M. A. Goldschmidt: Arvingen (1865), 3,9
[3.9]
To Dage senere var det Girandola-Aftenen og som til fuldstændig Erstatning eller Bod for Paaskedag vilde Grevens have Hende med til et Hus paa Piazzo del popolo, hvor de havde leiet et Vindue. Men hun vilde ikke gaae, eller hun havde en for hende selv og for dem, som kjendte hende, tilstrækkelig Undskyldning i, at det ene af Børnene ikke var vel. Jeg var deroppe om Formiddagen og beklagede, at hun skulde gaae glip af det store, smukke Syn.
»Saa kan De beskrive mig det,« sagde hun.
Hvorledes havde hun ment det? Mundlig eller skriftlig? Jeg forklarede det, som jeg helst vilde, og skrev:
»For det Første var der megen Trængsel trods Pladsens Storhed; man mener, at der var over 50,000 Mennesker tilstede. Men i en saadan Trængsel kan man netop være ene og tænke paa dem, som ikke turde komme med, og medens jeg stod nærved Ripetta og saae hen imod det mørke Bjerg, hvorfra nu saa Meget ventedes, sagde jeg til mig selv, at saadan, saa tæt foran mig, saa fuldstændig mørk, men maaskee saa fyldt med kommende Lys og Gnister, staaer Fremtiden - men lidet Haab er der om, at det instinctmæssige Behag, hvormed jeg venter paa, hvad i næste Øieblik skal skee paa Bjerget, ogsaa skal have Ret overfor Fremtiden. Dog Et veed jeg: Der er Ild i Mørket.
Da faldt pludselig Skud, og i næste Øieblik hævede sig majestætisk den store Blomsterbouquet eller det store Ildspringvand eller det store Ildneg, la Girandola. Saadan har en Skikkelse hævet sig for mig. Saadan opgik, da der var dunkelt i og om mig, en rig, fin, yndefuld Natur for mig og kastede Dagglands ind i min Sjæl og paa alle Gjenstande rundt omkring mig; men helt forskjellig fra dette »Kunstværk«, der snart er slukt, besidder den Unævnte en hemmelighedsfuld Magt til at virke paa Sjælen, saa at den føler, at over det Væsenlige af Hende har Tiden ingen Magt, og ved denne Følelse faaer Sjælen Tro paa sin egen Uendelighed.
Saa blev der et kort Mørke, og under hvislende Larm voxede en stor og høi Bygning frem paa Bjerget. Den var af mangefarvet Ild. Dens nedre Del syntes gothisk med Taarne ved Indgangen; dens øvre Del viste to Fløie med græske Tempelfaçader forbundne ved et italiensk Palads næsten som Farnese. Jeg gjenkjendte Slottet; det var et af dem, jeg har bygget i Luften. Indenfor dets Vinduer og gjennemsigtige Mure saae jeg Skikkelser, mine egne Drømme, flygtig-dristige Tanker, jeg havde havt, men altid maattet slippe i næste Secund, ja i samme Secund som de bleve til: nu stode de her og havde Skikkelse, og Portalen stod aaben, det lyste som af utallige tjenende Aander, der bare Fakler - hvad var til Hinder for, at Aladdin sendte den stærkeste af dem til Vezirens Palads og lod Gulnare hente? - slet intet Andet end, at medens Aladdin spurgte, om han ogsaa virkelig var Aladdin, og om Gulnare var Gulnare, forsvandt Slottet. Det kommer der af at maatte tvivle!
Nu hørtes mange Kanonskud, som om der blev leveret en Træfning, og Hjertet hævedes derved; thi alle vi Mænd eller Mandfolk have en hemmelig Længsel efter Kamp; i en Tid af vort Liv ere vi Helte, beredte til at kæmpe og døe for det, vi elske; men mest bliver det ligesom paa Piazza del popolo med løst Krudt. Det gjør ondt at tænke sig, at man mest har levet i Phantasien og holdt sit Heltemod som sjelden eller aldrig dragen Sabel; man skammer sig over, at naar man endelig har fundet den Ubekjendte, Unævnte, Livets store, skjønne X, er det saa Lidt, man har at byde. Men se, efter Skuddene følge farvede Lys, der stige høit mod Himlen, udfolde sig oppe under det dybe Blaa og sprede sig i en gylden Regn, der synes aldrig at naae Jorden. Dette kan man idetmindste! Sindet løfter sig, løfter sig høit, udfolder sig i den rene Æther, det kommer til at indaande, og skee, hvad der vil, kan aldrig synke igjen.
Derpaa kom en Mængde Sole, Ildpyramider o.s.v., der eventyrlig oplyste Cypresserne, som staae paa Bjergets Afhang. De syntes en utilgængelig Ø, et kjøligt Fristed hinsides Ilden; det glimtede fra dem som af Bajonnetter, der vilde beskytte fire Flygtninge, hvis de vovede Forsøget paa at komme derover - huis-is-is, da kom det, slog op og ud i Luften med utallige Raketter og med »Sværmere«, der krydsede hinanden, hviskede og hvislede. Et Øieblik saae de ud som smaa Fisk, et andet Øieblik som haleløse Høns, men endelig som det, de virkelig vare; som Crinoliner, hver med et funklende Øie, der tillige tjente som Tunge. Hvor det bevægede sig, suste og hvislede! Der var en meget lang Fisk eller Crinoline, som meget alvorlig sagde: Huis-is-is, hvordan gik det til? - En anden, der paafaldende mindede mig om Fru v. H., svarede: Huis-is-is, Deres Naade, huis-is-is, det er græsseligt, jeg beder for hende, huis-is-is. - Huis-is-is, jeg beder med, huis, og med det Samme for min Stedsøn, sagde en Tredie. - En Fjerde, som, med min naadige Frues Tilladelse, virkelig lignede Friherre v. Hompesch, der til min Overraskelse havde faaet Crinoline paa, ilede urolig om, sigende: Huis-is-is, det smerter mig dybt, huis-is-is! Hvad er det egenlig? Jeg havde aldrig troet det! Huis-is-is! - Da foer en Raket, der, hvis den ikke havde været saa smækker, vilde have mindet mig om Comtesse Felicia, tæt forbi Friherren og sagde: Surr, De var jo selv med! - Saa sprang det Hele med et stort, lystigt Knald, som om det vilde proclamere: Det er kun Paaskedag een Gang i Livet! - Sværmerne sluktes, og der blev et Øieblik en liflig, kvægende Stilhed.
Jeg ventede paa, hvad Slutningen vilde blive: det syntes mig, jeg skulde kunne uddrage en Spaadom deraf; men der blev, underlig nok, ingen Slutning. Thi efter at et nyt Slot havde viist sig paa Bjerget, fore pludselig mange Lys hen imod Obelisken og tændte underveis en Mængde smukke, røde Blus over hele Pladsen. Nu, troede jeg, skulde der skee Noget - nei, nu var Alt forbi, de røde Blus vedbleve at brænde som usædvanlige Lygter i en lang Gade. Det betyder en Vei og et Vand, lang Vandring, sagde jeg; men der behøves ikke megen Kunst til at spaae Vandring, naar man allerede er paa Reise og boer i et Luftslot.«
Hentydningerne i Slutningen af Brevet hidrørte fra, hvad Comtesse Felicia havde fortalt mig om Indignationen hos Nogle i Anledning af, at vi vare blevne borte i Peterskirken. Men jeg skulde snart erfare noget Mere derom. Thi da jeg næste Dag mødtes med Greven i Paladset, fulgte han med mig ned ad Via Felice og sagde underveis:
»Nu troer jeg, vi have fundet Medicinen for min Søn.«
Dette var enten forbausende oprigtigt eller meget dunkelt, og jeg nøiedes med at svare: »Det er jo heldigt; men, som Greven veed, er Rom ikke berømt for sine gode Apotheker.«
»Det gjør Intet,« sagde han; »vi ere af den Slags Folk, at naar vi søge, hvad der kan frelse Fritz, saa taales ingen Hindring, og ingen Vanskelighed er for stor.«
Det blev alt mere ligefrem og hensynsløst; man hyllede sig ikke engang i Ord, der tilstedede en dobbelt Mening, og jeg kunde dog ikke faae Andet ud end, at et Ægteskab med en Anden virkelig frembød en alvorlig Vanskelighed for en Tredie, hvis man ikke kunde og vilde sætte sig ud over alle Love. Jeg svarede: »Ja, Hr. Greve, jeg er jo hverken Læge eller Pharmaceut og kan ikke dømme; men maa jeg spørge: Har De sendt Bud til Tydskland?«
»Hvorfor til Tydskland? Hvorledes falder De netop paa at spørge, om vi have sendt Bud til Tydskland?«
»Naar de italienske Apotheker ikke ere gode, saa veed jeg ikke rettere, end at De maa henvende Dem til nærmeste Land, Østerrig - eller ogsaa Frankrig, det er sandt.«
»De synes at nære nogen Tvivl.«
»Hvis jeg uvilkaarlig skulde have talt, som om jeg tvivlede, saa ligger det i, at Greven selv sagde, at der kunde være Vanskeligheder, og man veed jo aldrig, hvor stor en Vanskelighed kan blive selv
for store og stærke Folk.«
»Ja, men jeg gjentager, for at berolige Dem i Deres Omsorg for os, at for den, der veed Besked og har magt til at ville, er der ingen Vanskeligheder, og en Hindring, der tilfældig stiller sig os i Veien, taale vi ikke.«
Naar man gaaer ved Siden af hinanden, behøver man under en Samtale ikke at see hinanden i Øinene, og man fristes derved mindre til at bryde ud med, hvad man tænker. Jeg vidste, at jeg ikke kunde gaae tilside, hvor meget end Greven vilde tilraade mig det; den Sikkerhed, hvormed han talte, syntes mig enten kunstig, paataget for at imponere mig, eller saa brutal, diabolisk, at jeg ved Faderens Side tænkte paa Sønnens Død.
En neapolitansk Officier, der boede paa 2den Sal i samme Hus som jeg, gjorde et Herreselskab. Jeg kom temmelig sildig og saae i et indre Værelse Grev Fritz sidde og spille Schack - thi skjøndt han nu havde opdaget sin Medicin, var han dog i ledige Øieblikke undergiven en rastløs Trang til en Slags Erstatning for det gamle Spil. Jeg havde ikke seet ham siden Paaskedag og nærmede mig for at hilse paa ham; men da han syntes fordybet i Beregning af et Træk, ventede jeg lidt. Det blev mig snart tydeligt, at han nu aldeles ikke tænkte paa Spillet; han stirrede paa een Brik, og medens han søgte at holde sig ubevægelig, var der en nervøs Dirren i hans høire Haand. Med et Sideblik, der ikke naaede helt op ad mig, sagde han pludselig: »Hent mig et Glas Vand.«
Jeg troede at forstaae ham; han vilde gjøre sin Adel gjældende imod den, han nu formodenlig vilde kalde sin forrige Hovmester; men han havde, just ikke meget mandig, indrettet sin Adfærd saadan, at han i sidste Øieblik kunde sige, han havde taget feil og troet, det var en Tjener. Men jeg fandt Situationen god til at modtage Kampen og vilde ikke lade nogen Tvetydighed komme i Veien for en fuldstændig Afgjørelse; jeg gik ned, tog min Uniform paa, spændte Kaarden om mig og var efter faa Minutters Forløb paa min forrige Plads.
Han syntes at kjende mine Skridt; thi igjen uden at see op sagde han bydende: »Jeg tænkte, De var gaaet for at -.«
Men i samme Øieblik opdagede hans Sideblik Uniformen, hans Øine løftede sig helt op til mit Ansigt, og med voldsom, nervøs Lidenskab sprang han op og raabte: »Det er falsk! det er skjændig Maskerade! Herud! Herud!«
»Hvad er falsk? Hvad er Maskerade?« spurgte en af de Herrer, der stode nær.
»Den Uniform! Den Person i den Uniform! raabte han.
En Attache ved den østerrigske Legation sagde: »Hr. Greven tager feil; jeg kan til Overflødighed - thi jeg antager, at her kun er een Tvivler tilstede - afgive det Vidnesbyrd, at det ikke er en Maskerade, at der ikke er noget Falsk fra denne Herres Side.«
Den gamle Greve trængte sig igjennem Kredsen, spurgte og erfarede i Hast, hvad der var foregaaet, og raabte: »Mine Herrer, De vide Alle, at min Søn er syg! De maae tilgive ham! Denne Uniform maatte, jeg nægter det ikke, overraske ham ..... De vide, at vi for nogle Aar siden i Holsten havde østerrigsk Occupation .... og et ubehageligt Tilfælde ..... Jeg haaber, at De« - vedblev han, idet han vendte sig til mig - »i Betragtning af min Søns Sygdom og af det gamle Venskab mellem Dem og vor Familie vil modtage min fuldstændige Undskyldning - mine Herrer, endnu engang, ret meget om Forladelse!«
Med disse Ord bukkede han til alle Sider og drog Sønnen med, skjøndt ikke ganske uden Modstræben fra dennes Side.
Jeg overlod til to Herrer at afgjøre, om denne Undskyldning var tilstrækkelig, og at forberede det videre Fornødne; jeg var vel tilfreds med at være en règle overfor »Selskabet« og lade dets absolute Magt føre Grevens og mig.
Men næste Middag kom den ene af dem og meddelte mig, at Greven og hans Søn vare afreiste; de havde taget Pas til Wien.
Derimod var Grevinden bleven, og da jeg traf hende i Palazzo Barberini, var der i hendes Adfærd imod mig ikke ringeste Tegn til, at hun vidste noget om det Forefaldne; hun var indtil den fineste Nuance lige venskabelig paa sin store, fornemt-høflige Vis. Men hun havde i Anledning af, at hun saa pludselig og paa Grund af uventede Efterretninger var bleven efterladt saagodtsom alene, søgt et Tilhold hos sine »Nærmeste«, Baronessen og Generalinden, og hun var bleven modtaget med en Hjertelighed, der svarede til hendes Tillid.
Jeg betragtede hende som en Besætning, Fjenden havde efterladt, og det Sikkre i hendes Adfærd forklarede jeg af, at hun ikke følte Meget. Hun holdt ikke saa meget af Stedsønnen, at hun vilde tage sig det videre nær, om han mødte Hindringer for sine Ønsker; men hun havde heller ikke saa Meget imod ham, at hun ikke med en vis mechanisk Troskab skulde tjene Grevens, hendes Herre og Husbonds Planer. Men hvilke vare disse? Jeg havde Ingen af spørge og tale med derom. Paaskedag, under Paavirkning af det Pludselige og Usædvanlige, i en Trængsel, der næsten var livsfarlig, og overfor en Scene, der fængslede Øie og Sind, havde Astrid barnlig glad levet i Øieblikket; men det var en Undtagelse, Reglen var - og det var netop en af hendes fortryllende Egenskaber - at hun paa sin eiendommelige, harmoniske Maade forenede det Barnlige i Blik og Sjælsudtryk med en blid Ro og Sikkerhed, der hørte den store Verden til. Med de Følelser, jeg nærede for hende, vilde det været mig umuligt at fortælle hende om Scenen med Grev Fritz uden at berøre den sande, dybere Grund, og hvad Ret havde jeg da? Vilde ikke mine Ord overskride den Grændse, hun magisk havde trukket mellem sig og mig? Vilde jeg ikke nøde hende til at træffe en Afgjørelse, der blev dicteret, om ikke af hendes Hjerte, saa af hendes Stilling og Pligt? Saasnart hendes Forhold til mig blev saaledes, at Verden virkelig tog sig af det, havde hun jo kun Et at gjøre.
Paa den anden Side kunde jeg dog ikke holde Sagen skjult for hende, og jeg fortalte derfor Comtesse Felicia, at der havde fundet et Sammenstød Sted mellem Grev Fritz og mig, foranlediget ved, at han pludselig saae mig i østerrigsk Uniform.
»Ja,« sagde hun, »jeg har advaret Dem; man skal ikke give sig stykkevis.«
Men imod Sædvane spurgte hun ikke meget og rystede blot paa Hovedet. De følgende Dage saae jeg Astrid lidt alvorligere end sædvanlig, men uden Spor i det skjønne Ansigt af, at hun følte nogen Uro eller troede at have Noget at bebreide mig. Netop derfor forskede jeg endnu ængsteligere end før i mit eget Sind efter, om jeg havde Noget at bebreide mig, om jeg kunde have undgaaet det Indtrufne. Jeg kunde ikke finde andet Svar end Nei. Jeg stræbte ogsaa efter at udfinde med min Tanke, hvad dog Grevens Hensigt kunde være. At han og hans Søn ikke vilde løbe til Baron Panin i Wien og klage som Skoledrenge eller føre borgerlig Sladder, var mig klart nok. Men at de ikke havde opgivet Spillet, var mig ligesaa klart, skjøndt jeg tillige her mødte en uigennemtrængelig Dunkelhed.
Længe skulde jeg ikke gaae omkring i denne Slags Uro. Fra Baron Panin i Wien kom et Ønske om, at Familien vilde begive sig til Neapel, og der blev strax truffet Forberedelser til Afreise. Grevinden og Fru v. Hönck syntes at betragte sig som medindfattede i »Familien«; Comtesse Felicia var derimod bestemt ikke indbuden, men besluttede at reise med alligevel. »Ingen kunde forbyde hende at reise til Neapel.« Selve Baronens Ønske havde intet Paafaldende: det var den Tid, da »Selskabet« forlod Rom og gik sydpaa. Jeg havde hele Tiden vidst, at min Samværen med Hende var paa Tid, et kort Laan mod store Renter, et Stykke Himmel, der var faldet ned til mig og skulde bødes for ved Savnet, naar det forsvandt; men der er Ting, man kan vide og dog ikke have fuldt optagne i sin Bevidsthed. Jeg forstod ikke, hvorledes jeg nu, efter at have prøvet, hvad Livet var, skulde kunne leve uden det, der var Livsbetingelsen. Jeg tænkte paa, ogsaa at reise til Neapel, men indsaae, at det ikke kunde gaae an uden Hendes Tilladelse, og hvorledes kunde hun give den? Og selv om hun vilde begaae den besynderlige Uforsigtighed at give mig den, hvorledes kunde jeg saa med Ære benytte mig deraf, da det, som Verden kaldte hendes Ære, kunde sættes paa Spil derved? Ja, truede der hende en Fare, saa var det en anden Sag; men hvad Fare, navnlig overfor Greven, kunde fornuftigvis antages at true hende, naar hendes egen Ægtefælle ledede hendes Bevægelser?
Det Uundgaaelige, det Unaturlige, maatte da skee: Jeg maatte være, hvor hun ikke var. Jeg udbad mig en Gunst, en forholdsvis stor Gunst, men dog næsten berettiget efter Alt, hvad der var skeet, efter Aanden, der havde hersket i vor Samværen: at den officielle Afsked, jeg tog med hende, ikke maatte være den sidste, men at jeg maatte see og hilse paa hende paa den nærmeste Station; jeg vilde ikke træde nær, hun skulde blot vide, at jeg var tilstede, og dertil gav hun sit Minde.
Da det allerede var hedt om Dagen, havde de valgt at reise med Aftentoget, og medens jeg ventede i Stilheden, stod Fuldmaanen op. Stationshuset var ved Gjennemskjæringen af en Høi, og dets skraanende Tag naaede næsten helt ned til Terrainet, saa at jeg stod i Skygge, og følte mig selv som optagen i Skyggeriget eller paa dets Tærskel, medens det endnu stod tilbage for mig at gjennemgaae Hjertets sidste Slag. Det bankede af Længsel og af Angst for at faae sin Længsel opfyldt. Toget, jeg med saa pinlig Utaalmodighed saae imøde og var bange for, kom endelig; langsomt nærmede det sig; paa det sorte Uhyre stode to røde Øine, Ild glødede under dets Bug, Fuldmaanen fra Colosseum stod i uforandet smilende Herlighed og Glands høit over det. Det gled forbi mig, langsomt fulgte Vogn paa Vogn, og endelig kom Hendes, og saa gunstig var endnu Skjæbnen, at hendes Vogn standsede foran Stedet, hvor jeg stod, og at hun havde sin Plads paa den Side, der vendte ud imod mig. Overfor hende sad et af Børnene, Henriette, og jeg troer, at Barnets Øine fulgte samme Retning som Hendes, men alligevel taug den lille Pige, som om et kvindeligt Instinct sagde hende, at der i de faa Secunders dybe Stilhed var en Hemmelighed, som et Barn turde vide, men ingen Voxen, om to Mennesker, der havde hinanden kjær og maaskee saaes for sidste Gang. Jeg stod med blottet Hoved, rørte mig ikke, sagde Intet og kunde Intet sige. Idet Toget igjen satte sig i Bevægelse, saaes en hvid Haand ved Vinduet, og en Blomst faldt ud. Jeg sprang til for at tage den op; en Betjent troede, at en Reisende havde tabt Noget; men, da han saae, at det var en Blomst, traadte han med militairisk Høflighed et Skridt tilbage; Toget var borte, opslugt af Natten.
Cola di Rienzi, Roms Tribun, brugte den Kumme, hvori Constantin den Store var bleven døbt, til Badekar. Det skete paa en stor Festdag og for Høitideligheds Skyld, men tilregnedes ham dog som Profanation. Efter at have i Begyndelsen af mit Ophold i Rom nydt Stadens Storhed med stille og andagtsfuld Sind, havde jeg derefter en Tidlang brugt det Hele som Coulisser for min Lyksalighed, og det mærkedes ved min Tilbagekomst, at Staden tilregnede mig det som Profanation og vilde lade mig føle, hvorledes det var at gaae imellem Coulisser, hvor Spillet var endt. En saadan Død havde jeg ikke taget med i Regningen; thi den var ikke blot Berøvelse af Livet, men evindelig tilbagevendende, aandedrætstandsende Minden om, hvor Livets Lyst og Lyksalighed havde været. Alle Steder, der havde skaffet mig Fryd, vendte sig til at være min Kval, og det rige Indhold, de endnu havde for Andre, blev Tomhed for mig. Jeg kunde ikke see og føle nogen Forskjel mellem Peterskirken og hvilkensomhelst Ruin, og jeg havde ikke længer Sands for den Historie, som Ruinen fortalte. Overalt havde Hun været og var der ikke længer; min Sjæl greb efter det flygtende Billede, strakte sig ud efter det, som om den skulde skilles fra Legemet. Jeg kunde ikke reise derfra; thi hvor skulde jeg reise hen? Det var dog det eneste Sted, hvor hendes Tanke endnu kunde finde mig, hvis den søgte mig.
Ved en Illusion, jeg ikke var Herre over, tillagde jeg hende nu i Afstand mere Delagtighed i mine Følelser, end jeg havde Ret til, eller en Forpligtelse til at lade mig vide, at det Hele ikke havde været en Drøm, og næppe havde jeg faaet den Forestilling, at hun mulig vilde skrive, før Haabet, et ængstende Haab om, hvad næste Øieblik kunde bringe, traadte istedenfor Savnet af de svundne Øieblikke - men ikke til nogen Lindring; thi hver Dag blev kun til en ny Skuffelse, et ihjelslaaet Haab, der gjenopstod som ny, urimelig Længsel. Og medens jeg kun altfor vel vidste, at hun var borte, skaffede Phantasien sig samtidig en forbiflyvende Trøst og Glæde ved den Indbildning, at i en Vogn, der kjørte forbi, eller ved et Vindue, der lukkedes op, sad hun. Men naar jeg da tog Magten over mig selv, bortviste de skuffende Billeder og tvang de urimelige Forventninger ind under Fornuften, saa kom Spørgsmaalet om, hvordan hun selv nu havde det, om hun var lykkelig og tryg? En velgjørende Re action strømmede da til Hjertet; da mærkede jeg, at jeg elskede hende med Ømhed, som en Søster, som en Slægtning, som et Barn, og dog tillige med en Mands Kjærlighed til en Kvinde. Jeg erkjendte, at jeg selv intet Mere havde at fordre; noget usædvanlig Skjønt og Elskeligt havde viist sig for mig, fyldt mit Hjerte, givet mig en stor sjælelig Eiendom - og hvad Ret havde jeg til Mere? Var ikke dette, endog forbundet med Lidelse, bedre end den Tid, da jeg Intet havde følt?
Jeg gjennemgik min Kjærligheds hele Historie, dvælede ved hvert Ord og hvert Blik ligefra Østerbro til Jernbanestationen ved Casa Campini, og naar jeg da undertiden overrasket spurgte mig selv, hvad Fornuft der var i at gaae saadan i Kreds og lukke mig sjælelig inde i et Forhold, der var uden Fremtid, maatte jeg svare mig selv: Jo, det var altoverveiende for mig, om de forløbne Maaneder vare Del af to Menneskers Evighed eller ei, og jeg havde derfor intet Vigtigere at tænke paa.
Men samtidig fik jeg et andet vigtigt Anliggende at tænke paa. Min Søster havde, som det lod til, skrantet hele Vinteren, og nu have Lægen raadet til, at den længe omtalte Reise mod Syd skulde gaae for sig snarest mulig, hvis blot intet Tilbagefald indtraadte. Jeg levede i Angst for, at dette mulig kunde være en Forbereden paa værre Tidender, og jeg begyndte at ansee det for min Pligt at drage nordpaa for at møde hende og Valdemar enten paa Reisen eller i Hjemmet.
Da var det, at jeg i Rom havde det Møde, der forekom mig som det besynderligste, jeg havde oplevet; thi vel havde jeg mødt Mennesker af ganske anderledes Betydning, men Ingen, hvem det efter Omstændighederne var mig saa curiøst at see. Som jeg en Dag kom fra Via Sistina for at gaae ned ad Spanske Trappe, saae jeg i Afstand to Personer komme op ad Trappen, og den ene af dem, der i samme Øieblik tegnede sig paa den fjerne, blaae Peterskirke som Baggrund, i brun Liberikjole med store hvide Metalknapper og i høie Støvler, syntes mig paafaldende at minde om Salling, og da jeg saae rigtig til og hørte Stemmen, var det ogsaa Salling. Salling i Rom! Salling tegnende sig som Silhouette paa Peterskirken! Det var saa urimeligt, og medens jeg følte det som sælsomt, komisk, havde jeg tillige ved at see denne Skikkelse stige op over Randen af Spanske Trappe en mysteriøs, overtroisk Fornemmelse, som om min Fortid, min Barndom synlig viste sig for at møde mig og kalde mig til Afgjørelsen af min Fremtid.
Hans Overraskelse ved at see mig var omtrent ligesaa stor som min, og han var tillige overordenlig glad. Efter de første Udbrud af Fornøielse og Undren bad han mig oversætte Noget for den italienske Leietjener, hvem man havde medgivet ham under det Paaskud, at han forstod Tydsk, hvilket Salling selv antog at forstaae, fordi han aldeles ikke forstod Italiensk.
»Det, som jeg beder ham om, men som han ikke kan forstaae,« sagde Salling, »er, at han vil skaffe mig et godt Stykke Surbrød med røget Lax og et Glas Øl.«
»Ja, men, Salling, selv om man kunde forstaae det, vilde han dog næppe kunne skaffe Dem Surbrød og røget Lax. Men jeg vil gaae med Dem til et tydsk Bryggeri, som er her i Nærheden.«
»Saa er Wien dog en anderledes By! Der fik jeg Rugbrød!«
»Har De været i Wien, Salling?« spurgte jeg, medens jeg førte ham ned ad Capo le case til Via dei due Macelli. »Men hvad betyder den Dragt, De har paa? Er De bleven Berider eller Kudsk?«
»Kudsk, hos et Herskab. Det gik ikke i Længden med Hestehandleriet. Mine Karle havde det bedre end jeg; de fik deres Føde og Løn, hvor jeg saa skulde tage det fra. Mens de laae og sov paa deres grønne Øre, laa jeg vaagen og speculerede for dem med. Saa tænkte jeg: Hvorfor skal jeg ikke ogsaa have det godt, naar jeg kan faae det? Nu sidder Mutter hjemme med Børnene og lever af, hvad jeg faaer tilovers.
»Naa, saa Deres Kone har det godt; det fornøier mig. - Har De kjørt Deres Vogn hertil fra Wien? Det er en lang Vei.«
»Nei, saa gale var vi nok ikke. Hvor der var Jernbane, kom Heste og Vogn op at kjøre ligesom andre Mennesker, og saa kom de paa Dampskib tilligemed Prindsessens.
»Hvad er det for en Prindsesse?«
»En italiensk. Hendes Fader regerede her etsteds i Italien, men maatte nok gaae fra Gaarden ligesom jeg. Men de er styrtende rige og fornemme alligevel.«
»Er De Kudsk hos ham eller hos Datteren?«
»Hos ingen af dem. Mit Herskab er en svensk Baron.«
»Hvad hedder han, Salling?«
»Han hedder Baron Panin. Og det var i Grunden løierligt, som jeg fik den Ansættelse. For der var et Par jydske Hopper, som en Herre havde i Commission at kjøbe til ham, og saa kom han til mig og sagde: Salling - for han kjendte mig godt og har tidt staaet i Handel med mig og altid bleven reelt behandlet - Salling, sagde han, hvor skal vi faae en Kudsk til de Hopper? . . .«
»Og saa gik De selv med i Kjøbet? - Sig mig, Salling, er Baronen her alene?«
»Ja, det vil sige, vi reiste en Del af Veien i Følge med Prindsessen.«
»Bliver han længe her i Rom, eller skal De snart til Neapel?«
»Nei, vi kom for to Dage siden og reiser imorgen tilbage til Wien. Reisen er nok, saavidt jeg kan forstaae, i Anledning af mit Herskabs Giftermaal.«
»Men Baron Panin er jo gift!« raabte jeg.
»Naa, saa De kjender ham? - Ja, vel er han gift,« sagde Salling med et Udtryk i Øiet som en Ræv, der mærker, at den har været nærved en Fælde. »Ja, vel; det er en Reise i Anledning af, at han er gift.«
Om jeg ogsaa vilde have udspurgt Baron Panins Kudsk videre, var der dog ingen Udsigt til, at jeg kunde faae Mere at vide, og jeg fandt det ogsaa nødvendigt at beherske mig selv, for at ikke Salling, der upaatvivlelig vilde staae paa en god Fod med sit Herskab, skulde faae Anledning til at tale til Baronen om mig. Jeg fandt mig derfor taalmodig i, at han, medens han drak sit Øl, henvendte Spørgsmaal til mig, og jeg svarede ham bl. A., at jeg tænkte paa at reise til Danmark. Han bad mig besøge sin Kone og sige hende, at jeg havde seet ham i Rom; »det vil more hende«.
Jeg slap endelig fra ham som ud af et Fængsel. Min Beslutning var fattet: jeg vilde til Neapel. Der var noget aldeles Urimeligt i, hvad Salling havde sagt eller antydet. Var der nogensomhelst Fornuft deri, saa maatte det være, at Baronen vilde giftes med en Prindsesse; men hvor kunde det være muligt for en Mand, der eiede Astrid, at ville skilles fra hende? Imidlertid, jeg havde ikke glemt Grevens Ord i Anledning af hans Halvfætters Forlovelse. Ord kunne staae paa Erindringens Grund og blive overkalkede, men slaae igjennem. De fik nu paany Mening og hentydede til, at det Urimelige dog kunde blive muligt. Var Astrid sendt bort fra Rom, for at Prindsessen ikke skulde træffe sammen med hende? Søgte Prindsessen Dispensation hos Paven til at ægte en Protestant? Hvilken Masse af Urimeligheder eller Rimeligheder! Men saa Grev Fritz? Og Faderens Ord om, at Medicinen var funden, og at de, som vidste og vilde, kunde skaffe sig den tiltrods for alle Vanskeligheder! Der gik et blændende-usikkert, skjærende, forfærdende Lys op for mig. Og selv om nu Alt dette var Indbildning, om Salling i denne Sag var ganske uvidende og blot havde paa sin Herres Forhold til en fornem Dame anlagt et Tjenestetyendes plebejiske Opfattelse, hvorfor skulde jeg da ikke reise til Neapel, som jeg kun var en halv Snes Timer fra? Hvorfor ikke endnu engang see Hendes Aasyn? Kunde jeg ikke ligesom Comtesse Felicia sige, at Ingen skulde forbyde mig at reise til Neapel? Var der nu ikke hengaaet saa megen Tid, at den Anstand, som Selskabet forlanger, var skeet Fyldest? Og var ikke i ethvert Tilfælde den blotte Anelse om, at Noget kunde true Hende, en tilstrækkelig Grund for, at jeg ikke blev staaende ligegyldig?
Det blev umuligt at komme afsted samme Dag; men næste Morgen forlod jeg Rom. Blandt de Reisende var Friherre v. Hompesch. Han havde fundet, at der nu var hengaaet saa lang Tid, at Discretionen tillod ham at reise til Neapel - den gamle, skikkelige Ridder.
I det Hotel, hvor jeg tog ind, mødte jeg Comtesse Felicia paa Trappen. Det var dog strax et Held. Hvor alt det Forbigangne blev tilforladeligt ved Synet af hendes Ansigt! Men jeg erfarede næsten ligesaa hurtig, at Astrid ikke længer var i Neapel; de vare for ikkun to Dage siden reiste til Wien.
»Kom ind hos mig,« sagde Comtesse Felicia; »er der skeet Noget? Har De hørt Noget? Fortæl mig Alt!«
Jeg fortalte Alt, hvad jeg vidste, og spurgte, om hun Intet havde hørt.
»Nei,« svarede hun, »der er ikke blevet sagt mig et Ord. Men Noget er der i Veien! Det har jeg mærket, ikke blot her, men ogsaa i Rom, da De endnu ikke mærkede Noget. Mig har man endogsaa holdt borte fra Baronesse Astrid i den sidste Tid.«
»Saae hun ud til at være bedrøvet?«
»Bedrøvet? Vilde De, hvis hun skulde skilles fra Baronen, ønske, at hun var bedrøvet? . . . Ja, vel, maa hun være bedrøvet, indigneret - det er jo en skammelig Historie! Men jeg troer slet ikke, at det er Hovedsagen. Den store Vanskelighed er Børnene. Dem har han adopteret, og De kjender Astrid daarlig, hvis De troer, at hun opgiver Børnenes Ret!«
»Blot De kunde være reist med!«
»Tak! Det er Høfligheden i Anledning af, at De træffer mig! . . . Men om jeg ogsaa havde villet - for jeg havde aftalt at reise til Palermo med et Selskab; men det havde jeg gjerne opgivet - saa havde jeg ikke kunnet; man lod mig aldeles tydelig forstaae, at jeg ikke kunde reise med til Wien. Stakkels Astrid! Ganske alene! - Hvad vil De nu gjøre?«
»Jeg reiser nu til Wien.«
»Til Wien?! De? - - Naa, ja, det vilde jeg ogsaa gjøre, hvis jeg var Mandfolk. - Men vær forsigtig, det raader jeg Dem! De veed ikke, hvilke Mennesker De har at gjøre med. Naar reiser De?«
»Tillad mig at ringe for at faae at vide, naar der gaaer et Dampskib nordpaa.«
Opvarteren kom og sagde, at Dampskibet gik om en halv Time.
»Saa Farvel, kjære Comtesse Felicia!«
»Farvel! - Hør, De veed, at jeg ikke er from, og det er, som Fru v. Hönck engang spidst sagde om mig, sjeldent, at jeg uleiliger Himlen. Men kanskee vil jeg netop være vel seet, fordi jeg kommer sjelden, og nu vil jeg bede Himlen velsigne Dem og Deres Reise. Kom ganske tæt hen til mig - jeg er en gammel Pige. Der! Lad det komme til, at De kan aflevere dette Kys til Astrid! Det vil jeg bede om.«
Og med disse Ord gav hun mig et hjerteligt Kys og stødte mig ud af Døren.