En Konge og en Dronning i Polen havde en Søn, hvem de elskede høit, og hvem de besluttede at sende ud at besøge andre Lande, for at han kunde udvide sine Kundskaber og sin Erfaring og blive end dygtigere til engang at regere sit Folk. De lovede sig saa meget større Udbytte af Reisen, som Prindsen, skjøndt ung, var af en alvorlig Natur og kun havde den Feil eller Særegenhed, at han aldrig vilde spise Fisk, fordi han, uvist af hvilken Grund, havde fra Barn af faaet Modbydelighed mod alle Dyr med Skæl. Dette gjorde den gode Konge og hans Dronning ondt, fordi de selv holdt meget af Fisk, og fordi deres Rige havde Overflødighed af de herligste Fisk saavel fra Havet som fra Aaer, Floder og Søer.
Til at ledsage Prindsen paa hans Reise valgte de en ung Mand, der var bekjendt for sin Klogskab, Sindighed og blide Charakter. Ham blev det før Afreisen indstændig paalagt saavel af Kongen som af Dronningen at vogte vel paa Prindsen, om mulig bringe ham til at spise Fisk, men især afholde ham fra Kvindekjærlighed, medmindre en saadan Kjærligheds Gjenstand var jevnbyrdig, af fyrsteligt Blod.
Prindsen reiste da med denne Ledsager under den gode Konges og Dronnings, Hoffets og hele Folkets Velsignelser, og da de efter to Dages Søreise stege iland paa fremmed Kyst, var det Første, Prindsen lagde Mærke til, en meget smuk, ung Kvinde. Eftersom hun ikkun var Datter af en simpel Adelsmand, vilde Hofmesteren nødig lade Prindsen opsøge hende; men saasom han var saa klog og vidste, at Kjærligheden er en Lidenskab, der tiltager ved Hindringer, besluttede han ikke at modsætte sig og fulgte selv med Prindsen til Besøg hos Adelsmanden.
Efter kort Tids Forløb saae Hofmesteren, at Prindsens Kjærlighed, uagtet han ikke hindrede den, alligevel steg, og han besluttede derfor at tilintetgjøre den med Klogskab. Ved et Aftenselskab hos Adelsmanden bragte han Talen hen paa den nyere Tids mærkværdige mikroskopiske Opdagelser, og da han havde et af de dengang nyopfundne stærke Forstørrelsesglas med sig, indrettede han det klogt saaledes, at han fik Tilladelse til at lægge Forstørrelsesglasset ogsaa paa hin unge Dames lilliehvide Haand, ja paa hendes endnu blødere, finere Kind, og da Prindsen paa Hofmesterens Ønske saae igjennem Glasset, maatte han see, at hans Elskedes fine Hud som enhver anden Dødeligs var skælagtig.
Samme Aften spiste Kongesønnen Fisk.