link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

L. Holberg: Don ranudo (1745), Act. II

| Index | -1 | +1 |
Act. II.
Sc. 1.

Don Ranudo. Donna Olympia. Pedro.

DON RANUDO.
Nej! Donna Olympia, han var ikke vor Stam-fader. Jeg kand viise af vort Slegte-Register en Colibrados, som var i Estremadura halv 100de aar, førend de Mohrer komme i Spanien. Vi ere langt fornemmere Folk end j tænker.

D. OLYMP.
Ak er det mueligt Don Ranudo! viis mig ham.

D. RAN:
See her den Antonio de Colibrados, som j her seer, var meget ældre.

D. OLYMP:
Det vilde jeg i sandhed ikke have mist for 1 million. Jeg havde altid bildet mig ind, at jeg havde fornedret mig ved vores Egte-skab, mit eget Slegte-Register kand jeg paa mine fingre som mit ave Maria, fra Juliano de monte Ricco indtill min Fader Ramiro Melchior de monte Ricco.

D. RANUDO.
I giør vel deri D. Olympia, at j stedse har indprentet det udi Eders sind, ti det er det største clenodie, som vi haver.

PEDRO.
Jeg mener, Herre, det er ogsaa det eeneste, ti hvad som ellers findes udi huset, kand neppe beløbe sig till een styk von Achten, om det kom paa Auction.

D. RAN:
Det vill ikke sige, Pedro, mit navn, mit Slegte-Register er mig Rigdom nok, naar jeg læser udi denne bog, og seer mine Forfædres bedriffter, kand jeg blive saa mædt, som jeg havde været till det største Giestebud.

PEDR.
Ja jeg kand lett begribe, hvorfor Herren og Fruen ikke skiøtter om mad, hvo der har 5 à 6 snese Colibradoser i maven, kand ikke faae rom till noget. Jeg har tit tænkt paa, naar jeg har hørt det knurre i Herrens mave, at det maa være disse gamle Colibradoser disse gamle Helte føre krig effter deres død, naar det knurrer saa hos mig, saa er det af sult, men det er en anden sag med min person, jeg har en gemen tom mave, hvorfor jeg maa have mad, ti jeg kand ellers ikke tiene Herren og Fruen længere.

D. OLYMP:
Det er forskrekkeligt med disse gemene folk, jeg troer virkelig, at de maa være skabt af anden grov materie, og have anden Siæl end vi fornemme, all deres attraa er kun till bugs fylde, mon saadanne folk, min hierte D. Ranudo, som er af saa ringe stand, ogsaa blive salige?

D. RAN:
Ja jeg troer nok i visse maader de kand blive salige, men ikke saa fuldkommelig som vi andre, ti som der er forskiell imellem en høj og ringe, saa er der og forskiell imellem gemene folk og u-mælende beester, jeg understaaer mig ikke at negte dem salighed, hvorvel af deres brutale meninger, som de har, man ikke skulde kunne spaae dem meget godt.

PEDRO.
See engang, Herre, hvordan mit liberie seer ud!

D. RAN:
Det er dog et fornemme liberie.

PEDR.
Ja det er ikke allene fornemme, men end og durchleuchtigt. Det er mig ellers kiert, at Herren har noget at trøste sig ved i den anden verden, ti i denne verden har Herrens højhed ikke ført andet med sig end sult og armod.

D. OLYMP.
Pedro du maa erindre dig, hvad person du er, og hvad Herskab du taler med, mig synes, du har ganske forglemt det.

PED:
Den eeneste herlighed, naadige Frue, som jeg har her i huset, det er frihed at tale, ti jeg nyder jo intet andet, hvis man betaer mig ogsaa den frihed, kand man sige, at jeg tiener af lutter generositet, vill j give mig det, som andre Herskab giver deres tienere, vill jeg bruge samme respect, som andre tienere for deres Herskab.

D. RANUD:
Ej D. Olympia! lad ham ikkun bruge sin frihed. Keisere, Konger og Fyrster taaler jo saadan skiemt af lystige hoveder, som de underholde, Vi maa og lade see derudi, at vi ere fornemme folk, tal kun Pedro, du maa gierne sige, hvad du lyster, for os selv, naar du staaer paa vores respect i andres nærværelse.

PED:
Jeg siger: Herrens og Fruens højhed er i denne verden træer, der bær kun slette fructer, neml. nogle grene fører storagtighed, andre sult og tørst, derfor maaskee renderer det mere i det andet liv.

D. RAN:
Snak Pedro. Fornemme folk ere ikke fattige, de heede jo riccos hombres <~>: rige folk.

PEDRO.
Det er sandt, de heede rige folk, ligesom Monkene Guds tienere, ti de sidste ere ligesaa gudfrygtige, som de første ere rige. At heede rige folk det er jo at være titulair rige, hvo som er titulair rig, kand ikke være virkelig.

D. RAN:
Hvad tænker j paa D. Olympia, j staaer og grunder saa meget?

D. OLYMP.
Jeg staaer og tænker paa hvoraf det kand komme, at ingen Poëter lod sig indfinde i gaar med vers till vor navne-dag.

PEDRO.
Ha ha! jeg hører Fruen kiender ikke vore Poëter rett, her i huset kommer aldrig nogen Poët mer, her er ingen magneter, som trækker saadant jern. Om Herskabet vilde skrive udi orden alle husets titler, og kline dem over porten, og skredderen, vor Naboe, vilde sætte en steeg eller postey i sin Forstue, saa skall man see, hvilken magnet er sterkest. Jeg kiender alle Poëter her i byen, hvilken Poet jeg vilde give et middags maaltid, skulde gierne regne mit Slegteregister fra kong Salomon, og sætte Siæl og salighed till paa rim, eller rime sig fanden i vold paa, at jeg var fornemmere end baade Herren og Fruen.

D. OLYMP:
Jeg maa lee af Pedro. Det var en slet cour Poeten giorde Pedro, naar han regnede hans slegt-register fra kong Salomon, det var jo Pedro at giøre dig till en jøde.

PEDRO.
Jo jo. Var kong Salomon en Jøde? Jeg kiender nok kong Salomon, det maae Fruen troe, i hvor u-lærd jeg er. Men jeg siger: Poeter, naar de giøre vers, spørge ikke gierne om den mand, de vill rose, er gudfrygtig, dydig, mandhafftig, men om han kand betale verset, saa snart de see da belønning, fører Fanden dem strax op paa spidsen af Apollo eller Helicon, som de kalde det, og der strax blive de fulde af Poetisk Geist, at der gaaer vers fra dem baade for og bag. Men see de ingen belønning, saa see de og ingen dyder, og er da ikke et rim at finde i deres hele legeme, om man vilde skiære dem op, og lede effter dem under deres kallun, det maa jeg forstaae, ti jeg er selv i visse maader ogsaa Poët, saasom jeg kand regne over 6 Poëter i min famille, som alle vare saadanne slyngler.

D. RAN.
Derfor er du just ikke selv Poët, fordi du kand regne Poëter i din famille.

PEDRO.
Saa kand jeg og sige: derfor er Herren ikke just fornemme, fordi han kand regne saa mange store mænd i sin famille, ti skall den allene kaldes Poet, som giør vers selv, saa bør den og allene kaldes høj, der giør store gierninger selv.

D. RAN:
Nej Pedro, det sidste har man ved fødselen.

PED:
Poesien ligeledes, man siger jo: Poëter fødes.

D. RAN:
Ja det er paa en anden maade.
Sc. 2.

Leonora. D. Ranudo. D. Olympia. Pedro.

LEONORA.
Her er Isabella Gonzalos Søster uden for, som forlanger at faae Herskabet i tale.

OLYMP.
Bed hende have taalmodighed ett øye blik i en anden stue, mens vi lave os till at tae imod hende.

D. RANUDO.
Giv hid min fløyels kiol, Pedro.

PED:
Den vill parere vel till de hullede strømper.

RAN:
Er der hull paa mine strømper?

PED:
Nej ikke over 16.

RANUDO.
Tag noget blek Pedro, og smørr paa hullene, saa synes de intet.

PEDRO.
Jeg er bange Herre, at eet heelt blekhorn vill ikke forslaae, ti der er saa mange huller.

RAN:
Kom, giør som jeg beer dig. (Han smør blek paa hullene)

PED:
Skall der ogsaa smøres blek paa skoene, ti der er ogsaa store huller paa dem?

RAN:
Nej! det gaaer ikke an, jeg kand sige det er giort med villie formedelst ligtorne.

PEDRO.
Men der er intet bagstykke paa kiolen, det kand man jo ikke sige er giort med villie formedelst ligtorne?

RANUDO.
Pedro, din artighed diverterer mig vel undertiden, men undertiden gaaer den noget for vidt, det vill dog intet sige, naar du kun er ærbødig imod mig i fremmedes nærværelse, giør dig ellers [ingen] umage for kiolen, jeg skall nok mage det saa, at ingen faaer den bageste deel at see.

PEDRO.
Men var det ikke bedre, Herre, at vi solte denne halv fløyels kiol, og kiøbte en hel stoffes kiol derfor?

RANUD:
Nej Pedro! det første gier tillkiende, at om jeg ingen rigdom har, saa har jeg dog et højt hierte. Dersom jeg var allene klædd i slett stof, kunde folk tage mig an for en borgere, eller tænke, jeg havde satt min højhed till side, men nu om jeg bær ingen rig, saa bær jeg dog en fornemme klædning. Er Fruen klar?

D. OLYMP: (ligeledes oppudsed svarer)
Ja jeg er ganske færdig.

D. RAN:
Ak D. Olympia, hun er galante, og glimrer som Escurial.

PEDRO.
Ja Herre, men paa den anden side seer man afmalet vores Hospital.

OLYMP:
Lad nu kun Madame Isabella komme ind.
(Leonora gaaer till dørren for at introducere hende, og Pedro staaer bag Herrens
stol med briller paa effter den Portugisiske mode.)
Sc. 3.

D. Ranudo. D. Olympia. Isabella. Pedro.
(D. Olympia sidder i en lehnstol meget spansk, stikker sine tænder)
<%12>(D. Ranudo giør det samme, de reiser sig lidt op af stolen, indtill en stol bliver satt til Isabella, men sætter sig ned for hende. Pedro staaer med en Viffte, og kiøler dem)

ISABELLA.
Jeg beder 100 million gange om forladelse for min dristighed, at jeg understaaer mig at incommodere naadige Frue med en visite i dag.

OLYMP:
Ingen incommodation, Madame, Vi ere vante till at tage imod visiter fra morgen indtill aften. Jeg troer Vi har hafft allerede i dag over 8 fornemme visiter. Kand ikke D. Ranudo erindre sig, hvilke personer har været i vort hus i dag.

RANUD:
Nej det er mig u-mueligt. Folk søger vort hus som et hoff, Pedro kand du erindre det?

PEDRO.
(snøvler med sine briller, og læser af sin tegne-bog)
Det var Conde Jago de Monte d'Oro, Marqvez Ferdinando de Leo negro, med Marqveza hans Frue. D. Sebastian de Broqvel Doro, et Ducas de Sta Casa med hans Fyrstinde, og Marqvez Ferdinando Gonzalvo Philippo Carlos Jago Sebastiano Manuel de Rifuentes med hans Frue. (sagte) den sidste maa have hafft mange till Fadder, effterdi han har saa mange navne.

OLYMP:
Nu hører Madame, hvilke visiter vi har hafft i dag allene. Madamen pardonnerer mig ellers, at jeg sidder og stikker mine tænder, Vi sad og aad en Capun nyelig, det kiød incommoderer altid mine tænder.

ISAB:
Naadige Frue bruge kun sin commodité. Jeg er ellers hid kommen i dag som en commissionaire for en fornemme person, der intet heller forlanger end at være Herren og Fruen recommendered.

OLYMP:
Det er min Herre saa vel som mig en stor fornøjelse at kunne tiene godt folk. Han vill maa skee reise till Madrit, og forlanger Recommendations brev med fra Os. Men hvad er det for en Person?

ISAB.
Det er min broder Gonzalo, som har kierlighed till deres Dotter Donna Maria.

D. OLYMP:
Jeg saa vel, som min Herre, Madame, har stor estime saavel for dem, som for deres broder, saa vidt som vor stand vill tillade, men - - - - - -

ISAB:
Jeg veed nok hvad Fruen vill sige; deres famille er ældre end vores, og at den u-liighed tillader ikke at indgaae saadan alliance, men mon der ikke kand blive en fuldkommen ballance, naar Vi ligner Vores midler med Deres?

OLYMP:
Ak Madame! det er os ganske ikke om penge at giøre. Jeg lider heller yderste armod, end giør noget, som er vor famille u-anstændigt. Jeg vill viise Madame vores Slegte-Register, og saa skall hun see, at det er en ting, som ikke kand lade sig giøre; Jeg erindrer mig min Hr: Fars sidste ord vare disse: Jeg effterlader dig ingen midler, min dotter, men højhed, frygt Gud, hav respect for Helgene, og døe heller i armod, Jomfrue, end giør noget, som er famillen u-anstændigt, paa hvilke ord han opgav sin aand.

ISAB:
Det var en meget gudelig formaning, at raade paa sit yderste till hofmod.

OLYMP:
Det var ingen hofmod, Madame, men en honete ambition; Jeg har og fult hans formaning, og allieret mig med eet af de ældste hus i Spanien.

ISABELLA.
Men efftertænk, Velbaarne Frue! hvilken elendighed det er for fornemme folk ingen midler at have till at holde standen ved lige, ti foruden det, at man lider nød, er man underkast spott og raillerie.

OLYMP:
Jeg kand forsikre, Madame, at jeg ikke saalte eet bogstav af mit stammenavn for den beste Herre-gaard udi Spanien.

RANUDO.
Det var Heroisk talt, D. Olympia, det burde skrives med gyldne bogstaver: Jeg sælger ikke een bogstav for den beste Herregaard.
(Pedro repeterer det samme, og tegner det i sin bog).

ISAB:
Men deres dotter mister jo intet af sin højhed derfor.

RAN:
Ej Madame! det maa vi bedre forstaae, all verden veed jo hvilken forskiell der [er] imellem de las Minas og de Colibrados.

ISABELLA.
Men slige familier forbinde sig dog offte sammen.

RANUDO.
Om all verden giorde det, saa giør D. Ranudo de Colibrados det ikke.
(Pedro repeterer det igien og tegner det an).

ISAB:
Jeg merker nok, at de Nationer har rett, som skiemter med de Spaniers hofmod.

RANUDO.
Siger ikke det Madame, der findes nationer, hvor store familier end have større ambition, der er et slags fornemme folk udi Indien, som man kalder Nairos, hvilke toer deres hænder, naar de har rørt ved folk af anden stand, og laer derfor vare om, naar de gaaer ud, at ingen maa komme dem nær.

ISABELL:
Det er jo smukke polerede Nationer j citere till exempel. Jeg merker nok, at jeg her forgieves anvender min veltalenhed; Jeg taer saadant afslag ikke ilde op, men heller bær medynk over deres slette tillstand og armod, som jeg seer, de ved deres ambition ikke kand reddes af.

OLYMP:
Hold kun inde, Madame, med slig bebreydelse. Dersom nogen tør forekaste os, den skall det meget ilde bekomme. Det er en medisance, Madame, man er just ikke fattig, fordi man ikke altid har rede penge, man sætter undertiden penge ud paa rente till det yderste, og derudover naar man fattes, selv maa laane, det er kun onde mennisker, Madame, som siger, at vi ere fattige.
(Medens hun siger det, gaaer lehnestolen, som er daarlig og raadden, i stykker, og hun falder saaledes paa gulvet, at ryggen vender op, og det pialtede og synderrevne rygg-stykke bliver seet af Isabelle, som seer derpaa med forundring, og vrier hænderne af medynk. D. Ranudo søger at vende hendes øyne derfra, men hun bliver ved at beskue Fruens rygg.)

D. RAN:
Det er skammeligt med den stolemager, at han giør saadant falsk arbeide, den stol har vi dog ikke havt uden i 2 aar.

ISAB:
Ak D. Ranudo! hvortill tiener at sætte saadan farve paa allting, mig synes at Herrens skoe ere mere end 2 aar gamle.

PEDRO.
Jeg har skaaret alle Herrens skoe saaledes effter ordre, ti Herren er plaged med lig-torne, og Fruen ligeledes, hvorfor hun ingen Rygg-stykker taaler.
(Isabella græder, taer afskeed, Leonora følger hende ud)
Sc. 4.

Leonora. D. Ran: D. Olympia. Pedro.

LEON:
Madame Isabella lod formelde sin underdanigste respect, og bad Herren og Fruen ikke vilde forsmaae den lille Guld-børs, som hun flyede mig.

D. OLYMP:
Ej den Canaille, mener hun, vi ere staadere, flux tillbage dermed, og kast hende den i næsen, det skall min troe ikke blive u-hævnedt, ti det var en dristighed uden liige. En lumpen de las Minas vill give allmisse till Monte ricco, hvis olde-moder forskød saadan beiler, som D. Alphonso de Ribera.
(Leonora løber ud med pungen, og kommer strax igien, hun og Pedro aber dem effter,
taler vexelvis ogsaa fnysende.)

PEDRO.
Og effterlod sin Sønne-dotter till arv 2 forskrækkelige kister, een fuld af hofmod, og een fuld af armod.

RANUDO.
Vill hun give allmisse till En Colibrados, hvis Forfædre har giort riget saa store tienester.

PEDRO.
Og hvis Effterkommere sidder den hele dag paa en lehnstol, og stikker deres tænder.

OLYMP:
Hvis Forfædre giorde aldrig presenter endogsaa till Staadere, uden i Guld og Juveler.

LEONORA.
Og hvis Effterkommere ikke kand giøre presenter uden salv. ven: af noget andet.

RAN:
Hvis Forfædre ere blevne ophøjede allene ved deres dyd og tapperhed.

PEDRO.
Hvis Effterkommere burde stødes ned paa hoved af højhed igien formedelst deres u-dyd og ørkesløshed.

RAN:
Som nedstiger i gerade linie fra den store D. Prospero de Colibrados, der udi det slag ved Burgos slog 400 Morer ihiel med sin egen haand.

PEDRO.
Og hvis berømmelige plante den store D. Ranudo omkommer hver dag flere creaturer med sin negl.

OLYMP:
Hvad vilde min Stamfader D. Juliano de Monte Ricco sige, om han kunde staae op og see saadant?

LEON:
Han vilde sige: tag imod pengene din Giek, og kiøb derfor noget tøy till bag-stykker till din kiol.

RANUDO.
Hvad ville D. Antonio de Colibrados da ikke sige, om han stod op af graven?

PEDRO.
Han villde sige: sætt din højheds griller tillside du Narr, gaa hen og arbeid, at du kand fortiene noget till et par skoe.

OLYMP:
Hvad villde En af mine Forfædre D. Adorinda sige? der vegrede sig ved at tage imod 100000 styk von Achten, som i henseende till hendes Herres tieneste bleve hende tillbudne af Regieringen.

LEON:
Hun villde sige: hos mig var det en dyd, som havde derforuden rigdom nok, men du fortiener at trækkes i daarekisten, som er færdig at døe af sult, og dog foragter godt folkes gave.

RANUD:
Hvad villde da D. Gusman de Colibrados sige, der depenserede allene 1 td Guld paa 3 pyramider at oprette?

PEDRO.
Han villde sige: Er det mueligt, at slige skab-halse kunde komme af vore lender, der ved daavenhed ere bragte i saadan stand?

RAN:
Dog maa skee hun har giort det i Eenfoldighed, det slags folk ere som bønder at regne imod os, hvis man vidste, at hun havde giort det af foragt, skulde jeg udrødde deres hele famille, men jeg troer, at det er af pur Eenfoldighed, og derfor vill ikkon lee deraf. Var det ikke en artig historie, Pedro?

PEDRO.
Jo min troe, var hun artig, jeg veed ikke om Herren mener det, at Fruen faldt paa Gulvet, og man fik hendes durchleuchtig rygg at see?

RAN:
Nej jeg mener, at saadann gemen Qvinde villde give os allmisse.

PEDRO.
Nej jeg mener, at hun fik Fruens Rygg og Herrens skoe at see, ti det andet var ikke underligt. Jeg kand forsikre Herren, at hvor fattig og nødliden jeg end er, saa havde jeg forgangen dag, da jeg af en hendelse var bleven begraved med 4 ß, nær understaaet mig at give dem till Herskabet af medlidenhed. Men det er allene artigt og forunderligt, at Fruen og Herren fnyser af vrede, naar Guds børn vill række dem haand.

OLYMP:
D. Ranudo! Vi kand ikke have den insolente tiener længere i vort hus, hans skiemt begynder at gaae allt for vidt.

PEDRO.
Jeg kand forsikre om, at Fruen beviser mig en stor tieneste dermed, at hun jager mig paa døren, ti jeg tiener af lutter høflighed.

D. RAN:
Hør D. Olympia! jeg har sagt, at vi maa holde et lystigt hoved noget till gode, udi allt hans galskab er dog alltid noget sandt. Udi dette har han saa vidt rett, at Fruen bør straffes for sin Effterladenhed, at hun ikke skikkede bud till kræmmeren, og i mit navn tog sig tøj ud till en klædning. Hør Pedro! mens vi kommer det i hu, du skall siden løbe hen till kræmmeren Juan, og tage ud i mit navn silke-tøj till en klædning.

PED:
Jeg vill gierne gaae derhen, maaskee kræmmeren har andet sind i dag end i gaar.
Ludvig Holberg Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek