Bogens Verden 1994 særnr.1



Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel



Forandring og forankring
1993

Ved formanden Egon Schou

For Ibc blev 1993 såvel forandringernes som forbedringernes år - internt og externt



Bedre Produktionsforhold
I forlængelse af de rationaliseringsinitiativer, som var blevet igangsat i 1992, besluttedes i begyndelsen af året, at det samlede produktionsareal skulle gennemgås og lægges om, således at det glidende flow af bøger gennem virksomheden - som var en forudsætning for den kortere leveringstid - blev optimalt.

Teknologisk Institut blev inddraget i planlægningen og i forbindelse med påsken blev de store omrokeringer sat igang. Der blev vendt op og ned på alt, og på nær en enkelt maskine var der nye placeringer til alt og alle, da omflytningen var færdig. Resultatet var en minimal transport mellem de enkelte funktioner og dermed mere glidende arbejdsgange - samt en besparelse i areal på 17 %.

I en del af det ledige areal har Danmarks Biblioteksforening fået indrettet nye kontorer.

Dernæst blev der taget fat på lokalerne i administrationen. I løbet af sommeren blev alle de gamle kontorer sat istand, der blev etableret en præsentabel reception og salgsafdelingen fik nye kontorer, opbygget på det tidligere lagerareal.

I september var det hele på plads og sammen med Danmarks Biblioteksforening kunne der i november holdes Åbent Hus med præsentation af de nye forhold.

I forlængelse af denne store sanering, er maskinparken blevet gennemgået og nyinvesteringer er besluttet, med sigte på hurtigere levering og endnu bedre kvalitet.


Bedre service til bibliotekerne
Samtidig med forandringerne af lokaleforholdene undergik de tilbud, som sendes ud til bibliotekerne, ligeså store forandringer.

I begyndelsen af året udsendtes et tilbud til bibliotekerne om at de kunne vælge/fravælge udstyr i bøgerne efter behov, således at biblioteker, som var så langt med deres edb-indførelse at de ikke længere havde behov for datotavle, kort og lomme, kunne vælge at spare disse ting. Dette tilbud har bibliotekerne taget godt imod, og det vil blive udbygget med et tilbud om påsætning af individuel stregkodeetikette i 1994.

Men den væsentligste ændring i Ibc's tilbud til bibliotekerne kom, da det blev besluttet at give bibliotekerne et tilbud om at de fremover kunne bestille alle danske bøger i Ibc. Dermed blev princippet om kun at tilbyde de titler, som kunne sælges i store eksemplartal, fraveget til fordel for et ønske om at blive totalleverandør af danske bøger i de danske folke- og skolebiblioteker.

Denne ændring trådte i kraft 1.9.93, og bliver for hver uge benyttet af flere biblioteker. Det forventes at den i det kommende år vil betyde en væsentlig fremgang for salget.

Samtidig med totaltilbuddet blev det annonceret, at Ibc ville starte et forsøg med en abonnementsordning på gennemsynsbøger.

I forsøget deltager 36 forlag og 80 biblioteker er tilmeldt. I foråret 1994 vil forsøget blive evalueret, og gjort permanent, hvis udfaldet af denne evaluering er positiv for alle parter d.v.s. forlag, biblioteker og Ibc.

I forbindelse med de store ændringer i tilbuddet blev også Ibc's prispolitik endevendt. Resultatet blev en besiutning om at fastholde priserne på det niveau, som var meldt ud i begyndelsen af året både for 1993 og 1994, samt at lade prislisten gælde for alle bøger købt gennem Ibc. Dermed lagde Ibc sig markant som billigste leverandør.

Det sidste ønske fra bibliotekerne, som Ibc i denne omgang kunne opfylde, var ønsket om at kunne få klargjort bøger, som var købt direkte hos den lokale boghandler. Efter en meget positiv forhandling med Boghandlerforeningen kunne det annonceres ud, at bøger, som bibliotekerne havde købt direkte hos den lokale boghandler, kunne sendes til Ibc til klargøring via denne boghandler.

De mange forbedringer i tilbuddet blev i sommeren 93 samlet i et extranummer af Nyt fra Ibc og sendt ud sammen med en kalender som kundgjorde at Ibc i sidste halvår af 1993 ville levere bøgerne på 5 uger fra bestillingsfristens udløb. Også denne forbedring imødekom et ønske fra bibliotekerne. For yderligere at gøre en indsats for at få bøgerne hurtigt på hylderne, er 1. fristen i 1994 rykket 1 uge frem. Den kortere leveringstid har medført 3 ugers ekstra leverance i det afsluttede regnskabsår.

Samtidig med at der er blevet taget fat på nye tilbud er de gamle naturligvis kørt videre. Antallet af lektørudtalelser er fastholdt på samme niveau som sidste år, men antallet af titler indenfor standardtilbuddet er steget lidt. Der er kommet flere særtilbud og lait er antallet af tilbudte titler steget med ca. 20 %. Lagersalget har ligget noget underdrejet på grund af de mange ændringer, men vil blive yderligere aktiveret i det nye år til meget konkurrencedygtige priser.


Grund til optimisme
Resultatet af de mange forandringer er i første omgang blevet en forankring, idet salgsresultatet for 1993 viser at Ibc's markedsandel i forhold til 1992 er steget med ialt 1,5 % på folke- og skolebiblioteksområdet. Da bibliotekernes bogkonti i 1993 er faldet, har det imidlertid ikke i bindtal givet nogen stigning, og i det kommende års salgsarbejde vil der blive satset på - gennem kontakt med bibliotekerne - at få det faktiske bestillingstal til at stige, således at den mulighed for merproduktion som det nye layout i produktionen giver mulighed for, også udnyttes.

De forventninger, som man kan have på grundlag af tendenserne i 1993, drejer sig dels om muligheden for at påbegyndte forhandlinger med nye kunder afsluttes med positivt resultat, dels om at mange af de eksisterende kunder vil benytte totaltilbuddet og dermed forøge deres samlede indkøb og sidst at de serviceforbedringer, som er planlagt til at blive gennemført i 1994, vil være meget stærke salgsargumenter - her tænkes specielt på påsætning af individuelle stregkoder og et elektronisk bestillingssystem.


Forbedret samarbejde med DBC
Det daglige samarbejde med DBC drejer sig primært om Ibc-afmærkning af seddelfortegnelserne og katalogisering af KVIK-bøger. Der er nu desuden taget initiativ til et fælles arbejde om forbedring af bestillingsmaterialet, både med hensyn til papirudgaven og den elektroniske udgave.


Bedre kontakt til skolebibliotekerne
For at fremme kontakten til skolebibliotekerne, hvor Ibc især har tabt terræn, blev Pernille Rigstad-Andersen i slutningen af året ansat som skolebibliotekskonsulent. Hun skal stå for kontakten til skolebibliotekerne.

Ibc har i 1993 haft kontakt med bibliotekerne ad mange kanaler. Nyt fra Ibc er sendt ud 5 gange, inkl. det nævnte "Sommer-ekstra" og sammen med tilbud, saldoopgørelser m.v. er kunderne løbende blevet orienteret om udviklingen.

Markedsføringen er desuden intensiveret med betydelig flere kundebesøg og deltagelse på diverse udstillinger.

Der har været afholdt 4 Kontaktmøder - 2 for folke- og 2 for skolebiblioteksområdet - og 3 møder i det faglige, rådgivende udvalg.


Bedre arbejdsfordeling i de faglige udvalg
I det faglige, rådgivende udvalg har børnebibliotekskonsulent Kirsten Boelt, Aalborg, afløst ledende børnebibliotekar Bente Strand, Nykøbing F. Udvalgets 2 andre medlemmer er Overbibliotekar Peter Heiberg, Helsinge (formand) og skolebibliotekskonsulent Ernst Beckman, Sæby.

i 1994 vil udvalget blive splittet op således at der bliver 1 udvalg for folkebiblioteker og 1 for skolebibliotekar. Sammensætningen besiuttes af bestyrelsen i marts 1994.

I Lektørudvalget sidder fortsat Stadsbibliotekar Egon Pedersen, Frederikshavn (formand), vicestadsbibliotekar Kirsten Tønnes Pedersen, Randers, forfatter Hans Hansen, forlægger Christian Ejlers, ledende børnebibliotekar Ellen Jensen, Esbjerg og skolebibliotekar Grete Lisbjerg, København.


Nye Vedtægter
Ibc's Vedtægter og Forretningsorden er blevet ændret med ikrafttræden 1.1.1994. En væsentlig ændring heri er at det tidligere repræsentantskab er nedlagt.


Positive resultater
Målsætningen for regnskabsåret 1993 om væsentlig forbedrede leveringstider samt opretholdelse af konkurrencedygtige priser blev gennemført.

Konsekvenserne af de gennemførte ændringer kan registreres som en omsætningsfremgang på 3,75 % til ialt 113,4 mio.kr. Til trods for ekstraordinære udgifter til ombygning/flytning og nedskrivning af boglager på ialt (6,2 mio. kr.) bliver slutresultatet en forbedring i forhold til sidste år på den primære drift på ialt kr.2,4 mio.kr.

Det positive resultat forventes at kunne opretholdes for 1994.



Tilbage til toppen