Chajim Eliezers skjønne Datter, Rebecca, vandrede en Dag i nogen Afstand fra hendes Faders Telt og faldt i en udtørret Cisterne. I flere Timer kaldte hun forgjæves paa Hjælp, og da det syntes hende, at hun var overladt til at fortæres af vilde Dyr eller omkomme af Sult og Tørst, bad hun blot til Gud om en blid Død og om Velsignelse over hendes Fader. Men netop som hun opgav Haabet, kom en Fremmed, den unge Nathanael, forbi Cisternen, og da hun hørte Fodtrin, raabte hun paany. Nathanael saae ned og blændet af det usædvanlige Syn vidste han i Førstningen ikke, om han skulde troe, at det var en ond Aand, der vilde besnære ham, eller en Engel, der aabenbarede sig for ham. Men da hun fortalte ham, hvad der var hændet, troede han hende og gav sig ivrig til at arbeide for hendes Redning. Da han havde draget hende op, var hun saa taknemlig, og han fandt hende saa skjøn, at Begge følte stor gjensidig Kjærlighed og i det Indtrufne saae et Tegn paa, at de af Himlen vare bestemte for hinanden. Endnu før de havde forladt Cisternens Rand, havde de udvexlet Løfter om ubrødelig Kjærlighed, og da Nathanael havde sagt hende, at han maatte vende hjem for at hente sine Forældres Velsignelse, tilføiede han: »Jeg trolover mig med Dig, og eftersom intet Menneske er tilstede til at være Vidne, paakalder jeg som Vidner denne Cisterne og det smukke Væsel, som i dette Øieblik smutter ned i den.«
De skiltes; men da Nathanael kom hjem og saae en anden smuk Kvinde, glemte han sit Løfte til Rebecca og giftede sig. Hans Hustru fødte ham en Datter, der ikkun sex Maaneder gammel blev bidt i Halsen af en Væsel og døde. De fik et andet Barn, en Søn; men før sit andet Aar faldt han i en Cisterne og slog sig ihjel. Da hendes andet Barn blev bragt dødt til Teltet, sagde Moderen: »Dette er meget besynderligt, Nathanael, og mit Hjerte siger mig, at en af os enten med eller uden sit Vidende maa have fornærmet Gud. Lyt til mig, min Husbond, og jeg vil fortælle Dig alle mine Tanker og Handlinger, saavidtsom jeg erindrer dem, og Du skal dømme mig og paalægge mig Bod.«
Nathanael kastede sig ned og raabte: »Nei, jeg er Synderen! Jeg har fornærmet Gud! Væselen, som bed vor lille Pige, og Cisternen, som slugte vor Dreng, vare engang Vidner til en Ed, som jeg har brudt, og de have tugtet mig for min Mened.«
Da han havde berettet sin Hustru Alt, sagde hun: »Jeg seer, Nathanael, at endskjøndt jeg for Menneskene har været Din Hustru, har jeg ikke været det for Gud. Nu maa Du forskyde mig og gaae at gjøre Bod for Din Synd.«
Imidlertid sad Rebecca i sin Faders Telt, og den gamle Chajim Eliezer bad hende ofte at modtage en af hendes mange Friere, for at hans Øine kunde glædes ved hans Datters Bryllup; men hun svarede altid, at hendes Tro var given til den Mand, der havde frelst hende af Cisternen, og som i Himlens Paasyn havde trolovet sig med hende. Saadan ventede hun taalmodig, endskjøndt Aarene, der kom og gik, begyndte at efterlade Spor i hendes Ansigt.
En Dag sad hun hos sin Fader i Teltet. Det var nær Solnedgang; en ny skuffet Forventnings Dag var nær ved at blive føiet til de forrige, da fremmede Fodtrin lød, og Nathanael saaes i Teltets Indgang.
»Lovet være Gud!« raabte Chajim Eliezer, »jeg skal opleve at see min Datter som Brud!«
Uden at sige et Ord havde Rebecca kastet sig i Nathanaels Arme, og da hun saae et Udtryk af Sørgmod eller Misfornøielse paa hans Ansigt, troede hun, det kom af Forandringen, som Tiden havde gjort, og skjulte sit Ansigt ved hans Bryst.
Men han løftede blidt hendes Hoved og fortalte hende Alt, hvad der var skeet, siden de skiltes.
Da tog hun taus hans Haand, førte ham ud til Cisternen, af hvilken han havde frelst hende, og sagde: »Himmel, som hørte Nathanaels Løfte til mig, Cisterne og Væsel, som vare Vidner, hører nu og værer Vidner til, at jeg giver Nathanael hans Ord tilbage, saa at hans Ægteskab er gyldigt. Væsel og Cisterne, værer venlige imod ham og imod de Børn, som den almægtige Gud i Fremtiden vil skjænke ham!«