link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek


                  Ludvig Holberg Homepage

DEN VÆGELSINDEDE

Comoedie udi 3 Acter af Ludvig Holberg


Personerne i Comoedien

LUCRETIA
den Vægelsindene

PETRONIUS
en Magister

HELENE
en Jomfru

LEONORE
en Jomfru

ERASTE

APICIUS

HENRICH
Lucretiae Tiener

CHRISTOPHER
Erastes Tiener

ESPEN
Apicii Tiener

PERNILLE


Actus I: Scene 1 | Scene 2 | Scene 3 | Scene 4 | Scene 5 | Scene 6 | Scene 7 | Scene 8

Actus II: Scene 1 | Scene 2 | Scene 3 | Scene 4 | Scene 5 | Scene 6 | Scene 7 | Scene 8 | Scene 9 | Scene 10 | Scene 11 | Scene 12 | Scene 13 | Scene 14 | Scene 15 | Scene 16 | Scene 17

Actus III: Scene 1 | Scene 2 | Scene 3 | Scene 4 | Scene 5


ACTUS I.

 

SCEN. 1. retur til top


Helene. Leonore.

HELENE. Tal aldrig derom, min kiære Jomfrue! Vi ere lige vel faren begge, hvorvel vore Opvartere ere af stridige Humeurs, saa at jeg veed ikke, hvo af os mest er at beklage.

LEONORE. Det er uden Tvil jeg; thi enhver Mands-Person, der er danned som hendes Broder Eraste, kand flye et Fruentimmer nok at bryde sit Hovet med. Det lader, som han elsker mig; men jeg kand forsikkre hende, at i all den Tid, han har søgt min Omgiængelse, har han aldrig erklæret sit Hiertelav uden paa en meget forblommed Maade. Mit Sind, min Opførsel og Levemaade synes at behage ham; ikke dismindre er jeg dog vis paa, at, hvis han blev kiendt med nogen anden, som var endnu meer stille og oeconomisk, end jeg er, da forlod han mig, hvor ærlig han end er.

HELENE. Hvad hendes Broder Apicius angaaer, da kand jeg ikke sige, at hans Tale er forblommed. De allerprægtigste Kiærligheds Erklæringer koster ham intet; men jeg veed ikke, om jeg kand fæste mindste Troe dertil, saa u-bestandig er han. Jeg begynder allereede at blive kiæd af hans Væsen, og ønsker af mit Hierte, at han kunde treffe en Brud, der var ligesaa gall, som han selv.

LEONORE. Hun giør, min Troe, vel derudi, Jomfru! Jeg skal, min Troe, følge hendes Exempel.

HELENE. Jeg tilstaaer vel, at det er noget vanskeligt gandske at forlade den, som man eengang har giort sig Tanker om.

LEONORE. Det er sandt nok; men hvad er her ved at giøre?

HELENE. Jeg bilder mig ind, at man nok skulde bringe dem paa rette Vej, ved at forestille den eene hans alt for store Ærbarhed og Sparsommelighed, og at viise den anden, hvor meget han lider formedelst hans flygtige Sind og vellystige Levnet.

LEONORE. Ej mon saadant ikke er sagt dem uden Frugt hundrede gange tilforn? Jeg var tilfreds, at Monsr. Eraste var kiendt med en vis Dame, som jeg talede med i Gaar, som jeg ikke vil nævne. Jeg troer virkelig, at den samme Kone skulde curere ham. Hun har alle de Qvaliteter, som han forlanger hos et Fruentimmer. Hun er oeconomisk, stille og indgetogen, men paa saadan u-rimelig Maade, og udi saadan høy Grad, at han af en kort Omgiængelse med hende skulde faae Afskye for slige Folk, som han holder for de mest fuldkomne. Man curerer ofte Folk paa saadan Maade, naar ingen Formaninger kand hielpe.

HELENE. Hvor boer den Dame?

LEONORE. Jomfruen forlader mig, at jeg ikke kand sige det. Sagte. Det er den Galanterie-Kræmmerske, som her boer.

HELENE. Det er endelig ligemeget. Jeg troer vel, at her er meer end een underlig Kone udi Byen. Men eftersom Jomfruen holder for, at saadant skal kunde curere min Broder Eraste, naar han seer udi andre, hvor ilde dislige Qvaliteter lade, naar de tar overhaand, saa skal jeg ogsaa giøre et Forsøg med Monsr. Apicius; thi jeg talede ogsaa forgangen Uge med en Dame, som synes at have det Sind og de Qvaliteter, som han leder efter, men det samme er udi en saa forskrækkelig høy Grad, at jeg er vis paa, at hvor meget han roser saadant, saa skal han skilles med Væmmelse fra hende. Jeg skal ikke kunde sige, om samme Dame er Enke eller Jomfrue endnu.

LEONORE. Det er ligemeget; men boer hun i dette Naboelav?

HELENE. Jomfruen forlader mig, at jeg ikke kand sige det. Jeg kand tie lige saa vel, som hun. Sagte. Det er den Galanterie-Kræmmerske, som boer i dette Huus.

LEONORE. Hvorledes har da Jomfruen fundet hende?

HELENE. Hun giør ikke andet end synger, leer, dantzer og taler Galskab. Jeg saae hende aldrig tilforn; men hun aabenbarede mig hemmelige Sager, som hun ikke havde burdt betroe til hendes beste Venner.

LEONORE. Menneskets Humeurer ere dog stridige. Jeg skal i det ringeste giøre et Forsøg med den ærbare Kone.

HELENE. Og jeg, min Troe, med den galne.

LEONORE. Jeg skal faa Eraste til at giøre Visit der i Eftermiddag.

HELENE. Og jeg skal formaae Apicius til at besøge den anden ogsaa i Eftermiddag.

LEONORE. Saa kand vi siden fortælle hinanden, hvordan det er løbed af. Men jeg seer een kalde paa mig; jeg maa forlade hende lidt. Hun gaaer.

 

SCEN. 2. retur til top


HELENE. Mademoiselle Leonore har, min Troe, ikke u-ræt derudi. Jeg haaber, at Monsr. Apicius, naar han faaer denne underlige Kones Lader at see, jo skal faae Afsmag for hendes Artighed, og med Latter siden fortælle mig hans Tanke derover; hvilket skal kunde give mig den beste Anledning at afmale hans eget Portrait, og viise, hvor hæsligt det er. Det maa i det ringeste komme an paa et Forsøg. Men der seer jeg den underlige Kones Tiener. Jeg maa give mig lidt i Snak med ham. Hør, min Ven! har I længe tienet her i Huuset?

 

SCEN. 3. retur til top


Helene. Henrich.

HENRICH. Ungefehr udi 3 Aar.

HELENE. I er sommænd lykkelig at tiene hos en Dame, der er altid saa lystig, saa gavmild, og saa aabenhiertig.

HENRICH. Hun har ræt, min kiære Jomfru!

HELENE. Den første gang, jeg havde den Ære at see hende, betroede hun mig alle hendes hemmelige Sager.

HENRICH. Ja hvad ont var der udi? Det er Tegn til et ædelt Hierte.

HELENE. Got nok! men man kand dog giøre formeget af saadant.

HENRICH. Man maa sige derom, hvad man sige vil, saa er det dog en Dyd.

HELENE. Jeg beder om Forladelse. Alt hvad man giør formeget af, taber Navn af Dyd. Det er ogsaa en Dyd at være gavmild, men naar den gaaer forvit, og bliver til Ødselhed, er det en Udyd, hvilken er ligesaa lastværdig, som Gierrighed.

HENRICH. Jeg har kun maadelig studeret. Derfor vil jeg ikke agere hendes Sag.

HELENE. Jeg beder, at I vil formelde min Respect til hende. Men jeg maa hen at see, hvor Jomfru Leonore blev af. Jeg glemte at sige hende noget.

 

SCEN. 4. retur til top


Henrich. Leonore.

HENRICH. Dersom denne Jomfru kom nu i Formiddag til os, skulde hun ikke meer kiende min Madame, saa ond og traurig er hun nu, med mindre hun har faaet andet Sind, siden jeg gik ud.

LEONORE. Jeg seer, at hun er alt borte. Men der er vist Tieneren til den underlige Kone, jeg nyeligen talede om. Hør, min Ven! tiener I ikke her?

HENRICH. Jo jeg giør sommænd.

LEONORE. Jeg beklager jer, og alle dem, som har saadant Herskab.

HENRICH. Hvi saa?

LEONORE. Det er den fortrædeligste Kone, som jeg nogentid har seet.

HENRICH. Kand nok være.

LEONORE. Jeg har aldrig kiendt nogen saa traurig, saa karrig, og saa mistænkelig.

HENRICH. Det er ikke min Skyld.

LEONORE. Jeg skal aldrig sætte min Fod inden hendes Dør oftere.

HENRICH. Ligesom hun finder det for got.

LEONORE. Thi jeg har, min Troe, ingen Lyst til at overfuses oftere.

HENRICH. Hun har ræt der udi.

LEONORE. Men saae I ikke en Jomfru her nyeligen?

HENRICH. Jo jeg saae nyelig et Menneske klædt som en Jomfrue. Om hun endnu er Jomfrue, det er noget, som jeg ikke skal kunne sige. Hun gik den Vej. Leonore gaaer.

 

SCEN. 5. retur til top


HENRICH. Dersom jeg vilde daglig øve mig i at forsvare min Madame, kunde jeg med Tiden blive en stor Procurator, hvis Hoved-Dygtighed bestaaer nu i at rose en Ting, nu igien at forsvare det, som er lige tvert imod den samme. Jeg behøver intet andet Uhrværk end min Madames Sind; thi naar hun 8 eller 9 gange om Morgenen har været vexel-viis from, arrig, Gudfrygtig, u-gudelig, verdslig, geistlig, ødsel, sparsom, aabenmundet, taus, ydmyg, hovmodig, saa veed jeg, det er ikke langt fra Middag; og naar hun om Eftermiddagen har spillet ligesaa længe Bold med hendes Sind, veed jeg ungefehr, at det er Aften. Da hun visede mig i Byen, talede hun om lutter Huusholdning, sukkede over Tidernes Vanskelighed, og skikkede mig efter denne Rug-Simle, hvor af hun vil æde den halve Deel til Frokost. Jeg har længe grublet paa, hvad det kand være, og endelig efter lang Speculatz faldet paa de Tanker, at der maa være en 5, 6 Siæle i hende, som føre Krig sammen. En gudfrygtig Siæl, hvilken, naar hun faaer den u-gudelige Siæl under sig, blir Madamen gudfrygtig, saa længe det varer. Den menagerlige Siæl, naar den faaer den ødsele paa Knæerne, saa blir hun menagerlig, og skikker mig i Byen efter en Rug-Simle til Frokost; medens jeg er i saadant Ærende, hender det sig, at den ødsele Siæl faaer overhaand, saa vil hun have Sukkerlade. Den lystige Siæl faaer overhaand, saa skal jeg ud i Byen undertiden i saadant Vejr, som en Hund ikke vil gaae ud udi, for at skaffe hende Compagnie; medens jeg er ude, spiller den traurige Siæl Mester, da finder jeg hende grædende over Taare-Persen, naar jeg kommer tilbage. Undertiden har hun to Passioner paa eengang, som for Exempel: Jeg saae hende i Gaar dantze og græde tillige; da kand jeg tænke tvende Siæle paa eengang regierede, og da gaaer det til, ligesom i et Huus hvor Mand og Kone, som ere stridige og lige stærke, vexel-viis regierer; thi da kand man ligesaa liden Grund finde i Huusholdningen, som jeg kand finde udi vor Madames Sind. Mig siunes, at den rette Aarsag er vel nok troffen for en u-studeret Person, som jeg er; thi af Vejrligt kand det ikke komme, eftersom jeg har tiit seet hende græde udi Soelskin, og dantze udi Sluus. Men see! der er Mag. Petronius. Jeg maa give mig lidt i Snak med ham; Han er en lærd Mand, som kand give mig Aarsag til saadant.

 

SCEN. 6.retur til top


Petronius. Henrich.

PETRONIUS. Hør, Henrich! hvem skal have den Simle?

HENRICH. Jeg veed, min Troe, ikke.

PETRONIUS. Hvilken Snak! Hvem har skikket dig efter den?

HENRICH. Madamens sparsommelige Siæl, som var Bormester over de andre Siæle, da jeg gik ud.

PETRONIUS. Hvad Pokker er det for Snak, Henrich? du maa ikke have vel udsovet i Nat. Hvorledes lever ellers din Madame?

HENRICH. Skam der veed, om mit Navn det er.

PETRONIUS. Jeg troer, den Dreng er gall. Kandst du ikke sagte svare mig til det, som jeg spør dig om, nemlig, hvorledes din Madame lever?

HENRICH. Maatte jeg spørge Monsieur først, om vi faaer got Vejr i Morgen?

PETRONIUS. Det kand hverken jeg eller nogen sige forvist, Henrich! Nu er det ondt Vejr, men det seer dog ud til at blive got Vejr i Morgen; ellers er intet mindre at bygge paa end Vind og Vejrlig!.

HENRICH. Jeg meener dog, at min Madames Humeur er mindre at bygge paa. Det er vel sandt, at Vejrligt løber noget galt, sær udi April-Maaned; men i min Madames Sind regner det og er Soelskin 16 gange om Dagen, endogsaa udi Julii Maaned. Hvad kand man kalde saadant paa Dansk?

PETRONIUS. Man kalder slige Folk paa gammel got Dansk: Vægelsindede.

HENRICH. Men hvoraf kand saadant komme? mon saadanne Mennesker ikke har meer end een Siæl?

PETRONIUS. Ach nej, Henrich! det kommer af Blodet, ex circulatione sangvinis majori vel minori; vitium illud est in sangvine, non in anima, exempli gratia, si - - forstaaer du mig?

HENRICH. Erbe mirbe sirbe sarbe larbe skaarbe maarbe kaarbe, forstaaer I mig?

PETRONIUS. Nej! jeg forstaaer ikke Kragemaal.

HENRICH. Jeg forstaaer ikke heller Kloster-Latin. I lærde Folk er, med Permission at sige, ligesom I ere galne. Det er jo let at begribe, at man maa ikke snakke Latin med mig. Siig mig derfor paa got Dansk, hvor af saadant kand komme.

PETRONIUS. Der kand findes en Hob onde Galde-fulde Vædsker i et Menneskes Legeme, som nu regiere meest udi en Deel af Legemet, nu udi en anden, hvor efter Sindet drejer sig; naar de onde Vædsker sætter sig meest for Hiertet, er man melancholisk, og naar de forflytter sig, blir man glad igien.

HENRICH. Ej, Monsieur! det er ikke saadant, som jeg spør om. Var det kun saaledes beskattet, at min Madame var stundum bedrøvet, stundum glad, saa kunde man tilskrive Blodet og Vædskerne saadant. Men hun er stundum saa fortroelig, at hun skulde fortælle end sin U-ven, hvor mange gange hun har ladet sig forlyste siden hendes Mands Død, stundum igien saa mistænkelig, at hun sætter Ord paa Skruer, end ogsaa for hendes beste Venner. En Dag er hun syg af Sult, en anden af formegen Mad. En Dag løber hun for Mandfolk, en anden løber hun efter dem. Nu kand Folk ikke lide hende, fordi hun er formeget taus, nu fordi hun er formeget snaksom. Nu blir hun vred, naar man taler vel om Folk. Nu blir hun vred, naar man taler ilde om de samme. Nu holder hun for, at alting regieres af en Slumpe-Lykke. Nu tilskriver hun Himmelens Direction, at hendes Grød ikke er bleven sveen, eller at hendes Caffee er klar, og har en nye Modens Smag. Nu er hun syg af Arbeid, nu af Dovenhed.

PETRONIUS. Det kommer altsammen af Vædskerne.

HENRICH. Kommer det af Vædskerne, saa skulde jeg tænke, man kunde finde noget paa Apotheket at curere Mistanke og Ugudelighed med.

PETRONIUS. Om saadant kand cureres med noget paa Apotheket eller ej, det maa Docterne sige. Jeg siger kun som en Philosophus, at det kommer af Vædskerne.

HENRICH. Og jeg siger som ingen Philosophus, men som et fornuftig Menneske, at det ikke kommer af Vædskerne.

PETRONIUS. Ej! vil du disputere det, som alle lærde Folk ere eenige udi?

HENRICH. Lærde Folk eenige! Jeg har aldrig hørt min Livs-Tid, at lærde Folk er eenige, hverken i det eller andet.

PETRONIUS. Jeg følger Aristotelis Meening efter derudi, saa vel som i andet.

HENRICH. Ej! hvad var det for en Mand?

PETRONIUS. Det var en stor Philosophus, som har levet for henved 2000 Aar siden.

HENRICH. Og jeg følger Fornuften, som har været til fra Methusalems Tider.

PETRONIUS. Hvad er da din Meening?

HENRICH. Hvad vil I da give mig derfor? thi jeg sælger min Viisdom ligesaa dyrt, som en anden. I Lærde tar jo Penge for alting, og har det mindre fornøden end jeg og mine Lige. Dog, paa det I skal see, at jeg er ikke misundelig, da vil jeg give tilkiende de naturlige Aarsage, som jeg efter lang Spekulatz har udgrundet. Jeg har hørt sige af lærde Folk (thi jeg tiente hos en Tydsk Balbeer, førend jeg kom her) at eens Siæl undertiden kand forflyttes i en anden. Nu kand det være, at, maa skee, paa samme Tid, som min Madame blev fød, en Rev, en Gaas, et Egern, en gammel Kat, en Hiort, en Skielpadde, en Fisk, en Skade, en Ulv, et Lam ere døde, og deres Siæle allesammen har taget Logemente udi Madamen, hvor de endnu er og blir, saa længe hun er saa vægelsindet. Naar nu Gaase-Siælen fører Regiment, saa har hun Gaase-Forstand; naar Ulve-Siælen regierer, faaer jeg Hug og onde Ord for ingen Ting; naar FiskeSiælen har Magten, sidder hun og maaber i Selskab, og naar Skade-Siælen er Bormester, løber Munden paa hende som Hiulene paa en Post-Vogn.

PETRONIUS. Ha, ha, ha! det er Skade, Henrich! at du ikke har studeret.

HENRICH. I meener, maa skee, saa havde jeg end bleven galnere end jeg er.

PETRONIUS. Men er det vist, at din Madame er saa vægelsindet?

HENRICH. Ja, min Troe, er det vist. Jeg har øvet mig i at efterabe hende, og svær vor Stue-Pige, at hun vil heller see mig agere saaledes, end gaae paa den sterke Mand eller høre paa Chilian og Hans Wurst.

PETRONIUS. Ach! hierte Henrich! lad see noget ogsaa, hvor du bær dig ad.

HENRICH. Ja nok. For Exempel: Nu er jeg i god Humeur. Hør, Monsieur, den største Fornøyelse for mig er, at jeg kand komme i Selskab med lærde Folk, besynderlig saadanne som min Herre, af hvis Mund der flyder lutter Honning, af hvis Tale end Steene maa bevæges. Han tier lidt og stryger sig om Øynene. Monsieur! I er en lærd Mand, men I er ogsaa en Pedant; jeg hører undertiden heller min Kokke-Pige tale end jer, thi hun taler fornuftigt udi en slet Kokke-PigeStiil, og I fører Pølse-Snak udi en lærd Stiil.

PETRONIUS. Ha, ha, hal

HENRICH. Nu paa en anden Maade. Tar en Stoel. Vil Monsieur ikke behage at sidde ned? Jeg beder ham der om; han skal, min Troe, ikke staae. Giør mig den Fornøyelse, min Herre, at sætte sig. Naar Petronius vil sætte sig, trækker han Stolen under ham, saa han falder paa sin Rumpe; og siger da Henrich: Monsieur! Den Stoel er for god for jer; vil I sidde, saa kand I sidde paa Bænken.

PETRONIUS. Hør, Henrich! jeg forlanger paa saadan Maade ikke, at du skal agere længer.

HENRICH. Ey Monsieur! bilder jer kun ind, at det kommer af Vædskerne, saa kand I umuelig blive vred. Nu vil jeg fare fort; thi det er kun en Begyndelse. Monsieur skal have sin Fornøyelse der af.

PETRONIUS. Ney Henrich! Du kand fuldføre Comoedien for Stue-Pigen.

HENRICH. Monsieur maa ikke tage min Dristighed ilde op. Jeg giorde det kun for at forklare ham Sagen saa tydelig, som mueligt var.

PETRONIUS. Man kand aldrig agte hvad Tienere sige om deres Herskab. Jeg holder for, at hun er een af de behageligste Folk i Byen; thi saa tit jeg har havt den Ære at tale med hende, har hun begegnet mig med største Høflighed.

HENRICH. Jeg er bange, at Monsieur er bleven vred paa mig, og jeg har skiemtet for sterkt.

PETRONIUS. Ach nej! Jeg kand nok taale Skiemt. Jeg har kun alleene ont af, at du taler saa ilde om din Madame.

HENRICH. Jeg troer ikke, at Monsieur har Tanke til hende.

PETRONIUS. Jo (her imellem os at sige) Henrich! saa er hun den Dame, jeg har mest Estime for.

HENRICH. I har Fanden heller? Havde jeg vidst det, havde jeg min Troe ikke talt saa meget Galskab. Men har Monsieur Tanke til at gaae noget videre end at have en ordinaire Estime for hende?

PETRONIUS. Jeg vil gaae saa vit som jeg kand.

HENRICH. Ikke vil Monsieur have hende?

PETRONIUS. Det er virkelig mit Forsæt.

HENRICH. Ret til Kone?

PETRONIUS. Ja hvad andet?

HENRICH. Min Herre! saa tar jeg mine Ord tilbage, og forsikrer, at det er lutter Løgn alt hvad jeg har fortaalt om hende.

PETRONIUS. Jeg troede i Sandhed ey heller det ringeste der af.

HENRICH. Havde min Madame havt nogen af de Qvaliteter, som jeg beskrev, saa havde det været ilde af mig at male hende saadan af: Men efterdi hun just er Exempel paa Bestandighed, saa lider hun ikke der ved. Som for Exempel, om jeg vilde sige, at Monsieur var en Pedant, det var ilde giort af mig; thi, saasom han er en grundlærd Mand, saa kunde Folk tænke: Det kand vel være, han kan maaskee have en Rem af Huden; eftersom en Pedant, og en lærd Mand, hvorvel de aldeeles ikke ere eet slags Folk (thi det var Synd at sige) saa blir de dog regnet lige som Søskende Børn. Men om jeg sagde, at min Herre kunde hverken skrive eller læse i Bog, det kunde strax alle Folk høre, var Giækkerie. Ligesaa er det med min Madame; thi saasom hun er altid lige eens, ligesom I seer denne Simle, saa lider hun intet ved saadan Tale. Men vil Monsieur tale med hende nu? Det er noget tiiligt; Boden er ikke endnu aaben.

PETRONIUS. Ney, jeg veed en Steds, hvor hun er buden i Formiddag. Der kommer jeg ogsaa. Adieu.

HENRICH. Da jeg hørte, at han var forliebt, salede jeg om. Men det kand jeg sige, at faaer han hende, saa faaer han sexten Lykker og U-lykker om Dagen; ikke uden han er saa lærd, at han kand mane nogle af de onde Siæle ud. Men der seer jeg Pernille kommer og aabner Boden. Er Madamen klædt, Pernille?

 

SCEN. 7. retur til top


Pernille. Henrich.

PERNILLE. Ligesom hun skulde gaae til Bryllup.

HENRICH. Da hun skikkede mig i Byen efter dette Brød, var hun saa skiden, som et Svin. Maa skee hendes artige Siæl nu spiller Mester.

PERNILLE. Gak til Blocksberg med din Sladder. Men stod her ikke nyelig en Mand, som du talede med? Vilde han tale med nogen her i Huuset?

HENRICH. Det er en Mand, som heder Mag. Petronius.

PERNILLE. Vilde han tale med Madamen?

HENRICH. Han vilde, min Troe, meer end tale med hende, om han maatte raade sig selv. Han er gandske forliebt i hende, og hun er ligesom forskrammerered udi ham, i mine Tanker. Dersom hun gaaer ud i Dag, er det, for at tale med ham paa det tredie Sted.

PERNILLE. Hvad siger du! Men har han Midler?

HENRICH. Hvad ellers? Han har alle sine Lommer og Lædiker fulde af Philosophie.

PERNILLE. Der vil, min Troe, andet end Philosophie til at sætte Boe.

HENRICH. Sandt at sige, saa kiender jeg ham ikke uden af Person; men han veed mit Navn, og har udspioneret alting her i Huuset indtil Hunde og Katte, saa jeg troer, at han kiender dig ogsaa.

PERNILLE. Men hvoraf veedst du, at han elsker Madamen?

HENRICH. Han har sagt mig det selv.

PERNILLE. Jeg beklager ham da af mit gandske Hierte. Men der seer jeg Madamen.

 

SCEN. 8. retur til top


Lucretia. Henrich. Pernille.

LUCRETIA. Henrich! hent mig en Portechaise. Jeg vil ud.

HENRICH. Vil Madamen lade sig bære udi dette dejlige Vejr?

LUCRETIA. Ingen Raisonnemens. Giør, som jeg siger.

HENRICH til Porteurene. Hører, I tobenede Hæste, kommer hid med jer Æske.

LUCRETIA. Henrich! Gak ind og pynt dig noget, du skal ud med mig.

PERNILLE. Hun vil da gaae ud Madam?

LUCRETIA. Ja Pernille! Jeg maa endelig ud.

PERNILLE. Ha, ha, ha!

LUCRETIA. Hvad vil den Latter betyde?

PERNILLE. Jeg veed den heele Hemmelighed, Madam!

LUCRETIA. Hvilken Hemmelighed?

PERNILLE. Der er en vis Magister Petronius. Det er ikke for intet, at han gaaer og støver saa her omkring Huuset. Jeg veed, at han er forliebt i Madamen.

LUCRETIA. Hvem har sagt dig det?

PERNILLE. Henrich.

LUCRETIA. Hør, Pernille! du est en Næse-viis. Er det ikke uforskammed, at en Tieneste-Pige tør saaledes tale udi sit Herskabs Nærværelse? Dersom du aabner din Mund, for at tale videre derom, da skal jeg kiøre dig paa Døren.

PERNILLE. Jeg beder om Forladelse. Jeg skal ikke tale meer derom. Undertiden bær Madamen stor Fortroelighed til mig, undertiden iglen har hun mig mistænkt. Har jeg vel nogen Tid røbet hende?

LUCRETIA. Det siger jeg endelig ikke.

PERNILLE. Hun maa herefter beholde hendes Hemmeligheder for hende selv. Jeg skal aldrig forlange at viide noget deraf.

LUCRETIA. Nu giv dig tilfreds, jeg skal aabenbare dig den heele Sag.

PERNILLE. Nej, jeg er ikke nysgierrig, Madam.

LUCRETIA. Denne Pige er forbandet vanskelig. Lar os gaae ind! jeg skal fortælle dig den heele Sag.

PERNILLE. Ach!

LUCRETIA. Nu vil jeg, at du skal viide den. De gaae.

HENRICH kommer ud igien i Liberie. Jeg var nys et Svin; nu er jeg bleven til en Lakei. Om en Time blir jeg nok forvandled til et Svin igien. Min Klæde-Dragt er som et Vejr-Glas paa Madamens Sind. Hun er i mine Tanker, med Monsieur Pedants Permission, som nyelig tog hendes Parti, den underligste Qvinde paa Jorden. Naar det er ondt Vejr, saa gaaer hun, og naar det er Soelskin, saa lar hun sig bære. Men det er best at tie. Der kommer hun. Ach Himmel! er det mueligt? Er det Madamen? Nu seer hun jo ud, som en gammel HuusPostill.

LUCRETIA slet klædt. Henrich! har du bestilt Portechaisen?

HENRICH. Ja, der staaer den.

LUCRETIA. Det var ret ilde.

HENRICH. Hvi saa?

LUCRETIA. Jeg har betænkt mig igien. Jeg vil gaae til Fods.

HENRICH. Er det mueligt, at et Menneske saaledes

LUCRETIA. Ingen Slidder Sladder. Siig til Porteurene, at de ikke umager sig denne gang. Naar jeg har besluttet en Ting, maa det staae fast.

HENRICH. Men Madame!

LUCRETIA. Du kiender jo min Bestandighed. Jeg har besluttet at gaae til Fods. Det er nok.

HENRICH. Jeg har aldrig haft den Ære at kiende hendes Bestandighed. Hør, I gode Æskedragere: Madamen har jer ikke nødig denne gang. Hendes Bestandighed tillader hende ikke at holde sit Løfte. Lucretia gaaer ud og de andre ind.

retur til top

Actus II


Ludvig Holberg Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek