M. A. Goldschmidt: Arvingen (1865), 1,3
[1.3]
Efter de faa Solskinsdage i Marts var, som saa hyppig skeer hjemme, fulgt Kulde og Slud, og først inde i Mai kom Foraaret, næsten pludselig, men virkeligt, tilforladeligt, fyldigt. Først nu blev jeg ret opmærksom paa, at vi havde en Have, og det en stor, eller rettere langstrakt, hvoraf kun den Del nærmest Huset var behandlet med Omhu; i den fjernere Del stod Pil og ung Bøg blandet med Frugttræer, og gjennem Græsset gik Stier, ikke regelmæssige Gange. Men da jeg en Morgen kom ned, var det, som om det Hele, de knuppende Træer, Buske og Planter saae paa mig med tusinde Øine fra Hjemmet. Jeg troer virkelig, at jeg blev overrasket over, at noget Saadant kunde skee inde ved Kjøbenhavn, og jeg følte det i disse Omgivelser som en Synd imod Hjemmets Tanke og Villie, at jeg spillede Kort. Haven var paa tre Sider omgiven af et Plankeværk, paa den fjerde Side af en usædvanlig høi og tæt Buxbomhæk, hvilken jeg uvilkaarlig opfattede som en grøn Mur, og det faldt mig ikke ind, at der kunde være Noget paa hin Side. Etsteds stod tæt op til Buxbomhækken en Guldregn - eller, som jeg endnu foretrækker at kalde den: Guldranke - og da den begyndte at oplukke sine grønne Hylstre og vise sine deilige, friske, gyldne Klaser, lignede den saa aldeles den ensomme Guldranke hjemme paa Høien i Lunden, at jeg næsten troede, den var fulgt med mig som en tro Ven. Den vakte igjen Hjemveen. Der var Tider, da jeg sad under den og var overbevist om, at den følte Noget og gjerne vilde have talt til mig.
En Søndag Morgen, da Træet stod med alle sine Klaser helt og pragtfuldt udfoldede og jeg gjennem den gyldne Rigdom saae op i den blaae Himmel og fik et Billede af den smilende Lyksalighed, der havde hvilet over mit Barndomshjem, hørte jeg pludselig først en Lyd af Vingeslag eller af lette Skridt og saa en deilig Barnestemme tæt ved mig eller over mig. Først syntes det mig at svæve igjennem Luften, at komme med korte, hvirvlende Slag ligesom den første Lærke, men i næste Øieblik var det endnu nærmere, ligesom i selve Træets Blomster, og jeg troede et kort Moment fuldt og fast, at Træet sang, at noget Lykkeligt var skeet hjemme, eller jeg tænkte egenlig ikke, i den Stund var jeg fuldstændig borte i hint Land, som vi aldrig skulle betræde, min Sjæl levede et kort, energisk Øieblik i till idsfuld, absolut Tro paa det skjønne Ubekjendte. Endnu et Blink, saa mærkede jeg, at Lyden ikke kom fra Træet, men fra den grønne Mur, fra en Fugl eller Fee derinde, og saa brød jeg med Hænder og Hoved ind i Hækken og saae da - at der var en stor smuk Have, og i den gik en hvidklædt Pige. Først havde jeg nær troet, at det var min Søster; men den Ubekjendte var ældre, saae ud til at være omtrent elleve Aar, og der var ved hende ikke det Hjemlige som ved min Søster, hun var saa særegent, glimrende smuk, og hun skinnede i de hvide Klæder næsten med Solglands. Pludselig traf et Blik fra hendes store, mørke Øine lige ind i mine, syntes mig, at jeg foer tilbage, som om jeg havde gjort uret.
Fra den Tid af forsvandt Hjemveen ganske, og selv Guldranken forekom mig, istedenfor som før at række sig hjem til vor Have, beskjæftiget med at see over den grønne Mur. Jeg kunde ikke lade være at kigge ind, saa ofte jeg troede, at hun var der, og skjøndt jeg tidt saae Selskab af »smukke Folk«, Mennesker af den Slags, som jeg var vant til at omgaaes, vedligeholdt sig dog længe Forestillingen om, at det egenlig var en Feeverden, især naar hun var tilstede. Hun syntes at virke paa Andre næsten ligesom paa mig. Yngre og ældre Herrer viste hende mere Opmærksomhed, end man pleier at vise Børn, og det var mig saa forstaaeligt. Om hun var skjult i en Klynge og blot løftede en Arm, kunde jeg af Maaden, Formen, en egen Virkning paa min Sands, kjende og føle, at det var hende. Hendes Kjole sad anderledes, dens Flige flagrede anderledes i Bevægelsen eller for Vinden end de Andres. Jeg er overbevist om, at hvad Sands jeg senere har havt for Billedhuggerkunst og rene, yndefulde Bevægelser, har jeg faaet vakt eller udviklet ved Synet af hende.
Jeg spurgte ikke Nogen om hende, og det undrede mig ikke, naar der blev indbudt Børn for at more sig med mig - Bryggers havde ingen Børn - at hun ikke var iblandt dem. Min Moder kunde have indbudt hende; Justitsraadinde Brygger ikke. Men jeg var altid genert, naar der blev leget i Haven, fordi jeg forestillede mig, at Alt foregik under Hendes Blik, og at det ikke skulde tage sig godt nok ud for Hende.
Blandt dem, der kom til mig, var en Søsterdatter af Dr. Hilder, en kjøn, blond, elleve eller tolv Aars Pige, med eiendommelig blide Dueøine. Hendes hele Væsen havde en tilsvarende Blidhed, eller hvad jeg skal kalde det. Det var, som om hun ved fælles Overenskomst var bestemt til at skulle være deltagende for Andre, bære deres Bekymringer, komme i Besiddelse af deres Fortrolighed og aldrig tænke paa sig selv. Af de Ældre blev hun altid udvalgt til at have Tilsyn, at opgive sin barnlige Fornøielse for de Andres Skyld; men selv derved blev hun Hovedpersonen, Alting dreiede sig om hende. Hun hed Sophie. Jeg fandt fra Først af ikke Behag i hendes Blidhed; men hun trak mig til sig ved den særegne Maade, hvorpaa hun unddrog sig min Overmagt. Nogle af de første Ord, vi vexlede, vare om en Bog, som jeg havde i Haanden, og som hun ikke forstod, og saa sagde hun stille, forstandig: »Det er maaskee bedre ikke at være saa klog.« - Jeg spurgte, hvorfor det skulde være bedre. »Jo,« svarede hun, »for de Kloge er saa sjelden gode.« Dette Ord forstyrrede og næsten pinte mig; der var en Dobbelthed, jeg ikke kunde komme ud af. I Kraft af det Gode, som var hendes Domaine, hvis hun kunde bevise det, gjorde hun Fordring paa en Overmagt over mig, hvem Skolen netop vilde gjøre klog. Jeg valgte at smøge denne Overmagt af ved at vedkjende mig det Onde. Men derved fik hun i Øieblikke en ny Overlegenhed; thi hun drev det Haarde i mig saa vidt, at jeg ikke kunde gaae videre uden at mishandle hende, og saa sagde hun: »Du er jo slet ikke saa ond, som Du gjør dig.«
Naar jeg havde gjort hende Fortræd eller i flere Dage været hensynsløst uagtpaagivende imod hende, kunde der komme blide Scener, hvor hun viste sig som min Jevnlige, min Veninde, der skulde besidde min Fortrolighed, og det passede jo efter vor Alder ganske godt, eftersom jeg var et Par Aar ældre end hun, men dog i Udvikling yngre. Hun udspurgte mig engang om mine Forhold hjemme, om dem, jeg havde ladt tilbage.
»Var der nu ikke nogen lille Pige, som Du holdt af?« spurgte hun, og da jeg svarede Nei, vedblev hun: »Er der heller ingen her?«
Med al min Naturs Utilbøielighed til at tale om det, der laa mig paa Hjertet, kunde jeg ikke sige Nei hertil. Hvis Hun hinsides den grønne Mur usynlig omgav mig, saa skulde hun ikke høre mig fornægte hende, og jeg svarede lydelig Jo.
»Saa maa Du naturligvis være hende tro og aldrig tænke paa nogen anden Pige. Og naar Du er bleven Student, kan Du frie.«
Jeg kunde have kvalt hende for det Ord. At frie! Med det Ord var forbundet Forestillingen om noget Lempeligt, Ansøgende, Regelret, Forstandigt, Kjedeligt, og jeg vilde naturligvis hente mine Tankers Dame ud fra Landser og Sværd eller fra en brændende Bygning eller af en Løvehule.
»Det kan Du,« vedblev Sophie.
Jeg svarede Nei med en Stemme, der vist var halvkvalt af Vrede.
»Du gaaer op til hendes Moder og taler godt for Dig, og saa faaer Du ikke Nei.«
Jeg kunde ikke udholde den Snak og gik min Vei.
Alligevel var det mig en egen Tilfredsstillelse, naar Sophie engang imellem igjen bragte Sagen paa Bane. Blot jeg kunde sige et Ord, om nok saa dulgt, der havde Hensyn til Hende, var mig som en Troesbekjendelse eller en Hylding, hun havde Krav paa og selv i det Fjerne kunde modtage som et Røgoffer. Saaledes spurgte Sophie mig engang efter endel Dages Fraværelse: »Har Du nylig talt med Hende?«
»Nei.«
»Har Du seet hende?«
»Ja, det har jeg!«
Det straalede paany for mig, naar jeg ved dette Ja gjenkaldte mig Synet.
»Hvor?« spurgte Sophie, men fik intet Svar.
»Saa har Du listet Dig til at see hende om Aftenen! Det er ikke kjønt. Alting skal være aabenlyst.«
Dr. Hilder sagde om sin Søsterdatter, naar hun blev rost: »Ja, hun strikker godt,« og hvis dette ikke var et tilfældigt, saa var det et dybttænkt Ord, der betegnede hendes stille, blide Føien Maske til Maske baade med Tanke og med Gjerning.
Østerbro var dengang - og er maaskee endnu - meget daarlig brolagt. En Dag, da jeg gik til Byen, kom en aldrende Herre ridende, i Skridt; Hesten gled, faldt i Knæ med begge Forbenene, og Rytteren var nærved at styrte ud over dens Hoved. Jeg sprang til og hjalp med et Ryk ham og Hesten op. Det Hele var forbi paa et Par Secunder.
Et Par Dage efter mødte jeg ham tilfods i en af Alleerne. Han var allerede næsten forbi mig, da han standsede og spurgte, om det ikke var mig, som forleden havde givet ham en Haandsrækning, da han var nærved at slaae Kolbøtte. Vi kom i Samtale; han spurgte om min Fader, sagde, at han kjendte ham af Anseelse, og indbød mig til sig. »I Grunden er det mig, der skylder Dem en Visit,« sagde han belevent; »men siden De ikke er i Deres Hjem, og jeg har mit nærved, saa skyder jeg mig ind under min Alders Privilegium.«
Han gav mig sit Kort, hvorpaa stod Conferensraad, og jeg stak det til mig uden at bryde mig videre derom, da jeg fandt det flaut at gaae til ham og modtage Tak. Men da Fru Brygger saae det i mit Speil, spurgte hun ivrig, hvordan jeg var kommen til det. Jeg vidste, at hun saae op til en Conferensraad som en Høne til en Kalkun, og sagde derfor med endnu større Ligegyldighed, end jeg virkelig følte, at det var en Mand, der havde inviteret mig.
»Hvordan kom han til det? Kjender han os?«
»Det veed jeg ikke; men han kjender Fader.«
»Naa.«
Saa blev der ikke talt mere derom, før Justitsraaden kom hjem. Han var ogsaa imponeret, men viste det kun ved den Omhu, hvormed han spurgte, uden at forandre sin rolige Stemme. »Er det ham, som boer her nede ved Clasens Have?« - »Det veed jeg ikke.« - »Sagde han da ikke, hvor han boede?« - »Nei, han mente vel, at saadan en fornem Mand var kjendt nok; men han sagde, han boede nærved os.« - »Hør, Axel, jeg troer det Altsammen, naturligvis; jeg troer, at han har givet Dig sit Kort, og jeg troer ogsaa, at han har sagt, han boede nærved; men jeg troer, at han har seet Dig krybe op dernede i Haven og indbudt Dig til at gaae den rigtige Vei.«
»I Haven?!« raabte jeg uden for Øieblikket at bryde mig om det Onde, der laa i Justitsraadens Ord, idet han efter sin Natur eller for at hævne sig forudsatte, at mine Ord kun vare plebejiske, halv-paalidelige, og at jeg var bleven behandlet du haut en bas.
I Haven! Der gik et Lys op for mig. Saa besynderligt det end nu forekommer mig, saa er det dog vist, at jeg ved at see derind havde manglet en Sands eller havt en Sands for meget. Det var et Rige udenfor Verden, og jeg bragte det ikke i nogen Forbindelse med Virkeligheden, opfangede ikke Physiognomierne saadan, som vi ellers gjøre, til daglig Brug. Gjennem det lille Hul i Hækken havde jeg visselig seet Hende bestemt, men alt Andet kun som Skygger. Nu stod det pludselig for mig, at jeg i Afstand havde seet en aldrende Mand i gul Nankinsfrakke og med grøn Saffians Kaskjet og Merskumspibe i Munden. Han blev mig med Et aldeles tydelig, og det kunde være Conferensraaden, skjøndt jeg aldrig havde tænkt mig en Conferensraad i gul Nankinsfrakke.
Det er kun i den tidlige Ungdom, og kun en eneste Gang i sit Liv, at man kan opleve det Sælsomme: at begive sig paa Vei for at aflægge Besøg i Feeriget, hvorom man aner eller veed, at det dog ikke er et Feerige, men alligevel med al den Sjælens Dirren, som man vilde fornemme, hvis det var - at gaae ind for at besøge Titania og Oberon i et Rige af Solnedgangsskyer, og spørge efter Conferensraaden og blive modtaget af en rigtig elskværdig dansk Embedsfamilie og dens deilige Barn. Hvad er størst, Tabet eller Vindingen? Eller rettere: Hvad i Verden kan sammenlignes med Blandingen af begge Dele? Der var saa smagfuldt, hyggeligt og belevent, og over disse Culturens smukke Prosa-Virkninger faldt Poesiens Guldglands.
Ogsaa Hun skiltes fra Phantasilandet; men jeg fik rigelig Erstatning i den forunderlige Virkelighedens Sødme, der var i Atmosphæren om hende ligesom om en Blomst. I Sandhed, mit hele Væsen drak den ind. Jeg havde i de Øieblikke ingen Alder, det vil sige: Jeg var hverken forelsket som en Mand eller som en Dreng, men dybt gjennemtrængt af det usædvanlig Yndige, barnlig Kvindelige. Det er muligt, at jeg ikke nu, opfyldt af senere Erindringer, kan huske hende aldeles nøiagtig fra den Tid og skille Barnet fra den Voxne. Dog forekommer det mig saa. I Alt Fald var det Væsenlige tilstede. Nogle faa, udvalgte Physiognomier have den Evne at frembringe en besynderlig, henrykt-svimlende Fornemmelse, naar man betragter dem, og for hendes Vedkommende hidrørte den fra, troer jeg, at Skjønheden - en eiendommelig Skjønhed, det ædle Udtryk for en Sjæl, der var skabt til Ømhed og til at løfte sig høit, og derved kom til at gjøre et Indtryk, hvorfor jeg ikke har andet Navn end det utilstrækkelige: glad-vemodigt - i første Øieblik syntes mest charakteristisk ved Pandens og Øienbrynenes ideale Linier og ved de mørke Øine med de lange Øienhaar; men saa opdagede man pludselig, at den samme Skjønhed, det samme Udtryk, skjøndt paa helt anden Maade, i ny, overraskende Form, var ved Munden, og det var denne mysterieuse, sjælfulde Harmoni, der saa fuldstændig betog Sandsen. Nu forstod jeg instinctmæssig den tilsyneladende courtiserende Høflighed, jeg havde seet Alle vise hende; det var Virkningen af den Følelse, hun frembragte, at om hende skulde man værne, hun var et almenmenneskeligt Gode, bestemt til at glæde Alle og gjøre En salig.
Hun var paa en Maade mere Barn end Sophie; hun havde ikke tænkt over Forskjellen mellem Klogskab og Godhed, men havde Hjertets Klogskab uforstyrret. Man lod os gaae ene sammen i Haven, og jeg undrede mig over, at vi kunde gaae og tale saa ligefrem sammen. Hun sagde: »Jeg tænkte nok efter Faders Beskrivelse, at det var Dem.« - »Efter Deres Faders Beskrivelse? Men De kjendte mig jo ikke!« - »Jo,« sagde hun, idet hun gik hen mod Buxbomhækken, »jeg kjender Dem godt. Her er et lille Hul, som jeg har kigget igjennem; men De skal ikke sige det til Nogen, for det er ikke rigtigt at kigge ind til fremmede Folk.« - »Jeg har ogsaa kigget ind til Dem,« sagde jeg. - »Har De? Det havde jeg ikke troet om Dem. Jeg troede, De havde alvorligere Ting at tænke paa.«
Hvilke besynderlige Ord! Saa naivt, dameagtig, irettesættende! Jeg havde jo ogsaa, eller jeg burde have, alvorlige Ting at tænke paa! Hun vakte ved sine Ord eller ved Blik, Stemme, Personlighed, den første heftige Fornemmelse af, at jeg havde et Maal langt ude, var kaldet til Noget. Hun løftede mig op til en Værdighed, ganske anderledes end den, jeg hidtil havde tillagt mig selv: en, der skulde erhverves.
Endnu et Udbytte bragte jeg med hjem, hendes Navn: Astrid, og med den Romantik, som griber Alle, Unge og Gamle, hvem Kjærligheden kommer nær, læste jeg naturligvis en hemmelig Betydning i, at hendes Navn begyndte med samme Bogstav som mit.
Jeg var endnu engang derinde, saa kom Sommerferien - lidet vilde jeg have troet Nogen, som kort forinden havde sagt mig, at jeg engang nødig vilde hjem! Forgjæves bebreidede Hjertet sig sin Synd, sin Utroskab, og spaaede sig selv dunkelt en Straf derfor. Jeg var nu engang løsrevet fra Moderjorden, havde begyndt som Planet at rulle mig om mig selv og bevæge mig om min egen Sol. Først da jeg gjensaae Poplerne, begyndte Hjemmets Minder at dufte i Sindet; hvert Træ hilste mig, først trohjertig-bebrejdende, saa kjærlig-tilgivende, og da jeg svingede ind i Gaarden, da Hundene glammede i Høien Sky, da Karle og Piger stode i Dørene eller ilede til, da Fader og Ritmesteren kom ud paa Stentrappen fulgte af min Søster og vor Cousine - ja, da hørte jeg igjen mine Egne til og bragte kun en Fremmed med i Hjertet.
Ritmesteren var aabenbart mindre livlig end før; men Fader havde, idetmindste i de første Timer, det for mig saa Indtagende, et Udtryk af den tidligere Lykke og Anselighed. Det var, som om vi kastede Lys paa hinanden: han, glad over, at jeg var voxet og var sund, jeg følende Stammen, hvortil jeg hørte, igjen rank og kraftig. Og saa var min Søster voxet og saa net, tydelig nok i gode Hænder; men trods den hemmelige Taknemlighed, jeg i Hjertet følte mod »vor Cousine«, kom igjen den sære Lyst til at lade hende undgjælde for, at hun ikke var vor Moder, og Forsøg paa at øve mig i kold Høflighed - Noget, der samtidig gjorde mig selv ondt, fordi jeg nu vidste, at hun ikke var formuende.
Valdemar kom farende over, aldeles ellevild, dels vel af Glæde over at gjensee mig, dels af Iver for at fortælle mig, at nu endelig skulde han tilsøes. Tre Ting af Søvæsnet havde han allerede lagt sig til: han bandede, gik i Cadetlærreds Benklæder og kunde ikke blive ved Jorden, men vilde altid klattre op. Vor første Samtale fik vi i Toppen af et Træ, hvor der rigtignok var Kirsebær. Jeg forekom mig selv saa tam, og lod beredvillig det »kjøbenhavnske Væsen« tage af mig. Hans Forældre beklagede, da jeg kom over, at Gaardene igjen vare gledne saa langt fra hinanden, og at de sjelden eller aldrig saae Fader. »Jeg behøver ikke at sige Dig, Axel,« sagde Valdemars Fader, »at jeg baade holder af Din Fader og respecterer ham; men han gaaer for meget i Morgensko, og det er, Pinedød, ikke godt.«
Det var en vanskelig Ting for mig, der skulde af Valdemar lade mig øve i ny Vildskab, at optage dette Vink og sige Nogetsomhelst til Fader - thi jeg forstod godt, at der laa mere i Ordene, end de just udtalte; jeg havde jo selv snart mærket, at vor hele Gaard mere vegeterede end levede. Men en Dag, da jeg gik med Fader over Gaarden, gjorde jeg opmærksom paa, at den ene Længde dog vist trængte til at ombygges.
»Ja, vist,« svarede Fader; »man hører nok, at Du kommer fra Kjøbenhavn, hvor man ikke lærer, hvad Penge koste. Men det er meget rigtigt, den skal ogsaa ombygges; vi er ilav med det og med Mere. Jeg maa jo tænke paa Fremtiden og Dig,« tilføiede han og strøg mig kjærlig om Haaret.
Det var første Gang, at jeg hørte Fader tale om Penge og lægge Vægt paa dem. Men saa tilføiede han: »Det er endda ikke saa stor en Kunst at bygge en Gaard op; Du, Axel, har en større Kunst at udføre: at bygge Dig selv op til at være Gaardens Herre og Brødgiver for mange Mennesker. Lad os nu kappes!«