J. P. Jacobsen: Niels Lyhne (1880), I
Saa kommer der da en skjønne Dag en Bejler til hende.
���Den unge Lyhne til Lønborggaard, ham var det, var det sidste mandlige Led af en Slægt, der i hele tre Generationer havde hørt til Provindsens intelligenteste. Som Borgmestere, Amtsforvaltere eller kongelige Commissairer, hyppigt benaadede med Justitsraadtitelen, tjente de i deres ældre Alder Konge og Land virksomt og hæderligt. I deres unge Dage havde de paa fornuftigt ordnede og grundigt udførte Studierejser i Frankrig og Tydskland beriget deres let modtagelige Aand med de Kundskaber, Skjønhedsnydelser og Livsindtryk, som de fremmede Lande i saa rigt Maal frembød, og naar de saa vendte hjem, saa blev ikke hine Udlændighedsaar skudt til Side blandt gamle Minder, som Mindet skydes til Side om en Fest, hvis sidste Kjærte og sidste Tone er slukket ud den ene og døet hen den anden, nej, Livet i Hjemmet byggedes op paa disse Aar, og de Interesser, som da vare blevne vakte, fik ingenlunde Lov til at gaa i Forfald, men næredes og udvikledes ved alle de Midler, der stod til deres Raadighed; og udsøgte Kobberstik, kostbare Bronzer, tydske Digterværker, franske Retsforhandlinger og fransk Filosofi var Hverdagsting og Hverdagsæmner i Lyhnernes Huse.
���Hvad deres Væsen angik, saa bevægede de sig med en gammeldags Lethed og stilfuld Elskværdighed, der tidt stak besynderligt af mod deres Standsfællers plumpe Majestæt og ubehjælpsomme Statelighed. Deres Tale var bredeligt afrundet, zirligt pointeret, men noget affektert rhetorisk, det var unægteligt, men den passede godt til disse store, brede Skikkelser med høje, hvælvede Pander, langt tilbagevigende Haarkrige, stort, lokket Haar, lyse, roligt smilende Øjne og fintformede, noget krumme Næser; men Underansigtet var for tungt, Munden var for bred og Læberne var ogsaa alt for fulde.
���Ligesom nu disse udvortes Træk traadte svagere frem hos den unge Lyhne, saaledes var ogsaa Intelligensen ret som bleven træt i ham, og det var langt fra at de aandelige Opgaver eller alvorlige Kunstnydelser, han havde truffet paa sin Vej, havde vakt nogetsomhelst Slags Iver eller Attraa hos ham; men han havde givet sig i Lag dermed med en pligttro Anstrængthed, der ikke var bleven mildnet ved nogen Glæde over at føle, at Kræfterne kom i Sving, eller lønnet med nogen stolt Selvfølelse, naar det viste sig de slog til. Tilfredsheden over at Taget var taget, det var al den Løn han fik.
���Hans Gaard, Lønborggaard, var tilfalden ham i Arv efter en nylig afdød Farbroder og han var derfor vendt tilbage fra den traditionelle Udenlandsrejse og vilde selv til at staa for Gaardens Drift, og da nu Bliderne var hans nærmeste Herregaardsnaboer og Farbroderen havde staaet i et fortroligt Forhold til Familien, aflagde han Besøg der, saae Bartholine og blev forelsket i hende.
���At hun blev forelsket i ham var næsten en Selvfølge.
���Det var dog endelig engang En derude fra Verden, En, som havde levet i de store, fjerne Byer, hvor Skove af Spir og Taarne tegnede sig mod den solklare Himmel, hvor Luften sitrede af Klokkers Klang, af Orglers Brus og Mandoliners rappe Toner, mens straalende Optog i Guld og Farver festligt bugtede sig frem i de brede Gader; hvor Marmorhusene skinnede og stolte Slægters brogede Skjolde sad parvis over de vide Porte, mens Vifterne blinked og Slørene flagred oppe paa de bugede, stenløvede Balkoner. En, var det, som havde vandret i hine Egne, hvor sejerrige Hære vare dragne frem ad Vejene, hvor mægtige Slag havde omgivet Landsbyernes og Markernes Navne med udødelig Glands, hvor Røgen fra Zigeunernes Baal steg langelig op over Skovenes Kroner, mens røde Ruiner oppe fra de vinomkrandsede Høje saae ned i den smilende Dal hvor Møllehjulet bruste og ringende Hjorder vendte hjem over bredbuede Buer.
���Om alle disse Ting fortalte han, men ikke som Digterne, langt mere virkeligt og saa saa fortroligt, ganske som de derhjemme talte om Stiftets Byer og Nabosognene. Han talte ogsaa om Malerne og Digterne, og der var Navne, han hævede til Skyerne, som hun aldrig havde hørt nævne. Han viste hende deres Billeder og læste deres Digte med hende nede i Haven oppe paa Højen, hvor de kunde se ud over Fjordens blanke Vande og Hedens brune Bølger; - Kjærligheden gjorde ham poetisk og der blev Skjønhed i Egnen, Skyerne blev til de Skyer, der drev i Digtene og Havens Træer fik det Løvhang, der susede saa vemodigt i Balladerne.
���Bartholine var lykkelig, thi hendes Kjærlighed voldte, at det hele Døgn opløste sig i en Række af poetiske Situationer. Det var saaledes Poesi, naar hun gik henad Vejen for at møde ham, Mødet var Poesi, Afskeden var det; det var Poesi naar hun stod oppe paa Højen i Aftensolens Skjær og tilvinkede ham et allersidste Farvel og saa, vemodigt glad til Mode, gik op paa sit ensomme Kammer for uforstyrret at tænke paa ham; og naar hun bad for ham i sin Aftenbøn, saa var ogsaa det Poesi.
���Hun havde nu ikke mere disse ubestemte Ønsker og Længsler; det nye Liv med dets skiftende Stemninger var blevet hende nok, og hendes Tanker og Anskuelser vare blevne klarere, ved det, at hun nu havde En, til hvem hun uforbeholdent kunde henvende sig, uden Frygt for at blive misforstaaet.
���Ogsaa i en anden Henseende var hun bleven forandret: Lykken havde gjort hende elskværdigere overfor Forældre og Sødskende, og hun fandt at de egenlig baade var forstandigere og havde mere Følelse end hun havde antaget.
���Saa var det de blev gifte.
���Det første Aar lignede meget Forlovelsestiden, men da Samlivet var blevet noget ældre kunde Lyhne ikke længer skjule for sig selv, at han blev træt af stadigt at give sin Kjærlighed nye Udtryk, stadigt, hyllet i Poesiens Fjerham, at have Vingerne spredte til Flugt gjennem alle Stemningens Himle og alle Tankens Dybder; han længtes efter i hyggelig Ro at sidde stille paa sin Gren og blundende gjemme sit trætte Hoved under Vingens lune Fjerlag. Han tænkte sig ikke Kjærligheden som en evindelig vaagent blussende Flamme, der med sit stærke, flakkende Skjær lyste ind i alle Tilværelsens rolige Folder og fantastisk lod Alting synes større og mere fremmed end det var, snarere var for ham Kjærligheden som den stille ulmende glød, der fra sit bløde Askeleje sender den jevne Varme og i dæmpet Tusmørke, blideligt glemmer det Fjerne og gjør det Nære dobbelt nær og dobbelt hjemligt.
���Han var træt, udmattet, han kunde ikke holde al den Poesi ud, han smægtede efter at støtte paa Hverdagslivets faste Jord, som en Fisk, der kvæles i den hede Luft, maa smægte efter Bølgens klare, friske Kulde. Det maatte holde op, det maatte holde op af sig selv; Bartholine var ikke længer uerfaren overfor Liv og Bøger, hun var ligesaa kjendt dermed som han, han havde givet hende Alt, hvad han havde faaet, og nu skulde han blive ved med at give; det var umuligt, han havde ikke mere; - hans eneste Trøst var at Bartholine var frugtsommelig.
���Allerede længe havde Bartholine med Sorg mærket, at hendes Syn paa Lyhne lidt efter lidt havde forandret sig, og at han ikke længer stod paa den svimlende Højde, hvorhen hun i Forlovelsestiden havde stillet ham. Hun tvivlede endnu ikke om at han var, hvad hun kaldte for en poetisk Natur, men hun var bleven skræmmet, thi Prosaen havde begyndt en Gang imellem at stikke Hestefoden frem. Desto ivrigere jog hun efter Poesien og efter at bringe den gamle Tilstand tilbage ved at overvælde ham med endnu større Stemningsrigdom, endnu større Begejstring; men hun fandt saa ringe Gjenklang, at hun næsten syntes sig selv sentimental og affektert. Endnu en Tidlang søgte hun at drage den modstræbende Lyhne med; hun vilde ikke tro paa det, hun anede; men da omsider det Frugtesløse i hendes Anstrengelser begyndte at vække Tvivl hos hende om at hendes Aand og Hjærte virkelig havde saa stor Rigdom inde som hun havde troet, slap hun ham pludseligt, blev kølig, tavs og indesluttet, og søgte Ensomheden for i Ro at sørge over sine tabte Illusioner. Thi det saae hun nu, at hun var bleven bittert skuffet og at Lyhne egenlig inderst inde ikke var forskjellig fra hendes gamle Omgivelser og at det, der havde bedraget hende, var det ganske Almindelige, at hans Kjærlighed for en stakket Stund havde omgivet ham med en flygtig Glorie af Aand og Højhed, hvad der saa ofte hændte med lavere Naturer.
���Lyhne blev baade bedrøvet og ængstelig ved denne Forandring i deres Forhold og han stræbte at gjøre det godt ved ulykkelige Forsøg paa igjen at flyve den gamle, sværmeriske Flugt; men dette tjente kun til endnu klarere at vise Bartholine hvor stort hendes Fejlsyn havde været.
���Saaledes var det mellem Ægteparret, da Bartholine bragte sit første Barn til Verden. Det var en Dreng og de kaldte ham Niels.