M. A. Goldschmidt: Arvingen (1865), 2,4
[2.4]
Da jeg kom med Greven hjem til hans Gods, blev jeg et Øieblik imponeret; thi denne Mand, der havde gaaet saa jevnt omkring i Kjøbenhavn, logeret paa et Hotel og adskillige Gange siddet hos mig aldeles studentikos, blev modtaget som en Konge: Der syntes paa hans Gaard ikke at være Tjenere, men Undersaatter. Der var en taus, statelig Ærefrygt, som jeg ikke før havde været Vidne til, da vi kom ind i Forstuen eller Forhallen og alle Tjenere stode opmarcherede med mange Lys, og Ingen vovede at sige blot et Velkommen, og en galloneret Kammertjener traadte frem med en trearmet Lysestage i Haanden og lyste for Greven, medens en sortklædt Tjener med hvidt Halstørklæde ligesaa prompt og med ligesaa sikker Mechanik traadte til foran mig og gaaende halv baglængs drog mig ligesom magnetisk til mit Værelse. Først da jeg vilde gaae ind, lagde jeg Mærke til, at Greven var fulgt med. Han bød mig Velkommen og forlod mig. Mindre imponeredes jeg af dette Værelses solide Pragt: Toiletspeilet og en Mængde andre Gjenstande af Sølv, Sengegardiner og Sengebetræk af Silke o.s.v., skjøndt det var mig nyt. Høitidelig anmeldtes Middagsmaden (Klokken var rigtignok blevet henved Ni). Jeg havde i Hast taget sort Kjole paa og opdagede ved min Indtrædelse i Salonen, der stødte op til Spisestuen, at min Forsigtighed ikke havde været overflødig; thi Greven var i sort Kjole, og de to Damer, han forestillede mig for, hans Gemalinde og en Comtesse Felicia, vare i fuldstændig Selskabsdragt. Samtalen var naturligvis kold; der var fire Tjenere til os fire Personer, og under saadanne Omstændigheder føres ingen livlig Bordsamtale. Jeg erfarede, at den unge Greve ikke var hjemme og først ventedes om nogle Dage; jeg fandt Damerne saa stive, at jeg frøs, og ønskede, at jeg aldrig var kommen der.
���Næste Dag var det allerede meget anderledes. Der blev bragt mig Kaffe og Chocolade paa Sengen og spurgt, hvad Tid jeg vilde spise Frokost, og hvor. Jeg ansaae det for høfligst at ville spise med de Andre. Da jeg kom ind i Frokost-Salonen - som jeg nok maa kalde den - var kun Comtesse Felicia tilstede, og hun sagde strax paa Dansk: »Det er Deres Skyld, at jeg kom ned. Grevinden spiser aldrig Frokost udenfor sine Værelser, og Greven er beskjæftiget. Her i Huset har Enhver sin Frihed indtil Middag.«
���Jeg gjorde Undskyldninger for at have forstyrret hendes Morgen; men hun svarede: »Slet ikke; vi skal dog gjøre Bekjendtskab.«
���Hun var en Dame paa omtrent fyrretyve Aar, lidt trind og, som det viste sig, mere jovial, end ugifte Damer i hendes Alder pleie at være. Hun gav mig paa meget behagelig Maade endel Oplysninger om Familien; thi hun fortalte mig Intet directe, men syntes at forudsætte, at jeg vidste Alt, og kom ligesom tilfældig til at berøre det. Blandt Andet erfarede jeg, at Grevinden var Stedmoder til den unge Grev Fritz, som vi ventede.
���Comtessen selv lod til at føre et frit og selvstændigt Liv; hun var her paa et længere Besøg, vilde besøge et andet Gods og tænkte paa at reise udenlands, helst til Italien.
���Greven kom ind og gjorde Undskyldninger for, at han efter sin lange Fraværelse havde fundet uopsættelige Forretninger at varetage. Han førte mig om i Huset og spurgte, hvad jeg nu kunde ønske at tage mig for en Times Tid, til han var fri: gjøre en Ridetour eller Kjøretour, læse i Bibliotheket, eller hvad jeg blot kunde tænke mig. Jeg valgte at ride ud og see lidt af Egnen i det smukke Veir, og kort efter var jeg tilhest, fulgt af en Rideknægt. Naar nogen Kjørende saaes foran os, red han forbi mig med Hatten i Haanden og gjennede dem af Veien; de kjørte hen til Grøfteranden, holdt stille og toge Hatten af, medens jeg red forbi. Den Høihed, hvori jeg saaledes syntes at svæve, var mig behagelig og ubehagelig. Det kunde ikke undgaaes, at jeg følte mig ligesom af Silke overfor Vadmel; men det generede mig, at Silken dog ikke var min egen, og i nogle Øieblikke stod dette Laan af menneskelig Underdanighed saa pinligt for min Bevidsthed, saa skjærende forskjelligt fra den sande Ære, jeg eftertragtede, at jeg for at holde det ud, betragtede denne Modsætning imellem, hvad jeg var, og hvad jeg syntes at være, som første Afdrag paa min Straf. Men det er en Straf, som man i Længden finder sig i.
���Med Grevinden kom jeg snart paa en ret behagelig Fod. Overgangsleddet var, at vi kom til at tale Fransk, hvilket hun gjerne talte, maaskee for at vise sin usædvanlige, elegante Sikkerhed deri. Hun var »endnu ung«, d.v.s. noget over tredive Aar, meget from og meget pragtlysten eller, som hun selv ønskede det opfattet, smagfuld i sin Klædedragt. Dette omtalte hun som en Pligt, hun skyldte sin Stand; men vi kom rigtignok ikke strax til at tale om Sligt; thi i Førstningen var hun, skjøndt meget høflig, ogsaa meget afmaalt. Men da hun engang kom til at tale med mig om Religion og mærkede, at jeg havde religiøse Forestillinger uden at være sand Troende, fandt hun Tilfredsstillelse i at forsøge at faae mig paa rette Vei og talte da med et ringeagtende Suk om den hele Verdslighed, hvori hendes »Pligt« bød hende at leve. Havde det staaet til hende, var hun som Jomfru gaaet i et protestantisk Kloster og havde levet for at pleie Syge og Forladte; nu var hun blevet en Greves Hustru og maatte passe den Pligt, som Himlen havde paalagt hende. »Hver har sit Kors i denne Verden,« sagde hun; »for os gjælder det om at blive salige trods Rigdommen, og det er meget vanskeligt.« Jeg troer virkelig, at hun var religiøs, skjøndt ikke i den Forstand, at hun vilde nægte sig selv noget Alvorligt for Guds Skyld; men hun holdt sig saavidt mulig i en saadan Sindsstemning, at hun med en vis blid Lyrik kunde vise Vorherre Opmærksomhed. Hun betragtede sig som Familiens Gesandt hos Vorherre.
���Comtesse Felicia, der stadig vedblev at komme ned og gjøre Honneurs ved Frokosten, var derimod den personificerede Verdslighed. Det, hun beskjæftigede sig med, var Verden, som den var, og aldeles ikke, som den skulde være. Hun fortalte gjerne og vilde gjerne høre fortælle om Virkeligheden, om personlige Forhold og Tilstande, og hændte det sig, at Talen førte hende til Begivenheder eller Forhold, som en Dame ikke gjerne dvæler ved, saa fjernede hendes Ord sig med let Anstand ved Døren og havde dog bragt min Tanke indenfor. Man fik uvilkaarlig en Følelse af, at der var noget Bravt og Sundt i hendes Natur; men hun var med alle sine Begreber, Forestillinger og Sympathier begrændset af sin Stand, af »Selskabet«. Ved sin Opdragelse og ved sit talrige Bekjendtskab kunde hun føle saa at sige gjennem Fingerspidserne, hvad »man« vilde dømme om en Handling, og denne ubestemmelige Codex, hvorefter »man« dømte, var hendes Bibel. For et ungt Menneske, der skal ud i Verden, er Omgangen med en saadan Dame i høi Grad gavnlig; jeg lærte saa Meget af hende, at jeg i Øieblikke faldt paa den, vistnok aldeles ugrundede Mistanke, at hun tog mig i Lære. Hvad jeg ved hende fik Øiet op for og derpaa af Omgivelserne end mere lærte, var Kundskab om den aristokratiske Opfattelse af Livet: En naiv Tro paa deres Slægt, der væsenlig erstatter Evighedstroen; Selvfølelse uden Selvkritik; en yderst behagelig Evne til at kunne gaae ind i sit Hus og af Stamtræet hente en begrændset Pligtfølelse, der ikke fordrer mere af Egoismen, end den holder af; en næsten mystisk Tro paa Grunden, Jorden, Familiejorden, der holder dem i særligt, afsluttet Forhold til de ældste Tider, medens andre Mennesker kun have Adkomst til sex Fod Jord paa den almindelige Kirkegaard. Dette Sidste, Tilknytningen til Grunden, kunde jeg især godt forstaae; en lignende Følelse havde ligget i mit Sind, før vi mistede Gaarden; nu var jeg løsreven derfra, rodløs, og naar jeg theoretisk kunde trøste mig selv med, at jeg da havde den almindelige Opgave: at slaae Rod i Evigheden, saa var det mig dog praktisk til meget liden Trøst, og jeg følte mig ofte i en besynderlig Tilstand: jeg gik omkring som i et Fata Morgana; vor Gaard var forstørret og forskjønnet kommen tilstede, og jeg var landflygtig i den.
���Efter nogle Dages Forløb kom Grev Fritz hjem, og Huslæreren hos Valdemars Familie vilde vistnok havt sin Tilfredsstillelse, hvis han havde været tilstede og kunnet see ind i mig med Erindring om de Ord, han havde brugt: at jeg var en dæmonisk Natur. Thi medens den virkelige Opgave og Hensigt jo var, at jeg skulde tjene den unge Adelsmands Formaal, saae jeg paa ham som det Redskab, Skjæbnen havde valgt til at tjene mig, til at bringe mig bort, ud til det, som ventede mig. Jeg kunde ikke rigtig føle, at det var mig, der skulde reise med ham, men ham, der skulde bære Lygten for mig.
���Alligevel var det første, det afgjørende Øieblik heldigt; jeg troer, der var gjensidig Sympathi tilstede.
���Han var temmelig høi og smækker, med blondt Haar, et ungt blondt Skjæg og graablaae Øine, der, idet de ved hans Indtrædelse fore hen over mig, glimtede ligesom en Høgs eller Gribs. Der var en adelig Rovfugle-Natur i ham, en stor personlig Sikkerhed, trods hans Ungdom, en Selvbevidsthed om, hvad hans Venlighed var værd, og hvorvidt han i Uvenlighed turde gaae; men det var en Selvbevidsthed uden Reflexion, en Følge af Fødsel og Omgang med Mennesker. Hans Fader talte Dansk, idet han forestillede os for hinanden, og den Umage, hvormed den unge Mand talte sit overordenlig correcte Dansk, som dog ikke var Dansk, men en Tydskers Forsøg paa Høflighed mod Sproget, gav hans Væsen i Øieblikket noget mere Slebet, end det virkelig havde. Af den Omstændighed, som jeg kjendte fra de første Samtaler med Faderen: at han var en Spiller, havde jeg uvilkaarlig forestillet mig, at der vilde være noget Raskt eller snarere Vildt, forenet med noget Dulgt, en Mangel paa god Samvittighed i enkelte Punkter og en haardnakket Utilbøielighed til at holde, hvad han i gode Øieblikke kunde love. Men der var intet Saadant; han var frank og freidig som den, der aldrig havde tvivlet om, at han bevægede sig indenfor sin Ret.
���Faderen tog Sagen omtrent, som om han vilde have skaffet sin Søn en Brud. Han vilde i saa Tilfælde ikke befale ham at forelske sig, men føre ham sammen med vedkommende Udvalgte og vente Sønnens Samtykke, eftersom det jo var et Anliggende, der ikke burde afhænge af Lidenskab, men af Fornuft. Det gjaldt om, at Sønnen skulde have en fuldstændig fri Villie uden at komme til Sammenstød med Faderens Villie. Sønnen havde havt en Anelse om, hvem det var, han skulde træffe ved sin Hjemkomst, og tilstod mig senere, at han havde ventet at møde en Pedant. Han vilde føle sig for med Hensyn til mig og f oreslog efter den første Middag, ganske i en Tone, som om jeg var en af »hans Egne«, at vi skulde spille Billard. Han overvandt mig rigtignok, men i dette Spil er det Maneren og ikke Udfaldet, der beviser Noget. Selv brød han sig efter de første Partier ikke om Spillet og hans Fader heller ikke; thi for Begge fik det først den rette Interesse ved at vædde, og Begge betvang sig.
���Næste Dag efter Frokosten foreslog Grev Fritz, i samme Tone, som en Ting, der fulgte af sig selv, at vi skulde turne, d.v.s. fægte og hugge. Der kom det mig tilgode, at jeg, takket være Ritmester Hemming v. Buch, havde en Evne, der svarede til Lidenskaben for Vaabenbrug. Jeg følte hans Forundring, da jeg kjendte hans Feinter, uden at han kjendte alle mine. Han var det eneste Menneske, jeg har truffet, der ligesom jeg havde Glæde af et godt Stød eller Hug, selv om det gik ud over ham selv. Altid, naar jeg forhen havde mærket, at mine Kammerater i lignende Tilfælde bleve misfornøiede, medens jeg ikke blev det, havde jeg med hemmelig Tilfredshed sluttet, at der hos mig var en pur, misundelsesfri Fornøielse over menneskelig Dygtighed, og jeg lod nu i mit stille Sind samme Ros vederfare Grev Fritz.
���Nu gik han et Skridt videre og foreslog en Eftermiddag, da vi vare sammen i hans Værelse, at vi skulde spille Tærninger.
���»Dertil har jeg ikke Raad,« svarede jeg.
���Dette ligefremme Svar - der forresten ikke kom umiddelbart; thi jeg havde forberedt mig paa det og tvunget mig til det - viste ham pludselig og tydelig, at jeg var den, han fra Først af havde antaget, og forvirrede ham; men med en Finhed, som han havde fra sin tidlige Omgang med Verden, forstod han at komme bort og bringe en Samtale igang i en ny Retning. Han spurgte om Studenterlivet i Kjøbenhavn, hvad man fornøiede sig med, hvorledes man holdt sammen imod Philistrene, og blev især forundret over, at man ikke duellerede. Han ansaae dette for en Mangel, ikke fordi Slagsmaal i og for sig var noget Godt, men fordi Personligheden fik Plads og blev fremhævet og agtet, og fordi selve Maaden, hvorpaa et »Paukerei« kom istand ved et tydsk Universitet forudsatte Aand. »Det er først, naar man ved Vid og Ironi har drevet sin Modstander saa vidt, at han maa sige Dummer Jung, at man griber til Kaarden - og saa bedækker man sig ganske godt med Bind, for at Fader og Moder ikke skulle faae et sørgeligt Budskab,« tilføiede han leende, som for at komme mig imøde og ikke rose det Tydske for meget. Han saae hen til Kjøbenhavn med en egen Længsel. Ulykkelige politiske Forhold vare nu til Hinder for, at man kunde reise derhen og begynde en diplomatisk Carriere. Man havde nu som dansk Tydsker intet Fædreland og kunde kun reise ud i Verden for at studere Landvæsen og blive en god Forpagter.
���Her bøiede han af med samme lethed, som han havde begyndt, og forslog mig at tage med til nogle unge Venner paa et Gods et Par Mile borte; men jeg antog, at han helst vilde være ene - eller rettere, at han vilde spille - og undskyldte mig.
���Han blev borte et Par Dage, og ved Hjemkomsten opsøgte han mig strax. »Tillad mig at være ligefrem og gjøre Dem et Spørgsmaal,« sagde han; »har min Fader talt til Dem om min forestaaende Udenlandsreise?« - »Og,« vedblev han, da jeg bejaede det, »tør jeg antage, at det Spørgsmaal er berørt, om De vil have den Godhed at ledsage mig?« - Jeg svarede Ja. - »Lad mig saa takke Dem,« sagde han og rakte mig med et trohjertigt Udtryk Haanden, »jeg skal bestræbe mig for, at vi skulle have en behagelig Reise. Jeg vil nu bede Fader om at formaae Dem til at tage med; det er Formen.« Nu var det, han tilstod mig, at han havde frygtet for at møde en Pedant.
���»Hvad er da en Pedant?« spurgte jeg.
���»En, der kjender og bedømmer Livet theoretisk,« svarede han rask.
���»Men eftersom dog Ingen af os kjender Livet helt, maae vi da ikke have Theorier om vort Forhold til det Ubekjendte, vi mulig kunne møde, og maae vi ikke søge at anlægge et Princip eller anvende en Kunst for at bringe et vist Udbytte ud af Livet?«
���Jeg stillede dette Spørgsmaal ligesaa fuldt til mig selv som til ham; thi jeg havde, i Sandhed, intet færdigt Princip og kjendte ikke den rette Kunst, der hører til at behandle Livet. Men da han svarede: »Aa, jo, vistnok,« blev jeg af mine egne Ord nødt til at gaae videre og søge i mig selv efter et Princip, som endnu var skjult, og som han spurgte efter.
���Dette afgjorde fra Først af hele vor gjensidige Stilling; thi uden at opgive et ungdommeligt, næsten kammeratligt Forhold kom han uvilkaarlig til, i mig at anerkjende en selvvalgt Fortrolig paa det aandelige Omraade, og en Fortrolighed af underordnet eller letfærdigere Art blev derved udelukket, medens jeg følte mig mere menneskelig draget til ham og forpligtet overfor ham ved hans egen tillidsfulde Spørgen, end jeg vilde have følt mig ved det ubestemte Hverv, som hans Fader ønskede at overdrage mig.
���Men med hans Spørgen og mine Svar gik det dog til paa en egen Maade. Jeg var jo i den Alder - og er ikke ganske voxet fra den endnu - da en Fugls Sang, en Silkekjoles Raslen, en Kaardes Klirren, kunde vække en stærk, anelsesfuld Strømning i mit Indre og med et Glimt ligesom flaae Tæppet tilside for en skjult Skjønheds- og Lyksalighedsverden, som kunde naaes, naar man vovede Noget for den. Men medens jeg haabede og troede paa en saadan Verden, havde jeg dog, naar jeg ret forskede efter den, ikke fuld Tillid til den. Livet havde rørt ved mig idetmindste med saa megen Alvor, at jeg skimtede en skjult Verden af en anden Art; bagved den farvede Horizont med de deilige gyldne Billeder trak den op, alvorlig og mørk, og der var Øieblikke, da denne Alvor syntes mig at drage mere end alt Andet i Verden. Men ret tage den i Øiesyn og nærme mig vilde jeg ikke, fordi den tillige syntes at ville beherske mig og forlange Offre, som jeg ikke var villig til at bringe.
���Men jeg vidste, at den var til, og naar jeg talte om den skjønne Verden, kom jeg sluttelig næsten mod min Villie til at hentyde ogsaa til hin. Jeg sagde, hvad jeg troede sandt; men jeg gav Mere, end der var levende Sandhed i mig mig selv; mine Ord stillede sig op udenfor mig selv, saae paa mig og gjorde Fordringer. Det har desaarsag sikkert skortet mine Ord paa Logik; men jeg var ung, og der er en magisk Magt i Ord, naar Ungdom taler oprigtig til Ungdom. For mig var det en eiendommelig indre Tilstand, en besynderlig Ballancering, der holdt, fordi jeg havde det godt.
���Fordi Grev Fritz jo ogsaa havde det godt, tog han disse Samtaler mest som behagelig Sysselsættelse, skjøndt han dog ogsaa mente at have Nytte deraf. Han takkede mig engang, fordi det Alvorsfulde, som jeg fremførte, blev udviklet ud af Tingenes natur, af Historien, af vor egen Sjæl, og ikke var religiøst, indklædt i Formler som dem, Præsten kastede ud i Verden. De religiøse Sætninger, sagde han, vare som en Barricade, Præsten kastede op, for at man ikke skulde komme ham selv paa Livet. Han sagde Præsten, men jeg troer, han mente Degnen, det vil sige, hans Stedmoder.
���I de Øieblikke, da vi Begge vare alvorlige - ikke bekymret alvorlige, men sysselsatte med Opgaven som noget agtværdigt Menneskeligt - fandtes det imidlertid, at baade han og jeg følte, at der behøvedes en Autoritet, Noget at støtte alle Fordringerne til, et Exempel, levende Bistand, og jeg sagde da, hvad jeg ærlig troede, at dette var ude i Verden. Jeg kunde ikke sige ham, hvad jeg selv hemmelig tænkte paa og ventede at møde i Eumenidernes Lund, naar han blindt havde ført mig dertil; men naar jeg oversatte det i Ord, der kunde gjælde for os Begge, var det et Uddrag af særlig begavede og gunstig stillede Mennesker, ikke just et hemmeligt Selskab, men et begrændset Samfund, der gav Agt og vidste Meget men ikke gav sig tilkjende før i store Øieblikke og stode hinanden og Andre bi til Opnaaelsen af store og skjønne Formaal.
���»Saa vil vi reise for at opsøge dem og blive Medlemmer af Selskabet!« raabte han.
���Naar man faaer forklaret i Enkeltheder, hvorledes et Menneske udøver Indflydelse paa et andet, kan man i Hovedsagen forstaae det, endskjøndt der altid bliver noget Uforklarligt tilbage; derimod for den, der seer Indflydelsen foregaae, uden at faae alle Enkeltheder forklarede, kan den synes meget mysteriøs. Den gamle Greve kunde slet ikke forstaae, hvordan det hang sammen med, at Sønnen saa pludselig og stærkt sluttede sig til mig, og sagde til mig i Enrum: »Ja, jeg tænkte nok, at De vilde komme i Sadlen paa Bucephalus; men rid ham ikke i for stramme Tøiler.«
���Det er vistnok sandt, hvad Grækerne sagde: at en Guddom undertiden taler af et Menneskes Mund. Hint Ord om, at vi skulde opsøge det hemmelige Selskab, var jo ikke kommet tilfældig, det reiste sig som Stemme fra en Aand frembragt af os Begge, og man omgaaes ikke Aander af nogensomhelst Art uden at paadrage sig en Forpligtelse. Men vi efterkom ikke Forpligtelsen; Tanken skulde have ledet vor
���Reise som et Flag, men blev siddende udenpaa som en Veirhane. Tildels havde dette sin Grund i, at Reiser i Almindelighed ikke ere af god Indflydelse paa Menneskets Indre, medmindre de have et bestemt, overskueligt Formaal. De sprede Sindet; ingensteds træder man ind i Forhold, som man ikke kan gaae fra; man fjerner sig ligesom fra sin Gud, idet man fjerner sig fra dem, hvis Dom man er vant til at underkaste sig. Hertil kom, at Grev Fritz, uagtet han virkelig beholdt Tanken om, at vi skulde søge noget Idealt, ikke troede, at det kunde være til Hinder, at han spillede. Det var og blev hans Lidenskab, og det var i denne Henseende, som om han reiste paa en Profession. Jeg havde jo ikke den Opgave at forhindre ham derfra; der maatte ingen Tvang lægges paa ham; Spørgsmaalet, der egenlig blev stillet, var, om jeg ligesom magisk, ved indirecte Paavirkning kunde udrette Noget paa ham, og et saadant Middel kunde jeg ikke finde, allermindst i Førstningen, da Reiselivets Behagelighed betog mig. Hvorsomhelst vi kom, fandt vi det bedste Selskab, det vil sige: unge, rige Mænd af fornem Slægt, der modtoge os med den største Opmærksomhed og førte os til alle Forlystelser. De lignede i Reglen hinanden i et charakteristisk Træk: de bleve aldrig mere Ven med Nogen end, at de i paakommende Tilfælde kunde give ham et Kaardestød. Men dette gav dem, for en Tid idetmindste, no get Piquant, formedelst Blandingen af Determinerthed og tilsyneladende abandon. Det behagede mig at gaae Arm i Arm med denne gyldne Ungdom, at hamle op med dem i det, der syntes Gjenstand for deres Ærgjerrighed, at lade mig beundre af Mængden, der i Afstand beundrede dem. Men jeg maatte ogsaa paa en Maade betale derfor, ved Lidelse; thi Hazardspillet drog mig dæmonisk til sig. Jeg kunde med nogenlunde Lethed modstaae Lidenskaben, naar jeg var Tilskuer ved Basette, Lansquenet o. desl. i en privat Kreds; men anderledes vanskeligt blev det, da vi efter et kort Ophold i Hovedstaden - hvor det paa Grund af Sommeren ikke var fashionable at blive - i Selskab med nogle Gardeofficierer gjorde en Udflugt til Rhinen. Naturpragten og Vovespillets Aand grebe paa den særeste Maade ind i hinanden, gjorde Hjerne og Blod udfordrende overfor Livet, Skjæbnen. Vi vare en Morgen paa Stolzenfels, seilede derfra i Baade over Rhinen med den Hensigt at lade os roe ind i Lahnfloden og være ved Roulettebordet i Ems om Aftenen. Medens vi glede hen over den brede, glatte, glandsfulde, grønlige Rhin, mellem Skove, romantiske Klipper og Borgruiner, kom et Tordenveir hastig dragende op, forvandlede Egnen til en stor Kjedel fyldt med Bulder og Gnister, var storartet, voldsomt og netop saa meget faretruende, at Livet i os reiste sig imod det ligesom for at forlange Mere. Og da saa det mørke Uveir ligesaa hurtig drog over og gjorde Plads for nyt Solskin, var det, som om vi leende havde betvunget det. Fra Oberlahnstein toge vi Vogne, kjørte igjennem et blidt, romantisk Bjerglandskab, hvis Skove og Marker duftede efter Tordenregnen og glimrede i Millioner Diamantdraaber, gjækkende Henvisninger til uendelig Rigdom. Efter en Middag, hvis Yppighed blev holdt indenfor de rette Grændser af Hensyn til, at Hovederne skulde være klare, gik vi til Spillesalen, og det var, som om vi betraadte en Helligdom. Spillet var ikke begyndt, i Salen befandt sig kun et Par Croupiers, der modtoge os med yderste Høflighed og talte Fransk i dæmpet Tone. Vore egne Skridt vare dæmpede paa de bløde Tæpper, og vore Stemmer rettede sig derefter. En dæmonisk-høitidsfuld Forventning laa i Atmosphæren, især vistnok for mig; thi underveis havde den Tanke flere Gange nærmet sig mig, at jeg dog kun havde forsaget at berøre Kort, men Rouletten var ikke Kort. Jeg vidste, det var ikke rigtigt, og jeg var attraaende angst som maaskee en ung Pige, der begiver sig til et første, ensomt Stævnemøde. Jeg blev afholdt fra at gjøre det første Skridt ganske simpelt derved, at de Andre idet de toge Plads, syntes at forudsætte, at jeg ikke vilde være med - thi jeg havde allerede faaet Navn for at have den Mangel at være »dydig«. Forfængelighed eller Stolthed forhindrede mig fra at sige: Nei, jeg vil dog! Men medens jeg stod og saae til, var jeg længe tilmode som en Skoledreng i Skammekrogen eller som en Fange, der seer et Stykke blaa Himmel, eller som hin Notar i »Paris's Mysterier«, der bliver saa raffinert straffet. Det grønne Bord forvandlede sig til en Flod, der strømmede med Guld; under eller over dens Vande sad i Skjul Lureley eller Venus selv, i alt Fald en deilig, fristende Kvindeskikkelse, og hun gav Held eller Uheld som Tegn paa kommende Gunst eller paa Mishag med den, der ikke var dristig troende, hensynsløst vovende nok. Roulettens Raslen i de dybe Pauser forenede sig med Blodets Hamren i mine Tindinger til en Torden. Min Lidelse og Selvovervindelse syntes for mig saa stor, at en skjult Magt burde mærke sig den og beslutte at sende mig Erstatning. Men efterhaanden blev selve denne Tilstand forvandlet til en Slags Nydelse; min Phantasi fik Magt til at behandle Billederne og lede dem, og med Et mærkede jeg, at Feberen var overstaaet. Netop da sagde en af vort Selskab til mig med Forundring: »Saa De spiller virkelig ikke?«
���Paa denne Tid blev Spillesalen Vidne til en interessant Scene. Et ungt, smukt Menneske, sund, livlig og frank, som Ungdommen skal see ud, kom rask ind fulgt af en noget ældre Mand. Senere, da vi kom i Selskab med ham, erfarede vi, at han var Søn af en belgisk Banquier ved Navn de Potter, og at han reiste med sin Hovmester. Han fremtog en Rulle Napoleond'ors og lod den trille henad den Del af Bordet, der var inddelt i Carreer med Tal og Farver. »Skal den blive liggende?« spurgte en Croupier, da Rullen lagde sig til Ro over Tallet 3. Det unge Menneske nikkede fornøiet, som om hans Rulle lig en afrettet Hund var ifærd med at gjøre et Kunststykke. Rouletten snurrede og raslede - 3 kom ud, Rullen blev aabnet og talt, og Banken udbetalte det 30-dobbelte Beløb. Encore! sagde den unge Mand, rullede sine Napoleond'ors sammen og lod dem trille; de faldt paa Tallet 17, og - 17 kom. Endnu engang, for alle skjønne Piger paa Jorden! raabte det unge Menneske, som om han var ene i Salen, Tutten rullede igjen og faldt atter paa Nr. 3. Dennegang spillede Ingen med, Alle sad i aandeløs Forventning; der var Noget i Situationen, som vakte Tro paa, at det Urimelige, Utrolige maaskee dog vilde skee, og - det skete: 3 kom og blev hilst med et almindeligt Udraab.
���»Nu er det nok!« raabte det unge Menneske, idet han lod sin Ledsager hjelpe til med at bære Guldet, »jeg har lovet kun at gjøre tre Kast!«
���»Han vil bringe det vidt,« sagde en aldrende, fintklædt Herre.
���Da den unge de Potter var gaaet, troede jeg ikke længer, at Skjæbnen var i Gjæld til mig for noget Miskjendt eller Upaaskjønnet i mig. Det syntes mig, at jeg stod langt tilbage for ham, at saadan som han maatte det unge Menneske see ud, der skulde være Skjæbnens Yndling - uden at jeg kunde give anden Grund derfor end den Kjendsgerning, at han i nogle Minutter var bleven begunstiget af Tilfældet.
���Jeg gik ud af Salen, nedad Promenaden og til Lahnbroen. Der stod jeg længe og lyttede til den sagte Rislen af de hurtige, friske Flodbølger og søgte Noget at støtte mig til, men opnaaede intet Andet, end at mine Tanker fulgte det ilende Vand og tabte sig i det Ubestemte. Overhovedet, i en skjøn Natur, med fornøiet Selskab, legemlig Sundhed og verdsligt Velbefindende, hengiver en menneskelig Sjæl sig ikke til »Griller«.
���Vi gjorde en behagelig Bjergreise, underkastede os Strabadser, fordi de gave Appetit og godt Humeur, og kom i Efteraaret tilbage til Hovedstaden med fornyet Lyst til selskabeligt, fornemt og kunstlet Liv. Naar det for mit Vedkommende snart tog en brat Ende, var det ikke paa Grund af nogen Collision eller Katastrophe, men fordi vor Sjæl i enkelte Øieblikke kan være mere øm og mere modtagelig for
���Indtryk og deraf følgende Beslutninger end til andre Tider. Thi selv gjorde jeg egenlig Intet, men mente, at min Natur nok, naar det var paa Tide, vilde redde sig selv ligesom forhen.
���Vi havde deltaget i en splendid Ungkarle-Diner og skulde om Aftenen til Bal i et fornemt Hus. Vor Vært ved Middagsbordet foreslog, at vi skulde tilbringe Tiden, inden man anstændig kunde vise sig ved Ballet, med at gaae i Operaen, og saa kunde vi gaae ind mellem Coulisserne og hilse paa Dandserinderne. Jeg havde aldrig før været mellem et Theaters Coulisser og fik ved denne Udsigt ligesom en let Feber af Romantik. Jeg vilde vistnok have havt en saadan Fornemmelse ogsaa i ganske nøgtern Tilstand; men nu havde en fortræffelig Vin virket paa mit Sind og draget hin farverige, trylleagtige Atmosphære, som Ungdomshjertet aner ude i Fremtiden, ganske nær - ved vor Værts Ord blev det mig endog klart, at jeg nu skulde betræde den. Vi kom derhen, jeg betraadte Feerigets Grund, og ligesom paa et pludseligt Vink af en ond Troldmand forsvandt Landet; jeg saae i en forvirret Blanding af malet Træ og Lærred endel Kvinder halvt afklædte med Hensyn til Dragt og helt afklædte med Hensyn til Romantik. Det var som den blodigste Ironi, at man turde omfavne dem, naar man blot skaanede deres Vinger. Jeg troer, at jeg glemte, at jeg pro tempore hørte til Adelen, og gik aldeles borgerlig og »hang med Næbbet« over min tabte Illusion. Vi toge til Ballet, og der var virkelig nette unge Piger og Damer; men idet jeg saae mine Venner fra Operaen tage paa dem, følte jeg en sorgblandet Væmmelse over den hele Tilstand og kjørte snart hjem til Hotellet. Da jeg kom ind paa mit Værelse, skinnede Fuldmaanen ind saa klar som et deilig dæmpet Dagslys, og jeg kunde ikke bekvemme mig til at lade tænde Lys, men gik længe op og ned ad Gulvet, uden at tænke eller uden at kunne samle mine Tanker i en bestemt Retning afhængig af min Villie. I Vinduet laae en Bog med Træsnit, som jeg havde læst i om Morgenen, og idet jeg et Øieblik standsede nær ved Bogen, syntes det mig, at der var tegnet et hvidklædt Barn, og pludselig stod Hun, Barnet bag Guldranken og den grønne Mur, Jomfruen, Kvinden, for mig og saae paa mig med sine store, brune, sjælfulde Øine, der bragte alle Hjemmets og Ungdommens Sindsstemninger til at røre sig i mit Hjerte. En uendelig Fortrydelse, som over en tabt Fortid og tillige en tabt eller truet Fremtid, greb mig, og i samme Øieblik reiste sig igjen hin længe glemte, faste, jernhårde Magt inden i mig - jeg vilde Noget, eller min inderste, skjulteste Natur bød mig at
���ville. - Hvilket? - Ikke at gaae tilgrunde, ikke at være feig og gaae under falsk Flag, ikke at bære mig ad som en ung Herre af Stand og Familie, men som et Menneske, der havde en Sjæl at vogte paa og en Fremtid at erobre.
���Jeg maatte arbeide, planmæssig og for Alvor, slutte mig til det Aandige i Tiden og blive dygtig i Noget. Et egenligt Brødstudium kunde der ikke være Tale om, men desto mere om fri og sand videnskabelig Stræben, og den store intelligente Stad, hvor vi befandt os, gav mig kun, som de Franske sige, l'embarras du choix. Jeg gik op paa Universitetet for at blive bekjendt med Forelæsningerne, og i det første Auditorium, hvor jeg kom ind, stod en lille, skaldet Mand paa Kathedret og holdt med stor Grundighed og Iver et Foredrag om Oldtidens Ingenieurvidenskab. Den krigerske Iver, hvormed den lille Mand skildrede Beleiringer, i Forening med den pedantiske Nøiagtighed i Angivelsen af Kilder o. desl. kunde fremkalde et Smil; men hans umiskjendelige Sagkundskab vakte Agtelse og forøgede Sindets Længsel efter at mættes paa lignende Maade. Her var Noget at begynde med, som passede til mig: interessant Historie, hvortil kunde slutte sig et praktisk Studium af den moderne Ingenieurvidenskab. Selve Reisen og de Bekjendtskaber, jeg med Lethed kunde stifte, vilde give mig Leilighed til Udvikling i denne Retning.
���Det kostede mig kun ringe Umage at gjøre Professorens Bekjendtskab, og han tog Sagen, som om det var mig, der gjorde ham en Tjeneste, og ikke omvendt. Med en Iver og en Kjærlighed, der er de ægte Videnskabsmænd egen, tilbød han mig sin personlige Hjælp, Adgang til sit Bibliothek, Bekjendtskab med sine Venner, Ingenieurer, Architekter o.s.v. ja, anticiperede min Bortreise og lovede mig Breve til den halve Verden. Snart var jeg, ved daglig kun at gaae et Par Skridt, inde i en helt ny Tilværelse, mellem arbeidsomme og higende Mennesker, lyse Hoveder, halsstarrige Sind, rivaliserende Mænd, hvis svage Sider jeg kunde bære over med, fordi jeg kun var Gjæst, og som gjorde mig uendelig Godt derved, at de Alle vilde Noget, der hørte Idee eller Ideal til, og skjøndt jeg endnu ikke var nær det »hemmelige Selskab«, vi havde talt om, saa følte jeg mig dog i den indadvendte, centrumsøgende Retning, der maatte føre til det, hvis det existerede.
���Det var iøvrigt Grev Fritz, der mindede mig om denne Tanke, idet han med et særeget Smil spurgte mig, om jeg nu snart kunde angive Selskabets Adresse. Det skulde være et skjemtende Smil; men der var Noget ved det, som om det skjulte et Øiebliks alvorlig Bekymring. Som tidligere bragte han mig til at frembringe Tanker, jeg ikke vilde have havt uden ham. Jeg svarede, at ved det sjælspredende Liv, vi førte, kunde vi ikke vente, at det Gode personlig skulde nedlade sig til at møde os, det var allerede Meget, om det vilde møde os upersonligt, i flagrende Form, som Ideer og Stemninger. »Alvorlig talt,« sagde han, »troer De, at det personlig Gode i os selv, hvis det herskede, vilde som en Magnet føre os til sligt ..... hvad skal jeg kalde det ... . Hemmelighedsfuldt, Eventyrligt og dog Positivt?« - »Ganske vist,« svarede jeg, »Tilværelsen gjemmer paa noget Saadant, skjøndt jeg ikke veed, i hvilken Form.« - »Og naar skal man finde det?« - »Ja, hvo veed det! Men jo længere Tid, der, indenfor en fornuftig Grændse, hengaaer, desto intensivere vil det maaskee blive.« - »Det Hele vil altsaa simpelthen være et Regnestykke, en Finansoperation: ved at opspare min Ungdom og sætte den paa Rente, skal jeg faae den fordoblet, hvis den ubekjendte Banquer eller Tontine eller Assurance ikke imidlertid gaaer fallit eller arver mig?« - »Men den Banquier er De selv!« - »Saa maa jeg studere Bogholderi! Jeg maa lære at være Kasserer og Regnskabsfører .... Men jeg maa dog sige Dem, at jeg i de sidste Dage har gaaet og tænkt paa at tage et Cursus i Statsret.«
���Det fandt jeg baade heldigt og passende, og han begyndte ogsaa med en Alvor og Intelligens, der beviste, at han kunde blive noget Dygtigt; men pludselig sagde han en Dag til mig:
���»Der er Noget ved dette Studium, som kan gjøre En fortvivlet. Det indeholder Theorier, som ingen Statsmand i Praxis vil bryde sig om. Verden regeres ikke efter Regler, og ikke af lærde Folk. Metternich var i Grunden uvidende, men kom til sin store Betydning, fordi han var Cavalier.« - Jeg maatte indrømme Muligheden af, at det var saa, men gjorde ham opmærksom paa, at i vor Tid var der en Magt, som Metternich, da han steg, ikke havde havt at tage synderligt Hensyn til, den offenlige Mening om en Mands Værd og Evne til at udrette noget Godt for det Almene. - »O, den offenlige Mening!« raa bte han, »der er dog Intet, som er mere skadeligt i vor Tid end den saakaldte offenlige Mening, som er overfladisk og bæres af Stemninger og bliver smigret af dem, der ville beherske den. Skal Noget frelse vor Tid, saa maa det være sandt uafhængige, adelige Gemytter, der lære den offenlige Mening Respect - thi Respect mangler overalt.«
���Det kunde jeg ikke sige meget imod, men jeg fandt nu Anledning til at hentyde til Hazardspillet og tilføie, at ved det blev man ikke istand til at indgyde den offenlige Mening Respect.
���Han svarede: »Que voulez vous, mon ami, das Leben bedarf Cayennepfeffers um geniessbar zu werden.« Efter et Øiebliks Pause tilføiede han: »Desuden maa De vide, at naar jeg taler om Mænd, der skulle lære Mængden Respect og herske i Landet, saa tør jeg ikke tænke paa mig. Jeg har intet Fædreland. I Tydskland er og bliver jeg en Holstener, min danske Fyrstes Undersaat, og i Danmark er jeg en
���Tydsker. Gik det efter mit Hoved, saa skulde det komme til en Revolution imorgen - - men om Forladelse, De er Dansk, skjøndt De saa overbærende bringer mig til at glemme det ..... Nei, Spillet -velan, det er min Lidenskab, det er mit Liv, jeg tilstaaer det. Men, siden vi ere paa det Capitel, vil jeg dog en for alle Gange bede Dem troe, at det hverken er Vinding eller Tab, der egenlig virker paa mig. Jeg kan have min Glæde af et heldigt, genialt eller inspireret coup, selv om det gaaer ud over mig selv. Der er Noget i den djævelsk skjønne Lykke, som hver Aften er mig lige nyt. Hvilken anden Kvinde er en saadan Hex?«
���Dette var den mest uforbeholdne Samtale, vi nogensinde havde havt om ham selv, en Samtale, der viste mig ham baade som begavet og ærgjerrig og i visse Maader zerrissen. Men, sært nok, det skulde vise sig, at den Mening, han vistnok med fuld Oprigtighed havde udtalt om sig og sit Forhold til Spillet, netop ikke var rigtig, og at en Katastrophe derved blev foranlediget.
���Udpaa Foraaret gjorde vi igjen en Bjergreise og tilbragte Efteraaret og Vinteren i et Par sydtydske Residens- og Universitetsstæder, og først det følgende Efteraar kom vi til Paris. Hvad fra vort Ophold der overveiende paatrænger sig min Erindring, er Grevens Forhold til den unge de Potter, med hvem vi her fornyede Bekjendtskab.
���Overfor ham bekræftede det sig ikke, at Grev Fritz havde Glæde af et heldigt, genialt eller inspireret coup, selv om det gik ud over ham selv. De to unge Mænd kom strax i et spændt Forhold til hinanden som Rivaler overfor Lykkesgudinden. Der blev svagt ymtet om, at de Potter levede paa en større Fod, end hans Faders Midler tillode; men saalænge en Fremmed i Paris bevarer Skinnet og betaler sin Æresgjæld, har et saadant Rygte Intet at betyde. Desuden bar de Potter, skjøndt han ikke længer var saa frisk, som da jeg første Gang saae ham, et umiskjendeligt Præg af en loyal, aaben Charakter.
���Han og Grev Fritz lignede egenlig hinanden noget, maaskee især formedelst deres fælles Forskjellighed fra Franskmændene. Begge vare blonde, de Potter lidt mere foncé, med et gyldent-brunt Skjær i Haaret. Ogsaa var hans Haar krøllet, medens Grevens var glat, hans Pande var idealere og mere poetisk, og ved Siden af ham syntes Grev Fritz's mere methodiske, tydske Natur at træde frem. Dette hidrørte vistnok tildels fra, at Greven overfor de Potter blev fornem og viste en aristokratisk morgue; thi det lille de foran hans Rivals Navn blev ikke anerkjendt som adeligt, og dette syntes undertiden at trykke de Potter og forcere ham frem.
���Efterhaanden antog deres Spil Udseendet af en Duel, en langvarig Duel, omkring hvilken man sluttede Kreds, og en saadan seig, dyb Lidenskab omhyllede Begge, at, som en Franskmand sagde, Døden syntes at ligge ved Enden af den korteste Pung. Jeg kunde Intet gjøre for at afværge en mulig Fare og var selv saa dæmonisk dragen til, at jeg ikke havde min Dømmekraft til fuld Raadighed. Sandt at sige, var Lykkesgudinden tillige repræsenteret af en jordisk Kvinde, en af Datidens berømte Skuespillerinder. Hun tillod sine »udvalgte Venner« at spille i hendes Salon, og hun var saa langt fra at gjøre sig nogen Fordel deraf, at hun endog satte sig i store Omkostninger ved sin Gjæstfrihed. Men hvo der vandt, gjorde hende en betydelig Foræring, og den Tabende vilde ikke lade hende mærke, at han havde lidt Skade paa sin Evne til at være opmærksom. De store Summer, hvorom Grev Fritz og de Potter spillede, kunde gaae frem og tilbage imellem dem med ligelig afvexlende Lykke og dog efterlade en Formue i hendes Hænder.
���Hvis nogensinde en jordisk Kvinde kunde synes at repræsentere Lykkens Gudinde, saa var det hende med hendes Marmorbuste, overordenlig skjønne Arme, blege Teint og flammende sorte Øine, hvori der ikke var anden Sjæl end den, Mænds Phantasi vilde lægge deri. Saaledes dømte jeg, naar jeg saae paa hende; men anderledes var det, naar hun saae paa mig. Hvorfor skal jeg nægte det? I Førstningen var jeg forelsket. Den Slags Hvirvel, hvori et Menneske ikke bryder sig om næste Dag, betog mit Sind. Hun indbød mig til at besøge sig en Formiddag. Hun laa endnu i Sengen, laa ligesom til Stads, i et rigt udstyret Værelse, og var paa en Maade pyntet; jeg seer endnu tydelig det pragtfulde Armbaand paa hendes venstre Haandled. Hun bragte mig under sine Øines Magt, lod mig sidde ned og fortælle om mig selv som et Barn, og da en Prinds blev meldt, sagde hun til mig: Tenez, à Paris la vie est une affaire; pour vous autres hommes du Nord c'est un sentiment. Soyons amis. Hun forestillede mig for den indtrædende Prinds som un poête du Nord, et Udtryk, der, som jeg senere tænkte, betød et uskadeligt Menneske, og efterat jeg havde vexlet saa mange Ord med hende og Prindsen, som Anstanden udkrævede, gik jeg bort med Følelsen af, at dette franske Fruentimmer med eet Blik havde seet igjennem alle de Lag, jeg havde lagt paa mig, siden jeg gik i min Faders Have, og saaledes afklædt stillet mig for Speilet som et Barn og ladt mig gaae.
���Desuagtet kunde jeg ikke blive fra hendes Salon og vilde ikke. Jeg gjennemgik hvert Ord, jeg havde sagt til hende, og fandt, at jeg ikke directe havde givet mig blot. Det forekom mig, at der var saa megen Aand og Energi i mit Indre, at jeg endnu ved at optage Kampen fra en ny Side kunde beherske hende, og da - jeg troer næsten, at en dunkel Stemme i mit Indre sagde: Og da ve hende! Hvad kan det nytte at dølge det, at der er en Slags Kjærlighed, som kommer i Følge med det Onde. Jeg var forelsket, jeg følte en Slags Ømhed for hende, mit Hjerte kunde ikke have fundet sig i at gjøre hende Fortræd, og dog anede Hjertet, at det kunde gjøre sin Triumph til en Hævn. Jeg vidste, at hun ikke følte nogen sand Interesse for de to unge Mennesker, der for hendes Øines Skyld og for Spillets gaadefulde, sindsforvirrende Bliks Skyld rykkede hinanden nærmere og nærmere paa Livet. Jeg følte, at hun saae paa dem omtrent som en romersk Dame i Oldtiden vilde seet paa to fremmede Gladiatorer; men det Elektriske i Atmosphæren betog mig, saa at der hverken var Kraft eller Klang i de Advarsler, jeg gav Grev Fritz, og heller ikke kunde noget Menneske have udrettet Noget paa ham, medens baade han og de Potter dreves frem af fortærende, dobbelt Jalousi.
���Det var den værste Tid, jeg har oplevet, den Periode, da jeg stod lavest, uden Villie. Forgjæves søgte jeg at faae Kraft til at mane gamle, kjære Billeder eller betydningsfulde Øieblikke frem: den Aften, da vi Børn sad tilbords med Fader og vi Alle skaanede Smørret; den Dag, da Fader døde; de Øieblikke, da jeg kiggede gjennem den grønne Mur og saae den hvidklædte Pige - det havde ikke sin fulde magt, og jeg opnaaede kun at tilveiebringe ligesom et Glimt af blaa Himmel, medens hele den øvrige Atmosphære var svanger med Uveir.
���En Dag kom jeg dog saa vidt, at jeg fik Lyst til at tage fra Paris for i Ensomhed at see Versailles, og derude, i Billedgalleriet, over for de Malerier, hvorfra den mandige, krigerske franske Aand vifter, hvor Fanen kalder til Hæder og Død, aandede jeg endelig igjen en Luft, hvori der var Begeistring og Vemod, blev mig selv igjen og fik mine Minder tilbage til fuld Eiendom. Da jeg efter halvanden Dags Forløb kom tilbage til Paris, følte jeg mig besynderlig rig og fri, og jeg greb mig selv i en eiendommelig Glæde, da jeg skulde betale Kudsken og tilfældig kom til at see ham i Øinene. Jeg saae saa fast, som om jeg vilde bevise, at jeg kunde see hele Verden i Øinene.
���Idet jeg vilde gaae ind i Hotellet, saae jeg ovre paa den anden Side af Gaden de Potter komme gaaende. Der var et besynderligt Forhold imellem ham og mig. Hvergang jeg saae ham, blev jeg behagelig berørt og havde en Følelse af, at vi To ret kunde tale sammen, og det syntes, som om han nærmede sig mig med en lignende Følelse; men efter et Haandtryk blev det altid dog kun til almindelige Bemærkninger, enten fordi vi ikke kunde finde et Tilknytningspunkt, eller vel snarere fordi de Forhold, hvori vi levede, strax stillede en eller anden Betragtning eller Stemning hindrende imellem os. Min Stilling til Greven maatte vel give de Potter en Fornemmelse af, at jeg var ligesom Secundant paa fjendtlig Side, og saalænge jeg var dragen til Skuespillerinden, kunde selve det Velbehag, som hans Blik og Skikkelse indgød mig, dog ikke holde Stand mod en skjult Fornemmelse af .... ja, rent ud sagt, Jalousi. Det er altsaa forklarligt, at vi kunde drages sympathetisk til hinanden og dog behandle hinanden koldt. Men i hint Øieblik, befriet som jeg var, havde min Hilsen og mit Blik vel noget anderledes Frit og uforbeholdent Hjerteligt end sædvanlig, og de Potters Ansigt skiftede pludselig Udtryk: istedenfor det sædvanlige, kolde, smilende, staalklingeagtige en-garde-Blik, den afsluttede, i sig selv hvilende »Løve«-Holdning, kom et Udtryk, der mindede om Hilsener fra Studenterdage, og skjøndt han, medens han uvilkaarlig gik over til mig, hurtig betvang sig, blev der dog, idet vi gave hinanden Haanden, noget Hjerteligt tilbage. Der var i hans Træk Noget, der antydede Træthed eller Lidelse, og som ikke engang Øieblikkets venlige Livlighed kunde skjule. Havde han været styg, vilde jeg maaskee have tænkt: Der have vi Følgen af Spillerliv; men fordi han var saa smuk, bragte det ikkun nogen Sørgmodighed ind i min Sympathi.
���»Jeg hørte iaftes, at De var taget fra Byen,« sagde han.
���»Ja, jeg var i Versailles.«
���Han havde ogsaa været der, og fra dette Udgangspunkt begyndte en Samtale, som vi fortsatte Arm i Arm, op og ned ad Boulevarts des Capucines, des Italiens og Montmartre, i flere Timer. Jeg har senere gjort mig megen Umage for at huske Enkeltheder i Samtalen, men forgjæves, og det hidrører maaskee fra, at vi, uden at komme ind paa Spørgsmaal og Svar af personlig Art, berørte Alt, hvad der gjensidig hørte vor aandige Tilværelse til.
���Det gaaer næsten altid saaledes mellem Mennesker, der føre en første Samtale og interessere sig mere end almindelig for hinanden. Man glider fra Gjenstand til Gjenstand, man ligesom sikkrer sig et almindeligt Omrids, og de fleste senere Samtaler blive kun en Dyberegaaen, ikke en Udvidelse af den første, der forsaavidt kan siges at have indeholdt Alt. En medvirkende Grund til, at Samtalen, da jeg længe efter vilde huske den i Enkeltheder, stod temmelig ubestemt, var vel den, at vi væsenlig samstemmede. Han udtalte ikke nogen for mig ny Tanke, men havde kun en anden, behagelig, undertiden ov erraskende Form, fordi han var kommen til Sit paa en anden Maade end jeg. Desuden er det nok muligt, at jeg talte mest, fordi jeg efter Omstændighederne maatte komme tilstede med mere Indhold end han, der ved Spillelidenskaben, og hvad dertil hørte, fik meget aandigt Liv trængt tilbage og glemte saa Meget. Uden at gjøre ham Uret kan jeg tilføie, at han, som det syntes, undertiden ligesom lyttede til sine egne Ord, fornøiet over, at han endnu ikke havde glemt at tænke og tale saadan. Hvad der laa paa Bunden hos os Begge To, skjøndt paa forskjellig Maade, men tillige kun kom frem indirecte, var Misfornøielse med det nærværende Øieblik og Længsel efter et kraftigere, ærefuldt Liv, medens vi Begge vare i Baand - Baand af den Slags, som man ikke kan løse, men kun skjære over, naar man har Sværdet. Vi grebe saa at sige efter Sværdet, ikke blot i hine Versaillesbilleder, men i alt det Aandige, der paa saa elektrisk Maade rører sig i Paris. Vi sagde ikke, hvortil vi vilde bruge de Følelser, som vi snart antydede, snart hentede frem; men dette Slør, som vi bestandig kastede over vort eget personlige Indre, gav Samtalen noget desto mere Tiltrækkende og forhindrede derhos al Sentimentalitet.
���To Yttringer husker jeg dog fra denne livlige Samtale, der ved Omgivelserne stadig fik nyt Stof eller ny Anledning til at følge den engang angivne Vei. Paa Boulevart des Italiens var en Udstilling af Malerier, som vi Begge havde seet, og hvor bl. A. fandtes Ary Scheffers berømte Billede af Paolo og Francesca da Rimini, der svæve forbi Dante og Virgil, med Underskrift: Amor noi condusse ad una morte.
���»I en saadan Kjærlighed,« sagde de Potter, »selv om den var dødbringende, vilde der være en Frelse fra Meget .... sig mig - thi det tør man dog spørge hinanden om: Har De nogensinde været forelsket, i Sandhed og Ærlighed forelsket, eller er De det? Thi De synes mig at være lykkelig.«
���»Nei,« svarede jeg, »men i min tidligste Ungdom, havde jeg en Følelse, der lader mig forstaae, at Francesca og Paolo flyve sammen efter Døden ...«
���»Jeg ogsaa, jeg ogsaa!« raabte de Potter; »det synes, at vi lære Kjærlighed ligesom Biblen i vor Barndom; men senere -«
���»Kunne vi komme tilbage til begge igjen. Jeg har Haabet.«
���»Det er det, jeg føler; De er lykkelig ... Har De,« vedblev han, idet vi gik forbi Rue Lepelletier, hvor den store Opera er, »nogensinde hørt Jenny Lind?«
���Jeg bejaede det.
���»Den Dame,« sagde han, »skylder jeg Meget, især naar hun sang sine svenske Folkesange. Der var i disse Viser et Haab, et romantisk Haab, og medens hun sang, levede Haabet i Tilhørerens Hjerte. Det er Forskjellen, synes mig, mellem Sydens og Nordens Musik. Italieneren synger som en Fugl, det er den naturlige, sandselige Verden, der lyder til os; i Nordboens Sang er der en Sjæl, jeg kunde næsten sige: en Sjæl i Vaande.«
���Saadan vedbleve vi at samtale og spadsere indtil Spisetid, og da vi befandt os udenfor Vachette og vare sultne, gik vi derind og fortsatte ved et Maaltid, der i Forhold til den Maade, hvorpaa vi Begge ellers levede, var tarveligt, men dog mere behageligt end de sædvanlige. Kl. 61/2 besluttede vi at gaae i Théâtre français og havde endda Tid til forinden at spadsere lidt i Palais Royal's Have, drikke Kaffe og ryge en Cigar.
���»Det er jo aldeles, som jeg havde drømt mig, at man kunde leve i Paris,« sagde de Potter naivt, idet han saaledes mærkede sig stegen ned fra det Kunstlede, Overforfinede og Overkryddrede til det, som tusinde andre Reisende ansee for Paris's egenlige Nydelser.
���Da vi skiltes, sagde han, at denne Dag vilde være ham som en Drøm. Jeg svarede, at naar han vilde som jeg, kunde vi have mange saadanne Drømme og finde, at de vare vaagen Virkelighed.
���Jeg havde nu sat mig i Hovedet, at Versailles indeholdt en Slags Medicin, og søgte at faae Grev Fritz med derud. Han var ogsaa villig, men opsatte det fra den ene Dag til den anden, og i den Uges Tid, der saaledes hengik, troede jeg at mærke, at Spillet tog alt større Dimensioner og vakte en saadan Spænding, at hverken han eller de Potter havde Sands for Andet. Endelig en Dag, da han klagede over Hovedpine, førte jeg ham med mig næsten med Magt; men Intet var istand til at overvinde den feberagtige Uro, som var over ham. Jeg foreslog, at vi med det Samme skulde blive derude i nogle Dage, og han svarede adspredt Ja. Medens vi spiste til Middag i et af de smaa Hoteller, gjorde jeg halvt om halvt Aftale om Logi; men pludselig trak Greven sit Uhr op og sagde, at han nu maatte tilbage. Jeg søgte spøgende at holde ham fast; men han erklærede med stor Alvor, at han maatte, de Potter ventede ham hos Skuespillerinden. »Men om han nu ventede forgjæves?« spurgte jeg.
���»Vente mig forgjæves!« svarede han, og det Rovfugleagtige traadte markeret frem i hans ophidsede Øine.
���»Sig mig, Greve, hvordan er Forholdet mellem Dem og ham? De vil ikke misforstaae mig, hvis jeg med nogen Bekymring spørger derom.«
���»Det Menneske har traadt op ad mig ... men jeg har vixet ham ... og jeg har lovet ham Satisfaction.«
���»Satisfaction?«
���»Ja, men se ikke saa alvorlig,« raabte Greven med høi Latter; »Kuglerne ere Esser.«
���Medens vi i Taushed kjørte tilbage paa Jernbanen, begyndte Noget at bryde frem i mit Sind, som længe havde ulmet: Følelsen af min Afhængighed. Det var ikke Afhængigheden i den Forstand, at jeg nu engang havde paataget mig en Stilling hos Greven, at jeg maatte reise, naar han vilde reise, blive, hvor han vilde blive o.s.v. Det havde ingen Magt havt over mig, saalænge jeg troede, at han ikke førte mig mere, end Postheste og Dampvogn førte mig: paa min egen Skjæbnes Bud. Men Troen herpaa var lidt efter lidt blevet svækket, og jeg savnede dens Styrke. Jo mere han optraadte som Heros i Tilværelsen og indhyllede baade sig selv og et andet Menneske, jeg sympathetisk droges til, i en tordensvanger Sky, desto mere følte jeg Lyst til at maale min Skjæbne med hans og faae det afgjort, hvem af os To der sad i Vognen, og hvem der var Posthest.
���Som om Atmosphæren meddelte ham en Fornemmelse af lignende Art, vendte han sig pludselig til mig og sagde: »Jeg kunde have stor Lyst til engang at spille med Dem.«
���»Det vilde blive et underligt, høit Spil,« svarede jeg.
���»Ja, det har jeg tænkt mig.«
���»Jeg kan kun tænke mig eet Tilfælde, hvori De og jeg kunde komme til at spille,« vedblev jeg, »og det var, at jeg efter en Ulykke maatte tage et andet Menneskes Kort.«
���Greven saae et Secund paa mig og svarede: »Jeg kan gjentage for Dem, der er ingen Udsigt til en Duel imellem Hr. Potter og mig.«
���Jeg lod Forsikkringen i den tilspidsede Form gjælde for en Beroligelse. En anden Tankerække gjorde sig gjældende. Han havde dog Ret til at føle sig stødt, hvis jeg aldeles glemte ham og hans Fader over en Anden, der intet absolut Krav havde paa mig. Selv den gamle Greve vilde ikke lægge Hindringer i Veien, naar Sønnen ved sit Ord var bunden til at give Satisfaction ved Spillebordet eller med Kaarden. Hvad havde jeg da at raisonnere over? Jeg maatte tage Situationen, som den var, og lade hans beroligende Forsikkring gjælde, og naar der alligevel i mit Sind var en urolig Anelse, jog jeg sl uttelig de fortrædelige Tanker bort med det Raisonnement, at hvad man venter og forbereder sig paa, i Reglen ikke kommer.
���Denne Fornemmelse blev til en vis Grad bestyrket, da vi igjen befandt os i det glatte, fintklædte, høflige Selskabsliv. Alting var saa smilende og silkeblødt, at man kunde glemme, hvad man vidste: at Tigerklør skjulte sig bag Silkepoterne. Grev Fritz havde ved Indtrædelsen i Salonen ganske faaet sit muntre, sorgløse Ansigt igjen, de Potter syntes ligeledes oprømt, og de hilste paa hinanden med et cordialt Haandtryk. Jeg spurgte mig selv, hvorfor jeg ikke mellem hele dette Folkefærd med haarde Hjerter skulde spille min Rolle, siden jeg havde en, og lægge Mærke, være beredt paa, hvad der forefaldt. Jeg vilde med den Agtelse, jeg nu havde for Selskabet, ikke have valgt det; men det kunde i Tiden være interessant at have været med. Og forresten gik det her som i Almindelighed: Naar man er paa Pladsen, man frygtede, holder Phantasien op med at udmale den, og man bærer sig ad som de Andre. Endelig kom jeg ganske til Ro og Glemsel i en Samtale med en dramatisk Forfatter, der ti lfældigvis ikke spillede, og som fortalte mig, at han engang havde havt en meget behagelig Aften i Kjøbenhavn - den eneste Aften, han havde tilbragt der. Han var kommen med Dampskib fra Petersborg og havde nogle Timer til at see Byen, og da de havde vandret endel om, besluttede han og hans Venner at gaae i Theatret, hvor der skulde opføres en Ballet »Napoli«; men alle Billetter vare solgte. I den Formening, at i Kjøbenhavn ligesom i Paris en Theaterdirecteur altid havde nogle Pladser i Behold for Fremmede, søgte de at komme ind ad en Sidevei og traf Portnerkonen, for hvem de dog paa ingen Maade kunde gjøre sig forstaaelige. Medens de forgjæves anstrengte sig hermed, kom en ung Dame hastig ned, øiensynlig fra Scenen og i Forlegenhed for at faae Noget besørget. Hun forstod Fransk og lovede at ville tale til Balletmesteren. Strax efter kom denne ned, en særdeles høflig og elskværdig Mand, der talte paafaldende godt Fransk og gjorde Undskyldninger for, at han ikke kunde tilbyde de franske Gjæster anden Plads end en Loge under Loftet, hvor Damerne, der denne Aften dandsede i Balletten, pleiede at have Plads. Da Balletten skred frem, opdagede de pludselig til deres store Fornøielse, at den unge Dame, der var kommen ned til Portnerkonen, havde Hovedrollen. Det var, som om de havde en Bekjendt, og det en udmærket Bekjendt, paa den fremmede Scene, og de deltoge enthusiastisk i Publicums Applaus. De sendte Bud til Balletmesteren, hvem de efter hans Navn og Sprog betragtede næsten som en Landsmand, og bade ham bevise dem den Ære og Glæde at deltage i en Souper inden deres Afreise, hvilket han modtog. »Jeg glemmer aldrig den livlige Aften,« sagde Fortælleren - - netop i det Øieblik, da et forfærdeligt Knald rystede Salen, medens Ruder eller Speilglas faldt klirrende ned og endel Lys sluktes. Da jeg sprang frem gjennem Krudtrøgen, saae jeg paa Stolen overfor Grev Fritz, istedenfor de Potter, i halvt liggende Stilling et Lig med den øverste Halvdel af Hovedet bortskudt. I min moralske Rædsel blandede sig med uudslettelig Tydelighed den physiske ved at see det aabne Rum ind til Forhjernens to Hoveddele. Hvad enten Tiden gik med rasende Hast eller Politiet havde et Instinct og en Hurtighed lig Gribbenes i Ørkenen, naar en Kamel styrter eller et Menneske døer, saa kom det tilstede, inden Noget, jeg kan huske, forefaldt. Grev Fritz var dødbleg, men afgav den Forklaring, som Politi-Officieren afæskede ham, med Ro og Fatning. Den Dynge af Guld og Banknoter, som laa foran ham, vaad af Blod, var hans, sagde han. Hr. de Potter havde tilbudt at holde en lignende Sum imod ham. Det var ikke Sædvane imellem dem at spille anderledes end contant, og Hr. de Potter havde sagt: Naar Kortet er trukket, betaler jeg, hvis jeg taber. Han havde tabt, og inden han, Greven, havde seet op, havde han hørt Pistolskuddet.
���De Tilstedeværendes Navne bleve opskrevne, og Politi-Officieren var ifærd med at gaae, da han endnu engang standsede overfor Grev Fritz og pegende paa hans venstre Skulder spurgte: »Hvad er det?« - Der sad en hvidlig Plet saa stor som et Dueæg. - »Ah,« vedblev Officieren, idet han svarede sig selv, »det er, min Tro, et Stykke af Hr. de Potters Hjerne.« Ved disse Ord styrtede Grev Fritz afmægtig omkuld.
���I et Par Uger laa han bevidstløs i Feber, og da han endelig vaagnede, stod det Første, han yttrede, i umiddelbar Forbindelse med den ulykkelige og skrækkelige Scene. Han sagde til mig: »Jeg beder Dem modtage mit Æresord paa, at jeg aldrig mere vil spille.« Derpaa sank han igjen hen i en lang Døs.
���Jeg havde naturligvis strax saa blidt og forsigtig som mulig underrettet Faderen om det Passerede. Han sendte en Læge og bebudede, at han vilde komme selv, hvis der skulde vise sig Fare. Da jeg havde meldt ham Sønnens Yttring, svarede han, at Resultatet var tilfredsstillende, uden at dvæle ved Maaden, hvorpaa det var kommet. Og da Sønnen endelig var Reconvalescent, bad han os reise til Wien, hvor der var »en anden Luft og andre Omgivelser«, og hvor han vilde komme og møde os.
���Imidlertid var Indtrykket af de Potters Dødsscene dybt og langvarigt ogsaa paa mig. Der hengik Maaneder, inden jeg kunde see paa Mennesker uden at tænke mig deres halve Hoved bortskudt. Hermed forenede sig en trykkende Fornemmelse: at Livet var en Mechanisme, der skjulte en sindrig Kunst, men ingen skiøn eller dyb Hemmelighed. Jeg kunde ikke faae ud, at de Potter havde havt en udødelig Sjæl, og ved bestandig at huske paa, hvad dette smukke, unge Menneske var blevet til: et Lig i sine sorte Klæder og lakerede Støvler, blev Alting i Tilværelsen farveløst og trist, og min egen Livskraft kunde kun hæve sig ironisk og trodsende, uden Fodfæste. Underlig nok var det samtidig ved at see Grev Fritz, at en Følelse af Livets store Aandemagt holdt sig dunkelt fast i min Sjæl; thi bagved ham, syntes mig, laa sammenrullet som en mørk Sky Noget, der var krænket. Jeg havde Møie med at behandle ham som forhen, og han selv var, trods den Umage, han vistnok gjorde sig, ogsaa forsaavidt forandret, som han undertiden viste Arrogance istedenfor den tidligere ungdommelige, ureflecterte Selvfølelse. Jeg fandt det naturligt; han vilde skjule en Følelse af Ydmyghed, en Frygt for, at han i kke skulde have samme Ret og Krav som forhen, og netop derfor gjorde han Kravet.
���Da vi kom til Wien, var Grev Fritz saa nervøs og menneskesky, at han ikke vilde aflægge noget Besøg, og jeg havde stor Møie med at faae ham fra en Idee, han havde sat sig i Hovedet: at han tilsyneladende, men ikke virkelig kunde vise sig i Verden derved, at jeg gik under hans Navn. Det eneste Sted, jeg paatog mig at gaae paa hans Vegne, men med hans skrevne Fuldmagt, var til det Banquierhus, til hvilket Faderen havde anbefalet ham, og hvor han skulde have Penge.
���Saasnart jeg havde fremvist Creditivet med Grevens Navn, reiste Kassereren sig og bad mig gaae ind i et Sideværelse, og her indfandt sig strax en aldrende Herre, der under mange Complimenter bad »Hr. Greven« opholde sig et Øieblik og søgte at indlede en Conversation. Det Udtryk, hvormed Kassereren havde reist sig, og Tonen, hvori den aldrende Herre - aabenbart en af Cheferne - talte, var meget forskjellig fra den sædvanlige Contoirhøflighed og Opmærksomhed, og Forskjellen blev mig endmere paafaldende, da en anden aldrende Herre, en temmelig lille Mand, næsten skaldet, med et særdeles velvi lligt og tillige klogt Physiognomi, kom til. Der behøvedes ikke stor Menneskekundskab for at see, at han var i en Sindsbevægelse, enten det var Sorg eller Angst, som han gjorde sig Umage for at overvinde. Min første Tanke var, at Noget var tilstødt den gamle Greve, og at disse Herrer skulde meddele mig Efterretningen. Men i næste Øieblik følte jeg instinctmæssig, at det ikke kunde være noget Saadant, som forelaa; thi i saa Fald vilde den velvillige gamle mand have grebet min Haand og viist mig Deeltagelse, hvorimod han nu øiensynlig skyede at komme mig nær og, skjøndt man havde bedet mig vente paa ham, syntes at ville træde bag den Anden. Men det Gaadefulde begyndte at klares, da den første aldrende Herre forestillede den sidst Indtrædende med de Ord: »Hr. Greve .... tillad mig .... Hr. de Potter, min Compagnon.«
���Samtidig med, at jeg følte et personligt Choc, lykønskede jeg Grev Fritz til, at han ikke selv var gaaet herhen. Det polerede Liv hjælper En ud over mange Vanskeligheder; min egen Drift var at omfavne den gamle Mand, selv om han vilde støde mig fra sig; men jeg gjorde et Buk, der kunde sige og skjule, hvad det skulde være. Banquieren tilføiede: »En Broder til Hr. de Potter i Brüssel.«
���Det var altsaa ikke Faderen, kun en Onkel; jeg følte mig lettet for saa vidt, som jeg nu var stedt i mindre Kamp mellem Hjertelighed og Anstand, og gjorde et nyt Buk.
���»Hr. Greve,« sagde endelig den gamle Mand med usikker Stemme, »jeg vil ikke minde Dem om en Ulykke, som De havde den Smerte at ... at overvære, og det vilde maaskee have været rigtigere, om vi .... vor Kasserer er en gammel Ven af begge Huse og har hørt, hvad vi ofte have talt om ..... Mødet kan dog ikke for Nogen af os være behageligt, frygter jeg ..... tilgiv, Hr. Greve ..... Men vi bære ikke Nag, nei, vi bære ikke Nag - Guds Villie skee, Amen!«
���Den gamle Mand kunde ikke tale videre for Graad. Efter en kort, yderst pinlig Pause fattede han sig og sagde: »Et er der dog, som vi gjerne vilde vide nu, siden Tilfældet fører Dem til os .... De reiste med en Ven eller en Lærer, vi vide ikke ret hvad, og om ham skrev vor stakkels Maurice med stor Kjærlighed - De vil forstaae, at vi gjerne vilde møde ham - hvor er denne Mand?«
���Jeg skyndte mig at oplyse ham om, at jeg rimeligvis var den, han spurgte efter. Da foregik der en pludselig Forvandling: den blodige Skygge, der havde staaet mellem den formentlige Grev Fritz og de to Banquierer, var forsvunden - den gamle de Potter sprang til og kyssede mig.
���Saa overraskende Scenen end var, havde jeg dog tildels Nøglen til den i den hjertelige Sympathi, jeg fra Først til Sidst havde følt for den unge de Potter; jeg forstod, at jeg for hans gamle Slægtning var ligesom en Reliquie, et kjærligt Minde om ham, der var død i Fortvivlelse mellem Fremmede, og den factiske Omstændighed, hvorved jeg var kommen i en saadan Stilling til hans Efterladte, blev mig forklaret, da Hr. de Potter citerede Breve, som Maurice havde skrevet. Han havde bl. A. omtalt vort Møde efter mit Besøg i Versailles, og i Ord, som først bleve forklarlige efter Katastrophen, havde han hentydet til, at der var en Frelse fra meget ondt, at jeg havde aabnet ham Udsigten, at hvis han blot kunde følge mig, vilde Alt være godt; »men medens vi talte sammen, var der dog tusinde Mile imellem os.« I et andet, vildt-lunefuldt Brev, havde han sammenlignet alle sine Omgivelser med Bræmse, der under fine, sorte Vinger skjulte den spidse Braad, og han kaldte mig det eneste Menneske i den store By. Uden overdreven Beskedenhed kunde jeg gjøre opmærksom paa, hvor meget Tilfældigt der var heri, og hvorledes hans ulykkelige Stilling havde ladet ham føle en enkelt Persons Velvillie langt dybere, end den fortjente. Det havde imidlertid ingen Virkning; den pludselige Ombytning af Grev Fritz, »Morderen« - de sagde det ikke; men de følte det - og mig, Vennen, den Deltagende, forhøiede alle de tidligere Følelser, hvormed man havde tænkt paa mig, til en saadan Grad, at jeg ligesom blev selve Maurice for dem. Jeg begreb, at der var en blid Selvskuffelse heri, men kunde dog ikke unddrage mig den Godhed, hvormed man overøste mig. Jeg blev indført i begge Banquierers Familier og gjort bekjendt med deres nærmeste Venner. Der var noget næsten Høitideligt i den stille Hjertelighed, hvormed jeg modtoges; den unge, smukke Selvmorder, hvis Haar, Pande og Øine i levende Live havde lyst af Poesi, gjød efter Døden et tragisk-poetisk Skjær ind i deres Hjerter, som havde kjendt ham, og gav deres Forhold til mig noget Ætherisk, der passede underlig til de Livsstillinger, hvori Vedkommende befandt sig. Saaledes var en af Familiernes intimeste Venner en temmelig ung, høitstaaende Politiembedsmand, en Hr. von Hradziwick; han nøiedes med at trykke min Haand og sige med Inderlighed, at naar jeg nogensinde skulde behøve en Ven, vilde jeg finde en saadan i ham; men medens han syntes at være meget talende overfor Andre, var han bestandig senere taus overfor mig og betragtede mig kun med et Blik, der lignede en Poets mere end en Politiembedsmands. Der var virk elig Øieblikke, da jeg troede at have mødt det hemmelige Selskab, og at det kun ventede paa et Tegn fra mig for at føre mig til dets rette Forsamlingssal.
���Jeg vilde ikke gjøre nogen Hemmelighed af mit nye Bekjendtskab for Grev Fritz, men naturligvis heller ikke fortælle ham Alt, og nøiedes derfor med at sige, at jeg havde truffet Slægtninge af den Afdøde og var bleven vel modtaget af dem. Han sagde Intet; men af et usædvanligt Udtryk i hans Øine begreb jeg, at vort Venskab fra nu af stod paa meget svage Fødder. Han kunde ikke finde sig i, at jeg ikke stod absolut fjendtlig til de Erindringer, der vare ham fjendtlige, at jeg ikke følte mig bunden til ham som en Clansmand til sin Chef, og jeg erkjendte, at saasnart der fra den ene Side, om end ikke i tydelige Ord, blev gjort en saadan Fordring, som fra den anden Side ikke kunde opfyldes, saa burde Forholdet løses snarest mulig. Selve Løsningen blev mig imidlertid pinlig af en anden Grund. Jeg havde »brændt mine Skibe«, da jeg tog hjemmefra. Greven havde rigtignok lovet mig, udtalt det som en Æressag for ham, at jeg »aldrig kom til at fortryde det«; men hvordan jeg end betragtede det, vilde hvilketsomhelst, som jeg opnaaede ved ham, efter at hans Søn havde ophørt at spille, være en Slags Blodpenge, der betaltes mig som Følge af stakkels de Potters Død.
���Jeg maatte erkjende, at jeg ikke havde benyttet Reisen vel, ikke opnaaet nogen af de Forbindelser, som, naar man staaer hjemme og seer ud i Verden, synes saa lette at knytte derude under gunstige Forhold. Tanken om at reise tilbage og begynde forfra efter tre spildte, forvænnende Aar var ikke meget behagelig, især da jeg næsten var flygtet fra et Forhold, der syntes mig at ville ved min Gjenkomst træde mig imøde i hver en Gade. Desuden bar jeg bestandig i mit Sind et uforklarligt, rigt Haab, en Fornemmelse af, at noget usædvanlig Skjønt var i Gjemme for mig ude. Jeg søgte at stille mig kol dsindig raisonnerende op imod dette Lykkeshaab. Naar Alt kommer til Alt, sagde jeg til mig selv, saa har jeg jo ikke faaet Brev og Segl paa Lykke - og hvad har jeg gjort for at fortjene den? Men at komme i en saadan Stilling, at man kan fortjene Lykke, er jo allerede Lykken, er en Naadegave - - og hvorfor skulde jeg ikke troe paa den for mit Vedkommende? - Haabet laa i mit Sind som et uudslukkeligt Lyspunkt, frembragt ved min Fødsel og Barndom og næret af Synet indenfor den grønne Mur ved Guldranken.
���Forretningsfolk havde skarpe Øine og see igjennem det poetiske Skjær, hvoraf En troer sig omgiven, eller som Andre lægge om ham, lige ind i Realiteten. Skjøndt Hr. de Potters Compagnon en Stund havde deltaget i den ætheriske Opfattelse af Maurices Ven, kom han dog en Dag og spurgte mig ganske ligefrem, om jeg var formuende. »Tag mig det ikke ilde op,« tilføiede han, »vi Forretningsfolk see paa det Reale; vi vide, hvor lidet selv glimrende Egenskaber nytte i Verden uden et godt Rygstød.« Jeg blev ganske angst for, at de Potters Familie skulde gjøre mig et pecuniairt Tilbud, men vilde heller ikke sige en Usandhed til den venskabelig sindede Banquier og svarede derfor, at jeg vel kunde i mit Hjem finde et tarveligt Udkomme og blive tilfreds.
���»Et tarveligt Udkomme,« gjentog han; »er det en Stilling, hvorved De i Tilfælde af Sygdom eller paa Deres gamle Dage faaer Pension?«
���Jeg havde hverken tænkt paa Sygdom eller paa gamle Dage; saa ung var jeg, at den Tanke at blive gammel ikke havde indfundet sig hos mig, og saa idealt stillede under Banquierens Spørgsmaal min hele indre Tilstand sig til Livet, at hine Hverdagsbekymringer syntes mig at være en Slags Død, hvis man for Alvor skulde nære dem, og jeg svarede med virkelig Sorgløshed: Nei.
���»Men,« vedblev han, »siden De altsaa ikke gjør store Fordringer, vilde De da ikke tage imod en forholdsvis smuk og behagelig Stilling her? Jeg siger ikke, at den er saa stor, som jeg kunde ønske Dem den; men den kunde vi vel overkomme at faae til Dem. Hr. von Hradziwick kom tilfældigvis igaar til at tale om den, og saa faldt det mig ind: Sæt, at vor Maurices Ven vilde skilles fra Greven og kunde bekvemme sig til at blive i Keiserstaten? Foreløbig kan jeg kun sige, at der er 800 Gylden fast Gage; men med Aarene kommer Mere, og det skulde dog være som Pokker, om ikke en saadan ung Mand, en keiserlig-kongelig Embedsmand, skulde finde et godt Parti. Og veed De hvad, en smuk lille Kone med en smuk lille Formue er en kjøn Ting i denne Verden.«
���En Mængde Tanker reiste sig hos mig under den hjertelige og ivrige Banquiers Ord. Skjøndt den Udsigt, han aabnede for mig, var langt rigere end det mulige »tarvelige Udkomme« hjemme, følte dog - saadan er den menneskelige Natur - min Stolthed eller min Forfængelighed sig stødt over, at Andre ikke vurderede mig høiere, eller at de ansatte mig til en endelig Værdi. Og saa velvilligt det end var tænkt, at jeg skulde finde en kjøn Kone med en kjøn Formue, tager det sig dog ganske anderledes ud, naar en Anden foreslaaer det, end naar man selv under Søgen efter ideal Kjærlighed havner i en saadan Realitet. En anden Fornemmelse var, at jeg ved at modtage et saadant Embede dog vilde komme i Gjæld til stakkels de Potter for hans Død eller idetmindste blive altfor rigelig belønnet for mine Følelser imod ham, medens han levede. En tredie Betænkelighed opkom ved, at Tilbudet syntes mig at ligne det Løfte, Greven engang havde givet mig. Skulde jeg antage, at han nu stod bagved Banquieren, at han af stor Delicatesse ikke selv vilde tilbyde mig Belønningen, men lod den tilflyde mig gjennem sin Correspondent? Jeg kunde ikke godt spørge Banquieren, eftersom Spørgsmaalet vilde lyde: Er den Godhed og Deltagelse, De viser mig, ikkun en Forretningssag, som er bleven Dem overdraget? Eller er det halvt Deres egen Følelse og halvt en Opgave, De løser for den gamle Greve?
���Der var flere Betragtninger, navnlig ogsaa den, at jeg ved at modtage Tilbudet skulde blive Borger af et fremmed Land; men uden at nogen enkelt i og for sig var afgjørende, frembragte de tilsammen i mit Sind en bestemt Utilbøielighed, og jo mere tydelig de forstandige Hensyn til fremtidigt Livsophold vare traadte frem, desto mere reiste sig i mit Indre en næsten leende Trods imod dem og et uovervindeligt Ønske om at forsøge at tage Livet saa uafhængigt og saa sorgløst som mulig, at aftvætte i Frihed, hvad jeg maatte have paadraget mig ved at tjene. Denne Længsel efter Frihed, efter at være Herre idetmindste over mig selv, at lade de underlige, ubrugte Kræfter, jeg troede at føle i mit Indre, komme til selvstændig Leven og Udvikling, at klynge mig til min egen Individualitet, at være ene efter den megen Leven med Andre, blev altoverveiende og forenede sig med hin ubestemte Fornemmelse, hint uudgrundelige Haab om, at der etsteds var en Rigdom opbevaret til mig. Denne Fornemmelse tilslørede Fremtiden, skjulte alt Truende, som den kunde have for en nøgtern Betragtning, men berøvede mig ikke en vis Forstandighed: Tage Randslen paa Nakken og vandre ud i Verden saa freidig som en Haandværkssvend, men uden at kunne et Haandværk, vilde jeg dog heller ikke.
���En pludselig Tanke sprang frem, og uden at dreie og vende den skyndte jeg mig med at udføre den, saasnart min venskabelige Banquier, efter at have bedet mig vel betænke hans Forslag, var gaaet. Jeg havde den foregaaende Aften i hans eget Hus truffet en Videnskabsmand, med hvem jeg var kommen i Samtale om en Opgave, der interesserede os Begge høit, og over hvilken jeg troede at være Herre. Jeg gik nu til ham og spurgte, om han kunde og vilde bruge et Arbeide i den Retning, om han vilde skaffe mig det solgt. Jeg sagde det saa ligefrem som mulig og havde en overordenlig Tilfredsstillelse af at byde mig selv, min Eiendom, tilsalg for dens virkelige Værdi i Handel og Vandel. Han var maaskee noget overrasket, men gik beredvillig ind paa mit Forslag. Saa havde jeg altsaa den nærmeste Fremtid beskjæftiget og sikkret. »Bi lidt,« sagde han, »der er et fortræffeligt Bibliothek med en sjelden, fuldstændig Samling af Værker i dette Fag. Jeg kjender det ikke selv; thi det er temmelig langt borte; det er paa et Slot i Landskabet Sondrio, som en lombardisk Adelsmand, der for nylig er død, har testamenteret til Keiseren. Jeg kunde vist skaffe Dem Tilladelse til at boe i nogen Tid paa Slottet og benytte Bibliotheket.« Intet kunde træffe heldigere eller behageligere, og fri som en Fugl, flere Aar yngre, syntes mig, end den foregaaende Dag, forlod jeg ham for at fortælle min Ven Banquieren Alt og bringe ham til at undskylde og bifalde min Adfærd, hvilket ogsaa, som det lod til, lykkedes mig.
���Faa Dage efter var allerede Tilladelsen udvirket, og omtrent samtidig ankom den gamle Greve. Han kunde ikke forstaae og, jeg troer, heller ikke godt lide den Uafhængighed, som jeg havde valgt, men sagde dog med stor Cordialitet, at jeg maatte huske, at han bestandig vilde betragte sig som min Skyldner. Saa var der nu Intet tilbage uden at tage Afsked og gaae til Syden.