M. Fibiger: Clara Raphael (1851), 5
Den 10de Februar 1849.
Jeg sad længe i Mørkningen i mit aabne Vindue og lod Guds friske Luft trænge ind i mine Øine, mit Hoved og Hjerte. Der er for mig Intet saa beroligende smukt, som, naar Skyerne efter lang Regndag fordele sig, at see det blytunge Graa, der trykkende har hvilet over Naturen, og øvet sin nedslaaende Magt over alt hvad der lever, opløse sig i lette Taager, der i vexlende Skikkelser langsomt svæve hen ad Himlen. Jeg kan ikke beskrive, hvor lykkelig jeg i den senere Tid ofte føler mig. Og hvor kan man andet, naar man tænker paa Evigheden! Jeg føler Spiren til uendelig Rigdom i mig selv, veed, at Foraaret om et Par Maaneder kommer, og udfolder al Naturens livsalige Deilighed rundt omkring; saa kommer ogsaa Guds vidunderlige Kraft, og bringer hvert Frø i min Sjæl til at spire og udvikle sig, naar jeg venter paa ham, og ikke lader Verden indtage den ledige Plads.
Jeg blev afbrudt af Dit Brev - en kjær Afbrydelse, det veed Du nok. - Du vil vide hvad min Hensigt er med Damerne; om jeg vil have dem rigtigt emanciperede, saa de deeltage i alle Herrernes Rettigheder og Forretninger. Nei, tusinde Gange nei! Hvad Forretninger angaaer, da ere vore, Et af To, Tankefriheden mindre iveien end de fleste af deres. Jeg vil heller være Sypige end »Noget paa et Contoir«, og Du skal aldrig opleve den Dag, da Du seer mig med Piben i Munden, fordybet i lærde Undersøgelser, i det tilstøvede Studerekammer. - Vi kaldes ikke for Intet »det smukke Kjøn!« Skjønhedens Idee har Gud i os villet udtrykke. Men kun hvad der er sandt og frit, er ægte skjønt. Saalænge vi ere udelukkede fra selvstændig Udvikling, saalænge vi ere i Fordommenes Vold, kunne vi ikke svare til Bestemmelsen.
Naar jeg rider eller spadserer, ret er glad og seer den klare Himmel over mig, falde altid Studenternes deilige, livsglade Sange mig ind, og jeg synger dem for mig selv ret af Hjertens Lyst. - Der staaer i en af Poul Møllers:
Han freidig løfter Avindskjold
Mod Falsk og Løgn;
Thi Løgnen, som en evig Trold,
Gaaer af sin Grav i god Behold
Med Legioner i sin Sold,
Det næste Døgn.
Et Brodercorps paa hver en Tid,
Stod rustet til den raske Strid
Mod Løgn.
Ja, ved en Klang af Sandheds Luur
Faldt Klostret om,
Og Munken daaned i sit Skuur,
Og Nonnen flyede fra sit Buur;
Ud i vor Herres frie Natur
Hun atter kom.
Da Munken med sin Pengesæk
Sig listed over Elben væk
Til Rom!
Det er i denne Strid, »at Pigen nu vil med!« Som Nonnen flyede fra sit Buur, vil vor Aand flye fra sit Fængsel, og komme ud i vor Herres frie Natur, til Lys og Liv. Vi ville ikke usurpere noget Herredømme, men kun beherske os selv ved den frie Villies Magt, og udvikle os efter den Idee Gud har havt med os. Er det at gjøre for store Fordringer?!
------
Den 12te.
Her sidder jeg igjen i den Hensigt at skrive, men uden at vide hvad det egentlig skal være. Det er Graaveir og Tøveir, hvilket ikke er opmuntrende, undtagen for Ænderne, som ere i usædvanligt godt Humeur, og snaddre, saa jeg flere Gange har raabt: »Saa vær dog stille!« uden at det hjalp det mindste til at gjøre Ende paa deres utidige Lystighed. - Jeg troer, jeg vil give Dig en Oversigt over de Begivenheder, der i den senere Tid have udgjort Gjenstandene for Conversationen, og optaget den almindelige Interesse, til Straf fordi Du bebreider mig, at jeg aldrig fortæller noget om hvad her passerer, og sikkre for flere Anklager af den Natur.
Der har nylig været Generalforsamling blandt det kvindelige Personale i M*, for at afhandle en vigtig Sag: om Doctorens unge Kone, som ventedes dertil i de Dage, skulde kaldes Madam eller Frue. Majoriteten stemte for det Første; Minoriteten (som bestod af Een) indvendte at det var tidssparende at sige Fru Linz. De gode Damer vilde imidlertid heller have den Uleilighed, der var forbunden med Tostavelsestitelen, end give den unge Kone en Ære, som ikke tilkom hende; dermed var da Sagen afgjort, men ikke endt, thi der blev længe talt frem og tilbage derom, og vilde tales derom endnu, hvis ikke en vigtigere Begivenhed havde tiltrukket sig den almindelige Opmærksomhed. Det var, da en af Byens Uundværligste, en gammel Pige, der gik under Navn af Jomfru Karen, døde. Hun var, som sagt, en uskatteerlig Person. Saasnart Børnene i Byen vare saa store, at de begyndte at gjøre Uro i Huset, og genere med deres Leg og Snak, bleve de sendte til Jomfru Karen, hvor de lærte at læse og skrive, samt mange andre nyttige Ting, og formodentlig vare under fortræffeligt Opsyn, da hun havde hundrede Børn i Forvaring paa eengang. Hvor beqvem en Indretning for Mødrene! Det var jo næsten som de ingen Børn havde, undtagen om Søndagen. Har Du nogensinde været i en Provindsby, saa kan Du forestille Dig, hvilken Opsigt hendes Død gjorde. Der blev ikke talt om andet. Skolelæreren og Kjøbmanden stredes om den Ære at besørge Begravelseshøitideligheden, og den Sidste gik da af med Seiren. Naa, det gik brillant, Smaabørn strøede Blomster, Skolelærerens Sang blev afsungen, men - Kjøbmanden fik ikke sin Tale holdt. Da han nu aldrig er raadvild, og ikke kunde finde sig i at dette kostbare Document skulde gaae tabt for Efterverdenen, indbød han Byens Honoratiores til Middagsselskab, og læste Talen for dem ved denne Leilighed. - Nu, da Begravelsen er forbi, og den Interesse, den vakte, forbi med den, vide Folk ikke hvad de skulle gjøre med deres Børn, som ere altfor smaa til at komme i en ordentlig Skole. Nøden er altsaa stor, og jeg kan passende slutte med de Ord:
»O M*, hvad har Du tabt! Din Jomfru Karen sover!«
Vil Du høre meer? - Nu er Byfogdens Kone bleven Frue, saa der er ialt to, eller egentlig halvtredie, thi Doctorens Kone bliver, tiltrods for Generalforsamlingens Beslutning, af Mange beæret med denne Titel. - Der er endvidere almindelig Forventning blandt Byens Beboere, da der snart kommer en ny Cappellan dertil, som er bleven ansat ved Kirken. Man har travlt med at forlove alle de unge Damer med ham. Den Stakkel! Een, det kunde allerede være slemt nok, men han slipper ikke før han har gaaet Touren rundt. - Den gamle Baron er i disse Dage bleven farlig syg, og Rygtet har allerede en halv Snees Gange taget Livet af ham. Den unge Baron ventes hjem i denne Anledning, og Folk glæde sig eenstemmigt til den Forandring, at han skal blive Herre. Jeg har næsten faaet Aversion imod ham, ved saa ideligt at høre hans Fortræffelighed hævet til Skyerne.
Der kommer en Vogn! - Det er Camilla og hendes Fader.
Camilla bestormede mig, som sædvanligt, med Bønner om at være mere som andre Mennesker, og fortalte mig om En der fandt mig affecteert, en Anden, der troede, jeg var indbildsk o.s.v. »Du kommer ikke igjennem Verden paa den Maade,« sagde hun tilsidst. Jeg skal igjennem! »Du bliver aldrig lykkelig!« Jeg vil hverken eie eller have hvad Folk kalde Lykke! Frihed er den eneste Lykke jeg tragter efter. »Ja, men det holder ikke ud i Længden! Du spænder saa stramt, at det maa briste.« Det var det Værste, men det maa saa briste eller bære! Jeg maa være mig selv, og kjæmpe for min Tilværelse. Der er ingen Skam i at falde i ærlig Krig, men at flygte, saasnart man kommer i Ilden, see det er en Skam. Det er bedre at døe med Ære, end at leve med Skjændsel, var vore Fædres Valgsprog, som jeg har arvet efter dem. Jeg udfordrer jo ikke Verden, men forsvarer mig kun mod dens Angreb paa min Selvstændighed. Jeg kunde studere Kunsten at behage, og jeg vilde behage; jeg kunde coquettere, det er næsten interessant, saa vilde jeg virkelig more mig bedre i Verden, men jeg opgiver den nærværende Virkelighed for Idealet, som vinker mig til sig ovenfra. Ingen kan tjene to Herrer, og jeg har nu valgt. Siig mig, kan Du finde Mening i hvad jeg har sagt? - »Jo, Mening kan jeg godt finde, men den er ikke min, ligesaa lidt som jeg kunde passe en af Dine Kjoler.« - Der har vi det! udbrød jeg: Verden syer een Kjole, som vi skulle i Allesammen, og det er den fine Dannelse, den kvindelige Værdighed o.s.v. Kjært Barn har mange Navne! Mig faae de aldrig puttet ind i det Futteral!
------
Den 15de.
Jeg er nedtrykt og besynderlig forstemt! Tante er død; jeg fik Brev derom imorges. Jeg skal have ondt ved at forklare Dig mine Følelser! Jeg er bedrøvet, som aldrig før, men det er langtfra fordi hendes Død har gjort noget voldsomt Indtryk paa mig; snarere fordi den ikke bedrøvede mig mere. Det Menneske, som fra min Barndom af har taget sig af mig, som var den Eneste jeg havde at holde mig til, og som jeg har at takke for min Dannelse, min Opdragelse, er død, og jeg føler ikke andet derved, end en vis veemodig Bevægelse, som Døden altid vækker, selv hvor dens Besøg hverken efterlader Savn eller Sorg. Jeg har tænkt den Tid tilbage, da jeg levede hos hende; jeg mindedes megen Eftergivenhed, mange Velgjerninger, hun havde beviist mig, men ikke eet af disse livsalige Ord, som komme fra Hjertet, og gaae til Hjertet. Har jeg dog ikke været gruelig alene? Hvor megen Glæde maa der ikke være i Sorgen over en elsket Moders Bortgang! Ved hver Betragtning af vort henrundne Liv træder denne dyrebare Skikkelse os imøde; hver god Følelse, hvert skjønt Haab i vort Hjerte har hun Deel i; det er Blomster, hendes kjærlige Haand har pleiet og fredet om. Den er ikke moderløs, som har mistet sin Moder, men kun den, som aldrig har kjendt hende. - Er det et Under, om jeg er eensidig? Jeg har jo altid staaet alene! Paa den hele Jord er der Ingen der bryder sig om mig, undtagen Du, og Du er saa langt borte.
O, Gud forlade mig min usle Mismodighed! Er den forladt, som elsker Gud, og elskes af ham, der har: »Faderhu, og meer end Modervarme?« Han selv har vaaget over mig i min Barndom, han har i Naturen, i Kunsten, i mit eget Sind, beredet mig Glæde og Lykke. En Moder giver sit Barn det jordiske Liv. Guds Børn er det evige Liv tilsagt. Staaer jeg alene? Kun den, der ikke elsker andet end sit eget lille Jeg, er alene. Men naar jeg i Sommer med Hjerteangst gik og ventede paa Efterretninger fra Krigen, og naar de vare gode, med inderlig Taknemmelighed sagde: »Gud være lovet! vi have seiret!« da følte jeg, at jeg ikke tilhørte mig selv alene, men min Nation, og at jeg ved min Kjærlighed til den virkelig fik Deel i alle dens Bedrifter. Det Slag, Armeen vandt, havde jeg vundet; det, den tabte, havde jeg tabt. Nei, jeg er ikke alene! Gud er min Fader, Danmark min Moder; alle Mennesker ere mine Søskende. Dette er det store Familieliv, hvori jeg har fæstet Rod. Jeg er ikke alene! Fra Naturen, fra Kunsten, fra hver udmærket Bog, jeg læser, træde beslægtede Væsner mig imøde, og berige mig med nye Indtryk. Hvor det er feigt at klage, naar man har saa megen Grund til at være taknemmelig! Nu er jeg glad! Jeg har jo ogsaa Dig, min søde Veninde, som finder Dig i al min Urimelighed, og holder af mig som jeg er. Du har altid været mod mig, som en kjærlig Søster, og jeg har ingen Tanke, jeg vilde skjule for Dig. Du seer nok, hvormeget jeg trænger til Dig. Derfor skriv snart! Dine Breve er den bedste Lægedom mod hver Misfornøielse, hver Modløshed, som kunde nedtrykke Din
Clara