link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

M. Fibiger: Clara Raphael (1851), 1


Første Brev

N* den 8de November 1848.

Kjære Mathilde!

Du fortjener rigtignok ingen Tak for Dit Dommedagsbrev, og endnu mindre nogen Forklaring. Jeg kunde passende sige: Veed Du det ei, da skal det aldrig tolkes af min Læbe! I daglig Tale: kjender Du mig ikke bedre, fortjener Du slet ikke at kjende mig.

Jeg venter Roes, fordi jeg saa dristigt er gaaet ud i den vide Verden, for at gjøre Nytte, og blive et fornuftigt Menneske, som Du og Dine Lige, og saa - Men jeg kan knap troe mine egne Øine! Er det virkelig Dig, der taler om Utaknemmelighed - gammel svag Tante - Jagen efter noget Nyt o.s.v.?

Eet Spøg, et Andet Alvor! Denne Gang vil jeg dog lade Naade gaae for Ret, og give Dig al den Forklaring Du kan forlange, da jeg selv kanskee for en Deel er Skyld i at Du ikke kjender mig ret. Jeg har, af Frygt for at Du skulde finde mig latterlig, aldrig ganske ladet Dig see mig som jeg er. Nu er det paa Tiden, at Du lærer mig at kjende, hvis Du finder det Umagen værdt. Siger Du, jeg er egenkjærlig og forskruet - ja saa vil det gjøre mig ondt, thi saa mister jeg Dig, min eneste Veninde.

Du kjender kanskee saa lidt til mit egentlige Forhold til Tante, at jeg maa sætte Dig ind deri, hvis Du skal see Sagen med mine Øine. Tante er en god gammel Kone, og jeg er hende virkelig taknemmelig, især fordi hun altid har ladet mig have min Frihed. Men hun er ikke blandt dem, jeg med Kjærlighed kan slutte mig til, da vi aldeles ingen Interesser have tilfælleds. Hun sværmer for Skjødehunde, Fugle i Buur, har den meest levende Interesse for Naboers og Gjenboers Affairer o.s.v. Jeg holder kun af Fugle i Luften, Hunde i Lænke, og er nær ved at falde isøvn over al den Snak om Ingenting. Naar Tante fortalte om sin salig Mand, og alt hvad han i en Række af Aar havde sagt og gjort, havde jeg altid en Afhandling at skrive til Sproglæreren, saa Agathe blev Solotilhørerinde. Til Gjengjæld faldt Tante isøvn, da jeg en Aften vilde læse for hende i Hverdagshistorierne. Skulde jeg nu holdt hende med Selskab, og »gaaet ind paa den gamle Kones Interesser«, vilde min Taknemmelighed forvandlet sig til Afsky. Men hun gjorde ikke Fordring derpaa; jeg spadserede, læste, malede - kort, tænkte paa alt andet end paa at more Tante. Har hun nu tabt ved, istedet for mig, at faae en Pige som Jomfru Leth i Huset? De ere jo som skabte for hinanden! »Men hun holdt af Dig, ikke af Jomfru Leth«, vil Du sige. Folk kunne gjøre mig fortvivlet med deres Holden af! Hun var fremmed for mine Interesser, for hele mit indre Liv; hvad var det da, hun holdt af? Nei, lad os aldrig vanhellige Kjærligheden, ved at forvexle den med Vanen!

Nu haaber jeg, Du indrømmer, at der efter mine Begreber ikke var noget urigtigt i at jeg forlod Tante; men Du vilde jo ogsaa vide, hvorfor det skete.

Du veed nok, jeg som Barn var ganske overladt til mig selv, og ingen regelmæssig Underviisning havde. I Skole vilde jeg ikke, og af de Lærere, jeg fik hjemme, beholdt jeg sjelden Nogen ret længe. En havde en rød Næse, en Anden skelede, en Tredie var kjedsommelig og vidtløftig - Aarsag nok til at give dem Afsked. Saaledes kunde der gaae Maaneder hen, uden at jeg havde anden Beskjæftigelse, end at sye lidt, tegne, og læse alle de Bøger, Tante saa rigeligt forsynede mig med: Digte, Eventyr og Romaner imellem hinanden. Heraf skabte jeg mig nu en heel Verden, hvori jeg levede med alle mine Tanker. Jeg kjedede mig aldrig, thi havde jeg læst et Eventyr til Ende, kunde jeg fortsætte det i det Uendelige. Hertil sluttede sig min Begeistring for Danmarks Historie; jeg er opvoxet med de danske Helte, og hvert Digt om dem kunde jeg udenad. Hvor sørgede jeg ikke over at Fortiden var forbi! Det forekom mig, som Danmark nu kun var til i Erindringen.

Da jeg blev ældre, lærte jeg mere, dog kun hvad jeg havde Lyst til, især Sprog og Historie; dog var det mig umuligt at huske andet af denne, end de fremtrædende Personer, og de Begivenheder, som stode nærmest i Forbindelse med dem. Jeg tilegnede mig da en saadan Characteer, og den blev en ny Erobring for min Tankeverden. Endelig var jeg saa vidt, jeg skulde gaae til Præsten, ved hvilken Leilighed jeg gjorde den første Erobring i den virkelige Verden, nemlig Dig og Dit Venskab. Du var det første Menneske, jeg sympathiserede med, og dog var Du saa fornuftig, at jeg aldrig turde betroe Dig mere end en Deel af mine Tanker. Jeg var bange, Du skulde gjøre Nar af mig! Ligesaa lidt veed Du, at jeg egentlig slet ingen Religion havde. Hvad Præsten sagde, havde jeg Intet at indvende imod, det maatte vel være sandt, og ofte fandt jeg det poetiskt og smukt, men jeg forekom mig som udenfor det Hele. At aflægge Løftet betænkte jeg mig nok paa, men saa syntes jeg det var større Feil at sætte Tante i den Fortvivlelse, og Eder Alle i den Forundring det vilde vække, hvis jeg protesterede mod at blive confirmeret, end at sige det lille »Ja« i Kirken.

Den 21de Marts oprandt et nyt Liv for mig. Jeg saae det danske Folk, som jeg kun kjendte fra Sagn og Sange, jeg hørte de Ord udtale, som fandt dybest Gjenklang i min Sjæl. Mine Idealer traadte mig imøde i det virkelige Liv, og mit Hjerte bankede i stolt Selvbevidsthed. Naar jeg saae de danske Nationalfarver, læste Artikler om Krigen, eller mødte de tappre Landsoldater, som skulde afsted, da rørte sig noget dybt i mit Bryst, som naar man i fremmed Land uventet hører sit Modersmaals elskelige Toner. Og med mit Fædreland fik jeg Troen paa Gud! Det var som om Solen brød frem, og vakte mig af den lange Drøm. Jeg følte hvad det vil sige at være et Menneske, skabt i Guds Billede, skabt til evigt Liv; at Den ikke er værdig til at leve, som ødsler Tiden bort i taagede Drømmerier, istedetfor at virke til Held og Velsignelse i den skjønne Verden. - I den Stilling, jeg var i, kunde jeg ikke finde nogen passende Virkekreds, og udrette noget maatte jeg. Derfor tog jeg hertil. Disse søde Børn skal jeg opdrage! Mig er det betroet at lære dem at skatte Livets bedste Glæder, at uddanne deres naturlige Anlæg til det Gode og Skjønne.

Papiret er snart fuldt, Lyset er snart brændt ned, og jeg snart søvnig, saa jeg maa være ligesaa laconisk i min Beskrivelse af Familien, som jeg var vidtløftig i alt hvad der angik mig selv. Forpagter Bech er at ligne ved det personificerede Hensyn. Hans Frygt for at fornærme Folk, for at støde an mod Conveniensen, gaaer altfor vidt til at være latterlig; den bliver, idetmindste mig, modbydelig. Jeg, som havde tænkt mig alle Forpagtere omtrent som Din Onkel, det eneste Exemplar jeg har seet, blev ganske forbauset, da denne lille, fine Mand kom mig imøde med tusinde Complimenter. Han har heller ikke andet tilfælleds med en Forpagter, end Navnet, thi Forvalteren (som heldigviis kun lader sig lidt see) bestyrer hele Gaarden. Madame Bech hører til de Mennesker, som udmærke sig ved ingen Egenskaber at have, undtagen passiv Velvillie for Alle, og en i foruroligende Grad activ Iver for sit Husholdningsvæsen. Børnene ere, som sagt, allerkjæreste, men desværre lidt forkjælede, saa jeg maa agere den Strenge. I næste Brev skal Du faae en nærmere Beskrivelse af vor Omgangskreds, og af vort daglige Liv. Jeg har knap Plads til at skrive, hvad Du desuden veed iforveien, men aldrig kan høre for tidt: at jeg er og bliver Din hengivne

Clara Raphael


Mathilde Fibiger Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek