L. Holberg: Jean de France (1723), Act. 1
| Index
| -1
| +1 |
Act. I.
Scen. 1.
Jeronimus. Frands.
JERONIMUS.
God Morgen, Naboe, hvor kommer I fra saa tilig?
FRANDS.
Jeg var udi et Ærende paa gammel Torv.
JERONIMUS.
Hvad got nyt der?
FRANDS.
Intet, uden mand førdte en til Slutteriet.
JERONIMUS.
Det kand icke regnes for nyt, men hvorfor blev hand bragt did hen?
FRANDS.
Mand sagde mig, at det var for Gield.
JERONIMUS.
Det er heller intet nyt?
FRANDS.
Samme Person har lenge reist Uden-Lands, og har sat en stor Hob Midler til.
JERONIMUS.
Det er heller icke nyt. Hør kun, kiere Naboe, speiler eder udi deslige Exempler. I har en Søn, jeg vil icke sige meer, gid det icke maa gaa efter min Spaadom, det rører mig saavelsom eder; thi jeg har lovet min Datter Elsebet bort til ham; men I vilde icke lyde mit Raad, hand skulde have sin Villie, hand vilde reise, hand skulde reise, skiønt hand er et Barn paa 19 Aar.
FRANDS.
Forlad mig, Naboe, hand blev 20 Aar forleden Januari.
JERONIMUS.
Jeg kand nok erindre, da hand blev fød, det var den samme Tid, som salig Birthe døde, men det vil intet sige, lad være, at hand er 20 Aar gammel, mon det icke er Hazard alligevel, at lade ham saaledes reise Uden-Lands.
FRANDS.
Jeg vil icke disputere, om det er farligt eller ej, men det veed jeg, at de fleeste her i Landet reise ud i den Alder.
JERONIMUS.
Det gaar og de fleeste, som den Karl I mødte paa gammel Torv. I har saa vit ret, kiere Naboe; de fleeste ere siden hengefærdige af Armod; hvorfor maa eders Søn icke henge sig, saa vel som en anden?
FRANDS.
Ach! det har ingen Fare; hand forsickrede mig, førend hand tog Afskeed, om sin Skikkelighed.
JERONIMUS.
Det giøre alle. Jeg veed icke, hvordan hans Levnet har været udi Paris, men det kand jeg sige, at hans Breve staar mig aldeeles icke an; min Datter Elsebet kalder hand Isabelle, sig selv skriver hand Jean, og jeg heeder Jerome. Hand maa kalde sig selv, hvad han lyster, hand maa skrive sig Fairfax og Soldan, om hand vil, naar hand ickun lader mig og min Datter beholde vore Christne-Navne.
FRANDS.
Ach kiere Naboe! det er jo Moden, unge Mennisker giør saadant for at lade see, de have lærdt fremmede Sprog.
JERONIMUS.
Jeg disputerer icke, om det er Moden eller ej, men er det en fornuftig Mode? om en Fransk Mand her udi Landet forvendte sit Navn Jean og lod sig kalde Hans, naar hand kom hiem igien, mon hans Landsmænd icke tenkte, at hand var bleven forrykt? det er smukt nok at lære fremmede Sprog, men, naar vi har lærdt vort eget først; det er smukt nok at reise Udenlands, naar mand har samlet Aar og Forstand først, naar mand har den Capital, at mand kand leve af Renterne, naar mand reiser paa en viss Profession, som mand icke kand lære hiemme. Men her er det bleven som en sat Ret for fattige Borger-Børn, at de i Fleng ved slige Udenlands Reiser skal ødelegge deres Familier, for at lære et Sprog, som de for en Snees Rigs-Daler eller meere kand lære af en Sprog-Mester her hiemme. De fleeste blive fordervede, og lære intet uden galne Moder og Vellyst, som de siden fylde Landet op med, og glemme det Gode, de ere blevne øvede udi i Skolerne. Jeg kand opregne over Sneese smucke Karle, der have studeret deres Præke-Stoel paa Klosteret, og giordt Prækener, som have været høyt agtede, end og udi vor Frue og Runde Kircke, hvor de lærde Meenigheder ere. De samme ere siden efter Moden reist Udenlands, og der efter Moden have glemt bort deres Christendom indtil Catechismum, tilsat deres Midler, ført en Hob politiske Griller med sig tilbage, og siden gaaet med deres Bonjour, og Comment vous Portes vous og creperet, saa de har faat en Ulycke i Maven, indtil de ere faldne til Melancholie og Brendeviin; saa at Forældrene seer derved deres Børn fordervede, og sig selv ødelagde. Ja, I leer deraf, kiere Naboe, det er, min Troe, dog sant; dersom I saae udi en Sum paa et Sted de mange Penge, som af unge Mennisker aarligen blive u-nyttig tilsat Udenlands, skulde I icke forundre eder over, at vi ere saa fattige og magtesløse. Eders Søn har allereede fortæret 1500 Rdlr. i Frankrig. I siger, at hand har lærdt Fransk derfor; men I taler icke om, hvor meget Latin hand har ogsaa glemt. Narrerie og Galskab mercker jeg at hand har lærdt for det første. Det kand jeg see af de Breve hand skriver til mig. Hvad Fanden skal jeg med de Franske Breve, som jeg icke forstaar et Ord af? først koste de mig Post-Penge, siden en Bouteille Viin til Jan Baptist, som sætter dem over for mig paa Tydsk, og kand jeg endda neppe forstaa dem.
FRANDS.
Nu giør det ingen gode, Naboe, at vi tale derom; hvad engang er giordt kand icke forandres; Skylden er icke hos mig. Min Kone vilde saa have det.
JERONIMUS.
Fy! fy! skyd aldrig Skylden paa eders Kone. Naar I beskylder eders Kone for saadant, beskylder I og saa eder selv. Det er haanligt for en Mand, at hand siger, jeg er bleven ødelagt, men det er icke min Skyld; thi min Kone vilde saa have det.
FRANDS.
Min hierte Naboe! I er aldt for knarvurren. Jeg er, Gud skee Lov, icke endnu ruineret. Vil I ickun tie still, nu kommer min Søn tilbage; thi hand er reist fra Paris for 4 Uger siden, og saa er det Ende derpaa.
JERONIMUS.
Ende derpaa? ha, ha! Ende derpaa? I skal faa det at vide, Naboe, I skal faa det at vide; vor Danske Ungdom giør icke som Ungdommen udi Holland. Myn Heer Kalfs Søn udi Serdam reiste Udenlands for nogle Aar siden, førdte sig op som en Prinds, tracterede Ministerer ved alle Hofe, men saa snart hand kom tilbage igien, solte hand Heste, Vogne, Kusk, Laqvaier og sin heele Statz; tog sin gamle Serdamske Bonde-Kiol paa igien. Mon vore Cavellerer, vore Dagdrivere (Gud forlade mig mine Synder) vil giøre det samme? jo, jo, forsøg kun, at give eders Søn reven Øll og Brød til Frokost, som tilforn, see, om hand icke vil svare: Jeg er vant til Chocolade udi Holland; forsøg at give en god Dansk Meel-Grød eller Byggryns-Grød, see, om hand icke vil grine deraf, og en anden Aften soupere hos en Fransk Kock; vilde de endda ickun føre en Nations Lyde hiem med sig, var det icke saa meget at sige, men de kommer tilbage sammensydde af ald det Galskab, som findes udi Engeland, Tyskland, Frankrig og Italien. Jeg vil icke skiere op, Naboe, men saaledes leve ungefehr vore Cavellerer, naar de komme hiem. Om Morgenen skal de have deres Thee eller Chocolade. Det, sige de, er paa sin Hollandsk. Om Eftermiddagen deres Caffee, det er paa sin Engelsk; mod Aftenen spille de Allomber hos en Maitresse, det er paa sin Fransk. Naar de gaa et Ærende i Byen, skal de have en Laqvei udi Hælene paa sig, det er paa sin Leipzigsk eller Berlinsk, skal de gaa i Kircken, spørger de først, om der bliver Music, det er paa sin Italiensk, alt hvad som er Udenlandsk, synes dem at være artigt og fornemme, end ogsaa naar de blive trokne til Slutteriet for Gield.
FRANDS.
Nu, nu, Naboe, det tør gaa bedre end I tencker. Er det ellers lengesiden, at I fik Brev fra min Søn?
JERONIMUS.
Ungefehr for fire Uger siden.
FRANDS.
Hand var reist for fire Uger siden fra Paris.
JERONIMUS.
Det kand nok være; hans sidste Brev var dateret (med Permission at sige) fra Roven eller Røven; er der nogen Sted, som heeder saa i Frankrig?
FRANDS.
Det maa være Roan, som de Franske skrive Roven; thi hand gaar til Skibs.
JERONIMUS.
Det er et hesligt Navn; men der kommer Arv Gaards-Karl med Aanden i Halsen. Hvad mon hand vil?
