M. A. Goldschmidt: Arvingen (1865), 2,2

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

           [2.2]

   En smuk Septemberdag blev der gjort en Skovtour. Vi vare ti unge Mennesker, alle tilhest, og den livlige, kraftige Cavalcade satte mig undertiden helt tilbage i de lykkelige Tider, da Ritmesteren førte an. Hvergang min Barndomstid saaledes ved udvortes Omstændigheder blev ført stærkt og levende frem for min Erindring, havde jeg en Fornemmelse, som om Noget skulde hændes mig, som om man andensteds var beskjæftiget med mig, og vort Ridt igjennem den dybt-grønne Skov, ofte udenfor alfar Vei, blev ved denne Følelse særegent poetisk for mig: overalt speidede jeg efter det Ubekjendte. Men de n ysgjerrig-frygtsomme, mørkøiede Dyr, der undertiden pludselig kom tilsyne og i første Øieblik syntes Andet, end de vare, udgjorde omtrent det Eneste, der mødte os i Skoven.
   Da vi henad Middagstid vare ved Fursøen, besluttede vi at ride over til en Kro ved Frederiksborgveien, der var bekjendt for sit gode Kjøkken, og Huset viste sig ogsaa beredvilligt til at beværte os paa det Bedste; men, da der allerede var et Par Selskaber, kunde man ikke give os andet Værelse end den ene Gjæstestue, hvor vi dog, tilføiede man, vilde være ganske ugenerte; thi henad Aften kom der sjelden Nogen. Vi fandt ogsaa, at vi vare meget uforstyrrede, og da efter Kaffen en god Bolle Punsch kom paa Bordet, blev der foreslaaet en Bassette. Man vidste, at jeg ikke spillede, og indbød mig med skjæmtende Undskyldning til den Morskab at see til.
   Medens man var fordybet i Spillet, kom der en Reisende, hvem Ingen gav videre Agt paa, da han beskedent og stille tog Plads i en Krog og lod sig bringe en Kop The. Snart syntes dog Spillet, Udraabene »Paroli!« »Attention!« »Jeg gjør en Sept leva!« og desl. at tildrage sig hans Opmærksomhed, eller rettere: han blev dragen, først med Hovedet, saa med hele Legemet, og nærmede sig, men paa en Maade, der ikke generede. Det var en kraftig bygget Mand, paa omtrent halvhundrede Aar, med kroget Næse og et klogt Ansigt og med et venligt Udtryk, som om han fornøiede sig over, at Ungdommen morede sig. Idet han kom nærmere, syntes han at medbringe en Atmosphære, hvori der var Lykke; de, han var nærmest, vandt, og en gjensidig god Følelse opstod, saa at han med en vis overlegen og dog behagelig Frihed i Manerer kunde vexle enkelte Ord med de Spillende, gjøre enkelte Spørgsmaal, uden dog at tillade sig noget Overgreb, give Raad eller desl. Der var en fremmed Accent i hans Tale, omtrent den, man engang kaldte Hof-Accenten, og som ansaaes for fornem.
   Jeg troede at høre Hestene slaaes ude i Stalden og reiste mig for at gaae ud. Derved fik den Fremmede Øie paa mig, og da vi kort efter mødtes udenfor, spurgte han mig med en let Hilsen, om jeg ikke hørte til Selskabet derinde, og da jeg svarede Jo, vedblev han: »Og De spiller ikke?« - »Nei.« - »Aldrig?« - »Nei.« - »Det var mærkværdigt!« raabte han.
   Man bliver altid let tiltrukket af den, der viser En Beundring, og den Fremmede havde desuden en stor Evne til at indlede og fastholde en Samtale, saa at vi et Kvarters Tid gik frem og tilbage udenfor Døren i Maaneskinnet. Det blev i Samtalens Løb berørt, at vi havde gjort Touren tilhest, og han udbrød: »Men jeg er ogsaa ridende! Kunde vi ikke gjøre Følgeskab ind til Byen?« - Jeg troede ikke at begaae nogen Uhøflighed mod mine Venner, der nu vare beskjæftigede og maaskee vilde holde ud til Morgenstunden, ved at modtage denne Opfordring, og gik ind og sagde dem Godnat. Da jeg kom ud, saae jeg, at den Fremmede havde Rideknægt med. Jeg mærkede da, at det var en fornem Person, og fik yderligere Bekræftelse herpaa, da han i Talens Løb berørte, at han havde opholdt sig en Dags Tid paa Slottet i Frederiksborg. Inden vi skiltes, navngav han sig - han var en holstensk Greve - og bad mig besøge sig i Hotel Royal, »eller«, sagde han, »lad det ikke være en ubestemt Aftale, nævn mig e n Dag, De vil komme og spise Frokost med mig.«
   Saaledes begyndte vort Bekjendtskab, og det varede ikke længe, inden han fortalte mig, hvorfor han fra Først af var bleven tiltrukken af mig: Han havde en Søn, lidt yngre end jeg, en fortræffelig Fyr; men han spillede ivrig, noget for ivrig, og det var denne Modsætning, der havde slaaet ham.
   »Men,« sagde jeg, »kan Greven da ikke faae ham til at lade være?«
   »Hvordan skulde jeg bære mig ad med det?«
   »Ved at lade ham vide, at De ikke vil have det.«
   »Hm, ja; men saa spillede han alligevel og tabte Freidigheden overfor mig. Jeg har ikke Lyst til at miste en Ven i min Søn.«
   Nogen Tid efter bad Greven mig at gjøre en Tour med til Roeskilde, og jeg greb med Fornøielse Leiligheden til at see Domkirken, hvor jeg, sandt at sige, aldrig havde været. Der var Marked i Byen, og da vi kom fra Domkirken, saae vi en Gruppe Mennesker, der i en Krog af Pladsen syntes ivrig beskjæftigede med Noget, der laa paa Jorden. Vi gik nærmere og saae, at der inde i Kredsen sad en Mand paa Huk og lagde tre Bunker Kort ved Siden af hinanden. En for en løftede han Bunkerne og viste det nederste Kort. De vare: Kløver To, Spader Otte og Hjerter Konge. Efter at have viist dem frem lagde han atter Bunkerne ned og sagde: »Nu har De Alle seet, hvor Hjerter Konge er; men jeg holder en Daler mod en Mark, at Ingen alligevel kan pege Bunken ud!«
   »Men jeg saae det jo!« sagde Greven, »Her er Marken! Det er den midterste Bunke!«
   »Værsgo og vend den,« sagde Manden.
   Greven vendte den, og det var Spader Otte.
   »Endnu engang! Jeg holder to Mark!« raabte Greven.
   Saadan blev det ved, bestandig »dobbelt op«, indtil Greven havde tabt alle de Penge, han havde hos sig, omtrent 170 Rdl.
   Hverken da vi gik derfra eller senere paa Hjemtouren, sagde Greven et Ord om denne Scene, men overlod det formodenlig til mig at forklare mig, hvem hans Hr. Søn slægtede paa.
   Han var aabenbart selv en lidenskabelig Spiller, jeg saae senere flere Exempler derpaa; men han var tillige en Mand med store Interesser, Spillet kom kun over ham som pludselig, voldsom Afbrydelse, eller: han var en solid Bygning, hvor Spillet kunde fare ind ad de aabentstaaende Vinduer, men ikke rokke Grunden. Han havde mange Egenskaber, der maatte paavirke mig, idetmindste for en Tid. Han var den første virkelige Adelsmand, jeg havde truffet paa, og skjøndt jeg hverken fra min Barndom var vant til at føle mig lavt stillet eller i mine Ungdomsdrømme fandt Nogetsomhelst for høit til mig, maatte jeg dog uvilkaarlig see op til hans af Verden anerkjendte, arvede Stilling og være nysgjerrig overfor et saadant i min Omgangskreds sjeldent Exemplar. Han havde besøgt saagodtsom alle europæiske Hoffer, og hvad jeg derfor især forskede efter hos ham, var Tegn paa det høiere eller »allerhøieste« Omgangsliv, og jeg følte Tilfredsstillelse ved at mærke, at dette var noget Overkommeligt, at det væsenlig svarede til Noget, jeg vidste i Forveien og havde Sands for: at den rette Fornemhed er den rette Simpelhed.
   Der var et Punkt, hvor jeg, curiøst nok, blev ligesom fornemmere end han eller følte en Overmagt over ham og tildels virkelig udøvede den. Det var ved Sproget. Han havde begyndt med at tale Dansk til mig, og det holdt han ved med, dels af Høflighed, dels fordi jeg instinctmæssig følte, at der var min faste Borg. Han talte fortræffelig Dansk, men med Hindringer, og medens hans Sprog i en lang Række af Sætninger kunde være saa rent som hos vore Classikere, kunde der komme en Yttring, en Vending, en Tone fra Christenbernikovstræde, hvilket rimeligvis hidrørte fra, at han i sin Barndom havde lært Dansk af Bøger og af Tjenestefolk, og at han i sin Ungdom under Opholdet i Kjøbenhavn havde talt Tydsk med de fleste dannede Folk og Dansk paa Kneiper. Han havde selv en usikker Fornemmelse af, at der var en saadan Mangel, og bad mig om at corrigere ham; men hvad enten han af denne Bøn haabede, at jeg skulde komme ham imøde og tale Tydsk, eller han oprigtig mente den, saa huskede jeg paa Erkebispen, der bad Gil Blas om at kritisere hans Prædikener, og lod være.
   Jeg vilde gjerne høre ham tale om Politik; det forekom mig ulige grundigere og interessantere, hvad en Mand sagde efter Kjendskab til de handlende Personligheder og deres Omgivelser, end hvad Bladene fortalte; men jeg undgik at tale med om vor egen Politik eller blot bringe ham ind derpaa, fordi jeg havde faaet den Mening, at Dansk og Holstensk vare hinanden fjendtlige Elementer, og fordi jeg i et behageligt Bekjendtskab helst vilde glemme dette. Han mærkede det, eller han forudsatte efter sit Kjendskab til os Danske, at det var saa, og medens han ikke directe søgte at overbevise mig om, at jeg tog feil, greb han dog enhver Leilighed til at lade mig mærke, at han netop satte den rigtige Pris paa de Danske, ja, at hans Opfattelse af den danske Politik var den egenlige, rette og velsindede.
   Da han stod i store politiske Forbindelser og deltog i Datidens betydelige Forhandlinger, havde hans Ord til mig formodenlig ofte en Anledning, jeg ikke kjendte, eller sigtede til Noget, han netop havde oplevet. Saaledes sagde han engang:
   »Det er et prægtigt Folk! Det er kun Skade, at det ikke samtidig kan have Skjønheden af at være et gammelt Folk og Fordelen af at være et ungt Folk. Den store Fortid vil formodenlig til Tidernes Ende forhindre de fleste Danske fra at betragte deres politiske Samtid og Omgivelser med den fornødne Nøgternhed. Jeg kjender intet andet Land, hvor der er saa megen Poesi i Politiken, og undrer mig aldeles ikke over, at Bladene saa ofte behandle Politiken paa Vers. Snarere undrer det mig undertiden, at de ledende Statsmænd ikke tale paa Vers.«
   En anden Gang sagde han:
   »Det er ganske sikkert et prægtigt Folk, med en Livlighed og en Cultur, som maaskee finder sin Forklaring i, at Landet er saa lidet, men som andre Folk kunne misunde det. Det er dog virkelig Tegn paa Cultur og Humanitet, at den absolute Konge har kunnet afgive næsten hele sin Magt og omgive sig med et folkeligt Parlement, mest valgt af Bønder, der for halvfjerdsindstyve Aar siden vare Trælle, og at det gaaer saa ordenlig til i det Indre. Jeg tilstaaer, at jeg ikke er nogen Ven af demokratiske Tilstande og ogsaa i dette Land seer betænkelige Symptomer; men det Tegn paa Cultur maa jeg tage Hatten af for.«
   Engang mødte jeg ham paa Slotspladsen, og uden Indledning brød han frem med en Tanke, som rimeligvis i det Øieblik havde sysselsat ham: »Det er svært, som de her løbe efter Dingeldangel! Jeg har seet et Væddeløb mellem to store Mænd. Vi Andre vil ogsaa nok have en Orden; men vi kan undvære den; vi pynte den ligesaa meget, som den pynter os.«
   Imidlertid var hans Opgave med mig en ganske anden end at gjøre mig til Fortrolig for sine politiske Stemninger, Skuffelser o.s.v. Medens jeg naivt troede, at han saagodtsom havde forelsket sig i mig, havde han den Hensigt at anvende mig til bestemt, praktisk Brug, men vidste længe ikke, hvordan han skulde gribe Sagen an. Da han hyppig reiste bort, var jeg snart vænnet til at betragte ham som et forbigaaende Bekjendtskab, og selv om dette ikke havde været, vilde jeg dog næppe have talt synderlig til ham om mine personlige Forhold. Vel var jeg for ung og for lidet verdensklog til at vide, hvilken Fordel det er at kunne tie; men jeg havde ingen Trang til at tale; hvad jeg egenlig bar paa, var mig for kostbart til at give hen. Han maatte derfor føle sig for og rykkede kun med største diplomatiske Forsigtighed frem med det, han havde paa Hjerte. Hans Søn skulde gjøre sin store Tour i Europa, og han søgte et Menneske, der kunde reise med ham, ikke som Lærer, ikke som Hovmester, men som Ven, En, der kunde paavirke den unge Herre, om mulig modarbeide hans Spillelyst, skaffe sig Autoritet over ham, føre ham ind i andre Interesser. At finde et saadant Menneske var jo yderst vanskeligt. Sønnen havde Venner nok; men dem burde han netop bort fra. Et ungt Menneske af den Slags, som man kunde ønske, som selv havde en Fremtid og Noget at opgive, var det jo vanskeligt at byde en Erstatning. Hvad skulde man gjøre? Hvor skulde man søge en saadan Fugl Phønix?
   Dette var Grevens Grundtanke, og inden jeg ret mærkede den og dens Forbindelse med hans Venskab for mig, havde han saa omhyggelig som muligt søgt at udfinde, hvad jeg egenlig eftertragtede i Verden, hvor det Punkt var, hvorfra jeg kunde fristes.
   Da han saae, at jeg havde faaet Øinene op for hans Plan, rykkede han endelig helt frem med den. Han sagde:
   »Jeg troer, at jeg flere Gange har havt Leilighed til at udtale mig saadan for Dem, at De ikke kan tvivle om den virkelige Agtelse, jeg nærer for Deres danske Folk, og i visse Maader vilde jeg rose mig af, selv at være en god dansk Mand, skjøndt jeg veed, at de, som kalde sig egenlige Danske, ikke vilde være saa høflige at nøies med at smile ad en saadan Paastand af en Holstener. Men det ville vi nu ikke tale om. Hvad i den Henseende feiles eller forskyldes, kommer ikke os To ved. Jeg talte om min Agtelse for dette Folk. Jeg behøver ikke tilføie den Forsikkring, at jeg ogsaa anseer det for et modigt Folk. Men det er ikke noget krigersk Folk. Det er ikke stort nok dertil; at være krigersk er det Samme som at være ærgjerrig og have store Planer. Alt er her indrettet paa Forsvar, og den militaire Organisation er bleven gjennemtrængt af den civile, borgerlige, hyggelige Aand, der maaskee i andre Henseender er en Prydelse for Nationen. Det er her ligesaa stor en Ære for en Søn af en adelig eller anden betydelig Familie at blive Student som i andre Lande at blive Officier og gjøre et Felttog med. I andre Lande, f. Ex. England, Preussen, Østerrig, seer Staten og den oplyste offenlige Mening helst, at store Familiers Sønner hellige sig til Militairstanden, dels vistnok fordi Soldaterne derved komme i Hænderne paa en Classe, der har Noget at tabe, men ogsaa fordi man ønsker, at Officiererne skulle være uafhængige gentlemen, og at Familierne skulle bevare en ridderlig Tradition, at der i det høiere Liv skal være, hvad Engelskmændene kalde pluck. Seer De nu, med al Respect for de danske gentlemen-Officierer: Aanden her er og maa være en anden. Man bliver Officier, som man bliver Embedsmand, for at komme i en anstændig Vei og gifte sig. Adgangen er aaben for Alle, ligesom Enhver kan blive Guds Ords Forkynder, blot ved at tage Examen. Alle ere naturligvis Kammerater, og da Formuen i dette Land er meget delt, er Majoriteten ikke meget formuende, og den herskende Tone er derfor præget af et vist borgerligt Sparsommeligheds Hensyn. Jeg kritiserer ikke dette; det er upaatvivlelig meget agtværdigt og demokratisk; mais ce n'est pas la guerre, det er ikke krigersk. Der er for megen Idyl og for lidt Eventyrlighed. Saavidt jeg har kunnet lægge Mærke til Dem, er dette ikke Deres Formaal og Opgave. En anden ældre Mand vilde maaskee sige, at De er en Sværmer; men jeg kan endnu huske min Ungdom saa godt, at jeg blot kalder Dem ung og romantisk. De søger Krigen som en Metier, som et Middel til usædvanlig Udmærkelse. Jeg vil ikke sige Dem den Compliment, at De er for stor til de smaa Forhold; thi ingen Mand er for stor til sit Land. Men De behøver at komme ud og tumle Dem og finde en Chance. Savoyarden Eugen og Lieflænderen Loudon søgte og fandt en saadan Chance til at blive østerrigske Feltmarschaller, ikke at tale om Moritz af Sachsen! Jeg bruger disse Navne som store Exempler, og jeg siger ikke, at De skal have netop samme Held; men De skal have en Chance for at bruge Dem selv. Det er Grunden, hvorfor jeg efter samvittighedsfuld Overveielse kan rykke frem med mit egennyttige Forslag: reis med min Søn. Jeg troer, at medens De gjør mig en ubeskrivelig Tjeneste derved, kan det føre til Deres egen Lykke. De vil komme i Forbindelser, hvoraf De kan drage Nytte, og skulde De efter nogen Tids Forløb finde, at jeg har taget feil, saa - ja, saa haaber jeg, at det dog skal vise sig, at De ikke har taget feil.«
   Saa meget dette end i visse Maader svarede til mine Reisedrømme, stødte det dog paa Hindringer, dels i min Uafhængighedsfølelse, dels i de Forhold, der bandt mig til Hjemmet. Desuden kan jeg heller ikke sige, at jeg fæstede Lid til Grevens Ord om, at jeg kunde gjøre min Lykke i en anden europæisk Stat; Forholdene syntes mig ikke længer at være som i Prinds Eugens og Loudons Tider, og de eneste Lande, hvor en pludselig og usædvanlig Lykke kunde naaes ved et dristigt Greb, forekom mig stadig at være i Orienten, især i Persien, eller ogsaa i Afghanistan, hvor man tillige kunde komme til at staae imod Jordens store Prosafolk, Engelskmændene. Ved nøiere Eftertanke stødte jeg ogsaa paa det Factum, at Greven vilde bruge mig og jeg Greven i Formaal, der vare aldeles uforenelige; thi ved ham haabede jeg netop, naar jeg nu fik taget Examen og kunde vise mig i nogenlunde værdig, selvstændig Skikkelse, at blive paa engang indført i de Kredse, hvor jeg kunde vente at møde Hende, og altsaa blive hjemme, hvis ikke Hun sendte mig bort.
   Jeg husker godt, hvor vanskeligt Forholdet til Greven begyndte at blive mig, fordi vore Interesser saadan stode imod hinanden, uden at jeg kunde forklare mig - da jeg gjennem ham fik en Efterretning, der vel i Førstningen ikke gjorde et overmaade dybt Indtryk, men snart fik en afgjørende Indflydelse paa mig.
   En Dag, da jeg havde mødt ham paa Gaden og gik op med ham i Hotellet, kom Tjeneren og bragte ham et meget elegant lille Brev, og da han havde aabnet det, sagde han ligesom hen for sig og i en halvt skjemtende Tone: »Ei, ei, jeg gratulerer.« - Han vendte sig til mig og sagde: »Det er en svensk Baron Panin, lidt i Familie med os, der er bleven forlovet - kjender De den Dame?« tilføiede han, idet han rakte mig det modtagne Kort pour faire part.
   Det var Hendes Navn!
   Det var en overraskende, skarp, smertelig Fornemmelse af, at det Yndefulde havde glemt mig, vendt sig fra mig, svigtet mig, og da man ikke tilstaaer den Slags Smerter, fornægtede jeg hende og svarede Nei. Men vi havde dog saa længe staaet hinanden altfor fjernt, til at jeg kunde føle denne Forlovelse som en aldeles personlig Skuffelse; det var mindre Hjertet end Phantasien, som led; hvad der hidtil paa deilig, men ubestemt Maade havde fyldt Livet med Lys, blandet sig ind i mine Forhaabninger og givet dem Farve, hvad der mysteriøst havde sammenslynget sig med Troen paa, at jeg skulde faae Gaarden tilbage og alle Barndomsforjættelser opfyldte - dette Glandsfulde, denne Sol, blev pludselig berøvet mig, tog sin egen Flugt ud i Universet og slukkede Lyset for mig i min Tilværelse.
   »Hun skal være smuk, jeg har hørt hende omtale,« sagde Greven i den Tone, hvori man taler om en fremmed Gjenstand, medens mit hele Sind irriteret ønskede at udskrige en Protest imod det uforskammet utilstrækkelige Ord smuk. Han tilføiede, igjen i halvt skjemtende Tone: »Det er tredie Gang.«
   »Har hun været forlovet to Gange før?« spurgte jeg, og Himlen forlade mig det, jeg troer næsten, jeg ønskede, han skulde svare Ja.
   »Hun? Nei, jeg mener min Halv-Cousin, den Skjelm Panin. Han har været gift to Gange før. En af hans Koner er død, en anden er han skilt fra. Det var mærkelige Damer, begge To; han samler paa Mærkeligheder.«
   »Saa er det dog besynderligt, at den unge Dame har villet tage ham,« sagde jeg.
   »Ja, men man kommer jo heller ikke saadan og fremlægger sit hele Vita anteacta uden Indledning. Man siger ikke til en Dame: Min Deiligste, vil De være den Tredie? Man erhverver hende som den Nr. 1, man altid har søgt.«
   Greven sagde dette i usædvanlig oprømt Tone; det var ellers ikke hans Maneer at tale saadan.
   Jeg vilde gaae; men inden jeg fik taget Afsked, kom en Herre af Staldetaten.
   »Har De hørt den nye Forlovelse?« var hans første Ord.
   »Jeg har endnu Kortet i Haanden - hvis det er den, De mener.«
   »Ja. Og er det ikke skammeligt: den deilige Pige til Sverrig!«
   »Det veed jeg dog ikke,« svarede Greven, »Skandinavismen er fashion; saadanne Alliancer ville bidrage til at styrke Baandet mellem to Monarker og tre Folk.«
   Hofcavalieren gjorde en lille Grimace og vedblev: »Men har De hørt, hvorfor hun tager ham?«
   »Hvorfor?« svarede Greven; »dersom der er endnu en Grund foruden den ved slige Leiligheder sædvanlige, nemlig Forelskelse, saa vil jeg, hvis jeg tør være meget stolt, gjette paa, at det er, fordi Baron Panin er min Halvfætter.«
   »O, jeg beder om Forladelse!« sagde Hofcavalieren.
   »Aldeles ingen Forseelse!« vedblev Greven, stadig oprømt; »Halvfætterskabet er ikke til ringeste Hinder for, at jeg faaer Grunden at vide. Hvad var Grunden?«
   »Hendes Søster er nylig død og har efterladt forældreløse Tvillinger. Hun har gjort det til Betingelse for sit Ja, at Baronen skal adoptere dem som sine egne!«
   »Ja, saa!« sagde Greven.
   Der blev endnu vexlet nogle Ord om samme Gjenstand, om Baron Panins Rigdom, Stilling og Indflydelse, og Hofcavalieren, der vilde besøge en anden Herre paa Hotellet og var bange for, at han skulde gaae ud, skyndte sig bort.
   »Det har min Hr. Halvfætter gjort Ret i at modtage! Det er første Gang, han gifter sig fornuftig!« raabte Greven næsten overgivent.
   Jeg gik. Det generte mig, at jeg havde hørt Fremmede tale paa deres Maade, verdslig, halvfrivolt, med Ligegyldighed selv i deres Interesse, om en Begivenhed, der angik Astrid saa nær. Jeg vilde dog hellere, for at mit eget Billede af hende skulde vedblive at være skjønt, antage, at Staldetaten havde Uret, og at hun af Kjærlighed havde valgt sig en Husbond. Naar jeg nu erindrede det usædvanlige, velsignede, ømme, næsten vemodige Udtryk, der saa besynderlig havde været blandet ind i hendes lykkelige, friske Smil, saa forstod jeg vel, at hun med særegen Hengivelse kunde bringe sig selv som Offer; men jeg begreb ikke, hvorledes Tilværelsen havde nænnet at benytte denne Evne og dens Udtryk, der kun burde bruges som Skjønhed, til at udføre en Pleiemoders reale, huslige Nyttesgjerning.
   Verdens Liv syntes mig ubarmhjertigt og smaaligt; Atmosphæren lagde sig trang og klam om mig; men jeg sagde nøgternt til mig selv, at man maatte see at finde Noget at trøste sig med. Jeg spurgte mig selv, om jeg ikke hidtil havde seet paa Livet med naragtig Høitidelighed. Om Opgaven var Andet end at skaffe sig Spise, Drikke og Klæder og Penge til at kjøbe sig en Kone? Om jeg ikke kunde holde dette fast i Øie og med Sindsro sige til alle Illusioner, naar jeg mødte dem: Jeg kjender Jer, tag kun Masken af.
   Men jeg tog aldeles feil i min Tro paa, hvad jeg kunde gjøre ved en Illusion, naar jeg mødte den paa Gaden. Skjæbnen vilde, at jeg skulde møde netop Hende, og saa blev Begivenheden ikke blot ny, men kom op i en anden Potens.
   Det var en Søndag Formiddag i Begyndelsen af April, med klar Himmel og let Frost. Der var faa Folk paa Gaden; jeg saae hende i lang Afstand i Bredgade. Jeg kunde ikke tage feil; den Ynde i Form, Bevægelse og Gang havde kun En. En indre Sands kjendte hende, før Øiet havde faaet Overbevisning. Hun gik med en høi, anselig Mand under Armen. Ham kunde jeg ikke faae fast Øie paa og see, om han var ung og smuk eller ei; det eneste Indtryk, jeg beholdt, var, at han havde mørkt Overskjæg og Pelskrave paa Frakken, og at de samlede To saae lykkelig-fornemme ud. Der var i hendes usigelig lette, kjække Gang Noget, der paa engang betog mig med den gamle Henrykkelse og gjorde mig fortvivlet. Jeg kom saa nær, at jeg kunde see hendes Ansigt, gjenkjende Mundens mageløse Smil, og i de faa Secunder, der hengik, kom jeg til Bevidsthed om, at jeg havde elsket hende fra første Øieblik af, at denne Kjærlighed var mit Liv, at jeg burde springe til og frelse hende fra den umaadelige, usalige Feil tagelse, hun var ifærd med at begaae, ved at sige hende Alt, Ord, som hin fremmede Mand aldrig kunde tænke - og medens min Sjæl var saaledes vanvittig, var mit Legeme af Vane med at færdes i det polerede Liv forstandigt og dreiede om ad Dronningens Tværgade for at undgaae Mødet.
   Men mit Hjerte, mit Sind, min Sjæl hang ved Synet, som jeg havde seet, fornam intet Andet, bebreidede sig at have ladet det gaae forbi uden at medtage det sidste Glimt, uden at have seet ind i hendes Øine og læst en Erindring deri - kunde de ikke have sagt Noget? Var det ikke Tid at vende om endnu? Burde jeg ikke, selv om hun i et Blik kunde see min Fortvivlelse, lade hende see den? Kunde jeg ikke, idet jeg kom hende nær, lade hende mærke, at jeg i mit Hjerte ønskede hende Himlens Velsignelse og forbandede min Skjæbne? - Jeg velsignede og forbandede, og gik videre, fyldt af det Deilige, Elskelige, Henrykkende, og sønderrevet af, at det var tabt.
   Jeg mødte Kammerater, og da jeg ikke kunde tale om, hvad jeg tænkte og følte, talte jeg om alt Muligt og blev lystig. Vi spiste til Middag sammen, sad længe ved Bordet, og jeg drak meget. Saa skulde
   hver af dem etsteds hen, jeg fulgte med den, der gik den længste Vei; men tilsidst blev jeg dog ene, og i Ensomheden var jeg pludselig som falden ned fra Skyerne og bævede endnu af Faldet. Mechanisk gik jeg ud paa Østerbro til Dr. Hilders. Sophie modtog mig med Udraabet: »Hvor Du seer ud! Er Du syg?«
   Jeg troer, jeg svarede i en lystig Tone: »Seer jeg ud? Det skal Du ikke bryde Dig om!

   Es war ein König in Thule, 
   Helt lystig til sin Grav, 
   Hans Fæstemø hin feire, 
   Helt trofast - Slud-der-der.«

»Men er Du fra Forstanden, Axel? Synger Du til Bryllup eller til Begravelse?«
   »Til Bryllup, Sophie! Til Dands, til Dands, til Lystigheder og Fester!«
   »Hvem er det, der skal have Bryllup?«
   »Det Deiligste, der er i Verden! Spørg saa ikke mere. Hvor er Din Onkel?«
   »Han er i Theatret med Moder. Hvem er det, der skal giftes? Og hvad kommer det Dig ved?«
   »Hvad det kommer mig ved? Det er Hende!«
   »Hvilken Hende?«
   »Hende, jeg altid tænkte paa - altid!«
   Sophie blegnede, og store Taarer begyndte at komme hende i Øinene.
   »Ja, Sophie,« sagde jeg. »Du har bestandig villet hjælpe Folk med at bære denne Verdens Sorger - nu har jeg en, Du nok ikke havde ventet. Jeg burde ikke have sagt det, jeg burde have tiet; men jeg kan ikke, jeg kan ikke! Det er ikke til at udholde!«
   Sophie sprang til med Udraabet: »Græd ikke, Axel! Jeg kan ikke taale at see det! ... Du veed ikke selv, hvad Du siger! ... Glem hende!«
   Hun lagde Armen om min Nakke og trykkede mig op til sig, og det var første Gang, at jeg blev trykket til en ung Kvindes Barm.
   En Følelse, som jeg forbander, kom ved denne Berørelse, en vild, usalig Henrykkelse over hendes Deltagelse, over hendes Taarer, som faldt paa mine Læber, og som bleve aftørrede af et blødt, svagt, henglidende Kys - et Ryk af Sjælens dybe, men vildfarende Trang til Kjærlighed, den moralske Spændkraft vigende for Blodets Magt - og maaskee en lignende uberegnelig og ureflectert Omvæltning i hendes Sind -

   Mich hat das unglückselige Weib 
   Vergiftet mit ihren Zähren,

kunde jeg sige, hvis ikke Synder af denne Slags overveiende burde lægges paa Manden.

M. A. Goldschmidt Homepage