Efterdi Simon Levi er bleven betragtet ikke som en digtet, men som en virkelig Person, der gaar omkring imellem os og har vist mig den Godhed et Par Gange at diktere sig selv i Pennen, har det ikke kunnet undre mig engang imellem at modtage Breve med Forespørgsel om ham. Rigtignok spurgte ingen af de ærede Brevskrivere om hans Bopæl, man forlangte ikke at gjøre hans personlige Bekjendtskab; men med deltagende Hjertensgodhed ønskede man at erfare, hvorledes det videre gik ham. En meget æret, aldrende Herre skrev gjentagende - sidste Gang endog med nogen Uvilje »paa Literaturens Vegne« - at der skete en Forsømmelse, naar vi nu engang havde en saadan Mand og jeg kunde sætte ham i Stil og ikke gjorde det. Derpaa svarede jeg ikke, men fandt i mit stille Sind, at man var meget urimelig. Sæt ogsaa, at jeg havde Tid og Lejlighed til at gaa om og passe paa Hr. Levi, lytte og lure og nedskrive Alt, og at jeg saa vilde offenliggjøre det uden Diskretion, saa maatte der dog, før man lod Noget trykke, ske Noget, der var Trykning værdt. Ganske smaa Ting tør unægtelig trykkes, men helst i Sammenhæng med noget Betydeligere, der hæver dem frem. Men hvor tit skal vel noget Betydeligt hændes en Mand i saa smaa borgerlige Forhold som Hr. Levi? Er det ikke allerede Meget i en saadan Mands Liv, at han kom til at spille en Rolle i Familierne Krogs og Carøes Historie, og at han fik Arv fra Phillips og kom til at give Maser? Dernæst, selv om Noget indtraf - og Noget er unægtelig indtruffet - vilde det formentlig ikke gaa an at fortælle det som Dagsnyt i et Blad; det burde, som den aldrende Herre rigtig skrev, sættes i Stil, og Sligt tager Tid. Nogen Tid bør endvidere hengaa, for maaske at medføre, at det Skete indhylles i et Halvlys, der gjør godt. Endelig kommer til, at ikke ethvert Øjeblik er lige gunstigt for en Meddelelse som denne om Simon Levis Kampe og Skæbner. Jeg ved virkelig ikke, om Øjeblikket nu er heldigt; men jeg vil antage det og gaar da lige til Sagen.
1
Efter de store Forstyrrelser og de stærke Sindsbevægelser, der vare i Kampen om at give Maser, var Simon kommen til Ro eller til Leje i Forholdene. De vare de samme som forhen og dog noget forandrede. Han var stadig for Samfundet den ubetydelige Mand, der ved Tilfælde var blevet rig og ikke kunde træde synderlig i Tjeneste med sin Rigdom og sin Personlighed; men han var voxet i sin Familie og tillige i sig selv. Hvor meget det end havde været hans simple Pligt at give Maser, saa havde han dog ved at give udrettet Noget, hjulpet sin Broder, sat sin Brodersøn Fredrik i Vej og gjort hans Bryllup. Det kunde ikke glemmes af de Andre, og for Simon var Brodersønnens Hus et Sted, hvor han havde ligesom anbragt det Bedste af sig selv, og mod hvilket han følte en Slags Taknemlighed. Det var hans Stolthed, og han takkede Gud derfor. Forholdene syntes saaledes at tyde paa, at Simon Levi, der nu var nogle og tredsindstyve Aar, havde Udsigt til en rolig, sorgløs Alderdom og en stille, blid Død.
Men egenlig Ro, Hvile, Tilfredshed hørte ikke til hans Natur - og et Menneskes Natur er jo i vid Udstrækning dets Skæbne. Han havde selv engang spurgt: »Spiller jeg? Drikker jeg? Svirer jeg?« Nej, af den Slags var Uroen visselig ikke; den var mere af aandig eller sjælelig, nærmest af religiøs Art.
Selve hans Religiøsitet bestod jo ikke i, at han mystisk søgte efter Guds Væsen eller med Aandsmagt stræbte efter at gribe Verdens Væsen og sig selv. Efter Omstændighederne maatte det Religiøse for ham være dels stolt Glæde, der i Øjeblikke, paa Festdagene, kunde bryde ud i Jubel, dels en Beskjæftigelse, et Middel til Samværen med Andre ligesom i en Klub, dels en Art Assurance. Ja, det var Tryghed, han søgte og ikke kunde finde, endog efter at han havde betalt Maser. Han kunde aldrig slippe fra en rigtignok uklar, men stærk Følelse af Livets Usikkerhed, af Livet som en Gjæld. Den store Kreditor var Jehova, og hvor naadig han end havde vist sig og ifølge Simons Haab vilde vise sig, laa der alligevel Noget, enten fjærnt ude eller nærved, der truede. Han havde selv sagt til sin Søster Gidel: »Enten skal Du dø før mig eller jeg før Dig, og begge Dele er saa haardt.« Saa meget Andet kunde ske. Han var i Guds Haand; men den Haand var usynlig og tillige saa mægtig og saa uberegnelig. Om han end ikke af Natur havde været en lille Smule skrutrygget, vilde han dog ikke have vovet at rette sig helt, løfte sig i Vejret og ligesom udfordre Loftet. Og medens der saaledes paa Bunden af hans Sind var bestandig Bekymring eller Banghed, var der, som man vel husker, en sær, spillende Livlighed i ham, en rigtignok begrænset, men kløgtig Tænkning og en Ironi, som jo altid i nogen Maade er Tegn paa Aandsmagt, paa en Evne til, om end flygtig og flagrende, at hæve sig ud over sig selv.
Hos hans Broder Martin eller Mortche, der levede et aldeles verdsligt Liv, kun anlagt paa at tage sig net ud i Verden, blev der i Reglen ikke talt om Religion. Man var tilstrækkelig sysselsat med Dagens Begivenheder, med Familie- og Handelssager, fornægtede ikke ligefrem Jødedommen, men vilde ikke lade den træde frem som sondrende fra det øvrige Samfundsliv og vilde ikke generes af dens Fordringer. Enhver Tale derom i Simons Nærværelse blev undgaaet saa vidt mulig, men kunde naturligvis ikke aldeles udelukkes. Man havde altfor mange Minder fælles, og enhver Højtid, hver Løverdag, ja hver Tilberedelse til et Maaltid kaldte dem frem. Søgte man for Freds og god Omgangs Skyld at glide hen derover, saa kunde dog Simon ikke altid lade være at give en Mindelse, et lille kritiserende Hib, og ved Lejlighed svarede man ved triumferende at paakalde den sunde Menneskeforstand eller endog Videnskaben. Saaledes beviste man engang klarlig, at ved Hjælp af Astronomien var det nu muligt, saa nøjagtig at bestemme Nymaanens Fremkomst, at visse Festdages Dobbelthed derved blev en Urimelighed.
Simon blev et Øjeblik overrasket, men sagde ved Hjemkomsten til
Søsteren, Gidel: »Din Broder Mortche er en lærd Mand; han
har bevist, at man behøver ikke at holde anden Dag Nytaar, anden Dag
Paaske og saa videre, og derfor holder han ikke første Dag Nytaar,
første Dag Paaske og saa videre. Nu skal jeg sige Dig Noget, Gidel; ved
Du, hvad jeg vil gjøre? Nu vil jeg netop holde anden Dag hellig.
Hvorfor? Bryder Vorherre sig derom? Kan han ikke leve rolig i sin Himmel,
enten jeg holder første eller anden Dag hellig eller slet ingen? Skader
det ham, at Din Broder Mortche er en Goi? Ikke en Smule, ellers saa det galt
ud med Din Broder Mortche - Vorherre bevare ham, jeg ønsker ham
visselig ikke noget Ondt! Men jeg skal sige Dig, Gidel, hvad det er: Vore
Ovaus Ovauseinu[Note 1]
have holdt baade første og
anden Dag. Naa, jeg hykler og lyver ikke - hvorfor skal jeg lyve for Dig? Det
er muligt, da jeg var en lille Mand, at jeg har knebet en halv Time af anden
Dag for at fortjene Brødet. Det er muligt! Jeg har syndet! Men skulde
jeg nu, da jeg har den Smule Penge, give et daarligt Exempel for alle fattige
Jøder, der slide og slæbe og gjøre sig wund und
weh[Note 2] for Fædrenes Skikke? Det gjør jeg
ikke! Gidel, jeg gjør det ikke! Lad mig saa ikke være Astronom
som Din Broder Mortche! Da jeg var en lille Mand, gav jeg mit lille Bidrag til
Syge- og Begravelses-Hrevren[Note 3] og gik selv med til de Syge og
Døde, naar jeg blot havde Tid. Nu gi'er jeg mit store Bidrag - det skal
være sagt uden at prale, uden at udfordre Gud - og gaar dog med og
bliver ikke hjemme som de andre Rige, og jeg vil blive ved at holde anden Dag
Jomtauv‘[Note 4] som de andre Fattige.«
Gidel sagde: »Hvad Du gjør for de Syge og de Døde, vil Gud gjengjælde Dig.«
»Lad os sige Omein!«[Note 5] sagde Simon med bange Haab.
Gik Simon lidt af Vejen for sin Broder, eller lod han sig overfor ham og hans Hus nøje med ganske smaa ironiske Hib, saa var han derimod mindre tilbageholden overfor Brodersønnen og dennes Hus, hvor han med nogen Ret kunde betragte sig næsten som Bedstefader eller som Patriark.
En Løverdag, da Simon kom fra Synagogen og vilde besøge Fredrik og hans Hustru, mødte han i Porten Fredrik med tændt Cigar. Fredrik skjulte i Hast Cigaren - Tegnet paa den store Helligbrøde - bag sit Frakkeskjød, men ikke hastig nok for Simons Falkeøjne.
Simon sagde: »Gut Schabbas, Fredrik, hvordan har Du det?«
»Jo, Tak, Onkel; godt.«
»Og hvorledes har Din Kone det?«
»Jo, Tak, godt. Du gaar vel op, Onkel?«
»Og hvorledes har Drengen det?«
»Tak, meget godt, Onkel Simon.«
»Og hvorledes har Din Fader det?«
»Tak, godt.«
»Og hvorledes har Din Moder det?«
»Jo, Tak, meget godt.«
»Og hvorledes har Din Cigar det? Tror Du, den brænder endnu?«
Fredrik lod den falde, satte Foden paa den og sagde smilende: »Der ligger den, Onkel, er det saa godt?«
»Godt? - Fredrik, Du er min eneste Broders Søn, og jeg vil sige Dig Noget. Naar Du om Schabbas gaar ud paa Gaden med rygende Cigar og Du møder en gammel Jøde, saa gi'er Du ham et Stik i Hjertet. Og gaar Du og møder en ung Jøde, gi'er Du ham et slet Exempel.«
»Hvis han ikke ryger selv, Onkel.«
»Hvis han ikke ryger selv, Fredrik. Og møder Du en Kristen, saa tænker den Kristne: Der gaar en Jøde, som ikke vil være Jøde, og han er dog en Jøde!«
»Onkel, Du ser, at jeg for Din Skyld har slukt Cigaren,« sagde Fredrik muntert; »men ved Du, hvad jeg tror?«
»Hvad Du tror, Fredrik? Lad mig høre, hvad Du tror.«
»Jeg tror, at hvis Moses havde kjendt Cigarer, saa havde han ikke forbudt os at røre ved Ild om Løverdagen, eller idetmindste gjort en Undtagelse med Tobak.«
»Jo«, svarede Simon, »det havde Moses gjort, eller
maaske ikke gjort det. Hvad ved jeg? Hvem er jeg? Men nu har han ikke
gjort det, Fredrik, og han vilde heller ikke have gjort det! Og hvorfor
vilde han ikke have gjort det? Det skal jeg sige Dig. Havde Mauscheh
Moreinu[Note 6] kjendt Cigarer og vidst, at de smagte saa
godt, saa vilde han have forbudt dem ikke en, men to Dage om Ugen. Og hvorfor?
Fordi en Jøde skal nægte sig selv Noget! Derfor er Du
Jøde, fordi Du skal nægte Dig selv Noget for Guds Skyld! Var det
ellers nogen Kunst at være Jøde? Jeg spør!«
Fredrik svarede, medens de langsomt gik op ad Trapperne: »Ja vel, Onkel Simon, vi skal nægte os selv Noget; men en Cigar er dog saa lidt!«
»Jo, det er lidt. Det gjør saa lidt ondt. Vilde Du hellere have noget Større? Vorherre fri Dig og fri os Allesammen!«
I de Tider, da Simon Levi var, som han selv kaldte det, en lille Mand, var det nu og da, ikke hyppig, hændt ham paa en Sommer-Eftermiddag, paa en Helligdag fælles for Jøder og Kristne, at spadsere med Gidel ud i Fredriksberghave, og de Folk, som i Reglen fyldte og endnu stadig i nogenlunde godt Vejr fylde de runde Bænke, vare forekomne ham som to fornemme Selskaber, der saa over paa hinanden og, naar Nogen gik i Rummet mellem dem, besaa disse med stor Ringeagt eller idetmindste med Kritik. Virkningen havde altid været, at han ved at passere disse Bænke havde følt sine Ben besynderlig usikre og sit Hoved trykket mere end sædvanlig ned imellem Skuldrene, og han havde altid fornummet en stor Lise ved at slippe fra alle disse Øjne. Nu, da idetmindste hans Skæbne var voxet, havde han faaet Dristighed til at være fornem paa den Maade, at han selv satte sig paa en af disse Bænke, og skjønt Livet, som vi ret strax ville erfare, tilbød ham andre Adspredelser eller Fornøjelser, var og blev denne dog den, han foretrak. At sidde og hvile der i godt Selskab (som han antog), at høre paa Folks summende Tale, at se paa de Forbidragende med Opmærksomhed eller efter Omstændighederne med Malice, skaffede ham en Nydelse, der steg, naar han kom ud af Haven og en Droskekusk løftede paa Hatten og spurgte: »Vil Herren ha'e Vogn?« - Droskekusken kunde altsaa se paa ham, at han var en Herre og kunde betale. Det overraskede og behagede ham ligesom selve den Kjendsgjerning, at han virkelig havde Raad til at give to Mark - thi at han var rig, var Noget, der altid blev ham nyt, og den første, uvilkaarlige Følelse ved enhver Lejlighed var Fattigdom, den Afhængighed af faa Skilling, hvori han var født, hvormed han var voxet op og blevet Mand. Sad han da i Drosken, saa var det altid paa Randen af Sædet, stiv, halv stolt, halv undselig over at vise sig tilvogns, hvorimod Gidel lagde sig tilbage og nød Drosken som en Ekvipage.
Det var en Formiddag i September, at jeg traf ham derude paa de runde Bænke. Han var alene, og jeg gik hen og hilste paa ham.
»De er et farligt Menneske at tale med«, sagde han; »De skriver En ned.«
»Vi kan jo tale om Ting, som ikke kan skrives ned.«
»Det kan vi ogsaa. - De har dog læst og lært Noget, De kan sige mig: Hvorfor ligger Folk paa Landet?«
»Hvorfor man ligger paa Landet?«
»Ja, hvorfor ligger Folk paa Landet, saa snart de har et Par Skilling tilovers? Hvorfor flytter man ud og flytter man ind og sejler frem og sejler tilbage og kjører frem og kjører tilbage og gjør sig Livet surt? Hvorfor? Jeg spør!«
»Det er af mange Grunde: For at være i fri Luft ved Skov og Sø, for at faa sig et frisk Søbad om Morgenen ...«
»Ogsaa en Fornøjelse!«
»Ja, men det Vigtigste er for de Fleste Skoven. Den er romantisk.«
»Romantisk? Hvad er romantisk?«
»Hvorledes skal jeg forklare Dem det, Hr. Levi? - Romantik er Længsel, Længsel efter en anden Verden.«
»Længsel efter en anden Verden? Saa lad dem ligge paa Landet paa Kirkegaardene!«
»Ja, nej, det er ikke saadan at forstaa. Man vil nok længes efter en anden Verden; men man vil tillige have denne Verdens Behagelighed fast om sig. Man længes ikke bort til den anden Verden; men man drager den ned til sig. Man tænker sig f. Ex., at Skovens Træer leve, eller at de have en Sjæl, og en ung Mand tænker sig, at det er en Kvindesjæl, og at den kan komme frem og møde ham; en ung Dame tænker sig maaske, at det er en Mandspersons Sjæl; men det maa De spørge Damerne om, Hr. Levi. Kun det ved jeg, at især Skoven antages at have et vist, skjult Liv i sig, og en Fornemmelse deraf er Romantik.«
»Og derfor ligger Folk i Taarbæk?«
»Ja, Hr. Levi; det var den oprindelige Grund. De Folk, som først byggede sig Landsteder ved Dyrehaven, vare romantiske og saa den Slags Syner, og Somme gjøre det endnu. Andre flytte derud, for at man skal tro om dem, at de ogsaa ere romantiske og se Syner.«
»Hvad De siger? Nu spør jeg Dem som en ærlig Mand, om De vil gjøre Nar af mig?«
»Jeg forsikrer Dem, Hr. Levi, det er mit fulde, ramme Alvor; jeg har selv prøvet det i mine unge Dage.«
»Saa spør jeg Dem igjen som en ærlig Mand: Saa De Syner?«
»Ja; somme Tider.«
»Um! - Hvad nytter det, at man paa sine gamle Dage faar en Smule Penge? Hvad nytter mig mit Landsted?«
»Naa, De har et Landsted, Hr. Levi?!«
»Jo, jeg har et Landsted; jeg har lejet det, et ganske lille bitte et. Hvorfor skal man spærre Øjnene op paa Folk? Min Søster Gidel vilde ligge paa Landet, og saa lejede jeg et Landsted. Men naar det er Østenvind, blæser det ind ad Dørene, og naar det er Vestenvind, blæser det ind ad Vinduerne, og naar det er Søndenvind regner det ned igjennem Loftet, og Nordenvind, siger Folk, skal være den bedste Vind; men den har vi aldrig mere. - Romantisk!«
En pludselig Tanke slog ham, og han udbrød: »To Verdener! Men der er jo ikke to andre Verdener end Aulom hazeh og Aulom habo, den, vi staar og gaar i, og den efter Døden! Vel? Er der?«
»Nej.«
»Og det er romantisk?«
»Ja, det hører til.«
Han smilede tilfreds; men Smilet forsvandt hastig, en ny Tanke hvirvlede op i ham, og han sagde: »Romantisk! Da jeg var ung og stod i Butikken hos min Principal, Wulf Heymann i Fredericia, var der en Præstedatter, som løb bort med en Berider. Hvor de skreg, og hvor de snakkede og havde en Nekomo ... saa meget Hebraisk forstaar De da?«
»Ja, Hr. Levi: Hævn, Skadefryd; Nogle undte Præsten det.«
»Naa, men jeg husker, som det var igaar, at Kateketen kom ind til Wulf Heymann, min Principal, og sagde, det maatte forklares af, at Præstens Datter var romantisk. Nu spør jeg: Romantisk?«
»Ja, Hr. Levi. Berideren forestillede eller betød for hende en dobbelt Verden, den virkelige og en digtet eller indbildt, fantastisk, usynlig. Hun længtes uendelig ud efter den usete Verden sammen med ham, og hun tog fejl eller begik efter vore Begreber en Fejl. Men det var alligevel en Længsel af samme Art som hos de Folk, der ligge paa Landet og se Syner i Skoven.«
»Jeg kan ikke lide det,« sagde Levi.
Det var ham en Pine at have at gjøre med et Ord, der var saa rummeligt, rakte sig fra det Hellige til det Profane paa en saadan Maade, at kun en vis Tankeøvelse kunde rede det Ene ud fra det Andet.
Han udbrød mismodig: »Jeg vil kun have en Verden, det vil sige ... det vil sige ... for Guds Skyld, jeg vil have to - - man skulde ikke tale med den Slags Folk ... jeg skal ind til Byen - undskyld!«
Jeg har særlig husket denne Samtale, fordi det var den sidste, jeg havde med Hr. Levi; hans Livs Krise kom.
2
Blandt de Personligheder, vi fra tidligere Tid kjende i Forbindelse med Simon Levi, var den besynderlige Digter Ibald, han, som i Krigens begejstrede Tid var gaaet frivillig med, men i Intendanturen, og som forholdt sig paa samme Maade til Livets andre Anliggender: han blussede altid op, var altid med, men aldrig helt for Alvor. Denne Bemærkning kan, naar man husker, hvorledes Ibald kom med, ikke i nogen Maade nedsætte den højst alvorsfulde Intendantur.
Ibald og Simon Levi havde unægtelig aldrig havt synderlig tilovers for hinanden. Med Undtagelse af det Øjeblik, da Manden af det gamle Testamente gnistrede for ham med en ubestemt Poesi, havde Ibald i Simon Levi set den lille Jøde, den skrutryggede Kommissionær, en Gjenstand af en vis Sælsomhed, som man vænner sig til og ikke tænker over, og paa den anden Side havde Simon aldrig glemt den Kaadhed, hvormed Ibald fik ham op paa Æslet, og som nær havde kostet ham Livet. Senere, da Simon Levi blev rig, havde Ibald ikke søgt ham. Med alle sine Fejl havde Ibald saa megen Poesi i Sindet, at han ikke uden den haardeste Nød kunde, som Spidsborgerne gjøre af Natur, bøje sig for Mammon. Med denne Slags Stolthed forenede sig en Art Vrede. Tilværelsen havde været uretfærdig, havde vist sin Gunst mod den lille, mosaiske Kommissionær og lod Folk med ganske anderledes Krav staa uændsede. Følgelig kunde Ibald siden den Tid gjerne have gaaet Simon Levi forbi paa Gaden uden at hilse ham; men Simon var altfor meget Forretningsmand til, at dette kunde ske. En Forretningsmand bliver aldrig med sin gode Vilje Uvenner med Nogen; han har under sin Færden og Livskamp ingen Plads for ideale Fordringer, Stemninger eller Særheder; et Menneske, han engang har gjort Bekjendtskab med, er og bliver ham et Middel til andre Mennesker, et Led i Kjæden, ad hvilken man føler sig frem til en »Forretning«. At Simon trak sig tilbage i Privatlivet, gjorde i saa Henseende ikke ringeste Forandring; man vænner sig ikke af med sin Natur, og Simon lod aldrig Ibald gaa forbi uden at hilse og standse og spørge, hvorledes han havde det, og hvad Nyt der var i Byen, og aldrig skiltes de, uden at Simon tilføjede: »Værsgo besøge mig«.
Der var den Lighed imellem Ibald og Simon Levi, at ingen af dem syntes at forandre sig i Aarenes Løb. Med Undtagelse maaske af et Par Rynker og en enkelt sølvagtig Stribe i det ravnsorte Haar var Simon Levi at se til ganske som den Dag, vi første Gang traf ham hos Krog, og som han rimeligvis havde set ud længe før. Han blev ikke gammel, fordi han aldrig havde været ung, fordi fra hans tidligste Barndom Anstrængelse, Beregning og Bekymring havde været hans Lod. Ibald blev heller ikke gammel af Udseende, men af en anden Grund: fordi Ungdommelighed var hans Natur, han kunde ikke blive af med den uden ved Døden. Hans Kinder havde vel havt en friskere Farve, da han var Barn; men de vare i hans halvtredsindstyvende Aar endnu røde, og tilligemed de blaa Øjne og det blonde Haar gave de ham et Udseende af Barnlighed, som da ogsaa virkelig var i ham.
Hans Ungdommelighed viste sig særlig i, at han kunde komme alt Nyt imøde. Han havde givet Tegn paa en saadan Evne allerede ved Christian d. 8des Død, da Generalmarchen lød i Gaderne, og han vedblev bestandig ligesom at spore det Nye ude i Luften, dels af poetisk Sans, dels fordi han ikke havde Plads i det Gamle, og fordi det Nye altid maatte forurolige eller ærgre de Gamle. Der var ingen ny eller paany opdukkende Lære, hvis Tilhænger han ikke blev saagodtsom i samme Øjeblik, som den traadte frem. Derved holdt han sig i stadig Forbindelse med endel af de Unge, kunde ofte synes at høre til de Yngste. Man kunde godt lide ham formedelst hans Friskhed, Modtagelighed, Ilterhed, Aabenhed, og vedblev at sige om ham: »Godt Hoved, stakkels Fyr!«
Hvor forskjellige end Levi og Ibald altsaa vare, hvor liden Sympathi de end havde for hinanden, og hvor lidet de end søgte hinanden, var der dog Intet i Vejen for, at de kunde træffe sammen og ved Omstændighedernes Magt komme i et saadant Forhold, at idetmindste den Enes Skæbne blev i høj Grad paavirket deraf.
En Dag, da Simon Levi kom hjem - i Huset, han havde kjøbt i Pilestræde - mødte han Ibald paa Trappen, lige udenfor sin Dør.
»Goddag, Hr. Ibald! Hvordan har De det? Er det mig, De vil besøge?« spurgte Levi.
Nej, Ibald havde blot søgt en Student, der skulde bo paa Kvisten.
»Jo, det er min Kvist«, sagde Levi; »han er flyttet; vil De have hans Adresse?«
»Aah«, svarede Ibald temmelig ligegyldig og vilde gaa.
Men Simon havde allerede aabnet sin Dør og nødte ham indenfor. Det var ligefrem en Nøden; Ibald fulgte kun ugjerne.
Saasnart de vare indenfor Døren, foregik der en Forandring med Simon Levi; det mekanisk Høflige og kejtet Paatrængende gav Plads for Gjæstfrihedens Hjertelighed og en vis Værdighed. Den bedste Plads var ikke for god til Gjæsten; der blev bragt Kage og Vin; men det foregik med Ro som Noget, Huset var vant til og skyldte sig selv. Ibald fornam det med Velbehag og med et Sving af Fantasien, som om han var kommen til en Sheik i Teltet. Men Vanskeligheden for dem var at tale sammen. Adressen var snart funden og gav ikke Stof til videre Bemærkninger; Simon kunde ikke spørge, hvad Ibald vilde Studenten. Ved at se paa hinanden følte de aldeles ingen fælles Bevægelse blive vakt i Sindet, og den sædvanlige Tilflugt mellem gamle Bekjendte »Kan Du huske?« var dem afskaaren, fordi det ulykkelige Æsel stod i Vejen. Efter nogle smaa Forsøg med Vejret, udbrød Levi: »Oh, det falder mig ind ... Hr. Ibald, De har ogsaa lært Noget ... jeg vilde gjerne vide ... sig De mig, Hr. Ibald: hvad er romantisk?«
Til Levis Forundring tog Ibald det strax med Lidenskab og svarede: »Romantisk! Det er noget forældet, gammeldags Præk! Romantisk, det er at være reaktionær, Fjende af Folkefrihed og Folkeoplysning ... det er at se Aander og Spøgelser ligesom de gamle Kællinger - - det skal De ikke indlade Dem paa, Hr. Levi; men - tilføjede Ibald med et Sideblik over Simons Ansigt - det gjør De vel heller ikke, Hr. Levi. De er da Realist!«
»Maa jeg spørge Dem, Hr. Ibald, hvad er Realist?«
»Realist, det er jeg; men vi ere det ikke paa samme Maade, Hr. Levi. De har det Reale i Realiteten; jeg har det kun i Ideen.«
»Er det usikkert med den Ide?« spurgte Levi deltagende.
»Nej, Ideen er sikker nok«, svarede Ibald med Lune. »Men,« vedblev han, »hvorledes kommer De, Hr. Levi, om jeg maa spørge, til Romantik?«
»Hvordan kommer jeg til romantisk? Hvordan kommer man til saa Meget, Hr. Ibald? Jeg disputerede forleden med en af mine Bekjendte, og han sagde, at romantisk var to Verdener. Kan De forstaa det, Hr. Ibald?«
»Ja, det kan jeg rigtignok! To Verdener! Den gamle Overtro! Men jeg er Monist, Hr. Levi.«
»Uden Fortrydelse, Hr. Ibald, hvad er Monist?«
»Det er den Oplyste, som kun antager en Enhed, en eneste Verden - - men det falder mig ind, Hr. Levi, Deres Nation tror jo paa to?«
»Jo, Hr. Ibald, Jakob gik ind til sine Fædre, og der staar skrevet, at de Fromme skulle mødes i Paradis. Naar det behager Gud, den Almægtige, skal jeg mødes der med min Søster.«
»Der er endnu Tro udi Israel!« raabte Ibald. »De er Romantiker, Hr. Levi! Men darum keine Feindschaft nicht, som Tysken siger.«
»Nej, darum keine Feindschaft«, svarede Levi og modtog Ibalds fremrakte Haand.
I dette Øjeblik kom Gidel ind, og den gamle Jomfrues stille, milde Personlighed virkede sært paa Ibald. Digternaturen i ham greb en Del af hendes og Simons Væsen og førte dem til muligt Møde i Paradis; en anden Side af hans Natur følte det Fremmede, Kantede ved disse Mennesker, opfattede dem som to fordringsfulde Pagoder.
»Nu skal Du høre«, raabte Simon, »Hr. Ibald siger, at jeg er romantisk!«
Med et sky Blik hen over Ibald svarede Gidel: »Du er et godt Menneske, Simon; det er bedre.«
»Det falder mig ind«, sagde Ibald, »det var godt, jeg huskede det: Hos Dem, Hr. Levi, kan jeg faa Oplysning om et Ord, som skal være hebraisk.«
»Nu tror han, jeg er en Lamden«[Note 7], sagde Simon til Gidel.
»Hvad er det for et Ord, Hr. Ibald?«
»Det er Daudi.«
»Oh, Daudi«, sagde Simon med selvbehagelig Glæde over at kunne belære, »Daudi, Hr. Ibald, det er ganske simpelt; det er det Samme som, naar De siger paa Dansk: min Broder. Men forstaa mig vel, Hr. Ibald, Daud er Broder, og i er min, Daud-i, min Broder. Det Ord synge vi Sabbataften, det vil sige, Hr. Ibald, Fredag Aften. Vi synge: Lecho Daudi likras Kalo, staa op, min Broder, for at møde Bruden; men Bruden, Hr. Ibald, forstaa mig ret, er ikke en Pige, der skal giftes, men det er, hvad skal jeg sige Dem? Det er en gammel Maade at tale paa og betyder Helligdagen; Bruden er Sabbat. Hvorfor? Fordi hun er smuk, og fordi man længes efter hende, og fordi hun bringer Godt i Huset, og fordi det er Vorherres egen Sabbat. Har De en Fredag Aften været i vor Kirke, Hr. Ibald, i Krystalgade, og hørt det blive sunget?«
»Nej«, svarede Ibald, »det var ikke en Fredag Aften, men en Løverdag Aften, og det var ikke i Krystalgade, men i Helliggejstesstræde, og jeg maa ærlig tilstaa, at det ikke var noget fint Sted. Det var en Værtshuskjælder. Jeg havde hørt tale om, at der paa saadanne Steder blev sunget en paafaldende Sang, og saa søgte jeg den op. Sangen skal være oversat fra Tysk. Det var - ja, De maa undskylde, Hr. Levi; men det var en slem Smædesang mod Deres Folk, og Omkvædet var Daudi! Daudi! Jeg spurgte En af dem, der sang, hvad Daudi betød, og han svarede, at det var nok: Dunk dem! Dunk dem! Men jeg havde en Mistanke om, at Manden ikke var stiv i Hebraisk, og derfor spurgte jeg nu Dem, Hr. Levi.«
Det var et grueligt Fald for Simon, fra den stolte Belæren om Sabbatens Skjønhed til en Smædesang, hvori Hebraisk var brugt til at betyde: Slaa dem! Det gjorde legemlig ondt i ham, det trak i hans Ansigt, hvor gjerne han end vilde have skjult det.
Gidel bøjede sig til ham og hviskede: »Der Goi ist
do«[Note 8].
Næsten lige saa hastig, som Ordet blev sagt, var Simon igjen i Orden og sagde med et mat Smil: »Et lille Glas Vin endnu, Hr. Ibald?«
Ibald havde Følelse for, at han havde gjort Fortræd, men ikke Følelse eller Hjertelag til at glatte, formilde, trække Braadden ud; han stak den dybere ind. Han sagde: »Det gjør mig ondt, at jeg har fortalt Dem noget Ubehageligt. Men hvor i Verden lever De ogsaa? Det foregaar jo i Kongens Kjøbenhavn!«
Gidel svarede: »Naar man ikke skjøtter om at høre Noget, hører man det ikke, uden en god Ven kommer og fortæller det.«
Ibald blev rød op over Ørene og udbrød: »Da kan jeg forsikre Dem, Frøken Levi, at jeg ikke er god Ven i den Betydning! Jeg deler ikke Pøblens Fordomme! Jeg er Monist!«
»Monist?« sagde Simon; »er det en ny Religion?«
»Nej, tvertimod! Det er slet ingen Religion!«
»Um!« sagde Simon.
Ibald vedblev: »Jeg vil kun værge mig imod, at jeg skulde fortælle Dem noget Usandt, eller at jeg skulde overdrive. Jeg har jo slet ikke omtalt det Værste.«
»Det Værste? Er der noget Værre?«
»Ved De da ikke, at en Præst skriver imod Dem og siger, at Deres Religion er en falsk Religion?«
»Min Religion en falsk Religion!« raabte Simon forskrækket. »Guds egen Religion en falsk Religion! Hvor tør man sige det? Hvor er Politiet?«
»Politiet! Vi have Grundlov og Pressefrihed, Hr. Levi. Danmark er et frit Land. Desuden maa da en Præst vide Besked.«
»Jo, en Præst ved Besked!« sagde Levi.
»Naa, og saa er der en anden Præst, der skriver imod Dem og siger, at De er Midgardsormen.«
»Midgardsormen, Hr. Ibald? Hvad er en Midgardsorm?«
»Det er den store Søslange«, sagde Ibald i grum Spøg, men tilføjede: »Det er det store Uhyre, der ligger om Verden og trykker Brystet ind paa den. Men det er saadan Billedtale, Hr. Levi, for der menes Jøderne, som have Penge og leve af Renter og trykke Livet af Folkene og derfor ikke bør leve; de have slet ikke Ret til at leve.«
»Og det siger en Præst?!«
»Han er mere end Præst; han er Provst!«
»Gud fri os! - Men De spøger, Hr. Ibald. Det er Deres Spøg. Er det ikke?«
»Nej, det er rigtignok mit ramme Alvor. Jeg kan læse det op for Dem af Bogen, hvor det staar; De kan selv læse det.«
»Jeg vil ikke læse det! Jeg vil ikke høre det læse! - Forstaa mig ret, Hr. Ibald, De skal have mange Tak; men jeg vil ikke læse det for det Første, indtil videre.«
»Ja, men hvad nytter det, at De ligesom Strudsen skjuler Hovedet og hverken hører eller ser? Der skrives jo ogsaa, at naar Socialisterne bryde løs, saa er det billigt, at de først gaa til Jødernes Pengekasser.«
»Hvor er Politiet? Bliver Politiet ogsaa borte, naar der er Indbrud? Siger De det, Hr. Ibald? Nu spør jeg!«
»Det bliver jo ikke saadan Indbrud, Hr. Levi; det bliver Revolution!«
»Øj!«
»Men Jøderne først, det staar skrevet.«
»Hvor er da Vorherre?« spurgte Simon truende.
»Det ved jeg ikke.«
»Men jeg ved det! Han vil kræve til Regnskab! Han vil strængt kræve til Regnskab! Det kan De hilse og sige!«
»Det er muligt. Jeg har ikke Noget derimod, for jeg hører ikke til Jødefjenderne. Jeg er Monist. Vi Monister have ingen Fordomme.«
»Virkelig? Er der mange Monister?«
»Alle fornuftige Folk er Monister! Men De ved nok, Hr. Levi, de færreste Folk er fornuftige.«
»Desværre!« sagde Simon.
»Men«, vedblev Ibald, »ogsaa mellem de saakaldte simple Folk er der virkelig megen sund Fornuft.«
»Naar De siger det, Hr. Ibald«, sagde Simon høflig-tvivlende.
»Jo, jeg ved det; jeg har mange Venner imellem dem. Hvis Præsterne marchere op imod Dem, Hr. Levi, saa kan jeg ikke udrette Noget; der har jeg ingen Indflydelse; men komme Arbejderne, saa send De Bud efter mig!«
»Vorherre fri os for Anledningen!« udbrød Gidel.
Ibald havde rejst sig.
Simon sagde: »Kom igjen uden at være kaldet, Hr. Ibald! Besøg os snart!«
Da de to gamle Søskende vare ene, spurgte Simon: »Naa, hvad synes Du om ham?«
»Hans Linned var ikke pænt«, svarede Gidel.
»Linnedet! Man ser ikke saa nøje paa lærde Folk. Man taler dog ikke med Skjorten!«
»Nej; men han er en Adsusponim[Note 9]; han har sin Morskab af os.«
»Morskab? Hvad var der at more sig over? Skreg jeg op? Men jeg skal sige Dig, Gidel, han er en Skvadroner, som min Principal, Wulff Heymann, sagde; han overdriver, Gidel; Du skal ikke være bange.«
»Jeg bange? Et stakkels gammelt Fruentimmer som mig gjør de
ikke Noget, om ogsaa de er uden Hjerte - - men det er de heller ikke, Simon;
Du skal ikke være bange; Kemech[Note 10] her er ikke saa
slemme.«
»Jeg vil spørge min Broder«, sagde Simon.
Simon gik til sin Broder og spurgte, om han havde hørt, at der blev sunget og skrevet mod Jøderne.
Broderen svarede med usædvanlig mørkt Ansigt Ja.
»Naa?« spurgte Simon.
»Naa?« spurgte Broderen; »hvad mener Du med Naa?«
»Naa, jeg mener, hvad gjør man dermed?«
»Hvad man gjør? Man tier stille! Vil Du maaskee gaa ud med en Kjæp og sige, de skal holde Mund?«
Det vilde Simon ganske vist ikke.
Et Par Dage efter traf Simon Levi igjen Ibald, i stor Travlhed; han var vanskelig at standse, han skulde flytte, han var ude at se paa Lejlighed.
En Række Tanker fløj lynsnart Simon gjennem Hovedet. Ibald havde sagt, at han færdedes med Arbejderne og havde Indflydelse paa dem; Studenten var flyttet - hvis Ibald vilde have hans Lejlighed og være som en Garnison i Huset? Han vidste fra gammel Tid, at Ibald ikke var tapper; »men«, sagde han ved sig selv, »han kan staa bagved en Flok, han kan tale, han kan deres Sprog.«
Han sagde: »De løber, og De skynder Dem, Hr. Ibald, og kan løbe Dem en Brystsyge til! Og hvorfor saadan Hast? De kan ligesaa godt staa stille; maaske har jeg det i min Lomme.«
»Hvad har De i Lommen, Hr. Levi?«
»Naa, jeg mener, jeg har det, De søger efter.«
»En Lejlighed?«
»Ja«. Simon forklarede ham, at hvis han vilde tage tiltakke med Kvisten, saa var der et Værelse, der var ogsaa to Værelser, hvis Ibald vilde, og The om Morgenen.
»Men hvad koster det?«
Simon mente, at det var ikke værdt at tale om, eller det kunde man tale om, naar Ibald først var fornøjet der; men Ibald holdt paa en bestemt Aftale om Lejen; det kunde hænde ham at blive den skyldig, men gratis vilde han ikke bo. Heller ikke vilde han, efter at dette Punkt var klaret, flytte ind strax; han vilde ikke synes husvild, men blive, hvor han var, til den 1ste i Maaneden.
»Hvad Sikkerhed har jeg?« tænkte Simon. Han vilde gjerne have forlangt »paa Haanden« af Ibald, men turde ikke og maatte nøjes med en blot Aftale om, at Garnisonen virkelig vilde rykke ind.
»Nu er den Sorg slukt«, sagde Ibald til sig selv, og i prægtigt Lune skrev han et Digt, hvori med stor og fri Fantasi hans Løb efter Lejlighed var forvandlet til en Frihedsmands Flugt fra Forfølgerne, det gamle Samfunds Farisæere og Hyklere, indtil han staar stønnende foran en lukket Port, i Fare for at blive indhentet. Indenfra spørges: Tror Du paa det, paa det og paa det? Ved hver Fornægtelse fra hans Side gaar Porten mere op, og tilsidst er han indenfor, i et Rige straalende af Fremtidens rene, solklare Herlighed. Da Digtet var trykt, og hans Venner roste det, sagde Ibald: »Ja, jeg kom i Stemning ved den gamle Jøde, der lige i rette Øjeblik faldt ned til mig med Nøglen til et godt Logi i sin Lomme.« Man morede sig med at kalde Simon Levi hans Egeria, hans Beatrice, hans Viviane, og ham selv Simon Levis Hofkvistpoet.
3
Ibald havde faaet sin Sorg slukt, men Simon ikke sin, og den kunde overhoved vanskelig slukkes. Det Melankolske i hans Sind sugede Næring af de truende Ord, som Ibald havde bragt til ham; men der var især et, som stod overvældende mørkt og ondt for ham, det Ord af en Præst, at han ikke havde Ret til at leve. Han kunde paa mange Maader bevise for sig selv, at han som en af det udvalgte Folk havde fortrinsvis Ret til at leve længe paa Jorden, men Beviset slog ikke til saaledes, at han trøstig følte Sandheden.
Han vilde nødig ud mellem Folk, men kunde ikke blive hjemme; han trængte til at se Menneskenes Ansigter og Menneskenes Færden.
Han kunde gaa henad Østergade, se ind i Butikkerne og sige til sig selv: »Jeg spør, hvad Ret har de til at leve? Hvad Ret har de mere end jeg? De staar paa deres Ben og handler fra Morgen til Aften; har jeg ikke løbet paa mine Ben og anstrængt mig for hver Bid Brød, jeg skulde putte i Munden? Jeg spør! Nu er jeg en gammel Mand og kan ikke løbe længer, og Vorherre har været mig naadig og friet mig fra at komme i Meyers Minde og gjort mig til en rig Mand - um, jeg spør, har jeg den Smule Penge med Rette, eller har jeg dem ikke med Rette? Har jeg ikke betalt for dem?«
Kom han paa denne Maade nogenlunde styrket gjennem Gaden og ud paa Højbroplads til Blomstersælgerinderne og Fiskerkonerne, saa slog der ham Noget imøde, han paa ingen Maade kunde klare: Der var i Fattigdommen en Friskhed, et andet, ligesom større Liv, end det, han kjendte, en større Ret til at leve.
Politibetjenten, der gik stolt i sin Uniform, sin Filthjelm og sine hvide Handsker, og ved sin blotte Nærværelse holdt Orden, ragede ogsaa misundelsesværdig op over ham med Ret til at leve, fordi han, hvad Simon ikke tydelig kunde sige, men utydelig fornam, levede mere, hørte mere og bestemtere ind i Livets Ordensgang.
Saa kunde det hænde sig, at en jødisk Læge kjørte ham forbi i sin smukke Vogn og indenfor de blanke Ruder saas fordybet i en Avis. Det for gjennem Simon: »Han har Ret til at leve, og han er en Jøde som jeg, Gud ske Lov! Men jeg selv! Naa, Vorherre maa selv svare derfor, han har selv sat mig i Verden.«
En Dag kom en Soldat, en Gardist, ham imøde, standsede foran ham, satte Fødderne fast sammen, tog militærisk til Huen og sagde: »Goddag, Hr. Levi!«
Simon blev halvt forskrækket, halvt smigret ved denne Hilsen. Endnu havde aldrig nogen Krigsmand gjort Honneurs for ham. »Hvem er De?« spurgte han, »hvad vil De mig?«
»Kjender De mig ikke, Hr. Levi? Jeg hedder Ludvig Bendix; min
salig Fader, Saul Bendix, stod ved Siden af Dem i Synagogen, og De var med til
min Barmitzvo«[Note 11].
»Øj, øj!« sagde Levi, »og De er Soldat! Jeg var med til Deres Barmitzvo, og De er Garder! Og den klæder Dem godt, De ser godt ud« - nær havde Simon tilføjet: som en Kristen.
Han var i samme Øjeblik baade rørt, tilfredsstillet og mismodig. Gjennem en anden Jøde levede han et Sekund med i den store Verden, hvorfra han var udelukket; men - hvor blev Jødedommen af? Hvad Ret havde han selv til at leve?
Det blev hans daglige Pine, og han vidste ikke af, at han vel gjennem selve Pinen kom til at leve mere og fik mere Værd eller Ret i Liv og Død.
Baade Gidel og Fredrik lagde Mærke til, at Simon var forknyt og faldt af. Hun kunde Intet gjøre for ham; Fredrik greb en Lejlighed til om mulig at skaffe Onklen en Oplivelse, en Tilfredsstillelse.
Han kom en Dag og fortalte ham, at han havde gjort Bekjendtskab med en Student, en Kristen, et rigtig rart Menneske, der havde stor Interesse for Jøderne og holdt af dem; han havde aldrig været i et jødisk Hus og vilde gjerne se f. Ex. Brødet blive brudt.
Simon sagde: »Han holder af Jøderne? Hvorfor er han da Kristen?«
Fredrik forklarede ham, at Studenten hørte til en Sekt af Kristne, som med stor Beundring se op til Jøderne, fordi de have havt Patriarker og Profeter, og fordi Gud har udvalgt og hædret dem fremfor alle Folk.
Simon nikkede bifaldende og sagde: »Naar det er et fornuftigt Menneske og et godt Menneske, og han gjerne vil se Brødet blive brudt, saa er der ingen Kunst ved det; lad ham komme og se det. Hvad hedder Din Student?«
»Han hedder Pedersen.«
»Och, saa kjender jeg ham! Snesevis staar han i Vejviseren! Naa, bed Student Pedersen komme og tage tiltakke og spise med os Fredag Aften.«
Der var, som Simon havde sagt, ingen Kunst eller intet Betydeligt ved Ceremonien. Man gik tilbords, men satte sig ikke. Foran Husfaderens Plads var lagt to gammeldagsformede Brød, Berches, dækkede med en Serviet. Under hebraisk Bøn løftede Simon Brødene mod Lyset, afdækkede dem, brød et af dem og rakte hver Tilstedeværende et Stykke dyppet i Salt. - Da han rakte til Studenten, fandt han paa sin Maade et heldigt, næsten veltalende Ord. Han sagde: »Der staar skrevet, at den Fremmede i vore Stæder skal hvile med os paa Sabbaten. Vi har ingen Stæder længer; vi er fremmede i Deres Stad, Hr. Pedersen; spis Brødet med os.«
Derpaa satte man sig til Maaltidet.
»Maa jeg spørge,« sagde Simon til Gjæsten, »hvad er Deres Fader?«
»Han er Præst.«
»Og hvad studerer De til? Til Præst?«
»Nej, jeg skal nu først være Smed.«
»Smed?« sagde Simon med dulgt Mismod som over en kaad Spøg, eller havde han virkelig et Barn af godt Folk for sig?
»Ja, det vil sige, jeg ønsker at blive Ingeniør, men maa nu først gaa en Smedeskole igjennem.«
»Virkelig? Saadan? Er det muligt! - Men hvad siger Deres Fader dertil?«
»Han synes godt om, at hans Drenge ikke have romantiske Nykker, men ville gaa paa det Jævne.«
»Romantiske Nykker - romantisk - det duer ikke noget - romantisk - vel?«
»Det vil jeg ikke sige; der er jo god og daarlig Romantik.«
»God og daarlig? - To Verdener? - Er det ikke?«
»Jo, det kan vist ogsaa siges; Romantik er nok Sans for to Verdener.«
»Nævn mig en god Romantik, jeg be'er Dem, De gjør mig en Tjeneste.«
Paavirket af det jødiske Hus, af det Gammeltestamentlige, hvori han følte sig, svarede Studenten: »Ja, der er Jakobs Kjærlighed til Rachel. Han elskede hende ud over Graven. Og det glemmes aldrig. Jeg har læst, at baade Muselmænd, Jøder og Kristne, naar de gaa forbi Rachels Grav, hilse den med Ærefrygt den Dag idag.«
»Og det er romantisk!« raabte Simon fornøjet; »han holdt af hende ud over Graven! - Gidel, saa bliver vi To dog romantiske! - Er der Mere, Hr. Pedersen? Romantisk! To Verdener!«
»Ja, naar vi tale om to Verdener, saa er der Profeten Elias; han steg ind i Himlen.«
»Med gloende Heste og Vogn! Det er sandt! Er der Mere, Hr. Pedersen?«
»Ja, det Største. Han, jeg tror paa, steg tilhimmels.«
Simon tav overrasket, overvældet.
Fredrik og Gidel kappedes om at faa en Samtale i Gang om andre Ting, og det lykkedes dem saa meget mere, som Gjæsten med god Evne og Vilje hjalp dem. Han fortalte smaa Historier fra Studenterverdenen eller fra Livet paa Landet, i hans Hjem, Altsammen ganske frisk og nyt for Gidel. Hun lyttede med stort Velbehag, og efterhaanden syntes ogsaa Simon at sidde som oprømt, fornøjet Tilhører.
Da Gjæsten var gaaet, sagde Gidel. »Hvad det er for et net Menneske! Ham kan jeg godt lide! Hvad siger Du, Simon?«
Simon svarede: »Ja, in Emmes[Note 12]; han er et godt Barn for sin Fader.« - Men derpaa udbrød han med Et i klagende, jamrende Tone:
»Det er galt! Det er galt! Jeg skulde have en Murmester og bygge
mig en Mur, femten Alen høj! Jeg skulde have min Dør
spærret! Jeg kan ikke taale det! Jeg bliver svimmel, jeg bliver syg og
daarlig. Hvor faar jeg igjen min gamle Menucho[Note 13]?«
»Men hvad er det da?« spurgte Gidel.
»Hørte Du ikke? Hørte I det ikke? Naar jeg tror, at
Eilio Novi[Note 14] er kjørt op til Vorherre i gloende Vogn,
saa skal jeg tro - I hørte det jo! Skal jeg lade mig
schmatte?[Note 15] Jeg spør!«
»Ja, men, Onkel«, sagde Fredrik, »tror Du da, at Profeten Elias kjørte op til Vorherre i gloende Vogn?«
»Om jeg tror det? Wie heiszt? Tror? Har jeg set det? Kan jeg
sværge min Ed derpaa? Kommer Nogen og spør mig, om det er sandt,
hvad skal jeg svare? Jeg ved det ikke! Jeg siger ikke, det er
Scheiker[Note 16], jeg siger heller ikke, det er sandt - hvor faar jeg
igjen min Ro, min Fred, min gebenschte Schabbas?«[Note 17]
Det var tydeligt nok, endog for Simon selv, at Spørgsmaalet ikke var ham en Livssag eller af saa indgribende Vigtighed, at dets Afgjørelse maatte føre til en stor Beslutning. Hvorledes end Svaret lød, vilde han ikke kunne ophøre at være Jøde eller blive Kristen. Men det medførte alligevel en stærk, ny Uro, der for Øjeblikket opslugte al den gamle. Han var umærkelig, paa sælsom Maade, bleven ført ind i det; Noget havde grebet efter ham, grebet ind i hans Forstand og Fantasi. Han var styrtet paa Hovedet i en Faldgrube og vilde ud.
Gidel sagde: »Det er en Schale for Rof'en«[Note 18]. Men det kunde Simon ikke bekvemme sig til. Han
hørte til de Gammel-Konservative, der endnu ikke havde sluttet sig
hjertelig og tillidsfuldt til den forholdsvis moderne eller liberale
Præst; han vilde heller ikke gjøre sig lille for ham og bekjende
sit kristne Maskepi.
Fredrik gjorde et Forslag. Der var i Byen en Mand, som engang havde studeret jødisk Theologi, men opgivet det og derpaa lagt sig efter Retsvidenskaben. Han praktiserede ikke, levede stille og uafhængig og blev ofte spurgt tilraads i de forskjelligste Anliggender. Han havde været Fredriks Lærer i Handelsret, og Fredrik tilbød at gaa til ham og spørge. Paa en Maade manglede han Autoritet, eftersom han ikke var en kaldet, gejstlig Mand; men paa anden Maade vandt han, idet han ikke var bunden til at svare i Embeds Medfør.
Simon sagde mat: »Naa, spør ham; hvad kan det skade?«
Fredrik gik til sin gamle Lærer og forelagde ham Sagen: »Hos min Onkel Simon havde vi i Fredags Aftes en ung kristen Student tilbords, og Onkel rodede sig saadan ind med ham, at han fra Profeten Elias blev kjørt lige ind i Kristi Himmelfart.«
»Hvad for Noget? Bliver Simon Levi Kristen? Du vil da ikke i den Anledning have ham gjort umyndig?«
»Nej«, svarede Fredrik leende, »det er ikke det; Faren er ikke der. Men Onkel vil løs af Profeten Elias for at undgaa Konsekvenserne, og da vi af forskjellige Grunde ikke ville ulejlige Præsten, tager jeg mig den Frihed at komme til Dem og spørge baade paa Onkels og egne Vegne: Tro vi Jøder, ere vi forpligtede til at tro, at Elias er kjørt til Himlen?«
»Hvilket Spørgsmaal! Forskjellen mellem Jødedom og Kristendom er jo netop den, at Kristendommen beror paa Tro, Jødedommen ikke.«
»Hvad beror Jødedommen da paa?«
»Efter min Opfattelse, paa det ganske Simple, som er udtalt af ham, der har stiftet vor Religion, eller gjennem hvem vor Slægts Syn paa Livet og Døden er traadt fuldstændigst frem. Han siger, som Du kan læse i femte Mose Bog, tredivte Kapitel, at hvad han har forelagt os og paabudt os, har intetsomhelst Vidunderligt ved sig. Det er ikke i Himlen, saa at man skulde ville fare derop og hente det; det er heller ikke hinsides Havet, saa at man skulde behøve at rejse derefter. Det er i vore egne Hjerter; det er Syn paa Tilværelsen som et Fornuft- og Retfærdighedsrige og Handling i Overensstemmelse dermed. Livet byder Tilfredshed og Lyksalighed, naar man handler derefter, Ulyksalighed, naar man svigter. Det er Mose Lære. Deri er intet Under.»
»Og det er vor hele Religion?« spurgte Fredrik.
»Ja - nej, naturligvis maa huskes, at vi først af Alle have udtalt det store Bud om Kjærlighed til Gud og Mennesker; alene det vilde være vor Ret til at leve gjennem Tiderne.«
»Ja, men det kan dog ikke nægtes, at der er fuldt af Mirakler i Biblen; hvad skal man gjøre ved dem?«
»Naar de hjælpe En til at se Verden som et Fornuft- og Retfærdighedsrige, skal man tro dem; hindre maa de ikke.«
»Hvad skal jeg saa sluttelig sige Onkel om Elias? Jeg tror, han vil nødig af med ham, skjønt han nu har faaet Vanskelighed ved at beholde ham.«
»Sig ham, at naar man lever et begejstret, glødende Liv i denne Verden, saa farer man ogsaa med Ild og Glød tilhimmels. Behøver det netop at være med gloende Heste og Vogn?«
Fredrik gik tilbage til Onklen og afgav Beretning.
Simons Øjne spillede med noget af den vante Ironi, da han svarede: »Vil jeg spærre Øjnene op paa Folk? Jeg er fornøjet med den almindelige Ligvogn!«
»Om mange, mange Aar!« sagde Gidel.
»Om mange Aar, hvis Han vil deroppe«, sagde Simon og
tilføjede: »Det store Bud .... Veohavto[Note 19] ... Ret til at leve ... Hils ham og sig Tak! Tak! - -
Men nu siger jeg, nu
skal der være Stop! Det skal have en Ende dermed! Du fører mig
ingen Studenter mere i Huset, og jeg gaar ingen fremmede Steder, ikke engang
ud i Frederiksberghave! Nu er det vaadt og raat og koldt, og jeg er ikke saa
rask som i gamle Dage, og nu bliver man hjemme.«
En saadan Beslutning om at trække sig tilbage og leve som en Snegl i sit Hus behøver, for at overholdes, at Sindet ikke skal være for livligt og Omstændighederne ikke for meget til Hinder. Og Simon fik ved Omstændighederne en stor Anledning til at glemme sin Beslutning: Han havde villet tage Garnison i Huset, og den var ifærd med at rykke ind, ikke engang i Stilhed, men med flyvende Faner og klingende Spil.
Et Par Dage før Ibald flyttede ind, kom han for at gjøre høflig Anmeldelse og tillige for at forebringe et Ønske. Han vilde gjerne fejre Indflytningen med et lille Gilde, og han haabede, Frøken Levi vilde laane ham de nødvendige Tallerkener, Glas o. s. v. Ja, dertil var hun saare villig; men hendes Fantasi skræmmedes ved, at Tingene skulde bæres saa højt op, paa Kvisten, og de to smaa Værelser deroppe syntes hende heller ikke egnede til Selskab. Ganske anderledes malede det sig for hende, naar Gildet kunde staa nede hos dem selv, i Stuen over Gangen; saa kunde der blive ordenlig dækket, og saa kunde de Sølvsager og andre kjønne Ting, hun efterhaanden havde samlet tilhuse, tage sig ud for de Fremmede. Hun sagde ingenlunde dette ligefrem; men det var den hemmelige Tanke, som laa til Grund for Underhandlingen, og som umærkelig førte til den Ende, at det ikke blev Ibald, men Gidel og Simon, der gjorde Gildet. Da dette pludselig gik op for Ibald, raabte han: »Ja, men, Hr. Levi, saa maa De være Præsident ved Bordet!«
»Det vil oplive ham«, sagde Gidel, der følte sig selv oplivet ved Tanken om den travle, husmoderlige Gjerning.
»Hvor mange bliver de?« spurgte hun.
»Aa, en tre, fire, højst en fem, sex Stykker.«
»Man skulde blot vide det nøjagtig for Dækningens Skyld.«
»Lad os sige sex, Frøken.«
»Uden Fortrydelse, Hr. Ibald,« sagde Simon, »hvem er det?«
»Der er nu først og fremmest Theologen! Naar jeg blot har ham, saa kommer det Øvrige af sig selv.«
»En Theolog? Er det ikke en Præst?« spurgte Simon betænkelig.
»Nej!« raabte Ibald leende; »en Præst er nok Theolog, men en Theolog er ikke altid Præst. De maa ikke misforstaa det, Hr. Levi. Han hedder imellem os Theologen, fordi han har lagt Theologien paa Hylden. De kan være ganske rolig, Hr. Levi, der kommer ikke en eneste Kristen! Nu maa jeg ud efter ham!«
Dermed for Ibald afsted.
Da han var borte, satte Simon sig hen i sin Sofakrog, ganske stille, kun skød han engang imellem Kalotten fra den ene Side af Hovedet til den anden og saa mismodig og sammenfalden ud.
Efter at have iagttaget ham en Stund spurgte Gidel: »Fejler Du Noget, Simon? Er Du syg?«
»Syg er jeg ikke, Gidel, endskjønt jeg har en svær Sygdom; jeg bliver gammel. Men jeg fejler ikke Noget; jeg er ikke syg.«
»Hvad er det da? Noget er der i Vejen!«
»Om der er Noget i Vejen! Ikke en eneste Kristen be'er han. Sig hvad Du vil, det er dog en kristen By! Om jeg i en jødisk By indbød ikke en eneste Jøde? Det smager mig ikke.«
»Ja, men det forklarede han jo forleden! Han sagde jo, at i hans
Religion var der ingen Tolufresser og Reschoïm«[Note 20].
»Det er sandt«, sagde Simon lidt formildet. - »Men alligevel, denne Ibald!«
»Men, Simon, jeg troede, Du holdt af Ibald!«
»Jeg holder af Ibald. Jeg holder af ham med Maade, med megen Maade; tre Skridt fra Livet.«
»Simon, hvad vil Du da? Skal vi ikke hellere sende Afbud og bede Hr. Ibald undskylde?«
»Nu render han jo allerede og be'er sine Gäscht, og hvorfor skal man være Uvenner? - Jeg har mine Grunde. Jeg vil være gode Venner med ham og med hans Flok; tre Skridt fra Livet.«
»Hvad skal vi da gjøre, Simon?«
»Jeg spør bare: Det er mit eget Hus, hvorfor skal jeg ikke indbyde Gjæster?«
»Du vil da ikke gaa hen i Schulen[Note 21] og hente Gjæster og sætte dem imellem de unge Folk!«
»Jo, nu skulde jeg gaa i Schulen! Gal er jeg ikke, Gidel! Men jeg
siger: Lad mig have et bekovaud[Note 22] Ansigt at
se paa! Lad mig ikke sidde alene imellem dem!«
»Skal vi da indbyde den unge Student? Og saa kan Fredrik jo komme med.«
»Den unge Student? Ham med Heste og Vogn?«
»Du behøver jo ikke at tale med ham om Religion. Lad ham blive ved Sit og Du ved Dit. Du hørte jo, hvor net han kunde tale om alle Ting. Det er et godt ungt Menneske, Simon, og han var saa ærbødig imod Dig og saa høflig mod os Allesammen, og Du syntes jo ogsaa godt om ham.«
Simons Ansigt opklaredes, og han sagde: »Har jeg nogensinde nægtet, at Du var en fornuftig Pige? Du er en fornuftig Pige. Naar jeg har den Ene paa den ene Side og den Anden paa den anden Side - naa, for en Gangs Skyld! Man dør da ikke deraf!«
Om Middagen, da Alt var i fortræffelig Orden til den kommende Aften, undte Gidel sig lidt Hvile ved Bordet, skjønt Tankerne endnu vare inde i Værelset paa den anden Side af Gangen, spejdende efter, om Nogetsomhelst kunde være glemt.
Endelig sagde hun: »Der er Noget, jeg gad vidst, Simon.«
Simon svarede: »Der er Meget, jeg gad vidst, Gidel; hvad gad Du vidst?«
»Hvad mon nu de fremmede Herrer vil tale om ved Bordet?«
»Er det Studenter, vil de tale om Studering, er det Officerer, vil de tale om Krig eller Fred - hvad ved jeg!«
»Tror Du, der kommer Officerer?«
»Jo, Officerer! Hvordan skulde Ibald komme til Officerer? Lad ham komme til en Underofficer!«
Gjorde Simon sig kun smaa Forventninger om Gildesgjæsterne, saa mødte man fra den anden Side heller ikke med store. Man havde efter Ibalds hastige Indbydelse kun forestillet sig, at man skulde samles i al Tarvelighed paa hans Kammer; man kom - mest fra beskedent Arbejde i Dagsliteraturen - i Hverdagsdragten, uden nogen pyntende Forberedelse, ind i Stuen, hvor de mange Lys, den friske, hvide Dug, de blinkende Glas og Sølvtøjet syntes at vente Gjæster i Højtidsdragt. Det gav en uvilkaarlig Misstemning, og da man var kommen tilbords og Vært og Gjæster saa paa hinanden i det fulde Lys, blev Harmonien ikke større.
En Bolle Punsch, som Ibald selv havde brygget, blev sat paa Bordet; den bragte hastig Glød ind i Kulden.
Ibald rejste sig og holdt Festtalen. Eftersom han havde ført Modsætningerne sammen, var deres Centrum, den første Gjæst og næsten Vært, var der for hans Sans intet Skærende eller Skurrende tilstede; Alt, hvad der lyste om ham, tog han i et Øjebliks Barnlighed som sit Eget og var glad over det.
Tiden, sagde han, gik bestandig frem; det blev bestandig mere Dag over Verden; fra Bjergtoppene steg Lyset ned i de dybeste Dale; de udødelige Principer, Frihedens, Lighedens, Broderskabets, traadte alt fyldigere og mægtigere frem i Virkeliggjørelse. Et af den nye Tids Tegn var et saadant Møde som nærværende; det var et ægte humant, et sandt Broderlighedens Selskab - her slog Talen over i Vers:
Sønner vi er af samme Moder!
Frihedsstemplet paa os er sat!
Hvert et Menneske er vor Broder,
Hver af os er Karl for sin Hat!
Som Chef for de fremmede Gjæster rejste Theologen sig til Gjensvar. »Vi ere Alle«, sagde han, »Digteren Ibald meget taknemlige for de fantasirige Syner, hvormed han underholder os; men dette forhindrer ikke, at jeg ledsager hans glimrende Tale med en kritisk Bemærkning. Naar man skal være Karl for sin Hat, maa man for det Første være Karl, for det Andet have en Hat, det vil sige; være en Karakter og have en Mening. Og saa vil jeg for Meningens eller Principets Skyld gjøre Indsigelse mod den Broderlighedens Vælling, hvori han har rørt os sammen. Paa nærværende og fraværende Venners Vegne udtaler jeg som vort Festdigt, at udenfor Vinduerne staa ved en saadan Lejlighed som denne nogle røde, ildfunklende Øjne. Det er Sulten og Hævnen, som se ind, naarsomhelst Bourgeoisiet breder sig i sit Velvære. Vi for vort Vedkommende have ingen Del deri; os gjælder Blikket ikke; vi kunne nøjes med at gjøre Indsigelse mod Vællingen.«
Ibald sagde klejnmodig: »Jeg indrømmer Adskilligt; men det maa dog ogsaa indrømmes mig, at Tolerance ikke er Vælling. Det var Tolerancen ...«
Theologen afbrød ham: »Der skal ingen Tolerance være i Verden. Vi anerkjende kun to Magter: Videnskaben der spreder Lys over vor Erkjendelse og vor Ret, og Dyret i os. Videnskabens Evangelium lader sig ikke bringe frem i Virkelighed uden ved den dyriske Kraft, ved Fanatisme for vore Meninger og hensynsløs Gjennemførelse, naar Timen slaar. Menneskehedens Historie er aldeles intet Andet end dette: den dyriske Kraft i Erkjendelsens Tjeneste.«
»Der er Noget deri«, sagde Fredrik beundrende for at forsone eller formilde den hensynsløse Gjæst.
Uden at se paa ham svarede Theologen: »Jeg maa gjøre opmærksom paa, at vi, som her ere os selv overraskende Gjæster, ikke have Noget fælles med den unge Jødedom, der er radikal, naar den snakker med, men lever som Grosserer - Jeg siger ikke dette for at være uhøflig mod Nogen, men for at holde vore Grænseskjæl fast, og jeg gaar beredvillig over til noget rent og skjært Videnskabeligt. Jeg vil foreslaa, at naar Universitetet næste Gang udsætter Prisopgaver, bliver en af Opgaverne den: at paavise Grundene til vor Tids Venskab mellem Grundtvigianerne og endel Hel- og Halvjøder.«
Student Pedersen rejste sig og sagde: »Det vil jeg paatage mig at besvare strax. Det ligger i, at Jøderne ikke blot ere et historisk Folk, men sidde ved Historiens Kilde, og at de have ydet Kjød og Blod til Aandens Aabenbaring ...«
»Aa, ja«, sagde Theologen, »jeg vilde nu besvare det med, at Jødedommen er en gammel, forfalden Port, der fører ind til, hvad Lessing kaldte det afskyligste, meningsløseste Kram, som Verden kjender.«
»Hvor har Lessing sagt det?«
»Det skrev han, som bekjendt, til Moses Mendelssohn, da den søde Kristensjæl Lavater havde opfordret den ærværdige, pukkelryggede Jøde til at blive Kristen.«
Studenten vilde for Husets Skyld hellere udjævne og glatte end strides og sagde: »Siden De taler om Moses Mendelssohn og hans Ven Lessing, falder det mig ind, om der ikke kunde siges et venligt Ord til vor Vært. Kunde vi ikke blive enige om at udbringe hans Skaal, og vilde det ikke være heldigst, om De som den mest Betydende af os Gjæster gjorde det?«
»Jo, jeg rejser mig beredvillig for at udbringe vor ærede Værts Skaal. Jeg hilser ham som den, der i vort moderne Samfundsliv repræsenterer det højst nødvendige Element Hadet. Han hader, og han har Ret dertil, fordi han bærer Hadet som en Arv gjennem et Par tusinde Aar. Hans Race hader godt og sejgt og stille; den sejler ubemærket som Fiskermanden i »Den Stumme«, den sidder »tavs og paa Lur«; men kan den komme til at tale, saa siger den Hadets Ord saa skarpt, saa godt, at jeg tager Hatten af derfor. Leve Hr. Simon Levi, det sociale Hads ærværdige, dets tavse Repræsentant!«
Simon havde fra Først til Sidst følt sig ligesom ude at sejle, ikke just søsyg, men usikker, vaklende, i et ganske nyt Element. Det havde engang imellem givet et Kluk i ham, snart af Forbavselse, snart af Morskab, snart af Angst. Det Meste syntes ham altfor skrækkeligt til at være Alvor og altfor alvorligt til at kunne være Spøg. Talen, der blev holdt til ham, forekom ham yderst nærgaaende, uforskammet, vildledende, farlig; men man rejste sig, rakte Glassene frem og klinkede med ham; altsaa var den dog høflig. Idet Theologen klinkede med ham, spurgte han med en Slags Venlighed: »Er det ikke sandt, Hr. Levi?«
»Sandt?« svarede Simon. »Hade? Hvem hader? Der staar skrevet, at vi skal elske Gud over alle Ting og vor Næste som os selv.«
»Aah!« sagde Theologen med en afvisende Haandbevægelse.
Det begyndte at koge i Simon. »Det staar der! Det er skrevet! Til det, der staar skrevet, siger man ikke Aah! Hvem siger Aah?«
»Aah, bah, bah!« sagde Theologen.
»Det staar der!« skreg Simon; »vil De have Bogen?«
»Aa, Bogen! Det staar der, det ved vi nok! Der staar rimeligvis ogsaa det Modsatte. Men vi ere ude over den Slags Disput. Vi tale som gode Realister ikke om, hvad der idealt staar, men hvad der realt er.«
Men den Forskjel kunde Simon netop ikke gjøre. Med stigende Vrede, med Had i Sindet, maatte han hævde sit Folks store Kjærlighedsbud, dets Ret til at leve. Hans brede, kantede, graablege Ansigt bævede i feberagtig Lidenskab; han slog i Bordet og raabte: »Det staar der!«
»Bravo! Nu hader De os jo Allesammen!« blev der raabt; »bekjend det! Lad os drikke derpaa!«
Simon rejste sig med ondt funklende Øjne. »De er ... De er ...«
»Onkel! Onkel!« sagde Fredrik dæmpet og lagde Haanden paa hans Arm.
Simon tog sig med stor Anstrængelse sammen og sagde, idet han satte sig eller sank tilbage: »De er mine Gjæster!«
Simon var syg; men da Lægen kom, sagde han, at der ingen Fare var, Simon trængte kun til Ro og Stilhed og lidt nervestyrkende Medicin.
Paa Ibald havde Aftenen gjort en stærk Virkning. Han havde med poetisk Blik grebet Simon i det Øjeblik, da han blev vred, og da han i Uviljen ligesom voxede sig stor. Det dannede sig i Ibalds Fantasi til en Skildring, der egenlig var laant fra »Nathan der Weise«, men hvor den nye Nathan kæmpede mod kristne Præster og overlegent, vittig, haanlig afviste deres Lære. Om Viddet paa alle Steder var smagfuldt, blev bestridt, da han lod Digtet trykke; men det havde den Evne at forbitre i visse Kredse og vække Forargelse.
Efter en Fest af helt anden Art end den nys omtalte, en højtidelig, religiøs Indvielse af en Stiftelse, stode ved Udgangen to Præster og ventede paa deres Vogn. Et ungt Menneske kom hen til dem, og de spurgte med Deltagelse om hans Moder. Hun havde det godt, svarede han, og hun var nu nærved at faa den kristelige Anstalt bragt ilive, som hun havde tænkt paa, siden hun blev Enke. Nu var der blot den Bekymring, at hun efter sin Lejekontrakt ikke havde Ret til at træffe endel Indretninger, som vare nødvendige, og hun var, især i denne Stridens Tid, bange for at møde Vanskeligheder hos Husejeren, som var en Jøde. Hun vilde gjerne have en anset Mand til at tale hendes Sag hos ham.
Man spurgte, hvem Ejeren var; - det var den rige Simon Levi.
Den ene Præst saa paa sit Uhr: »Jeg har Tid; jeg kan strax tage hen og tale med den Mand.«
Den anden Præst mente at høre til og vilde gjøre Følgeskab. De talte lidt videre om Sagen og fandt, at man heldig kunde benytte Lejligheden til at faa Hr. Levi ret i Tale og med kristelig Blidhed henstille til ham, om han ikke skyldte det Samfund, han levede i, at afholde sig fra eller dæmpe de Angreb, der fra hans Hus udgik mod Kirkens Tjenere og mod Kirken selv.
Da de ringede paa og Tjenestepigen lukkede op, blev hun saa overrasket og betaget ved Synet af to Præster, at hun med aaben Mund og baglængs viste dem Vej og slog Døren op til Værelset, hvor Simon havde lagt sig paa Sofaen og var falden i Blund.
Idet Simon slog Øjnene op og pludselig saa Præsterne, der langsomt og højtidelig kom ind ad Døren, vaktes i hans Sind Forestilling om Stævning, pinligt Forhør, Forfølgelse, om al den Gru, som Slægten kjender fra gamle Dage - han udstødte et Skrig og besvimede.
Kort efter døde han. Ja, Simon Levi er død, og naar man ikke har lagt Mærke til, at Dødsfaldet dengang stod bekjendtgjort i Bladene, saa ligger det i, at han naturligvis i Virkeligheden bar et andet Navn end det, hvorunder han her er nævnt.