link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

L. Holberg: Jean de France (1723), Act. IV

| Index | -1 | +1 |
Act. IV.

Sc. 1.

Antonius. Elsebet. Marthe. Espen.

ANTONIUS.
Nu hvordan gaar det? min gode Marthe!

MARTHE.
Hun gaar en god gang nok. Men I kommer noget ubeleiligt; thi jeg har bestemt Hans Frandsen hid; hand er saa forliebt, som en Rotte, skiønt hand aldrig har seet mig, I kand tencke, hvilken Giek det er, jeg har faat ham til at bære om sin Hals et gammelt Kaaberstycke, som jeg for nylig skar af en af Fars gamle Spende-Bøger, og smurde paa en liden Træ-Plade.

ELSEBET.
Men hvor er det mueligt, at hand kand bringes til saadan Galskab.

MARTHE.
Alting er mig nu mueligen, efterdi jeg har faat ham til at troe, at jeg er en Fransk Dame, som er nylig kommen fra Paris.

ANTONIUS.
Men hvad vinder du derved, at du saaledes prostituerer ham?

MARTHE.
Jeg vinder det derved, at hans tilkommende Sviger-Fader gier sin Datter heller bort til en Skorsteensfejer end til saadan een; hvorledes det ellers vil falde ud med eder, veed jeg endnu icke. Det gaar med mig, som med dem, der skriver Comoedier, mens de skrive paa Comoedien, falder dem af sig selv ind, hvorledes den skal udføres og endes. Men der seer jeg, hand kommer, løber strax til Side.
Sc. 2.

Jean. Mad: la Fleche. Espen eller d'Espang.

MADAME LA FLECHE.
A cette heure il doit venir war das nicht um drey Uhr, Monsieur d'Espang dass er lovede zu kommen?

JEAN.
(Embrasserer hende paa Knæ og siger) Ach! Charmante Madame soufres que j'adore vous, soufres, que je baisse votres beaux mains.

MAD: LA FLECHE.
Leves vous Monsieur c'est trop de humblesse pour un gentil home come vous.

JEAN.
Ah! Mad: est il possibel que jai l'honneur, le plaisir contentement & joie de vous revoir danc cette terre.

MAD: LA FLECHE.
Jai venu pour vous voir, mais je crojois pas que vous eties si change. Vous etes à cette heur habille come un antique bourgeois. Ha! ha! ha!

JEAN.
Pour quoi ries vous, charmante Princesse.

MAD: LA FLECHE.
Rien! Monsieur de France, rien! je rie de la joie de vous voir c'est toujours une plaisir de vous voir.

JEAN.
Je vous rends grace Madame! mais comment trouves vous cette terre?

MAD: LA FLECHE.
Fort bon Monsieur: les Donois etes des fort bonnes gens. Il manque a eux Seulement de s'informer dans les manieres parisiens.

JEAN.
Ovis pardi si fait, Madame, vous aves grand raison danc cela. Dieu donne que jetois dans Paris igien ah pardonnes ma belle Madame je voulois dire aussi. Mais Madame aves vous amenes avec vous quelque nouvelles chansons de Paris.

MAD: LA FLECHE.
Ovis Monsieur celle cy est la plus nouvelle.
(Hun synger en Viise.)

JEAN (paa Knæ.)
Ah Madam je naj jamais ecoute une plus belle chanson. Ah Paris, Paris!

MAD: LA FLECHE.
Pourquoi pleures Monseigneur.

JEAN.
Ah Madame on veut me marier dans cette pais.

MAD: LA FLECHE.
Marier?

JEAN.
Ovis Madame.

MAD: LA FLECHE.
Marier?

JEAN.
Ovis c'est veritable & avec une fille, qui sapelle par malleur Elsebet.

MAD: LA FLECHE.
Quel diable de nom est cela parles vous tout de bon, Monsieur, ah est il possible?
(Hun lader som hun faar ondt. Espen flyer hende noget at lugte til.)

ESPEN.
Nu kand hand see, Monsieur, hvormeget Madamen elsker ham; hun fik ondt af lutter Alteration, da hun hørdte Monsieur vilde gifte sig her i Landet.

JEAN.
Ach! hvis hun døer, saa omkommer jeg mig strax selv. Ach! siig hende, Monsieur Valet de chambre, at jeg før vil lade mit Liv, førend jeg skal gifte mig her.

JEAN (paa Knæ.)
Ah belle Princesse etes vous malade.

MAD: LA FLECHE.
C'est un übergang Monsieur leves vous.
(Espen visker hende udi Øret, hvorpaa hun stiller sig meget fornøjet.)
Sc. 3.
(Arv kommer ind, sætter sig ned paa Gulvet med et stort Stycke Krid,
og maler den Dantz af, hand havde seet.)
Saaledes gik Dantzen, ligesom en Kummenskringle. Det skal være Hans Frandsen, og her kommer Mutter. Nej! jeg maa giøre hende om igien; thi hendes Rumpe blev icke bred nok. Her skal Fatter staa og græde.
(Hand springer op og seer derpaa. Medens hand giør dette,
staar de andre og taler sagte, og peeger paa ham.)

ARV.
Ha! ha! ha! det er mare saa naturligt giordt, og assamblixet saa vel afskildret, saa det fattes intet andet, end at det skulle kunde tale. Men hillement! der seer jeg Folk. Er det icke Jeronimuses Marthe, som har faat en Adriane paa, og staar og snacker med Hans Frandsen? hør Marthe! hvor Fanden har du faat den Adriane fra? det er jo endnu for tiligt! Hunde-Dagene er jo end icke begyndt?
(Jean gier ham et Ørefigen, siger:)
Ej du elementske Slyngel! tør du saaledes see en fornemme Fransk adelig Frue i Øjene?

ARV.
Om Forladelse Monsr. Haans. Jeg tenkte mare, det var Jeronimuses Marthe.

MAD: LA FLECHE.
Ah Monsieur faites le sortir, jaj peur pour les gens qui sont fous.

JEAN.
Her ud din Slyngel; jeg slaar ellers dit Hoved i tu.
(Mad: la Fleche staar og beskuer Jean paa Klæderne og visker til Espen og
leer ha! ha! ha! seer paa hans Been, visker til Espen igien og leer ha! ha! ha!)

JEAN.
Pourquois ries vous? belle Madame!

MAD: LA FLECHE.
Je me retire un peu. Monsieur d'Espang, mon valet de chambre, vous dira pourquoi. Excuses. Adieu.
Sc. 4.

Jean. d'Espang.

JEAN.
Monsieur le valet de chambre! Monsieur d'Espang! hvor kommer det, at eders Frue tracterer mig med saadan Foragt! hvad var det, hun viskede?

ESPEN.
Jeg vilde have givet tusinde Daler til, at jeg havde vidst det tilforn, saa skulde jeg i Tide have advaret Monsieur. Men det kand let redresseres; hun viskede til mig, at, saa stor Estime, hun har for Monsieurs Person, saa stor Foragt har hun for hans Klæde-Dragt.

JEAN.
Er der da andre Moder kommen i Paris, siden jeg reisede; thi jeg opholdt mig paa Hiem-Reisen 3 Uger i Roven.

ESPEN.
Ja Monsieur! det har været Ulycken. Madame la Fleche siger, at udi 6 Uger ingen Cavaller i Paris knæpper sin Kiole meer for til, men alleene bag til; det synes vel, at være noget incommode, førend mand bliver først vant dertil. Men fornemme Folk have altid deres Cammer-Tienner, som de der i Landet kalde Valet de Chamber, der knæppe dem op og til.

JEAN.
Ah! malheureux qve je suis.

ESPEN.
Det kand strax rettes Monsieur, jeg skal hielpe ham derudi.

JEAN.
Vous me faites un grand plaisir par Di.

ESPEN.
See! nu har Monsieur andre Øjen at see med.

JEAN.
Er der ellers noget andet, som fattes i Moden?

ESPEN.
Jo, men det er let at giøre. Alle fornemme Folk i Paris siger hun smør sig om Munden med Snustobak.

JEAN.
Det skal strax blive forandret, jeg har min Tobatiere-Dose hos mig. Jeg har, ma foi, aldrig været den sidste udi at antage ny Moder. Jeg hørde nok tale om en hoben Moder i Paris, som var i gierde, førend jeg reisede, men min Papas Importunitet var Aarsag, at jeg icke kunde opbie den Tid. Je vous prie Monsieur le valet de chambre, at excusere mig for Madame la Fleche. De Moder var dans ma foi icke endnu i Brug udi Paris, da jeg reisede, non par Di non; thi jeg har alt for stor Respect for den Pariske Galanterie, at jeg skulde negligere saadant.

ESPEN.
Paris er en artig Bye, det maa ald Verden tilstaa, ald Verden retter sig og efter de Parisiers Moder, om de hittede paa at gaa uden Buxer paa Gaden, efterfuldte og alle andre Folk dem derudi.

JEAN.
Jeg giorde det, ma foi, strax; alle Folk vilde vel lee af mig i Begyndelsen, men inden Aar var til ende, blev det dog en Mode over alt; thi det har jeg ofte observeret. Men Monsieur le valet de chambre, er der ellers skeed nogen Forandring med Peruque, Hat, Skoe eller Strømper?

ESPEN.
Nej. Madamen siger, at eders Hat og Paryk kand endnu vel passere. Men Monsieurs Halsklud skal henge bag ud.

JEAN.
Ej! ej! det er artigt; den Bye kand hitte paa meer Galanterie i en Uge, end heele Verden udi et Aar, jeg skal, ma foi, strax rette det og. Men, hvorfor vil Madame la Fleche icke sige mig saadant selv?

ESPEN.
Ah! Monsieur kiender jo de Franske Damer, de ere alt for høflige til at sige en god Ven sine Feil, de smiler kun deraf, og lader andre giette hvad de meener. Men nu er alting got, nu skal det være hende en Fornøjelse at see Monsieur igien i sit Huus om en Time. Der skal jeg selv have den Ære at geleyde ham, naar jeg først har forrettet mit Ærende.

JEAN.
Je me recommende, Monsieur d'Espang!

ESPEN.
Votre Serviteur, men, a propos, jeg har glemt en liden Ting, at sige Monsieur paa Madames Vegne, det er, at, naar Monsieur med Permission gaber, holder hand icke med Haanden for Munden; thi det er nu alt gammeldags og icke bruges af honnete Folk meer i Paris.

JEAN.
Ovis da.

ESPEN.
Serviteur.
Sc. 5.

Jean. Pierre.

JEAN.
(Dantzer og synger) La la la la la la la (seer paa sit Skilderie) la la la la la la. Alting synes underligt i førstningen, men nu synes mig allereede, at det er en deylig Mode for commode & fort de gagee la la la la la. Mon Pere & mon Sviger Pere skal, ma foi, tage den an, enten de vil eller ej, jeg vil icke være i nogen gammeldags Familie; min Papa skal jeg nok med gode bevæge til at aflegge sin gamle Spids-Borger-Dragt, men min Sviger Papa, som holder for Troes-Artikel at gaa ligeledes i Klæder, som hans Papa og hans Grand Papa for ham, kommer jeg sans facon at tvinge dertil; thi det er mig icke nok, at jeg veed selv at leve, og er galant, jeg vil og ingen Skam have for mine Venner. Mais voila Pierre, qui vient.

PIERRE.
Ach! ach! Monsieur! I maa mantenere mig, ellers kand jeg icke lenger være i Monsieurs Tienniste.

JEAN.
Qu'a tu? dis moi Pierre.

PIERRE.
Ach! Monsr. Jeronimus har slaaet mig saa, at jeg kand neppe gaa.

JEAN.
Pour quoi donc?

PIERRE.
Fordi Monsieur bær et Skilderie paa Brystet.

JEAN.
Par di! jeg skal lære ham hvad det er at prygle en gentil homes Laquai, est il possible, at hand torde slaae dig?

PIERRE.
Ovis Monsieur. Men Monsr. har knæppet sin Kiole bagvendt, hand maa gaa i Gifte-Tancker, reste un moment, medens jeg retter det igien.

JEAN.
Ej du sot! badaut! boufon! maraut! veedst du icke, at det er den nyeste Mode i Paris? og at Mad: la Fleche beloe mig, fordi jeg knæppede min Kiole, som andre her i Landet?

PIERRE.
Den Mode har jeg dog icke seet i Paris.

JEAN.
Den er opkommen, medens vi vare i Roven.

PIERRE.
Ovis da! saa maa jeg ogsaa knæppe min ligeledes.

JEAN.
Non par di non, det er kun for gens de qualite.

PIERRE.
Eja! den fornemme Verden skal kun være forkeert; men faar Monsieurs Sviger Papa det at see, bliver hand gall.

JEAN.
Icke alleene, at hand skal taale at see det, men jeg vil, at hand selv skal bruge samme Mode.

PIERRE.
Det gaar aldrig an.

JEAN.
Hand skal.

PIERRE.
Comment donc?

JEAN.
Jeg skal tvinge ham med Magt; thi om Mad: la Fleche leer af det heele Land, skal hun dog icke lee af min Familie.

PIERRE.
Om Monsieur resolverer sig dertil, skal jeg hielpe ham som en ærlig Karl, og var jeg tilfreds, vi havde nu fat paa ham, medens jeg føler endnu de Hug, jeg fik; men der kommer hand alleene, ma foi fort a propos.
Sc. 6.

Jeronimus. Jean. Pierre.

JERONIMUS.
Fiorten Dage gaar endelig snart bort; det vil intet sige, jeg vil gierne holde den Tid ud, paa det jeg icke skal beskyldes at have brudt mit Løfte, men hand bliver icke anderledes, hand bliver icke anderledes, det vil jeg døe paa; men der seer jeg hand staar, jeg maa forsøge engang at skrifte ham alleene, naar hans barmhiertige Far er icke tilstæde: hør Hans Frandsen! lad os tale engang for alle lit alvorlig sammen. Men hvad Pocker er det, jeg seer? er I bange, at Folk icke skal kiende jer forkeerte Sind, uden at I gir det tilkiende med saadan forkeert Dragt, hvilket Menniske kand bringes til saadan Galskab at knæppe sin Kiole bag til; og giøre sin Ryg til en Mave; ach! jeg yncker den ærlige gamle Mand, der har saadan en vanskabt Søn!
(Jean og Pierre leer tillige ha, ha, ha, ha.)

JERONIMUS.
Ja du maa nok lee nu og stedse, saa tit du tencker paa, hvilken Nar, hvilken Giek, hvilken Gøgler du est.

JEAN og Pierre ha ha ha.
A propos, mon cher Sviger Papa, blev icke den Kiole, I har paa, giordt til den forrige Jubelfest? ha, ha, ha, ha! ha!

JERONIMUS.
Ej du Hans Wurst! du Nar! er din bagvente Kiole icke bleven giordt paa Fastelavens Mandag, eller den første April? ha ha ha ha ha.

JEAN.
Mon cher Sviger Papa! forlad mig, at jeg leer af hans underlige gammeldags Dragt, men det kand let endres, den skal alleene knæppes bag til, saa kand Kiolen nogenledes passere; som jeg gaar nu, saa gaar alle honnete Folk i Paris.

JERONIMUS.
Jeg er taabelig, at jeg staar og taler med slige Giecke.

JEAN.
Attendes, mon cher Sviger Pere! I slipper, ma foi, icke, førend I vender jer Kiole om, som min. Det er, pardi, den højeste Mode i Paris, Madame la Fleche, som nylig er kommen derfra, beretter -

JERONIMUS.
Hej I Slyngele! vil I legge Haand paa en ærlig Borger-Mand. Det er for Mad: la Flesk, og det er for Madame la Kaal, og det er for Mad: la Medister, og det er for Mad: la Spek.
(Gir dem midlertid Ørefigen.)

JEAN.
Pierre icy! tenes! holt den gamle halstarrige Knark, jeg vil, ma foi, ingen Pedanter have til Forældre; træk ud!

PIERRE.
Vitement Monsieur.

JERONIMUS.
Hej Gevalt! Gevalt!

JEAN.
Naar gamle Folk gaar i Barndommen, maa mand tvinge dem, som Børn.

JERONIMUS.
Hej hej! Geval - - - - - t!

PIERRE.
Hej hej! Sna - - - - - k! det er for jer egen Nytte, naar det først er giordt, skal I siden tacke os, ligesom en Patient, der stræber først mod Feltskiæren, som vil træcke en Tand ud, men, naar det er overstaaet, kysser hand siden paa hans Haand og tacker.

JERONIMUS.
Ach væ! Ach væ!

JEAN.
Tie stille, mon cher Sviger Papa, nu seer I par di ud, som en Ambassadeur, den heele Familie maa og omstøbes, jeg skal føre min Sviger Mama og Mademoiselle Isabelle til Mad: la Fleche, for at undervises, hvordan højeste Fruentimmer Mode nu er i Paris.

PIERRE.
Monsieur, skal eders Sviger-Fars Klud ogsaa icke forandres.

JEAN.
Ovis pardi si fait.
(Pierre vender hans Klud, mens den anden holder ham.)

JERONIMUS.
A - - - - A - - - - A - - - -
Sc. 7.

Antonius. Jeronimus. Jean og Pierre.

ANTONIUS (med Kaarden i Haanden).
Hej! I Straten-Røvere! jeg skal lære jer at overfalde en gammel fornemme ærlig Mand. Ach! min kiere Hr. Jeronimus! det giør mig ont, at jeg skal finde eder saa ilde medhandlet, see! hvor de Skielmer har tilreedet og prostitueret den fromme ærlige Mand. Gir jer tilfreds, min Hr. Jeronimus! jeg skal hevne den Spot, om det skal koste mit liv.

JERONIMUS.
Ach min kiere Monsieur! I har frelst mit Liv, min Ære; thi jeg vilde heller døe, end at nogen skulle have seet mig saa forkeert. Det skulle være mig en stor Fornøjelse, om jeg kunde være ham igien til nogen Tienniste, gid hand havde min Hielp fornøden, og vilde kun saa sætte Prøve paa mig.

ANTONIUS.
Ach min Hr. Jeronimus! jeg seer Himlen selv favoriserer mit Forsæt, og baner mig Vej til at forestille det, som jeg tilforn icke har dristet mig til at tale, I har jo, min Herre, en Dotter?

JERONIMUS.
Ja, men hvad vil det sige?

ANTONIUS.
Ach! jeg tør icke sige meer, I maa selv giette min Meening.

JERONIMUS.
Jeg kand nok giette hans Meening. Hand har, maa skee, Kierlighed til min Dotter, men jeg kand intet svare ham dertil, fordi Monsieur er mig gandske ubekiendt; maatte jeg spørge: hvilke hans Forældre er?

ANTONIUS.
Jeg er Jesper Lorentzens Søn i Snarre-Gaden, min Far er nok bekiendt af got Folk i Kiøbenhavn.

JERONIMUS.
Ja vist er hand bekiendt, er hand Jesper Lorentzens Søn, saa har hand en brav Mand til Fader, og een af de skickeligste Borgere her i Staden, vi har reist sammen i gamle Dage baade til Kieler Omslag, og Viborger Snapsting, det skulde være mig en Glæde og Ære at komme i Svogerskab med ham, hand maa selv tale med min Datter.

ANTONIUS.
Hvis ingen anden Hinder er, da tør jeg allereede kalde mig eders Svigersøn. Sagen er denne: Jeg har i nogle Aar icke alleene baaret Kierlighed til eders Datter Elsebet, men endogsaa vundet hendes Hierte, men ingen af os har understaaet sig at tale derom formedelst den anden Forlovelse, som er sluttet imellem hende og eders Naboes Søn, hvis Tilbagekomst har bedrøvet mig icke mindre end hende, og bragt os fast i Fortvilelse.

JERONIMUS.
Er der ingen anden Hinder, saa er Knuden let løst, see! der har hand min Haand paa, at ingen anden skal faa min Datter end hand; men der kommer min Datter selv meget beleiligt.
Sc. 8.

Elsebet. Jeronimus. Antonius.

JERONIMUS.
Hør Elsebet! kiender du denne Person?

ELSEBET.
Nej, jeg giør, min Troe, icke Papa!

JERONIMUS.
Jo du giør saa min Troe, see hvor rød hun bliver i Ansigtet. Nu nu, giv dig tilfreds, græd icke mit Barn! jeg veed heele Sagen, kom hid, giv ham din Haand, du skal være hans Bruud.

ELSEBET.
Ach min hierte Papa! hvorfor skiemter hand saa med mig? I har engang imod min Villie lovet mig bort til Hans Frandsen.

JERONIMUS.
Ja det var i de Dage; men nu har jeg lovet at skaffe Hans Frandsen Logement paa Raad-Huset, hvortil din tilkommende Kieriste, som er Vidne til, hvad Skam hand har giordt mig, skal være mig behielpelig. Gak hen og rek ham Haanden; see hvor peen hun er, ligesom hun ej havde seet ham tilforn. Kom lad os gaa hiem tilsammen, jeg skal have hevnet mig over Hans Frandsen, førend Soel gaar ned.
Ludvig Holberg Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek