link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

L. Holberg: Don ranudo (1745), Act. IV

| Index | -1 | +1 |
Act. IV.
Sc. 1.

Leonora. Isabella.

LEONOR:
Nu Madame, hvad synes Eders broder Gonzalo om det forslag?

ISAB:
Det staaer ham meget vel an, jeg kand og ikke rettere see, end at det er den sikkerste vei.

LEONOR:
Han vill give sig ud for kongens Søn af Mohrland, og skall hede: Casper Melchior Balthasar Ariel Theophrasto Bombasto Printz af Æthiopia.

ISAB:
Det er et prægtigt navn, jeg troer at det ord Bombasto allene vill bevege dit Herskab at give ham D. Maria. Men er det ikke noget underligt at give sig ud for en æthiopisk Printz, mig synes, at det er for dristigt et paafund end ogsaa i en Comoedie. Man støder sig jo derover i den borgerlige Adelsmand, at en kiøbmand bindes dette paa Ermet, at den Tyrkiske keisers Søn kom till Paris, for at frie till hans dotter.

LEONOR:
Nej Madame, saa meget urimelig som inventionen er i samme Comoedie, saa lett kand den sættes i verk her, ti at bilde en kiøbmand ind, at den Tyrkiske keisers Søn med den store Mufti og anden Geistlighed reiser midt ind i kiernen af Evropa for at giffte sig med en u-seed borgerdotter i Paris, er hart ad ligesaa dristigt som deres invention, som gav sig ud for Ambassadeur fra keiseren i maanen, for at handle om Egteskab imellem samme keiserlige Mayst og Doctorens dotter; Men her kommer en christen-Printz fra Africa till Spanien, som gier sig ud for at have antaget den Romerske troe, hvortill mange fornemme Herrer i Æthiopien ere faldne, og derfor vill foreene sig med Een af de højeste familier i Spanien, som de mener, er den Colibradiske, saa er der aldeles intet at scrupulere over, uden det at han er sort, men det gaaer allene bruden an. I veed jo, at der er ellers ingen famille i Spanien, som mit Herskab jo vrager.
Sc. 2.

Pedro. Isabella. Leonora.

PEDRO.
Hej Leonora!

ISAB:
Hvad er paa færde?

PEDRO.
Vær snar, i skall ind og forseigles, saavelsom allt andet boeskab i huset.

LEONOR:
Forseigles! hvad vill det sige?

PEDRO.
Det er: j skall ind og lade jer sætte stempel paa; her har været en allarm i huset, der er ikke eet skab, som jo er bleven forseigledt af creditorer. Allt hvad løst var, er bleven borttaget indtill Herrens og Fruens gang-klæder.

LEONORA.
Jeg gier dem en god dag, alle de klæder jeg har, ere mine egne, som jeg havde førend jeg kom her i huset.

PEDRO.
Det vill intet sige, jeg brugte det samme argument, men det blev ikke hørt, Rettens middel tog alle mine smaa sager bort, og trøstede mig dermed, at jeg kunde søge min Regres till mit Herskab igien.

LEONORA.
Det var en deilig trøst.

PEDRO.
De spurte effter Cammer-pigen, jeg var dog saa ærlig og sagde, at hun ikke var hiemme, men bad dem, at de villde have taalmodighed en liden stund, hun kom strax hiem.

LEONOR:
Nej see engang, hvor ærlig han er!

PED:
De vill min troe have fatt paa jere smaa sager ogsaa, om jeg kiender ellers Rettens middel rett.

LEON:
Jeg har min troe ingen i behold, de maa gierne tage det som de finder. Men hvorledes gier Herren og Fruen sig till freds?

PED:
De ere endnu lige storagtige, skiønt de ere ganske nøgne, jeg veed ikke i det hele hus han har noget at svøbe sit fattige legeme i, andet end et gammelt hestedekke.

LEON:
Ak! taarene staaer mig i øynene, naar jeg hører saadant.

ISAB:
Tie kon stille Leonora, det skall snart blive godt.

PEDRO.
Hvor vill det blive godt! hvor vill det blive godt!

ISAB:
Du veed jo hvad vi har overlagt sammen, men der kommer Gusman.
Sc. 3.

Gusman. Leonora. Isab: Pedro.

GUSMAN (sagte)
Jeg gier jer Fanden j Gripomenuser, saa mange som j ere, Vill j flaae huden af mig, den nytter jer jo intet; vill j tage mine klæder, de ere jo ikke een skerv værd; vill j tage min Page-titul fra mig, saa giør j mig en tieneste, ti saa kand jeg komme till at blive steg-vender hos godt folk. O! gid j faae en u-lykke j Gribhomines for jer medfart mod Herskabet, først tog de bort hvad de fandt i huset, siden lagde de haand paa Herskabet, tog først Herrens hatt af hovedet, siden kiolen, siden, med permission, halsdugen, siden overbuxerne, saa at han har intet tillbage uden underbuxer og skoe; kort at sige: der blev intet tillbage udi det hele hus, hvormed Herren kunde skiule sit nøgne legeme uden et heste-dekken, saa at han seer verre ud end en diævel, men han er lige stor paa det endnu; han sagde till mig: hør Gusman! i all denne u-lykke beholdt jeg dog min stamme-bog.

LEON:
Hør Gusman! hvad nytt?

GUSM:
Vi faaer nytt nok hereffter, ti det gamle er altsammen rent borte; men see der kommer Fruen.

ISAB:
Saa maa jeg da løbe.
Sc. 4.

D. Olymp: Leonora. Pedro. Gusman.

OLYMP:
Ak! jeg døer af forbittrelse, o! en uforskammenhed uden lige! jeg skall hevne mig, om det skall koste all min velfært.

GUSM:
Den har været fløjten for længe siden.

OLYMP:
Saa tit jeg tænker derpaa, kaager mit hele adelige blod i mine aarer.

PED:
Det maa en steds kaage i huset, ti i vor gryde har i lang tid intet kaagt.

OLYMP:
Ak! jeg brister.

PED:
Da er det min troe ikke af for megen mad.

OLYMP.
Mon de folk har glemt, hvem jeg er?

PEDRO.
Nej det er u-lykken, at de ikke har glemt os, ti ellers havde vi beholdt det lille, som endnu var till overs.

OLYMP.
Ak! hvor er mine folk? at jeg kand overlægge med dem hvad anstalter vi skall giøre.

LEON:
Her er vi allesammen, hvad har Herskabet at befale?

OLYMP:
Ak Leonora! du har altid været mig en troe tienerinde.

LEON:
Jeg har intet giort, uden hvad min pligt udfodrer.

OLYM:
Ak Leonora! veed du hvad u-lykke, hvad haanhed mig er vederfaret.

LEON:
Allt for meget disver.

OLYM:
Hvor hastigt kand dog ikke saadant rygtes!

LEON:
Hvor skulde ikke saadant rygtes, ti vi har jo alle i huset faaet en snert af svøben.

OLYMP:
Hvilke tro husfolk, som tager saa del udi deres Herskabs skam.

LEON.
Skammen er ikke saa stor som skaden.

OLYMP.
Saa maa du da ikke viide hvad der er hendt os.

LEON:
Jo jeg veed nok, at Rettens betientere har - - - -

OLYMP.
Ej! det er intet, nej her er noget andet vederfaret, som har mere at sige. Saa snart Rettens betientere vare borte, kom en Cammer-pige lige ind i mit gemak, uden at lade sig anmælde, og talede slige bespottelige ord: mit Herskab laer dem hilse, de har hierteligt ondt af den fortræd som er hendt, og beder, at Fruen ikke vill forsmaae en silke-klædning, som ikke er brugt over 2 gange. Ak! jeg kand ikke fortælle mere af harme.
(hun gaaer)

Sc. 5.

D. Ranudo, (svøbd i hestedekken,) Leonora. Pedro (de blive forskrækkede, falde paa knæe, slaaer kaars for sig)

RAN:
Ej børn lille! det er allt for stor ydmyghed, jeg er jo ingen Helgen, jeg er vel en fornemme mand, men dog et menniske, forlanger derfor intet knæ-fald.

PEDRO.
Ak! er det Herren?

RAN:
Det kand du vel see, staae op igien, jeg forlanger ingen saadan dørkelse af mine husfolk.

PED:
Jeg kand sværge paa, at det ikke var af ydmyghed, men jeg tog Herren an for en Varulv.

RAN:
Ja saa, det kommer af den slette schlafrok jeg har paa, men om jeg heder Don Ranudo de Colibrados, saa skall det ikke blive u-hevnedt, hvad mig er vederfaret i dag, at creditores skall udrøddes med hustru og børn, hvad mener du vel, naar saadant kommer ud, om de folk ikke blive straffed paa gods og formue, og den hele by sine privilegier betagen.

PED:
Ak Herre! jeg beer dog for byen, at den maa blive spared, ti hvad kand andet godt folk dertill?

RAN:
I saadanne tilfælde, Pedro, bliver den u-skyldige straffed med den skyldige.

PED:
Men om saadan mand som Herren intercederer for byen, blir den nok spart.

RAN:
Ja Pedro, naar det kommer saa vidt, vill jeg see hvad jeg kand giøre.

PED:
Ak! Heren skall have tak paa byens vegne.

RAN:
Men hvad var det for et Fruentimmer, som stod her nylig, og løb bort?

LEONORA.
Det var Cammerpigen till den Prinds, som nylig er kommen hid.

RAN:
Hvad heder den Herre?

LEONOR:
Han heder: Melchior Caspar Balthasar Theophrasto Bombasto Ariel David Georgius Prinds af Æthiopien.

RAN:
Hillemænd, men hvor er j bleven bekiendt med hende?

LEONOR:
Hun kom for at besøge mig, ti hendes Frue, som er samme Herres moder, og keiserens Søster, vill ikke have at hun skall omgaaes med folk af anden famille end vores.

RAN:
Det holder jeg af. Jeg mærker, at de folk har ambition, ti der er sandt at sige, ellers ikke en famille i byen, som man kand omgaaes med.

LEONOR:
Der er ellers saa vidt jeg kand mærke, ogsaa noget andet under, ti samme Cammerpige lod sig halv forlyde, som at samme Herre var allene hidkommen for at alliere sig med vores hus, og ægte vores Frøken, Han er ikke allene en mægtig, men og en højchristelig Prinds, ti han er opkald effter de hellige 3 konger.

RAN:
Er det mueligt Leonora? kald paa Fruen, at vi kand lade hende det vide.
Scen. 6.

D. Olymp: D. Ranudo. Leonor: Pedro.

OLYMP:
Ak D. Ranudo! jeg skiæmmes ved at lade mig see i denne borgelige dragt.

LEONOR: (sagte)
Det er min troe min gammel kiol Fruen har faaet paa.

RAN:
Tie kon still D. Olympia, her er kommen en stor Prinds i byen, som vill alliere sig med vor famille.

D. OLYMP:
Maaskee det er En af de nye Prindser.

RAN:
Nej, det er En af de ældste i verden, der udspirer af Dronningen af Saba, en æthiopisk Prinds. Leonora veed hans navn.

LEON:
Han heeder: Melchior Caspar Balthasar Theophrastus Bombastus Ariel David Georgius.

D. OLYM:
Er det mueligt?

LEON:
Jeg troer uden tvil vi faaer visiter af ham i dag, det eneste jeg frygter for, er at Frøkenen ikke vill have ham, effterdi han er sort.

D. OLYMP:
Det vill intet sige, naar han kon er høj, ak hvilken lykke!

RAN:
Men hvorledes skall jeg kunde tage mod saadan en Herre udi denne eqvipage? hør Pedro, her er kommen en fremmed Prinds till byen at begiere min dotter till ægte, samme Prinds er fra Morland.

PED:
Fy, vill Herren give sin dotter bort till en Tarter.

RAN:
Det maa ikke hiælpe, hun kommer derved i højhed, men hvor skall jeg faae klæder?

PEDRO.
Tie kon still Herre, jeg skall skaffe en kiol i en hast, som jeg vill laane i mit navn.

RAN:
Ak kiere Pedro! vær snar da.

PED:
Jeg skall være her i et øje-blik. (abit)

RAN:
Men banker der ikke paa døren?

D. OLYM:
Løb Leonora og see hvem det er.

LEON:
Ak Prindsens Udtolker er her uden for, og vill have Herskabet i tale.

RAN:
Ak er det mueligt? hvordan skall vi bære os ad? j maa sige Leonora, at vi ere ikke hiemme.

D. OLYMP:
Nej det gaaer min troe aldrig an, ti det er farligt at støde saadan Herres bud for hovedet, vi maa hitte paa andet raad.

RAN:
Her er intet andet raad at hitte paa, jeg kand umuelig lade mig see i denne dragt.

LEONORA.
Mig rinder noget i sinde, hvorved vi kand hiælpes, Herren maa lade som han er syg, og sige, at Docteren har raadet ham at svøbe sig i saadant dekke, hvilket skall være krafftigt for en slags svaghed.

RAN:
Ej! det gaaer aldrig an.

LEON:
Eller nok et andet anslag, Herren kand lade som han piner sit legeme for at giøre poenitentze, og at han har svøbt sig i dette dekken af lutter devotion.

RAN:
Det gaaer an, Leonora, lad ham kon da strax komme ind.
Scen. 7.

Udtolkeren. D. Ran. D. Olymp: Leonora.

LEONOR:
Ak Herre han maa ikke undre sig over den tillstand, han finder mit Herskab udi, min Herre D. Ranudo, saasom han er den fornemste mand her i byen, saa er han ogsaa den gudfrygteste. Han har effter k. Nabocodonossers exempel ydmyget sig saaledes, at han seer snarere ud som et dyr end som et menniske, og har satt sig for i 14 dage at plage sit legeme for sine synders skyld. Han var betænkt paa først at gaae med blotte ben, men har fundet, at den penitence var ikke tillstrækkelig. Hvorudover han endelig har fattet den kongel. Resolution at fornedre sig ligesom Sanct. Nabocodonosser, fra hvilken jeg troer, at han kand regne sin Herkomst, ti hans familie er fast den ældste udi Spanien. Han villde ogsaa som Nabocodonosser krybe paa hænder og fødder, men vi har allesammen med suk graad og knæfald bedet ham at lade det blive derved, men det havde ikke kundet hiælpe, hvis ikke Erke-Bispen selv med det hele Clericie ved Deputerede havde formaaet ham at moderere saadan hellig jver.

UDTOLKEREN.
Ak D. Ranudo! jeg mærker at der ikke allene ere store mænd i den Colibradiske familie, men ogsaa store Helgene.

D. RAN:
Ak min Ven! langt fra at give mig ud for en Helgen, jeg holder mig tvertimod for den groveste synder, saa at hvis poenitentze skulde svare till mine misgierninger, villde denne straff ikke være tillstrækkelig.

UDTOLK.
Just den bekiendelse D. Ranudo, gier Helgenen tillkiende, ti saa snart en Helgen fatter de tanker, at han er en Helgen, blir han ikke mere Helgen. Men hvor er D. Olympia hans Frue?

RAN:
Der seer han hende staae som en gemen Borger-kone, i saadan stand har vi besluttet at være i 14 dage.

UDTOLKER:
Jeg vill intet disputere derimod, maaskee en extraordinair misgierning er aarsag till saadan extraordinair poenitentze.

RANUDO.
Jeg havde for 2de dage siden en hæslig ublue drøm, jeg syndede virkelig udi søvne, og derfor har underkast mig denne poenitentze.

UDTOLK:
Ak! dette allene fortiener Canonisation, Jeg er ellers hidkommen for at lade Eders Velbaarenhed [vide] den højbaarne Prindses af Abyssinien, min naadige Herres ankomst till denne stad, dog dette er ikke mit eeneste og fornemste ærinde, ti jeg er hidskikked fornemmelig for at foreslaae en alliance, og at begiere for min naadige Herre deres kiere og eeneste dotter Frøken Maria till ægte.

RAN:
Tillbudet er meget anseeligt, men maatte jeg spørge hans Excellence, hvorledes Prindsen er kommen paa de tanker?

UDTOLK:
Aarsagen som har beveget hans durchleuchtighed at paatage sig saadan en reise, er denne: Udi Æthiopien eller Abyssinien er keiseren saa vel som undersaatterne christne, men i mange stykker gaaer fra den Romerske kirkes lærdom, hvorfor mange Portugisiske Jesuiter ere did henskikkede for at foreene Abyssinien med det Romerske sæde. Af deres tale og prædiken er min naadige Herre saaledes bleven bevæged og overbeviist, at han nu passerer for en nidkier Catholiqve blant Jesuiterne selv, hvilket er hans Moerbroder keiseren bekiendt, som derudi lader ham saa vel som alle samvittigheds frihed, og har tillstedet ham effter begiering at oplede sig en højadelig Gemal udi Spanien eller Italien. Till hvilken ende han har raadført sig med mig Jago de las Cores hans fornemste Udtolker og indfød Spanier, og spurt mig om de fornemste Spanske familier, hvorudover jeg gav hans Durchleuchtighed strax anslag paa det Colibradiske hus, saasom det største og ældste Catholske hus i Spanien, og conseqventer i hele Evropa. Jeg siger: udi Evropa, ti udi Abyssinien ere langt ældre familier, ti hans Durchleuchtighed kand vise sit Slegte-Register mand effter mand fra Dronningen af Saba, og sine christelige Forfædre fra de hellige 3 konger.

RANUDO.
Saa vidt gaaer endelig ikke mit Slegte-Register.

LEONOR:
Eders Velbaarenhed kand ikke vide, ti jeg har hørt lærde folk mumle om, at de Colibradiske stammer lige fra En af Noæ Sønner ved navn Sem Cham og Jacob.

RAN:
Jeg troer det nok, men de gamle har forsømt at antegne det.

UDTOLK:
Det eeneste som kunde skrække deres Velbaarenhed fra at give naadige Herre deres dotter, er at hans naade er sort som alle andre Morer.

RANUDO.
Det vill intet sige, Vi Spanier ere selv sortladne.

UDTOLKEREN.
Jeg tog ingen betænkning at giffte mig derudi landet med Helicon Combra, min Frue, som nu er keiserens Erke-Vaskerkone, hvilket er et Embede, som i Abyssinien ikke gives uden till fornemme Damer, ti hvert land Eders Velbhed har sine egne manerer, det underligste, som kommer fremmede for i Abyssinien, det er talen, som er ligere en sang end en tale, som for exempel, naar jeg siger lavt det ord Tahunki, saa betyder det et bord, en Ters højere Tahunki, saa betyder det et bierg, en tone højere Tahunki, saa betyder det en kirke, og endnu en tone højere Tahunki, saa betyder det en Elephant.

D. RAN:
Hillemænd, det sprog lærer min dotter aldrig.

UDTOLK:
Inden eet aar vill hun tale det som en indfød Abyssinier.

D. RAN:
Jeg er kon bange, at min dotter kand ikke fordrage den store hede, som er i Abyssinien.

UDTOLK:
Ak! der er ganske temperered lufft i det land, hvor keiseren residerer, men der ere nogle af hans undersaattere, som boe lige under linien, hvilke ere saa hede, at man kand tænde svovel-stikker an paa dem, og naar de vill kaage deres mad, nyser de kon paa brændet, saa har de strax ild.

D. RAN:
Det er selsomt.

UDTOLK:
Ja, der er meget underligt till i naturen. Men een ting er at erindre, at min Herre blotter sit hovet, naar han taler med den Abyssiniske Prinds, og bøjer sig først for ham, ti det er en ære, som han paastaaer at nyde af alle fremmede undersaatter, som ikke ere af kongelig blod.

RANUDO.
Ej, dertill beqvemmer jeg mig aldrig, skulde en Colibrados, en Grand d'Espagne, der effter sit privilegium med bedekkedt hoved taler med kongen af Spanien selv, blotte sit hoved for en fremmed Prinds?

LEON: (sagte)
Det er forbandet, det kalder jeg Spansk, han er saa fattig, at han ejer hverken hue eller hatt, og dog vill betænke sig om at blotte sit hoved.

UDTOLK:
Ja saa mærker jeg nok, at der bliver intet af, ti hans naade beqvemmer sig till ingen samtale uden paa de villkaar.

D. RAN:
Det giør mig ondt at see saadant stort gifftermaal spildt, men jeg vill heller døe af armod end giøre noget, som kand prejudicere min højhed.

LEON: (sagte)
Det kalder jeg Spansk.

OLYMP:
Om D. Ranudo lod sig overtale dertill, skulde jeg lade mig skille ved ham fra bord og seng.

D. RAN:
Eders tale D. Olympia, burte skrives med gyldne bogstaver over vor forstu-dør.

LEON: (sagte)
Med nogle andre bogstaver maled paa et andet vist sted.

UDTOLK:
Saa mærker jeg da, at hans naade med u-forretted sag maa reise herfra.

RAN:
Det giør mig ondt, men jeg kand ikke beqvemme mig dertill, om jeg kunde redde mit liv dermed.

D. OLYMP:
Ja knap, om vi kunde redde vor Siæl dermed, ti ambition er os indprented ved fødselen.

LEON: (sagte)
Det kalder jeg Erke-spansk.

RAN:
Min dotter skall heller gaae i kloster.

LEONORA (sagte)
Og j begge i daare-kisten.

UDTOLK:
Jeg maa da forlade dem, og berette hans Durchleuchtighed dette afslag.
(Han gaaer)

RAN:
Hvad synes dig Leonora, stod vi ikke paa vor ære?

LEON:
Jo jeg synes Herskabet staaer paa den og træder den under fødder, ti det som Herskabet kalder ære og respect, kand regnes dem af andre till ævig spott skam og skiendsel. Den hofmod gaaer saa vidt, at den kand give materie i sin tid till comoedie, Det artigste er, effterdi Herren ingen hatt har.

RAN:
Hør Leonora, man seer igiennem fingre med dig for din lange tro tieneste.

LEON:
Herskabet maa nok tillstede mig at tale, ti jeg har i 4 aar liden mad faaet og ingen løn.
Scen. 8.

D. Ranudo. D: Olymp: Leon. Pedro.

PEDRO.
Herre her er en kiole, men jeg har maatt sætte min troe og love i pant paa, at den skall blive baaren tillbage inden 3 dage.

RAN:
Ja nu er det for silde, Prindsens Udtolker har allt været her, men gik bort med u-forretted sag, saa der bliver intet af Partiet.

OLYMP:
Den kommer dog till pass, Vi kand ikke vide, Prindsen tør afstaae sine pretensioner, og komme hid igien, lad os gaae bort saa længe.
(de gaae bort)

PED:
Hvad er aarsag Leonora, at Herskabet er bleven anderledes till sinds?

LEON:
Herren villde ikke beqvemme sig till at tale med blotted hoved med Prindsen.

PED:
Men hvad duer saadant narrisk forslag till?

LEON:
At komme ham des fastere till at troe, at det er en Prinds, lad kon mig raade, det skall nok gaae for sig, den falske Prinds kand altid staae fra sine pretensioner, men der kommer Herren igien paaklædd.

RAN:
Nej jeg troer ikke, at jeg beqvemmer mig dertill, hvorvel vores armod er saa stor.

OLYMP:
Ej! hvad armod? det er kon gemene folkes snak, folk af vor stand kand ikke være arme.

PED:
Men om Herskabet dødde af sult, hvad kunde man kalde det paa rett godt sprog?

OLYMP:
At døe af sult er ikke at døe af armod, men det kaldes heller en heroisk død, som ædelhiertede folk udvælge sig, førend de vill fornedre sig.

PEDRO.
Men jeg er bange, at Herskabet fik saadan Grav-skrifft: her under hviler Don Ranudo med hans Frue den velbaarne, som dødde af Sult for at undgaae armod. Men see der kommer Ambassadeuren tillbage!
Scen. 9.

Udtolk: D. Ran: D. Olym: Leon. Pedro.

UDTOLK:
Hans Durchleuchtighed min naadige Herre, langt fra at fortryde paa Eders Velbaarenheds paastand, tvertimod admirerer desmere saadan ædelhiertighed, og skatter Eders Velbrhd langt højere end tillforn, overladende till deres egen villie, om de vill bevise ham den begierte ære eller ej.

D. RAN:
Efftersom Prindsen ikke paastaaer saadant som en Rett, saa vill jeg af fri villie beqvemme mig dertill.

OLYMP:
Hvad?

D. RAN:
Jo D. Olympia. Vi kand bevise saa stor ære som vi vill, naar den ikke bliver os aftvungen, ti saa heder det kon høflighed, og ingen skyldighed. Jeg kand vise af den Spanske Crønike, at En af vore Forfædre D. Sanctio tog mod en gemen Soldat med blottedt hoved, der havde omkommet 8 mohrer i det store slag ved Xeres de la Frontera.

UDTOLKEREN.
Saa vill jeg da ønske Eders Velbhed till lykke med det store og mægtige Svogerskab, og inden een time bringe hid hans Durchleuchtighed med sit hele følge.
Ludvig Holberg Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek