link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

L. Holberg: Jean de France (1723), Act. II

| Index | -1 | +1 |
Act. II.

Sc. 1.

Antonius. Elsebet. Marthe. Espen.

ANTONIUS.
Ach min allerskiønneste Jomfrue! mit Hierte vil briste over de ulycksalige Tidender, at min Rival er kommen saa uformodentlig tilbage.

ELSEBET.
Hvordan meener I da vel mit Hierte at være, jeg som skal bindes til det vederstyggeligste Menniske for mig i Verden. Jeg havde Afskye for hans Person, førend hand reisede, saasom jeg merckede, at hand var af en forfængelig og vanskabt Natur, og let kunde spaae, at hand vilde blive reent forstyrret, naar hand kom udi fremmede Lande.

ANTONIUS.
Vil I da, allerkieriste Jomfrue! binde eder til saadan Person.

ELSEBET.
Icke med min gode Villie, min hierte Antonius, men I veed, at jeg har en Fader, der er haard som en Flinte-Steen, hvad hand vil have fort, det maa gaa fort, om det end er til hans eget Huses Ruine.

ANTONIUS.
Saalenge jeg er til, skal dog saadant icke gaa for sig.

ELSEBET.
Hvormed vil I da hindre det?

ANTONIUS.
Jeg siger: jeg er til. Thi mine Øyne skal icke see saadant, jeg skal før omkomme mig selv.

ELSEBET.
Ach! min Antonius! vær dog icke saa utaalmodig, I synder kun dermed.

ANTONIUS.
Ej Jomfrue! jeg mercker nok af eders Koldsindighed jer Hierte-Lav mod mig. I bilder eder, maa skee, ind, at min Kierlighed, mine Sucke, min Graad er ickun Galanterie, ickun Hyklerie, som eders. Men I skal strax faa andre Tancker, see her beviser og bekræfter jeg min oprigtige Kierlighed med mit Hierte-Blod.

ELSEBET.
Ach! hold inde! hold inde! hør hvad jeg vil sige eder.

ANTONIUS.
Hvad kand I vel sige, som formaar mig at forandre mit blodige Forsæt.

ELSEBET.
Det kand jeg sige eder I ubesindede Menniske, at, hvis I omkommer eder, skal jeg med det samme Sverd ogsaa tage mig af Dage; hold derfor inde, og tenk heller paa Raad at afværge den overhengende Ulycke, og vær forsickret om, at hverken Forældre eller nogen Ting i Verden skal kunde sønderrive det Baand, som har knyttet vore Hierter sammen.

ANTONIUS.
Ach! nu er jeg fornøjet.

MARTHE.
Hører, I forliebte Giecke, i Steden for at giøre slige unyttige Ophævelser, var det bedre, at I bad mig og Espen sticke Hovederne sammen, I veed jo, at, naar vi toe ville bruge vore Hierner, at ingen Ting er os umuelig, giv os Stunder at speculere lidt, og gaa imidlertid til Side.
Sc. 2.

Marthe. Espen.

MARTHE.
Espen! du est en gammel Skielm, lad nu see, hvad du duer til.

ESPEN.
Nest dig troer jeg icke, at jeg har min Overmand.

MARTHE.
Spind nu da paa noget, det vil icke sige, om du bliver hengt derfor; thi bliver du icke hengt for det, saa bliver du dog vist for andet inden kort Tid.

ESPEN.
Nei min Troe bliver jeg icke saa hastig hengt, om ellers den Spaakiellings Ord er sand, som saae mig i Haanden forleden Dag.

MARTHE.
Hvad spaadde hun dig?

ESPEN.
Hun spaadde mig, at jeg icke skulde blive hengt, førend du var bleven pidsket, og havde siddet 3 Aar udi Spindehuset.

MARTHE.
Ja sladder. De gamle Propheter ere døde, og de nye duer intet.

ESPEN.
Nei min Troe! den Kielling var saa gammel, at hun icke havde en Tand i Munden, og kunde icke tale aldeeles ud af Ælde.

MARTHE.
Hvorledes kunde hun da sige, at jeg skulde komme i Spindehuset, hvo der vil lyve, maa have en god Ihukommelse.

ESPEN.
Hun forklarede mig alting ved Gebærder.

MARTHE.
Snak for din Æske, lad os til Arbeids, medens vi er alleene, den ædele Tid gaar bort.

ESPEN.
Jeg er min Troe icke i Humeur til at cortisere nu Mammeselle.

MARTHE.
Fy! fy! din Slyngel! du skal nok see, at jeg er i Lyste; naar jeg vil den Vei, gaar jeg til dem, som ere andre Folk end du. Naar jeg har Lyst til saadant, kand jeg faa ti Carosser, om jeg vil, med Herrers Lakejer at afhente mig. Det Arbeide, jeg nu meenede, var at speculere paa nogle Intriguer.

ESPEN.
Ja nu forstaar jeg først Meeningen.
(De gaa, og spadsere frem og tilbage.)

MARTHE.
Espen! er du snart klar med din Lectie?

ESPEN.
Ja, jeg har en Invention at fixere den gamle Jeronimus en Hob Penge fra.

MARTHE.
Ej din Dosmer! det er saa gammeldags. Det har du staalet af en gammel Comoedie. Nej! jeg har et andet Middel, som er bedre; lad os kalde de forliebte Folk ind igien, og høre deres Betenkning derover. Hej! kommer ind igien! Paris og Helene! at høre paa Dommen.
Sc. 3.

Elsebet. Marthe. Espen. Antonius.

ELSEBET.
Her er vi, lad os nu høre, hvad I har sammenspundet.

MARTHE.
Vi Raadsherrer har fundet for got, efter de fleeste Votumer, at, saasom det er en stor Synd, at sætte sig imod sine Forældres Villie, da er best, at Jomfrue Elsebet slaar den anden Kierlighed af sit Sind, og binder sig til den, som hendes Fader har giort Løfte til.

ELSEBET.
Ach! du skiemter med mig.

MARTHE.
Ja det er ogsaa ickun Skiemt; thi jeg holder for, at mand udi de Sager icke maa rette sig efter Forældrenes Caprice. Deres Henseende er ickun Interesse, at de kand komme udi Svogerskab med visse Folk, som de tencke at nyde Tieneste af, og derfor opofre til saadan Interesse tit og ofte deres Børns Velfærd, unge Mennisker derimod have mindre saadant for Øyne, men udvælge de Personer til Ægtefelle, som de tencke at leve fornøjede med, og elske kun for at elske: er det og icke hans Meening? Her Collega!

ESPEN.
Jo mend er det saa.

MARTHE.
Om jeg blev Assessor udi en Ret med dig, vilde det gaa mig som de habile Dommere, der faar en Dosmer ved deres Side, nemlig at jeg altid havde 2 Vota.

ESPEN.
Forstaar du Latin? Marthe?

MARTHE.
Ligesaa meget som du.

ESPEN.
Veedst du da, hvad det er: Mulier taceat in Ecclesia?

MARTHE.
Nej jeg veed det icke.

ESPEN.
Paa Dansk legger mand det saaledes ud, at saadan Soe, som du est, maa tage vare paa din Rok og Teen, og icke tencke til at bemenge dig i Sager, som Naturen har skabt mig og andre Mands-Personer til.

MARTHE.
Du skalt icke sige, Espen! den Tid tør komme, at mand seer meere paa Hoveder end paa Kiøn, meer paa Dygtighed end paa Navne, naar begge vores Forstand bliver saa lagt i Vejeskaal, og jeg bliver beskicket til at være Herreds-Fogd, saa kand du icke blive højere end en Æble-Kielling.

ANTONIUS.
Ach! jeg beder, lad os komme til Sagen, og driv icke Tiden bort med saadan Snak.

MARTHE.
Lad da Espen tale; thi hand har fundet et herlig Raad op.

ESPEN.
Ej Marthe! plav os da icke saa lenge, men siig hvad Middel du har fundet at hielpe disse kiere Børn med?

MARTHE.
Vil du da tilstaa først, at du est en Dosmer?

ESPEN.
Skam der giør.

ELSEBET.
Ach lille Espen! kand du icke for min skyld sagte sige, at du est en Dosmer.

ESPEN.
Ja jeg er en Dosmer da, er det nu vel?

MARTHE.
Enten du meener det eller ej, saa er det dog sant. Hand gik og speculerede en halv Time ligesom paa en Præken, og endelig kom frem med en gammel strimlet Intrigue, som alle Comoedier ere fulde af. Min Invention derimod bestaar derudi: I har hørdt, at Hans Frandsen er saa indtagen af det, som er Fransk, at, om det var paa sin Parisk at gaa lyse Dagen paa Gaden uden Buxer, eller at henge sig selv, saa giorde han det og; nu veed I, at jeg har tient under en Fransøsk Kock i Piilestrædet udi 3 Aar, og imidlertid lærdt saa meget Fransk, som jeg har fornøden til daglig Brug. Jeg vil give mig ud for en Fransk Dame, der er nyligen kommen fra Paris, og er forliebt i Hans Frandsen. Hvad videre deraf vil følge, skal Tiden lære, lad mig kun raade: Espen skal være min Cammer-Tienner.

ELSEBET.
Saa maa vi strax hen at ryste eder ud.

ANTONIUS.
I flyer, min hierte Jomfrue! Marthe Klæder, jeg skal forsiune Espen.

ESPEN.
I maa icke sige Espen meere, men Her Cammer-Tienner.

ANTONIUS.
Nu gak da, Her Cammer-Tienner!
Sc. 4.

Arv. Antonius. Elsebet.

ARV.
Ha ha ha hi hi hi.

ANTONIUS.
Er det icke Frands Hansens Gaards-Karl?

ARV.
Ha ha ha! gid Fanden tage ald Gallskab.

ANTONIUS.
Hvad leer du saa hiertelig af? Arv!

ARV.
Monsieur Antonius er det jer? jeg er færdig at sprecke af Latter.

ANTONIUS.
Hvor har du været, mens du leer saa?

ARV.
Jeg kom fra et Assemblix; der skulde I have seet en artig Dantz.

ANTONIUS.
Hvem var der?

ARV.
Mutter dantzede Kaarse-Dantzen med Hans Frandsen, og Hosbond sang for dem.

ANTONIUS.
Ej hvilken Snak?

ARV.
Jo min Troe er det vist; Skam faa Mutter, jeg havde icke tenkt, at hun kunde dantze saa vel; see! saa gik hun og vrickede med Rumpen. Jeg var tilfreds, at jeg havde et Stycke rød Krid, saa skulde jeg male det heele Assamblix af; thi jeg kand ritze. Imellem hvert hand dantzede, raabte hand til Vatter. Gad Hansen! Gad Hansen! hvad det skulde betyde, maa Fanden vide. Den stackels Mand saae jeg nok sang icke med god Villie, thi hand sang, græd og truede paa engang.

ANTONIUS.
Men hvem kunde tvinge ham at synge imod sin Villie?

ARV.
Alting i Huset maa dantze efter Hans Frandsens Pibe. Hand regierer over Mutter og Mutter igien over Hosbond.

ANTONIUS.
Den Karl maa jo være gandske gall.

ARV.
Jeg troer nok, at hand har faat en Skavank i Hovedet i Frankrig. Hand gier mig et Hunde-Navn og kalder mig Garsong. Hvis hand kalder mig end engang Garsong, skal jeg, min Troe, svare: ja Soldan! thi jeg er døbt Arv Andersen, det kand jeg bevise af Kirke-Bogen. Men hvad skal jeg endelig sige, naar hans Moor taaler, at hand kalder hende Mær, hvilket er endnu værre. Dersom Jeronimus fik at vide, hvad hand kalder hans Datter, troer jeg nok, at hand fik en bancket Ryg.

ANTONIUS.
Hvad kalder hand hende?

ARV.
Jeg er bange, at I siger det til nogen igien.

ANTONIUS.
Nej! jeg skal, min Troe, icke.

ARV.
Hand kalder hende sin Matrasse. Det er sant nok en Kone er i visse Maade en Dyne i Sengen, men det er dog saa foragteligt at kalde hende sin Dyne eller Matrasse, til med saa ere de icke gift sammen endnu. Men jeg maa løbe.
Sc. 5.

Elsebet. Antonius.

ELSEBET.
Det er forskreckeligt med de Forældre, der lader sig saa regiere af et galt Barn.

ANTONIUS.
Min allerkieriste Jomfru! lad ham kun løbe gall, desbedre er det for os; thi de ulycksaligste Tidender for mig var at høre hans Forbedring.

ELSEBET.
Ach min hierte Antonius! all vor Lycke staar i Espens og Marthes Hænder. Der er en slags u-rimelig Ærlighed hos min Far; thi, omendskiønt hand seer min Ulycke for Øjnene, saa dog bryder hand icke sit Løfte. Hand siger, det er icke for Personens skyld, men for Familiens.

ANTONIUS.
Men, om nu Marthes og Espens Anslag icke lyckes, og Jeronimus er icke at bevege at staa fra sit Forsæt, hvad vil Jomfruen da giøre?

ELSEBET.
Ej min hierte Antonius! plag mig icke meer med slige Spørsmaal. Jeg har jo erklæret mig engang, at jeg vil heller - Men der kommer min Far, løb bort, saa snart som I kand.
Sc. 6.

Jeronimus. Elsebet.

JERONIMUS.
Hej saa Pimpernille! har du icke andet at bestille end staa at kaage i Dørren, og see efter hvor mange unge Karle der gaar forbi; jeg heeder Jeronimus jeg, og icke Frands Hansen. Tenk icke, at du maa have den Frihed, som hans Børn. Havde jeg saadan Søn som Hans Frandsen, saa skulde jeg smukt vrie Hovedet om paa ham.

ELSEBET.
Men, min hierte Fader! efterdi hand er saa uskickelig, hvorfor vil I da binde mig til ham.

JERONIMUS.
Vil du ogsaa raisonnere? vil du ogsaa spørge, hvorfor jeg giør en Ting. Det maa være dig nok, at jeg vil saa have det. Vi kommer i det ringeste i en smuk Familie derover; det er et Svogerskab, som icke er at forkaste; thi Frands Hansen er icke alleene en ærlig, men end og en bemidlet Mand. Til med har jeg givet mit Løfte bort, som jeg icke gierne bryder.

ELSEBET.
Min hierte Papa!

JERONIMUS.
Papa! Papa! vilde du og tale Frandsk, hvis du kommer med den Papa oftere, skal Mangelstocken icke være dig for god. Hvad vilde du ellers sige?

ELSEBET.
Jeg vilde ickun sige dette, at Frands Hansen er en skickelig Mand, men jeg skal icke giftes med ham, men med hans Søn, som er et uskickeligt Menniske, om hvilken jeg allereede har hørdt en Hob galne Historier, siden hand kom hiem.

JERONIMUS.
Seer mand vel om hun icke legger sig efter at vide nyt. Fort! ind og sye paa din Ramme, det er nok saa got. Jeg har allereede hørt saa mange Historier. Seer mand vel! skal du legge dig efter at vide Historier. Jeg kand lade dig vide dette Elsebet: at du skal have Bryllup tilkommende Uge. Jeg er Mand for at holde baade dig og Hans Frandsen i Tøyelen. Flux ind -
Ludvig Holberg Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek