M. A. Goldschmidt: Arvingen (1865), 3,10
[3.10]
Jeg veed ikke, om jeg reiste med Haab - thi hvad Skikkelse kunde Haabet tage? - men jeg var freidig og glad, fordi jeg kom i Virksomhed, fordi nu hvert Minut vilde bringe mig nærmere til Hende, og fordi det uvilkaarlig syntes mig, at den Side af Sagen, hvor jeg stod, vendte imod Lyset. Men dette var rigtignok kun Tilfældet, saalænge jeg betragtede den ubestemt; saasnart jeg begyndte at tænke paa Enkelthederne, stillede de sig meget vanskelig.
Jeg kunde ikke i dette Anliggende henvende mig til mine Venner i Wien; jeg kunde ikke betroe mig til Nogensomhelst; men hvad kunde jeg ene vente at udrette? At være hende nær, uden at Nogen vidste det, og - om det skulde være nødvendigt - ogsaa uden at hun selv vidste det, at skaffe mig al den Underretning om Forholdene, som var mig muligt, og hvis hun kom i en saadan Situation, hvor en Kvinde behøver en paalidelig Mands Haand eller Hoved, saa - ja, saa handle.
Men allerede ved det første Skridt, ved at søge Underretning om, hvor hun boede, mødte den Vanskelighed, at jeg ikke kunde løbe om i Wien og spørge efter hende. En Anden kunde jeg ikke sende, følgelig var der ikke Andet for end at skjule, hvem jeg var, dølge mig paa en eller anden Maade.
Samme Aften som jeg kom til Wien, kjøbte jeg mig et Tjener-Liberi og gik til en Friseur, hvor jeg fik en rød Paryk og lod mit Skjæg farve Rødt. Friseuren fandt, at det var en Farve, som Folk ellers helst vilde af med, men føiede sig efter min Smag.
Hun var ikke i noget af de større Hoteller, og endelig erfarede jeg, at der i Hotel Muntsch, et Øieblik før jeg kom der anden Gang, var pr. Telegraph bestilt en Suite Værelser for hende, og at hun vilde ankomme med Selskab og Følge om Aftenen Kl. 10. Hvergang man i de forskjellige Hoteller havde spurgt mig, fra hvilket Herskab Forespørgselen skete, havde jeg givet et forskjelligt, opdigtet, italiensk Navn og tænkt paa den Maade at handle meget klogt. Under disse Efterspørgsler, hvorved jeg fik Leilighed til at see Tavlen med Reisendes Navne, opdagede jeg, at Greven og hans Søn boede i et stort Hotel i Kärthnerthorstrasse, men at Baron Panin boede afsides ude i Josephstadt.
Det var et anstrengt Dagsarbeide; men Kl. 10 fik jeg Lønnen; jeg stod faa Skridt fra Vognen, hvoraf hun steg ud; jeg saae Gaslygteskinnet falde paa hendes elskede Skikkelse, og hele det Trylleri, som den besad for min Sands, virkede paa mig; jeg følte den dybe Tilfredsstillelse over at vide, at hun ikke var i den fremmede By uden et fuldtro Menneskes Nærhed, at medens hun gik ind i Hotellet, var der En udenfor, der vilde vogte hende som en Hund - jeg bad stille min afdøde Fader tilgive og bifalde, at der var en Anden, men en Værdig, paa hvem jeg havde overført den Troskab, han havde paalagt mig mod min Søster.
Fem Minutter efter var jeg arresteret. Jeg havde ikke taget med i min Beregning, at Wien ikke er en By, hvor man kan forklæde sig. Der blev optaget et kort, foreløbigt Forhør over mig, og saa blev jeg lukket inde i et mørkt Værelse, hvor Alt var af Sten, og hvor Gulvet var belagt med Saugspaaner - et sært, men ret passende Symbol paa megen Strenghed og liden Naade eller Formildelse. Hvis det var sandt, at et Menneskes Haar kunne blive graae paa en Nat, maatte mit Haar have graanet under denne Nats Fortvivlelse.
Lykkeligvis var den Forbrydelse, hvorfor jeg mistænktes, af politisk Art, og man havde Hast med at komme tilbunds i Sagen. Kl. 10 næste Formiddag blev jeg ført til Forhør, og til min glade Overraskelse var den Embedsmand, som skulde optage Forhøret, ingen Ringere end Hr. v. Hradziwick. Med en Brutalitet, som jeg ikke havde ventet hos denne fine, blide Selskabsmand, tordnede han mig imøde: »Hvordan kommer Han til det Pas? Hvor har Han stjaalet det?«
»Det er mit eget, Hr. von Hradziwick.«
»Hvad?« raabte han i en ganske anden Tone og sprang op og saae stivt paa mig, »Er det Dem? Er det virkelig Dem? - Men hvad skal det betyde? De er jo god keiserlig! Hvad er der hændt Dem? Hvorfor gaaer De ind hos en Friseur og lader Deres Skjæg farve rødt? - Bah, saa naiv er da heller ingen af Mazzinis eller Kossuths Agenter!«
Jeg kunde ikke svare Andet end, at det var en Hjertesag og Livssag, der havde bragt mig i denne falske Stilling.
»I det 19de Aarhundrede, en plein dixneuvième siècle!« raabte Hr. v. Hradziwick.
»Hvorfor ikke? Det er dog det yngste Aarhundrede,« svarede jeg med Forsøg paa at skjemte ligesom han.
»Ja, men man er attenhundrede Aar gammel ved sin Fødsel. Naa, men saa vil De vel nødig blive her?«
Det kunde jeg ikke nægte.
»Ja,« vedblev han, »De skal komme fri; men jeg havde stor Lyst til at sætte Dem under Politiets Tilsyn og forlange, at De skulde melde Dem hos mig hver Dag - hjemme hos mig selv og ved Middagstid. Spise vi sammen hos de Potter, saa gjælder det for en Melding.«
Jeg bad ham fritage mig og tillige bevise mig den Velvillie, enten ikke at omtale mig til de Potter og hans Compagnon eller at undskylde mig, saalænge denne Sag stod paa.
»Vel, jeg giver Dem Ret. En Kjærlighedens Soldat tør ikke sove - er det ikke Ovid, der siger det? Gjør da, som De vil. Men endnu Et, tag imod et godt Raad: Indlad Dem ikke i Klammeri, hvis De har Rivaler. De har faaet Foden indenfor hos Politiet, benyt Dem deraf; kom til mig, hvis det kniber; De veed ikke, hvad Politiet alt kan gjøre. Og husk paa, jeg har engang for alle tilbudt Dem mit Venskab. Det kan ogsaa gjøre Noget.«
Saasnart jeg var gaaet fra ham, stødte jeg paa en ny Vanskelighed. Da jeg nærmede mig Hotel Muntsch, stod Portneren i Porten og sagde til mig: »Den Baronesse, Du spurgte om igaar, er kommen.« Nu skulde jeg altsaa enten udrette et Ærinde eller ogsaa blive fra Hotellet. Hvad der var hændt mig, gav mig en Idee, og jeg svarede: »Ja, nu er det ligegyldigt; mit Herskab blev arresteret iaftes.« - »Hvorfor?« spurgte Portneren i lav Tone og traadte nærmere. - »Italiener,« svarede jeg og trak paa Skuldrene. Portneren fløitede til Tegn paa, at han forstod. Jeg vedblev: »Min Herre vilde tage her ind. Jeg har nu ikke Andet at bestille end vente ham. Kunde jeg imidlertid fortjene Noget her, vilde jeg gjerne, ligegyldig ved hvad.«
»Det troer jeg om Dig, Rødskjæg,« mumlede Portneren og gik ind.
Det var aabenbart, at Rollen trods sin Lidenhed var mig for vanskelig, og jeg blev derfor glad ved Tanken om, at jeg havde en Hjælper, der idetmindste i en vis Udstrækning var mægtig: Penge. Næsten ligeoverfor Hotellet lykkedes det mig at faae leiet et Værelse tilgaden, og jeg leiede en Cabriolet til hele Dagen at holde udenfor. Saaledes paasede jeg paa, men opdagede Intet, ikke engang Hendes Vinduer. Sildig om Aftenen besluttede jeg at gaae et Øieblik hen i Kärthnerthorstrasse og see, om der mulig var Noget at opdage.
Idet jeg bøiede om et Hjørne, hørte jeg i faa Skridts Afstand foran mig Dansk med tydsk Accent: Det var Grev Fritz, der talte, og jeg kunde ikke tage feil af den lille Person, han gik med: Salling. Enten det nu var rigtigt eller ei, gik jeg saadan, at jeg kunde lytte - i Krig og Kjærlighed ere alle Midler tilladte. Greven talte langsomt og just ikke dæmpet; Dansk syntes ham vel i og for sig paalideligt i den fremmede By. Jeg hørte ham sige: »Tag nu ikke feil. Iovermorgen Formiddag præcise Kl. 11, om ogsaa De faaer en anden Ordre. Baronessens Kudsk bliver syg, og De kjører.«
»Ja, vel, Hr. Greve,« sagde Salling.
»Men De kjører ikke, før i det Øieblik, jeg sætter mig op paa Bukken. De vil nok kunne kjende mig, om jeg ogsaa er usædvanlig paaklædt. Men i det Øieblik kjører De strax.«
»Ja, vel, Hr. Greve.«
»Og saa pas paa ved Hitzing! I det Øieblik Bonnen og Børnene ere ude af Vognen, og De seer mig springe ind, saa kjører De afsted, som om Djævlen var efter Dem, og hundrede Gylden for hver Mil i et Kvarter.«
»Ja, vel, Hr. Greve. Jeg skal tage de jydske Hopper.«
»Ja. Lad mig nu høre, om De har forstaaet det.«
Salling gjentog det og behøvede kun faa Rettelser.
Hvad var nu det? Complottet var tydeligt nok; men vilde Grev Fritz bortføre Baronessen med eller uden Baronens Vidende? Hvor dyb var den Afgrund af Nederdrægtighed, jeg var kommen til at see ned i?
Trods Vreden, der kogte i mig, søgte jeg at overveie, hvad jeg fornuftigvis kunde gjøre. Det eneste Øieblik, da jeg kunde gribe ind, var, naar der forelaa et Attentat, naar Greven vilde springe ind i hendes Vogn. Skulde jeg saa brydes med ham eller dræbe ham? Hvad vilde i heldigste Tilfælde Udfaldet blive for Hende? To Mandfolk havde været i Slagsmaal om hende paa alfar Vei! Jeg var ikke bange for at dræbe Greven; men der er stor Forskjel paa at dræbe og paa at myrde, især naar Mordet, hvor berettiget man end kan forestille sig det, kun er den yderste Fortvivlelses Handling og ikke kan føre til Andet end Ulykke.
Hvor lidet jeg end yndede at tye til Politiet, tænkte jeg dog paa Hr. v. Hradziwick, hans Raad og hans Tilbud og besluttede at opsøge ham i hans Bolig og spørge ham som Ven.
Jeg forklarede ham Sagen uden at nævne Navnene.
Han svarede strax: »Intet er jo simplere. Der har De strax Nytten af at følge mit Raad. Det er jo ligefrem en Forbrydelse, der skal forhindres, og jeg vil efter Omstændighederne være tilbøielig til at lade Dem gjøre det. Se her!«
Han skrev et Par Linier og rakte mig Papiret:
»Man arrestere det af Foreviseren betegnede Individ og føre det øieblikkelig til mig. Hradziwick.«
Han tilføiede: »Der er Gensdarmer nok i Hitzing, og der skal være endnu et Par Stykker iovermorgen.«
Jeg takkede ham af ganske Hjerte. Jeg holdt Hendes Frihed og Ære indelukket i min Haand! Idetmindste foreløbig!
Men idet jeg vilde gaae, sagde han: »Hør nu, jeg har været discret, det vil De indrømme mig. Jeg har ikke spurgt og ikke gjort nogen Betingelse. Men lad mig ligesaa godt vide nu som siden: hvem er den Mand, De vil lade arrestere?«
Jeg nævnede ham.
»Ham?!« raabte Hradziwick, »ham, Greven, der er vaad af de Potters Blod? Giv mig Papiret!«
Jeg vilde nødig, jeg var bange for ikke at faae det igjen.
»Giv mig det kun! Der skal ingen Skade skee!«
Han tilføiede blot et Tegn, som jeg ikke kunde udtyde, og sagde smilende: »En Arrestant kan undslippe; men en Arrestant, der er saadan betegnet, kan vanskelig undslippe.«
Længe før Kl. 11 den følgende Formiddag holdt min Cabriolet, forspændt med to Heste og ventede. Præcis Kl. 11 kjørte Salling frem med en stadselig, lukket Vogn. Hun, Børnene og deres Bonne kom ned og stege ind. I næste Øieblik kom Grev Fritz, paaklædt som Herskabsjæger, med grønne, vaiende Fjer i Hatten og sprang op paa Bukken hos Salling; i samme Nu kjørte de, og jeg efter.
Det kneb for mine to Leieheste at holde Skridt med Sallings prægtige Hopper; men Drikkepenge gjøre Meget, og Veien var lykkeligvis ikke for lang. Jeg naaede op ligesom Vognen var standset foran det store Gjæstgiversted, og idet Grev Fritz sprang ned fra Bukken. I samme Øieblik raabte en skingrende Stemme, Værtindens, inde fra Forstuen: »De Potter, De Potter, kom ud og modtag Herskabet!« - og i samme Nu styrtede Grev Fritz til Jorden.
Fra Vognen havde man ikke kunnet see, hvad der var forefaldet; Astrid rakte sig ud, spurgte om Noget og nævnede et Navn, Navnet paa den Familie, hun skulde besøge; man svarede og pegede paa et Hus i nogen Afstand; Salling sad som forstenet, og da der blev raabt til ham: »Der er det! Der henne! Kjør til!« adlød han mechanisk. I dette Øieblik saae Astrid igjen ud, hendes Øine mødte mine - og i næste Nu vare vi skjulte for hinanden.
Det Første, jeg nu fæstede Opmærksomheden paa, var det store Skilt med Navnet Depotter, Forklaringen paa det mysteriøse Raab, der havde fældet Grev Fritz. Derpaa saae jeg til ham; han laa i et epileptisk Anfald. Da Værtinden nu gjorde nogle Bemærkninger i Anledning af, at hans Herskab saa ligegyldig havde forladt ham, forklarede jeg hende, at jeg hørte til Herskabet. En Læge blev hentet, og en Gensdarm kom tilstede, undrede sig over de mange Penge, man fandt paa den syge Jæger, og spurgte mig pludselig: »Siden Du hører til Herskabet, hvad er saa denne Tjeners Navn?« Jeg nævnte det rigtige, som jeg kunde gjætte, at Gensdarmen havde opdaget; men han vedblev at see mistænksomt paa mig, og jeg var ret glad, da jeg efter et Kvarters Tid Forløb saae Astrid kjøre tilbage til Wien. Saa steg jeg ind i min Cabriolet, stadig fulgt af Gensdarmens yderst forskende Blik og vistnok meget nær ved at blive arresteret igjen. Det er i Sandhed ikke let for en ærlig Mand at spille en falsk Rolle; selve Ærligheden stikker af og vækker Mistanke. Men let om Hjertet, som jeg nu var, morede jeg mig paa Tilbageveien med den Tanke, hvad Gensdarmen vilde have sagt, hvis han havde faldet paa at arrestere mig og jeg saa med Hr. v. Hradziwicks magiske Linier havde slynget ham som Arrestant til Wien?
Luften syntes mig nu meget renset. Jeg opdagede, at saavel den gamle Greve som Baron Panin kort efter Sallings Hjemkomst vare kjørte bort. Grev Fritz blev bragt hjem til Hotellet, og jeg hørte uden Sorg, at Lægen ansaae det for et alvorligt Tilfælde. Naar Vorherre tog sig af Grev Fritz, hvad havde jeg saa at frygte eller kæmpe imod? Forhindre Baronen fra at blive skilt fra Astrid? Visselig ikke!
Jeg var saa veltilmode, at jeg med stor Ro og Velbehag holdt Middagsmaaltid, drak Kaffe og henad Aften røg min Cigar paa Gaden, spadserende op og ned overfor hendes Vinduer. Portneren stillede sig bredt i Hotellets Port og saae paa mig; jeg lod ham see; Muligheden var for, at to andre Øine kunde hvile paa mig, og selv om de ikke kjendte mig, saa var jeg dog indenfor deres Straalevidde.
Næste Dag, henad Mørkningen, da jeg igjen spadserede op og ned, kom en Pige ud fra hotellet, gik lige hen til mig og leverede mig et Brev. Det havde med store Bogstaver Udskrift til en Dame i Wien; men underneden stod paa Dansk: »Aabnes og læses af Y.«
Med hvilken Hjertebanken jeg aabnede det! Med hvilken Dirren i mit hele Væsen fra Isse til Fodsaal! Ak, at faae Bud fra den, man elsker! At mærke, at hendes Tanke har søgt En, at føle den nærme sig, uden endnu at vide, hvad den indeholder! Hvilken salig ængstelig Spænding!
Der stod: »X beder, paalægger Y at reise. Æren er det feireste Træ i Skoven.«
Det var første Gang, at hun anerkjendte sig og mig at være X og Y, og i samme Øieblik sendte hun mig bort!
Der var ikke Andet at gjøre end at adlyde, og den eneste Trøst var i Lydighedens Fuldstændighed.
Jeg aftog min Hat for de dunkle Vinduer og gik bort, til Hr. von Hradziwick, for at tage Afsked og levere ham Arrestordren tilbage. Men han var ikke hjemme, og da jeg saaledes blev nødt til at vente til næste Formiddag, søgte jeg at dulme mine Tanker ved at lede dem hjemad, skrev til Valdemar og min Søster og satte dem ved Poste restante Breve Stævne i Genf, hvis de vare paa Udreisen.
Jeg havde ikke længer nogen Grund til at være forklædt; jeg gik til Hr. v. Hradziwick i Uniform. Da jeg kom ind, raabte han mig imøde: »Nu har jeg Noget, jeg kan fortælle Dem! Det kan maaskee interessere Dem, om ogsaa jeg ikke nævner Navne. En fornem, fremmed Herre vilde skilles fra sin Kone for at gifte sig ind i en souverain Familie. Der var Vanskeligheder for Skilsmissen, fordi han har adopteret Børn, som hun havde af første Ægteskab eller paa anden Maade. Den fornemme Herre stræbte at faae Magten over Børnene ved at tillade en ung Herre at forsøge paa at bortføre Damen og skille hende fra Børnene; men det mislykkedes, fordi den unge Herre, som det synes, imod fornuftige Folks Raad fik et Slag i det afgjørende Øieblik. »Hvad siger De til det? Er det ikke interessant?«
Jeg indrømmede det.
»Ja, men det Interessanteste, og hvad der maaskee mere vil overraske Dem, og hvad jeg betroer Dem som en dyb Hemmelighed til Gjengjæld for, hvad De har betroet mig, staaer dog tilbage. Den fornemme Herre er bleven kjed af Hindringerne og har anvendt det sidste Middel, som han havde i Baghaanden. Ifølge et allerhøieste Rescript, som han har erhvervet, er han bleven skilt fra sin Gemalinde. Hun er med al mulig égard, men med største Fasthed, i denne Morgenstund bleven tvungen til at reise ud af Keiserstaten hjemad, og hendes Børn blive af hendes forhenværende Ægtemage i denne Eftermiddag bragte til Salzburg for at anbringes i et Kloster. Hvad siger De til det? Jeg er en Bøhmer, god Katholik, men af gammel Hussiterfamilie, og har endnu Interesse for den Slags Ting.«
Saa længe jeg lever, vil jeg takke Skjæbnen for, at min første Impuls var at følge efter Baronen og om mulig frelse Børnene. De vare i en Fare, som, naar den ikke strax kunde forebygges, vilde rive dem afsted for bestandig. Hun stod for mig, men rækkende sig efter dem, raabende om Hjælp. Senere, underveis kom der Vaklen, Fortrydelse, Længsel efter Hende, men dog uden Magt til at standse mig; thi det var det Rette. Det vilde dog være en feig Lykke, jeg maaskee kunde opnaae ved strax at følge efter hende selv og lade det eneste mulige Øieblik til Børnenes Redning gaae tabt. Desuden førtes jeg vel ogsaa af den Jagthundenatur, der er i os, naar noget Ondt kan indhentes og tugtes.
Jeg stod med Arrestordren i Haanden og rakte den mechanisk til Hr. v. Hradziwick, idet jeg sagde: »Jeg kom for at tage Afsked og takke Dem. Jeg reiser strax.«
»Sydpaa eller nordpaa?« spurgte han.
»Sydpaa.«
»Hør, veed De hvad, kjære Ven, det bæres mig for, at De ikke oftere med Deres gode Villie vil komme til Østerrig. Lad mig saa sige Dem for Alvor Farvel og Levvel - og gjør mig en Tjeneste. Behold det Papir. De kunde mulig etsteds træffe en stor Kjæltring, og send mig ham. Om ogsaa det bagefter opdages at være en Feiltagelse, naa, Herregud, saa vil jeg betroe Dem det: Politiet kan ogsaa tage feil.«
Da jeg kom til Jernbanestationen, kjørte Salling stolt derfra med de jydske Hopper, og da jeg havde taget Billet og naaede Vognene, saae jeg Børnene stige ind i en Coupé og gjenkjendte derved Baronen. Jeg hørte ham sige, at han skulde til Bruck an der Mur, og jeg kunde selvfølgelig stige af paa samme Sted, uagtet jeg havde taget Billet til en længere Vei.
Ved Ankomsten i Bruck an der Mur holdt der en Postvogn, formodenlig bestilt pr. Telegraph, som han strax steg ind i med Børnene. Medens jeg saae mig om blandt Kudskene paa Pladsen, opdagede jeg et Ansigt, jeg kjendte, en af mine Steyermarkere fra Slottet i Sondrio; han gjenkjendte ogsaa mig og var strax beredt til at gjøre en usædvanlig Tour med sin tospænder Droschke og følge efter Postvognen.
Den Aften kom vi ikke langt; han undte Børnene Ro, og vi sov i samme Gjæstgiversted. Max lovede, at hans Heste næste Morgen godt skulde holde ud at gaae igjen.
Jeg fulgte atter Baronen. Min Plan var foreløbig kun at lade ham fjerne sig saa langt som mulig fra Jernbaner og Telegrapher, før jeg lod det komme til Afgjørelse. Hvorledes denne skulde være, havde jeg ikke fast bestemt, fordi jeg havde to stærke, men forskjellige Vaaben, Kaarden og Arrestbefalingen, og ved Valget skulde han, hvis han ønskede det, dog ogsaa have en Stemme.
Hele Dagen kjørte vi langsomt, op og ned ad Bjerge. Det syntes en Tidlang at forurolige ham, at han blev fulgt, og da Max og hans Kudsk samtalede op ad Bakke, spurgte han, hvem der var bagved; da han hørte, det var en østerrigsk Officier, blev han ganske tryg. Max fortalte Lidet eller Intet om mig, men bragte mig Underretning om, hvor Baronen vilde holde Nattekvarter. Det var i St. Gilgen, og derfra var der saa kort til Salzburg, at her maatte Afgjørelsen finde Sted.
Vi toge igjen ind i samme Gjæstgiversted, og efter et Kvarters Forløb gik jeg til hans Værelse, bankede paa og fik et høfligt »Kom ind!«
Han saae skarpt paa mig og bøiede sig saa meget frem, at han halvt reiste sig, idet han spurgte: »Med hvem har jeg den Ære? . . . .«
»Jeg er en dansk Mand, der kommer for at tage de to danske Børn fra Dem, som De har stjaalet.«
Han greb i Klokkestrengen og ringede saa voldsomt og vedholdende, at Værten og hele Tjenerskabet ilede til.
»Kast den Karl ud!« raabte han.
Men i Østerrig er der endnu Respect for Uniformen, og Ingen bød sig til at røre mig.
»Hent Politiet!« skreg han da.
»Ja, naadige Herre, her er Politistation i Huset,« sagde Værten og skyndte sig bort.
Et Øieblik efter viste sig to Gensdarmer i Døren.
»Arrester det Individ!« raabte jeg.
»Den uforskammede Karl! Det er ham, der skal arresteres!« raabte Baronen.
Jeg fremviste Arrestordren og pegede paa Tegnet.
Øieblikkelig trak Gensdarmerne deres Sabler og lagde Haand paa ham.
Naturligvis kom han næsten ud af sig selv af Forbauselse og Vrede og protesterede, hvorpaa Gensdarmerne truede med at kneble ham. Saa skjeldte han mig brutalt ud paa Svensk, hvilket Gensdarmerne ikke forstode og jeg ikke brød mig om.
»Er der videre Ordre?« spurgte Gensdarmerne, »for vi maae strax marchere af med ham.«
»Nei, ingen, uden selvfølgelig den, at han ikke maa tale med Nogen underveis og hverken skrive eller telegraphere. Og,« tilføiede jeg, da jeg troede at kjende lidt til østerrigske Embedsmænd og gjerne vilde, at det skulde vare saa længe som mulig, inden han kom til Wien, »I faae hver fem Gylden daglig Diæter; lad mig skrive paa Ordren, at jeg har betalt Eder tre Dage forud.«
I sidste Øieblik, lod det til, kom han til fuld Bevidsthed om, hvor alvorligt det Hele var ment; thi nu forlangte han at faae Børnene med. Gensdarmerne saae paa Arrestordren. Jeg sagde, at Børnene vare ikke hans, men stjaalne; jeg skulde nok tage mig af dem; Ordren lød paa hans Arrest og ikkun den. Det var Gensdarmerne indlysende nok. Han skreg som en Rasende, at det var hans Børn - hvad jo rigtignok juridisk var sandt - hvorpaa de toge ham hver under sin Arm og førte ham afsted.
Saasnart de vare borte med ham, gik jeg ind til Børnene. De skreg høit af Glæde og spurgte, om jeg vilde føre dem til deres Moder. Visselig, der var Ingen i Verden, som hellere vilde.
Hele Spørgsmaalet var nu, om jeg kunde naae ud af Østerrig og det nærmeste, katholske Naboland Bayern, inden Sagen blev oplyst i Wien og Telegrapherne bragte Lynbud efter mig. Foreløbig gjaldt det om at naae den nærmeste bayerske Jernbanestation.
Jeg spurgte Max, om han kunde kjøre strax, og han var villig, hvis han maatte tage nye Heste. I Løbet af en halv Time vare de skaffede tilveie; ved Morgengry kjørte vi igjennem Salzburg, og henad Aften hørte vi en Jernbanepibe.
»Nu,« sagde jeg til Max, da jeg tog Afsked med ham, »har Du gjort mig en stor Tjeneste, og der er endnu en, Du kan gjøre mig.«
»Jeg troer næsten, jeg veed, hvad det er,« sagde han med det rolig-kloge Blik, som kun Jægere og gamle Soldater have.«
»Og hvad er det da?«
»At jeg kommer saa sent som mulig tilbage til St. Gilgen og lader dem spørge saa længe som mulig, inden jeg svarer.«
»Det er rigtigt, Max! og Tak skal Du have!«
»Saa ønsker jeg Dem og Børnene i Vor Frues Varetægt.«
»Ja, leve Vor Frue!«