M. A. Goldschmidt: Arvingen (1865), 1,1
[1.1]
Jeg troede, det var let at fortælle, hvor man er født, og hvorledes Ens Barndom hengik; men idet jeg vil erindre tilbage og om mulig gribe det Første, jeg kan huske, mærker jeg, hvor frugtesløst det vilde være at forsøge mig paa en Opgave, der trænger sig frem: at oprulle hin besynderlig sammenlukkede og dog saa aabne og modtagelige Tilværelse, i hvilken der danner sig et sammenvævet Sæt af Billeder, Tilstande, Indtryk, som udgjøre Baggrunden for vort hele sildigere Liv, er Kilden til mangfoldige senere Tanker, Sympathier og Antipathier, til vore Længsler, ja til Udbrud af vor Villie og Handlekraft.
Det er navnlig min Faders Gaard eller Naturen, hvori jeg vaagnede til Bevidsthed, som jeg af Længsel og Kjærlighed gjerne vilde mane op i den Glands, Storhed og Friskhed, hvormed Barndomsøiet saae den. Idet jeg skal kalde vor Gaard »en lille Herregaard«, glider Fee-Skjæret bort fra den, og jeg har ikke Ord til at gribe og fastholde dette Skjær, som dog for mig var det Rette og Virkelige. Jeg er fristet til at sige, at vi have lært at tale paa Bekostning af et finere, men rigtignok ufuldstændigt Sprog, som oprindelig er i os.
Naar jeg tænker mig, at jeg kommer reisende tilbage dertil, saa bøier jeg af fra Landeveien ad en Bivei, og man kan aldrig tage feil af denne Bivei, hvis man engang har seet den. Til begge Sider bugner det paa Grøftekanten af Brombær - og hvor Luften en Sommerdag kan ligge stille paa denne dybe Vei, og hvilken sød Duft der slaaer En imøde! Men hvo kan beskrive den? - og lidt længere frem begynder en Allee af Poppelpile. Det er egenlig ikke noget smukt Træ, denne Poppelpil. Den skyder op i en Pyramide, men mærker saa, at den har sluttet Pyramiden for hurtig, og skyder saa en ny, der staaer omvendt, en overflødig Dusk, der vakler og ofte bliver skjæv. Men de have mangen Gang utaalmodig vinket efter mig eller sørgmodig sagt mig Farvel; de vare simple Folk, stode yderst ude, toge imod den værste Blæst for at gjænne om de finere Folk, Lindealleen, der stille og alvorlig ligesom gamle betroede Tjenere førte ind til selve Hjemmet.
Dog var Indkjørselen ikke lige for Alleen. I gamle Dage, da Lindene bleve plantede, skal Hovedbygningen have ligget ligefor; nu kjører jeg tilhøire, igjennem en høi Port, ind paa en firkantet Gaardsplads og saa igjen tilvenstre op foran Stentrappen. Nu kommer Ingen ud med aabne Arme; men det er det Samme; lad mig stige af ubemærket og gaae op ad Trappen og ind i Forstuen belagt med store Fliser, hvis Lyd vel endnu er trofast hjemlig, og lad mig, idet jeg bortskyder Minderne, der aandedrætstandsende møde fra Fortiden, strax gaae ind i og igjennem den store Havestue. Mon den endnu er saa overmaade høi og rummelig, som den syntes mig dengang? Mon Stentrappen, der fører ned i Haven, endnu er saa stor og glat og tindrende hvidgraa? Men Haven, se, den er af en ganske egen Slags; thi den er mange Haver, den er et helt Rige, med Frugttræer vidt spredte overalt, som i saa mangen Juni have forvandlet sig og Omgivelserne til en Trylleverden med hvide og lyserøde Kupler og med sommervarm Snebund. Der er Blomsterbede og Sirener nærmest Stuen, saa Gange bugnende med Solbær, Ribs og Stikkelsbær, saa lange, regelmæssige, pyntelige Kjøkkenurtebede, saa igjen et Blomsterparti, udvalgte Blomster, især en Samling af mangfoldige Roser, og et Espalier af Vindruer og spanske Kirsebær tilvenstre paa en hvid Væg - denne Afdeling kaldtes Moders eller Fruens Have - og saa en Lund med Ask, Birk og ung Bøg, der ender i en Høi, hvor der staaer en ensom Guldranke. Men hvor er der Ord for Stilheden, hvori Alt dette aander, og som underdeilig afbrydes af en Fuglestemme, af Leens Klang fra Marken, af Kirkeklokken, der i hemmelighedsfuld Forening med den rødmende Himmel ringer Dagen ud - og hvo inddrikker den jordiske Salighed deraf uden den, der som Barn færdes deri uden Begreb om Tid, og som uden endnu at have Forstand paa, hvad Eiendom er, føler det Hele som Sit?
Ja, det var mit, det var vort Altsammen, og den, som gav mig den første, usikkre og dog stolte Forestilling om Besiddelse, var vistnok Ane Marie eller Ane Peers Jens, der altid kaldte mig »Arvingen«. Jeg antager, at jeg lærte Ordets omtrentlige Betydning igjennem den kjærlig-beundrende, lidenskabelige Tone, hvori det saa ofte blev sagt. Ane var bleven gift fra Gaarden allerede i min Bedstefaders Tid og havde det nu daarlig, ikke formedelst Fattigdom, men fordi hun ikke kunde komme ud af det med sine Stedbørn, og paa »Gaarden«, hvor hun havde været ung, og paa mig, Gaardens Herskabs Førstefødte, kastede hun al den Kjærlighed, hun ikke kunde faae Brug for andensteds. Jeg var formodenlig ligesom Barn af hendes Ungdomslykke, den eneste Gjenstand, hvor hun paa en Maade kunde see sig i Speilet og ikke finde sig gammel, forvandlet fra en smuk Pige til en rynket Husmandskone med Harm og Had i Hjertet. Mig lærte hun at kalde sig Ane Marie, medens med Undtagelse af Fader hele Gaarden kaldte hende Ane Peer Jens, fordi den hele Slægt kun havde kjendt hende efter hendes Giftermaal. Naar der var Noget i Veien for mig og hun var nær, trøstede hun mig med, at jeg var Arvingen, eller jeg var og blev dog Arvingen alligevel, hvordan det saa gik, og det synes mig, at jeg endnu kan huske, hvor underlig disse Ord virkede paa mig og gave mig Magt til ikke at græde, som om jeg følte en hemmelighedsfuld stor Ret og Forpligtelse. Senere har jeg havt Anledning til at tænke over, i hvilken Mening hun vel sagde det. Gaardens Folk ansaae hende for en Slags Sibylle - hvad Almuen jo let vil gjøre ved Mennesker, der huske langt og dybt og ere bevægede af en Lidenskab, de ikke helt kunne udtale -; men, hvis jeg var overtroisk, vilde jeg være tilbøielig til at sige, at hun i sin Indesluttethed havde noget Prophetisk. Hun staaer forøvrigt næsten mythisk for mig, fordi hun tidlig gled bort fra min Forestillingskreds; men jeg maa rose hende i hendes Grav for en efter Omstændighederne usædvanlig Honnethed. Skjøndt hun var meget skinsyg og - saavidt Respecten for hans høiere Samfundsstilling tillod - vred paa en anden Person, der viste mig Venskab, Ritmester Buch, og hyppig blev begegnet af ham med Ringeagt, sagde hun dog aldrig noget ondt eller ringeagtende Ord om ham til mig, skjøndt hun havde kunnet. Hun staaer for mig som noget besynderlig kjærlighedsfuldt Idealistisk i uskjøn Form; hun vilde jage Fluerne fra mit Ansigt, naar jeg sov, og holde onde Ord fra mit Øre, naar jeg var vaagen.
Ritmester Hemming v. Buch strækker sig igjennem de to Perioder af min Tilværelse, den mythiske og den heroiske - som de Fleste af os gjennemgaae - og temmelig langt ind i den historiske. Han havde været Landseneerofficier, og jeg er ikke istand til at angive med Bestemthed, hvorfor han havde søgt eller faaet sin Afsked. Mig syntes det i tilgivelig Partiskhed, at han var en stor og mægtig Riddersmand. Han var høi, temmelig bredskuldret, med et stort, kraftigt Hoved og et storskaaret Ansigt, med mørkt Haar og Skjæg og med et Blik, hvori der var en besynderlig Blanding af Jovialitet og Vemod.
Jeg har senere kun yderst sjelden mødt et lignende Blik, og da hos en Saadan, som var bleven skuffet i Kjærlighed og havde søgt Trøst hos Bacchus. Jeg kan gjerne strax sige, at jeg troer, Ritmesteren drak lidt mere end strengt nødvendigt; men jeg erfarede det først sent; thi han havde Principer, han havde en bestemt Tid, fra Klokken 9 eller 10 om Morgenen til Kl. 5 eller 6 om Eftermiddagen, hvori han kunde komme til at vise sig for min Moder og aldrig »feilede« Noget. Han havde, skjøndt endel Aar ældre end min Fader, været en Ungdomsven af ham og var nok oprindelig kommen til Gaarden som Gjæst og var saa bleven der. Han viste sig altid »i Værelserne« i Uniformsfrakke og bevarede den Holdning, som hører dertil, og skjøndt det vel er muligt, at i de otte, ni Aar, hvori jeg kjendte ham eller næsten var under hans Varetægt, hans Haand efterhaanden blev mindre sikker og hans Næse lidt rødere, end den burde været, saa var og blev der dog bestandig noget Nobelt, Chevaleresk ved ham. Man sige, hvad man vil om den sorte Kjole og dens demokratiserende, sociale Magt: Uniformen gjør dog godt i et Hus; man bliver, synes mig, aldrig saa familiær med den som med den civile Dragt; den pynter noksaa godt som en Bordopsats, og den knytter ofte paa livlig Maade Husets Forestillinger til Fanen, det Almindelige. Naturligvis var en af dens første Virkninger paa mig at vække Ønske om at blive Officier; men, uagtet Moder ikke officielt vidste, hvorledes det stod til med Ritmesteren udenfor de reglementerede Timer, saa vilde hun dog paa ingen Maade have mig til at gaae den Vei. Fader var af samme Mening og gav den gode Grund, at jeg engang skulde overtage Gaarden; Ane Marie anviste mig endnu tydeligere min Plads som »Arving«, og skjøndt Ritmesteren mente, at ingen Ting hjalp mod en Drengs Natur og Tilbøielighed, synes der dog tidlig at være sluttet et Compromis mellem de stridende Magter, idet ogsaa han sagde: Først Student. Jeg antager, at han mente det; men jeg troer ogsaa, at et klogt Hensyn til sig selv bød ham ikke staae Moder imod, og havde han først bundet sig ved et Ord, saa var han ikke den Mand, der underhaanden skulde arbeide imod. Bevarede han en Uvillie over at være bleven overvunden, saa viste han den kun indirecte imod Ane Peer Jens; saasnart han saae hende, citerede han Holberg, saasom: »Ha, ha, Madam, det var Andet end Ammen; jeg seer, hvad Folk I consulerer!« eller: »Hvad er Din Begjæring? siger Kvinden Gunild; vil Du, at jeg skal flaae Øiet ud paa Nogen, saa koster det sex Skilling; jeg tager kun Lidt; derfor har jeg desmere Næring.« - Fader, der ogsaa var stiv i Holberg, sagde undertiden leende, naar Ane Marie var hos mig og Ritmesteren hørtes komme: »Hillemænd, der er Mester Bonifacius; nu bliver her Klammeri af; løb, Anne, bag Skjærmbrædtet i en Hast!«
Ritmesteren var ikke meget afvexlende i sin Satire mod Ane; men som en stor Hund overfor en Kat gik han dog forresten af Veien for hende.
Om Meget af dette, og navnlig om Meningsforskjellen betræffende min Fremtid, kan jeg ikke have Kundskab af egen Iagttagelse; thi man discuterede mine Tilbøjeligheder, medens de endnu kom som Vindpust, og imidlertid gik jeg omkring som et lykkeligt Barn med nogen Hang til Drømmeri, som jeg maa antage. Jeg havde engang vovet mig langt bort alene og kom til en grøn Høi, omkring hvilken snoede sig i Afsatser tynde, graae Rande. Medens jeg stod der, kom en Mand, formodenlig Forvalteren fra en Herregaard i Egnen, og jeg spurgte ham, hvorfra disse Rande kom. Han svarede: Det er fra Syndfloden; alt som Vandet sank, bleve disse Rande tilbage; Nogle sige at Noahs Ark stod deroppe. Hvordan Forvalteren faldt paa at sige dette, forstaaer jeg ikke; men jeg troede det, ikke blot fordi det blev sagt, men ogsaa fordi det svarede til en dunkel Forestillingskreds, hvori jeg levede, og som ved denne Meddelelse fik Ord: Alt var foregaaet her, eller her var Verden; min egen Tilværelse og Alt, hvad der omgav mig, laa nær Skabelsen; Alt var helligt og dog saa ganske naturligt - men dette er atter en af de Fornemmelser, som man i en modnere Alder ikke kan finde de rette Ord til. I lang Tid senere, naar Ritmesteren fortalte mig en af sine mange Historier om Krig, Røvere o. desl., var Scenen for mig altid nær. I en stor Skov, som vi kunde see mod Nord, var det, først, at Cain dræbte Abel, senere, at den stærke Ridder Samson havde hvilet, da han bortførte Rodgeir Jarls Datter Hildesvid, og endelig var det Roncesvalles, hvor Roland blæste i sit Horn og faldt for Overmagten. Jeg har været saa - hvad skal jeg kalde det? Lykkelig? Ja! - at da jeg engang hørte et Horn i Retning fra Skoven, troede jeg, det var Roland, der havde reist sig og blæste igjen.
Men et Par noget senere Begivenheder bragte megen Forandring heri. Jeg fulgte engang Fader langt ud i Marken. Han holdt ogsaa af at fortælle mig Et eller Andet; men han var corect i, hvad han fortalte, og holdt sig til en interessant, men forstandig Sandhed, medens Ritmesteren brugte høitlydende Ord og malede i det Umaadelige, hvilket ganske anderledes tiltalte. Desuden vilde Fader gjerne have, at jeg til Gjengjæld skulde fortælle ham Noget, betroe ham Noget, behandle ham med aaben Tillid. Den manglede det heller ikke paa; men netop fordi han gjorde sig Umage derfor, kunde jeg aldrig finde Noget at fortælle ham; Alting forsvandt under min Søgen efter Noget, der var ham værdigt. Medens han nu saadan gik med mig, fik jeg pludselig Øie paa Høien med de graae Ringe, og skjøndt dette henhørte til en Verden i mit Indre, hvorom jeg ellers var taus til Alle, gav jeg pludselig efter for Lysten til at tale og raabte: Fader, veed Du, hvorfra de graae Rande komme?
»Ja, min Dreng,« svarede han, »naar Faarene græsse paa en Høi, gaae de altid saadan i Kreds og nedtræde Grønsværet.«
Fader kunde ikke ane, hvilken Virkning dette Svar gjorde. Først var jeg skamfuld over at være bleven narret: men derpaa gik det op for mig, at jeg ogsaa havde taget feil med Hensyn til alle de andre Steder, hvor jeg havde henlagt Scenen for vidunderlige Ting, og efterhaanden kom saa istedenfor den stille, uforstyrrede Hvilen i Omgivelserne en Længsel efter den fjerne Verden, hvor Vidunderne virkelig havde tildraget sig. Det Lyseste og mest Farverige saavelsom det Alvorligste, Mørkeste, jeg saae i mit skjønne Hjem, indeholdt altid en Antydning om noget Useet, der overgik det, og saaledes var jeg kommen ind i det Romantiske - hvis det ellers er sandt, at Romantiken beroer paa en Følelse af to adskilte Verdener.
Tiltrods for Husets Soliditet var der Noget tilstede, som altfor tidlig og altfor stærkt kunde have udviklet denne Længsel; thi hele vort Samliv var egenlig gjennemvævet med Forestillingen om Adskillelse, og hvilken Ro Moder end udbredte over Husets Gjerning, var der dog - hvad jeg senere desværre skulde blive klog paa - ofte i hendes Stemme og i enkelte tilfældige Ord en Hentydning til en ganske anden Adskillelse end den, at jeg engang skulde til Kjøbenhavn. Men Ritmesteren var ikke den Mand, i hvis Nærhed man, eller idetmindste jeg, fik Lov til at falde hen i Drømme. Han holdt selv Hest, det vil da sige, jeg er overbevist om, at Fader holdt den med Foder; men han havde sin egen Hest, anskaffet for hans egne Penge, og han sørgede altid ved forstandig Bytning for at holde sig godt ridende. Han var naturligvis ogsaa meget omhyggelig for sit hele Sadel- og Ridetøi, og havde ikke Møie med at bibringe mig en lignende Omhu, især da han forærede mig en Sadel. Og med hvilken Lidenskab jeg har elsket den! Hvor det nye, gule Læder har staaet for mig vaagen og i Drømme! Ogsaa til den knytter sig en Begivenhed, der trods al sin Lidenhed og Ubetydelighed virker i mig endnu. Jeg troer, det var den Dag, da vi skulde prøve den. Vi kom ud paa en Eng, og istedenfor at passere en Bro over en nyopkastet Grøft satte Ritmesteren over Grøften. Det saae saa fortræffeligt, skjønt, mandigt ud, at jeg raabte: »Det vil jeg ogsaa gjøre!«; men da jeg kom til Grøfteranden, blev jeg bange og holdt Hesten an. Ritmesteren vendte om, satte over igjen, og idet han som en Hærfører udstrakte sin Haand, raabte han: »Derovre ligger Dit Ord; skal det blive liggende der, Dreng?« Hans Stemme og Haandbevægelse var som en Trompet, og i flyvende Fart kom jeg over; men Beslutningen, Villiesyttringen i min Hjerne i Forening med Hestens kraftige Bøining og Spring synes at have gaaet over i mit Blod, jeg var som et andet Væsen fra den Dag af, blev haard og hensynsløs og gjorde Fortræd, ikke fordi - det troer jeg at kunne sige - jeg havde Ønske eller Tanke om at tilføie Mennesker eller Dyr Ondt; men fordi Alt syntes mig at skulle vige, naar jeg kastede mit Ord ud i Luften. Ritmesteren bestyrkede mig da ogsaa til en vis Grad deri ved Yttringer som denne: »En Dreng, der ikke hver Dag risikerer at brække Halsen, bliver aldrig til Noget. Jeg giver ikke et skimlet Commisbrød for ham.« Ikke at blive til Noget! Hvilken forfærdelig Tanke for en sund Dreng! Men tillige hvilken Foragt for Alle, der gik sindig eller havde Andet at varetage end vove Halsen! Det forstaaer sig, Høimodighed var ikke udelukket fra Ritmesterens Læreregler. »Ikke ind i Stuen, før Du har sørget for Din Hest! Det er simpel Honnethed, naar den har gjort sin Gjerning. Det er desuden klogt, skal jeg sige Dig. Sæt nu, Du engang har en lang Marche at gjøre og Du kommer til en Kro. Før Du gaaer ind i Kroen, er Du agtpaagivende; men Du veed ikke altid, hvordan Du er, naar Du gaaer ud af Kroen. Det vil da sige, en Cavalier er altid Cavalier; men det er undertiden ikke muligt for en Mand at undgaae en Snitser.«
Ritmesteren lovede mig blandt Andet, at vi en Nat skulde patrouillere; om det var hans egen eller min Opfindelse, eller om Ideen kom fra Campes Robinson Crusoe, veed jeg ikke. Men det blev aldrig til Noget; thi han var nok ikke af det samme Sind om Aftenen, og jeg kunde ikke holde mine Øine oppe. Mere end een Gang lykkedes det mig at slippe ud af den første Søvn og begynde at klæde mig paa; men saa blev jeg om Morgenen funden halv paaklædt i Sengen og fik mange Bebreidelser for, at jeg var saa blødagtig eller urenlig, ikke at klæde mig af. Men endelig lykkedes det mig dog en Nat, eller formodenlig en Aften, at komme op, og saa listede jeg mig ned ad den lange Corridor, der førte til den Side af Huset, hvor Ritmesteren havde sit Værelse, og glædede mig til at skulle kalde ham op til Patrouilletjeneste. Da jeg kom udenfor hans Dør, hørte jeg ham paa den besynderligste Maade, snart med mandig, blød Stemme, snart i sælsomme Dissonanser, snart jublende og snart i Vaande, synge og mange Gange gjentage:
Es war ein König in Thule,
Hel trofast til sin Grav,
Hans Fæstemø hin feire -
Aa, Sludder, Slud-der-der!
Hans Fæstemø hin feire
Hel trofast -
Aa Sludder!
Saa urimeligt og uhyggeligt det end var at høre et Menneske ene om Natten synge saadan, vakte det hos mig paa uforklarlig Maade Medfølelse blandet med Angst. Jeg havde upaatvivlelig et Instinct, der ud af hans Stemme fornam en menneskelig Lidelseshistorie. I alt Fald gik jeg aldrig mere om Aftenen nær til hans Værelse, og om Dagen, naar jeg saae ham, syntes Begivenheden mig ikke ret at være Virkelighed.
Det Væsenlige ved Ritmesteren, det, som gav hans Tilværelse paa Gaarden Fylde og Farve, var imidlertid hans Hengivenhed for mine Forældre, især for Fader. Overfor »Fruen« var han altid noget strammet op, og jeg har et Par Gange overrasket ham i at bruge Ordet »Chefen«, naar han mente hende, ligesom Middagsbordet ogsaa sommetider hed »Paraden«. Men han var en altfor god Soldat til at nægte, at Escadronen vilde smøge frygtelig af sig, hvis der ikke var en streng Chef, eller at man godt kunde holde af ham, uagtet han var streng. Det var ikke, fordi Moder i Virkeligheden fremtraadte streng; men hun var en harmonisk og overlegen Natur og kunde sige Meget med et Smil. Men skjøndt Ritmesteren upaatvivlelig dybt anerkjendte hende og ikke i Reglen vilde have undværet hende, var det dog hans lykkeligste Timer, naar Moder engang - hvilket rigtignok hændte yderst sjelden - var taget bort og ikke kom hjem til Middag, eller naar hun efter en Sygdom var Reconvalescent og savnedes ved Bordet, uden at der var Bekymring. Saa bleve han og Fader siddende lidt længer end sædvanlig ved en extra Flaske, og saa var det tydeligt at mærke paa Ritmesteren, at han nu havde Alt det for sig, som hans Hjerte væsenlig behøvede. Den Kjærlighed og Agtelse, der var i hans Blik, og den fortrolige Hjertelighed, der var i hans Stemme, staaer bestandig for mig som et Tegn paa et Mønsterforhold mellem Mænd. Fader havde i sit Væsen den Sikkerhed, som betydelig Besiddelse og praktisk Omsorg for mange Menneskers Vel i Regelen giver; men i saadanne Øjeblikke som de nysomtalte havde han tillige noget Ba rnligt ved sig; han kunde blive begeistret ved Minder af personlig eller almindelig Art, hvilket Ritmesteren ikke kunde; thi i alle Minder, der vare ham dyrebare, hvad enten de angik Kjærlighed eller hans første Uniform, maatte vel blande sig Mismod, om ikke noget Dybere, og han gik ikke gjerne tilbunds i sine Erindringer. Jeg har Grund til at huske, at de engang sad saadan og samtalede og endelig kom til at undersøge, hvad der i sin Tid havde vakt mest Beundring hos dem, og Fader fortalte da en Historie, som han rimeligvis havde fra en Bog, men som jeg aldrig har stødt paa. En ung Ridder var indstævnet for den hemmelige Ret, der holdt sit Møde under en stor Eg. Man var uretfærdig imod ham og fandt ham skyldig; men da Dommen skulde fuldbyrdes, havde ingen af dem Mod til at binde an med ham, hvorpaa han i Tillid til sin Uskyldighed lagde sit Skjold fra sig; men de havde ikke Mod endda; saa tog han ogsaa Harnisket af og udfordrede dem, men de turde endnu ikke; endelig aftog han Hjelmen, og saa fore de imod ham, og efter lang Kamp blev han fældet. - Ritmesteren havde maaskee ikke Sands for den idealt-bitre Uvillie og den Domfældtes høie Tro paa Uskyldighedens Magt, som Fader efter sin Natur blev tiltrukken af, men fandt Ridderens Adfærd uforsigtig. Derom opkom en ivrig Disput, som pludselig afbrødes ved, at Ritmesteren sagde: »Naar Axel skal ud i Verden, skal han tage Rustning paa, og Pokker ikke tage den af, naar Flabene vil gjøre ham Fortræd«. - »Naa, ja, saadan,« sagde Fader og blev taus.
For mig staaer hin Fortælling af Fader som en Sjeldenhed; han vilde i Regelen ikke udtale sig med Følelse, og syntes stadig at befinde sig i en rolig, uforstyrret Alvor. Men jeg gav selv engang Anledning til, at hans Hjerte ligesom blødte paa Grund af en ham eiendommelig Sensibilitet. Historien geraader mig just ikke til Ære; men jeg kan idetmindste sige, at Alt gik aldeles ærligt til. Jeg havde faaet mit første Gevær, og alle mine Forestillinger dreiede sig naturligvis om Et: at træffe. Jeg var saa forstandig, at jeg vidste, hvad jeg turde skyde paa; men selv naar jeg ikke havde Geværet i Haanden, var dets Tanke over mig. Hvadsomhelst jeg saae, forvandlede sig enten til Skive eller lod sig af Phantasien sætte i Bevægelse i lige Linie mod et Centrum. Nu hændte det sig, at jeg engang saae to Bønderdrenge kaste med Smaasten efter hinanden, og jeg fandt det aldeles urimeligt, at de gjorde saa mange Bevægelser for at undgaae Stenen: saa var det jo ikke til nogen Nytte at sigte. Jeg foreslog dem, at de skulde staae stille, medens de bekastede hinanden; men efter det første Forsøg løb den ene sin Vei. Jeg holdt paa den anden, og dels ved Opmuntringer, dels med Pi dskeslag fik jeg ham i en saadan Stemning, at han modtog den Duel, jeg foreslog: at vi skulde see, hvem der kunde træffe den andens Næse. Nu forstaaer jeg ikke, hvorledes Sligt kunde falde mig ind; men jeg har dog senere tidt seet i Verden, at naar et Menneske er betaget af en Lidenskab, kan han for at tilfredsstille den gjøre Ting, der ikke ere forenelige med Fornuft. Drengen fik unægtelig mange Prygl, inden han stod stille, og jeg paastaaer, at jeg stod stille, hvorom da ogsaa adskillige Skrammer indirecte kunde vidne. Endelig havde jeg det Held, den Triumph at ramme ham lige midt paa Næsen; men - han faldt og blødte saadan, at han besvimede. Det kunde jo ikke dølges, selv om der havde været Villie dertil paa begge Sider. Der maatte sendes Bud efter en Doctor. Ritmesteren, til hvem jeg først meldte det, beordrede mig Stuearrest, tog Nøglen af og foer afsted. I de fleste Huse bliver man ved en saadan Leilighed vred, hidsig og slaaer. Det skete ikke imod mig, tildels maaskee fordi jeg var lukket inde. Men da jeg kom ud, tog Fader mig for sig og talte saadan, at det gik mig til Marv og Ben; thi han talte ikke med den beregnede Hensigt at gjøre Virkning, men gav sit Sind Luft, og han var greben af Sorg og Angst, fordi Drengen var en Enkes Søn, og Faderen var nylig død. Han talte med en Følelse af, at jeg havde trykket og mishandlet de Svage og gjort en Uret, som Gud vilde tage sig af. Han var aldeles betagen af den Uret og Skyld, der var under hans Tag, og ved den Leilighed gjorde jeg for første Gang Bekjendtskab med et melancholsk, religiøst Gemyt eller har fra dengang den Erfaring, at han var et saadant. Der blev nu efter den omhyggeligste Undersøgelse Spørgsmaal om, hvordan jeg skulde bøde, ikke for selve »Duellen«, men for at have tvunget og banket Drengen dertil. Først blev forlangt, at jeg skulde gaae ned og bede om Forladelse; men det vilde jeg ikke. Grunden var vistnok tildels en dunkel Følelse af, at jeg ikke burde commanderes dertil, men gjøre det af egen Villie, hvortil dog kom, at jeg ved Faders Ord var kommen til at betragte mig selv som en Forbryder imod Gud, en Cain, og havde en uforklarlig Fornemmelse, omtrent den, at Menneskene nu ikke havde noget Krav paa mig. Hverken Fader eller Ritmesteren eller endog Moder kunde faae mig til at tale og give efter, og medens jeg for en lang Tid var berøvet alle mine Fornøielser, forbudt at ride, skyde o.s.v., led jeg under et værre Tryk, end Nogen anede, indtil jeg en Dag gik ind til Enken og Drengen og bad dem om Forladelse, saa var Trykket borte.
Jeg var dengang omtrent ti Aar og havde faaet endel Undervisning af Sognepræstens Capellan, der hver Dag kom nogle Timer paa Gaarden. Nu fandt man, at jeg burde føres sammen med Drenge, som jeg »ikke saa let kunde cujonere«, og Fader tog mig over til en Herremand, der boede en halvanden Mils Vei borte og holdt Huslærer til sine fem Sønner, af hvilke den yngste var paa Alder med mig. Der gik stort Ry i Egnen af denne Huslærer; han var forskreven fra Kjøbenhavn paa Grund af sin Dygtighed, fik ni hundrede Daler aarlig Gage foruden Ridehest o. desl. Min Faders Ønske, at jeg skulde deltage i Undervisningen, blev beredvillig efterkommet, og Husfruen tilbød at give mig Nattely, naar jeg i daarligt Veir, navnlig om Vinteren, ikke kunde ride hjem. Den yngste Søn hed Valdemar og vilde være Søofficier. Da vi mødtes første Gang, spurgte han, hvad jeg vilde være, og da jeg svarede Cavalleriofficier, yttrede han sig haanlig om Landetaten, hvorpaa vi kom op at slaaes. Vi vare lige stærke og sloges med største Lidenskab, bogstavelig saa længe vi kunde røre os. Da vi næste Gang mødtes, droges vi til hinanden ligesaa sympathisk, som vi først havde været antipathiske, og der udviklede sig mellem os en saadan Hengivenhed, at jeg aldrig senere har havt Plads til rigtigt Venskab for nogen Anden. Jeg følte en sand Forelskelse, en sugende Længsel, naar jeg var borte fra ham, en dyb, glad Tilfredsstillelse, naar jeg var ham nær. Intet, som jeg eiede, var for godt, det havde nu ikkun Værd for mig som Middel til at gjøre ham en Fornøielse, og noget Lignende var Tilfældet paa hans Side. Han var saadan en smuk, blond, aaben Dreng og havde kun den Feil, at han stammede lidt; men det kom kun af, at han skyndte sig for meget med at tale, og senere, da han blev vænnet af hermed, kom der i hans forsigtige Maade at tale paa noget vel Samlet, vel Betænkt, Tilforladeligt, der forøgede hans Elskværdighed. Det Eneste, der i nogen Tid generede mig, var, at han hed Valdemar, saa at i vort Venskab han var Kongen og jeg kun Bispen; men da han ikke gjorde Fordring paa Souverainetets-Rettigheder, blev Navnets Overherredømme efterhaanden glemt. Ritmesteren syntes godt om mit nye Venskab og overhovedet om det større Ungdomsliv, som nu engang imellem droges til Gaarden. Uagtet han havde sine Svagheder, imponerede han dog ved sin statelige Holdning endog Herremandens ældste, sextenaarige Søn; han forstod sig paa saa Meget, var praktisk, havde ungdommelige Interesser, og naar vi red ud otte i Tallet - thi Fader fulgte gjerne med - var det et lykkeligt, larmende Tog, som Ritmesteren, endskjøndt han ikke gjorde sig latterlig ved at commandere militairisk, dog førte an.
Jeg mærker, at jeg ikke har holdt chronologisk Orden. Da jeg var imellem fem og sex Aar, forefaldt en Begivenhed, der et Aars Tid efter bragte mig den første Glæde og senere skulde skaffe mig meget mere. Jeg fik en Søster, og det var mig, der lærte hende at gaae. Jeg var kommen til at lege med hende og havde stillet hende ved en Stol, hvori hun holdt sig fast; thi jeg mente, at hun kunde godt staae, naar hun vilde. Saa vilde jeg have hende over til en anden Stol, der stod nogle Skridt borte; men alle Opfordringer hjalp ikke, hun stirrede taus paa mig med sine store, brune Øine. Saa tog jeg et Jordbær og spurgte, om hun vilde have det, og pludselig gav hun slip og løb over til mig og greb med den ene Haand i Stolen og Jordbærret med den anden. Hvilken besynderlig Henrykkelse, da hun saadan pludselig blev Menneske! Hvor jeg forkyndte over hele Gaarden, at hun kunde gaae, og at jeg havde lært hende det! Af dette lille Øieblik og den sjælelige Tilknytning, det efterlod, kan jeg svagt, tilnærmelsesvis forstaae, hvorledes en Moder seer paa sit Barn og har en del Fortid erindrende tilstede ved hvert Blik.