M. A. Goldschmidt: Arvingen (1865), 3,4
[3.4]
Hr. v. Hompesch var Digter og forskjønnede ikke blot Fødselsdage, festlige Leiligheder, landlige Udflugter o. desl. med en Sonnet, men havde ogsaa udgivet som Manuscript for Venner en Digtsamling, hvoraf han bestandig førte et nitidt indbundet Exemplar med sig, og hvoraf han gjerne læste op. Skjøndt han derved unægtelig kom til Grændsen af det Latterlige, var der dog i hans Holdning saa megen Anstand og i hans Foredrag noget saa Elskværdigt, at han i Regelen kom godt derfra, især da han virkelig valgte med Skjønsomhed og hans Digte ingenlunde vare aandløse. Han havde den Artighed at indbyde mig til sig og oplæste i en Række Aftentimer en endnu utrykt Samling Digte, de fleste til eller om Hende. Han belønnede mig kongelig for min »Taalmodighed«; thi i den Tid, disse Oplæsninger stode paa, lod han mig jevnlig tage sin Plads hos Hende. Det forekom mig mærkværdigt: Han følte instinctmæssig, at han herved viste mig en stor Gunst; men saalænge hans Digte fandt mit Bifald, mærkede han ingen Fare ved at lade mig nyde denne Gunst. Dog, maaskee hidrørte det ogsaa fra, at vi bedømme Intensiteten af Andres Følelser efter vore egne. Hans Specialitet var Colosseum; en for alle Gange havde han paataget sig at lede og bekoste Besøget i den store Ruin ved Maaneskin og Fakkelskin. Dermed forbandt han det Privilegium, at Damerne samledes hos ham og drak The; ofte var Selskabet saa stort, at Herrerne stode paa Trappen eller ventede paa Gaden. Første Gang jeg var med, hændtes det, da vi skulde ordne os til Toget, at jeg stod ved Siden af Generalinden og Hende. Hr. v. Hompesch kom for at føre an - bød Generalinden Armen, og jeg kunde da byde Astrid min, for første Gang! Hvilket Tog, over Quirinalet, hvor Kolosserne hæve sig over den skjønne Fontaine, der pladsker med en Musik, som om den var i Slægt med det klare Maaneskin - gjennem de høitidelig tause, dunkle Gader - forbi Colonnaernes Haver - over Trajans Forum, hvis Lund af brudte, hvide Søiler lyste i et magisk Skjær - og ind paa det alvorsfulde Forum Romanum, hvor mellem Ruiner christne Kirker staae paa begge Sider ligesom Vagter for at holde den mægtige, døde Hedningedom fra igjen at røre sig. Tusinder vilde give Aar af deres Liv for at kunne opleve en saadan Vandring - og for mig var al denne Herlighed kun som Coulisser om den ulige større, eventyrlige Herlighed, at jeg gik ved Hendes Side og hørte hendes Stemme! Hvad hun underveis talte med mig om, gjorde paa en forunderlig Maade baade godt og ondt. Hun vilde vide, i hvad Øiemed jeg var kommen til Rom, hvad jeg søgte her, og hvordan kunde jeg sige hende, at jeg havde fundet Noget, jeg ikke havde søgt! Ei heller kunde jeg sige, at foruden det almindelige Formaal, som alle Mennesker have ved at gaae til Rom: at udvikle deres Bevidsthed og Sands, havde der hos mig været det ringere Hensyn at finde Mønstre til at forskjønne min Gaard! Det havde været; men det var allerede kastet tilside for større Tanker og formaal, især i hendes Nærhed - men hvilke vare de? De svævede ubestemte og formløse for mig.
Men hun udfyldte paa sympathetisk Kvindevis min Taushed. Hun havde ikke glemt min tidlige Ungdom, og hvad jeg dengang syntes at love, og ligesom min Søster havde hun store Forestillinger om mig og antog, at jeg nu kun var beskjæftiget med Forberedelse, hvorefter jeg vilde indtage min Plads blandt de Bedste hjemme, og skjøndt hun ikke sagde det directe, traadte det frem af hele Maaden, hvorpaa hun talte. Og saa spurgte jeg mig selv, hvor gammel jeg da var, om der endnu var Tid til at retfærdiggjøre de Forhaabninger, som to ædle Kvinder satte til mig, og jeg følte ved hendes Side, at der var Tid og Kraft og Villie, og det skulde skee - paa en eller anden Maade.
Og medens hun spurgte, kan jeg dog ikke sige, at hendes Interesse overveiende eller udelukkende syntes at angaae mig. Jeg var for hende en Del af Hjemmet, det traadte ved mig tydeligere frem for hendes Erindring, og samtidig bragte hun Alt, hvad der havde staaet dyrebart for mig fra min første Bevidstheds Tid, men som i de senere Aar var blevet fordunklet, frem i ny og inderlig Klarhed. Jeg huskede, hvorledes jeg havde bragt hendes Billed hjem med som en Fremmed i Huset, hvorledes de vare komne mig imøde paa Stentrappen, og deres Billeder blandede sig med den vidunderlige romerske Nat og syntes manede op af Feen, den gode Genius ved min Side.
Paa Trajans Forum, hvor Selskabet, betaget af det Blandede, Sælsomme, Gribende i Scenen - det magiske, kjølige, tindrende Lys paa den brudte Marmorlund omkring den store Søile, de takkede, sorte Skygger fra Husene - trods al sin Tilbøielighed til let Livsglæde talte dæmpet, havde Hr. v. Hompesch ved Generalindens Arm nærmet sig os og sagde: »Hvilket Syn! Er det ikke, som om Keiser Trajan og alle store Romere laae derude i Maanelyset og hvilede deres trætte Sjæle og lyttede til os! Der er noget Tilfredsstillende ved at tænke sig, at vore egne Elskede, der ere døde i Herren, omgive os i Atmosphæren og holde Øie med os.«
Hun sagde, da han havde fjernet sig: »Der er dog ikke megen Tilfredsstillelse ved at tænke sig Sjælene hvile for et Øieblik i en fredelig og lysende Atmosphære og maaskee om kort Tid blive drevne om af Storm og vaagne til Erindringen om Alt, hvad de have lidt paa Jorden af Had til hinanden. Den Tanke gjør det deilige, blide Maaneskin klamt eller melancholsk, især naar man har Nogen derude. Men hvad skal man troe? Det er umuligt at tvivle om det Evige og vanskeligt at forestille sig Personlighederne mødes og kjende hinanden hisset.«
Jeg svarede, hvad jeg i Øieblikket følte, at denne romerske Nat syntes mig at bringe den store Gaades Løsning nærmere til vor Bevidsthed: Deroppe vilde vi mødes, ikke med vore Lidenskaber, men med vore Sympathier, og derfor vilde de gamle Fjender ikke have nødig at begynde Striden forfra, og ei heller behøvede man at ligge ubevidst ventende i den kolde Atmosphære.
»Det var godt, De sagde det,« svarede hun og tilføiede: »Der er noget høist Inciterende i en Aften som denne, og det beroliger at høre Dansk.«
Saa gik vi over det tause Forum, hvor de antike Søiler kastede deres lange, sorte Skygger paa den lysende Jord, gjennem Titus's Triumphbue, ind i Ruinens Kæmpeskygge og mellem dens kolossale Grundpiller ind paa den skjønne, næsten runde Plads, hvor hemmelighedsfuldt Lys og anelsesfuld Stilhed, omfattet af Amphitheatrets Stenmasse, laa omkring Korset. Vi vare uvilkaarlig saa tause, som om vi kunde forstyrre Nogen. Faklerne bleve tændte, og vi stege op mellem Kæmpemurene til de øverste Gallerier, med brudte Buer og Vinduer saa store som Porte, til den ene Side den dybeste Nat, til den anden Side Maanens Sølvglands paa de takkede Ruiner, at see til som et Bjerglandskab med hvide Tinder, dybe Afgrunde og de fjerne Fakler som Bjergmandslys. Dernede var Menneskers og Dyrs Blod flydt i Strømme under et grumt Folks Jubel; der blev talt derom; men jeg kunde ved Hendes Side ikke bringe det levende for min Phantasi, jeg kunde ikke af Livets Gang opfange Andet end dets Fryd. Paa et rummeligt Sted greb Hr. v. Hompesch Leiligheden til at oplæse Brudstykket af Byrons »Manfred« om Colosseum; men Ordene gik meningsløse forbi mit Øre, eller jeg brød mig ikke om dem; thi det er en Mand, der aldrig har elsket og derfor har sagt:
In life there is no present,
Et Nærværende har Livet ikke -
Livet skulde ikke have noget Nærværende, en Tid, en Stund, et Øieblik, hvori man hverken har Fortid eller Fremtid, et Lyksalighedsøieblik, der er sig klart bevidst, men tillige saa fast hvilende i sig selv, at man ikke engang har Sands for det Uundgaaelige, for den Stund, da man ved Adskillelse og Tab skal bøde for, at man har fundet!
»Sig mig,« sagde Comtesse Felicia en af de næstfølgende Dage hos Baronessen, »sig mig engang, hvordan det kan være, at da jeg havde den Fornøielse at træffe Dem i Holsten, da var De unægtelig ogsaa et meget høfligt Menneske; men her er De bleven ganske anderledes høflig imod mig, ja jeg kunde næsten sige, at De gjør Cour til mig. Sig mig, er jeg i de tre eller fire Aar bleven yngre?«
»Det tør jeg ikke paastaae; men, hvis der er skeet nogen Forandring, saa antager jeg, det er den, at jeg er bleven ældre og nu bedre forstaaer og anerkjender Comtessen.«
»Det et frækt, det er ligefrem frækt! De mener ikke et Ord af, hvad De siger! Troer De virkelig, at jeg ingen Øine har i Hovedet, og at Nogenting kan skee ved Siden af mig, som jeg ikke seer? De gjør Cour til Baronesse Panin, ja til Baronessen her ved Siden af mig - se kun saa uskyldig! - og fordi jeg er med Baronessen, faaer jeg som Skjærmbrædt min lille Andel. Forsøg paa Bestikkelse, paa at holde mig for Nar - oh, jeg er meget for klog for Dem!«
»Velan, hvis den Følelse ... den Beundring, jeg nærer for Baronesse Panin, og som jeg er meget lykkelig ved at vedkjende mig - hvis Comtessen vil kalde det at gjøre Cour - -«
»Vist vil jeg kalde det at gjøre Cour og intet Andet! Og naar det saadan bliver sagt høit og ærlig, saa har De Lov til det. Men De skal blot ikke troe, at De har gjort en Opdagelse, at De er den Eneste, der finder Baronesse Panin elskværdig. Jeg vil blot fortælle Dem, at paa Carnevalet i Milano, da vi en Eftermiddag kjørte ud, saa var der tolv unge Herrer, der omringede vor Vogn og hyldede hende, og der var en Rytteroberst - hvad var det nu, han hed, søde Barn?«
»Della Rocca.«
»Ja, Della Rocca .... naturligvis husker De hans Navn bedre end jeg .. .. og hvad det var for en smuk Mand! Og han gjorde Cour! Han drog med sit hele Regiment gjennem Gaden og lod Standarten sænke udenfor vore Vinduer! Jeg skrev det til Panin, og han var meget fornøiet over, at hans Gemalinde blev saadan beundret. Kan De gjøre noget Lignende eller helst noget Større, skal jeg skrive om Dem med.«
»Jeg skal gjøre mit Bedste, Comtesse Felicia,« sagde jeg med et lille Buk.
»Gjør det. - Kommer De i Eftermiddag i Peterskirken? Det skulde De. Der skal opføres en Concert - aa, jeg mener naturligvis en Messe - og der skal blæses paa de berømte Sølvtrompeter, og Mustapha synger. Baronesse Panin tager derhen - er jeg ikke god imod Dem, at jeg lader Dem det vide og gjør Dem det til Pligt at komme og være vor Cavalier?«
I det Øieblik, da Comtesse Felicia sagde, at jeg gjorde Cour til Hende, fløi en hurtig Rødme over hendes Ansigt og Pande; men i næste Secund var der intet Spor af Sindsbevægelse, og ei heller behøvede der at være nogen, eftersom hun jo godt vidste Alt, og eftersom hun selv ikke havde noget forskende Blik at frygte. Jeg tør vist ogsaa rose mig selv for, at jeg tappert skjulte de Følelser, som Comtessen vakte, og ikke mindst den heftige Skinsyge imod denne Rytteroberst Della Rocca og de tolv unge Herrer.
Den Ulykke har jeg ikke havt, at jeg i noget Øieblik kunde tvivle om Hende. Jeg har ikke i min Tilbedelse anvist hende Plads ovenfor Dødelige; men jeg har følt - og Enhver med nogen Sands, som saae hende, vilde føle det Samme - at hun ikke kunde forelske sig paa en lille og flygtig Maade, og havde hun nogensinde elsket, saa vilde hun ikke efter et Brud have bevaret et saadant Blik, et saadant Jomfru-Blik - thi det havde hun. Hvordan Forholdet var til hendes Ægtefælle, var et Mysterium, som min Tanke nærmede sig saa lidt som mulig. Men det, at Andre end hendes Mand havde beundret og hyldet hende, gjorde mig nagende ondt, skjøndt det samtidig syntes mig saa naturligt, ja, medens Kjendsgerningen smertede mig, bidrog den om mulig til at stille hende endnu høiere end før og til end dybere at lade mig paaskjønne den Hjertelighed, som hun skjænkede mig.
Jeg havde knap sagt de sidste Ord til Comtesse Felicia, før Generalinden kom med Fru v. Hönck. Generalinden undlod aldrig, efter sin svenske Skik, at neie, naar hun hilste, og dette i Forening med de svenske Taleformer: »ydmygste Tjenerinde« o. desl. gav hende noget Koldt og var tillige et Skjul for, hvad hun bag Høfligheden tænkte. Fru v. Hönck fæstede strax sine bløde, mørke, ildfulde Snogeøine paa Hende og mig med et Udtryk af Venskab; men i dette Venskabs-Udtryk spillede Noget ligesom Snogetunger.
Da jeg efter en Stunds Forløb gik fra Paladset, traf jeg en romersk ung Herre af »Selskabet«, der strax begyndte at tale om Damerne. Han havde den foregaaende Dag seet en ny Skjønhed paa Monte Pincio og satte hende høiere end de Smukkeste, vi kjendte. Han talte dem op paa Fingrene, og iblandt dem kom ogsaa ligesom i Forbigaaende Baronesse Panin. Hun var smuk, sagde han, ja, unægtelig, men hun var kold. Jeg havde kunnet kysse ham for det Ord. Jeg tog det som en fælles Dom for Alle dem, der havde hyldet, maatte have hyldet hende.