M. A. Goldschmidt: Arvingen (1865), 1,6
[1.6]
Saa kom jeg da i Huset hos Dr. Hilder og blev efter omtrent to Aars Forløb Student. Disse to Aar ere en Periode, fra hvilken jeg husker Mere, end jeg erindrer, eller med andre Ord, jeg lærte Mere, end jeg oplevede. Min Organisme fik en Hvile, som den maaskee trængte til, efter at jeg for tidlig havde følt, tænkt og handlet selvstændig.
I den første Maimaaned, da jeg kunde tænke mig, at Guldranken igjen stod i Blomst, gik jeg ned for at besøge Astrid. Jeg var noget beklemt derved; thi endskjøndt jeg ikke troede, at Hun, selv om hun vidste, at vor Gaard var tagen fra os, vilde modtage mig mindre venlig end forhen, saa havde jeg dog en Fornemmelse, som om en Glands var gaaet af mig, eller følte mig ikke overfor Conferensraadens saa fri, saa jevnbyrdig som forhen. Denne Fornemmelse var mig en sand Plage; den var ligesom Noget paasat mig udvendig, bøiende min Nakke ned, medens jeg indvendig ikke havde noget Tilsvarende og syntes, at jeg kunde ryste det af. Trods denne Fornemmelse gik jeg naturligvis, fordi jeg droges af en Længsel som efter mit eget Selv. Da jeg kom til Haveporten og ringede, varede det længe, før Nogen lukkede op, og jeg kunde ikke lade være at opfatte det som et Tegn paa Husets mindre Villighed. Men da den gamle Gartner endelig lukkede op, fortalte han mig, at Conferensraadens vare paa en Udenlandsreise.
Igjen blev saaledes et Aar lagt adskillende imellem os, og jeg begyndte at opfatte hende som et deiligt Syn, der trods vor personlige Bekjendtskab dog ikke ret havde hørt Virkeligheden til, eller som noget Livsaligt, der var veget bort tilligemed vor Gaard, og som jeg skulde faae igjen tilligemed Gaarden. Thi det Haab opgav jeg aldrig, hvor lidet rimeligt det end syntes; jeg holdt fast paa det med samme Tro, som vor hele Slægt efter at have mistet Paradiset venter, at det skal findes igjen.
Istedenfor Hende fik jeg Valdemar. Jeg skal ikke nægte, at jeg i Førstningen blev noget trykket ved at see ham, dels for Mindernes Skyld, dels fordi han syntes mig saa begunstiget ved allerede at kunne gaae i Uniform og med Vaaben. Naar han gik til Academiet med et Par Bøger i Haanden, bar han dem saa let, og i Forhold til Uniformen og Dolken fremkaldte de den Forestilling, at for ham var Videnskaben et Middel til at skjærpe og oplive Personligheden, for mig var den Noget, hvori Personligheden skulde gaae op. Men den dybe Hengivenhed, vi nærede for hinanden, forvandlede snart det, der kunde været bittert, til noget Behageligt og Forskjønnende. At jeg dog havde beholdt ham uforandret, blev ligesom en Bebudelse om, at det Væsenlige ikke var tabt eller skulde komme igjen, og han førte Talen om vore Fremtidsudsigter tilbage til det Punkt, da vi første Gang havde omtalt dem og været oppe at slaaes om dem: Jeg skulde blive Officier i Landetaten; efter at have taget artium og maaskee 2den Examen skulde jeg gaae til Høiskolen; det var for ham en afgjort Sag, og paa denne Maade omtalte han mig til dem af sine Kammerater, som jeg gjorde Bekjendtskab med, og jeg gik ind derpaa, tildels vel for at tage Rang ved Siden af ham. Naar vi vare flere samlede, kunde Sagen blive discuteret med den Forstandighed og det poetiske og kaade Overmod, der kan være i saadanne Drenge. De kunde ikke lide Studenterne; det var Bogorme, der gjorde Fordring paa Aandsaristokrati. De elskede heller ikke Landetaten, skjøndt den kunde være god nok for sig. Jeg kunde gaae til Høiskolen; men naar jeg saa havde lært Noget, var der ingen videre Udsigt for mig, Intet at udrette, jeg maatte gaae i fremmed Krigstjeneste, hos Russerne eller Østerrigerne, saa kunde jeg avancere ordenlig, blive General. Og dette blev ikke sagt som en Compliment til mig, som indirecte Anerkjendelse af usædvanlige Evner eller stor Tapperhed, men kun for at tilkjendegive, at saa høit maatte jeg naae for at blive lig med, hvad Enhver af dem aspirerede til: dansk Orlogscapitain.
Imidlertid var jeg, naar jeg selv skal sige det, flittig, i nogle Retninger paa Grund af Gjenstandens egen Magt og Tiltrækning, i andre paa Grund af min Villie. Ved Mathematiken forenede sig begge Bevæggrunde. Man tager meget feil, naar man troer, at Mathematiken ikke kan vække Lidenskab. Da jeg naaede til Logarithmer og Ligninger af 2den Grad, betoge de mig ligesaa stærkt som nogensinde Schak eller Lhombre. Denne Videnskab er jo baade af civil og militair og tillige af himmelsk Art, og selv Hoveder, der ikke ere egenlig mathematiske, ville overvinde de første Vanskeligheder, naar der viser sig et Maal, som tiltaler Sindet, og naar de ledes til at see den skjønne, ofte næsten fiffige Genialitet, som Mennesker i denne Retning have lagt for Dagen. Det var en af mine Fornøielser at manuducere Valdemar i Mathematik; thi han var svag i det Punkt, og i det Hele meget misfornøiet med, at en Søofficier skulde kunde Andet end seile og skyde med Kanoner.
I de korte Ferier, naar han ikke var ude med Cadetskibet, tog han med ned til min Søster, og jeg antager, at hvis han, ligesom jeg nu gjør, skrev sine Erindringer, saa kunde han fortælle om en Romantik, som for ham udviklede sig der mellem Ungdommen. En Søcadet var der paa Egnen noget Sjeldent og Fornemt, og han gav strax Tonen an; det Pokkers Vaaben, som en saadan Dreng har Lov til at bære, glimrer for de smaa Piger og gjør ham voxen blandt de Voxne. Jeg misundte ham ikke; jeg havde Mit i Erindringen og i Hjertet, og de store Scener fra Hjemmet stode levende for mig, naar jeg var min Søster nær. Første Gang der blev dandset, syntes det mig sælsomt, at vi Forældreløse skulde dandse som andre Folks Børn; men Livet har i den Alder altfor megen Lyst og Glæde i sig til ikke at skyde Gravene langt i Baggrunden.
En eneste Begivenhed af nogen Interesse eller Mærkelighed forefaldt i denne Periode; men det Mærkelige laa mindre i Begivenheden end i Maaden, hvorpaa den blev hidført. Jeg havde ikke lært at svømme, tildels fordi jeg ikke havde synderlig Tilbøielighed til Vandet. Hver af os har Sit, hvori han er modig, og Andet, hvori han er bange. Men jeg bebreidede stadig mig selv, at jeg i denne Henseende stod tilbage, uden dog at gjøre noget Resolut. En Nat drømte jeg, at jeg igjen var sammen med Fader, ligesom da han gav mig Ærindet at stævne vor Fjende; men istedenfor dette gav han mig et andet Paalæg: Lær at svømme. Jeg vaagnede med den Beslutning at adlyde, og da Sagen henhørte til Søvæsnet, gik jeg til Valdemar. Han sagde: »Det kan Du lære i en Ruf,« og tog en Baad, hvori vi seilede ud i Sundet. »Her kan Du springe ud, her er dybt, og Vandet bærer,« sagde han. Enten nu Vandet bar, fordi det var dybt, eller fordi det var mere saltholdigt end ved Kysten, eller fordi jeg havde Tillid til Valdemars Ord, saa kom jeg meget godt op og laa nogle Secunder i Overfladen; men da jeg vilde gjøre Tagene, begyndte jeg at synke. »Kan Du holde Dig, til jeg er klædt af?« spurgte Valdemar; men da det ikke lod til, at jeg kunde, kastede han en Aare ud til mig. Han vilde nu klæde sig af, men havde ikke faaet Armene ud af Trøien, da en Kastevind væltede Baaden. Jeg saae ham omgi ven af Skum stige op, men han kom alligevel ikke tilsyne; thi han var under Seilet, og det var nu mig, der roende paa min Aare fik ham fri. En Skovshovedbaad kom os efter en Times Tids Forløb tilhjælp og fik Baaden paa ret Kjøl; men det Meste af mit Tøi var borte, saa at jeg maatte seile hjem med Fiskeren og laane en Jakke m. M. hos ham, for om Aftenen at kunne tage til Byen. »Er De ogsaa Søcadet?« spurgte Fiskeren, og da jeg benægtede det, tilføiede han: »Saa skulde De en anden Gang seile alene ud, og med Seilet strøget, naar De vil svømme.« - Valdemar paastod, at han med Livsfare havde lært mig at svømme, og da jeg fortalte ham min Drøm, sagde han: »Din Fader vilde have, at jeg skulde give Dig Bevis paa mit Venskab.«
Hjemme hos Dr. Hilder havde jeg ogsaa Venskab, ikke saa meget i Doctoren - thi han havde sine Interesser udenfor Huset, og saasnart jeg var kommen i Huset, beskjæftigede han sig mindre med mig - som i hans Søsterdatter, Sophie. Der var og blev bestandig hos mig en Mangel paa Tilbøielighed for hende, hvilken hun ligesaa bestandig overvandt til en vis Grad ved sin Blidhed og ved den Evne, Naturen havde givet hende til at gjøre sig til Depot for Fortrolighed. Medens jeg lukkede af for det, jeg dybest tænkte paa, gjorde hun det behageligt for mig at passiare med hende og betroe hende mange Smaating. Strax efter at jeg var kommen der i Huset, spurgte hun mig engang, om det nu var længe, siden jeg havde seet hende, jeg vidste nok, hvortil jeg svarede Ja. - »Har Du nu Haab om at see hende?« - Dertil svarede jeg ogsaa Ja; thi det var før min frugtesløse Gang til Landstedet. - »Det er jo godt,« sagde Sophie.
Efterhaanden aftoge Spørgsmaalene af denne Art; hun udviklede sig fra Barn til Jomfru, uden at jeg lagde Mærke dertil.