ERASTE. Det er nogle forstyrrede Moder i denne Bye, naar man vil ansee dem med rette Øyne. Det synes vel en Høflighed af en Mand, at han tilbyder mig sin Tiener, for at lyse mig, og sin Vogn, for at kiøre mig hiem. Men, naar man grunder nøye derpaa, saa falder det saaledes ud: Monsieur! vil I ikke være af den Godhed at give min Tiener 8 Skilling for det, at I var her? hvortil jeg svarer: Nej saa min Troe vil jeg ikke; hvorpaa han siger: I skal saa mænd ikke komme af mit Huus, førend I giver min Tiener 8 Skilling! og holder mig saalænge, indtil jeg maa beqvemme mig der til. Nu hender det sig, at jeg samme Aften har et Ærende hos fleere; saa byder en anden mig sin Vogn til at kiøre hiem. Saa raisonerer jeg ved mig selv: Der 8 Skilling der atter 8 Skilling og her en Mark til Kudsken, det gaaer ikke an; protesterer derfor af all Magt mod den Høflighed. Men det hielper ikke; thi han giør sin Saligheds Eed paa, at jeg skal give hans Kudsk en Mark eller 12 Skilling i det ringeste. Nu er een saa høflig og byder mig til sig paa Landet; han svær paa, det skal ikke koste mig en Skilling, skikker derfor sin egen Vogn efter mig. Det er jo meget skikkeligt? Jeg er jo forbunden at giøre den Mand til gode igien, naar han kommer til Byen? Han paastaaer endelig ikke som en Ret, at jeg skal giøre ham Vederlag igien i mit Huus, men alleene, at jeg skal give hans Kudsk fast lige saa meget i Drikkepenge, og undertiden meere, end jeg kunde give for en Retour-Vogn, og at jeg for Natte-Leje giver hans StuePige en Daler eller to, ligesom jeg har været længe i hans Huus til. En anden har en gammel Hare liggende, den flyer han til en Bonde, som reiser fra Callundborg eller Corsøer til Kiøbenhavn. Det er jo en stor Høflighed; men, naar jeg har betalt Fragt, Accise og Drikkepenge derfor, saa er jeg vis paa, at Haren er betalt. Den eeneste Forskiæl imellem at kiøbe en Hare, og at faae en til Foræring, er, at jeg for det sidste maa skrive et Compliment-Brev, og give 6, 8 Skilling til Post-Penge oven i Kiøbet. Derfor var en vis Mand fordum saa snild i Jylland, at, naar han vilde forære Amptmanden et par Høns, tog han sin Tieneres Liberie paa, for at oppebære Drikke-Pengene selv; og, saasom Amptmanden var en raisonnable Mand, befandt han sig ikke ilde ved slige Foræringer. Man kand ødelegges her i Landet end ogsaa af Folkes Høflighed; thi alting skal være saa stort, den eene vil være meer genereux end den anden, og vi ere dog Staadere tilsammen. Jeg har kun forsøgt den mindste Deel; naar jeg bliver gift engang, faaer jeg at viide meer deraf. Kunde jeg dog ikkun faae en Kone, som var ligesaa sindet som jeg, skulde det have gode Veje. Vi vilde for det første ingen u-nyttige Gaver skienke hinanden. Vi skulde lade Præsten udi nogle faa Venners Nærværelse vie os sammen, og derpaa uden videre Ceremonier smukt gaae til Sengs. Jeg vilde see paa den, der torde sige, at vi vare ikke derfor rette Ægtefolk, eller i alle Maader ligesaa gode, som de andre, der dantze til Sengs med Makroner og Masepaner i Maven. Naar min Kone kom i Barsel-Seng, skulde hun ingen lade det viide, og der ved spare baade paa sine Penge og sin Hilsen, og skulde hverken Præst eller Degn blive teede der ved, og vilde jeg see paa den, der torde sige om mit Barn, at det ikke var lige vel døbt for det. Han som dræber Folk med Sang-Klokkerne, skulde aldrig bede Livet af nogen af mine Børn; thi ingen af dem skulde efter Tacten føres til Graven. Men hvor finder man saadan Kone i Kiøbenhavn? Jeg finder vel Mademoiselle Leonore at være en fornuftig Jomfrue, hvorfore jeg og prefererer hende for de fleste Fruentimmer, som jeg kiender her. Men der er dog noget at sige paa hendes Opførsel, saa at hvor ofte jeg har sat mig for at aabne mit Hierte for hende, saa dog blir jeg tvilraadig, saa ofte jeg eftertænker hendes Levemaade. Hun har nyelig talt om en Dame, som skal boe i dette Huus, og giort saadan Beskrivelse over hende, saa at jeg brænder af Begiærlighed at tale med den samme; men der maa ingen være hiemme, thi Boden er tillukt. See, kommer der ikke Apicius, Leonores Broder? Det er best, at jeg gaaer min Vej; thi han importunerer mig altid enten med daarlig Snak, eller han vil laane Penge.

APICIUS. Det var pardieu billigt nok. Lad mig see: En Hønse-Kiød-Suppe med Boller, en Kalkunsk Hane, et Fad Karper, et Fad Karusser, en Mandel-Terte, foruden adskillige smaa Bi-Retter, for en Rixdaler pro Persona. Man kand jo aldrig anvende sine Penge bedre. Det var og en herlig rød Viin, vi havde, saa puur, saa syver, som man kand faae den i Bourdeaux. Den Rhinske Viin derimod syntes mig ikke saa vel om; Jeg kunde strax smage, hvor man havde hentet den. Jeg vil ikke rose mig selv, men det kand jeg sige, at, saasnart jeg faaer en Viin paa min Tunge, skal jeg ungefehr sige, om den er fra Abesteen, Bech, Soel, Fabricius eller Biil. Jeg hører ellers, at man skulde have faaet en skiøn Viin i de 3 Rømere, der vil jeg hen, for at prøve den. Kunde jeg have det heele Aar igiennem slige Dage, som jeg har haft i disse 8te Dage i Rad, byttede jeg ikke Stand med en Chur-Første; thi jeg har spiset hver Aften Harer, Agerhøns og Østers. De Østers var excellente, vi fik i Gaar Aftes, men de var ikke tillavet efter min Smag: Østers maa ikke stoves uden i deres egen Sause, ellers vil jeg ikke reise mig op for dem. Der er ingen Ting, jeg kand ærgre mig meer over end at see god Mad ilde tillavet, som for Exempel: den søde Suppe, vi havde i Overgaar paa de skiønne Gedder; jeg kand blive gall, naar jeg tænker derpaa, thi Gedderne vare ellers saa deilige, og laae saa krusede paa Fadet, saa at et halv død Menneske kunde alleene leve op af at see paa dem. Mig synes, at saadant er ligesaa galt, som at komme Sirup i Caffee. I Morgen skal jeg hen en steds, hvor jeg faaer kun faa Retter, men vel tillavede: En god Grillade, som jeg garanterer for er vel stegt, en Ret Fisk med sin rette Suppe, en Kalkunsk Hane, som er jaget en heel Time i Gaarden, førend den blir dræbt, og en Viin, som jeg er vis paa, smager ikke af andet end af Druerne; Thi jeg har bundet en af mine gode Venner, som skal løse sig i Morgen. Det beste som er ved Almanakerne er disse Navne-Dage; for Resten maatte man skaffe dem af, naar man lystede. Jeg vil sætte mig paa en Hest og ride i Morgen Formiddag, alleene for at faae Appetit. Men der seer jeg Jomfrue Helene.

APICIUS. Nu! hvor gaaer det? lille Jomfrue! man seer hende saa sielden. Hvad godt Nyt? Hvor mange BarselStuer har hun været udi denne Uge?

HELENE. I skal nok see, at man gaaer hen at giøre ham Regenskab for saadant.

APICIUS. Ingen nye Partier?

HELENE. Jeg troer, han bilder sig ind, jeg gaaer om og føyter i Byen, for at høre nyt; vil I spørge mig, hvor mange Alen Kniplinger jeg har kniplet i denne Uge, det kand jeg sige jer.

APICIUS. Ej! skulde hun kniple! hun er alt for artig til det.

HELENE. Jeg er ikke bedre end hans Søster, Jomfrue Leonore.

APICIUS. Ej! min Søster har ikke været i Moden mange Aar; hun er ikke at regne mod Jomfruen. Men veed hun da intet nyt?

HELENE. Nej sommænd veed jeg ikke.

APICIUS. Da skal jeg kunde sige hende nyt.

HELENE. Hvad er det?

APICIUS. Drengene paa Gaden løbe om med en Spaadom, som er nyelig trykt, at mod Verdens sidste Tider alle Jomfruer skal gaae med Kniplings-Skiørt.

HELENE. Det er sandt nok, men der staaer og i samme Spaadom, at paa samme Tid alle unge Karle skal være blinde.

APICIUS. Ha, ha, ha! det kalder jeg et Bon mot; jeg vil saa mænd kysse dig derfor, lille Helene.

HELENE. HErre Gud, hvor heftig han faaer det!

APICIUS. Ach! Charmante Jomfrue! maa jeg røre kun med den lille Finger paa hendes Bryst?

HELENE. Ej! saa harceleer!

APICIUS. Ach! ikkun med den lille Fingerl

HELENE. Jeg troer, den Karl spøger.

APICIUS. Har Jomfruen Snørliv paa i Dag?

HELENE. Nej, vi giør os ikke saa gemeen, at gaae med Snørliv; det er altsammen gammeldags.

APICIUS. Maa jeg ikke føle, om hun har Snørliv paa?

HELENE. Ej see her! jeg skal, min Troe, sige det til jer Søster.

APICIUS. Gud bevare os vel, hvor peene disse Jomfruer er her i Landet; da er Franske og Engelske Jomfruer anderledes. Dersom ikke Jule-Lege var her i Landet, maatte man forsmægte, thi det er den eeneste Tid om Aaret de ere noget tamme; da kand man endelig faae et Kys. Bild eder ind, Jomfrue, at det er Juul; Hvad skal den giøre, som eyer dette Pant?

HELENE. Den skal holde sin Mund, og skiøtte sig selv.

APICIUS. Hvor kand saadan artig Jomfrue give saadan slet Dom?

HELENE. Jeg er ikke artig, Monsieur; thi jeg har hverken været i Frankrig eller Engeland. Er han forlegen for artige, lystige Fruentimmer, som veed at leve, see da vil jeg recommendere ham en Dame, som skal være efter hans Sind, og samme er ligesaa tam i Faste-Tider, som i Julen.

APICIUS. Vil da Jomfruen have den Godhed at føre mig an?

HELENE. Han maa føre sig selv an.

APICIUS. Jeg har jo ingen Adresse.

HELENE. Der kand han let faae Adresse, det er en Kone, som sidder stedse i en aaben Bod; han kand anvende et par Skilling paa noget smaat Galanterie, saa faaer han baade Varer og Snak for Pengene.

APICIUS Hvor boer hun?

HELENE. Her nest ved. Jeg har aldrig været der, før i Dag, men hun tracterede og embraserede mig, som vi havde været kiendt i hundrede Aar.

APICIUS. Er hun ogsaa kiøn?

HELENE. Ja vist, hun er temmelig kiøn.

APICIUS. Den Dame maa jeg, min Troe, see engang.

HELENE. Det bliver nok ikke ved eengang; thi hun har alle de Qvaliteter, som Monsieur leder, og som han siger, ikke er at finde hos Fruentimmer her i Landet.

APICIUS. Men hvor boer hun?

HELENE. Jeg sagde ham jo nyelig, at hun boer i dette Huus.

APICIUS. Jeg har, min Troe, glemt det.

HELENE. Ha, ha, ha! han er, min Troe, alt slagen.

APICIUS. Forlad mig, Jomfrue! hun bedrager sig derudi. Men a propos er hun ogsaa smuk?

HELENE. Ja vist er hun meget smuk, ha, ha, hal

APICIUS. Fixeer mig ikke, Jomfrue; nu erindrer jeg, at jeg har tilforn eengang spurdt om det samme.

HELENE. Adieu, min Herre! Lykke paa Reisen.

APICIUS. Saasnart som Boden bliver aaben, skal jeg derind. Men der seer jeg Espen komme meget beleiligt. Hør, Espen, har du nogen Kundskab i dette Huus?

ESPEN. Nej, Herre! aldeles ingen.

APICIUS. Har du aldrig seet Konen i Huset?

ESPEN. Hverken Konen eller Manden.

APICIUS. Der er ingen Mand i Huset.

ESPEN. Det er saa i alle Huse; thi Konerne agere Mænd, og føre Regimentet allevegne. Men maaskee denne er Enke.

APICIUS. Jeg er bleven ganske forlibt i hende, Espen!

ESPEN. Ha, ha! den Kierlighed vil vel vare ligesaa længe, som Herrens andre Elskove.

APICIUS. Siig ikke det, Espen!

ESPEN. Jeg vedder, at inden Aften saa er Herrens Hierte logered udi et andet Qvarteer af Byen. Jeg har den Ære at kiende Herrens Hierte. Det gaaer ungefær ligesaa rigtigt som Holmens Klokke. Men er den Kone saa behagelig og artig, at - -

APICIUS. Det skal jeg endelig ikke kunne sige dig.

ESPEN. Hvad Pokker vil det sige? Er I forlibt udi een, som I ikke kiender? Men er hun Enke eller Jomfrue?

APICIUS. Det skal jeg ey heller kunne sige.

ESPEN. I giør mig gall, Herre! Er hun da smuk?

APICIUS. Bryd mig ikke længer med dine forbandede Spørsmaale. Gid jeg faaer Skam, om jeg min Livs-Tid har seet hende; men inden et par Timer skal jeg beskrive hende for dig. Nok er det, at jeg nu siger dig, at jeg er gandske forlibt.

ESPEN. Hvorfor Fanden er I ogsaa ikke forlibt udi Keyserens Dotter i Maanen? Dette er, min Troe, det selv samme.

APICIUS. Jomfrue Helene, som jeg nys talede med, har beskrevet hende for mig. Kom, lar os gaae hiem. Jeg maa pynte mig noget.

PERNILLE. Henrich! Madamen kommer. Jeg maa aabne Boden. See der er hun. Hun gik ud til Fods, og kommer tilbage udi en Portechaise. Det er en Original af en Kone.

LUCRETIA stigende ned af Portechaisen. Hvordan staaer til i Huset, Pernille? har her været nogen, som har spurt efter mig?

PERNILLE. Slet ingen. Men hvoraf kommer det, at Madamen seer saa glad og fornøyed ud?

LUCRETIA. Jeg er i meget god Humeur.

PERNILLE. Det er mig kiært.

LUCRETIA. Jeg har aldrig gaaet meer fornøyed af noget Selskab.

PERNILLE. Hvorledes da?

LUCRETIA. Monsr. Petronius bevisede mig saadan Hoflighed, saa jeg vil længe tænke paa ham.

PERNILLE. Men Madam!

LUCRETIA. Intet Menneske er mægtig til at modstaae en Person af den Artighed.

PERNILLE. Jeg tænkte, at saadan Philosophus skulde ikke kunne sætte nogen Fruentimmers Hierte udi Brand. Men maaskee Madammen er blevet indtagen af hans Lærdom og Veltalenhed?

LUCRETIA. Jeg skiøtter ikke meget om hans Lærdom.

HENRICH. Madamen har ret; thi det er ikke med de slags Kugler, man skyder Stormhul paa Fruentimrets Hierter.

LUCRETIA. Det er, min Troe, sandt nok; vi vare ikke meer end en Time sammen, og i den korte Tid - -

PERNILLE. Hvad giorde han da den korte Tid?

LUCRETIA. Han tog mig til side udi en Krog.

PERNILLE. Hvad?

LUCRETIA. Han kyssede mine Hænder.

PERNILLE. Videre.

LUCRETIA. Han faldt paa Knæe.

PERNILLE. Videre.

LUCRETIA. Han udøsede dybe Suk.

PERNILLE. Videre! videre!

HENRICH. Videre, videre! Hvad Fandens videre vil du have? Er det ikke alt hvad en ærlig Mand kand giøre udi offentlig Selskab?

PERNILLE. Det er ikke uden alt formeget.

LUCRETIA. Du est alt for peen, Pernille! du vil maa skee, at jeg skal giøre ligesom den Heltinde, hvis Navn jeg bær?

PERNILLE. Hvad giorde hun da?

LUCRETIA. Da hun blev beængsted af en forlibt Person, stak hun sig selv ihiel med en Dolk.

HENRICH. Hvilket Taasse-Beest! Man finder nu omstunder ikke fleere slige Lucretier, siden Verden er bleven meer polered.

LUCRETIA. Ney, min Troe, giør man ey.

HENRICH. Mig synes, at det var nok saa heroisk at stikke den ihiel, der negte et brav Fruentimmer sin Faveur, naar hun trængede.

LUCRETIA. Det er ikke saa taabeligt sagt; men lar os gaae ind, for at aabne Boden.

ERASTE. Jeg længes efter at see den Dame, som Jomfru Leonore har beskrevet for mig. Jeg har længe ledet efter et Fruentimmer af den Caractere, men forgiæves; thi de fleeste af vort Fruentimmer er saa ilde opdraget, og saa hengivne til Vellyst, til Spill og Føyten, saa at gifte sig her i Byen, er at komme udi Verden op til Ørene, og siden at gaae med Bettelstaven. Men jeg seer, at Boden er aaben. Jeg maa der ind. Ydmygste Tiener, min hierte Madame! Jeg skulde kiøbslaae noget med hende, men jeg veed ikke selv, hvad det skal være.

LUCRETIA. Det vil ikke sige, min Herre, han er mig derfor lige vel kiærkommen. Vil han ikke have en Koppe Caffee med? Jeg skal gierne have min Caffee ved disse Tider.

ERASTE. Jeg skulde tænke, den slags Drik var skadelig for Madamen, saa vel som for alle dem, der af Naturen er traurige; saa snart jeg drikker kun en Koppe, faaer jeg strax saadan Hierte-Klemmelse, saa jeg synes ligesom jeg havde giort en U-lykke.

LUCRETIA. Ej, det er, min Troe, kun Indbilding. Henrich, bring en Koppe hid. For en halv Snees Aar siden hørte man nu aldrig tale saadant; Jeg bilder mig ind, det er gaaet saaledes til: En Jomfrue har, maa skee, engang af en Hændelse faaet ont, og hildet sig ind, at det kom af Caffee; hvorfor det heele Naboe-Lav er falden paa samme Griller, og omsider den heele Bye er bleven saaledes anstukken, at de fleeste Jomfruer kand faae ont alleene af Lugten. Jeg sidder og læser her en artig Passage om Indbildinger udi denne Bog.

ERASTE. Det er, maa skee, De 12 Aandelige Betænkninger?

LUCRETIA. Ney, det er en Satyrisk Roman.

ERASTE. Ej! bevare os vel! læser Madamen saadanne Bøger?

LUCRETIA. Ach, ja! jeg er ikke uden for lystige Skrifter. Jeg har selv giort nogle Satyriske Vers, som jeg skal vise Monsieur, om jeg kunde finde dem. Hun leeder, og synger midlertid en Fransk Viise.

ERASTE. Hvor kommer det, at Madamen sidder her i Boden i Dag?

LUCRETIA. For den samme Aarsag, som i Gaar.

ERASTE. Hendes Søster pleier jo ellers sidde udi Boden, hun som er saa meget stille.

LUCRETIA. Monsieur maa da have seet hende udi Skolen, der er hun nok stille, men naar hun er hiemme, springer hun baade over Borde og Bænke.

ERASTE. Ney, jeg meener hendes voxne Søster.

LUCRETIA. Jeg har ingen ældre end paa 6 Aar. Om Forladelse, Monsieur! jeg maa tælle efter mine Penge, hvor meget jeg tabte i Cinqville i Dag. Hun begynder igien at synge en forlibt Viise.

ERASTE. Madame! Jeg tænkte at finde en Lucretia her, men - -

LUCRETIA. Han har der i ikke taget feyl; thi jeg heder ogsaa Lucretia.

ERASTE. Hun svarer da ilde til hendes Navn; thi hun træder aldeles ikke den Lucretiæ Fodspor, hvis Navn hun bær.

LUCRETIA. Det giør ey heller nødigt. Monsieur! thi den samme Lucretia var en taabelig Gaas. Det er nu om stunder ikke meer Moden at myrde sig selv, for at forsvare sin Kydskhed.

ERASTE. Adieu alamodiske Lucretia!

LUCRETIA. Adieu Monsieur Huus-Postill!

ERASTE. Adieu kydske Thais!

LUCRETIA. Adieu kydske Joseph!

ERASTE. Adieu Madame la Coqvete!

LUCRETIA. Adieu Misantrope.

LUCRETIA. Jeg har aldrig seet saadan u-rimelig Karl, som denne. Han kommer her og skiælder mig Huden fuld udi mit eget Huus. Jeg burte have ladet ham prygle paa Dør, paa det han en anden gang kunde have dismeer Respect for Fruentimmer. Det synes, at den lumpen Karl var allene hidkommen, for at udøse sin Galde paa mig. Ach hvor slet er dog ikke dens Vilkor, som maa altid holde sine Dørre aabne, og underkaste sig all slags Folks Grovhed. Jeg vilde ønske, at jeg var indslutted udi et Kloster, thi jeg finder kun liden Fornøyelse i Verden. Snart er man ikke udi god Humeur, førend der kommer et eller andet ont Menneske, som bringer een deraf igien. Hun kaster Romanen under Bordet, og sætter sig til at græde over en Geistlig Bog.

APICIUS. Ach, Charmante Madam! det er en dobbelt Avantage at kiøbslaae med dem.

LUCRETIA. Hvi saa?

APICIUS. Baade faaer man de beste Varer, saa og kand man tillige med have den Ære at tale med den artigste Enke her i Byen.

LUCRETIA. Jeg er aldeeles ikke af de Snaksomme, Monsieur! vil heller ikke taale saadant Skiemt.

APICIUS. Bevare os, min søde Madam! Hvo har bragt hende saa af hendes deilige Humeur?

LUCRETIA. Min kiære Mand, jeg er altid, ligesom I seer mig nu.

APICIUS. Hvo der troer saadant, har et Steen-Hierte. Men hvad er det for en Bog, Madamen studerer udi? Det er vel af Molieres Comædier?

LUCRETIA. Ney sommænd, det er ikke Bog for mig; jeg sidder og læser lidt udi Taare-Persen.

APICIUS. Taare-Persen! Ej! man blir saa melancholisk af saadanne Bøger.

LUCRETIA. Ney vist, jeg blir heller i god Humeur af saadanne Bøger.

APICIUS. Ja i visse Maader har hun ret derudi; naar Sindet er besværet, kand man u-feilbarligen finde Trøst udi saadanne Bøger.

LUCRETIA. Ach, ja! men man maa dog holde Maade ved saadan Læsning; thi man blir visselig noget melancholisk af saadanne Bøger.

APICIUS. Men hvor til bruger hun denne Bog? jeg seer, det er en Satyrisk Roman.

LUCRETIA. Af den river jeg Blader ud og giør Kræmmer-Huse.

APICIUS. Ej! det er Synd, Madame! det er en Bog fuld af nyttigt Skiemt.

LUCRETIA. Jeg har, min Troe, ikke fundet et sundt Ord der i.

APICIUS. Ja det er ligesom man vil tage det til; mod andre solide Bøger kand den ikke kaldes god.

LUCRETIA. Saa maa I da, kiære Mand! ikke have læset den med Eftertænksomhed; thi, naar man seer det med rette Øye, finder man dog en mægtig Hob Got der udi.

APICIUS. Det er selsom, Madamen roser og fordømmer sin egen Meening, alleene fordi den er i en andens Mund; dersom Madamens Artighed mig ikke var bekiendt, skulde man tænke, hun var noget bizarre. Men, maa skee, Madamen er ikke vel i Dag?

LUCRETIA. Ney, alle Fredags-Eftermiddage pleier jeg gierne have Hoved-Pine.

APICIUS. Der for skal jeg sige hende et got Raad: hun skal lade sig trykke en Almanak aparte med ingen Fredag udi.

LUCRETIA. I skiemter dermed, men det er, min Troe, dog saa; jeg kand sværge paa, at jeg mange Tider har været meget vel, men, saasnart jeg har eftertænk!, at det var Fredag, er jeg strax bleven saa elendig, ligesom mit Hoved var kløvet ad.

APICIUS. Ha! ha! ha! hvor disse Fruentimmer kand forstille sig! Hun bilder mig, min Troe, aldrig ind, Madam! at det er hendes Alvor; thi jeg har alt for god Underretning om hendes Artighed, at jeg skulde troe saadant. Ej! tag Masqven af, Madam! og vær ligesaa artig mod mig, som hun er mod alle andre Mennesker. Apropos Madam! maa jeg være hendes Galand i Dag, og føre hende med paa Comoedien?

LUCRETIA. Ney, Monsieur! det er mod min Religion. Jeg har været der eengang, men kommer der ikke saa hastig igien; thi jeg hørte dem bande engang nogle store Kiød-Eeder, hvorudover jeg ærgrede mig saa, at jeg ikke har forvundet det endnu.

APICIUS. Jeg hørte en vis Mand sige det samme nyelig, og der er dog ingen, som bander saa meget, som han selv. Jeg troer der er gandske faa Huse i Kiøbenhavn, hvor der jo blir bandet meer paa en Dag, end paa Comoedien i en Maaned. Den Forskiæl imellem de Eeder, som falder paa Comoedien, og dem, der bruges i Folkes Huse, bestaaer fornemmelig derudi, at paa Comoedien forestiller man kun kaadmundede og u-gudelige Personer, men udenfor er man det virkelig; paa Comoedien bander man sielden, og det paa Skrømt, kun for at vise Folk, hvor ilde det lader, udenfor bander man for Alvor, og det lidelig. Gid jeg havde en Daler, Madam! for hver gang en Kræmmer her i Byen bander paa, at en Alen Klæde koster ham meer i Engeland eller Holland, end han selger det her for. Men Madamen skiemter her udi saa vel som i andet.

LUCRETIA. Jeg troer, min Troe, at den Karl spøger.

APICIUS. Ikke, min Troe, saa meget, som hun; thi jeg er lystig, men hun eengang saa meget som jeg. Ney, lad os nu tale Alvor. Jeg skal forære hende et par artige Viiser, som er nyelig giort; hun skal finde Fornøyelse saa vel i Ordene, som i Melodien. Den første gaaer saaledes: Han synger en Viise, og hun læser imidlertid i TaarePersen. Nu er den ude, Madam; thi der er ikke giort fleere Vers.

LUCRETIA. Det er mig u-sigelig kiært.

APICIUS. Den anden Viise gaaer saaledes: Han synger en anden Viise, og holder paa hende, som vil gaae bort; Hun slider sig endelig løs.

LUCRETIA. Gaae jer Gang, Næseviis!

APICIUS. Men Madame!

LUCRETIA. Men Monsieur!

APICIUS. Er det Materien eller Formen, som mishager hende i Versene?

LUCRETIA. Ingen af Delene; thi jeg har intet hørt derefter.

APICIUS. Vil hun da, at jeg skal begynde paa nyt igien?

LUCRETIA. Den Karl giør mig gall.

APICIUS. Ach! min søde Engel! plag mig da ikke længer. Han sætter sig udi Positur at kysse hende, hun gier ham et Ørefigen, raaber Huus-Folket til Hielp, som driver ham paa Dør, og lukker Boden.

APICIUS alleene. Nu denne gang blev jeg, mafoi, artig pudset; kand jeg spille Mademoiselle Helene et Puds igien, skal det være mig en stor Fornøyelse. Men det er til pas for os Mand-Folk, efterdi vi ere saa let-troende. Kunde jeg Taasse ikke have eftertænkt, at det ene Fruentimmer aldrig gierne roser det andet? Thi, naar de laster hinanden, kand man alleene troe dem; men, naar de roser, er det alleene spotviis. Jeg er pardieu saa skamfuld, som jeg havde staaet i et Hals-Jern; havde der været endnu en underligere og meer bizarre og u-fasonlig Kone i Byen, havde hun skikket mig derhen. Han gaaer.

LUCRETIA med en Stok i Haanden. Jeg seer ham ikke meer; han er borte til sin Lykke, thi jeg skulde have smurt hans Ryg.

PERNILLE. Men Madam, betænk dog hvad I giør. I underkaster jer alle Menneskers Had ved jer Opførsel.

LUCRETIA. Jeg estimerer ikke hans Had.

PERNILLE. Troer I vel, at et ungt hidsigt Menneske, som han er, kand fordøye saadan Medfart? Han vil visselig søge Leilighed til at hævne sig, og I vil staae Fare for Tort og Fortræd. Det er ikke den første, som I saaledes har handlet med. Madamen maa beflitte sig paa at føre et andet Levnet, for ikke at bevæbne den heele Bye mod sig.

LUCRETIA staaende længe udi Tanker. Jeg bekiender, lille Pernille! at jeg har gaaet noget forvit udi denne Sag; men naar Galden begynder først at løbe over

PERNILLE. Madame! I maa holde jere Affecter udi Tømme, eller forlade jer Handel. See engang til jer Naboe-Kone: hun hilser alle dem, som gaae hendes Bod forbi, ja hun krummer og bøyer sig end for en Lakei, og der ved tildrager sig stor Næring. Lucretia græder.

PERNILLE. Forlad mig, Madam! at jeg saa dristig siger min Meening.

LUCRETIA. Jeg forlader dig det af mit gandske Hierte.

PERNILLE. Alt det jeg siger er af Kiærlighed til Madamen.

LUCRETIA. Jeg er forsikkret derom, Pernille!

PERNILLE. Og samme Kiærlighed bringer mig allene til den Dristighed.

LUCRETIA. Skiæld paa mig saalænge du gidder, thi jeg har fortient det.

PERNILLE. I understaaer jer med en Kiep i Haand at anfalde en bevæbned ung Person.

LUCRETIA. Jeg tilstaaer, at det var en forstyrred Gierning.

PERNILLE. Hvis I havde slaget ham, han havde omkommet jer paa Steden udi sin Hidsighed.

LUCRETIA. Meener du det? Pernille!

PERNILLE. Jeg raader Madamen, at hun tar sig vare; thi han seer ud til at være saadan een, der visselig vil hævne sig.

HENRICH. Det er en Fandens Sag denne; thi dersom han ikke faaer Leilighed til at hævne sig paa Madamen, vil han gaae løs paa mig.

LUCRETIA. Jeg vil indslutte mig nogle Dage udi mit Kammer. Midlertid vil vi finde Leilighed at stille ham tilfreds.

HENRICH sagte. Jeg forlanger i det ringeste ikke at være Ambassadeur til den Freds Tractat.

LUCRETIA. Henrich! du skal udspionere, hvor han boer.

HENRICH. Det er at sige, Madam: du skal gaae hen og lade dig slaae Arm og Been i stykker.

PERNILLE. Hvad vil dette Menneske her? Lucretia og Henrich krybe under Bordet i Boden.

PERNILLE. Hvad er hans Forlangende?

LAKEIEN. Jeg har et Brev fra Mag. Petronius til hende, Madam!

PERNILLE. Jeg er kun hendes Pige. Vær saa god at bie et Øyeblik, Madamen skal strax komme. Madam! hvor er I?

LUCRETIA. Hvorfor røber du mig? Pernille!

PERNILLE. Kom kun frem! Hun har ingen Fare denne gang. Det er kun en Lakei med et Brev fra Monsieur Petronius.

LUCRETIA. Ach! nu kommer jeg mig igien.

HENRICH. Jeg var alt død og begraven, og mig syntes ligesom jeg hørte Sang-Klokkerne gik for mig; thi jeg tænkte, at det var den unge Jean de France, som nyelig gik vred bort.

LUCRETIA læser Brevet og kysser det. Ach min kiære Monsieur! Jeg har aldrig faaet et meer angenemt Brev. Formæld min ydmygst Respect til Monsieur Petronius, og siig ham, at der er intet Menneske paa Jorden, som jeg elsker og agter meer end ham. Ach Pernille! han lover at fornøye mig i Aften med en Musik for min Dør. Siig til jer Herre, Monsieur! at jeg elsker ham saa inderlig, at

LAKEIEN. Jeg skal ikke forsømme at sige ham det. Han gaaer.

PERNILLE. Skiæmmer Madamen sig ikke at giøre saadan forliebt Erklæring?

LUCRETIA. Hvad? Næseviis! Denne Pige knurrer alle Øyeblik. Nu siger hun, jeg er for stolt, nu igien alt for høflig! Jeg har aldrig nogen tid kiendt saadan vægelsindet Pige.

PERNILLE. Madamen falder jo fra en Extremitet til en anden. Der fattes ikke andet, end at hun skulde have giort saadan Erklæring: Siig til jer Herre, at jeg er færdig til at accordere ham den yderste Villighed.

HENRICH. Du est dog en forbandet Knurrepotte, Pernille! Er ikke Madamen Herre over sit eget Legeme?

PERNILLE. Jeg tilstaaer det gierne. Derfor skal jeg lade hende giøre herefter alt hvad hende lyster.

LUCRETIA. Læs kun dette Brev engang, og døm saa, om jeg ikke har ret.

PERNILLE efter at hun har læset sagte. Det er jo Begyndelsen af en Roman, Madame!

LUCRETIA. Hvad?

HENRICH. Pernille har, faae jeg Skam, ret der udi.

LUCRETIA. Tør du laste et Brev, som du aldrig har læset?

HENRICH. Hvorfor ikke det? Madame! Pernilles Ansigt er mit Vejr-Glas, hvorefter jeg dømmer. De Krøller, hun slog paa Næsen, viser, at Brevet ikke duer for en Pibe Tobak.

PERNILLE. Han har, min Troe, udskrevet et Blad af Astrea eller Amadis. Ha! ha! ha! jo meer jeg læser, jo meer stikker Pedanten frem.

LUCRETIA. Flye mig Brevet tilbage, at jeg kand læse det end engang. Du har ret, Pernille! Begyndelsen kommer mig for at være af David Skolmesters Formularier. Hun læser videre. Ha! ha! ha! denne Expression er tagen af Else Skoleholders Magaziner. Hun læser videre, og kaster Brevet paa Gulvet. Fy for en U-lykke! han maa være en Hoved-Pedant, en fuldkommen Thomas Diaphorius. Det turde jeg sige ham i hans Næse.

PERNILLE. Nu nu, holdt Maade, Madam, og ivre jer ikke saa meget. Det er de Lærdes Skrivemaade.

LUCRETIA. Jeg tør vedde, at jeg skal finde det heele Brev udi Talanders Politiske Stockfisk. Fy fy! Jeg taaler ikke, at du tar hans Parti, Pernille!

PERNILLE. Jeg tar ikke hans Parti; tvert imod, jeg finder ingen Smag i Brevet. Jeg siger kun, at Madamen gaaer alt for vit.

LUCRETIA. Snik Snak! lar os gaae ind. Til Spectatores: Denne Pige er forbandet vægelsindet.

ERASTE alleene. Satyriske Romaner, Comædier, Cinqville, Thee og Caffee hver Dag, Raillerie, forlibte Viser; den Recommendation var jo god nok. Hun behøvede ikke saa mange Qvaliteter, een af dem alleene var tilstrekkelig til at indplante mig Afskye for saadant Menneske; thi om et Fruentimmer var skikkelig og efter mit Sind i alle Maader, men brugte kun Snustobak alleene, saa gav jeg hende strax Afskeed. Denne fattedes intet andet for at giøre alting fuldkommen, end at hun ogsaa skulde have taget mig ud paa Gaden at dantze med mig, eller anmodet mig selv om Kiærlighed, og, maa skee, om jeg havde blevet der lidt længere, saa havde det ogsaa skeel. Nu har jeg levet udi 40 Aar, men er aldrig bleven saa skammelig fixeret. Men jeg har ikke fortient andet; thi, naar jeg eftertænker alting, da maa og bør jeg tilstaae og bekiende for heele Verden, at jeg end i mine beste Klær er en af de største Taasser i Byen; thi der behøvedes kun Heste-Forstand at begribe dette, at, naar du først har stødt et Fruentimmer for Hovedet, du ikke strax derpaa skal spørge hende til raads udi Ægteskabs Sager. Jeg vil give alle Folk Lov at belee mig. Min Tiennere Christopher selv maa kalde mig en Nar; jeg vil med Taalmodighed høre derpaa og sige: Christopher, du har ret. Havde den gode Jomfrue Leonore giort det mod en anden, kunde man have taget det op som en Artighed; men hun veed, at jeg er een af de stilleste og ærbareste Mennesker her i Byen, at jeg taaler ingen Skiemt, men legger en Ting paa Hiertet, som er langt ringere end denne. Jeg er vis paa, at Historien er i Morgen over den heele Bye, og blir forbedret i hver Gade, som gemeenlig skeer, og at Autor til de Danske Comædier rigtig fører min Person paa Theatrum. Han burte i det ringeste giøre det; jeg vil give ham Lov til at forestille saadan Person med en Papiir-Krave om Halsen, med en Tromme for sig. Men der seer jeg min Tiennere Christopher komme.

ERASTE. Skield mig Huden fuld, Christopher!

CHRISTOPHER. Hvorfor det? Herre!

ERASTE. Siig mig de haardeste Ord, som du kand ophitte.

CHRISTOPHER. Det tar jeg mig vel vare for.

ERASTE. Jeg skal ikke tage det ilde op.

CHRISTOPHER. Gid jeg faaer Skam, om jeg forlader mig der paa, Herre! Jeg kunde ogsaa komme i en gall Vane derover, og skielde paa Herren, naar det faldt ham ikke beleiligt, paa mine Ryg-Beens Bekostning.

ERASTE. Jeg vil min Troe altid give dig Lov at kalde mig en Slyngel.

CHRISTOPHER. Det var Synd at give Herren den Caracteer.

ERASTE. Jeg har ikke fortient bedre Titel efter den Gierning, jeg har bedrevet.

CHRISTOPHER. Hvad har I da giort? Herre!

ERASTE. Jeg har ladet mig trække ved Næsen. Man har spillet mig et Puds, som vil giøre mig latterlig over den heele Bye.

CHRISTOPHER. Hvo har spillet Herren det Puds?

ERASTE. Jomfrue Leonore Apicii Søster.

CHRISTOPHER. Hvorledes da?

ERASTE. Hun recommenderede mig en Dame, som hun foregav at have alle de Qualiteter, som jeg leder efter. Jeg fik derudover stor Lyst at see samme dydige Lucretia.

CHRISTOPHER. Heder hun Lucretia?

ERASTE. Ja, men hun svarer ilde til sit Navn; thi jeg fandt hende løsagtig, vellystig, næseviis, bagtalersk. Med et Ord: Originalen var tvert imod det Portrait, som hun giorde mig. Endelig som jeg begyndte at moralisere noget derover, blev hun vred, og drev mig med Haanhed paa Dørren.

CHRISTOPHER. Jeg havde aldrig kundet tænke Jomfrue Leonore saadant til.

ERASTE. Hun skal, min Troe, ikke have giort det omsonst. Jeg skal nok finde Leilighed til at hævne mig. Bie lidt her, til jeg kommer tilbage.

CHRISTOPHER. Hvor vil Herren hen?

ERASTE. Jeg vil hen og see, at jeg faaer fat paa hendes Broder, for at sige ham nogle smaa Sandheder.

CHRISTOPHER. Betænk jer vel, hvad I giør, Herre! I faaer at bestille med en ung hidsig Person, som mindste Ord sætter i Fyr og Flamme.

ERASTE. Des bedre er det. Jeg ønsker kun, at han vil besmykke sin Søsters Gierning.

CHRISTOPHER. Det er en Person, som er i sin blomstrende Alder, og gandske desperat, naar han bliver vred.

ERASTE. Gid han kun vilde blive vred, saa jeg derved kunde faae disbedre Leilighed til at hævne mig.

CHRISTOPHER. Sagen er ikke at giøre meget Væsen af; hvor vel jeg maa tilstaae, at Jomfrue Leonore, saasom hun kiender min Herres Sind, har giort meget ilde. Det er ogsaa ingen Tvil paa, at hun jo vil fortælle dette Puds, hun har spillet ham, til andre, saa at min Herre derudover vil blive latterlig over den heele Bye.

APICIUS. Jeg søger efter Jomfrue Helenes Broder Eraste; men Pokker kand ikke finde ham. Dersom han ikke udi min Nærværelse heller sin Søster igiennem, saa skal jeg udøse all min Vrede mod ham.

CHRISTOPHER. Er der ikke Monsieur Apicius? han seer forbandet fæl ud.

APICIUS. Thi jeg lader ikke den Sag gaae u-hævned bort.

CHRISTOPHER. Han er vred som en Tydsk.

APICIUS. Jeg skal lære hende, at hun tar sig en anden gang vare ikke at drive Spot med en brav Mand.

CHRISTOPHER. Han maa endelig have været til Ords med min Herre paa Vejen, efterdi han er saa forbittred.

APICIUS. Jeg seer, at Boden er alt tillukket.

CHRISTOPHER. Han taler om Boden. Jeg tænkte det nok, at min Herre maa have visket ham en Dievel i Ørene.

APICIUS. Jeg er, min Troe, ikke den, der kand stikke en Ørefigen i min Lomme.

CHRISTOPHER. Hillemænd! er det mueligt, at min Herre har givet ham Ørefigen? Det er best, at jeg løber min Vej.

APICIUS. Hvem er der?

CHRISTOPHER. Slet ingen, Monsieur!

APICIUS. Saa maa du da være et Echo eller et Spøgelse.

CHRISTOPHER sagte. Jeg var tilfreds, at jeg var et Spøgels, og at mit Legeme for en halv Time var paa Blocksbierg.

APICIUS. Est du der? Christopher! Jeg havde ikke den Ære at kiende dig i Begyndelsen.

CHRISTOPHER. Æren er min, Monsieur. Men det er ikke mig.

APICIUS. Er det ikke dig? hvad Fanden er det for Snak?

CHRISTOPHER. Ney, gid jeg faaer Skam, om det er.

APICIUS. Det maa da være din Geist. Du maa endelig have en ond Samvittighed, efterdi du er saa bange for mig.

CHRISTOPHER skiælvende. Jeg er. min Troe, ikke bange, men jeg tog Monsieur for et Spøgelse.

APICIUS gier ham et par Ørefigen. See der, til et Beviis, at jeg er intet Spøgelse.

CHRISTOPHER. Hvorfor slaaer I mig? hvad ont har jeg giort?

APICIUS. Det er kun for at viise, at jeg er ingen Geist.

CHRISTOPHER. Min Herre skal vel hævne dette.

APICIUS. Hør, Christopher! du kand give dette par Øre figen til din Herre igien, og bede ham transportere dem paa sin Søster.

CHRISTOPHER. De Ørefigen skal dog komme dig dyre nok at staae.

APICIUS. Tør du give mig knubbed Ord, Slyngel? See der er nok et par Ørefigen for dig selv. Christopher skriger og Apicius gaaer bort.

ERASTE. Christopher! hvad er paa færde?

CHRISTOPHER. Det er ingen Konst at gaae bort, og lade en anden staae i Stikken.

ERASTE. Hvad er det for Snak? Hvem lader dig staae i Stikken? Hvorfor græder du?

CHRISTOPHER. Ach! jeg har faaet over 10 Ørefigen.

ERASTE. Af hvem?

CHRISTOPHER. Af den Slyngel - - - Ach! gid jeg havde ham nu fat alleene; nu først blir jeg modig, og Blodet begynder at kaage i mig.

ERASTE. Du skulde have slaaet fra dig tilforn, nu er det for silde.

CHRISTOPHER. Ach! Monsieur kiender jo min Natur, jeg kand ikke blive vred, førend man har længe irret mig.

ERASTE. Jeg merker paa den Maade, at du vil have fleere Ørefigen, før du blir vred; jeg synes 10 kunde nok ellers komme Blodet til at kaage i en ærlig Karl. Men af hvem est du slagen?

CHRISTOPHER. Af Apicius.

ERASTE. Hvorfor slog han dig?

CHRISTOPHER. Jeg veed ikke meer Aarsag der til, end det Barn, som ligger i Moers Liv.

ERASTE. Ach! Herre Jeh! hvad er dog dette? Den heele Familie er udsat paa at giøre mig Spot og Fortræd. Jeg veed ingen Aarsag der til, uden det skulde være, fordi jeg vegrede mig forgangen Dag at laane ham nogle Penge; dem skulde han dog gierne have bekommet, hvis jeg havde haft dem ved Haanden. I det øvrige begriber jeg aldeles ikke denne Handel.

CHRISTOPHER. Da begriber jeg i det ringeste det. Mine Kieber vil begribe og føle det i det mindste 2 a 3 Dage. Men Herre! siig mig ret for Alvor: Har I paa Vejen talt med Apicius om hans Søsters Sager? thi jeg har bildet mig ind, at I have vexlet Ord sammen paa Vejen, og at han derfor har handlet saa ilde med mig.

ERASTE. Jeg svær dig, at jeg ikke har talt med ham hverken i Dag ey heller i Gaar; og det er Aarsagen, hvi jeg intet fatter af denne Handel. Men lar os gaae; jeg maa hiem og tage en anden Kaarde paa.

PETRONIUS. Kand noget Menneske være behageligere i Selskab end den Lucretia? Alt det, som var paa hende, levede. Jeg har nu omgaaes med Fruentimmer her i Byen saa meget, som nogen anden, men jeg har altid staaet Karl førend nu. Det er ikke hendes skiønne Ansigt, jeg er forlibt udi, men hendes Maneerer, Fripostighed, Familiaritet, Yndighed, søde Miner og Belevenhed, hvor med hun har betaget mit Sind, at jeg veed ikke, enten jeg staaer paa mit Hovet eller Fødder. En af mine gode Venner viskede mig i Øret disse Ord: Den Dame synes at være forbandet coqvete; men jeg troer, at han tog forbandet feil, thi jeg merkede, at det var ikkun en fripostig Artighed. Jeg bød mig til at fornøye hende i Aften for hendes Vindver med en sagte Musiqve; hun takkede mig strax med saadan yndig Mine, at jeg er færdig at blive gall, naar jeg tænker derpaa. Hør, I gode Musicantere, lister jer sagte hen under Vindverne. Jeg vil først have et nyt Syngestykke med en Fiol de Gambe; siden kand I spille med de andre Instrumenter. Jeg vil selv synge Stykket, saasom det er af min egen Composition. Ere jer Instrumenter stemmede? Messieurs!

MUSICANTERE. Ja alting er færdigt.

PETRONIUS. Gaaer kun gandske digt under Vindverne, paa det at Musiqven kand begynde, førend man blir os vaer.

MUSICANTERE. Herren har kun at befale, naar vi skal begynde.

PETRONIUS. Men spiller ikke alt for stærkt! Jeg vil, at hun skal høre Ordene; thi mellem os at sige, saa er Compositionen excellent.

MUSICANTERE. Det skal efterleves, naadige Herre! Men det er noget kaaldt i Aften.

PETRONIUS. Bekymrer jer ikke derom. I blir nok indbudne udi Huset, hvor I faaer en varm Stue. I kiender ikke denne Dame; hun er genereuse. Rhins-Viin vil flyde som Vand for jer. Musiqven begyndes med den forlibte Viise, som han synger tillige med. Lucretia stikker Hovedet udaf Vinduet og slaaer Vand paa dem.

MUSICANTERE. Hvad Fanden er dette?

LUCRETIA. Gaaer jeg Gang, I Dagdrivere! Skiæmmer I jer ey at giøre saadan Allarm for en Enkes Dør?

PETRONIUS. Det er mig, Madame! Petronius.

LUCRETIA. Og det er mig, Lucretia.

PETRONIUS. Jeg har componeret dette Stykke, for at divertere hende.

LUCRETIA. Og jeg har slaaet Vand ned, for at temperere Heden af jer Hierne.

PETRONIUS. Hun kiender mig da ikke meer, Madame!

LUCRETIA. Jeg kiender jer alt for meget, Monsieur Pedant! See, der er jer naragtige Brev, som I skikkede mig.

PETRONIUS. Men er det mueligt, at

LUCRETIA. Har han Lyst til at døbes end engang, saa kand han kun tøve et Øyeblik.

PETRONIUS. I skal betale mig dette dyrt nok. Folk af min Profession fordøyer ikke saadan Haanhed.

LUCRETIA. Gaae jer Gang, og tag fat paa jer Seneca, og læs der udi et Capitel om Vrede, saa vil I strax befinde jer bedre. Hun lukker Vinduet til.

MUSICANTERE lugtende paa sin Arm. Dette lugter, min Troe, i det ringeste ikke af Rhinsk-Viin.

PETRONIUS. Disbedre er det; thi alt Viin pletter.

MUSICANTERE. Fy for en U-lykke! det lugter hverken af Viin eller Vand.

PETRONIUS. Her er intet meer at bestille, Messieurs. Det giør mig ont, at jeg har u-maget dem forgiæves.

MUSICANTERE. Aldeles ikke, Monsieur! giv os vore Penge, saa skal vi strax gaae.

PETRONIUS. Hvad? I har jo ikke spillet uden et halv Stykke.

MUSICANTERE. Det er ikke vor Skyld.

PETRONIUS. Det er ey heller min Skyld.

MUSICANTERE. Vi ere accorderede om 6 Rixdaler; betal os dem, saa vil vi ikke regne at vore Klæder ere fordervede.

PETRONIUS. Jeg vil betale jer 6 Dievle.

MUSICANTERE. Ingen Snak.

PETRONIUS. Gaaer Fanden i Vold.

MUSICANTERE. Gaae I selv den Vey.

PETRONIUS. Hvor meget er det, I begiærer?

MUSICANTERE. Sex Rixdaler.

PETRONIUS. Han gier den eene Musicant et par Ørefigen. See der er to for dig, efterdi du er den fornemmeste. De andre maa fornøye sig enhver med eet. De kommer i Slagsmaal, Vægter-Pibene høres og Vagten trækker dem ud.

Actus III