link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek


                  Ludvig Holberg Homepage

DEN VÆGELSINDEDE

Comoedie udi 3 Acter af Ludvig Holberg


Actus I: Scene 1 | Scene 2 | Scene 3 | Scene 4 | Scene 5 | Scene 6 | Scene 7 | Scene 8

Actus II: Scene 1 | Scene 2 | Scene 3 | Scene 4 | Scene 5 | Scene 6 | Scene 7 | Scene 8 | Scene 9 | Scene 10 | Scene 11 | Scene 12 | Scene 13 | Scene 14 | Scene 15 | Scene 16 | Scene 17

Actus III: Scene 1 | Scene 2 | Scene 3 | Scene 4 | Scene 5


ACTUS III

 

SCEN. 1. retur til top


Apicius. Espen.

APICIUS. Han fik, ma foi, en Hob dygtig Ørefigen; jeg kand føle det paa mine Hænder, som svier endnu deraf.

ESPEN. Ja, ja, Herre! Jeg er ingen Prophet, men jeg kand dog spaae, hvad deraf vil følge.

APICIUS. Hvad vil deraf følge? Meener du, at jeg er bange for nogen af dem? jeg vil gaae mod Eraste med min Stok, skiønt han møder mig med blot Kaarde.

ESPEN. De stille Folk ere ikke at skiemte med, naar de først blir vred; seer jeg ret paa Eraste, da er han af de slags Folk. Men hvad vil den Dreng her? Vil du tale med nogen?

DRENGEN. Jeg har et Brev til jer fra en Karl, som flyede mig det paa Gaden.

APICIUS. Giv hid. Læser Brevet: Est du en honnet Cavalier, saa møder du mig Klokken 8 i Aften paa Grønland; hvis du ikke møder, holder jeg dig for en Coujon. Adieu. Eraste. Espen! hører du det? hvad er herved at giøre?

ESPEN. Jeg skal sige Monsieur et got Raad, hvorledes han skal komme reputeerlig derfra.

APICIUS. Hvorledes da?

ESPEN. Han skal gandske stiltiende alleene møde paa Grønland, og der slaaes som en ærlig Karl; enten bliver han selv stukken ihiel, og døer som en brav Mand, eller stikker han sin Contrapart ihiel, og bliver hengt derfor med Reputation, saa, hvor det falder ud, saa kommer han dog med Æren derfra.

APICIUS. Du trøster vel i en Lygte.

ESPEN. Ja der er intet andet ved at giøre; I skulde have betænkt tilforn, hvad I giorde.

APICIUS. Ej! meener du jeg er bange?

ESPEN. Det siger jeg ikke; gak derfor gandske stiltiende derhen; thi dersom I siger det til nogen, at de søger at hindre det, maa I ligesaa fuldkommen heede Coujon, som I aldrig havde turdt møde. Men der kommer jer Søster; holdt nu gode Miiner.

 

SCEN. 2. retur til top


Leonore. Apicius. Espen.

LEONORE. Hvor forlibt den gode Eraste blev, da han hørte den Madame beskrives! Hun er og paa et Haar efter hans Sind; thi jeg har ikke kiendt nogen ung Kone saa menagerlig, stille og indgetogen, som hun. Jeg troer nok, der bliver et Partie imellem dem. See her Monfrere, hvad bestiller du her?

APICIUS. Hør, min hierte Søster, har jeg giort dig noget imod, saa beder jeg om Forladelse.

LEONORE. Hillemænd! hvad er det? Ach! mit Blod tilsiger mig noget ont. Siig for Guds skyld, hvorfor tager du Afskeed med mig.

APICIUS. Jeg siger intet; jeg har min Ære kiærere. Jeg beder kun, at, saa fremt du vil holde mig for din Bror, at hverken du eller nogen anden kommer paa Grønland i Aften Klokken otte. Vender sig til Espen. Espen! er det ikke got nok? kand du nu see, at Hiertet sidder paa det rette Sted, og at jeg kand tie?

ESPEN. Jo, jo, Monsieur tier brav nok; han siger kun: Holdt mig, eller jeg giør en Ulykke.

LEONORE. Ach! jeg elendige Menneske! jeg merker nok, hvor det hænger sammen, at I vil for Haanden. Espen! Jeg formaner dig ved alt det, som helligt er, at du aabenbarer mig den heele Historie.

ESPEN. Ej, Jomfrue! meener hun, at jeg ikke kand tie lige saa vel som min Herre? jeg siger kun alleene dette, at min Herre skal slaaes i Aften Klokken otte på Grønland.

LEONORE. Med hvem?

ESPEN. Det siger jeg heller ikke, men første Bogstav er Eraste.

APICIUS. Du fortvivlede Skielm, er det ret saaledes at røbe din Herre?

ESPEN. Hør, Monsieur! naar I har sagt A, saa maa I og sige B. I har jo selv givet Anledning til jer Søster at spørge der om. En retskaffen Cabeleer tar aldrig Afskeed enten med Bror eller Søster, naar han vil slaaes; thi at sige til sin Søster: har jeg giort dig noget imod? det er at sige paa anden Dansk: Min hierte Søster! jeg staaer i Fare i Dag enten at giøre en Ulykke, eller at tage en, hvilket jeg som en retskaffen Cabeleer ikke kand eller tør sige dig, men, som jeg er bange for Trøyen, saa gier jeg dig kun Anledning at efterforske, hvorudi Faren bestaaer, at du i Tide kand hindre den. Jeg holder, min Troe, for, at det er ligesaa got at sige reent ud til sin Contrapart: Monsieur! mit Hierte sidder mig i Buxerne, derfor beder jeg, at I vil undskylde mig for at møde.

LEONORE. Det er en smuk Tiener, som raader sin Herre at styrte sig i Ulykke.

ESPEN. Nej! I forstaaer mig ikke ret, Jomfrue! jeg raader ham ikke til at slaaes, men siger kun, efterdi han har besluttet at slaaes, saa skal han slaaes som en retskaffen Cabeleer; saa vilde jeg giøre, om jeg var det. Jeg har kiendt en Officeer, som modtog alle Dueller. Men saasom han altid sagde til sin Kone, førend han skulde slaaes: Far vel, min Hierte! jeg veed ikke, om vi seer hinanden meer! saa blev der aldrig noget af; thi Konen udspionerede strax Sagen, og hindrede det. Men der kommer, min Troe, Eraste. Nu blir her en Ulykke af.

 

SCEN. 3. retur til top


Eraste. Christopher. Espen. Leonore. Helene. Apicius.

ERASTE. Jeg troer nok, han har faaet mit Cartel; er der nu en ærlig Blods-Draabe i ham, saa møder han mig til bestemte Tid.

CHRISTOPHER. Hør, Herre! hvad jeg har i Sinde: naar I kommer i Træfning sammen, vil jeg gaae bag til, og rende ham min Kaarde ind i Ryggen, og vinder vi sikker.

ERASTE. Fy! fy! det duer ikke; vi skal fægte reent og ærligen tilsammen.

CHRISTOPHER. Ej hvad Ærlighed! Naar I vil giøre en Ulykke, er det jo ligemeget paa hvad Maade det skeer. Naar vi vil tale om Christendom og Samvittighed, saa burte I blive hiemme; Men eftersom vi har besluttet at sætte i Dag saadant til Side, maa vi være os selv lige. Om en Tyv havde sat sig for at stiæle en Koe, bekymrede han sig aldrig om Maaden, men alleene hvorledes at han sikkerst kunde stiæle den. Naar en Ulv sætter først Samvittighed og Christendom til Side, og beslutter at dræbe et Faar - - - dog det er sandt, en Ulv har endelig ingen Christendom, men jeg vilde alleene sige, naar en Ulv vil dræbe et Faar, og tog i Betænkning at anfalde det bag til, vilde de andre Ulve holde ham for en Pedant; forstaae om Ulve kunde raisonnere. Det er virkelig noget underligt, som man ikke kand begribe, hos visse Folk, at de søge at føre et ugudelig Forsæt Christelig ud. Jeg for min Part, jeg søger aldrig at sætte Gud eller Mennesker Vox-Næse paa. Naar jeg er gudfrygtig, saa er jeg gudfrygtig; naar jeg er ugudelig, saa er jeg ugudelig, saa alle kand tage og føle derpaa. Jeg har tit tænkt paa disse Officerer, at, naar de vil duellere, det er, bryde Guds og Landets Love, giør de deres Bøn først. Hvad maa vor HErre vel tænke, naar saadanne Bønner kommer for ham: HErre! saasom jeg har i Sinde at dræbe min Næste eller styrte mig selv i Ulykke for ingen Ting, saa beder jeg din Bistand her udi.

ERASTE. Ej! holdt op med din Moraliseren! Jeg skal forsvære at tage nogen Latinsk Dreng i min Tienneste meer; de ere ligesom de vare galne.

CHRISTOPHER. Herre! seer I ikke, hvem her staaer?

ERASTE. Jo, det er den Mand, jeg leeder efter. Her kand vi giøre det strax af. Træk ud, Canaille, est du en ærlig Karl. De fægter sammen.

LEONORE. Mord, Mord!

HELENE. Hvad er paa Færde? Ach, Gud bedre mig arme Menneske! hvad er det for en Ulykke? Espen og Christopher, hvis I ikke hindrer det, skal I komme i Bødelens Hænder. De komme alle imellem og skille dem ad.

ERASTE. Hvis I ikke gaaer til Side, skal jeg

HELENE. Ach! min allerkiæreste Broder! siig hvad er Aarsag til saadan Ulykke.

ERASTE. Synes dig ey, at jeg har Aarsag? først kommer hans Søster mig til at løbe April; siden prygler han min Tiener.

APICIUS. Ney! Jer Søster har kommet mig til at løbe April.

CHRISTOPHER. Espen! denne Sag maa hænge underlig sammen; vi to vil være Mediateurs. Her er Vildfarelse; thi begge beskylde hinanden for een Sag. Hør, Monsieur Eraste, vi tvende Mediateurs eller Opmænd tilspørge eder først, hvorudi eders Pretentioner bestaaer.

ERASTE. Hans Søster visede mig April.

ESPEN. Og eders? Monsieur!

APICIUS. Hans Søster giorde ligesaa ved mig.

CHRISTOPHER. For det andet maa vi spørge, hvorudi den April-Løben bestaaer.

ERASTE. Hun visede mig hen til en Dame, som hun berømmede af Gudsfrygt, Menage, Taushed, Stillhed, etc. men da jeg kom derhen, fandt jeg hende ugudelig, comædiantisk, aabenmundet, ødsel, gall.

ESPEN. Og eders? Monsieur!

APICIUS. Hans Søster recommenderede mig en Dame til Brud, som var artig, levende, resolut, beleven, og i alting efter mit Sind; men da jeg kom derhen, fandt jeg hende knarvorren, arrig, mistænkelig, gnieragtig, etc.

CHRISTOPHER. For det tredie maa vi viide den Kones Navn, og hvad hun heeder.

ERASTE. Jeg veed ikke, hvad hun heeder, men det var en Galanterie-Kræmmer-Enke.

ESPEN. Og eders?

APICIUS. Ogsaa en Galanterie-Kræmmerske.

CHRISTOPHER. Saasom der er mangfoldige GalanterieKræmmersker i Byen, maa vi spørge for det fierde, hvor denne boer.

ERASTE. Næst ved her.

ESPEN. Og eders?

APICIUS. Ogsaa her næst ved.

CHRISTOPHER. Gaaer I nu lidt til side, Messieurs! nu maa vi examinere Fruentimmeret: Hør, Jomfrue Leo nore, hvordan fandt I den Helena at være, for hvis Skyld denne Trojanske Krig er begyndt?

LEONORE. For mig var hun melancholisk, sad og sukkede og græd over Taare-Persen.

HELENE. For mig var hun gall og lystig, og holdt en Roman for sin Bibel.

LEONORE. For mig var hun taus, gnieragtig, precieuse, varsom.

HELENE. For mig var hun aaben-mundet, troehiertig, ødsel, Satyrisk.

CHRISTOPHER. Ha, ha, ha! nu har jeg løset Knuden. I Giække tilsammen, kand I ey merke, at det er to u-lige Søstre i eet Huus, hvilket har givet Anledning til all den Allarm? ha, ha, ha!

 

SCEN. 4.retur til top


Henrich. Personerne af forrige Scene.

HENRICH. Den Kone kand giøre Folk 10 gange gall om Dagen. Nu skal jeg ud i mit Søndags-Liberie, alleene fordi det er ont Veir.

ESPEN. Hør, Kammerat! hvor mange Døttre har I i jer Huus?

HENRICH. Der er kun 16 Søstre, som alle ere giftefærdige.

ESPEN. Men mig synes, at jeg aldrig har seet meer end een udi Boden?

HENRICH. De ere der gemeenligen alle sexten.

ESPEN. Saa maa de da være hinanden meget lige?

HENRICH. Ligesom Draaber Vand, angaaende Legemet, men hvad Siælene angaaer, da ligner de hinanden meget lidet.

ESPEN. Men hvem af dem heder Lucretia.

HENRICH. De heder saa alle sexten.

ESPEN. Ej! tal dog alvorlig. Jeg troer, ingen skulde være saa gall at give 16 Døttere eet Navn. Siig mig, hvem er den, som er saa stille?

HENRICH. Det er den ældste.

ESPEN. Det er meget naturligt. Men hvem er den, som er saa lystig?

HENRICH. Det er den ældste.

ESPEN. Gak til Blocksbierg. din Spottefugl!

HENRICH. For at hielpe dig udaf Drømmen, vil jeg forklare mine Ord meere tydelig. Der er kun een Kone i vor Bod; men i den ene Kone er meer end 16 Siæle.

ESPEN. Hvad vil den forblommed Snak sige?

HENRICH. Har du studeret?

ESPEN. Ney jeg har ikke.

HENRICH. Saa maa jeg da føre mine Ord ud i en Borgerlig Stiil. Min Madame er lidt vægelsindet, saaledes at hun forandrer sin Humeur 10 gange hver Time. Jeg vil ikke tale ilde om hende, efterdi jeg er i hendes Brød; thi ellers skulde jeg beskrive det Bakkelsebeest med hendes rette Farve. Men er der ikke Monsieur Petronius? Hillemænd! jeg maa løbe.

ESPEN. Tøv dog lidt: Jeg har endnu noget at spørge dig om.

HENRICH. Skiul mig da; -thi jeg er bange for denne Mand. Jeg skal siden sige dig af hvad Aarsag.

 

SCEN. 5. retur til top


Petronius. De andre.

PETRONIUS. Pots Slapperment! hvilket Eventyr var dette! Jeg veed ikke enten jeg drømmer eller jeg er vaagen. Hun tar med venlig Miine mod mit Tilbud, berammer Tiden; jeg lejer Musicanterne, kommer til bestemte Tid, i Forhaabning at recommendere mig ved saadan Artighed; men, i Steden for at faae et Kys, eller i det ringeste Tak for saadan Høflighed, faaer jeg Skiældsord og Vand over Hovedet. Hvorudover, saasom Ulykken aldrig er eene, jeg kommer i Klammerie med Musicanterne, faaer Hugg af dem, blir trækket til Raadhuset af Vægterne; saa at jeg maa løse mig med Penge baade fra de første og de sidste.

CHRISTOPHER. Jeg vil sværge paa, at denne Monsieur har haft selv samme Eventyr, som vi.

HENRICH. Hillemænd! gid jeg var vel hiemme.

PETRONIUS. Der er, min Troe, hendes Tienner. Far ham i Haaret. Du skal sandelig betale mig Lavet.

HENRICH. A--- A--- A—

ERASTE. Ach! min Herre! slaae ikke den stakkels Dreng saaledes.

PETRONIUS. Messieurs! dersom I vidste mine Aarsager, hialp I mig selv til at prygle ham.

HENRICH. Monsieur! jeg har jo aldrig seet ham før.

PETRONIUS. Har du ikke seet mig tilforn? hvem var det da, jeg talede med i Maares, var det ikke dig?

HENRICH. Ney, Monsieur! det var en Kræmmer-Dreng; men jeg er en Lakei.

PETRONIUS. Jeg seer nok, at du har faaet Liberie paa; jeg havde derfor nær i Begyndelsen taget feil. Tiener du ikke hos den artige Lucretia?

HENRICH sagte: Jo sommetider.

PETRONIUS. Du har et artigt Herskab.

HENRICH sagte; Sommetider.

PETRONIUS. Det er den u-raisonableste Qvinde, jeg har kiendt.

HENRICH sagte: Sommetider.

PETRONIUS. Svar mig, du Slyngel! tiener du ikke hos hende?

HENRICH. Jo, sommetider.

PETRONIUS. Est du ikke Dreng der i Huuset?

HENRICH. Jo! jeg er, go Herre!

PETRONIUS. Saa tiener du der jo stedse hos hende?

HENRICH. Ney, ikkun sommetider.

PETRONIUS. Den Dreng har enten Malice, eller det maa være en Taasse. Saaest du ikke, hvordan jeg blev nyelig medhandlet for j ere Vindver?

HENRICH. Jo jeg giorde, go Herre! men hvad kand jeg giøre dertil?

PETRONIUS. Det er endelig sandt. Jeg slog dig med u-ret, men i Hidsighed. Jeg burde hævne mig paa hende selv, hvilket og skal skee inden jeg gaaer til Sengs.

HENRICH. Paa hvem vil Herren hævne sig?

PETRONIUS. Paa den gode Madame Lucretia, som boer der.

HENRICH. Den Lucretia, som slog Vand paa Herren, boer ikke der meer.

PETRONIUS. Hvor boer hun da?

HENRICH. Jeg veed, min Troe, ikke.

PETRONIUS. Var det ikke dette Huus, hvor man handlede saa ilde med mig?

HENRICH. Jo, min Troe, var det saa.

PETRONIUS. Var det ikke Lucretia, som slog Vand over mig?

HENRICH. Ja, men ikke den, som boer der nu.

PETRONIUS. Er din Madame da flytted?

HENRICH. Ney! hun boer der endnu.

PETRONIUS. Ej, saa skalt du faae en Ulykke! vilt du fixere mig oven i Kiøbet?

HENRICH. A--- slaae mig ikke, Monsieur. At Mad. Lucretia slog Vand over jer, det har I jer selv at takke for.

PETRONIUS. Hvi saa?

HENRICH. Jeg beskrev jer i Maares min Madames Humeur, men I vilde da ikke troe mig. Min Madam har adskillige Siæle i Maven eller Hiertet. Somme af disse Siæle ere onde, og somme gode. En af de gode Siæle inviterede Herren hid, og en af de onde slog Vand paa ham. Det er derfor ikke Madamens skyld, men Herrens egen, at han ikke kom et halv Qvarteer tilforn, førend den gode Siæl gik ud i Byen og den onde Siæl kom hiem, eller, at han ikke biede et halv Qvarteer længer; thi hun har baade for og siden den Tid været saa mild, som en Guds Engel. Begriber I det nu?

PETRONIUS. Jeg begriber alt dette gandske ikke.

ERASTE. Min Herre! jeg fatter det meget vel. Drengen tiener hos en Dame, der er vægelsindet, og ved sin foranderlige Humeur har givet Anledning til stor Vildfarelse blandt os, som her staae, og ført tvende eenige Familier i Harnisk mod hinanden, saa vor største Sorg nu er, hvordan vi kand redressere den Feil, som vi af Vildfarelse har begaaet.

PETRONIUS. Denne Dame er jo mægtig til at opvække en indbyrdes Borgerlig Krig udi Staden. Ha! ha! ha! nu forgaaer min Vrede. Til Henrich. See der, Cammerat! der har du 2 Mark for de Hugg, jeg gav dig i Hastighed. Gak kun din Vej. Henrich gaaer bort. Det er best, Messieurs! at vi tier paa begge Sider med denne Historie; thi den kunde ellers give Anledning til den beste Comoedie.

LUCRETIA kommer. Henrich! kand du ikke komme ind? Hvem er det din Slyngel staaer og sladrer med?

PETRONIUS. Der er hun, min Troe; nu kand jeg hævne mig paa hende selv.

ERASTE. Ej, min Herre! det er kun at lee af. Vi vil allene fixere hende lidt. De rykker hende til sig en efter en anden.

PETRONIUS. Madam! Er det ikke hun, som bestilte Musiqve i Dag?

LUCRETIA. Ja det var den gang, men

HELENE. Madame! Er det ikke hun, som dræbte mig med Høflighed i Formiddag?

LUCRETIA. Ja det var den gang.

LEONORE. Madam! Er det ikke hun, der dræbte mig med Uhøflighed?

LUCRETIA. Det var den gang.

ERASTE. Madame! Er det ikke hun, som var saa coqvete?

APICIUS. Madame! Er det ikke hun, som var saa kydsk?

PETRONIUS. Madame! Er det ikke hun, som slog Vand over mig?

ESPEN. Madame! Er det hun, som er saa klog?

CHRISTOPHER. Madam! Er det hun, som er saa gall?

LUCRETIA grædende. Men I got Folk! Hvorfor tracterer I mig med saadan Haanhed?

PETRONIUS. Tør I vel klage jer, efter at I har bedrevet saadan Gierning? Har I ikke selv stævnet mig hid i Aften? troer I vel, at

LUCRETIA. Min kiære Monsieur! Jeg beder ham med grædende Taare at tilgive mig denne Forseelse. Han kom just paa en Tid, de havde giort mig Fortræd, og naar Galden engang først løber over (hvilket dog ikke hender mig uden meget sielden) saa veed jeg selv ikke hvad jeg giør. Har dog Medlidenhed med mig, min Herre! og tilregne mig ikke denne Overiiling. Jeg har alt for stor Estime for hans Person, at jeg forsættelig skulde føre mig saaledes op mod ham.

APICIUS. Forlad hende da denne Forseelse, min Herre!

PETRONIUS. Eders Taare, Madame! udslukker min Vrede. Dersom denne Fortrydelse er af Hierte!, saa er jeg allereede overvunden.

LUCRETIA. Han veed, min Herre! at jeg ikke allene estimerer, men end og elsker ham.

PETRONIUS. Kiærligheden begynder at opleve iglen. Lar os da fornye det gamle Venskab igien. De gier hverandre Hænderne.

ERASTE. Men hvad Satisfaction skal vi give de smukke Jomfruer for den Tort, vi har af Vildfarelse giort dem?

CHRISTOPHER. Hør, got Folk! lad mig og Espen, som Mediateurs, raade. I veed jo, her er en Comoedie spillet, og at alle Comædier bør endes ved Giftermaal. Vi finder for got, at Freden sluttes paa den Maade, at Monsieur Eraste gifter sig med Jomfrue Leonore, og Monsieur Apicius med Jomfrue Helene. Er I dermed fornøyet paa alle Sider?

LEONORE. Seer man vel, hvor perfect han forstaaer det Handverk at koble Folk sammen.

CHRISTOPHER. Min hierte Jomfrue! hun maa forlade mig, at jeg gaaer saa lige til. Jeg har ikke gaaet i Skole til Maren Gifteknivs, der kunde giøre saa mange Præludier, naar hun giorde Partier mellem Folk. Jeg veed nok, hvordan Moden er baade for den, som skal frie, og den, der skal sige ja. En Frier, eller hans Commissionaire, skal lade sig merke, i mange Aar at have baaret hemmelig Kiærlighed til en Jomfrue, omendskiønt han aldrig har seet hende tilforn. Eller han skal foregive, at hans Far eller Moer har aabenbare! sig for ham i Søvne, og sagt: Vil du gifte dig, min Søn, saa tag ingen uden den eller den Jomfrue. Eller han skal sige, naar han giør sin Bøn i Kirken om et got Giftermaal, staaer strax den eller den ham for Øjene. Den som vil sige ja, skal blive rød i Ansigtet, og sige: Monsieur! det er noget, som jeg ikke kand svare til. Det er for tiligt for mig at giftes, jeg er for min Frihed. Jeg kand intet giøre uden mine Venners Raadførsel. Og skal gaae som halv vred og skamfuld bort, omendskiønt hun er færdig at sprække af Kiærlighed. Jeg er aldeeles ikke for slige u-nyttige Ceremonier; naar jeg skal til at frie engang, saa siger jeg kun; Lille Pige! vil I have mig? Siger hun ja, saa smækker jeg strax til; men siger hun ney, saa svarer jeg: Far vel, lille Pige: hils hendes Forældre.

ERASTE. Jeg holder med dig, Christopher, derudi; du taler efter mit Sind.

CHRISTOPHER. Vil I da have disse tvende Jomfruer, som hos eder staaer, til eders ægte Hustruer?

ERASTE. Jeg for min Part holdt det for en stor Lykke, om jeg kunde overtale Jomfrue Leonore.

APICIUS. Jeg er iligemaade fornøyet med dit Forslag.

LEONORE. Du giør Brude-Vielsen noget for hastig, Christopher!

HELENE. Mig synes, min Troe, det samme.

CHRISTOPHER. I gode Jomfruer! giør mig ikke vred. I veed jo, at jeg er en hastig Mand. Slaaer kun strax til. I ere alle lige af Stand og Midler. I har derforuden, omendskiønt uskyldig, ophidset tvende Personer til U-ee nighed, som ikke kand bedre bilegges end ved Giftermaal og Svogerskab. Til med er jo spillet en Comoedie, som endelig maa endes med Giftermaal. Allons, giver hver andre Hænder! Jeg vil, min Troe, ikke begiære en Skilling derfor; hvor vel der er mange Folk her i Staden, som lever af intet andet end det samme.

ESPEN. Jeg vil, min Troe, ey heller begiære noget derfor.

CHRISTOPHER. Du har ret, Espen; thi du har ikke talt et Ord, men staaet som en Dosmer. I staaer saa peene, I got Folk! Corrasi! giver hverandre Hænder. See! jeg skal hielpe jer til rette. Flye mig kun jer Haand, Jomfrue, ligeledes. Han tvinger dem til at give hinanden Hænderne.

PETRONIUS. Her er ogsaa min Haand, min Engel! kom lad mig ogsaa kysse dig.

LUCRETIA. Fy Monsieur! det er noget grønt.

PETRONIUS. O! pluma levior mulier.

LUCRETIA. Jeg forstaaer ikke hans Latin eller Græsk.

PETRONIUS. Hun skal nok lære det, naar hun kommer i Brude-Seng.

LUCRETIA. Med hvem?

PETRONIUS. Med mig.

LUCRETIA sagte. Hvilken horribel Pedant!

PETRONIUS. Vil hun da ikke holde sit Løfte, Madame?

LUCRETIA. Ney! der er 3 Raisons, som holde mig tilbage: (l) Har jeg betænkt mig, og for det andet

PETRONIUS. Det er alt nok; Hendes Tiener, naadige Frue!

LUCRETIA. Hans Tienerinde, naadige Herre! Hun gaaer.

ERASTE. Og vi andre vil hiem at holde Bryllup.

PETRONIUS. Og jeg maa hiem at faae til Livs et par Capitler af min Seneca, som viise, hvordan man skal skikke sig udi Fortræd. Han vender sig til Spectatores: Denne Kone bør være Generalinde for alle vægelsindede Qvinder.

retur til top


Ludvig Holberg Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek