M. A. Goldschmidt: Arvingen (1865), 2,5
[2.5]
Hvis Livet paa Jorden er bestemt til Glæde - hvilket er tvivlsomt; thi det synes snarere bestemt til en Udvikling gjennem Kamp og vexlende Lykke - men hvis en frisk, sorgløs og kraftig Livsglæde er Tilværelsens egenlige, rette Hensigt, saa maa Himlen smile tilfreds til et Menneske paa sex og tyve Aar, saadan som jeg var, da jeg tiltraadte Reisen til Italien, fri, fuld af ubestemt, lykkeligt Haab, og uden anden Lidenskab end den, som ikke brænder, den begyndende Manddoms Higen efter at udrette Noget i og ved sig selv. Der er store Lidenskaber, som vistnok forøge vor Sjæls Kraft og bringe den sin Bestemmelse nærmere, Lidenskaber, der ere ligesaa ædle som nødvendige; men de forstyrre Harmonien, de træde frem og bemægtige sig Sindet i pragtfuld og mægtig Ensidighed, og selv naar man har følt dem og været lyksalig i deres vidunderlige Favntag, kan man paaskjønne den Freidighed og Friskhed, som var paa et Stadium, da man bar alle Muligheder i sig sammenfoldede som i en Knop og var lykkelig i den harmoniske Spændkraft.
Alt, hvad der omgav mig, blev mig symbolsk, det Livløse saavelsom det Levende. Jeg gik paa tredie Plads, men traf der behagelige, ret dannede Mennesker, og jeg udlagde det til: Ved Nøisomhed og Tarvelighed skal Du endnu blive ført til den rette Menneskehed. Da Toget begyndte at stige op ad Sömmering, var jeg bleven ene i Waggonen, og det tog sig ud for mig, som om denne storartede Jernbanetog - Stigen opad en Alpekjæde var gjort for mig alene eller med særlig Betydning talte til mig: Saadan som nu Bjerg efter Bjerg blev overvundet og førte alt høiere op til Toppe, hvorfra et uendeligt Landskab malede sig, saaledes skulde jeg, om end langsomt og kæmpende, naae en forholdsvis stor Skjæbne, og som nu Brystet physisk udvidede sig og fyldte sig med den friske, kraftige Bjergluft, skulde jeg faae Hjertet udvidet og mættet. Etsteds ludede store, mørke Masser over os til den ene Side, medens jeg paa den anden Side ligesom fjernet fra Jorden saae ned i et svimlende Dyb, hvor der stod en Kirke i Fugle-Perspectiv. I store Magter, sagde jeg, som have skabt dette, og som holde min Fremtid uoprullet i Eders Haand, giver mig at møde den værdig, selv om den fører fra flere Høider ned i dybe, trange Dale, hvor Guds Hus staaer!
Jeg standsede ved Marburg blot for at see Floden Drau og gaae nogle Timer ved dens Bredder. Det syntes mig fast en Synd at gaae uopmærksom forbi noget frisk og livligt Levende, og den historiske, hurtige Flod med dens solbeskinnede, grønne Vande talte mysteriøst til mig om Orienten, hvorhen den skyndede sig, som mine Tanker saa tidt havde søgt til og ikke opgivet endnu.
Saa kom jeg til Venedig. Dette skal man takke Skjæbnen for, hvis man har de to Evner, som høre til: en romantisk Ærefrygt, saa at man knap nænner at træde haardt paa Marcuspladsens Marmorfliser, og under Hvælvingerne, paa Canalerne, mellem Paladserne føler Fortidens Aand sælsomt-fornemt vifte om sig - og en Sands for Kunst og Menneskelighed, saa at man forstaaer, at den særegne, feeagtige Skjønhed, der er i Form og Farve, er Frugt af Daad og Bedrift og storartede Længsler hos en Slægt med stærke og fine Nerver. Saa vandrer man omkring i Stemninger, der ikke ere religiøse, men som man dog, efter det græske Ord, bør bringe Guderne Takoffer for; thi Sjælen vil i en anden Verden føle, at de have bidraget til dens Vingers Væxt.
Min Vei gik over Milano og Bergamo, derpaa en Strækning langs Como-Søen og bøiede derfra af mod Nordøst ind i Landskabet Sondrio, det ligger tæt under Alperne; hele Landet skraaner, gynger og bugter sig i utallige Høie eller Bjerge, ofte smilende Afbildninger af de gigantiske Masser, hvorfra de nedskyde.
Slottet laa paa en Høi mellem Høie, og jeg veed ikke, om det med sin lyse, forstandige Architektur mest forstyrrede eller udhævede Egnens Romantik. Det vendte mod Sydvest, var lysegult, med to høie Etager, og Hovedbygningen med de to korte fremskydende Fløie omgave en Gaard, der paa den fjerde Side var indhegnet med et Jerngitter. I Gaarden og foran den vare Haveanlæg, der saae temmelig forsømte ud, og Fontainer, som ikke sprang. Men en eiendommelig Ynde fik den lyse Bygning ved, at en yppig Skovgruppe, mest af Ege, dannede dens Baggrund mod Øst og tildels mod Nord og Vest og strakte sig ned ad Høiens Sider. Paa den sydlige og sydvestlige Side, ad hvilken Opkjørselen var, var der ingen Vegetation med Undtagelse af Espaliers, der stode i Afsatser fra Dybet op til Slottets Fod og prangede med Aprikoser, Ferskener og Vindruer. De havde paa den Tid - det var i September - al deres Pragt, og det saae i nogen Afstand ud, som om Slottet var bygget paa en mægtig Piedestal af Bronze, Guld, Purpur og grønne Ædelstene. Ved Høiens Fod gik Veien til Slottet paa en af Klippeblokke dannet Bro over en smal, men dyb, skummende Bjergstrøm, der i sit larmende, bratte Løb skilte Slotshøiens nordre Side fra et høit Vinbjerg, en kegleformig Top, hvor Vinen stod i Terrasser paa Jord, der med uendelig Besværlighed var bragt op og vedligeholdtes paa Klippegrunden. Dog var det næsten udelukkende den sydlige Side af Høien, som var Vinbjerg; de tre andre Sider vare enten bevoxede med Græs eller ganske golde. Saaledes var det med alle de andre omgivende Høie: saae man dem fra Nord, vare de tørre og kolde, mod Syd bare de Præg af livsaligt Solskin og Menneskers vedholdende Flid. Men til selve Menneskene eller deres Boliger saae man Intet; de boede alle i en lille By længere nede ved Flodløbet. Omendskjøndt man ved første Øiekast ikke var istand til at opfatte alle Enkeltheder, gjorde Helheden dog et bestemt, ubeskriveligt Indtryk: Her var baade en Ørken og et Paradis, og som en fuldendt Skuespiller skiftede Landskabet Physiognomi, var ved en lille Bøining af Veien snart hint, snart dette.
I Slottet var man forberedt paa mit Komme, og desuden forefandt jeg en Ordre til mig fra det keiserlig-kongelige Hofcancelli om, at jeg, saa længe jeg opholdt mig der, eller indtil der blev anderledes forføiet, skulde under mit Ansvar føre Tilsyn med Bibliotheket. Der var herfor tillagt mig »tre Rationer«, som Castellanen vilde have at udrede til mig, foruden »mulige andre Emolumenter«. Jeg troede her at mærke mine wienske Venners Omsorg, men fandt dog ved nøiere Eftersyn, at der var en anden fornuftig Grund for denne Foranstaltning.
Hele Hovedbygningens Stueetage var delt i to ligestore Afdelinger: Et »Museum« tilhøire, og Bibliotheket tilvenstre. Museet, som det af Folkene kaldtes med Ærefrygt, indeholdt endel mærkelige Misvæxter, nogle store Coraller, endel japanske Vaser samt lakerede og Elfenbenssager af Værdi, adskillige kostbare Smykker og Vaaben, der havde tilhørt berømte Personer, en ægyptisk Mumie, en Talisman, d.v.s. et Stykke grønt Silketøi med arabisk Indskrift, som Lord Byron havde baaret, Cranier, tildels i Gibs, af berømte Mænd eller Forbrydere m. M.; desuden nogle udmærkede moderne Vaaben, Gaver fra fyrstelige Personer til den afdøde Fyrste, og to særdeles smukke, blanke firepundige Kanoner paa Lavetter og med alt Tilbehør, ligeledes en Gave til ham fra et Kanonstøberi, som han havde beskyttet. Omkring Kanonerne stode Standarter, som Fyrstens Forfædre havde baaret i Slag, eller endog taget. Det hele Museum var en Blanding, der vidnede om en dannet, fornem Persons Dilettanteri. Den eneste Samling, der syntes nogenlunde fuldstændig, bestod af udstoppede Dyr og Fugle, der repræsenterede Sondrio-Districtets Fauna. Desto fortræffeligere var Bibliotheket. Det indeholdt ikke blot en saavidt mulig fuldstændig Samling af Værker i flere Videnskabs-Retninger med kostbare Kort og Tegninger, men ogsaa en politisk Literatur, bl. A. den franske Moniteur complet fra dens Begyndelse, en velordnet Række af Flyveskrifter og Blade fra den første franske Revolution og Manuskripter henhørende til Øvre-Italiens Historie i det forrige Aarhundrede. Næsten alle Bøgerne vare massivt og pragtfuldt i ndbundne - en borgerlig Formue var anvendt derpaa - og stode i store, blanke Glasskabe, hist og her forsynede med Læsepulte og andre Bekvemmeligheder. En særskilt Række Skabe, der stod midt i Salen indenfor fire Søiler og et stærkt Messinggitter, indeholdt indbundne Manuskripter henhørende til den fyrstelige Families Historie, og en enkelt, temmelig lang Hylde bar den egenlige Helligdom: den afdøde Fyrstindes Dagbøger. Hun havde fulgt sin Gemal paa hans Gesandtskaber til forskjellige Hoffer, og den gamle Castellan, der viste mig om, men forresten ikke kunde læse, forsikkrede hviskende, at her var Ting af Vigtighed for selve Keiserhoffet, hvorfor der ogsaa altid blev holdt Nattevagt udenfor Bibliotheksalen. Jeg forstod nu, at man ikke havde kunnet give mig Adgang til denne Sal uden at paalægge mig et Ansvar, og jeg erfarede ogsaa senere, at Hr. de Potter og hans Compagnon Begge vare gaaede i Caution for mig. Derimod forstod jeg ikke, hvorfor man ikke havde flyttet Samlingen fra en saadan Udkant af Riget til Hovedstaden. Castellanen sagde, at Fyrsten nylig var død, og hans gamle Intendant og Bibliothekar havde de ogsaa ikkun for kort Tid siden jordet, og desuden, tilføiede han stolt, det er jo Keiserens Eiendom, hvem vilde vove at forgribe sig paa den? For en Sikkerheds Skyld er der kommet en halv Snes steyerske Soldater hertil for at passe paa i de mørke Nætter og holde Brandvagt.
Op til Bibliotheket stødte et Læseværelse med et Haandbibliothek og to mindre Værelser, som jeg strax udvalgte til min Bolig. Paa denne Side var nemlig Slottets Mur overordenlig tyk og bar Præg af, at det i gamle Dage havde været en Borg; de dybe Vinduer vare udvendig forsynede med stærke Jernkurve, og dette i Forening med Værelsernes solide, simple Elegance frembragte en usædvanlig Hyggelighedsfornemmelse, en saa behagelig, fuldstændig Afsondringens Ro, som man kan ønske, naar man er ivrig for aandigt Arbeide. De lette, luftige, falmet-forgyldte Stadsværelser i Etagen ovenover lod jeg til Castellanens dybe Tilfredsstillelse forblive i ukrænket Hellighed.
Her tilbragte jeg en fredelig og dog ikke aldeles stille og ensformig Tid; thi flere af Steyermarkerne vare ivrige Jægere og veiledte mig paa en Jagt, hvor min danske Erfaring ikke strakte til; der var »Storvildt«, Ørne, Ulve og Vildsvin. Af Alt, der er kommet indenfor min Erfaringskreds, er det Formidableste en anskudt Orne, der beslutter sig til at gaae løs paa Jægeren, og sædvanligvis gjør det saa hastig, at han ikke faaer Tid til at lade igjen. Det sorte, compacte, hurtige Dyr søger lige imod ham med en taus Vrede, der er saa energisk og vildt truende, som om Naturen i Uvillie over, at Mennesket har leget med Døden, vil lade ham see dens Fjendskab udtrykt i en levende Skabning. Dyrets Børster have reist sig, dets blodige Øine, der formedelst nedhængende Haar ikke kunne see lige ud, have et skelende, ondt Sideblik, Fraaden drypper paa Jorden, og med Hugtænderne, der ere saa skarpe som en Knivsod, giver Dyret et Stød til Siden og opad, der sender en stor Hund fem, sex Alen i Veiret med opsprættet Bug - en anden Hund slipper forbi og faaer fat i Ornens Øre - saa ender Hirschfængeren Kampen.
Efter Nytaar begyndte vi at høre foruroligende Rygter om Krig; men naar man selv lever afsondret, i Fred og Tankefuldhed, har man Vanskelighed ved at troe Andre for Alvor ifærd med forstyrrende og ødelæggende Handlinger. Ud paa Foraaret blev der imidlertid Uro i selve Egnen omkring os.
Der blev talt om, at vi sikkert kunde vente, at Befolkningen i Omegnen vilde forsøge at tage Slottet og plyndre Museet, og jeg indsendte derfor en Beretning, hvori jeg henstillede, om man ikke enten vilde flytte Bibliotheket eller sende Militair til Slottet, da den halve Snes udtjente, tildels gifte, Soldater, som vare her, vel vare tilstrækkelige i fredelige Tider som Politistyrke, men ikke vare en Garnison imod et væbnet Overfald. Forresten beskjæftigede jeg mig ikkun løst med denne Sag; jeg var fremmed i Landet, fremmed for Slottets Herre, en ubetydelig Gjæst, der havde faaet Lov til at læse i Bibliotheket, og naar jeg til Tak derfor gav et godt Raad i rette Tid, var det vel Alt, hvad man ventede af min Ubetydelighed. Jeg holdt med Italienerne forsaavidt, som jeg af ganske Hjerte forstod og delte deres Smerte over at maatte see fremmede Soldater som Herrer i Landet, at maatte give deres Børn hen til fremmed Krigstjeneste o.s.v. Ei heller var det muligt at komme til en italiensk By og see den skjønne Architektur, uden at faae en næsten instinctsmæssig Overbevisning om, at dette Land gjemte ædle Kræfter, der fortjente at komme frem i Frihed og Uafhængighed. Men jeg gjorde forgjæves Forsøg paa at agte det levende Folk i den Grad som dets alvorlige, disciplinerede Overvindere af mere nordisk Race. Det havde endnu ikke viist, at det var dets Alvor at vove det Høieste for at vinde det Høieste, eller at det kunde underordne Individualiteten under Ideen, saa at Massen blev forvandlet til en Organisme. Saalænge jeg lever, vil jeg beholde Antipathi mod den uordnede Masse, hvori den ædle menneskelige Personlighed saagodtsom sporløst forsvinder, og føle Sympathi med Bataillonen, der sluttende sig om sin Fane bliver en ny Slags Personlighed. Og i alt Fald kunde jeg ikke indrømme Befolkningen i Egnen Ret til tage og plyndre Slottet; hvis dets Forsvar havde været betroet til mig, vilde jeg have anseet det for min Pligt under lignende Omstændigheder at forsvare det imod mine egne Landsmænd. Men medens jeg var misfornøiet over, at man forsømte at sikkre Slottet, betragtede jeg mig selv som en Person, der skulde beskyttes, ikke som En, der havde Noget at gjøre med at beskytte. Jeg kunde gaae omkring og besee Positionen og ligesom drømmende forestille mig, hvorledes man, hvis man havde den Opgave at forsvare Slottet, kunde udføre Hvervet, hvor man kunde anbringe Skandser, fra hvilke Punkter Fjenden kunde genere, og hvorfra han derfor maatte fordrives. Det interesserede mig som en Phantasi, som en Leg, hvori jeg anvendte mine Kundskaber, men hvori min Personlighed ikke var tilstede.
Det var paa en af de Dage, der saaledes hengik i Uvished og Forventning, at jeg modtog et Brev, som med eet Slag forandrede hele min Skjæbne. Det var hjemmefra og indeholdt den officielle Meddelelse, at den Mand, som havde taget vor Gaard, han, hvem jeg havde bragt min døde Faders Stævning, var død og havde testamenteret mig Gaarden.
Jeg troede ikke mine egne Øine; jeg har virkelig prøvet, hvad det er at tage sig til Hovedet og føle paa sig selv, om man er vaagen eller ei, og hvergang man har bevist sig selv, at man er vaagen, igjen tvivle, fordi man erindrer, hvor overordenlig skuffende man kan drømme. Men naar man ikke skal blive vanvittig, holder det snart op, Livskraften eller Bevidstheden finder et Punkt, hvor den midt i det Bølgende faaer Fodfæste, og saa først bliver man modtagelig for det hele Choc af Følelser og Tanker, der høre den overraskende Virkelighed til. Jeg var forbauset; men i Forbauselsen blandede sig - hvad skal jeg kalde den Følelse? - en Slags hellig Rædsel; thi det var min Faders Værk, det var, som om hans Haand i dette Øieblik kjærtegnende, skjøndt død, strøg mig om Haaret. Han havde dog efterladt mig Gaarden med Moders Have, jeg var dog Arvingen alligevel, Arving til hans Ret og hans Ære og hvad han saa dybt og bittert havde lidt for, og Alt var, medens hele Verden forholdt sig taus og ligegyldig, blevet bevist, paadømt og exequeret gjennem en Procedure udenfor Jorden.
Men saa kom Glæden, Henrykkelsen over at være i Besiddelse! Det Første, jeg foretog mig, var at skrive til »vor Cousine«, Frøken Julie, hvem jeg sa længe ikke havde undt Plads i Huset, men som alligevel saa trolig havde taget den Plads ved min Søsters Side, som jeg ikke kunde udfylde. Jeg bad hende betragte min Gaard som sit Hjem, og jeg tilføiede, at hun kunde være sikker paa, det ikke var blot mig, som indbød hende, men at det var overensstemmende med salig Faders Villie. Til Valdemar og min Søster skrev jeg en lignende Indbydelse, men spurgte tillige, om vi ikke kunde ordne det saaledes, siden jeg nu engang var i Udlandet, at de ogsaa gjorde en Udenlandsreise, f. Ex. til Rom og Neapel og maaskee Ægypten; saa kunde vi følges ad og vende hjem til Danmark sammen.
Endelig skrev jeg et kort Brev til Wien, hvori jeg anmeldte for vedkommende Autoritet, at da jeg nu ikke længer behøvede Bibliotheket, takkede jeg for den Velvillie, der var bleven tilstaaet mig, gjorde Afkald paa enhver videre Gunst og betragtede mig løst fra ethvert Ansvar, som var forbundet med mit Ophold paa Slottet.
Da dette var skrevet, gik jeg ud for at tage Afsked med Luften og Jorden og Menneskene paa dette Sted, uden nøiagtig at vide, hvor jeg først vilde hen.
En af Steyermarkerne kom mig imøde og sagde, at der var kommet en Trop Friskarer til Landsbyen, og at Slottet upaatvivlelig denne Nat vilde blive taget og plyndret.
Jeg kunde ikke sige til den gamle Soldat, at jeg nu vilde reise, og det stillede sig ogsaa i samme Øieblik klart for mig, at naar jeg ved at boe paa Slottet og spise dets Herres Brød havde paataget mig et Ansvar, saa var jeg ikke løst derfra i samme Øieblik, som jeg skrev et Brev, hvori jeg lagde Ansvaret fra mig. En Time tidligere vilde maaskee den Tanke have forekommet mig gyldig, at jeg var en civil Person, der ikke behøvede at udsætte mig for Fare; men nu, nu laa min Fader som Riddersmand i sin Grav, jeg havde arvet ikke blot et Gods, men en Familieære trods den bedste Adelsmands, jeg var gaaet ud af mit Værelse saa stolt som en Keiser - skulde jeg nu krybe i Skjul for Fare og fremtidig slæbe mig gjennem Verden med Bevidstheden derom som en personlig Ydmygelse? Jeg saae omkring mig, og hvad jeg hidtil havde gaaet og drømt om Skandser og Forsvar, hvad der havde været en Phantasi, som en lykkeligere, friere Mand kunde udrette, det blev nu en Virkelighed, jeg selv kunde magte.
Jeg kaldte Karlene sammen og spurgte dem, om de havde Lyst til at forsvare Slottet, indtil der kom Undsætning, eller indtil de ikke kunde mere, og de svarede med et Hurra. Saa oplæste jeg det Brev for dem, hvori det af det keiserlig-kongelige Hofcancelli var blevet mig paaligt under mit Ophold at føre Tilsyn med Bibliotheket, og tog i Henhold dertil Befalingen over dem i deres Keisers Navn. Tre Gange »Hoch« for Keiseren, og saa gik vi til Arbeidet. Opkjørselen til Slottet var fra Sydvest, og ved en Bøining mod Vest var Broen over Bjergstrømmen. Denne Bro var for massiv til, at jeg kunde sprænge den, og jeg valgte derfor et Sted paa Opkjørselen, hvorfra jeg i 200 Alens Afstand kunde beherske Broen. Her lod jeg trække en Grav tversover Veien, og af det indvundne Grus dannedes et Brystværn med et Skydeskaar. Da Fruentimmerne paa Slottet hørte, at vi vilde forsvare os, kom de ilende til og tilbøde at arbeide. Eftersom vi formedelst den stenede Grund manglede Jord, lod jeg dem fylde alle Slottets Sække med Sand og med Jord fra Haven og dannede deraf paa Veiens høire Side en høi Dækning for det Tilfælde, at Fjenden besatte Vinbjerget, der dominerede os. Tilvenstre laa Egnen dybt nede under os. Den ene Kanon fra Museet lod jeg bringe ned til os, og da vi ikke havde Kartætscher, lod jeg i Hast forfærdige Poser fyldte med Knapper og Smaasteen. Ved det ene af Bibliotheksvinduerne, der vendte mod Vinbjerget nordligt for os, lod jeg Jernstrængerne bryde fra og anbragte inde i Stuen den anden Kanon. Til den havde jeg sex Kugler, og med Krudt vare vi temmelig vel forsynede. Foruden Alt dette havde hver af Steyermarkerne sin Riffel, og da jeg endelig efter nogle Timers anstrengt Arbeide oversaae det Hele og i den ensomme Egn fornam mig selv ligesom Chef paa et Skib, der ude paa Oceanet venter Fjenden, som Herre over Liv og Død i en ærlig Sag, saa havde jeg den særegne, dybe Tilfredsstillelse, som kun den kan føle, der endelig engang i sit Liv føler sig stillet overfor en Opgave, som Natur og Drift kaldte ham til. Det var tillige saa besynderligt, at netop som jeg havde faaet vor Gaard igjen, skulde Ritmesteren leve op i mig, og flere Gange var det, som om jeg med mit indre Øie saae hans Ansigt og saae ham smile.
Kl. 7 blev det mørkt, og vi ventede i Spænding et Par timer uden at see eller høre Noget. Det var en ubehagelig Venten; Sindet svingede stadig frem og tilbage imellem det Heroiske eller Martiale, som behøvedes til at modstaae et Overfald, og Nedstemning ved Tanken om, at vi mulig havde gjort saa store Anstalter uden Grund. Men henved Kl. 9 hørte vi Lyd af mange Mennesker, der kom hurtig, men i skjødesløs, uregelmæssig Marche. Vi kunde ikke see dem; men da jeg efter Lyden formodede dem nær Broen, raabte jeg til dem. De syntes overraskede ved at blive anraabte fra et Sted nedenfor Slottet, og medens Alt blev stille hinsides Floden, hørte vi et Par Mennesker komme imod os. De spurgte, hvem der var paa Veien. Der blev svaret: Slottets Besætning. De sagde: »Vi vide, at Slottet ingen Besætning har; vi ere komne for at tage Museet og Bibliotheket i Besiddelse; men enhver af Eder kan beholde sin private Eiendom.« Jeg svarede: »Vi have ingen Ret til at udlevere Eder Noget; gaae I over Broen, bliver der skudt paa Eder.« De vendte om, og et Øieblik efter begyndte langs Floden en heftig Geværild, der var rettet mod Stedet, hvor vi stode; men de kunde ikke see os, og vi vare desuden godt dækkede. Da der i Løbet af et Kvarterstid ikke blev svaret med et eneste Skud fra vor Side, troede de formodenlig, at vi vare dræbte eller havde trukket os tilbage, eller at der fra Først af kun var gjort et tomt Forsøg paa at skræmme dem, og ved Ilden fra deres egne Geværer, som de stadig vedbleve af afskyde, saae vi pludselig en mørk Masse bevæge sig over Broen. I samme Øieblik blev vor Kanon afskudt paa dem. Den sprang og dræbte en af Vore; men Virkningen paa Fjenden var kun desto større. En pludselig og uventet Decharge af en Kanon har i sig selv en overvæ ldende Virkning paa uvante Folk; men Nattens Mørke og den forfærdelige Larm af vor Kanon, der formodenlig sprang af at være bleven for stærkt ladet, jog hele Skaren tilbage i vildeste Flugt, og Rædselen blev forøget ved, at adskillige af de Flygtende faldt paa Flugten og i Faldet kom til at afskyde deres Bøsser paa dem, som løb foran, saa at de selv overtoge, hvad vi ikke formaaede: Forfølgelsen. Men Nogen, der forstod sig paa Krig, var iblandt dem; thi efter en Stunds Forløb havde en Hob besat Vinbjerget og skjød derfra ned paa os, ikke blot med Kugler, men med Smaastene omvundne med Hamp for at stikke Ild paa Slottet. Vi havde Kanonen i Bibliotheksvinduet rettet paa Vinbjerget; men det var en hæslig Opgave at afskyde den: hvis den sprang, vilde den rimeligvis sprænge baade Væg og Loft. Der var imidlertid ikke Andet at gjøre end at vove Forsøget efter at have undersøgt Ladningen endnu engang - og det løb lykkeligt af. Kuglen traf formodenlig i de forholdsvis løse Stene, hvorpaa Vinbjergets Jord overalt hvilede, og gjorde det utilraadeligt for Fjenden at oppebie flere Skud. I den Overbevisning, at der ad uforklarlig Vei var kommet en Garnison til Slottet, trak man sig bort, og næste Dag var hele Landsbyen forladt. Næste Dag kom ogsaa et Compagni marcherende for at besætte Slottet og lade det Vigtigste af Samlingerne føre bort, og den commanderende Officier afgav en Rapport, der synes at have vakt nogen Opmærksomhed; thi der blev fra Hovedkvarteret affordret ogsaa mig en Beretning om det Passerede, og kort Tid efter fandt jeg mig udnævnt til Ridder af Jernkroneordenen med Tilladelse til at bære Uniform og Felttegn som Officier i det Jægerregiment, hvortil mine ti Steyermarkere havde hørt. Jeg reiste til Mantua for at stedes til Tak-Audiens hos Keiseren; men inden min Uniform blev færdig - og den skulde jeg have paa - var Keiseren taget bort, og da jeg næste Gang var i samme By som han, nemlig i Venedig, havde han tabt Slaget ved Solferino, og en af hans Adjutanter mente, at det ikke var værdt for Øieblikket at minde Hs. Majestæt om Slottet i Sondrio, der nu var tabt tilligemed hele Provindsen. Iøvrigt var jeg ikke reist til Venedig netop for at opsøge Keiseren med min Tak, men paa Grund af et Saar, som jeg havde faaet i venstre Skulder hin Aften, og som jeg i Førstningen ikke havde ændset. Jeg blev nødt til at ligge i nogen Tid og maatte derpaa Størstedelen af Sommeren bruge Søbade i Chioggia.
Jeg havde nu oplevet Noget og havde opnaaet en Æresbevisning af den Slags, jeg altid havde tørstet efter; men det gaaer ofte i Livet saaledes, at naar man faaer det længe Eftertragtede, har det dog ikke ganske det Indhold eller den Form, som man egenlig havde ønsket, eller der er en Omstændighed knyttet til det, som berøver det en stor Del af dets Værd. Jeg satte meget mindre Pris paa Østerrigerne end paa deres Overvindere, Franskmændene. En Decoration given af dem, som vare blevne overvundne ved Magenta og Solferino, syntes ikke at kunne gjøre Krav paa at blive agtet udenfor Østerrigs Grændser, var ikke universal. Fra Først af fik jeg desuden Tilbøielighed til at skjule den, fordi jeg var i Venedig. I denne Stad vil Østerrigernes Herredømme aldrig synes berettiget. De kunne med deres Batailloner og Artilleri fylde Marcuspladsen og Piazetta; men deres Faner, Musik, Uniformer og Kanoner ville aldrig tage sig ud og aldrig imponere med krigersk, ridderlig Magt, men bestandig have noget Plebejisk ved sig, fordi Slavindens Physiognomi er uendelig ædlere end hendes Herres. De kunne trampe paa Havenes Forhenværende Dronning - hver Lidelse gjør hende kun adeligere og yndefuldere i vore Øine. Det levende venetianske Folk kan have lidt skade i sin Afhængighed; men hvor en saadan Befolkning af store Døde skuer ned, hvor hvert Vindstød vifter i heroiske nationale Minder og tørner imod nationale Skjønhedsværker af den usædvanligste Art, der synes en fremmed Herre kun en tilfældig, brutal Gjæst, hvem et Vindstød vil jage bort. Uagtet jeg havde kæmpet indenfor Ærens Enemærker, var det dog, som om jeg ikke havde nogen god Samvittighed, naar jeg gik mellem Østerrigerne i Venedig, og alle mine tidligere Forestillinger om, at man i hvilkensomhelst fremmed Krig kunde tilfredsstille sig selv ved at vise Mod og indlægge sig Ære, undergik en fuldstændig Forvandling: ingen Krig syntes mig hæderlig uden den, hvori et Folk værger for sit eget Land, og min tidligere Ungdoms ærgjerrige Tanke om at kunne ligne Eugen og Loudon, der vare blevne Feltmarschaller uden at bryde sig om, hvem de strede for, blot de vare i Krig, syntes mig nu barnagtige.
Besiddelsen, Bevidstheden om, at jeg var vor Gaards Eier, gjorde ogsaa Noget i denne Henseende. Man bliver ikke ustraffet rig. Livet byder En et nyt Formaal: Bevarelse og Forskjønnelse af det, man har. Lidt efter lidt mærkede jeg, at jeg ikke saae paa Architekturen, Billedstøtterne og Malerierne paa samme Maade som før. Forhen havde de været mig en Eiendom, som jeg tog med i Sjælen; de udstraalede en Skjønhed, hvorpaa enhver Beskuer kunde mætte sig, og der blev ligesaa Meget tilbage til alle følgende Menneskeslægter. Nu vilde jeg selv eie Sligt og tænkte paa, hvad jeg kunde kjøbe, og hvad jeg kunde lade efterligne hjemme paa Gaarden, hvorledes jeg skulde bygge den om, hvorledes mit Bibliothek, min Fægtesal, min Havestue o.s.v. skulde være. Jeg elskede ikke længer Gaarden for det, den var eller havde været, men for det, den skulde blive, for det Skjønhedsliv, jeg skulde kunne føre paa den.
Imidlertid fik jeg Breve fra Valdemar og min Søster, der meldte mig, at de paa mine Vegne havde taget Gaarden i Besiddelse, og at de bestræbte sig for, at jeg ved min Hjemkomst skulde finde den uforandret som i gamle Dage. Det var mig unægtelig et Bevis paa kjærlig Villie; men det lod mig mærke, at jeg igjen, og paa ny Maade, var voxet fra Gaarden. Jeg kunde ikke finde Ord til udtrykkelig at tilkjendegive dem, at jeg havde andre Planer, og lod derfor Sagen foreløbig gaae sin Gang. Da Sommeren forløb, uden at jeg kom hjem, begyndte de at optage min Plan om, at vi skulde mødes i Udlandet og tilbringe en Vinter sammen i Italien; men de kunde ikke angive en bestemt Tid, og jeg udkastede nu en stor Reiseplan; jeg vilde mætte mig fuldstændig med Syden og Østen, inden jeg tog hjem for at blive hjemme og realisere alle Planer paa min Gaard. Rom, den evige Stad, der sælsomt og gaadefuldt lokker de fleste Menneskers Sind, skulde være mit Udgangspunkt, og det maatte beroe paa Efterretninger hjemmefra, om jeg der skulde vente min Søster og Svoger for at følges med dem til Ægypten, eller om jeg ved Tilbagekomsten fra Afrika og maaskee fra Lilleasien skulde mødes med dem i Rom og saa gjøre Honneurs for dem paa en mindre Tour i Italien.
Saa seilede jeg da fra Venedig til Ancona og reiste derpaa over Foligno, Terni, Narni og Civita Castellana til Rom. Jeg husker ikke, hvilken Høi det var, hvor Kudsken pludselig standsede og pegende ud mod det Fjerne raabte: Eccolo, Signore, San Pietro! Se, Herre, Sanct Peter! Han selv havde vel seet den tidt nok og brød sig ikke om at holde og nyde Skuet. Men han vidste, hvilken Overraskelse og Glæde det er for alle Mennesker, hvilken storartet Accord ved dette Syn slaaes an som Indledning til Livet i Rom.
Hvorledes vilde vi mon opfatte den skjønne blaae Kuppel, hvis vi uden at vide Noget om den saae den staae ensom paa Horizonten? Hvad Indtryk vilde den gjøre paa os? Derom er man ikke istand til at have en Forestilling, fordi ingen af os nærmer sig uden at vide saa Meget. Idet Postillonen raaber: Eccolo, San Pietro! er det ikke blot en Kirkes Form, som vi see, men en mægtig historisk Bygning, der staaer paa et endnu mægtigere historisk Sted. I samme Øieblik er vort Sind ikke alene; det er den sidste i Skaren af de Millioner, der i Tidernes Løb drevne af det forskjelligste og heftigste, ofte skjønneste og inderligste Begjær have hastet mod dette samme Maal; vi ere inde i en af de mest storartede Strømninger, som Verden har seet, og bevæget af en romantisk Sympathi fornemmer vort Hjerte Luften opfyldt af henfarne Skikkelser og Begivenheder. Den skjulte Egn hist, hvor kun Kuplen rækker sig op, bliver i Sandhed
Lieux, où le coeur met ses mystères! Eglises, où priaient nos mères, Murs, où combattaient nos ayeux!
Det var den 1ste October. Sydens korte Tusmørke var begyndt, da jeg ad Via Flaminia kom til Porta del popolo. Lige ved Porten maatte Kudsken holde, fordi i dette Øieblik en Procession havde sat sig i Bevægelse fra Kirken Sta Maria del popolo, der er tæt indenfor Muren, og langsomt bevægede sig henover Pladsen. Igjennem den mægtige Porthvælving saae jeg den lange Række af Lys, der parvis gled hen som gule Stjerner, og i den bløde, blaalige Skumring hævede sig i afbrudte Satser en besynderlig, deilig, høitidelig Melodi. Efter den lange Reises Støv og Træthed var dette forunderlig kvægende. Jeg stirrede og lyttede og kunde ønsket, at den Venten aldrig maatte faae Ende. Endelig forsvandt Processionen, Kudsken smeldede med Pidsken, Hestene sprang frem, da knak en Axel. Med en Aandsnærværelse som en antik Romers raabte Kudsken, saasnart han saae, hvad der var skeet: »Hil Dem, Herre! Det betyder, at Rom vil holde fast paa Dem! Lev længe og lykkelig i Rom.«