M. A. Goldschmidt: Arvingen (1865), 2,3
[2.3]
Et Par Dage hengik, saa fik jeg et Par Linier fra Sophie, hvori hun bad mig komme ud til hende; men jeg var saa ulyksalig, saa nedtrykt og demoraliseret, at jeg opsatte det fra Dag til Dag.
Saa fik jeg en Morgen Besøg af Dr. Hilder, og det blev mig snart tydeligt, at Sophie havde talt til sin Moder og Moderen til ham.
Dr. Hilder sagde: »Naturalia non sunt turpia. <*Note> Det Naturlige er ikke skammeligt. <*> Det er naturligt, og hvis vi levede i Ørkenen Gobi mellem Kalmukker eller Mongoler, vilde jeg sige: Godt. Men det gjør vi ikke, og nu ligger der et Hus. Naar saadant et Pigebarn gaaer med en skjør Flaske, som hun skal passe paa, og taber den, hvad gjør hun saa? Hun staaer stille og tudskraaler. I Gobi kunde det være det Samme; men her kan man riskere, at Folk høre det. Jeg bebreider Dig ikke videre end Din Part; Moderen skulde have passet paa, hun selv skulde have passet paa, og jeg burde ogsaa have passet paa. Nu maae vi Alle være enige om at gjøre det godt igjen. Vi maae have Jer klappede sammen, Børnlille,« tilføiede han, idet han lagde Hænderne paa mine Skuldre og saae paa mig med en Høitidelighed, hvori der paa komisk Maade var noget Medlidende.
»Hvad mener De?« spurgte jeg, vistnok snarere for at sige Noget og samle mig, end fordi jeg ikke forstod.
»I maae gifte Jer. Det er jo noget tidlig for Dig; men for det Første skal Du ikke behøve at plages med de prosaiske Sorger ved at sætte Bo og ernære en Kone, Alt kan jo omtrent blive som hidtil; vi flytte blot lidt om i Værelserne.«
Det var et velvilligt-frygteligt Forslag, i visse Henseender en yderst blid Maade at afgjøre min store Skyld paa, i andre Henseender tillige en forfærdelig Straf. I Ungdommen anseer man ofte Ægteskabet for et utaaleligt Fængsel, hvad det ogsaa er lige til det Øieblik, da man bliver greben af sand Kjærlighed. Saa er det hele Tilværelsen eller et Paradis, der ligger i Virkeligheden og dog ikke tager Plads op. Men at gifte sig uden Kjærlighed, som en Straf - det er ikke blot at føle Straffen, men ogsaa at forgribe sig paa Paradistroen, og mig forekom det ved dette Forslag, som om jeg skulde s ige mig løs fra alle gode Aander og fra det Haab, som, uagtet mit Haab til Hende var bristet, endnu stod med et sælsomt Skjær ude i den Horizont, man vilde lukke for mig. Han kunde vel omtrent see paa mit Ansigt, hvorledes jeg var tilmode, og sagde: »Hvad er det? Du seer jo slet ikke lykkelig ud! - Hør nu, jeg er, naar jeg selv skal sige det, en honnet gammel Karl, og Du er en honnet ung
Karl; lad os nu tale alvorlig sammen. Lad mig faae det Hele at vide. Du holder dog af hende? Du maa dog have sagt hende det.«
Det var jo pinligt at sige Nei; men der var ikke Andet at gjøre end nogenlunde at møde Ligefremhed med Oprigtighed.
»Det er dog en Helvedes Historie!« sagde Dr. Hilder; »men der er sgu ikke Noget at gjøre alligevel, min Ven. Siden der nu engang er blevet snakket, saa maae I for Præsten, om I saa skal skilles paa Stedet.«
Det faldt ham maaskee ud af Munden; men det blev »Basis for Underhandlingerne«.
Dr. Hilder stod i Venskabsforhold til en Præst, der omsider paatog sig at forrette Vielsen, umiddelbart før Ansøgningen om Skilsmisse skulde underskrives. Det var ikke lovligt, sagde Præsten, og han vilde kun paatage sig det Ansvar at begaae en saadan Uret, fordi det kunde være en større Uret at undlade det. Han havde en Samtale med mig og, som jeg antager, ogsaa med hende, men var formodenlig i Forveien overbevist om, ikke at kunne udrette Noget, og udrettede derfor intet Andet end at faae en kort Bestyrkelse paa, hvad Dr. Hilder havde sagt ham.
Vi mødtes hos ham for at vies og skilles. Jeg kan ikke huske, om der var Vinduesgardiner i Værelset eller ei; men det staaer for mig, som om Alt, hvad der hørte til menneskelig Pynt og Prydelse, var borte fra denne Ceremoni.
Præsten brugte ingen anden Indledning end den, at han var ifærd med at foretage en Handling, der maaskee var rigtig, men ikke god, og han bad Gud være dem naadig, der forlangte den. Han brugte saa lidt af Liturgien som mulig; men der var dog høitidelige Ord, som ugjerne bleve sagte, og som ugjerne bleve hørte.
Omendskjøndt jeg havde foresat mig at gaae igjennem Ceremonien som en Statue, med al Følelse og Tanke standset, ligesom man kan holde sit Aandedræt standset en Stund, og omendskjøndt jeg udførte det, var der dog et Øieblik, da de hellige Ord, som her bleve brugte uden at skulle have Betydning, gjorde Indtryk paa mig eller vakte en Fornemmelse af den hele Begivenheds store Syndighed, og havde i dette Øieblik Nogen fundet et heldigt Ord, eller havde hun, idet vore Hænder bleve lagte i hinanden for ikke at sammenføie os, givet min Haand et Tryk - hvad jeg indrømmer, at hun ikke kunde, krænket som hun var - saa havde jeg givet efter, maaskee for at fortryde det og gjøre os Begge elendige; men mit Liv vilde være blevet slaaet fast paa dette Punkt og fremtidig have dreiet sig derom.
Det skete ikke; vi vare Alle mere som Automater end som Mennesker. Ingen Velsignelse blev lyst, Præsten sagde intet Ord, som ikke var strengt nødvendigt, og efter Ordene: »Saa erklærer jeg Eder for rette Ægtefolk«, gjorde han uvilkaarlig en Bevægelse for som at lade hende gaae hen til Bordet og underskrive Ansøgningen om Skilsmisse.
Men med et flammende Udtryk af Had, som jeg ikke havde ventet fra de fromme Dueøine, vendte hun sig til mig og sagde: »Jeg be'er at hilse min Svigerinde!« og gik med sin Moder.
Vi tre, Præsten, Doctor Hilder og jeg, bleve staaende et Øieblik ubevægelige; derpaa lo Doctor Hilder.
»Om Forladelse! For Himlens Skyld, misforstaa mig ikke!« raabte han og greb begge mine Hænder; »men jeg kunde ikke lade være at tænke paa, at Marcelline dog nu har vundet Processen med Figaro; men Du maa ikke troe, at jeg er Dr. Bartolo! Jeg er en ærlig Karl og kan ikke gjøre ved det!«
Der var ikke Noget at gjøre. Jeg var narret, og jeg har aldrig i mit Liv følt et saadant Had som til hende - et Had, der var saa stort som min Uret.
Det var en af de næste Dage, da jeg sad hjemme, udygtig til at foretage mig Noget, betagen af min ulykkelige og falske Stilling, at Valdemar kom til mig i Galla-Uniform.
»Hvor Du er pyntet, Valdemar!« sagde jeg.
»Ja, saadan gjør man jo, naar man skal til Audiens. - Jeg har et Ærinde til Dig. - Du husker vel nok den Gang, da vi havde Historien ude i Sundet, og da jeg paastod, at Din Fader havde viist sig for
Dig i Drømme, for at jeg kunde give Dig Bevis paa mit Venskab!«
»Ja.«
»Ja; men jeg er kommen i Tanker om, at det var maaskee ikke af den Aarsag, han viste sig, men for at Du skulde give mig Bevis paa Dit Venskab.«
»Naa, ja, det har jeg jo altid paastaaet, at jeg egenlig reddede Dig. Men det er silde, Du falder derpaa.«
»Ja, vel; men Sagen er, at jeg gjerne vilde have, Du skulde mene, at naar de oppe i Himlen tænke paa Dig, saa tænke de paa mig med.«
»Men hvad mener Du, Valdemar? Jeg synes, Du leer med det ene Øie og græder med det andet.«
»Ja, det er nok muligt, for jeg veed, Du kan ikke godt sige Nei til det, jeg vil bede Dig om, endskjøndt jeg agter at tage det Bedste, Du har, fra Dig.« Og idet han rettede sig militairt, vedblev han: »Jeg anholder hos Dig som Familiens Chef - og det Ord er det mig paalagt at bruge - om Din Søsters Haand. Kan Du sige Ja med et godt Hjerte?«
Ak, hvor han gjorde mig lykkelig, og hvor han trykkede mig ned! Han kom, forherliget ved ren, lykkelig Kjærlighed, og hilste mig med et idealt Navn, som jeg ikke længer følte mig værdig til at bære: vor Families Chef.
Men da jeg af ganske Hjerte og Sjæl havde ønsket ham og hende Guds Lykke og Velsignelse, var ogsaa det eneste Baand overskaaret, som bandt mig til Hjemmet, og jeg sendte Greven en Billet, hvori jeg meldte, at jeg modtog hans Opfordring. Han svarede strax, at han betragtede det som en sand Venskabstjeneste fra min Side, og at han ansaae det som en Æressag for sig, at jeg, saavidt det stod i hans
Magt, aldrig skulde fortryde min Beslutning.
Min Søster kunde ikke troe det muligt, da hun erfarede, hvad jeg stod i Begreb med at gjøre. Som saa mange unge Piger havde hun i sin ældre Broder seet et Ideal og knap kunnet tænke sig en Fremtid, der var mig glimrende nok, og det Forhold, hvori vi havde staaet til hinanden som Børn, hvad vi havde oplevet sammen, kunde jo saagodtsom berettige hendes Phantasi til at tage en saadan Flugt. Og nu vilde jeg gaae i privat Tjeneste! Hverken Udenlandsreisen eller det grevelige Navn skinnede hende saa stærkt i Øinene, at hun jo kunde see, hvad der var paa Bunden. Mig gjorde dette ondt nok. Ved indirecte eller tilsløret at erfare, hvilke Forventninger jeg skuffede hos en anden, dyrebar Person, blev jeg kun desto stærkere mindet om, hvilke Forventninger jeg selv havde næret, hvilken Pris jeg havde sat paa mig selv, og hvorfor jeg havde maattet slaae af. Men i min hurtige Beslutning overfor Greven havde ligget et Sæt af Tanker, der langsomt udfoldede sig. Lige siden de ulykkelige Underhandlinger med Dr. Hilder vare blevne nødvendige og jeg egoistisk havde stridt for min Frihed, havde jeg følt en Braad vendt imod mit Bryst. Det stod halvdunkelt for mig, at jeg kun oplevede noget Gammelt paa ny Maade. Engang havde jeg gjort Uret mod en Enkes Søn; nu gjorde jeg end større Uret mod en Enkes Datter, og nu kunde jeg ikke engang udrette Noget ved at bede om Forladelse. Det var igjen et Forhold imellem Himlen og mig, Menneskene havde intet Krav paa mig; men det, som var fornærmet, maatte sones. Jeg var noget Mindre end før, havde mindre Ret i Livet, i Universets Orden; mine store Drømme nærmede sig mig vel, men anerkjendte mig ikke længer fuldelig, ventede ikke at blive helt virkeliggjorte af mig. Jeg havde ikke Mod og Kraft til at gaae ud i Verden paa egen Haand og søge Lykken og Herligheden; men Forsoningen kunde opnaaes, naar jeg ydmygede mig og tog Grevens Tilbud som en Art Straf. Og aldrig saasnart var denne Tanke opkommen, saa medførte den ogsaa et glædeligt Haab: Jeg vilde ligesom en Oedip blive ført til Cumenidernes hellige Lund, hvor mit Offer vilde blive modtaget.
Vi Mennesker ere saa besynderlig indrettede, at vi ligesom i forskjellige Lag af Sjælen kunde opbevare forskjellige, ja hinanden modsatte Stemninger. Det er ganske vist, at jeg baade var sørgmodig og glad over min Sorg. Jeg kunde ikke have udholdt Tanken om min nye Stilling, hvis jeg ikke havde seet ud over Greven og hans Søn mod et fjernt Punkt, hvor jeg skulde møde min Fortids Haab igjen, finde Guldbrikkerne, hvormed jeg i Tidens Morgen havde leget.
Jeg lod mig ikke fratage min Ret til, ved at sælge min aarlige Indtægt for en betydelig Sum, at optræde endnu engang som Familiens Chef og give min Søster Udstyr, og efter at have efterkommet andre Forpligtelser havde jeg endda en lille Sum tilovers, hvorved jeg i et givet Øieblik kunde for nogen Tid staae uafhængig. Men denne Operation var tillige noget Mere: jeg brændte mine Skibe. Og da de vare brændte, da Alt var færdigt, og de, der bekymrede sig om mig, kunde see, at jeg for Alvor vilde bort og blive borte, fik jeg Ansøgningen om Skilsmisse tilsendt - underskreven.