over mig, men jeg holdt ham fra livet med min buket. Han nøjedes med at gribe min hånd med buketten og med magt løfte den i vejret. Sådan blev vi fotograferet, men billedet afslører ikke den lille forudgående kamp.

Og endelig hører vi om "resignationen" under efterfølgeren Gustav Husak, en resignation, der var mere udpræget i de tjekkiske lande end i Slovakiet. Ud af de 2000 underskrivere af Charta 77 var kun 3 slovakker.

Resignationens år og de politiske forhold i Tjekkoslovakiet er glimrende skildret af forfatteren Milan Kundera. Hans debutroman "En spøg" udkom i 1967, og at den kunne udkomme, siger noget om styret på dette tidspunkt. Det er en bitter roman om en ung mand, der kommer i karambolage med statsmaskineriet i tiden efter kommunisternes magtovertagelse.


Ludvig Jahn vil gøre indtryk på sin smukke studiekammerat Marketa, og mens hun er på et kursus i partiskoling, sender han hende et åbent brevkort med ordlyden: Optimisme er opium for folket! Sund ånd lugter af dumhed! Leve Trotskij! Ludvig.

Det skulle have været en spøg, men kortet bliver opsnappet, og det får katastrofale følger for Ludvig. Han bliver smidt ud af universitetet, ekskluderet af partiet og sendt ud at arbejde på landet. Han klarer sig imidlertid. Da han nogle år senere møder den, der er ansvarlig for hans eksklusion, Pavel Zemanek, og dennes kone, bliver der mulighed for en sød hævn.

Fra 1975 måtte Kundera drage i eksil, og hans næste bog "Om latter og glemsel" er et vredt opgør med Husak-styret. Det er en kollektiv roman, og historierne har ikke umiddelbart noget med hinanden at gøre, kun temaer som død og latter og glemsel binder dem sammen. Latteren er det modsatte af kærlighed, og glemselen er synonym med Husak-styret: Hvis Franz Kafka var profet for en verden uden hukommelse, er Gustav Husak denne verdens bygmester. Efter T. G. Masaryk, kaldet Befrierpræsidenten (alle statuer af ham er uden undtagelse blevet styrtet), efter Benes, Gottwald, Zapotosky, Novotny og Svoboda er mit fædrelands syvende præsident den såkaldte Glemselens præsident... Siden 1621 har det tjekkiske folks historie ikke set en sådan massakre på kulturen og åndsarbejderne som under hans styre.

Med "Tilværelsens ulidelige lethed" fra 1983 slog Kundera for alvor sit navn fast herhjemme. Hovedpersonen er lægen Tomas, der efter begivenhederne i 1968 bliver degraderet til vinduespudser. Tomas forelsker sig i Tereza og den tyngde, hun repræsenterer. Over for hende står Sabina, en af Tomas mange elskerinder, på sine lange ben og ofte spankulerende rundt letpåklædt med bowlerhat på hovedet. For hende gælder kun sensualitet og venskaber.

Men vi er stadig i Prag, og under invasionen oplever Tereza sine lykkeligste stunder, mens hun fotograferer de russiske tanks i Prags gader. Sabina drager i eksil i Schweiz, og her møder hun videnskabsmanden Franz, der sympatiserer med alle revolutioner og misunder Sabina hendes fædreland.

Den senere roman "Udødelighed" er en billedmættet fortælling omkring kærlighedsbegrebet. Vi hører om Goethe og Rubens og kvinderne omkring dem, manden Paul og de to søstre Agnes og Laura og om tyngde og lethed, indeholdt i samme kvinde, men det afgørende er nu, om det er i kroppen eller i hovedet med dets tanker at tyngde og lethed centreres.

Tjekkoslovakiet og de politiske refleksioner er forsvundet for mere filosofiske betragtninger, og gælden til Kafka og surrealismen er tydelig. Alligevel synes jeg, at romanen er for konstrueret, men lyt selv: At være hinsides urskivens tid betyder blot, at der ikke mere sker noget nyt eller væsentligt. Rubens omgikkes stadig kvinder, men de havde ikke mere nogen betydning for ham. Tiest så han en ung kvinde G, der udmærkede sig ved sin forkærlighed for vulgære ord i samtaler. Mange kvinder brugte vulgære ord. Det var tidens ånd. De sagde lort, det skider jeg på, bolle...


En anden forfatter, der skal nævnes her, og som jeg vil vende tilbage til, er Pavel Kohout. Som medstifter af Charta 77 måtte han drage i eksil i Wien. Han er mest kendt for romanen "Dansetime", en grum skildring af Nazitidens psykologi. Handlingen udspiller sig i fæstningen Theresienstadt, og hovedpersonen er den 17-årige Christine, hvis fader er lejrens kommandant og den ansvarlige for henrettelserne af dødsdømte modstandsfolk. Christine ankommer ved bogens begyndelse til fæstningen efter at have tilbragt året på en kostskole i Berlin, og hun forelsker sig hovedkuls i lejrens unge bøddel, og et drama tager sin begyndelse.

Som læser aner man en parallelitet mellem nazismen og alle totalitære styreformer. I et efterskrift oplyser Kohout, at bogen blev til som en filmfortælling, men blev aldrig realiseret som følge af arbejdsforbudet. Først tyve år senere blev den udgivet som roman.


Endelig skal Bohumil Hrabal nævnes fra denne periode, ikke som eksilforfatter, han blev tværtimod i landet og bekæmpede styret indefra med både humor og rablende vid.

Romanen "Skarpt bevogtet tog" fra 1965 er en underfundig og surrealistisk historie om den unge Milos Hrma, der er praktikant på en jernbanestation på linjen mellem Prag og Dresden. Vi er i de sidste krigsdage i 1945, togene ruller forbi, der er krudt og døde heste i luften, mens andre bizarre scener udfolder sig på stationen, og latteren bobler i læseren: Kort fortalt fik trafikassistent Hubicka på en nattevagt lagt Zdenisk ned og trukket skørterne op på hende og med alle stationens stempler, det ene efter det andet stemplede han hele vores telegrafistindes bagdel til. Også med datostemplet! Og da Zdeniska kom hjem om morgenen og moderen så alle stemplerne, kom hun straks løbende herhen og ville klage til Gestapo.

Ligesom hos de to foregående forfattere er de politiske forhold et centralt tema hos Hrabal. Dette kommer endnu tydeligere frem i det filmmanuskript, som han skrev sammen med instruktøren Jiri Menzel over novellesamlingen "Annonce for et hus, jeg ikke ønsker at bo i mere" til filmen "Lærker i snor". Filmen foregår i en genopdragelsesanstalt i 50erne. Efter den kommunistiske magtovertagelse bliver "borgerlige elementer" sendt til omskoling. Vi følger en gruppe snurrige eksistenser som f.eks. en musiker, der var for længe om at finde ud af, at saxofonen er et borgerligt instrument og en jødisk kok, der ikke ville arbejde om lørdagen. Men livet på lossepladsen er ikke så kedeligt endda, for ved siden af er der en lejr med kvinder, der har forsøgt at flygte fra landet, og det får både romantikken og poesien til at blomstre.

"Lærker i snor" blev optaget under tøbruddet i 60erne, men den sovjetiske invasion satte en stopper for den, og den blev underlagt censur. Jiri Menzel fik forbud mod at lave film, men fortsatte dog som teaterinstruktør. Først i 1990 blev den frigivet, og samme år havde den premiere i Danmark.



II
I 1989 kom fløjlsrevolutionen, der næsten i sig selv foregik som en mellemting mellem en absurd teaterforestilling og en fredelig happening med studenterne siddende omkring det tjekkoslovakiske flag og med levende lys. Censuren blev ophævet, mange kunstnere vendte tilbage fra deres eksil, og Vaclav Havel kom ud af fængslet og blev præsident.

Skilsmissen mellem Den tjekkiske Republik og Slovakiet foregik lige så fredeligt. For at se på hvordan det litterære miljø er her og nu, vil jeg kappe Slovakiet af og koncentrere mig om de tjekkiske lande. Det er her - i Prag - jeg har været, og det er her min nysgerrighed blev vakt, og det er tilfældigvis også herfra, de ovennævnte forfattere kommer, bortset fra Dubcek. Om det kan skyldes en speciel tjekkisk tradition, eller at censuren har vært hårdest her, vil jeg lade være ubesvaret.

Pavel Kohouts seneste roman "Jeg sner" er god til at få indblik i det nye lands liv og problemer. Kohout tager udgangspunkt i forholdene omkring den såkaldte Lustracelov, der kom i 1991, og som forbyder tidligere overordnede funktionærer i kommunistpartiet og StB at beklæde en række offentlige stillinger i en femårig periode.

Bogen handler om skyld og ansvar og om et folk, der selv var med til at holde diktaturet i live, og om det moralske vakuum, der opstod efter Fløjlsrevolutionen. Den er fortalt af den 40årige Petra Marova, fraskilt, mor til en flyvsk teenagedatter og selv lige så flyvsk, men når dog i slutningen af bogen frem til en slags indsigt: Jeg tænkte vedholdende på Gabina (hun afviste politik som svineri og lå derhjemme og sov den ud efter en eller anden fest) og gentog for mig selv som den bodfærdige rosenkrans: Min lille pige, tilgiv mig, at jeg slet ikke har forberedt dig til Frihed og Kærlighed.

Bogen slutter med, at Petra på lettede vinger krydser oceanet for at starte forfra som enlig mor. Kohout klarer kønskifteoperationen både charmerende og overbevisende, kun i omtalen af Petras bjerglandskab af et par bryster, røbes den mandlige fortæller.


Alle har skyld, og alle har samarbejdet med det totalitære styre, men tilgiv os, vi skjuler os i fløjl og ømhed, men alle har skyld lige fra den hemmelige agent for statssikkerhedstjenesten til skorstensfejeren, er den konklusion Tereza Bouckova kommer frem til i sin roman "Indianerlauf" fra 1993. Tonen er ligesom hos Kohout varm og ironisk, selv kalder hun sig for en fejltagelse "sprængt gummi", og der sluges for begge romaners vedkommende mange sovepiller. Dissidenterne får en omgang. De var måske ikke så store helte, som vi gik og troede. Som datter af en kontrarevolutionær blev hun desuden forment adgang til gymnasiet.

Det med ideologierne er ikke så let endda - og fremtidsperspektiverne ikke entydige.


Den tjekkiske litteratur kan til tider føles tung, dens forfattere har så meget på hjertet, men indimellem brydes alvoren af absurde billeder, og de har bestemt lært at bruge mælet. Man kan savne at dvæle ved farvestrålende naturbeskrivelser og dufte, der stiger op fra landskabet eller fra gryderne.

Måske skal man søge lidt af forklaringen på et lands sjæl i dets eventyrverden. Jeg vil slutte med at fortælle om Muldvarpen, en tegnefilmsfigur, der somme tider besøger dansk børnefjernsyn. Muldvarpen lever ude i skoven sammen med sine små dyrevenner. Han er praktisk, godmodig og snurrig - og han tør tage kampen op mod overmagten som f.eks. en styg bulldozer, der truer med at ødelægge skoven, og en arrogant løve, der ikke vil lade de andre dyr komme til vandhullet.


Litteraturliste:



Tilbage til toppen