Johannes Ewald: Levnet og Meeninger (1774-78), 10
Elskov
Tilig fandt mit Hjerte en ulmende Gnist af dig du Levning af Paradiis, du himmelske Kjærlighed - Dannet, som det var af sin Skaber til alle ømme og stærke Følelser, aabnede det sig let for den sødeste og meest igjennemtrængende af alle, uden enten at kjende dens Farligheder, eller den selv - - Jeg elskte, førend jeg vidste, hvad det var at elske, førend jeg formodede anden Forskjæl paa Kjønnene, end den der falder enhver daglig i Øynene - De, som ønske, at kjende Mennisket, vil ikke tabe derved, om de nøye legge Mærke til denne Artikel af mit LevnetsLøb - De vil deri finde de deels stigende deels efterhaanden faldende Grader af en barnagtig, en sand og dydig, en romansk, en vellystig men fiin og smagfuld, og en blot vild og brutal Elskov - Men jeg maae ruste mig ud med meer Luune, førend jeg kan skrive herom - - laan mig dog et Glimt af den Aand, min Yorik, som lærte dig at flye for Døden, til Breddene af Garonne! - laan mig det, at jeg maae fly for den dræbende Tanke, som forfølger mig - for den mordiske Erindring af de Tider, som ere forsvundne! -
Jeg kan ikke - jeg kan ikke tænke andet, end den Deel af min Lyksalighed, som de toeg med sig i deres AfGrund - Bort! - Bort! -
Den muntre, raske, modige Ungdom, den uskyldige, ubesmittede Samvittighed, det følsomme, varme, glade, haabefulde Hjerte, den dristige, skaberiske IndbildningsKraft, svæve i en lang Skare forbi mig,
som ligesaamange blege Spøgelser af afdøde Venner - Bort! - Bort! - fortrædelige Skygger! - Jeg vil holde Haanden tæt for Øynene og ikke see dem - -
Veed jeg ikke, at Gud elsker mig? - og ikke vil forlade mig -? - Har jeg desuden ikke oprigtige sande Venner? - Har jeg ikke mit Udkomme paa meer, end et Aar? - Sidder jeg ikke i en god LæneStoel og har et got Glas rød Viin staaende ved min Side? - - - - Hvi græder jeg uskjønsomme da? - - -