M. A. Goldschmidt: Arvingen (1865), 1,4
[1.4]
Ferien gled hen, som lykkelige Dage gjøre: man forstaaer ved deres Slutning ikke, hvor Tiden er bleven af, og hvad man har gjort med den.
Saa hengik Efteraaret og Vinteren med Flittighed og med Længsel efter Guldranken og efter Alfefolket, der skulde flytte ind hinsides, naar den stod i Blomst.
De kom ogsaa saa samvittighedsfuldt som Sol og Sangfugle, og jeg var inde hos dem; men Skjæbnen havde fundet, at jeg nu var gammel nok til ikke at nyde Lykken uforstyrret.
Netop medens Jord og Himmel lyste om mig, begyndte det at tage sig underlig mørkt ud i Brevene hjemmefra. Alle syntes at være vel; men mellem Linierne laa noget ubestemt Ængstende. Jeg skrev til Ritmesteren, fordi jeg mente, at han paa sin Vis vilde give mig Oplysning; men han svarede ikke. En Dag, da jeg vilde ud med nogle Kammerater og spille Langbolt, sagde Justitsraaden med en egen Tone: »Naa, Du vil ogsaa spille Bolt; det gjør de nok bedre hjemme.« Jeg vilde ikke spørge ham, om han mente Noget dermed, fordi jeg ikke af ham vilde erfare noget Ubehageligt; men jeg skrev strax til Fader og spurgte, om der var Noget i Veien. Han svarede efter et paafaldende langt Ophold, at han havde havt nogle Fortrædeligheder; men det vilde være for vidtløftigt at omtale dem, og jeg kunde heller ikke forstaae dem; jeg skulde blot ikke lade mig forstyrre i mine Studier; han kunde næsten ønske, at jeg ikke kom i Ferien, »skjøndt Du veed nok, min egen, kjære Dreng, at jeg ikke siger det, fordi jeg ikke længes efter Dig, eller fordi Nogen kan være mig kjærere at have om mig.« Selv om der havde været et Forbud, var jeg ikke bleven hjemmefra. Dengang var det for mig, som om Ondt maatte gaae af Veien, hvor jeg kom.
Hvad der var i Veien, har jeg aldrig erfaret fuldstændig og nøiagtig, og kunde det være blevet oplyst i alle Enkeltheder, vilde sandsynligvis en vis Mand ikke have faaet Lov til at gaae saa rolig i sin Grav, som han sluttelig kom til, efter menneskelige Øine at dømme. Det synes at have gjældt om en meget betydelig Sum, som Fader havde optaget i Gaarden for at forbedre og fornye Driften, og som han gav Kvittering for, men aldrig fik udbetalt. Hvorledes dette havde været muligt, var netop Spørgsmaalet; af Mange blev det betvivlet, af Andre blev det, hvis de ikke tvivlede, lagt Fader til Last som en uforsvarlig Uforsigtighed, medens det var at mærke paa Fader, efter senere Yttringer overfor os Børn, at han følte sig uskyldig heri og betragtede sig som Offer for en Underfundighed, man ikke kunde væbne sig imod. En Version var, at Ritmesteren skulde have overbragt Vedkommende Papirerne og faaet Summen udbetalt, men ikke været ædru, da han red hjem, og have tabt den. Fader benægtede Muligheden heraf.
Ritmesteren kom ganske ud af sig selv over den dobbelte Beskyldning, at han ved mangel paa Ædruelighed havde ruineret min Fader. Det var første Gang, at det blev aabent sagt ham, at han ikke var afholdende, og da det ikke var blevet ham sagt af Andre, havde han formodenlig ophørt at troe sig selv, naar han tænkte det. Beskyldningen virkede paa ham med overordenlig Magt. Han sagde, han vilde vise Verden, hvilken Løgn det var, ved aldrig mere at smage nogen Slags Spiritus, og det holdt han! Med samme Lidenskab tog han sig af Faders Anliggender, og da han ikke forstod sig paa dem og blot fandt dem fortvivlede, tilbød han Fader at ville ægte en rig Enke. Man fortalte paa Gaarden med en Slags Humor, med en sørgmodig Beundring, hvori der var Skjemt, at han var redet ud for at frie, men var kommen kjørende hjem, fordi han havde solgt sin Hest, da Frieriet var mislykket. I de kummerfulde Minder, jeg har fra den Tid, er indblandet en mild Sorg over, at han ikke havde min Sympathi og Anerkjendelse nær, og at jeg ikke kom til at kjende ham helt, i Handling og i Smerte, og om mulig holde endnu mere af ham. Den usædvanlige Aandsanstrengelse og Sindsbevægelse i Forening med den pludselige Afholdenhed, som selv Lægen fraraadede ham, paadrog ham et Anfald af Delirium, hvoraf han ikke kom sig, og det Factum, at han, der i visse Maader, for sent, var det mest afholdende og selvopoffrende Menneske, døde en Drukkenbolts Død, bestyrkede naturligvis Folk i den Mening, at vor Modpart havde Ret, og at der havde været »et underligt Hus paa den Gaard«.
Fader talte en Stund ikke til mig om sine - vore - Anliggender, ja undgik endog omhyggeligere end i sine Breve at berøre dem. For nogle Mennesker er det en Lettelse at tale om deres Sorg, for Andre bliver den endnu tungere, naar den skal helt og tydelig frem i Ord og tillige foraarsage en Anden Pine. Tildels laa det vel ogsaa i, at Fader ikke var frugtbar paa Udveie og ikke sanguinsk i sin Tro paa saadanne. Ulykken blev ham derfor mere en Tilskikkelse, en Vægt, der skulde bæres, end en Gjenstand for Kamp, og det, som han gjerne vilde have kæmpet og oprørt sig imod til det Yderste, den bitt re Uret og Krænkelse, vilde han ikke sætte mig ind i formedelst hans dybe, skaanselfulde Kjærlighed, og rimeligvis fordi han frygtede, at jeg, skjøndt kun en femten- til seksten-aars Dreng, ikke vilde være forblevet passiv.
Det var jeg da ikke alligevel, men paa pinlig, utilfredsstillende Maade, i Tankerne. Jeg følte Trykket, der hvilede over Huset, uden at vide, hvor det kom fra; jeg lagde Planer med en Intelligens, der længtes efter Lys og grov som en Muldvarp - Planer, uden at vide mod hvem og uden at kjende Midlerne til deres Udførelse. Om man end husker, at man som lille Barn har tænkt og følt Mere, end de Ældre anede, antager man dog ikke, at et andet Barn tænker og føler Mere, end hvad det siger, og jeg troede derfor, at min Søster, der var fem Aar yngre end jeg, ikke lagde Mærke til Noget; men denne hendes tause, uskyldige Uvidenhed skar mig i Sjælen. Atter bragede Huset og truede med Sammenstyrtning, og atter skulde jeg maaskee tage hende i mine Arme; men jeg var for gammel til at troe, at Moder vilde komme. Istedenfor den skjønne, store Rædsel, istedenfor den gode Aand, der vilde svæve frem i Dødningeklæder, men med Kjærlighed, hang Prosaens Mur truende ud over mig. I enkelte Øieblikke gjorde selve min Søsters Taushed mig bange, og jeg ventede, at der igjen skulde komme et sælsomt, forfærdende Ord; thi Noget maatte hun jo tænke, især da hun var bleven ene, Fader havde sendt »vor Cousine« bort, fordi han ikke troede at have Ret til at holde det samme Store Hus som før.
En lille Familie, der boer tilleie, har dog i sin Sorg det Trøstende, at den kan være ene, naar den vil, og ikke lade Verden speide ind; men anderledes er det paa en saadan stor Gaard, hvor Murene tale med, baade vemodig og tilskyndende, hvor midt under Ens Kummer Hanen galer glad, hvor Kvæget brøler sundt fra Stalden, hvor Hestene skulle rides tilvands, hvor Melkespandene med Messingbaand om stilles ud og lyse i Solskin ligesom i glade Dage, og hvor en hel Befolkning er paa sin Maade deltagende, nysgjerrig med nedslaaede Øine.
En Dag, da jeg var nede i Haven, kom pludselig en af Pigerne grædende ned og sagde, at »Rettens Folk var deroppe«.
Da jeg kom farende op, saae jeg Herredsfogden med Sognefogden og endnu et »Vidne« i tilsyneladende venskabelig Samtale med Fader; men Fader var ligbleg. Med Herredsfogden fulgte en fremmed Mand, en Procurator, en blond Mand med matblaae Øine og et meget roligt Ansigt. Idet jeg kom til, hørte jeg ham sige høit, men rolig: »Ja, saa vil jeg bede Hr. Justitsraaden skride til Sagen, idet jeg paa min Clients Vegne reserverer mig Alt fornødent.«
»Vi skal efter Loven først tage det, som bedst kan undværes,« sagde Herredsfogden.
Procuratoren svarede: »Jeg skal overlade Hr. Justitsraaden at gaae frem i den Orden, De vil.«
»Her er en Chiffoniere,« sagde Justitsraaden, idet han lagde Haanden paa Møblet, »hvor meget skulle vi vurdere den til?«
I det Øieblik, da Justitsraaden berørte Chiffonieren, var det, som en iskold Haand blev lagt paa mit Hjerte - jeg forstod, hvad der skete: der blev gjort Arrest, man tog vore Møbler.
Fader fulgte stille med og hørte uden at gjøre en Bemærkning sine Eiendele blive vurderede og skrevne. Jeg fulgte bestandig mechanisk med. Jeg havde en besynderlig Fornemmelse, næsten som om der var noget Glandsfuldt ved mig, der kunde kæmpe med disse Fremmede og forjage dem, men hvert Øieblik paany følte sig afmægtigt og gik af Stykke for Stykke, med hvert Numer, de skrev.
Fader fjernede sig lidt, gik hen til sit Chatol og fremtog nogle smaa Maroquins-Æsker, som han gjorde Mine til at stikke i Lommen; men han blev blussende rød, tog Æskerne op igjen og lagde dem paa et Bord.
Justitsraaden nærmede sig og slog Fligen af Bordtæppet over dem.
Procuratoren, der var meget nærsynet, men alligevel saae, nærmede sig ogsaa, slog Tæppefligen tilside, bøiede sig ned, besaae Æskerne saa nær, at han næsten berørte dem med Øinene, aabnede dem og sagde: »Hem, der er Grund til at troe, at dette Stads er ægte; det maa være værdifuldt.«
Det var min salig Moders Smykker.
Saadan gik man hele Huset igjennem, »skrev« Alt, selv Senge og Sengeklæder, gik i Staldene og paa Lofterne og skrev, hvad der forefandtes, med Undtagelse af »Saaekorn og Fødekorn«, ind i Melkestue og i Fadebur, hvor der stod endel Tønder Smør, som vare bestemte til Salg og ikke henregnedes til »nødvendige Fødevarer« og derfor toges med.
Da man var færdig, sagde Procuratoren til Fader: »Jeg behøver næppe at gjøre opmærksom paa, men skal dog gjøre det for en Ordens Skyld, at det nu paaligger Jægermesteren at lade Alt, hvad her er opskrevet, forblive i uforringet Stand og sørge for, at Intet forkommer, da Den, som handler derimod, efter Loven af 11te April 1840 bliver at ansee som Tyv.«
»Det var ikke nødvendigt at sige,« sagde Justitsraaden.
»Nei,« svarede Procuratoren, »men jeg gjorde det for en Ordens Skyld, og fordi Vederparten ikke har en Procurator tilstede.«
»Saa skylder jeg Dem Salair,« sagde Fader.
»Jeg vil efter Omstændighederne ikke sætte det paa Regning,« svarede Procuratoren med uforstyrret Ro.
Da de vare tagne bort, var det, trods Stilheden, der havde hersket under den hele Forretning, som om en umaadelig Storm var gaaet over Gaarden. Det forekom mig, at den havde bortført selve Møblerne, uagtet de stode paa deres Plads. Alting var forfærdelig tomt, og jeg selv var blevet saa lille, ligesom krympet sammen. Men Hjertet var fyldt af en Kummer og Medfølelse, som der intet Ord er for, hvergang jeg saae paa min Fader og Søster. Min Søster havde sat sig paa en Skammel, tilsyneladende rolig og uden Forstand paa, hvad der foregik; men saadan som Barnet sad der, var det som levende Symbol paa Husets Ydmygelse. Fader gik op og ned ad Gulvet. Han tænkte maaskee under det uhyre Tryk udelukkende paa os, ligesom vi Børn tænkte udelukkende paa ham og hinanden indbyrdes. En saadan Sorg, hvor materielt dens Ophav er, og dog ideal, fordi man glemmer sig selv over de Andre; men det er saa vanskeligt at finde Ord til de Andre.
Endelig sagde Fader blidt: »Kom, lad os gaae ned i Moders Have.«
Det var en Augustaften, og det begyndte at skumre. Himlen var klar og Luften mild, men underlig fugtig; over Haven hvilede den dybeste Stilhed.
Vi gik meget langsomt, og mine Tanker slæbte sig tunge og dunkle gjennem min Hjerne, indtil vi kom til Moders Have, saa veed jeg ikke, hvad der gik af mig; men pludselig, i Halvmørket under Træerne, brød Smerten frem med Raseri, jeg kastede mig ned, vred mig i Græsset, græd og gned Ansigtet mod det vaade Græs. Da foregik en Scene, som Himlen vel har seet ned paa; med Et laae vi alle Tre grædende og hulkende i hinandens Arme og kyssede hinanden, og saa, uden at der var blevet vexlet et Ord, gik vi op og vare stille i Sindet.
Min lille Søster dækkede Aftensbordet. Enten fordi de ikke bleve kaldte eller af undselig Medfølelse afholdt Husets Folk sig fra at komme ind som sædvanlig. Tilfældigvis var alt vort Smør blevet nedlagt i Tønderne, som vare skrevne, og Barnet kunde ikke opdrive andet end et lidet Stykke, som havde været paa Bordet om Middagen. Hun vilde ikke gaae eller sende over til Forvalteren og laane. Men vi toge alle Tre saa lidt, af Hensyn til hinanden, at der endda blev tilovers.
Den Nat og mange følgende Nætter sov Fader, som vi senere erfarede, paa Gulvet; han kunde ikke lægge sig i en Seng, der var »skreven«.
Jeg tør hverken rose eller dadle Fader for den Maade, hvorpaa han tog Sagen. En anden Mand i hans Sted vilde maaskee have gaaet ud imellem Folk, talt meget, beklaget sig, lagt Skylden paa Andre og paa en eller anden Maade fundet en lille Virksomhed, der havde forlænget den haarde Kamp, som de have at bestaae, hvis Skjæbne gaaer nedad. Men han havde trukket sig tilbage i Stilhed, var uvant til at færdes imellem de travle Mennesker, for idealt tilbageholden til at klage, vinde Medlidenhed og gjøre den i Penge. Istedenfor at søge en Kniv til at aabne »den Østers, vi kalde Verden«, aftog han alt mere og mere af sin Rustning for at gjøre det uhæderligt for Andre at stikke, men i Virkeligheden for at modtage flere Stik. Verden er haard mod en slagen Mand, der ikke vil gi'e sig.
Hvor meget jeg end kunde see og sympathisk føle, at han led, havde jeg dog ikke Forestilling om den fortvivlelsesfulde Kamp, der foregik i hans Sjæl; men jeg fik denne Forestilling. Han kaldte mig en Dag ind til sig. Hans blege, gullige Ansigtsfarve skar mig i Sjælen, og jeg blev forfærdet, da jeg saae, at hans Øine vare underløbne med Blod.
Han kunde see det paa mig og sagde blidt: »Jeg seer vist daarlig ud; jeg har havt lidt Feber; men nu er det ovre.
Jeg maa tale med Dig, Axel.
Du skal vide og bevare i Dit Sind ved Siden af Evangeliet, at jeg har lidt Uret. Du skal bevare det for Sandhedens Skyld, ikke for at hævne mig.
Jeg har lidt en sær, en uforklarlig Uret. Jeg har i min Skrøbelighed været saa forbittret, at jeg tænkte paa at tage en Mands Liv. Men, takket være Gud, jeg fik de feige og blodige Drømme bort.
Der har været Meget hos mig. Det har ængstet mig til Vanvid, at Du og Din Søster, naar I leve, kunne komme til at begaae Uret. Jeg har gaaet og tænkt, Axel, at det var bedre, om vi døde sammen.«
Her standsede Fader og drog Veiret dybt og lukkede Øinene og saae ud, som om han skulde segne. Jeg vilde holde ham, og Himlen veed, at i det Øieblik, jeg berørte hans klamme Haand, vilde jeg helst døe med ham; jeg var nærved at kvæles af en bitter Fornemmelse, der alligevel, synes mig nu, var overordenlig velgjørende i sin Resoluthed og mægtige Kjærlighed. Men han rettede sig og vedblev:
»Men ogsaa det Vanvid har jeg med Guds Bistand forjaget. Jeg siger Dig det, for at Du skal vide Alt. Bliver Du engang selv Fader, vil Du bedre forstaae mig. Du skal vide, naar Du fristes til at gjøre Uret, at Din Fader vilde døe med Dig for at forebygge det, og Du skal være Din Søsters Vogter. Du skal vaage over hende som en Hund; dette er mit Testamente og min Velsignelse. Tager Du derimod?«
»Ja,« svarede jeg med Graad i min Hals, men af al min Sjæl og alt mit Hjerte.
»Saa skal,« vedblev han, »Himlens Velsignelse komme til Dig som Dug den Aften, Du mindst venter det, og Du skal komme værdig til mig og Din Moder! - Bed nu Dit Fadervor. Herren vil være hos os i denne Stund.«
Efter en lang Pause sagde Fader: »Endnu Et, Axel. Der er en Ting, Du skal gjøre nøiagtig, som jeg siger Dig, ikke mere og ikke mindre. Vil Du love mig det?«
Jeg lovede det.
»Axel, min brave Dreng, mit kjære Barn, jeg troer ikke, at jeg har langt tilbage. Bliv ikke saa angst; jeg vil gjøre Mit for at blive hos Dig og Din Søster. Du kan endnu idag hente Doctoren. Men naar jeg skulde døe snart fra Dig, saa skal Du, saasnart jeg er død, gaae til den Mand, hvis Navn er opskrevet i dette lukkede Brev til Dig, og sige ham: Min Fader er død; han stævner Dem i sit eget og sine Børns Navn. Ikke mere og ikke mindre, og fra det Øieblik skal den Mands Navn være glemt af Dig, hvad end Nogen vil komme og sige Dig. Vil Du gjøre det?«
»Ja, Fader,« svarede jeg; men hvor stærk jeg end var, svigtede Legemet, og for første og sidste Gang i mit Liv besvimede jeg.