link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

L. Holberg: Don ranudo (1745), Act. I

| Index | -1 | +1 |
Act. I.
Scen. 1.

Gonzalo de las Minas. Isabella.

GONZALO.
Det er sandt min hierte Søster! jeg seer ingen fordeel ved saadant partie, men j skall viide, at min kierlighed ikke grundes paa interesse. Deres familie er vel ældere og anseeligere, men vores er derfor ikke mindre adelig, kand de regne flere store folk i deres slegt, saa kand vi derimod regne vor rigdom, og sætte den imod deres elendige armod, som er større end den kand beskrives. Men jeg siger min hierte Søster, jeg sigter ikke till nogen fordeel, mit hierte er optændt af en pur og reen kierlighed till deres dotter Donna Maria, som jeg beklager ikke mindre for hendes fattigdom, end som for hendes u-rimelige forældre, som ved deres hovmod er bleven fabel over den hele bye, og maa derfor den heele Spanske Nation ved saadant uskyldig lide.

ISABELLA.
Min allerkiæreste broder! jeg har intet at sige derimod, den fattigdom, som er hos hende, kunde blive tillstrækkelig bødet paa ved Eders midler, men hvorfor skall man ydmyge sig for staadere? hvor kand j fatte kiærlighed till det huus, j er foragtet af? j burde have den ambition, at saa snart j merkede den ringeste foragtelig mine, j da havde vendt dem Ryggen, og aldrig tænkt paa saadan kiærlighed meer.

GONZALO.
Ach min h. Søster, j veed maaskee ikke hvad kiærlighed er, ti dersom j det vidste, raisonnerede j ej saaledes, min ambition har offte i denne sag ført strid med min kiærlighed, men den sidste har altid vundet seier over den første.

ISABELLA.
Men naar j seer intet middel till at lykkes i saadan Eders ansøgning, bør j da ikke som et fornufftigt menniske slaae saadan kiærlighed af sindet.

GONZALO.
Langt fra Forældrenes foragt imod mig kand giøre min kiærlighed kaald, den heller ophidser mig meer, og er en olie, som kastes i min ild.

ISAB:
Jeg troer min hierte broder, at j vill agere en Roman, ti saadan slags kiærlighed kommer mig gandske Poetisk for.

GONZALO.
Ald forhaabning er dog ikke saa reent ude, at der jo er en liden gnist tillbage, jeg haaber, at naar deres armod er kommen till det alleryderste, de da førend de skall gandske omkomme af mangel, endelig vil sætte den u-rimelig ambition till side, og beqvemme sig till at give deres dotter till en brav mand, der ved sine midler kand redde en familie fra yderste ælendighed.

ISAB:
Jeg merker nok Gonzalo, at j ikke kiender rett deres Hofmod, naar j taler saaledes, jeg troer, de heller døer, end beqvemmer sig dertill.

GONZ:
Men Isabella j veed maaskee ikke een ting.

ISAB:
Hvad er det?

GONZ:
Jeg er forsikred om, at ligesaa stor foragt Forældrene har till mig, saa stor kiærlighed og godhed derimod har deres dotter Donna Maria for mig, ti hun har for min Faster nyelig begrædt hendes Forældres daarlighed, og afmalet deres slette tillstand med stor bevægelse.

ISAB:
Ja Gonzalo, det vill altsammen intet hielpe, Forældrene har alt for nøje vagt over hende, saa det er umueligt at faae hende at see, langt mindre at nyde hendes omgiængelse uden deres minde.

GONZALO.
Ak! Isabella veed j vel, at forliebte folk finder de veje, som ingen tænker paa, og seer de midler for at komme till deres forsættes fuldbyrdelse, som ingen seer. Vill ikke bønner hiælpe, saa skall list, og vill ikke list, saa skall magt, om det end skall koste mit liv.

ISABELL.
Ak kiære Gonzalo! jeg har stor medynk over Eders elendige tillstand, jeg vill ikke meere straffe Eders foretagende, ti jeg veed, at naar kiærlighed har taget saadan overhaand, at man meere er at ynke end at laste. Jeg skall hiælpe Eder till rette i allt hvad mig mueligt er, gid jeg kun kunde ophitte nogle gode raad, men der seer jeg Pedro komme, gaae j kun till side, jeg vill forsøge, hvad der er ved ham at giøre.
Sc. 2.

Isabella. Pedro

PEDRO
Hej! saa gaaer det vel, nu er altsammen reent borte, her [er] hverken skeer, tallerkener eller Gryder meer i Huset. Jeg har commission at laane en Gryde i mit navn (ti i mit Herskabs navn faaer jeg ikke en i den hele bye) Men hvor skall jeg faae den till laans? og og om jeg faaer den till laans, saa har vi intet, det jeg veed, at kaage deri. Ti allting er saa øde, at der er intet tillbage, uden titler, signorier og højheder, hvilke om man kommer dem alle i gryden, vill dog kun give en maver suppe. De holde dog ørene stive, besynderlig Fruen, ti jeg er viss paa hun dødde heller af hunger, end gav eet bogstav bort af hendes store navn. Gid jeg aldrig blive saa sinded! Jeg er nu i en ganske anden extremitet, ti førend jeg skulde lide nød, saalte jeg ikke allene mit Fæderne-navn, men og min ære for een stok von achten. Højhed er vel en god ting, men enten man vill bruge den till middags maaltid eller afftens maaltid, saa mætter den ligemeget. Jeg har i sinde at holde ud her i huset endnu 8 dage, imidlertid faaer jeg mad og drikke i byen hos gode venner, og lader mit Herskab sidde hiemme og stikke deres tænder, naar de har ædt en urtesuppe, og mætte sig i steden for confect med deres Forfædres bedriffter. Men see! hvem er her? underdanigste tiener Madame, gaaer hun saa alleene uden Hofmesterinde.

ISAB:
Ja Pedro, jeg er kommen saa vidt till alders, at jeg kand gouvernere mig selv, hvorledes lider dit Herskab?

PEDRO.
Der er fremmede hos os till bords, jeg skall ud i byen at kiøbe confect.

ISAB:
Hvilke fremmede er der da?

PEDRO.
Der er Duc de la Vera Crux med Fyrstinden Donna Emilia de las Spádas, Hierosme Victor, Abad de St. Jago, il Marqvez Ferdinando Gonzalo Philippo de Cifuentes med la Marqvesa hans Frue, og utallige andre, som jeg er for ringe at tale om.

ISAB:
Saa tør jeg da ikke vove at give visite der i dag?

PEDRO.
Nej vi har ordre ingen at indlade i dag, uden de kand regne deres slegt at have været gamle Christne for de Morers tider i Spanien.

ISAB:
Men hvor kommer det, at de tractere saadan i dag? de pleje dog ikke gierne tractere.

PEDRO.
Det er till en Erindring formedelst en Victorie, som En af deres Forfædre Don Ramiro de Colibrados paa denne dag erholdt over kongen af Mesopotamien, som han tog fangen till Toledo. Det var ikke godt, at der skulde falde mange slige dage ind om aaret, ti da fik Herskabet en u-lykke i sin pung, jeg tør sige, at paa saadan dag slipper det ikke med 1000 styk von achten.

ISAB:
Men hvor kommer det Pedro, at du paa saadan højtidelig dag gaaer med saadan pialtedt og synderrevet Liberie?

PEDRO.
Det er till Erindring om den hoved-banner, som højstbmte Ramido de Colibrados førte.

ISAB:
Jeg veed jo, at Generalen selv ikke førte Fanen udi Slaget.

PEDRO.
Nej Madame, jeg sae jo hans Fendrik, samme hoved-banner blev af musqvet-kugler udi slaget saadan tillredet, at den saae ud ligesom mit liberie.

ISAB:
Men hvor længe er det, siden Don Ramiro vandt den seier?

PEDRO.
Det er netop 600 aar i dag.

ISAB:
Hillemænd det er jo ikke 300 aar siden kugler og musqveter kom først i brug.

PED:
Ja Madame jeg er for ringe till at disputere med hende, jeg vill derfor lade det staae ved sit verd, men det kand jeg giøre min Eed paa, at Standarten blev forbandedt ilde tillreded, og at jeg till Erindring deraf bær altid saadant liberie i dag.

ISAB:
Men mig synes, jeg har seet dig i dette pialtede liberie een heel maaned.

PEDRO.
Eenhver maa jo gaae som han lyster, jeg har saa mine visse raisons dertill.

ISAB:
Hvad raisons kand der være till at gaae udi et højfornemme Herskabs ærende saa pialted? folk skulde jo kunde falde paa de tanker, at huset var geraadet i armod.

PEDRO.
I armod? jo jo, et Herskab, som kand regne over 1733 gode og rigtige Ahner, skulde geraade i armod? Om jeg nu ikkun vill regne 2 Styk von Achten for hver Ahne, saa løber det sig dog till en forbanded sum.

ISAB:
Jeg holder for at det er armod, intill jeg hører bedre raisons.

PED:
For at føre hende da af de tanker, skall jeg give hende mine raisons. Vort Herskab merker, at det bliver saa forbandet gemeent nu at holde prægtigt liberie, og at fornemme folk nu omstunder intet kand have for sig selv, hvorfor de har hittet paa denne invention; ti saa snart Vi merker, at gemeene tienere gaae pialtede igien, saa taer jeg mit skramererede liberie paa igien. Madame har jo selv merket till Hoffet udi Madrit, at naar borger-folk studser allermeest, saa gaaer Hoff-folket allerslettest.

ISAB:
Det hender tit, men de gaae dog aldrig pialted.

PEDRO.
Ja ja Madame, mit Herskab veed nok hvad det giør, det begynder min troe aldrig noget, uden det er vel overlagt tillforn.

ISAB:
(sagte) jeg skall nok klemme ham saa længe, indtill han bekiender. (højt) men Pedro, du sae jo nys, at du bar dit pjaltede liberie til Erindring om den hoved-Standar, som blev skudt i stykker i det store slag.

PEDRO
(sagt) Gid du faae en ulykke med dine spørsmaal. (højt) jeg kand ikke erindre hvad jeg sae Madame, men det veed jeg, at Herskabet har huset fuldt af guld og juveler, og naar saa er, saa kand jeg ikke gaae saaledes af armod. Tænk engang Madame, de har i blant andre kostbare sager en stamme-bog, som er værd mere end 1 td guld.

ISAB:
Men maaskee om den kom paa Auction, kunde den ikke drives op uden till 4 ß, uden der maatte findes underlige liebhabere, men en jøde gav ikke saa meget derfor, det veed jeg.

PEDRO.
Hvad skall man regne jøder? jeg veed den, der har givet mange 1000 for en Jomfrue-dom, som en jøde dog ikke havde tillhandlet sig for een skerv. Men for at komme till materien igien, da vill jeg ydmygst bede, at Madame har andre tanker om mit Herskab, ti jeg kand forsikre, at det kun er onde mennisker, som sige, at de ere fattige.

ISABELLA.
Jeg vilde ønske af mit hierte, Pedro, at det var som du siger, men jeg hører baade kræmmere og handverks-folk klage over penge, som de har at fodre.

PEDRO.
Ej Madame, hun skiemter kun, jeg veed hun forstaaer sig bedre paa verden, hun veed jo, at det er højeste mode i alle fornemme huse at lade folk løbe effter deres penge. Troe mig, det er ikke af penge-mangel, at Herskabet lader dem saa løbe; Herren og Fruen veed at leve, og laer see i den post saa vel som i alle andre, at de ere fornemme folk. Jeg kiender en kræmmer her i byen, der gaaer endnu og kræver i et fornemme hus for et stykke Netteldug, som hans oldefader crediterede, og kommer maa skee till at lobe endnu i 10 aar, ti huset er næst vores fast det fornemste i hele Spanien.

ISAB:
Da bruger Vi ikke den mode i vort hus, ti min broder Gonzalo lader sig aldrig kræve 2 gange.

PEDRO.
Det troer jeg nok Madame, der er og stor forskiel paa vort hus og deres. Det er jo bekiendt, at vor familie er den ældste og fornemste i hele Spanien.

ISAB:
Men jeg holder de rigeste familier for de fornemste.

PEDRO.
Jeg veed ikke, hvad Madamen mener dermed, hun maa troe mig at mit Herskab er ikke fattigt, ja hun kand komme i fortred over slige ord. Jeg gaaer i pialtedt liberie, det er sandt, men det er ikke formedelst mit Herskabs fattigdom, ti jeg kand viise Madamen, at hvor slett mine klæder ere, saa bær jeg dog silke tørklæder i min lomme.
(trækker et gammelt tørklæde op af lommen, hvorved følger et tørt stykke skimledt brød, som falder paa Gulvet.)

ISAB:
Ha, ha, ha! der tabte du et stykke af din rigdom paa gulvet.

PEDRO.
Det er et stykke choqvelade, Madame.

ISAB:
(taer det op for ham) I nej, det er jo grovt skimlet brød. See! er det choqvelade?

PEDRO.
Nej, Madame, det er sandt, det er ikke choqvelade, det er et stykke brød, som jeg tog med mig for en viss aarsag skyld, ti hver gang jeg skall gaae ærende till Førsten af Broqveldoro, maa jeg tage et stykke brød med mig for at give Port-hunden, at han ikke skal bide mig.

ISAB:
Du har rett, Pedro, ti rige folk ere bange for livet, ha ha ha!

PEDRO.
Jeg maa tage mig den dristighed at reprimendere Fruen, det lader ilde for saadan Madame at lee.

ISAB:
Jeg takker min kiære Pedro, for god advarsel. Ha, ha, ha!

PEDRO.
Fy! lad saadant være Madame. Fruen kand miste sin reputation derover, om nogen fik det at see og høre.

ISAB:
Bie et øjeblik, jeg har noget at sige dig. Hvoraf kommer det, at du som har saa stor forstand og saa mange dyder, vill tage dig en tieneres skikkelse paa, du kunde min troe nok tiene till andet.

PEDRO.
Jeg har ikke studeret, Madame, ellers takker jeg mine Forældre for god optugtelse. Naturen har ogsaa været temmelig gavmild imod mig, jeg giorde ikke rett, om jeg sagde andet. Men veed Madamen nogen bedre leilighed for mig?

ISAB:
Ja vist, jeg veed ingen bedre till at skrive Almanaker end du, og det er en Profession, som man kand leve vel og reputerlig af.

PEDRO.
Men jeg har altid hørt, at den, der skall skrive saadant, skall brav kunde lyve.

ISAB:
Jeg kiender og ingen, der er lykkeligere i at inventere end du. Havde du sagt, at dit Herskab sad hiemme, og æder urte-suppe, som sanden er, og at du i steden for at hente confect er gaaen ud at betle dig et maaltid till, saa havde jeg aldeles ikke raadet dig till den profession.

PEDRO.
At tale den rene sandhed, da vilde jeg gierne dølge mit Herskabs nød og elendighed, saa vidt mig mueligt er, men nu har dette stykke brød røbet os.

ISAB:
Nej Pedro, dit liberie gier blant andet tillstrækkelig till kiende, hvorledes conjuncturerne er udi familien.

PEDRO.
Jeg er bange for deres egne klæder vill giøre det endnu mere beviisligt. Min Herre gaaer vel endnu i en fløjels kiol, men det andet svarer ikke dertill. Fruen klipper alle bagstykkerne af klæderne for at bøde paa Forstykkerne, derfor vender hun i compagnier ikke gierne ryggen till folk. Naar hun gaaer fra folk, gaaer hun baglends, ikke af ydmyghed, som Endeel giør, der gaae fra dem, som de har respect for, men af lutter storagtighed, at ingen skall see den fattigdom, som er afmaled paa bag-enden, og naar hun endelig af fornødenhed maa vende sig om, maa jeg eller Cammer-pigen tiene till bagstykker.

ISAB:
Af all den nød kunde de i en hast blive hiulpne, dersom de vilde sætte noget af deres urimelige ambition till side, og give deres dotter till Gonzalo, som bær stor kierlighed for hende.

PED:
Jeg veed de har offte talt derom med haanhed, men maaskee nu deres nød er paa det yderste, at de beqvemmede sig dertill, dersom Madamen gik selv till dem, og giorde forslag. Men der kommer Cammer-pigen, det er best, at Madamen overlægger den sag med hende, det er en forslagen pige.
Sc. 3.

Leonora. Isabella. Pedro.

LEONORA.
Ej du fortvilede skelm, du brød-tyv, du tog mit brød, som laae paa skorstenen.

PEDRO.
Hvilket brød?

LEON:
See kun, hvor hellig han kand stille sig an! fort giv mig mit brød tillbage, jeg har intet andet at spise i dag.

PEDRO.
Ej snak betænk dig, hvad du giør, førend du skielder en ærlig mand for brød-tyv, jeg er nok lidt hor-agtig, men intet tyv-agtig.

LEON.
Fort, ingen snak.

PEDR:
Jeg kand giøre min Eed paa, at jeg intet brød har taet.

LEON:
Kunde tyven kun sværge sig fra galgen, saa blev der ingen hængt.

PEDRO.
Jeg vill sætte min ære i pant derpaa.

LEONORA.
Hvor mange ærer har du vel? du har jo forsoret dig saa offte, hid med mit brød igien, du tyv.
(hun trækker brødet op af lommen, de brydes sammen, de faae hver sit stykke, hun bliver Isabelle var, slaaer sig for brøstet, og vill løbe bort)

ISAB:
Hør Leonora, jeg har eet ord at tale med jer, som er magt paa liggendes.

LEON:
Ak, Madame! jeg er færdig at daane af bludsel.

ISAB:
Er Herskabet hiemme, Leonora?

LEONOR:
Ja det er. Jeg skulde lave till choqvelade, og den skielm Pedro stak nogle choqvelade-kager i sin lomme, som jeg nu tog fra ham.

ISAB:
Det Herskab er sandelig lykkelig, der har saa troe tieneste-folk, der saaledes kand dølge deres armod. Men som tillstanden er fast den hele stad bekiendt, og j nu har røvet jer selv saa giør det ingen gode at dølge saadant mer.

LEONORA (græder).

ISAB:
Græd ikke mit barn, de gotfolk kand endnu hiælpes. I veed maaskee vel, at min broder Gonzalo bær kierlighed till Eders Jomfrue.

LEON.
Ak Madame! jeg veed det nok, men det giør ingen gode at tale derom. Jeg har hørt min Frue forundre sig over Gonzaloes dristighed, at han tør undstaae sig at pretendere aliance med dem. Jomfruen, som saa vidt jeg kand merke, er Gonzalo tillbøjelig, lod sig for nogle dage siden forlyde i hendes Forældres nærværelse, at u-ligheden var ikke saa stor, hvorover hun er siden bleven af Forældrene mistænkt, og haardt indsperred.

ISAB:
Det er mig usigelig kiert, at jeg hører saadant.

LEON.
Mig derimod usigelig u-kiert, ti det er et allerkiereste barn, hvis hendes graad og taare ikke havde holdt mig tillbage, havde jeg for længe forladt huset.

ISAB:
Nej jeg mener det er mig kiert, at hun selv har godhed for min broder; ti det gier mig forhaabning at kunde lykkes i mit anslag, besynderlig om j vill staae mig bi, hvilket ikke skall blive u-belønnet.

LEON:
Madamen har at befale over mig derudi, ti hvis list og intriqver kand hiælpe, da kand jeg giøre tieneste saavelsom En anden. Men det er best, at Madamen giør Forældrene først forslag, maaskee den yderste armod kand have dæmpet noget af forrige Hofmod. Vill Madamen besøge Herskabet selv om en <$E1/2> time, skall jeg mage det saa, at hun faaer dem i tale.
Sc. 4.

Isabella. Conzalo.

ISAB.
Giv Eder nu till freds Gonzalo, og lad mig raade. Om <$E1/2> time gaaer jeg hen og besøger Don Ranudo, og bruger der all min Veltalenhed, og hvis det ikke kand hiælpe, faaer vi see till, om vi kand hitte paa andre midler. Jeg har alle hus-folkene paa min side, som har lovet at staae mig bi.

GONZALO.
Ak! min allerkier: Søster, gid jeg kunde kun slaae mit sind till roelighed saa længe, men .....

ISAB:
Hvilken elendighed! j faaer vel at have taalmodighed, lad os gaae ind saa længe, men der kommer pigen og tieneren till bage.
Sc. 5.

Isab: Gonzalo. Leonor. Pedro.

ISAB:
Min hierte Leonora! her er min broder Gonzalo, som sætter all sin velfærd i jeres hænder. Lad nu see, at j kand udspinde noget till hans kierligheds forfremelse.

GONZALO.
Vær forsikred om, Mademoiselle, at jeg skall findes taknemmelig derfor.

LEON.
Monsieur har at befale over min ringe hierne.

PEDRO.
Og over mit hele hoved.

GONZ:
Men finder j det for godt, at jeg anmoder Herskabet derom?

LEON.
I gaar havde det umueligt gaaet an, men maaskee begieringen kand ikke blive saa ilde optagen i dag.

GONZ:
Hvi mer i dag end i gaar?

LEON:
Jo i gaar var endnu lidt proviant till bage, saa meget som kunde tiene till eet maaltid, og saa længe det er, har man intet uden foragteligt svar at vente. Men i dag har Herskabet aldeles intet at spise sig ved uden deres Forfædres bedriffter, hvorfor modet kand maaskee falde.

PEDRO.
Saa der derfor ikke er saa ærlige Rotter og mus nogen steds, som i vort hus, ti jeg vill garandere for, at endskiønt man vill sætte spise-Cammer-døren aaben for dem, skall de ikke røre det mindste.

GONZ.
Ak! jeg kand ikke høre det uden medynk.

LEON:
Det er dog den eeneste ting, hvorved de skall bøjes. Man maa bruge her samme midler, som man betiener sig af at indtage sterke Fæstninger, naar intet andet vill hiælpe, maa man sulte dem ud.

PEDRO.
Leonora veed nok, hvorledes Fæstninger indtages, ti hun har ladt sig bruge till felds i gamle dage i den Nederlandske krig.

GONZ:
Nu, nu Pedro, brug ikke saa grovt skiemt.

LEON:
Man kand ikke agte hvad han siger, han sparer ikke Herskabet selv.

PEDRO.
Det er sandt, man maa jo have nogen friehed i et hus, hvor man tiener af lutter generosité uden kost og løn. Jeg siger dem, min troe, mange sandheder, naar vi ere allene, men naar der er fremmede, staaer jeg dog paa deres respect.

GONZ:
Men bliver Herren og Fruen dog ikke vred derover iblant?

PEDRO.
Ak nej, de udlægger allting till deres højhed og ære. Naar de ingen mad har, sige de, at det er deres fastedag, det er jo fornemme: naar de drikker vand i steden for viin, citerer de till exempel nogle af deres familie for syndfloden, som allene drak vand, det er ogsaa fornemme. Naar Herren har synderrevne skoe, heder det, at det er giort med forsætt saaledes for ligtorne, det er ogsaa fornemme. Naar Fruen ikke kand komme till kirke for klæder, heeder det, at der holdes Messe i hendes cabinet, det er og fornemme. Og endelig naar jeg gier dem ikke ære for een skilling, heder det, at jeg er Hofnar, det er og fornemme.

GONZALO.
Kiere børn arbeider da paa at forfremme min sag, saa vel som Eders egen nytte, ti naaer jeg mit ønske, blier j alle hiulpne.

LEON:
Herren maa ikke tvile om min Redebonhed, som har overvundet allerede det meste, neml. Jomfruens hierte.

GONZ:
Men hvad hiælper det mig, naar Forældrene fremture i deres hofmod?

LEON:
Min Herre maa først ved sin Frue Søster giøre dem proposition, og naar det ikke lykkes, vill vi hitte paa andre midler, vi kand spille pudser uden fare, ti hele byen hader Fruen og Herren for deres hofmod, og vill glæde sig over, at deres dydige dotter kand saa vel blive forsørged. Gaaer nu kun bort, og slaaer jer till roelighed, vi skall nok sørge for resten.
Act: 1. Scen. 6.

Leonora. Pedro.

LEONOR:
Pedro! jeg forlanger intet af dig i denne sag andet end taushed.

PEDRO.
Jeg kand vel ogsaa hiælpe med et godt raad.

LEON:
Hvad raad kand du da give?

PEDR:
Du skall nok see, at man kand ryste saa hastig gode raad af Ermene, jeg maa have tid till at speculere først, jeg tænker ellers paa een ting.

LEON:
Nu hvad har du da opfundet?

PEDRO.
Jeg har intet opfundet, men jeg tænker kun paa een ting, neml. at naar vi først har ved intriqver forfremmet denne kierlighed, om vi da skall begive os i tieneste hos Gonzalo.

LEONORA.
Det er best, du bliver kun ved at tænke derpaa, og laer mig raade for sagen i sig selv. Jeg recommenderer dig allene taushed, og at du holder saa gode miner, at Pagen Gusman ikke faaer det at viide.

PEDRO.
Hem! det er underligt, at Fruentimmer vill recommendere mandfolk taushed, veed du ikke hvad en viss Philosophus siger om Fruentimmer, han siger ....... det er min troe meget artigt, kunde jeg kun komme det ihu.

LEONOR:
Han siger, han siger: at slige dosmere, som du er, bør ikke bemænge sig med at læse Philosophiske bøger. Hvad han ellers siger om Fruentimmerets rundtalenhed, eller ej, saa er dette vist, at de fleste hemmeligheder røves af mand folk over et glas vin, derfor burde i mine tanker ingen, som var overbeviist at have været drukken, betiene noget vigtigt Embede, som udfodrer taushed. Hemmelige sager burde allene betroes Fruentimmerne, saasom de ere ædrue.

PEDRO.
Man betroer dem ogsaa hemmelige sager. Men der kommer Gusman, lad os ikke tale mere derom.
Act. 1. Scen. 7.

Leonora. Pedro. Gusman.

GUSMAN.
I faaer en u-lykke, j staaer her og sladdrer. Herskabet har kaldet paa jer 3 gange. Naar jeg vill snakke med dig, Leonora, saa har du aldrig tid. Men du kand staae og snakke med denne gemene Laqvais hele timer.

PEDRO.
Du er forbandet fornemme, Gusman, man kand see det paa dit Liberie.

GUSMAN.
Ingen snak, strax ind.
Ludvig Holberg Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek