I den gamle Stad Padua boede en ung Mand, der elskede en Pige, men maatte reise bort uden at have faaet Leilighed til at sige hende det, og da han kom tilbage til Byen, var hun gift.
Han hentæredes af Sorg og af Længsel efter blot at see hende; men denne Længsel var meget vanskelig eller umulig at tilfredsstille; thi hun gik aldrig ud undtagen til Kirken, og selv da var hun tilsløret, og hendes Ægtefælle, der var meget skinsyg, fulgte altid med hende. Paolo følte tilsidst, at han ikke kunde leve uden at see hendes Aasyn, og da Livet ebbede i ham, gik han til hendes Ægtefælle, og enten af Svaghed eller af Sjælsstyrke henvendte han en usædvanlig Anmodning til ham. Han fortalte ham om sin Kjærlighed: at han havde elsket Giovanna først, og bad sin lykkelige Medbeiler om Tilladelse til, blot at turde see hende et eneste Øieblik engang om Ugen. Han tilføiede: »I og Eders Slægtninge, saa mange af dem, som I vil, kunne naturligvis være tilstede. I kunne Alle vogte paa mig, at jeg ikke siger et Ord eller foretager Noget, der er imod Eders Ære, og desuden giver jeg Eder mit Ord paa, ja vil besværge det med hvilkensomhelst Ed, at jeg Intet skal foretage, aabenbart eller hemmelig, imod Eders huslige Fred og Lykke, hvilket jeg ei heller troer vilde lykkes mig; thi Eders Hustru er dydig og veed desuden Intet om min Kjærlighed; men jeg føler, at jeg maa døe, ellers vilde jeg heller ikke kunnet ydmyge mig saa dybt og bede Eder om det, som jeg nu beder og besværger Eder om at tilstaae mig.«
Stefano Matteï var ikke blot skinsyg, men ogsaa meget stolt eller forfængelig. Det var derfor ikke af Ædelmod, men af tilfredsstillet Stolthed, at han næsten leende svarede Paolo: »Det vil jeg, min Tro, ikke nægte Eder; hvilken Dag i Ugen vil I komme?«
Paolo valgte Fredagen, som var den næste Dag, og Stefano skiltes fra ham med de Ord: »Godt, om Fredagen; men I maa kun see Eder om i Stuen, hvorpaa jeg vil følge ud med Eder, som om I havde et Ærinde til mig.«
Den næste Dag havde Stefano Matteï alle sine Slægtninge forsamlede hos sig. Han havde ikke for dem Alle kundgjort Paolos Besøg og Hensigten dermed, men kun betroet Sagen til en Svoger, som derpaa havde omtalt den til sin Kone, og rimeligvis taug hun ikke ganske, da hun kom sammen med de Andre. Derfor var der blandt flere af de Forsamlede, om ikke høirøstet, saa hemmelig Tale om Paolos besynderlige eller latterlige Anmodning, og man morede sig i Forveien over den Rolle, han vilde spille; thi det er nu engang saa, især blandt Kvinder, at skjøndt de have dyb Medfølelse for Kjærligheden, kunne de dog lee over den Forelskede, ja omtale Kjærligheden ilde.
Men da Døren gik op, og Paolo kom ind, meget bleg, og kastede et Blik paa Giovanna, et kort Blik, men saa sælsomt, at det saae ud, som om hans Sjæl fulgte med og blev liggende foran hende, kunde Ingen lee. Nogle følte Medynk, Andre Vrede, atter Andre sagde senere, at de i det Øieblik havde været tilmode, som naar en Døende skal have den sidste Olie. Stefano kunde knap trække Veiret. Han følte med Et, at han havde handlet meget letsindig og bragt Noget ind i sit Hus, der aldrig vilde forlade det, og naar han hver Uge skulde have en saadan Scene, vilde han faae et Helvede i sin egen Sjæl og blive til Latter for den hele Stad. Han reiste sig derfor hastig, og idet han ifølge Aftalen fulgte Paolo ud, sagde han til ham: »Hvis I atter sætter Eders Fod over min Tærskel eller banker paa min Dør eller blot gaaer forbi mit Hus, vil jeg lade Eder pidske af mine Folk, eller jeg vil dræbe Eder som en Hund.«
Endnu bævende og blendet udbrød Paolo: »Bryder I Eders Løfte? Tager I Livets Ord tilbage? Vogt Eder! Da vil Synet af hende ikke blive undt Eder; men jeg skal see hende!«
Stefano drog sin Dolk og kastede den efter Paolo, dog uden at ramme ham.
Da Stefano kom tilbage til Stuen, havde Kvinderne forladt den, og han gjensaae ikke sin Hustru, før hun tilsløret kom ud for at følges med ham til Kirken, til Vesper, Aftenen før Sct. Cecilies Dag. Hun laa længe knælende, saa at de Fleste gik ud af Kirken, inden hun var færdig med sin Andagt. Derpaa gik hun rask op imod Høialtret, kastede sig ned paa Trinet, og sagde til den Geistlige, at hun viede sig til Christi Brud.
Stefano kunde Intet udrette herimod, men maatte gaae ene hjem.
Denne Begivenhed blev meget omtalt i Padua. Nogle sagde, at Giovanna havde fattet sin Beslutning af Fortrydelighed over Stefano, der ved at føre en Fremmed i Huset under saadanne Vilkaar havde viist, at han ikke elskede hende høit nok eller paa rette Maade. Andre mente, at Giovanna altid havde elsket Paolo og nu, da hun saae, at han elskede hende, ikke ansaae det for sømmeligt at være en anden Mands Hustru.
Paa den Tid, da dette skete, var Giovanna atten Aar.
I hendes otte og tyvende Aar, da hun ved sin Fromhed og Blidhed havde erhvervet et saadant Navn, at hun næsten betragtedes som en Helgen, blev hun alt svagere, og i Forventning om Dødens Komme gik hun for sidste Gang til Skrifte.
Hun sagde gjennem Skriftestolens lille Gitter til Munken, som sad derinde og lagde sit Øre til Gitteret: »Hellige Fader, i mere end ti Aar har jeg Dag og Nat kun havt een Tanke, og endnu i dette Øieblik tænker jeg kun paa En, en Mand ved Navn Paolo. Kan det nogensinde tilgives mig? Vil Herren have Barmhjertighed og Medynk med mig?«
Munken svarede: »Der er større Miskundhed i Himlen, end Jorden drømmer om. Himlens Hærskarer med Guds Moder i Spidsen bede for dem, der have følt en stor og fuldstændig Kjærlighed og ikke for dens Skyld gjort Ondt og ikke glemt Herren.«
Giovanna sagde: »Men min Synd er stor, hellige Fader; jeg har for min Kjærligheds Skyld næsten glemt min Herre og Frelser; thi endnu i denne Stund, da jeg føler Døden nær, har jeg en stor Længsel: den, at til Gjengjæld for de ti Aar, jeg nu har levet, mine Øine maatte see ham i min Dødsstund; ja, det forekommer mig, at kun ved Hjælp af et saadant Syn, der vilde være et Underværk, kan min Sjæl rive sig løs for at gaae til Gud. Hellige Fader, hvorledes kan en saadan Synd tilgives, og hvorledes kan min arme Sjæl faae Ro til at døe?«
Munken svarede: »Min Datter, vend Dit Øie mod dette lille Gitter, hvorigjennem Du har talt til mig.«
De andre Nonner hørte et svagt Skrig fra Skriftestolen; derpaa blev Alt stille. Da man endelig blev opmærksom paa, at der vedblev at være saa stille, og nærmede sig, fandt man Munken og Nonnen siddende døde, hver i sit Rum.