Sc. 2.
Arv. Jeronimus. Frands.
ARV.
Nu gav jeg nok en Daler til, at Hosbond var hiemme; thi Hans Frandsen er kommen hiem, og ingen kand forstaa et Ord, hvad hand siger. Det første hand kom ind ad Døren, spurdte hand: hvor er Moen Pere; jeg blev forbauset over saadant Spørsmaal; thi hvem Fanden kand skaffe ham moedne Pærer udi Maymaaned? jeg svarede: de ere icke her udi Landet paa disse Tider; hand forundrede sig meget derover, ligesom hand aldrig havde seet en Have her i Landet tilforn, og spurdte siden om hans træ siær mere hvorfor jeg svarede, som Sanden er, at hand kand finde hende enten paa Ulfelds Plads eller Hallands-Aas; thi der findes tvende Træe-Mærre. Mig gav hand et Hunde-Navn kaldende mig Garsong, og andet, som jeg skiemmes at tale om.
FRANDS.
Arv! hvad nyt har du?
ARV.
En heel Pose-fuld.
FRANDS.
Ondt eller Got?
ARV.
Baade ondt og got. Hans Frandsen er kommen hiem igien fra Vest-Indien, men -
FRANDS.
Fra Vest-Indien?
ARV.
Jeg meener det er fra Vest-Indien, efterdi hand er gandske forrykt, enten er hand gall, eller hand laver til Barsel; thi det første hand begierede, var moedne Pærer.
FRANDS.
Hvorledes seer hand ellers ud? hvorledes er hand klæd?
ARV.
Hand seer ud som hand havde brendt Falster af, og vilde flye over til Lolland. Hand gaar udi en rød Klædes Slaap-rok, og har en Hat paa Hovedet saa breed som 6 af mine; hand er ligesaa breed som den, Hans Wurst havde, da Hosbond var sidst og saae paa den stercke Mand. Hand har icke behov at spøge før Tid; thi hand kand tilig nok blive Hand-Reder. Men jeg maa løbe med et Brev, som hand flyde mig.
FRANDS.
Til hvem skal det Brev?
ARV.
Det skal til en Mand, som heeder Moons.
FRANDS.
Lad mig see Brevet: A Mons: Monsieur de Pedersen Auditeur de la primiere Classe in Copenhague. Det maa være til Mons: Pedersen første Lectie Hører, som er hans gode Ven. Du skulde lenge løbe og spørge efter Moons: Hvor er min Søn?
ARV.
Nu kommer hand strax, hand staar inde udi Grønstuen og pukler sin Paryk for Speilet. Jeg maa løbe.
Sc. 3.
Jean. Jeronimus. Frands.
JEAN.
La, la la la la la, nu kommer jeg icke ihu den bougre de pagrad, som jeg lærdte sidst af Mons: Blondis par Di, det er en grand malleur, mais voila mon pere & mon Sviger Pere, bon matin Messieurs! coment vive ma chere Isabelle.
JERONIMUS.
Hør min gode Hans Frandsen! jeg er fød i Christen-Bernikov-Stræde, min Fader ligesaa. Der har aldrig nogen Isabelle eller Fidelle været i vort Huus; jeg heeder Jeronimus Christoffersen, og min Datter Elsebet med Gud og Æren.
JEAN.
Det er aldt det samme mon cher Sviger Papa, Elsebet, Isabelle, eller Belle, alleene det sidste er meer fornemme.
JERONIMUS.
Hvo der kalder min Datter Belle, skal have med mig at bestille; thi det er et Hunde-Navn. Vil I icke kalde os ved vore Christne-Navne, kand I see jer om et andet Svogerskab. Jeg er en gammeldags ærlig Borger, og lider icke saadane nye Allamoder, forstaar mig ei heller paa saadan høytraven Parlering.
JEAN.
Pardonnes moi mon cher Sviger Papa, mand siger aldrig nye Allamoder, c'est ne pas bon Parisisk, c'est bas breton par Di la la la la. Dette er den nyeste Menuet, compose par le Sieur Blondis, par Di! det er en habile homme le plus grand Dantze maitre en Europa. Heeder icke Dantze Maitre paa Dansk ogsaa Dantze Maitre; jeg har oublieret gandske mit Dansk Dans Paris.
JERONIMUS.
Det er Skade, at I har icke glemt hver Bogstav; thi nu kand hverken Dansk eller Fransk forstaa jer, havde I biet 14 Dage længer i Paris, havde I vel ogsaa glemt jer Navn.
JEAN.
Non, ma foi, jeg glemmer aldrig saa let, at jeg heeder Jean de France non par Di non.
FRANDS.
Jean de France nong Paradis nong, er det Hans Frandsen paa Dansk? Naboe! det Sprog maa være meere riigt end vores.
JERONIMUS.
Det var bedre, i Stæden for at spørge mig om saadant, at I gav eders Søn et par Ørefigen paa hans Pande-Brask.
JEAN.
Messieurs! je demande pardon, jeg maa gaa, vi Parisiens kand icke være lenge paa et Sted. La la la la la la. Jeg maa hen at see mig lit om a la Greve adieu si long.
(Gaar ud.)
Sc. 4.
Jeronimus. Frands.
JERONIMUS.
Farvel, Naboe! jeg beder om Forladelse, at jeg har giordt mig saa dristig at tale med jer; jeg hør eders Søn vil være Greve, hvorfor jeg og min Datter ere for ringe at omgaaes med eder.
FRANDS.
Ach min hierte Naboe! vær dog icke saa meget hastig, hav Taalmodighed udi 14 Dage, jeg haabes, at inden den Tid de Griller skal forgaa ham. I veed jo, at Herman Frandsens Søn var ligesaa, hvorledes hand med sin Parlemefransø dræbte alle Mennisker; hand var jo saa indtagen deraf, at hand vilde end icke ligge hos en Pige, uden det var paa Frandsk, hand aad heller en Suppe koget paa en Skoe-Pind, naar den var tillavet af en Fransøsk Kock, end den beste Kalle-Kiød Suppe paa Dansk; naar hand talede med de fornemmeste Bestillings-Mænd, kaldte hand dem Monsiør, alleeneste fordi det var paa sin Parlemefransøsk, u-anseet, at hand fik mange Uvenner derved. Ja hand vilde paa sikasten icke gaae i Dansk Kircke meere, men holdt sig til den Calvinske Meenighed udi Aabenraa, den samme blev jo siden saa skickelig, da hand havde udraset, at hand nu brendte Franske Bøger indtil Bibler, hvor hand faar fat paa dem, og indvikler sig i Klammerie med Folk alleene, fordi de have Parlemefransøske Ansigter, endskiønt de ere her indfødte Christne. Jeg haabes min Søn inden stacken Tid skal blive lige saadan een; men hand maa have noget at bestille. Jeg har i Sinde, at sætte ham paa Rente-Cammeret, der vil hand, min Troe, faa andet at forrette end synge la la la og dantze Fiol de Spanie om Dagen.
JERONIMUS.
Nu, nu Naboe, paa det I ej skal sige, at jeg er formeget knarvurren, see! da vil jeg have Taalmodighed udi 14 Dage, bliver hand inden den Tid bedre, seer jeg heldst, at hand holder strax Bryllup med min Datter, og tager sig en borgerlig Handtering; thi at lade ham løbe blant de Rente-Cammer-Drenge, det duer icke meget, Naboe, det duer icke meget.
FRANDS.
Det maa blive ligesom I finder det for got. Far vel saa lenge.
JERONIMUS.
Far vel.
Sc. 5.
Magdelone. Frands.
MAGDELONE.
Ach min hierte Mand! har du seet Hans Frandsen?
FRANDS.
Alt for meget, Gud bedre!
MAGDELONE.
Du har altid trettet med mig, at vi giorde for meget af den Søn.
FRANDS.
Det er sant.
MAGDELONE.
Men har vi icke nu Glæde for ham?
FRANDS.
Jo, det er sant, mand kand lee sig ihiel, naar mand seer paa ham.
MAGDELONE.
Ach! det er en allerkieriste Dreng!
FRANDS.
Ja vist.
MAGDELONE.
Tenk engang, hvorledes hand har tiltaget i det Franske Sprog i saa kort Tid.
FRANDS.
Forskreckelig.
MAGDELONE.
Jeg kunde neppe kiende ham igien, da jeg saae ham.
FRANDS.
Jeg icke heller.
MAGDELONE.
Saa levende var hand bleven.
FRANDS.
Ja vist.
MAGDELONE.
Og saa artig.
FRANDS.
Forskreckelig.
MAGDELONE.
Frankrig kand dog skabe Mennisker om.
FRANDS.
Forbandet.
MAGDELONE.
Hand kaldte mig Mardamme.
FRANDS.
Giorde hand det?
MAGDELONE.
Thi hand sagde: det er saa gemeent at sige Moor.
FRANDS.
Kand nok være.
MAGDELONE.
Men hans Kiereste kaldte hand Matresse: det syntes mig eene var underligt.
FRANDS.
Hvorfor det?
MAGDELONE.
Det er, maa skee, saa brugeligt i Frankrig.
FRANDS.
Kand skee.
MAGDELONE.
Gud skee Lov, at hand dog vilde kiendes endnu ved sine gammeldags Forældre.
FRANDS.
Det er sant.
MAGDELONE.
Men hvorfor græder du, hierte Mand! det er vel af Glæde. (sagte) Den stackels Mand holder meer af sine Børn end hand lar sig mercke. Jeg har ogsaa grædet af Glæde.
FRANDS.
Og jeg af Sorg.
MAGDELONE.
Af Sorg?
FRANDS.
Ja af Sorg. Maa en ærlig Far icke græde, der seer sin Søn saaledes omskabet til en Fantast, Gøgler, Nar.
MAGDELONE.
Hvad siger du grove Oxe? er min Søn en Nar?
FRANDS.
Ja Captain for alle Narre.
MAGDELONE.
Ej jeg elendige Menniske! der skal have saadan Tølper til Mand, der intet kand skiønne paa noget, som got er. Den eeniste Glæde jeg har i Verden, er det kiere Barn, hvilket dog den slemme Mand icke kand lide. Mand seer jo u-mælende Beester holde af deres Unger, ja end ogsaa Tyrker og Hedninger af deres Afkom. Du alleene hader dine egne Børn, som fremmede Folk for deres Artighed elsker. Jeg skulde icke rose mit eget; men jeg troer icke, at her er et artigere Menniske til her i Landet, end Hans Frandsen, havde du kun aldmindelig menniskelig Forstand, saa maatte du kunde see det.
FRANDS.
Hvor i bestaar da hans Artighed?
MAGDELONE.
Det bestaar derudi, at hand er artig.
FRANDS.
Jeg seer ingen Artighed derudi, at sætte 1500 Rigs-Daler til i saa kort Tid.
MAGDELONE.
Du taler nok om hvad hand har sat til, men du taler icke om hvad hand har lærdt.
FRANDS.
Jeg seer nok at hand har lærdt at dantze en Fiol de Spang, at siunge en hob forliebte Viser, og forderve sit eget Sprog; thi jeg troer hand kand nu hverken Dansk eller Fransk.
MAGDELONE.
Jeg vil icke tale lenger med det fortrædelige Menniske; jeg svær paa, at jeg icke skal søge Seng med dig mine Dage meer.
FRANDS.
Bie hierte Kone! jeg vil sige dig noget.
MAGDELONE.
Icke et Ord meere.
FRANDS.
Gud bevare os, hvor kandst du blive hastig vred.
MAGDELONE.
Lad mig gaa, siger jeg.
FRANDS.
Ej lille Magdelone! jeg meente det icke saa ilde.
MAGDELONE.
Ingen Snak! jeg vil gaa.
FRANDS.
Bi min Hønne, saa skal du faa det, du veedst vel selv.
MAGDELONE.
Packetel.
FRANDS.
Min Suckertop!
MAGDELONE.
Sladder.
FRANDS.
Min Snut!
MAGDELONE.
Slip mig dog.
FRANDS.
Min Sirup-Krucke!
MAGDELONE.
Bort.
FRANDS.
Min Smør-Blomster!
MAGDELONE.
Tramtrara.
FRANDS.
Min Paaske-Lillie!
MAGDELONE.
Intet.
FRANDS.
Min hiertens Glæde!
MAGDELONE.
Gaa Fanden i Vold.
FRANDS.
Min Balsom-Bøsse!
MAGDELONE.
Til Bloks-Bierg.
FRANDS.
Ach min allerkiereste Kone! vær dog icke vred paa din lille Mand.
MAGDELONE.
Ingen Slingring.
FRANDS.
Paa din egen lille Frands.
MAGDELONE.
Bort falske Blacke!
FRANDS.
Jeg skal, min Troe, aldrig skiemte saa oftere. Meener du, at det var mit Alvor?
MAGDELONE.
Var det icke dit Alvor?
FRANDS.
Mit Alvor! meener du, at jeg icke kand see min Søns Artighed saa vel, som du? jeg talede kun saa for at skiemte lidet med dig. Det var, min Troe, af lutter Glæde, jeg græd. (sagte) Ach! Gud bedre den Mand, der, for at have Fred i Huset, skal opofre sin og sine Børns Velfærd.
MAGDELONE.
Efterdi du sagde det af Skiemt, min hierte Mand! saa er jeg alt god igien. Men der kommer hand.
Sc. 6.
Jean. Magdelone. Frands.
(Jean kommer ind og synger en Fransk Viise.)
MAGDELONE.
Giv nu kun agt paa ald hans Væsen, og see saa, om vi icke har Aarsag at elske den Søn.
FRANDS.
Du har ret derudi Kone.
MAGDELONE.
Min hierte Søn! du maa icke være saa lenge fra din Mamma. Jeg kand icke undvære dig et Øjeblick.
JEAN.
Hvad siunes Madamme, om den Contretemps, som jeg lærdte nylig, førend jeg reiste fra Paris. Den troer jeg pardi icke nogen kand giøre her i Landet. Jeg kand giøre den paa tvende Facons, som, for Exempel, først saa - - for det andet saa.
MAGDELONE.
Var det icke en deilig Capriol Mand?
JEAN.
Det var ingen Capriol Madamme, men en Contretemps.
MAGDELONE.
Jeg forstaar det icke, min hierte Søn! du maa forlade mig. En slet og ret Menuet har jeg kunnet dantze i gamle Dage, men intet andet.
JEAN.
Madamme kand vel Touren endnu deraf?
MAGDELONE.
Ja, maa skee.
JEAN.
Kom lad os dantze en Menuet tilsammen for at see, hvilke Pas jeg giør.
MAGDELONE.
Jeg er bange det vil blive en underlig Dantz; thi jeg er noget for gammel til at dantze.
JEAN.
Det vil intet sige. La tour Seulement.
MAGDELONE.
Nei, min allerkieriste Søn! jeg beder at have mig undskyldt.
JEAN.
Ah! pardi! jemen mocqve. La tour Seulement.
FRANDS (sagte)
Det er mig saa kiert som een gav mig ti Daler. Jeg var tilfreds, hand vilde nøde hende til at dantze midt paa Slottspladsen; thi det var til pas til hende, som har selv fordervet ham.
MAGDELONE.
Ach min hierte Søn! giør mig da icke den Skam.
JEAN.
Ej! sans facon! det lader saa ilde at lade sig saa lenge bede. La tour Seulement.
FRANDS (sagte)
Det gaar skiønt nok.
MAGDELONE.
Mine Fødder er alt for stive dertil.
JEAN.
Pardi! mardi! peste! diantre! tetebleue! nu blir jeg vred. Kand I icke sagte giøre mig den Fornøjelse. La tour Seulement.
MAGDELONE.
Førend min Søn skal blive vred, saa vil jeg gierne giøre det som jeg kand.
FRANDS (sagte)
Ha ha ha.
JEAN.
Papa maa synge os en Menuet.
FRANDS.
Kand jeg synge?
JEAN.
Men see vel til, at I holder os Mesuren udi at synge.
FRANDS.
Hand vil blive suur nok min Søn, det er best, at I synger selv.
JEAN.
Ej pardi c'est impossible, hvorledes kand jeg synge og dantze dans le meme temps?
MAGDELONE.
Kand jeg giøre vor Søn den Villighed at dantze med ham, saa kand du ogsaa synge for ham.
FRANDS.
Jeg troer icke det er dit Alvor, Kone, jeg giør mig slet intet til Nar. Jeg er nu for gammel dertil.
JEAN.
Tete bleue! j'enrage.
MAGDELONE.
Ach min hierte Søn! bliv icke vred. Hand skal, min Troe, synge, om hand blev gall.
JEAN.
Ach pardi! chantes doné.
MAGDELONE.
Du est den fortrædeligste Mand, der nogen Tid kand findes paa Jorden.
JEAN.
Diable m'emporte, si -
(Frands begynder at synge den Melodie, som Vægterne har, og græder tillige med,
og de andre begynder at dantze.)
JEAN.
Ej det er ingen Menuet, kand Papa ingen Menuet?
FRANDS.
Jeg kand ikke uden den.
MAGDELONE.
Lad os faa den da. Det vil icke sige, om den er gammel.
(Hand synger og truer, naar de vender sig fra ham. De dantzer begge meget absurd. Jean raaber imellemstunder la cadance mon pere! la cadance! naar Dantzen er ude, gaar de ind.)
FRANDS (sagte)
Ach jeg elendige Menniske! der har bragt til Verden saadan Søn. Jeg maa finde paa Raad i Tide; thi mit Huus vil ellers blive til en Fabel.
Ludvig Holberg Homepage
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek