M. Fibiger: Clara Raphael (1851), 10
Den 15de Juni 1849.
Kjæreste, bedste Mathilde!
Vær ikke vred, og hvis Du er det, som jeg da egentlig ikke kan fortænke Dig i, saa vær god igjen, og tilgiv mig for denne eneste Gang min, for enhver Anden utilgivelige, Forsømmelse med at skrive. Dog Du er saa god, Du vil nok lade Dig forsone!
Gud veed, jeg har tænkt paa Dig hver Dag, og ønsket at Du kunde deeltage med mig i al den Glæde og Lyksalighed, som omgiver mig. Men netop fordi jeg er saa lykkelig, har jeg ikke kunnet formaae mig selv til at skrive. Jeg kan dog ingen klar Forestilling give Dig om hvorledes jeg har det, endnu mindre om hvorledes jeg er tilmode. Og jeg er vis paa, at hvad jeg nu, i al Hast er istand til at skrive, vil forekomme mig som en Caricatur, ikke som noget Billede deraf. Det bliver kun det Ydre, kun Formen, Du faaer at see, men det fortryllende Usynlige, som levendegjør den, kan jeg ingen Idee give Dig om. Det kan kun føles, ikke beskrives, hvorledes det ligesom synger sin egen Lovsang i mit Hjerte. -
Jeg kan tænke mig, hvorledes Du her afbryder Læsningen, og seer ned ad Siden, for at faae at vide »hvad der gaaer af hende.« Jeg maa heller skynde mig at tilfredsstille Din Nysgjerrighed, især da jeg ikke har mange Minuter til min Raadighed. Da jeg sidst skrev, fortalte jeg Dig, saavidt jeg husker, om hvorledes jeg gjorde Annas Bekjendtskab. Kort efter bleve vi inviterede til Middag, og siden den Tid har jeg været ofte, og i de sidste fjorten Dage daglig sammen med hende. Hun fortjener at kjende Dig, og elskes af Dig, og dog ere I saa forskjellige. Hun er saa unbefangen (jeg maa laane et tydsk Ord, men jeg trøster min Nationalfølelse med at vi nok have i vort eget Sprog et som er tigange bedre, naar jeg bare kunde finde det), saa barnlig munter og himmelsk god. Hun bringer Liv i det Døde. De kjedeligste Arbeider blive morsomme, naar hun deeltager deri; den almindeligste Conversation bliver underholdende, naar hun blander sig deri. Hun er skabt til at være det daglige Livs gode Genius. - Hun ligner sin Broder, men han er en Mand, ligesaa ægte mandig, som hun er sand kvindelig. Han ligner Sandheden - Solen! Før jeg lærte ham at kjende, kjendte jeg slet ikke Livet! Jeg saae Alt i et jævnt Mørke, hvorigjennem kun Evighedens Lys svagt glimtede. Da han kom - hvor forandret blev ikke Alt, som ved et Trylleslag. Har Du seet Solen staae op? Seet hvor mild, hvor majestætisk den stiger op paa Himlen og ligesom drager Jorden frem af Mørket ved sine Straalers Magt? Hvorledes de ubetydeligste Gjenstande, de mindste visne Straae, kunne glimre som Guld i dens Lys? Da kan Du gjøre Dig en Idee om ham, og den Magt han udøver over sine Omgivelser. Nu først veed jeg, at Jorden er yndig og rig paa Fryd; nu først elsker jeg alle Mennesker, uden at veie deres Evner og Mangler, Dyder og Feil. Jeg elsker dem Alle, thi Solen skinner jo paa Høie og Lave, Gode og Onde. Jeg kunde falde Frøken Sonne om Halsen, og tigge hende om at glemme den gamle kjedelige Uenighed, hvis ikke hendes spodske Mine virkede paa mig som kjølende Pulver, hvergang jeg seer hende. Gud skee Lov for mine nye Venner! De misforstaae mig aldrig, og i dem finder jeg alt forenet, hvad der er skjønt og elskeligt. Jeg tænker ikke mere, som før. Hvad behøves en møisommelig Søgen efter Sandheden, naar jeg seer den, i al sin oprindelige og guddommelige Skjønhed, udtrykt i de Menneskers Aand, jeg lever med? Jeg trænger ikke mere til Digterne! Hvert Øieblik er et Skjønhedsdigt, mere rigt paa Poesie, end selv vor Øhlenschlägers deiligste Sange. Jeg kjender slet ikke den forrige Clara! Jeg har glemt hende for den ny, som er en Gave af - af Himlen, som forbarmede sig, og kom ned til mig, da den ynkedes over mine barnagtige Forsøg paa at komme op til den. Hvorfor skulde jeg ogsaa tænke paa den Tid, som er forbi, da den nuværende paa en saa behagelig Maade gjør Fordring paa min Opmærksomhed? - Anna kommer vist snart! Imorgen - o, jeg kunde synge høit af Glæde, ved Tanken derom - imorgen skal der være Skovbal hos Baronen. Anna og jeg ville være ensklædte, i Hvidt, og med røde Rosenkrandse om Haaret. Der er endnu lidt ved mine Sager at ordne, og der hører jeg Annas Vogn; hun kommer for at hente mig; saa bliver jeg der imorgen over. Da skal Du høre videre fra mig.
Hvilken Nat, Mathilde! Endnu svæve de lyse Billeder for mit Øie, i magisk Glands, endnu toner hans Stemme i min Sjæls Inderste! Jeg har dandset! Aldrig før har jeg vidst, hvad det var, at dandse. Det var, som jeg blev baaren af Tonerne, som vi hævede os over Jorden, til Paradis! - Og siden! Da han fulgte mig til Vognen, Mathilde, da saae han paa mig med et Blik, saa tillidsfuldt, saa straalende, som kun hans Blik kan være, trykkede min Haand, og hviskede: »imorgen,« idet han løftede mig op i Vognen. Da jeg saae mig tilbage, stod han endnu paa samme Sted. Jeg mangler Ord, til at udtrykke det, som fylder mit Bryst! Hvorfor skal jeg være saa lykkelig, jeg, der har gjort saa lidt for at fortjene det?
Stjernerne forsvinde lidt efter lidt! Hvorfor jager dog Solen dem bort? De vare tilstede ved hans Fest; saa længe jeg saae dem, syntes jeg ikke, den var ganske forbi. Dog »imorgen« sagde han; og nu er det jo Morgen! Altsaa idag! O, vær tusinde Gange hilset, Du skjønne Sol, vær velsignet, fordi Du bringer Dag og Fornyelsen af min Lyksalighed!
Hvorledes skal jeg faae Tiden til at gaae? Hvorledes skal jeg være istand til at vise mig for de Andre, besvare deres kjedelige Spørgsmaal, og vise mig som ellers i den Stemning jeg nu er i? Jeg vil prøve paa at hvile lidt. Saa slipper jeg for alt dette, Tiden gaaer, og kanskee en barmhjertig Drøm vil tilbagetrylle mig i de forsvundne, lykkelige Timer. -
Han har skrevet til mig! I de ømmeste, i de kjærligste Udtryk siger han mig, hvad jeg anede, men aldrig vovede at sige mig selv: At han elsker mig. Hvorledes kan jeg rumme denne Tanke i mit Hjerte? Kan Himlen faae Plads i et Menneskes Bryst? - Jeg kan gjøre ham lykkelig! Jeg troer det, thi han siger det! Og han kan tvivle om min Kjærlighed! Han beder mig ikke overilet at tilintetgjøre et Haab, der, hvor dristigt det end er, ikke har sin Grund i Overmod og Selvtillid, men i en Kjærlighed, hvis Lige der ikke kan findes. »Skulde De kun kunne elske den Mand, som var Dem værd, og stod Dem nær i ophøiede Egenskaber, da maatte en Engel komme ned fra Himlen, thi en saadan Mand findes ikke paa Jorden,« skriver han: »Claras Kjærlighed bliver altid en Naadegave.« - Ja, en Naadegave, men denne Gave kommer jo fra ham selv, som indgjød mig den! Den er hans eget Værk, og Skabningen hengiver sig i glad Tilbedelse og i tilbedende Glæde til sin Skaber.
O, Mathilde! Nu først veed jeg, hvor høit jeg elsker ham! Hvor dyrebart er mig ikke alt, hvad der kommer fra ham! Mit Hjerte bankede, da jeg saae hans Navn i den Bog, Brevet laae i. Jeg vil spaae min Skjæbne af de Blade, det har ligget imellem! -
------
Det er forbi! Et heelt Liv af Lidelse ligger imellem nu, og da jeg sidst skrev. O, jeg har villet hæve mig over Andre, og jeg er falden! Nu veed jeg, hvad Syndefald er! O, lykkelige ere de gode, ydmyge Mennesker, som slutte sig kjærligt til hinanden, og i barnlig Tro umiddelbart til Gud! Lykkelige i deres Søvn! Naar de vaagne, er Freden forbi. Lykkelig er den Pige, som i den Mand, hun elsker, seer sit Liv, sin Evighed! - Mit Hoved brænder! Jeg kan ikke samle mine Tanker; alt hvad jeg føler og erkjender, er, at det er forbi. Denne Tilstand fører til Vanvid, og jeg vil ikke gaae under! Nu hersker Ulykken over mig, men jeg vil lære at beherske den. Jeg vil see den fast i Øiet! Jeg vil tale, om end hvert Ord bringer Død.
Veed Du hvilke Ord jeg traf paa i Bogen, som skulde prophetere mig min Skjæbne! »Eine reine Jungfrau vermag jedwedes Herrliche auf Erden, wenn sie der ird'schen Liebe widersteht.« - Wenn sie der ird'schen Liebe widersteht! - Jeg vaagnede af Fortryllelsen ved disse Ord. Jeg havde været som beruset, glemt Fortid, Fremtid, mig selv, og kun levet i ham. Men nu mindedes jeg alt, med grusom Nøiagtighed. Hele min Livsplan, som var grundet paa hine Ord, alt hvad vi havde skrevet derom, enhver salig og begeistret Idee, de havde vakt hos mig, bleve til Stemmer, der raabte: Du tilhører os! Du har svoret at offre Smaat for Stort, Livet for Evigheden, Mennesket for Gud! Jeg mindedes hvorledes jeg havde knælet for Alteret, og aflagt det hellige Løfte, som viede mig til Evigheden, som forbandt mig til at offre den min timelige Lykke. Og til dette samme Alter skulde Axel føre mig, som sin Brud! Naar da Præsten spurgte, om jeg ingen Anden havde givet min Tro - vilde da ikke hint Løfte stille sig imellem os? Nei, han skulde ikke bedrages! Bedrages - o, Gud! og jeg, der endnu iaftes - han veed jo at jeg elsker ham; jeg læste i hans klare, tillidsfulde Blik, at han følte det i sit Hjerte. Staaer han da nu ikke bedragen for sit Livs Lykke? I Øieblikke syntes jeg, at jeg burde sige ham alt, forlange hans mandige Raad, og handle derefter; at jeg heller maatte tage et ubesindigt Løfte tilbage, end gjøre ham ulykkelig. Men det var intet ubesindigt Løfte! Midt i al min Fortvivlelse stod Ideen for mig, i al sin rørende Skjønhed! Jeg kan ikke anden Gang, ikke med fuld Bevidsthed forraade den; det vilde være aandeligt Selvmord. At jeg glemte den, at jeg lod mig henrive af verdslig Kjærlighed - det var min Forbrydelse. Havde jeg elsket ham paa samme Maade, som jeg elskede Gud, saa kunde jeg blevet hans Hustru og dog blevet mit Løfte tro. Men denne berusende Følelse, hvori man taber sig selv, den er ikke reen, den er afgudisk og tilintetgjørende.
Saaledes vare de Forestillinger, hvori jeg tilbragte Natten - ak, hvor forskjellig fra den forrige! Pligt stod imod Pligt, Offer mod Offer, og i mit forvirrede Sind fandt jeg intet Støttepunct. Jeg vilde bede til Gud, men jeg kunde ikke; jeg forekom mig som forladt af Himlen og Jorden. Da naaede Kirkeklokkernes høitidelige Klang pludseligt mit pinte Sind; jeg gik til Kirken. Den friske Morgenluft vakte mig af Bedøvelsen, og den Sommerglæde, som jublede mig imøde fra Naturen, rørte mig dobbelt ved Modsætningens Kraft. Da jeg kom ind i Kirken, begyndte Sangen just. Da brast jeg i Graad, og udøste hele min Sjæl i Bøn til Gud; jeg bad om et Vink ovenfra, og lovede fuldkommen Underkastelse. Prædikenen begyndte. Den havde de Ord til Text: »Ingen kan tjene to Herrer, thi enten maa han elske den Ene, og foragte den Anden, eller han maa hade den Ene, og holde sig til den Anden.« Med ubeskrivelig Magt grebe mig de Ord: Den, som ikke forlader Fader og Moder for mig, er mig ikke værd.
Min Beslutning var fattet. Da jeg kom hjem, skrev jeg til Axel. O, Gud! Jeg skrev at jeg havde givet en Anden mit Løfte, (disse gruelige Ord vare de eneste, som stode klart for mig); jeg bad ham glemme mig, thi jeg var ham ikke værd. Det er kun altfor sandt! Nu har han Brevet! Den Kraft, som gjorde mig istand til at skrive det, er forbi. Jeg har forkastet den jordiske Lykke, og Himlen har forkastet mig. Naar jeg vil hæve mig i min Bøn, tynger hans Smerte mig til Jorden. Det Blik, hvormed han sidst saae paa mig, forfølger mig overalt. Det brænder i mit Bryst! Det er det flammende Sværd, som hindrer mig Indgangen til det Eden, jeg forlod for hans Skyld, og for hvis Skyld jeg igjen forlod ham.