M. A. Goldschmidt: Arvingen (1865), 3,5
[3.5]
En Omstændighed foraarsager, at Kjærligheden ikke kan holde sig som fri, glad, lyksalig Beundren, men faaer en Tilsætning af Smerte og bliver en Lidenskab, og det er dels de Andres Beundring, dels Trangen, Ønsket, Længslen efter, paa en eller anden Maade, om end nok saa svagt og indirecte, at lade Beundringens Gjenstand erfare, hvad man føler. Med den stærke Længsel efter at tale blander sig Angsten for at sige Mere, end man tør og bør; under dette Tryk synes Kjærligheden at stige; men det er kun dens Flamme, der blusser uroligere.
Det var Comtesse Felicia, som ogsaa i denne Henseende, uden at vide det, var bleven Anledning og havde givet Vink.
Efter Besøget i Peterskirken skrev jeg til Astrid:
»Naadige Frue!
Endog Comtesse Felicia, som paastaaer at have Øie for Alt, hvad der foregaaer i hendes Nærhed, vil maaskee paa Forespørgsel findes uvidende om de Kampe, der igaar bleve leverede i Trastevere, og da De, naadige Frue, ikke gjør Fordring paa at see saa skarpt som Comtessen, tør jeg haabe, at min Beretning for Dem vil indeholde noget Nyt - om tillige Interessant, er et andet Spørgsmaal.
Vi vare To, som gik derud sammen. Min Ledsager er nok egenlig, hvad Philosopherne vilde kalde en mystisk Person, og ifølge den Theori, som vor fælles høitagtede Ven, Hr. Friherre v. Hompesch, udtaler og ofte bestyrker med sine Haandbevægelser, maa jeg antage, at denne mystiske Person boer eller logerer - thi fast Bopæl har han ikke i denne Tid - i min venstre Side. Han har intet Navn, hvorunder han kan vise sig i Verden; men formedelst hans Hengivenhed for en Person, han har kjendt som Barn, og hvem jeg vil kalde X, hvilket jo er den mathematiske Betegnelse for det Ubekjendte, vil jeg kalde ham Y.
I Førstningen, medens vi gik i Vaticanet, mente Y, at det var en meget god Maade at fordrive Tiden paa, og han syntes en Stund ret tilfreds; men jeg mærkede dog, at han blev alt livligere og gladere, jo mere Tiden nærmede sig, da vi skulde gaae. Kl. 31/ vare vi ude paa Pladsen; jeg satte mig paa en af Afviserne og røg en Cigar, medens Y løb omkring paa Piazza Busticucci og kiggede ind i enhver Vogn for at see efter X. Endelig, da Y mente, at Xmaaskee allerede var kommen, gik vi ind i Kirken, og Y fandt stort Behag i det skyggefulde og dog lyse, mægtige Rum, ja, han sagde, at paa et saadant Sted, der var rummeligt og dog hyggeligt og værdigt udstyret, var det saare velvalgt at møde X, hvis hun blot kom. Pludselig opdagede han X siddende ved Foden af Baldachinen, og han gjor- de et Sæt i Luften, som om han havde Vinger, medens jeg gik hen og gjorde et sømmeligt Buk for de tre Damer. Y faldt fra sit Luftspring ned imellem X og Lieutenanten - saaledes kalder han en vis høi Dame og vil gjerne for ikke at vise Mangel paa Ærefrygt, lade det være: Gardelieutenant - , saae paa Sidstnævnte og sagde klynkende til mig: Hun er mig for stor, hende havde jeg ikke ventet. - Kjære Ven, sagde jeg, hvad er det nu for Snak, at hun er for stor? Nylig fandt Du jo, at selve Peterskirken var netop stor nok, og hun kan dog magelig staae under en af de smaae Engle, der forsvinde ved Indgangen. - Ja, svarede Y, det kunde jeg nok forklare, hvis jeg var i Humeur dertil; men i Skyggen af hende bliver jeg mismodig. - Imidlertid fulgte vi med X, talte med hende om Sibyllerne i Sta Maria in Pace, om Canova og Thorvaldsen, medens vi gik forbi deres Værker, og Y slog sig forsaavidt tiltaals, at han blot engang imellem ved at rykke i mig og gjøre en eller anden Bemærkning om X's Øine fik mig til at tale forkert. Men saa blev det med Et meget slemt. Lieutenanten vilde staae lige ved Indgangen til Capellet; andre Lieutenanter med og uden Skjæg indfandt sig, og Y, der havde faaet Smag paa at lytte til X's Stemme og ikke længer kunde være ved Siden af hende, blev saa balstyrig, at jeg fandt mig foranlediget til at sige ham: Husk paa, Høistærede, at vi ere dannede Mennesker; riv og slid ikke saadan i mig, men lad mig tale med Damerne og gjøre mig saa behagelig som mulig; det vil mishage X, hvis hun seer, at jeg ikke efterkommer Reglerne. - Men ulykkeligvis gav Sergeanten Hornsignal til X om at trække sig tilbage fra Vedetkjeden og slutte sig til Bataillonen i Anledning af, at en stor General nærmede sig til Inspection, og medens Blodet Steg Y til Hovedet, begyndte Musiken og gjorde ham aldeles uregerlig. Tonerne tumlede med ham som Vind og Bølger med et Skib uden Ror, og endelig klyngede han sig til mig og sagde: Kan Du da ikke mærke, at jeg er aldeles tilovers, aldeles uden Hjem og Tilhold her? Se Dig om, se paa dem, og se paa mig! Er jeg ikke imellem dem som en Othaheitier, en Nyseelænder, en Nyfoundlænder? Ingen af dem kan forstaae mig, og hvis de kunne, havde de dog deres Grunde, hvorfor de ikke ville. - Sniksnak, Passiar, svarede jeg; det at være uforstaaet er en saa gammel Geschichte, at man ikke taler om den i Sel skabet. - Ja, vel, svarede Y; men læg nu Haanden paa Hjertet og svar mig: om ikke Hun hører til Selskabet, har en god Del af sin Tilfredshed og Lyksalighed baseret paa, afhængig af Selskabet?
- Jo, svarede jeg truffen. - Vel, vedblev Y sørgmodig, hvad er saa den consequente Slutning? Saa dyrebar hun end er mig for Nutids og Fortids Skyld, ja netop fordi hun er mig saa dyrebar - vilde det da ikke være bedre for os Allesammen, om Du og jeg gik bort og aldrig kom tilbage? Sergeanten tilføiede da et Par Navne paa Listen over Fluerne, der ere komne Lyset for nær, og Fru v. H. vilde faae hende canoniseret, ja med Tiden gjort til Capitain-Vagtmester. - Vel, sagde jeg; men saa burde vi reise strax, øieblikkelig gaae til Gesandten om Pas. - Ja, strax, paa Øieblikket!
I dette Øieblik hørte Musiken op, og det bragte os Begge noget ud af vor romantiske Flugt; men Ordet var nu engang gjensidig givet, og vi gik.
Lige ved Udgangen mødte vi Hr. v. Hompesch, og denne høflige Herre lod os ikke slippe forbi uden en Conversation og en Forespørgsel om, hvor Damerne vare, hvorledes de havde moret sig o.s.v. Men ligesom vi saa vilde gaae, stode vi overfor X. Saasnart X smilede, havde Y glemt baade Gesandt og Pas, og da Lieutenanten saa meget venlig spurgte, om jeg kom om Aftenen, følte jeg heller ingen Hast, men mente, vi kunde reise idag.
Da vi saa iaftes gik fra X og jeg spurgte Y, om vi nu skulde reise næste Morgen, havde han, som Comtesse Felicia vilde sige, den Frækhed at nægte, at han nogensinde havde tænkt paa at reise, og han bebreidede mig i næsten fornærmelige Ord, at jeg kunde paadutte ham et saadant Vanvid.
Ja, naadige Frue, hvad jeg døier med den Knægt!«
Den utrættelige og eiendommelig behændige Comtesse Felicia bragte en af de nærmest følgende Dage, da jeg var sammen med Baronessen og hende, det samme Thema paa Bane.
Hun sagde pludselig: »Sig mig, Baronesse Astrid, De maa have faaet en grulig Mængde Digte og Billetter! Er det sandt, at man i Kjøbenhavn, naar De kjørte fra Theatret, har kastet Digte ind i Vognen til Dem?«
»Ja, det er,« svarede Hun.
»Og hvad gjorde De saa med dem?«
»Naar der var Aand i dem og de ikke vare sentimentale, gjemte jeg dem.«
Comtesse Felicia vendte sig til mig og spurgte mig med utrolig maliciøs, skjæmtende Fripostighed: »Har De Aand?«
»Det Spørgsmaal vilde jeg nok have besvaret af Baronessen.«
»Naa, Tak! - - Nu ja, hvad mener De, Baronesse Astrid? Troer De, han har Aand?«
»Ja, det troer jeg,« svarede Hun.
»Ja, Troen er en Overbevisning om de Ting, man ikke seer!« raabte Comtesse Felicia triumpherende.
»Tillad mig, Comtesse, at sige Dem den Compliment, at det var en virkelig Vittighed.«
»Det veed jeg nok! Jeg veed godt, hvad jeg siger.«
»Ja, vist!« tænkte jeg og tog Afsked for ikke at forlænge en Situation, der næsten blev uholdbar.