link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

M. Fibiger: Clara Raphael (1851), 2


Andet Brev

Kjære Mathilde!

Endelig sidder jeg i Ro i min egen Stue, i den Hensigt at begynde den Beskrivelse af vort daglige Liv, jeg har lovet Dig. Jeg vilde ønske jeg havde Carl Bernhards Talent til at skildre det Middelmaadige, thi saa lader Sligt sig dog læse med Interesse, men desværre øver det en altfor nedslaaende Virkning paa mig, til at jeg kan bedømme det rigtigt. Du mærker nok at jeg er i daarligt Humeur; og vil Du vide hvorfor? Jeg kjeder mig! Jeg har mistet hvad jeg havde, og intet faaet i Stedet. I Begyndelsen var det mig næsten umuligt at holde mine Tanker sammen ved Underviisningen; efter gammel Vane flagrede de omkring paa egen Haand, men nu ere de dresserede, de Stakler, og staae paa Vagt ved Læsebordet, at passe paa, om Børnene ingen Optøier gjøre. Det gaaer interessant til, kan Du troe; omtrent i den Stiil: Hov'det i Veiret, Hertha! Emma bestiller ingenting! - Det er fjerde Gang, Du har den Lectie om, Carl! o.s.v.

Naar nu Læsetiden er forbi, og jeg kommer ned i Stuen, holder Forpagteren sig forpligtet til at conversere mig, hvilket jeg gjerne kjøbte mig fri for at høre paa, hvis det gik an. »Herskabet« var den første Gjenstand for Underholdningen, og den holdt utrolig længe ud. Jeg kunde være vis paa hver Middag at faae Historien om den aristocratiske Baron, der er melancholsk, og Ingen seer, undtagen i Forretningssager; om Stamherren, Baron Axels Nedladenhed og øvrige fortræffelige Egenskaber, samt mange Beklagelser over at dette Vidunder er paa en Udenlandsreise, da jeg saa ikke kan faae ham at see!! Og endelig om den unge Frøken Anna, som kjeder sig, og gjerne vilde omgaaes os Andre, »hvis hun bare maatte.« Nu har han dog forladt denne Gjenstand, og begyndt at afhandle de andre Familiers Affairer. I Begyndelsen sad jeg med stille Resignation, og gjorde mig Umage for at tænke paa andre Ting, men det holdt jeg ikke længe ud. Nu har jeg begyndt at komme ham i Forkjøbet, ved selv at bringe mindre trivielle Gjenstande paa Bane: Politik, Nationalitet, Litteratur, alt har jeg stræbt at vække hans Interesse for - men forgjæves! Om ham gjælder det bogstaveligt: Som man raaber i Skoven faaer man Svar! thi alt hvad jeg kan faae ud af ham, er et Echo af mine egne Yttringer. Hans Kone er en kvindelig Udgave af Holbergs Stundesløse. Har hun siddet stille i ti Minuter, kan man være vis paa at hun farer ud, som en Vind, saa i Kjøkken, saa i Kjælder, hvor hun altid troer sin Nærværelse nødvendig, for, som hun siger, at holde Alt i Orden og Rolighed, og hvor naturligviis hun alene volder Uro. Naar hun saa pustende og stønnende kommer tilbage, er hendes sædvanlige Phrase: Ja, hvad man har et Besvær, naar man vil holde sit Husvæsen i ordentlig Stand! Det kjender De ikke noget til, lille Frøken! Men Deres Tid kommer nok.

Naar jeg nu fra dette Selskab kommer op i min egen Stue, er jeg rigtignok som i en anden Verden, men jeg føler mig dog saa alene! Jeg kan ikke mere, som før, more mig med mine egne Tanker; der er intet Indhold i mig mere! Jeg ønsker ikke det Gamle tilbage, men jeg higer efter noget Nyt, som kunde indtage den tomme Plads: Interesser, Mennesker, Liv!

Men kommer der da ingen Fremmede, Du synes om? spørger Du vist. Ja, og nei! Fremmede nok, men ingen jeg synes om. Jeg vil engang for alle indføre Dig i vor Omgangskreds, saa Du herefter kan orientere Dig paa egen Haand.

De Familier, jeg har gjort Bekjendtskab med, ere ganske »som Folk er fleest«. Den Slags Mennesker kunde man ligne ved Fyldningen i Bunden af couleurt Broderie, som er der, fordi der skal være Noget, og forresten kun tjener til at fremhæve Figurerne. Men da her desværre ingen Figurer, interessante Personligheder ere, bliver det kun den jævne Flade, jeg stiller Dig for Øie.

Jeg vil begynde med Præstefamilien. Pastor Star præker godt, men lader til at være orthodox; forresten en dannet og selskabelig Mand. Hans Kone gjør Fordring paa at være vittig, hvorfor Alle, der komme i Huset, paa mig nær, pligtskyldigst lee, hvergang hun siger noget. Hun kan virkelig dreie ret pudsigt med Ord, men jeg har endnu ikke hørt hende udtrykke en Tanke. Deres Lærerinde, Frøken Sonne, er smuk, men affecteert, og har altfor meget af den falske Dannelse, der sidder udenpaa, som Fernis. Hun er ikke af mine Folk! - Dog hvad kan give Dig et klarere Begreb om disse Menneskers Beskaffenhed, end at den, som behager mig meest, er Camilla Riis, som vi gjorde Bekjendtskab med hos Grosserer Riis i Kjøbenhavn. Hun er nu kommen hjem til sin Fader, som eier en Gaard tæt herved. Jeg har seet hende flere Gange, vi ere blevne Dus, og hvad man kalder Veninder. Paa Sympathie grunder Venskabet sig rigtignok ikke, thi vore Tilbøieligheder ere aldeles modsatte. Hun sværmer for det Smaa, jeg for det Store. Jeg elsker alle Soldaterne som Brødre, fordi de kjæmpe for vor fælleds Sag; hun bryder sig kun om Sagen, fordi hun kjender et Par af Officererne som ere med. Jeg sværmer for Poesie, hun springer Versene over, hvor de forekomme i Romanerne, undtagen naar de handle om Kjærlighed. Det Erotiske ynder hun meget; smaa Amorer i Blomstervaser o.s.v. Du kjender min Afsky for alt det forliebte Væsen. Imidlertid, hvor forskjellige vi end ere, holder jeg dog af hende; hun er god, skjøndt ikke godmodig, og har naturlig practisk Forstand, hvilket vel ikke er Meget i og for sig, men en god Grundvold for den aandelige Bygning. Desuden føler hun dunkelt Savnet af noget Høiere, og hører med Interesse tale derom. Herovre er hun Modeorakel, thi som de fleste unge Piger, der ikke udmærke sig ved Skjønhed, er hun yderst moderne og zirligt klædt, og vil gjerne frembringe Reformer i Andres Dragt. Naar hun begynder at underhandle med mig om de Sager, og forsikkrer »at jeg ingen Smag har,« maa jeg smile, thi hun har ingen Idee om hvad Skjønhedssands er.

Hendes Fader er et af de moralsk-fortræffeligste Mennesker, jeg i mit Liv har seet, men eensidig og uden høiere Begreb. Sønnen er »Noget paa et Contoir« i M*, og bliver anseet for et begavet Menneske. Jeg anfører kun een af hans Yttringer, saa kjender Du ham. Da Camilla og jeg forleden vare midt i en ivrig Dispute, kom han ind og bad om at maatte blive indviet i Stridsspørgsmaalet. Jeg sagde ham da hvad Talen var om, hvorpaa han svarede: Ja, Frøken Raphael! Jeg er villig til at indrømme Dem, at al aandelig Beskjæftigelse er yderst gavnlig og i enhver Henseende til at anbefale, men paa den anden Side bør det materielle Velvære ikke heller forsømmes!

Nei, om Du end har Taalmodighed til at læse mere af mine Hverdagsskildringer, kan jeg dog ikke længer blive ved. Disse eensartede Personligheder løbe sammen for mine Øine, til en jevn Taage, hvori jeg kun skimter Smaat i Smaat og Graat i Graat. Og de kaldes Mennesker! Er da ikke Mennesket skabt i Guds Billede, med en udødelig Sjæl, som gjør det til Naturens Herre, og Arving til Guds Rige? Fristes man ikke til at tvivle derpaa, naar man lægger Mærke til deres Interesser, og hører deres Samtaler? De burde gaae ved Dampkraft, som andre Maskiner! - Man siger om Digternes Værker, at de mangle Tilværelse i det virkelige Liv; jeg vilde snarere sige at de mangle Legeme, men at de ellers ere mere virkelig-existerende end Pluraliteten af Menneskene, som gaae i den besynderlige Tro at de leve, skjøndt de kun have Gjenfærdet af et Liv, der var, eller, som oftest, slet ikke ere fødte. Jeg har næsten forskrevet mig iaften! Men, hvad værre er, jeg griber mig selv i at være paa Vei til at forskrive de fleste af mine Medmennesker til Døden og idetmindste til Heibergs Helvede. Giv mig bedre Tanker om dem! Skjænd paa mig, fordi jeg giver mig af med at dømme der, hvor jeg kun med Varsomhed skulde bedømme! Du kan ingen større Tjeneste gjøre mig, end at overbevise mig om, at jeg har havt Uret. Det er saa tungt at maatte foragte, hvor man kun altfor gjerne vilde elske og beundre.

------

Jeg begynder idag med at tage den Bøn tilbage, som jeg sluttede med forleden: At Du skulde skjænde paa mig, fordi jeg dømte for strengt om Folk, thi jeg har nu selv indseet, at man ikke kan regne efter det første Indtryk. Jeg var nemlig igaar i Kirke, blev hele Dagen i Præstegaarden, og gjorde nærmere Bekjendtskab med Frøken Sonne, som viste sig fra en langt fordeelagtigere Side end ellers. Vi talte ret fortroligt om, hvor kjedeligt her er, og vare enige i at det er aandeligt Liv, ikke Kjøbenhavns Fornøielser, vi savne. Vel tænkte jeg i mit stille Sind, at hun jo dog gaaer ind paa Folks Interesser, og tilsyneladende befinder sig vel iblandt dem. Men Herre Gud! Om hun end ikke har Mod til at foragte den almindelige Mening, er det dog godt, at hun forstaaer og savner det Bedre. Hun lovede snart at besøge mig, hvilket jeg ret glæder mig til, da jeg kanskee kan opmuntre og more hende. Desuden er hun saa smuk, og Skjønhed gjør altid et usigelig hjemligt Indtryk paa mig.

Camilla, som troligt beretter mig alt hvad Folk sige om mig, har i denne Tid meget travlt med at jeg bliver funden affecteert. Naar jeg spørger, om hun er af samme Mening, svarer hun: »Ja, Du er slet ikke som andre Mennesker. Du var fuldkommen, hvis Du stod eet Trin nærmere ved Jorden.« Har Du hørt saa galt? Nutildags gaaer Veien til Fuldkommenhed nedad! Jeg er ikke som andre Mennesker, siger hun. Det er sandt! Jeg kan ikke snakke, Timer igjennem, om Ingenting, eller, hvad værre er, om Andres Svagheder, Veiret o.s.v. Jeg kunde vist vænne mig dertil, men var det Umagen værdt? Der er intet, der saaledes nedsætter Folk i mine Tanker, som denne saakaldte Conversation. Paa en Tid da saa store Interesser, saa vigtige Begivenheder maatte vække Sjælens alvorligste Spænding, leve og aande de dog i denne Smaalighedsatmosphære. Nei, før jeg skulde lægge mig efter at gjøre det med, sidder jeg stiv som en Pind, uden at lukke Munden op, om jeg saa tigange bliver funden affecteert. Hvad er Affectation? Hvad der er paataget, vil Svaret være, og det er sandt. Nu, saa var det jo affecteert om jeg, der er aparte, paatog et almindeligt Væsen, for at behage.

Dette Brev er næsten saa langt som Gudstjenesten i en Landsbykirke, saa det er paa Tiden at gjøre en Ende derpaa, især hvis Du længes ligesaa meget efter, at jeg skal skrive »Din Clara,« som jeg om Søndagen længes efter at Degnen skal læse fra Kirke. Skriv nu endelig, om mine Betragtninger kjede Dig! Isaafald maa jeg lægge mig en Dagbog til. Men vær oprigtig! Du veed, jeg tager intet ilde op, undtagen naar man gjør Complimenter med mig. Hils Kjøbenhavn! Hvor det traf uheldigt, at Du var borte da jeg reiste. Ja hils hele det guddommelige, livsalige Sjælland, og vær selv kjærligst hilset fra

Clara Raphael


Mathilde Fibiger Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek