| Index
| -1
| +1 |
Holger Drachmann: En Overkomplet (1876), 5
V
Nyde er Ungdommens første Sag,
Vikle Verden om sin Finger;
Glæden har et forbistret Jag
Og saa Pokkers hastige Vinger.
Vips er den væk,
Fløiet saa snart; -
Vær da ingen Gæk,
Stop den i dens Fart,
See at faa Fuglen itale!
Løb kun og lok kun og snak for den rart
Og strø attisk Salt paa dens Hale!
Sæt den i Buret, slaa Pinden for,
Lad den fløite, lad den kvidre;
Nyt saa Tiden, den er kun vor
Med Forbehold, indtil videre.
Slip saa Din Gæst
Kun i det Fri,
Men gem paa en Rest
Af den gamle Melodi
At synge, naar Aftnerne længes,
Naar Sommer og Solskin er duftet forbi
Og af Gigt og Gæld vi betrænges!
Hurra! Hurra! leve Ungdommen, leve Studenterne, leve Glæden, og et dobbelt Leve for Fredensborg; der ligger det ovre!
Et Selskab paa otte Personer, otte unge Mennesker, brød under Afsyngelsen af denne Sang frem gennem Grantræerne i Udkanten af Grib Skov og styrede Kursen ned imod Kongens Bøge, hvor en Baad med en enlig Skikkelse i laa og ventede ved en lille Landgangsbro.
Holla! nok et Hurra for Friheden og Glæden! raabte Forsangeren. Og saa Huerne iveiret, Kammerater!
Der blev raabt tre Gange Hurra, og det hele Selskab kastede deres Studenterhuer iveiret, med Undtagelse af En, som kastede en Straahat høit op i Luften. Et Vindstød snappede i Forbifarten den lette Flyver, som et Øieblik efter saaes hænge oppe i et Grantræ.
Det er Adolfs Hat! Hurra! alle Mand op efter den!
En fire, fem Stykker klatrede øieblikkelig op i Træet. Hattens Eiermand i Spidsen. En blev staaende nedenunder Træet og saae opad:
I ligner præcis Presenter paa et Juletræ, saaledes som I der hænger omkring paa Grenene!
Aa, lad os nu bare være fri for Spydigheder, Dahl! blev der raabt ned fra Træet.
En sang deroppefra:
Dahl,
Han er gal
I Ho'det idag.
Men Dahl
Skal Fanden gal-
e mig ha' Prygl idag!
Den, der havde staaet nedenunder Træet, trak paa Skuldrene og slentrede ned ad Baaden til. Et stort Brøl fik ham til at vende sig om. Hattens Eiermand, den kraftigste og mest velvoxne af Knøsene, havde vovet sig for langt ud paa en spinkel Gren, og laa nu nede paa Mosset under Træet og gned sig med en komisk Grimace bagpaa.
Der faldt Brunnow! Hurra! ........ ...................................
Det var os, Kammeraterne fra ifjor, der nu var blevne Studenter og havde gjort en Fodtur fra Helsingør og nordefter over Dronningmøllen og Esrom - det forjættede Land - sammen med Adolf, der havde taget Realafgangsexamen.
Jeg løb hen til ham:
Slog Du dig?
Aa nei, ikke videre. Det var kun Halehvirvlerne, det gik ud over. Engang imellem mindes man dog om sine Slægtninge dernede paa Gibraltar!
Hvad? hvilket?
Jeg mener Aberne!
Naa saaledes. Jeg troede ... Har Du for nyligt hørt fra Din Moder?
Nei, det er noget siden. Jeg har ikke haft Brev, siden de sidste Penge kom. Jeg vilde ønske, at der snart maatte komme en Billet med de fem røde Segl paa. Jeg har brugt min maanedlige Anvisning, og min Kasse er næsten paa minus. Død og Pine; G-Strengen er sprunget paa Spilledaasen.
Adolf havde trods betydelig Modstand fra Selskabet i Begyndelsen og til alle Bønders og Fiskeres Forbavselse snørt sin Guitar over Randslen paa Ryggen. Et Par af Kammeraterne, der var begyndt at blive »pæne« paa det, havde holdt sig saameget som muligt borte fra ham, naar vi kom igennem Byerne. »Brunnow lignede dog virkelig ligefrem en Bierfidler; det var en anden Sag, hvis han havde haft Studenterkasket paa, saa kunde man ikke have taget feil, men nu ...!« Til Gengæld morede han os Alle, naar vi vare blevne trætte, eller naar vi kom til en ensom Kro, som f. Ex. i Hellebæk og Esrom, der dengang endnu ikke var civiliserede Feriepladser for Københavnere.
Han sang og spillede, vendte Mølle og var i det Hele taget i et uopslideligt Humeur, medens jeg, efterhaanden som vi nærmede os Fredensborg, blev mere og mere tavs og adspredt.
Saa blev Strengen bunden sammen, Adolf kom paa Benene igen, og vi gik Alle ned til Baaden.
Goddag, Peer Matros! sagde jeg. De fik altsaa mit Brev om at komme herover og hente os! Hvorledes har De det og Deres Kone og de smaa Orme?
Jo Tak, vi har det Allesammen godt. Den ene af Rollingerne fik sin Skabelon noget skamfilet af Smaakopperne i Foraaret; men det var heldigvis en af Drengene; han behøver jo ikke at være saa pyntelig udenbords. Hvordan har De det, Hr. Dahl? Nu er De vel bleven Professor, kan jeg tænke?
Jeg smilede og blev rød:
Nei, endnu ikke Peer Matros. Men jeg tænker ikke, det skal vare saamange Aar!
Nei, hør bare til Dahl, hvor han er vigtig! lød det rundtomkring fra. Skal vi ikke lade ham blive herovre!
Gør, som I behager! svarede jeg kort.
Hvad er det for noget Sludder! raabte Adolf. I skal lade Erik være i Fred. Han er ikke i Humeur idag, men det kan han jo ikke selv gøre ved. Det gaar over, naar vi faar noget ordenlig Middagsmad. Alle Mand til Aarerne! Ohoi!
Vi gled under kraftige Aaretag ud paa Søen, som var smul herinde under Skoven. Da vi var kommen langt nok ud til at kunne benytte Brisen, satte vor Skipper Seil, og vi løb raskt over mod den anden Bred.
Hvorledes gaar det med Halehvirvlerne? spurgte jeg omsider Adolf.
Tak, brillant. Nu skal I faa Abemusik!
Han havde komponeret et Musik- og Sangnumer, som han benævnede saaledes. Det bestod i noget lignende, som det »Negersangerne« opvarter med. Ansigts- og Kropvridninger, engelske og spanske Visestumper, et hastigt Akkompagnement og af og til Dask med Instrumentet eller Haandfladerne paa Hovedet. Vi lo Allesammen, og den ellers saa alvorlige Peer Matros var nærved at falde ned ad Toften af Latter.
Hold op, hold op? klukkede det i ham. Eller jeg kan ikke holde Styr paa Baaden!
Det blæste friskt herude og med de ilsomme Pust, som enhver Baadseiler kender af Erfaring paa Indsøerne. Vi krængede svært over og slæbte Rælingen under Vand. De mindre Erfarne begyndte at blive bange, Adolf satte sine lakerede Skospidser ned paa den læ Ræling, saa at Strømper og Benklæder blev vaade, og peb og sang og klimprede, indtil Veiret gik fra ham.
Vi kuldseiler, gode Herre, naar De ikke holder op! lød nu Skipperens alvorlige Stemme, og under Følelsen af sin Pligt saae han ganske barskt til Adolf.
Hvad! mukker han? Vi har leiet Dem til at seile os over, og De har bare Dem selv at passe! raabte den hidsige Knøs.
Jeg har for det første otte Liv at passe her ombord foruden mit eget. Og saa har jeg sex til derhjemme at svare for! sagde Sømanden og firede paa Skødet.
Adolf blev stille. Et Øieblik efter vendte han sig til Peer Matros: Vær ikke vred; jeg tænkte ikke over hvad jeg sagde. De har Ret. De skal spise til Middag med os paa Gæstgivergaarden!
Ja, Peer Matros spiser med os! raabte vi Alle.
Vor Skipper nikkede sindigt uden at tage sine Øine bort fra deres dobbelte Retning, en opover Seilene og en henover Vandfladen, hvor Kastevindene krusede Søen ovre fra Skoven i lange, mørke Striber.
Saa landede vi uden videre Fataliteter i den lille Baadehavn ved Skipperhuset. Hr. Holm stod ved Bolværket og vinkede med Hatten. Nu var han Høfligheden selv: Velkommen, mine Herre! Gratulerer! Friskt Veir idag; Velkommen, Hr. Dahl, velkommen, Hr. Brunnow!
Den kgl. privilegerede Gæstgivergaards Havelysthus var bestemt til at optage de glade Ungersvende, medens de stillede deres attenaarige Ulvehunger. Jeg vilde først selv være gaaet ned til Stedet paa Asminderødveien for at melde min Ankomst, men da Maden alt stod færdig, nøiedes jeg med at sende et Bud afsted, som skulde forberede Adolfs og mit Komme senere hen paa Eftermiddagen. Anretningen derinde i Lysthuset gjorde virkelig den privilegerede Vært Ære. Der var Blomster om hver Kouvert, Vinflaskerne vare prydede med smaa Flag, og midt paa Bordet stod en Opsats med Grønt og svulmende Roser, af hvilke den største, blussende Rose i Midten bar paa sit Hoved en Studenterkasket en miniature, som Værten tilhviskede mig at hans Datter egenhændig havde syet, og for hvilken Opmærksomhed baade Fader og Datter lønnedes med saa vedholdende Hurraer, at vi næppe havde Veir i os til at spise Suppen, da den kom. Dengang havde det endnu noget at betyde: det at være bleven Student. Det var jo det første betydningsfulde Trin opad den Stige, hvis Top, selv om den ikke som Jakobs endte i Himlen, dog syntes at rage saa langt op i Skyerne, at man nok kunde drømme gyldne Ungdomsdrømme ved dens Fod. De kommende Aars Studenter burde egenlig til Minde herom ikke mindre end, i retfærdig Anerkendelse af de faktiske Forholds Udvikling, føre som heraldisk Mærke i deres Skjold en afbrækket Stige med Devise Nil admirari.
Det var virkelig lykkedes vore indtrængende Overtalelser at faa Peer Matros med os. Vi havde ventet dernede foran det lille Hus, medens han »riggede sig til«. Jeg stod noget for mig selv og lod min Stok svippe omkring mellem de smidige Siv, der lignede Ridepiske med Smældet iveiret. Det hvislede, hviskede og sukkede mellem disse Siv, der hin Aften for et Aar siden havde leget Skjul med Maaneglimret, medens det glade Selskab i Rundkredsen udenfor Hytten havde sunget og spøget. Ja, hvor var nu det »glade« Selskab henne? Kun et Aar siden! var det virkelig ikke længer? - Skolelæreren gift. Harriet, krænket over sin Tilbeders Troløshed, paa Veie til at tage en Examen ligesom Veninden. Jeg taget min Examen. - Tog vi ikke Allesammen Examiner her i dette ulyksalige Land, som ligesaamange Redningsforsøg til »Druknedes og andre Skindødes Oplivelse«? Min Onkel sygelig og knarvorn mere end nogensinde, og hans Handel, som Følge af hans Forsømmelse, endnu daarligere end før. Min Tante endnu mere fordybet i sin Huspostille. Tante Birthe død, og med hende den sidste retmæssige Descendent af Baronerne Snopoldolsky begravet, der i lige Linie vare besvogrede med Sobieskyernes Kongeslægt. (Sagen ganske rigtig; men hvem brød sig nu om disse polske Udsigter? hvortil Udsigten foreløbig var spærret ved den lille Gravhøi paa Asminderød Kirkegaard med sin Stentavle: Herunder hviler de jordiske Rester af Frøken Brigitta Franziska Snopoldolsky. Fred være med hendes Eftermæle! - en Mindetavle, hvis Paaskrift selv var forfattet i levende Live af den gamle Dame, og under hvilken man saae to Hænder, der mødte hinanden udaf nogle Skyer og syntes at trykke hinanden saa fast, at det ikke var tilraadeligt for nogen nysgerrig Trediemand at gaa imellem. Mon den ene Haand skulde antyde Manden med den Trekantede?) Min Fader graanet stærkt i det forløbne Aar. »Deres Hr. Fader er virkelig kommen til at see paafaldende ældre ud i det sidste Aar, og han er dog endnu en Mand i sin bedste Alder,« sagde Polkahaaret, da jeg mødte ham paa Gaden Dagen efter at Examen var endt. »Han arbeider formeget, tror jeg; han skulde tage sig Livet lidt lettere, som vi Andre gør; han er jo dog en Mand i en uafhængig Stilling og med Formue. Hils ham fra mig. Vi ligger i Hellebæk iaar. Gratulerer til Udmærkelsen. Min bedste Kompliment til Deres Søstre!«
Min Fader altsaa ældet, hurtigt, paa et halvt Aar. Og hun ... hun ...! Jeg kunde synge med »Professoren«, saaledes som jeg en Aften huskede ham hjemme hos os, da han havde tømt sit Glas og var halv vemodig, halv oprømt:
Du, som blussed, Drue, Du,
Du, som fyldte mig mit Bæger,
Kun med Mindet nu mig kvæger,
Og det Minde har sin Gru ...
Den Eneste, som var bleven uforandret den samme, var Tanten fra Helsingør. Hun havde for kort Tid siden været hos os i Byen, hvor hun gjorde sine Indkøb. Hun havde snakket »Gammelt« med mine Søstre og forsøgte paa at snakke Nyt med mig. Min Fader havde hun ærgret ved sine Hentydninger, mine Søstre havde hun gjort røde i Hovedet ved andre Hentydninger, og mig havde hun inviteret hjem til sig: »Vi har nydelige Piger i Helsingør, ser Du; og hvis Du vil havde udenlandske, saa kan Du finde dem ude paa Marienlyst; Du er jo Student nu, og med Udmærkelse, saa kan Du komme ind alle Steder. Overførsterens Datter derude fra Gurrekanten var inde hos os forleden og spurgte om Dig. Du har nok engang skrevet hende et Digt, Du Gavtyv! Min Mand tager Dig ogsaa med paa Bekkasinjagt, naar Tiden kommer. Du kan faa Gæsteværelse ved Siden af vort Sovekammer. Jeg skal nok passe at dreie Nøglen forsvarligt om!«
Alt dette tænkte jeg paa, medens jeg stod og legede med Stokken mellem de smidige Siv, der bøiede sig under Trykket, og svippede op igen, naar jeg trak Stokken til mig.
Saa kom Peer Matros ud, fulgt til Døren af sin lille venlige Kone, der takkede de »gode unge Herrer« paa sin Mands Vegne, hvilket gjorde Manden endnu mere forlegen, saa at han med komisk paatagen Glubskhed bad hende om at »skrubbe sig lidt fra Falderebet for at han kunde komme paa regederlig Maade fra Borde med alle Dokt'erne!«
Han saae udmærket ud. Han havde en blaa Klædesjakke paa, som jeg havde en stærk Mistanke om maatte være Adolfs Jakke fra ifjor, den han havde gaaet en saa paafaldende kort Tid med, førend den blev afløst af et andet Klædningsstykke med et endnu »raskere« Snit. Den sad som støbt om Peer Matros; han kunde ikke knappe den foran, og Armene struttede ud som to Pølser fra Skuldrene. Seet fra Ryggen lignede han en Dandy, saa nøie sluttede Jakken til Figuren. Han havde en pæn, hvid Krave paa og et sort Tørklæde bunden i Sømandsknude og hæftet med en stor Sølvnaal i Form af et Anker. En sort, blank Silkevest, noget rødlig omkring Knaphullerne, og som mindede om en druknet Kat, og endelig et Par uhyre Flipper, der paa Marschen op igennem Skipperalleen faldt fugtigt og slappe ned til Siderne under al den Sved, det kostede Eiermanden at holde sig stram i den uvante Stads. Han lignede, som en Vittighedsjæger hviskende bemærkede, en dansk Patriots Udkast til en Uniform for en tydsk Søofficer.
Han fik ved Bordet Plads mellem Adolf og mig som hans nærmeste Venner. Han stirrede med Forundring paa Opdækningen og brændte sig paa den varme Suppe.
Det syntes i det Hele taget, som om denne Suppe ei rigtigt smagte ham. Jeg bøiede mig hen til ham og spurgte hviskende:
Hvad er der iveien med Suppen, Peer Matros?
Han skar nogle frygtelige Ansigter:
Med Suppen er der ikke noget iveien; men jeg har, med Forlov, ikke faaet Stunder for al denne Herlighed til at spytte min Skraatobak ud, og nu løber den ene Sauce sammen med den anden i Munden!
Jeg maatte lee.
Vend De Dem kun om, Peer Matros; her tager man ikke sligt saa nøie. Vi skraaede desuden Allesammen i Skoletimerne!
Virkeligt? spurgte Sømanden lidt tvivlende. Ja, Tobak er god paa alle Maader! som Negerkonen sagde; hun snød sin Næse i et Havannablad, førend hun rullede Cigaren!
De nærmeste lo, og imidlertid blev Tobakken taget ud og lagt i Vestelommen; og nu gled Suppen raskt ned.
Medens alle de Andre, som flittigt benyttede Vinflaskerne - Adolf var Mundskænk -, efterhaanden løftedes op i de muntre og lyse Regioner, hvor selv Peer Matros fulgte dem, saa vilde for mit Vedkommende Tankerne dernede fra min Sidemands beskedne Hytte ikke forlade mig. Jeg blev mere og mere stille, jo mere de Andre spiste og drak og morede sig. Saa reiste Adolf sig og slog paa Glasset:
Hør nu, mine Herrer og Kammerater og Peer Matros med! Vi er jo Allesammen samlede her i dette Lysthus for at drikke - eller høitideligholde den store Begivenhed, som kun Peer Matros og jeg selv ingen Del har i, uden forsaavidtsom vi To (her drak han et Glas med sin Sidemand) tager Del deri ved at spise og drikke saameget vi formaar! ...
Hør, hør! Den var god! (fra Peer Matros).
Ja, altsaa, jeg mener ... hvor var det nu, jeg slap? ... Naa, ja jeg mener, at vi Allesammen kunne drikke paa de nybagte Studenters Forlovelse ...!
Hvadbehager? hvad er det for Sludder? (rundtomkring fra).
Forlovelse - lad vær' at falde mig i Talen - med Minerva! ...
Bravo! Det er godt. - Hvad er det for et Pigebarn? (fra Peer Matros). Hys, hys!
Det er nu meget godt med denne Forlovelse. Men jeg for min Part betakker mig. Den Minerva, jeg kender, seer mig saa forbandet kedsommelig ud. Hendes Hjælm ligner, Gud straffe mig, mere en Vægterkabuds end nogetsomhelst Andet, og saa gaar hun altid og trækker med denne Ugle, som jeg slet ikke synes ser andet end meget søvnig ud ...! Hys! Pereat! Væk med ham! ... Maa jeg tale? ... Nei. Ja ... Jeg vil tale eller ogsaa vil jeg slaas! ...
Der blev endelig Stilhed. Han fortsatte:
Jeg taler jo kun som »Realist«. Men jeg vilde bare ved dette Glas spanske Vin bede mine ærede Kammerater om ikke over denne Forlovelse at glemme de andre Guder og navnlig Gudinder. Der er nu for det første hende med Kanden ...
Hebe! Hebe!
Rigtigt. Hebe. Hende kan jeg godt lide, og jeg vilde ønske, at hun vilde skænke for os iaften! Og saa er der Venus, som vi jo rigtignok ikke kender meget til endnu; men den Tid kommer vel ogsaa ...!
Ja, ja. Hurra. Hør ham. Brunnow leve!
Nei, om jeg maa be'. Det er Jer, som skal leve! Og da jeg nogenlunde har faaet sagt min Mening, saa vil jeg ende med det eneste Latin, jeg kan. Dixi!
Et liberavisti animam tuam! raabte en lærd Stemme i det samlede Kor, og nu klinkede man og drak med hinanden. Lystigheden var i stigende Potens.
Skal vi ikke have en Sang? spurgte jeg, ked af alle disse Hurraer.
Jo, værs'god. Syng selv en!
Jeg reiste mig og tog Adolfs Guitar, som han havde lært mig nogle Akkorder paa.
Saa vil jeg synge Jer »Professorens« Sang!
Bravo! Er den morsom?
Den er passende! sagde jeg lakonisk.
Jeg sang:
Du, som blussed, Drue, Du,
Du, som fyldte mig mit Bæger,
Kun med Mindet nu mig kvæger,
Og det Minde har sin Gru.
Skaalen tom og tørre Læber
Og mit Bryst med Længsler fyldt;
Vemod sig ved Skaalen klæber;
Det har, Drue, Du forskyldt.
Bort jeg kaster Dig, min Skaal,
Ser Dig synke, som i Drømme,
Glide gennem tændte Strømme
Fra et mægtigt Flammebaal.
Jeg har brændt mig paa Din Lue,
Kan Du læge nu mit Saar?
Du er kun et Nu, o Drue,
Men Din Smærte varer Aar.
Jeg satte mig stille og lagde Guitaren fra mig. Der blev et Øiebliks Pavse, saa raabte Adolf:
Hvad er det for noget sentimentalt Noget. Er der Ingen, som kan en bedre Vise?
Syng selv en! lød det rundtomkring fra.
Nei; jeg er ikke mæt endnu!
Man lo. Saa skal Peer Matros synge!
Nei; de gode Herrer maa have mig undskyldt. Jeg kan kun een Sang, og den har jeg sunget engang for Hr. Dahl og Hr. Brunnow. Den passer desuden heller ikke her!
Ligesaagodt som min! sagde jeg og lænede mig tilbage paa Stolen.
Kan virkelig Ingen synge en ordenlig Vise? raabte Adolf med Munden fuld af Mad.
En ung Fyr reiste sig med blussende Kinder:
Da Dahl er begyndt at synge om Druer, saa kan jeg ogsaa en, som handler derom. Vil I høre den?
Javel; op med den! lød det fra alle Sider.
Naar den blot ikke ender med Smærte! sagde Adolf endnu med Munden fuld af Mad.
Fyren sang:
De svaied og svinged,
De grønne Ranker,
Som en Attenaarigs
Forviltrede Tanker.
Saa blev de bundne
Opad en Stok.
»Ja!« sagde Druen,
»Det tænkte jeg nok;
»Der skal Maade med Alt
Og alvor i Sagen,
Nu kommer Glansen
Nok snart for Dagen!«
Og Solen bagte,
Glohed var Luen,
Tanker blev tændte,
Og mørk blev Druen.
Det tynged og trykked,
Druerne svulmed;
Det var Solild, som inde
Bag Skallerne ulmed.
Saa rusked og rev det
Med haarde Hænder.
»Hvad!« tænkte Druen,
»Er det saadan vi ender!«
Der blev stampet og trampet
Under Snakken og Summen,
Druerne sprøited
Som Blod ned i Kummen.
Nøgne Mænader
Gled ud i Blodet,
Silener sprang Buk
Og Fauner stod paa Ho'det.
Saa blev der stille
Paa Larmen den lydende.
»Naa!« tænkte Druen,
»Saa blev vi da flydende«.
Stilhed og Mørke
Langs Flaskereolen,
Ikke et Glimt af
Dagen og Solen.
Ensomme Timer,
Ensomme Dage;
Tanker paa Fremtiden,
Tanker tilbage.
Underlig Syden
Omkring i Kroppen.
»Blot man turde løfte
En Smule paa Proppen!«
Saa blinked det endelig,
Proppen knalded,
Druerne skummed
Ud i Krystallet.
Og Glasset blev svunget
Høit iveiret:
Nu er Vinen god,
Nu har Druerne gæret!
Bravo! Den var god! Op med ham paa Bordet; han skal have et Leve!
Alle Kinder blussede nu, alle Øine brændte. Jeg syntes, at det snart kunde være paa Tide at bryde op, men saaledes syntes ikke Selskabet. Der blev udbragt Skaaler for Alt det, som unge Studenter i det Hele taget udbringer Skaaler for. Friheden, som vi ikke havde følt noget synderligt til endnu, Fædrelandet, som vi kun kendte fra denne Fodtur, Damerne, som endnu var det vageste Begreb for os af det Altsammen. Endelig hver Enkelts Skaal i Selskabet og deriblandt ogsaa en Skaal for Peer Matros af mig og for hans Kone af Adolf.
Da den sidste Skaal med de tilbørlige Hurraer var drukket, reiste den værdige Sømand sig, som under mine og Adolfs Ord havde siddet som paa Naale, og bad først og fremmest, om det maatte være ham tilladt i Lighed med hvad vi Andre alt for nogen Tid siden havde gjort, nemlig at trække sin Frakke af. »Det er en grumme god Frakke«, erklærede han, »men den slutter lidt engt i Ærmegabene, gode Herrer!« Derpaa holdt han sit Glas frem for sig, som om han vilde læse en Bøn over det, og begyndte med en lidt famlende Stemme, der efterhaanden gik over til en drønende Bas, da han mærkede, at hans Ord slog an:
De undskylder, de gode Herrer, at jeg som en simpel og ulærd Mand tager mig den Dristighed at træde op her i dette Selskab, men der er en Skaal, som ikke er bleven udbragt endnu, skøndt jeg, for at være ganske ærlig, maa tilstaa, at jeg i den sidste halve Time har siddet og luret paa, at den skulde blive udbragt; - saa var Arbeidet blevet bedre gjort, end jeg nu kan det. Det er en Skaal for en Dame, som er Mo'r til en af de gode Herrer her, og det er en Skaal, som jeg vil sige saameget som at jeg vil drikke tilbunds, skøndt jeg allerede har drukket saamange Glas tilbunds, og man skal ikke tage mere Ballast ind, end man kan seile med. Det er en Dame, som de vistnok Alle kender herudefra; for hun laa ifjor Sommer paa Landet her tæt ved, NordNordost for Haven her, nede i et Hus ved Skipperalleen. Og naar hun om Morgenen kom og havde været nede i Badehuset, saa kiggede hun altid indenfor til Vort, og saa havde hun altid Et og Andet, hvad det nu kunde være, Linned til Børnene, eller noget Pusleri til Mutter, eller Tobak til mig. Og hvergang jeg roede for hende eller seilede hende over Søen, saa gav hun mig - ja man skal jo ikke tale derom, men det vil jeg ligegodt tale om her - saameget over Taxten, at jeg tidt sagde: Nei, Fru Brunnow, der tager De vist feil. Men hun tog nok aldrig feil. Og da jeg nu har nævnet hendes Navn, som jeg egenlig vilde have gemt til Slutningen, ligesom jeg har siddet og hørt, at de andre gode Herrer har gjort, saa vil jeg da sige, at jeg, som har faret saa vidt omkring paa Jorden - eller rettere paa Søen - ikke i nogen Havn har seet hendes Mage, hverken hvad den ydre Skabelon angaar eller af Sindelag. Og jeg, som er sprunget een Gang i Luften og veed, at det ingen Spas er, jeg tror, at jeg for hende vilde springe nok en Gang i Luften. Gud velsigne hende og lade hende snart komme tilbage til Fredensborg igen!
Tordnende Hurraraab fulgte paa denne Tale, der næsten aldeles havde medtaget den ærlige Ulk.
Jeg kunde gerne have kysset og omfavnet ham for min Part, og jeg greb øieblikkelig i Lommen og forærede ham mit Cigarfutteral i Mangel af andet synligt Tegn paa min Begeistring. I et Nu havde han sine Lommer stoppede fulde af saadanne »Tegn« paa ungdommelig og velment Begeistring. Det hele Selskab havde den, paa Gildets fremrykkede Stadium, virkelig anerkendelsesværdige Takt ikke at byde ham Penge. Derimod fik han tre Lommeknive, en Tobakspibe og Pung, to Blyantsholdere, to nye Notebøger og forresten ligesaameget Konfekt og Kage med hjem til Børnene, som han kunde have paa sig.
Ikke saasnart var det sidste Ord i hans Toast udtalt, førend Adolf sprang op med tindrende Øine: Den Skaal skal drikkes i Champagne!
Jeg vilde havde holdt ham tilbage og gjorde ham opmærksom paa, at vi næppe vilde faa Penge nok til at betale denne nye Tilvæxt paa Budgettet, men han lo kun og raabte, at Værten itide havde givet ham Blanco Kredit.
Det var aabenbart en meget forsynlig Vært.
Tre blanke Nysølvsvinkølere kom i en Fart paa Bordet, og Adolf, som i det forløbne Aar virkelig havde gjort Fremskridt, aabnede med en Sagkyndigs Haand selv de høitidelig udseende Flasker.
Peer Matros gjorde store Øine til de skinnende Vinkølere.
Hvad er det for nogle kostbare Tingester? spurgte han.
Adolf, som paa dette Stadium var begyndt at blive kaad, svarede, at det var en Forudsending af den spanske Skat, som laa og ventede paa ham dernede i Gibraltar. Naar jeg først bliver myndig, Peer Matros, saa skal jeg forære Dig tre saadanne Tingester fulde af spanske Dubloner og engelske Sovereigns! Og nu, alle Mand, Peer Matros's Leve for min Moder i skummende Champagne!
Vi stødte de lange, slanke Glas imod hinanden. Adolfs Glas knækkede, og den mousserende Drik flød ham ned over Klæderne. Siger Intet, siger Intet; et Vandglas er ligesaa godt, ja bedre; man faar Munden mere fuld deraf!
Jeg tænkte ved mig selv: blot ikke hele Personen bliver fuld deraf! Mine Anstrengelser for at holde igen paa ham var forøvrigt nu aldeles frugtesløse. Han begyndte allerede at bande paa Spansk og at holde Tale paa Engelsk. Hans Kinder glødede, hans Øine tindrede, han lignede, saaledes som han der stod og slog ud med Haanden, kraftig, velbygget, hensynsløs og glad-godmodig, med Guitaren under den ene Arm og Glasset i Haanden, en af hine Fortidens Skikkelser, halv Landsknægt, halv omvankende Sanger. Jeg vidste, at han kunde en Vise i denne Art, og da jeg syntes, at det dog var bedre, saalænge han i det Hele taget kunde synge, at høre noget Musikalsk end alt det Vaas, han nu gav fra sig, saa bad jeg ham synge den omhandlede Vise.
Javel, Erik ... Kom her og drik med mig, Du Skindlap! ... Du er ligesaa tør idag, som en af de holstenske Oste, Dine Søstre altid sætter paa Bordet for mig derhjemme ... Drik, siger jeg Dig! eller jeg døber Dig om igen med dette Bæger Champagne og kalder Dig Stokfisk eller Kaviarkrukke ... Javel, Kammerater, nu skal jeg synge den Vise ... hvad er det nu, den hedder? ... lad mig see: Omnium meo mecam Portvin!
Omnia mea mecum porto! raabte det lærde Kor under ustandselig Latter.
Han mandede sig op, satte Glasset fra sig, stemmede Instrumentet og sang med et af Vin og Ungdom mesterlig beaandet Foredrag:
Holla, i Kroen derinde!
Har I Plads for en farende Svend,
Som er ked af det evige Rend
Paa Veien for alle Vinde?
Du, Vært og Din smukke Kvinde!
Saa giv mig Besked,
Kan jeg sætte mig ned,
Kan en Plads jeg paa Ovnbænken finde? -
Og vel kan Du sidde, saameget Du vil,
Min Terne hun rækker Dig Hynde dertil.
Saa hvil kun og saml Dig Kræfter.
Du har nok kun Kappe og Trøie;
Sligt tager jeg ikke saa nøie:
Bagagen den kommer vel efter? -
Bagage! den kender jeg ikke.
Hvad jeg eier, fører jeg med,
Hvor jeg vandrer, fra Sted til Sted;
Saa er farende Svendes Skikke.
Dog kom jeg ei her for at tigge:
Jeg har Staal i min Arm,
Jeg har Guld i min Barm,
Under Huen Ædelstene ligge!
Og er I en Herre af saadan en Art,
Da bredes paa Disken Jer Dug i en Fart,
Da faar I vel kysse min Kvinde.
Da fjæler jeg selv mig i Stalden
Og sover til Hanernes Kalden;
I sover i Stuen herinde! -
Saa drak han og spiste den fremmede Svend
Og strakte sig sindig ad Ovnbænken hen
Og drømte sig favnet og krystet.
Men Værten derude i Stalden han lo:
Ja, lad dem kun kysses og gantes de To,
Han bærer sit Guld jo paa Brystet!
Og Morgenen kom, og fra Stalden han gik
Og vexled i Døren med Ternen et Blik:
Naa, fandt Du hans Guld saa i Barmen? -
Nei, søge det turde jeg ikke,
Han havde saa fyrige Blikke;
Men jeg mærked Staalet i Armen! -
Holla! Hr. Vært, bring mig Spise!
- Før bort jeg begive mig vil,
Maa jeg davre og drikke dertil,
Jeg har Sult som en Berner-Rise.
Jer Kro skal jeg love og prise,
Jeg har sovet saa sødt,
Jeg har hvilet saa blødt,
Jeg har digtet derover en Vise! -
Nuvel, saa kom frem med Jer Vise paastand;
Jeg hører saa gerne en fornemme Mand
At skæmte, skøndt aarle paa Dagen.
Jeg synger jo selv, naar det gælder;
Nu bad jeg min Morgenbøn heller;
Men det gør slet Intet til Sagen! -
Hr. Vært, I skænked mig Drikke,
I rakte mig Sulet dertil;
Med min Vise betale jeg vil,
Saa er farende Svendes Skikke.
Ædelstene er mine Blikke,
Staalet mit Mod,
Guld mit sunde Blod;
Og andet eier jeg ikke!
Se, det er min Vise! raabte Adolf og kastede Guitaren ud paa Græsplainen i Haven: Hvem vil tage Part efter mig, for nu kan jeg snart ikke mere?
Adolf! kaldte jeg. Kom nu og lad os bryde op!
Ja, lad os nu gaa op i Slotshaven! foreslog Nogle.
Vil I op i Slotshaven, I Hallunker? raabte Adolf. Hvad tror I da, at Kaffebønner er gjort til her i Verden? eller Kognac? eller Likører? eller Cigarer? Jeg har bestilt det Altsammen herud i Haven. Se, der kommer det allerede!
Vi fik Kaffe og Cigarer. Adolf gik hen til Bakken, lavede sig en Kop Kaffe og drak et Glas Kognac ud i eet Drag. Da han beredte sig til at gøre det samme ved Likøren, snappede jeg Glasset fra ham.
Han vendte sig harmfuld om imod mig. Jeg sprang tilside. Han efter mig, snublede, faldt og reiste sig kun med Møie.
Kom nu, Adolf, og lad os gaa!
Ja, kom nu, Hr. Brunnow! sagde Peer Matros, som havde faaet Frakken paa igen, og som drak Kaffe af sin Underkop.
Adolf støttede sig mod et Træ. Rusen var nu kendelig paa ham.
Gaa, siger I? ... Som om der i det Hele taget kunde være Tale om at gaa! ... Carrambo! jeg vil flyve, siger jeg Eder ... Saaledes ... nei, ikke saaledes ... I leer? I tror maaske, at jeg er fuld? ... Damn You! ... jeg kan drikke meget mere end Jer Alle tilsammen ... Nei, Erik der, han er fuld, see hvor han svingler! ... Erik Du, min Hjertensven, min Halv - Pleiebro'r vil jeg sige ... kom lad os gaa ned til Gibraltar og drikke Dus med Aberne ... med de kloge Aber ... kom, hører Du ... hjælp mig ... jeg ... kan ikke mere! ...
Han vaklede og faldt omkuld ovenpaa sin Guitar, som han knuste i Faldet.
Vi blev pludselig Allesammen alvorlige. Peer Matros og jeg sprang hen til ham. Han laa smilende, men uden Mæle ovenpaa sit Instrument.
Æsthetikereren deklamerede:
Die Zither ist entzwei! an der ist nichts zu halten.
Jeg bad ham ærgerlig om at tie stille.
Ja, der laa Adolf. Rusen var dog i ethvert Fald ikke hæslig hos ham. Han lignede et sovende barn. Han lignede ... Jeg holdt mig for Øinene.
Stakkels Fyr! brummede Peer Matros. Han er bleven overseilet. Det er vel bedst, at vi bugserer ham videre!
Ja, men hvorhen? spurgte jeg raadvild. Jeg vil ikke gerne bringe ham hjem i denne Tilstand!
Lad De blot mig derom, Hr. Dahl. Jeg har faaet et saa godt Traktement her; nu tænker jeg ogsaa at gøre noget for Føden!
Den stærke Sømand tog Adolf med min Hjælp og lagde ham op paa Nakken som en Sæk Korn.
Hvor skal vi hen med ham? spurgte jeg.
Jeg tænker, vi gaar her ud over Havegærdet og tversover Marken ned til Skipperalleen. Derfra og ned til Kilden ved Søen kommer vi saa nok. Naar han først faar koldt Vand over sig, saa gaar det vel over!
Jamen det stive Knæ, Peer Matros?
Aa, det gaar endda nok med det. Jeg har baaret større Dragter før!
Jeg tænkte mig et Øieblik om. Jo, det var vel det Bedste og mindst Opsigtvækkende. Jeg tog kun to af Kammeraterne med, og vi satte os i Bevægelse.
Det gik langsomt over Marken. Derinde bag Hækken tittede den lille Kottage frem gennem Træerne. Hvad vilde vel hans Moder tænke, om hun nu kunde see ham? Jeg var utilfreds med mig selv. Jeg burde, maatte ikke have ladet det komme saavidt. Men nu var det for sent.
Vi fordelte Byrden mellem os og naaede endelig ned til Kilden. Sammenligningen og tillige Forskellen mellem ifjor og nu slog mig. Her havde jeg ligget blødende, her hvor nu min Ven laa ...! Naa, det kunde nu ikke være anderledes. Vi tvang ham til at drikke, aabnede hans Klæder og overhældte hans Hoved med det kolde Kildevand. Han kom efterhaanden lidt til sig selv igen, kunde stamme nogle Sætninger, sidde halvt opreist og føre Bægeret selv til Munden.
Medens vi vare saaledes beskæftigede, hørte jeg Skridt, som nærmede sig over mit Hoved. Jeg saae op, saae henad Gangstien, saae min Fader og Onkel komme gaaende.
De gik tavse sammen. Som et Par Pensionister, tænkte jeg øieblikkeligt. Fader med Hænderne bag paa Ryggen, Onkel støttende sig tungt til sin Egekæp.
Jeg ønskede mig selv og Adolf og Champagne og Studentergilde tusinde Mile borte.
Nu hørte jeg dem tale sammen deroppe; nogle faa Sætninger.
Ja, Du har nu faaet Glæde af Erik. Bare det nu maa gaa ligesaagodt med den anden!
Jeg haaber det bedste. Der er god Kærne i ham!
Idetsamme faldt Faders Blik nedover Kilden. Han studsede, blev bleg, og kom ilsomt ned til os:
Erik ...? Adolf ...?
Adolf vendte Hovedet iveiret, smilede og gjorde en halv Svingning med Bægeret:
Goddag Pleiefa'r! Kom her ... og faa et Glas med ... Det er Moders Skaal ... i Champagne!
Han lukkede Øinene, smilede og gentog: Moders Skaal ... Moders ... den kære Moder!
Min Fader vinkede mig tilside:
Hvad er dog dette?
Du seer jo selv! Jeg gjorde alt muligt!
Alt muligt? Ak, Erik, det maatte heller have været ... Men nok! Lad ham ikke blive bragt hjem, førend Mørkningen falder paa! Hører Du. Pas godt paa ham!
Onkel og han fjernede sig; Onkel stivende sig af med Egekæppen, Fader med Hænderne paa Ryggen og Hovedet - ja det var nok bøiet mere end før.......
Jeg var i Grunden gyselig ked af at være her i Fredensborg! sagde jeg nogle Dage efter til Adolf, som sad ude paa Stentrappen og trillede sin Cigarret frem og tilbage mellem Fingrene, medens han læste i Don Quixote.
Vent et Øieblik! Ha, ha, ha. Den Sancho er dog en mageløs Fyr. Hvad var det, Du sagde? ... kedeligt ... ja det skal Gud vide; jeg keder mig nu saaledes herude, at jeg begynder at blive mager!
Aa, endnu har det ingen Nød. Men inden Du svinder ind til et rent Skelet, synes jeg, at vi skulde gøre noget!
Ja, jeg er med! Men hvad skal vi gøre?
En Fodtur; Du og jeg alene!
Top! Jeg slaar til. Har Du Penge?
Paa Fodtur bruger man ingen Penge!
Ikke det? Da brugte jeg i forrige Uge 100 Rigsdaler paa vor Tur!
Jamen Du er ogsaa gal. Har Du betalt Champagnen?
Nei, endnu ikke. Jeg sagde Værten igaar, at han skulde blive betalt, saasnart jeg fik Brev fra Moder. Han var umaadelig elskværdig og bad mig blot om ikke at genere mig. Jeg havde altid Kredit hos ham!
Det vil jeg nok tro. Glem nu ikke at betale ham, naar Remisserne kommer. Jeg vil bede Fader om Penge til Turen!
Det var ret. Jeg saae ham for nylig gaa ind i Arbeidsværelset med Bøger og Papirer. Det er dog en mærkelig Mand; han skriver og læser altid!
Jeg gik ind til ham. Han sad ved Bordet i Vindusfordybningen, tankefuldt bøiet over et Brev, som han hastig skjulte, da jeg tiltalte ham. Det slog mig selv idag, saaledes som han sad der i det fulde indstrømmende Lys fra Haven, hvor aldrende, næsten lidende han saae ud; og dog vidste jeg jo, at han endnu ikke var kommen over de Halvtreds.
Jeg forebragte ham min Anmodning, som han villig gik ind paa.
Naturligvis, naturligvis. Jeg kan godt tænke, at I længes efter nogen Adspredelse. Det forekommer mig selv undertiden, at her er blevet noget ensomt herude ... men jeg er nu vant til Stedet fra gammel Tid. Her er Penge; jeg antager, at dette vil være tilstrækkeligt; hvis ikke, kan I skrive. Jeg tror, det er heldigt, at Adolf er i Dit Selskab alene. Han er jo tilbøielig til at blive kaad, naar der er Flere sammen. Hvor gælder Turen? ... Rundtomkring; Helsingør, Gilleleie ... naa ja, man skal ikke have altfor megen forudlagt Plan - paa en Fodtur at sige. I vil strax afsted? ... Hm! det unge Blod haster altid saa stærkt. Naa; Gud være med Jer da. Hils i Helsingør. Pas vel paa Adolf!
Det sidste var det stadige Omkvæd. Det var ganske eiendommeligt at see, hvor Fader var ængstelig over Adolf, hvor han undskyldte ham og næsten forkælede ham. Jeg tænkte paa mig selv for et Aars Tid siden. Men der var ingen Bitterhed i mine Følelser overfor min Fader. Jeg var begyndt at lære den Methode, at bedømme Folk ud af deres Tid og deres Standpunkt. Der var endnu mindre nogen Skinsyge hos mig paa min Ven. Jeg vilde dog ikke have byttet med ham.
Vi drog afsted. Det nordøstlige Sælland skulde dennegang ordenligt afsøges. Forrige Uge havde det været den konventionelle Studentertur i Flok, dennegang var vi de klassiske To, Venneparret, saaledes som det er vandret gennem alle Slægtleds Overleveringer helt op til Syndflodsmythen, ja maaske paa den anden Side Mythen.
Vi besøgte de skønneste Steder i denne, maaske den skønneste Del af Sælland. Nu er det forlængst en Trivialitet at omtale disse Steder.
Ak; hvad bliver ikke til Trivialitet i denne, den mest ufuldkomne Verden, rimeligvis af alle Verdener? Hvor længe vil det vel vare, inden der bliver lagt et Schweizer-Konditori op paa Himalaya eller en international Brøndkuranstalt paa en af de salig Kannibalers Øer i det stille Ocean?
Hvem gider nu høre paa en enthusiastisk Beundrer af Sundets Skønhed mellem Helsingør og Helsingborg? Man undgaar at nævne Kronborg i en Samtale, ligesom man grumme nødig ser det i en Baggrund ved Foraarsudstillingen. Vi har nu alle ligget paa Marienlyst og i Hellebæk. Vi skænkede gerne Kullen til en Tombola for Vand- eller Brandlidte. Odinshøi har vi indrømmet de muntre, blaserte Nordtyskere, som nu hvert Foraar i store Trækfugleskarer kommer herop fra de brandenborgske Sandørkener for at besee og besynge de Steder, som dengang Adolf og jeg besaae og besang.
Vi blev først nogle Dage i Helsingør. Adolf gjorde strax Bekendtskab med nogle Fremmede ude paa Marienlyst, blev indført i en lille Kreds af Udlændinge, spillede og sang for dem, dansede om Aftenen med de unge Damer og var lige paa Veie til at blive dødelig forelsket i en ung Englænderinde, da han tilfældigvis i min Tantes Hus traf den unge Pige fra Omegnen, Overførsterens Datter, som jeg før omtalte. Nu blev Marienlyst glemt, og hans Interesse kastede sig paa Forstvæsenet. Medens han ved Overførsterens Side og rivaliserende med en ung Forstelev enten gennemstreifede den paa saamange Afvexlinger rige Teglstrup Skov eller om Aftenen i Overførsterboligen spillede den ensformige Whist og hørte paa de ensformige Jægerhistorier og alt imedens var lutter Fyr og Flamme for den unge, aristokratiske Dame med det blonde Haar, det maaske vel aristokratiske Øiepar og den ranke, smækre Figur, medens han hovedkulds, som sædvanlig, og med et meget ringe Resultat dyrkede denne nye Flamme, sad jeg blandt de venlige, gæstfrie Mennesker i Skolehuset ved Foden af den høie, skovbegroede Bakke i Nærheden, min gifte Kusines Svigerforældre, og hørte i Skumringen den unge Datter spille Ouverturen til »Elverhøi« og Klaverudtoget af »Martha«, eller snakkede om lærde og kuriøse Materier ved en duftende Pibe Tobak med den gamle Skolelærer og hans Hustrus Fader, en endnu ældre Skolelærer, en ærværdig, belæst og forstandig Olding, som havde en evig Asthma og var i en evig Harmoni med Skabelsen rundtomkring sig ligesom en Aftenhimmel, der synes at samle Skyer, fjerne Bakker og Skove, hele Landskabet og hele Lufthvælvingen ind under sin dæmpede, beroligende Farveskala.
Saa kom Adolf pludselig som en Hvirvelvind over Huset. Han havde faaet nok af Aristokraterne i Skovhuset. Nei! det var dog nogle ganske anderledes Mennesker i Skolehuset. Her iagttoges ingen Form, her gik Ordet fra Læben og til Hjærterne, her var man Menneske blandt Mennesker. Og nu blev der spillet Firhændige, eller der blev foretaget Udflugter paa den nye Vogn, Pragtstykket i Gaarden med de nye Agestole og de gamle, trofaste Brune. Eller der var en Hundehvalp, der blev dresseret, naar Sønnen, min Kusines Mand ovre fra Havreholmskanten, kom i Besøg hos Forældrene.
Saa rev hans Utaalmodighed og Streifelyst ham og mig op fra Venligheden og Hyggen rundtomkring os. Vi fulgtes med den yngre Skolelærer gennem de store, sammenhængende Skove, gennem Gurre-Vang over til Klosterrishegn. Paa denne Tur var Adolf aldeles »skovgal«. Han sang paa egne Melodier og med egne Ord om Volmer og Tove, han efterlignede Fuglenes Fløiten og Spætternes Hamren, han fablede om Ellepigerne, paastod, at han kunde see dem danse ude over Engene eller inde mellem Stammerne, da Skumringen faldt paa, han pumpede Skolelæreren uafladeligt for alle de lokale Sagn, han kunde; han gjorde sig selv til Heltene i disse Sagn og svor at ville leve og dø i disse Skove; han var gal, ravruskendegal, - ligesaa gal, som jeg selv havde været.
Saa kom vi til den lille Skole, min Kusines nye Hjem, deroppe paa Toppen af den stormomsusede Bakke med de evigt raslende og hviskende Popler. Min Kusine var sortøiet, lidenskabelig og livlig som altid, og bar allerede de tydelige Kendetegn tilskue paa et velsignet Ægteskab. Nedenunder den lille Skoles Have var den Dam eller Indsø, som gav det barske og noget afsondrede Sted en vis idyllisk Skønhed. I Søen var en hvidmalet Baad, som Adolf uden at spørge om Forlov strax bemægtigede sig. Tre unge smukke Piger kom gaaende langs Bredden. Den Ene spurgte, ikke uden et vist praktisk Blik for Eiendomsretten, hvem Adolf var og hvorledes han kom til Baaden? Der udspandt sig strax en Konversation mellem den uforsagte Yngling paa Vandet og de tre smukke Piger paa Landet. Den havde til Følge, at Adolf samme Aften besøgte Familien paa den anden Side Søen, og strax blev som hjemme i den selskabelige, gæstfri og muntre Kreds, der samledes derovre. Han kom hjem sent paa Aftenen, vækkede mig og fortalte mig om de herlige Mennesker, han havde truffet. Han forelskede sig snart i alle tre unge Piger. Det var ham umuligt, sagde han, at afgøre med sig selv, hvem han egenlig holdt mest af. Han havde aldrig truffet paa saa megen fin Takt og Ligefremhed, saa megen Naturlighed og Dannelse forenet. At træffe et Valg her var ligesaa vanskeligt, paastod han, som at vælge mellem tre smukke Blomster af samme Farve, samme Duft, blot med enkelte fine Nuanceringer imellem. Det syntes dog, som om han en Aften havde truffet et saadant Valg, eller idetmindste havde delt Blomsterne saaledes, at han for sin Part forbeholdt sig de to til sit Hjertes Dronninger; den tiloversblevne fik da en lavere Charge at beklæde i hans Hofetat. Dette Udfald af Valget maa imidlertid, som venteligt, have frembudt visse praktiske Vanskeligheder, som han ikke strax havde tænkt sig.
En Aften kom han stærkt bevæget over til mig. Vi maatte afsted, strax! - Nei, jeg vilde dog sove - Nuda, men saa den næste Morgen tidlig! - Godt! er Du nu færdig her?
Svaret udeblev. Han røg et Dusin Cigaretter i det aabne Vindu, sprang ud i Haven, vendte nogle Veirmøller, sprang ind igen, klædte sig af og faldt i en dyb Søvn.
Den næste Morgen - »forlod vi igen den fremmede By« - havde jeg nær sagt. Vi tøflede virkeligt af til mine Slægtninges store Forbavselse. Adolf var fast bestemt paa ikke at blive et Minut paa Egnen længer. Vi gik langs Udkanten af den vildsomme Klosterris Skov og kom til Hornbæk. Vi leiede os ind i Kroen. Adolf var meget nedtrykt, tillige meget oprevet. Han holdt om Aftenen en større Tale til mig, hvori han paaviste, at nu havde han jo omtrent »gennemløbet hele Skalaen i Livet«; han havde været imellem Udlændinge, iblandt Aristokratiet, hos de demokratiske Skolelærerfolk og endelig hos det rigere Bourgeoisi. Og Altsammen i Løbet af faa Uger. »Naar jeg nu«, fortsatte han, »her hos de ganske jevne Folk, hos Fiskerne, ligeledes har søgt uden at kunne finde, saa er jeg jo fuldstændig færdig med det Hele!« Jeg svarede ham ganske tørt, at det jo havde staaet ham frit for at standse paa hvilkensomhelst af disse Stationer, han her havde nævnet, og at han slet ikke havde behøvet at haste saa stærkt. Foreløbigt anbefalede jeg ham Svømme- og Seilture med Fiskerne. Jeg var i Virkeligheden aldeles ikke urolig for ham; han var for frisk og freidig en Natur til allerede nu at være »færdig med det Hele«.
Han vendte sig uvillig fra mig, men efterkom forsaavidt mit Raad, som han snart sluttede sig til to unge kraftige Fiskersønner, med hvem han seilede og tog paa Fangst og forøvrigt spillede Trekort og drak »Strandingspunsch«.
Medens min Ven paa denne Maade blev hjulpet over sine Weltschmerz-Griller, fordrev jeg Tiden paa Stranden eller oppe i »Plantagen« blandt de knudrede Skovfyrrer i Selskab med en gammel Landskabsmaler, som havde valgt dette afsides Sted til sine Studier. Jeg havde lange Samtaler med denne elskværdige Gamle, der havde et rigt Livs Erfaring mellem Mennesker og vexlende Natur mere, end blandt Bøger og i et Studerekammer, at støtte sine forskellige Udtalelser paa baade om Kunsten og Livet. Jeg satte ham saa nogenlunde ind i vore Forhold. Han syntes at have megen Interesse af, hvad jeg fortalte ham; til Gengæld lærte han mig at see paa og tilegne mig Naturen. Jeg havde endnu - og min Ven i langt høiere Grad end jeg - kun Blik for den romantiske Side af Sagen, og i hvor høi Grad jeg endnu var hildet af mine unge Aars Fantasterier, viste sig tydeligt i den Omstændighed, at jeg ingenlunde følte mig ganske vel eller tryg i Skoven ved Aften- eller Nattetide. - De vil aldrig kunne forstaa eller vurdere Menneskene, sagde den gamle Maler til mig, førend De ikke længer nærer nogen Frygt for dem. De vil altid komme galt fra det og altid geraade i slet Selskab, naar De saaledes strax kaster Dem i Armene paa den første den bedste, De møder. I ethvert Fald vil De altid senere gøre den bitre Erfaring, at De bestandig maatte moderere og omforme Deres Mening om Vedkommende, førend De nogenlunde fik Stykket til at stemme med det, De først havde tænkt Dem. Med Naturen gaar det nogenlunde paa samme Maade. En Skov f. Ex. er dels hvad Tømmerhandleren eller Forstmanden ser i den, saa og saa meget Brænde; dels er den hvad Naturforskeren og Maleren beundrer den for, et Liv med sin store og afvexlende Skønhed. Jeg taler her til Dem som Maleren. I min Ungdom var Tiden jo tosset af Romantik, kan jeg gerne sige; - meget værre end nutildags. I de Aar var det mig ikke muligt, trods det Talent, jeg følte mig i ubestridelig Besiddelse af, at faa malet et eneste ordenligt og ægte Skovinterieur. Jeg vilde bestandig have Noget »lagt ind i« det Stykke, jeg saae for mine Øine og gengav paa mit Lærred. Jeg var, naar Mørket faldt paa og jeg skulde hjem, saa bange som en Hare for alt muligt Troldtøi og Uvæsen, og en Aftenstund slog jeg virkelig fra mig i min Angst og traf - en gammel Kone, som bar et Risknippe paa Nakken. Der er en dyb Betydning i disse gamle Ballader om Ridderen, der bliver lokket af Elverpigen. Jeg tvivler aldeles ikke om, at en og anden af hine gæve, uhyre naive og uhyre overtroiske Riddersmænd virkelig er blevet lokket ud i Ellemosen af sine egne Syner, og at Bruden derhjemme paa Gaarden forgæves har ventet paa den Forulykkede. Giver man sig Naturen aldeles utøilet ivold, saa tager den i Sandhed ogsaa En med sig. Naturen er ligesom hine Kvinder nede i Syden, som De maaske ogsaa engang vil komme til at kende. En saadan Kvinde veed Intet, har Intet lært, har intet Hjerte, men sidder, hvilende i sin uendelige Skønhed, rolig ventende paa ham, - ham, den unge, naive, overtroiske Mand med Baretten over det krusede Haar, de smidigt ungdommelige Lemmer, der skal hjem - til Bryllup eller til Leding, ligemeget - der skal passere forbi Elverhøi og saa løber lige lukt ud i Mosen. Lær at nærme Dem hine Skjønheder som - ja lad mig sige som Maler. Naar de som Maler har tegnet et halvt hundrede nøgne Modeller, foruden at De har studeret Menneskets Anatomi, saa vil selv en Skønhed i Negligé ikke kunne berøve Dem Forstanden saadan lige paa staaende Fod. De vil nærme Dem, iagttagende Linier, Former og Farver; De vil yde Skønheden den Tribut, som tilkommer den, men da De er i nogen Tvivl om, hvorvidt denne Skønhed har et Hjerte - De veed jo, Ellepigen er hul i Ryggen - saa vil De iagttage visse Forsigtighedsregler. Skulde De endelig, bedaaret af en usædvanlig Skønhed, gøre et uforsigtigt Skridt fremad, saa vil Deres Malerstok ligesom en anden Springstok frelse Dem; De vil springe fra Tue til Tue hen over den gyngende Grund. En Ellemose er jo nemlig saaledes beskaffen, at man kan frelse sig, kan slippe bort derfra ved nogen Hoppen og Springen og en Smule Omløb i Hovedet. Det er ikke som med den aabne Sø. Der hedder det: enten at svømme eller gaa tilbunds. Skulde De derimod træffe paa en Skønhed med Hjerte - ja, kære unge Ven, saa gælder ikke disse Regler. Saa gælder i det Hele taget ingen Regler; saa faar De løbe Linen ud og takke Guderne oven i Købet for den Naade, de har bevist Dem - ligegyldigt, hvorledes Enden bliver. Den Mand, der aldrig har elsket et Hjerte og af Hjerte, han bliver aldrig til noget hverken som Mand eller som Kunstner!
Jeg sukkede og tav. Han saae lidt uvist paa mig og tørrede saa de mange Pensler af i den brogede Klud. Han tændte sin lille Pibe og gav sig flittigt til at fortsætte sit Arbeide. Jeg saae, hvorledes alle disse brogede Farver først blev satte i Rækker og Geled paa Paletten, saa rørte sammen og blandede og endelig omhyggeligt med Penslen blev overførte paa Lærredet. Jeg havde aldrig vidst, at det gik saaledes til, naar man malede. At der nok maatte kunne komme noget ud af den enkelte Farve, Rød eller Hvid eller Blaa, naar den f. Ex. stilledes hen og dækkede et Tag eller en Væg eller en Sø, som var tegnet op paa Lærredet - det kunde jeg endda nok begribe. Men at Farven aldrig saaledes i sin oprindelige Skikkelse blev sat hen paa Lærredet, men først blev bragt sammen med andre og oftest meget foskelligartede Farver for at udtrykke en Ting, som jeg syntes var saa simpel - det havde jeg ikke tænkt mig.
Den gamle Maler lo, da jeg gjorde en Bemærkning i denne Retning.
Jo jo! der er dog noget i Kunsten, som vi Kunstnere har for os selv, som en Dilettant tilnød kan abe efter, og som en Uindviet bliver staaende dum ligeoverfor. Vi er en Slags lille Vorherre, saa længe vi arbeider, om end vi Alle tilsammen, smaa eller store Kunstnere, kun fusker ham efter i Faget. Det er givet os at vide, at af det Enkelte kun det Enkelte kan fremkomme. Jo mere vi - naturligvis inden for Grænser og Love - roder de »Kulører« sammen paa vor Palet, som vi køber færdige i Butiken, jo finere bliver Tonen. Det er »Blandingen«, det kommer an paa her i Livet, min unge Ven. Indianeren dypper i sine fire Okkerfarver og bemaler sig selv eller sit Skjold med fire Striber eller Felter. Hvis vi skulde male en saadan Fyr, vilde vi kunne bruge indtil hundrede forskellige Toner, inden vi blev nogenlunde tilfreds, og endda vilde der saa kunne komme en Mand spadserende i Vams og Trikotben og sige til os: min gode Ven! denne Skygge er ikke brudt nok, dette Lys er kridtet, denne Reflex er tom, det hele Clairobscure er tørt; om igen!
Jeg hørte andægtigt paa ham. Adolf kom slentrende og fik noget af Foredraget med. Han blev imidlertid snart ked deraf, smed sig ned i Græsset og gav sig til at lege med den gamle Kunstners sorte Pudel, Mefisto.
Maleren lo;
Knurre nicht, Pudel! Zu den heiligen Tönen,
Die jetzt meine ganze Seel' umfassen,
Will der thierische Laut nicht passen!
citerede han.
Adolf sprang op og løb afsted, Hunden i Hælene paa ham.
Jeg omgikkes daglig den gamle, venlige Mand. Han lærte mig at agte paa Linierne i Landskabet, paa Formiddagens og Eftermiddagens forskellige Toner: han viste mig, hvorledes det, jeg hidtil mindst havde paaagtet, i Kunsten fik den største Betydning, og hvorledes det tilsyneladende Ringe, en Hytte, en Veigrøft, Ukrudt og forkrøblede Træer, ved Solens milde Haand, ved Skyernes Skiften og Timernes Vexlen traadte frem i den høieste Skønhed.
Jeg vovede rødmende den Bemærkning, at Kunsten jo kunde kaldes: det Humane.
Han lo og klappede mig paa Skuldren.
Brave unge Ven! gaa ud paa Torvet med den Bemærkning, og De vil see, hvorledes Kunstnerne er de første til at le ad Dem, hvorledes Recensenterne ville trække paa Skuldrene og Publikum gabende vendte sig bort. Ved det Humane skal i vore Dage forstaas Fattigforpleining og hygieinisk Statistik, Valgret og Kloakvæsen. Kunsten maa ikke bringes i Forbindelse med saadan Noget. Maleren saavelsom Digteren skal blot sætte sig hen og sludre om Realisme og Naturalisme, og saa forøvrigt see at bringe saa meget som muligt i klingende Mønt ud af sin Pensel og Pen. Tosserne betaler Gildet! det er i Virkeligheden Kunstens Valgsprog i vore Dage!
Jeg forstod ham ikke ganske, men han trøstede mig med, at jeg nok vilde komme til at forstaa ham.
Adolf havde ikke ret længe Ro paa sig her i Hornbæk. Vi marscherede da videre, Kysten opefter til Nakkehoved, hvor vi boede hos den gamle Original, Fyrmesteren, og hvor vi oppe fra Brinken, der skyder sin Fod trodsigt ned imod Stranden, iagttog de glimrende Sol Op- og Nedgange udover det brusende Kattegat. Langs dette Kattegat vandrede vi, og nu mod Vest til Helenes Kilde, der navnlig forbavsede, næsten bedrøvede Adolf ved sin tarvelige Indretning og sine øde Omgivelser. Han havde ganske sikkert ventet sig en plaskende Marmorkumme under skyggefulde Træer. Vi overnattede i Fiskerbyen Raageleie, og istedetfor at gaa over Tidsvilde tilbage til Esrom, hvor vi ikke længtes synderligt efter at komme igen, gik vi stadig videre Vest paa, langs den øde Strand og det brusende Hav til Spodsbjerg Fyret, til Fiskerleierne paa Hakken ved Isefjordens Indløb. Nu var Adolf bleven hel oldnordisk. Trods Varmen trak han i en islandsk Uldtrøie, som han købte og betalte i dyre Domme af en Fisker; han talte bestandig om Grydehjelme og Sværdet Tyrfing; han vilde absolut fra Rørvig leie en Baad over til Samsø for at see Angantyrs Grav, og kun min Forsikring om, at vort Reisechatol ikke tillod denne Udgift, formaaede ham til at frafalde Planen. Vi lod os derimod af Fiskere seile til Frederiksværk, hvis Krudtmølle min Ven - til en moderne Forandring - opbød alle sine Overtalelsesevner for at komme til at see. Han geraadede i Klammeri og var nær geraadet i Haandgribeligheder med en Fyrværker eller lignende Bestillingsmand, som bad ham kaste Cigaretten, førend han traadte ind i Laboratoriet. Først da vi kom udenfor igen, faldt den Tanke ham ind, at Manden virkelig kunde have Ret til at forlange nogen Forsigtighed med brændbare Sager. Saasnart denne Tanke var bleven ham klar, gik han strax ind igen og bad Vedkommende om Forladelse, - hvilket atter havde en Skændeduet til Følge, da Manden troede, at Adolf vilde »gøre Nar ad ham«. Fra Frederiksværk lod vi os atter sætte over til Jægerspris, og herfra kom vi saa til Roskilde. Jeg var kendt med Domorganistens Søn, og denne fik sin Fader til at spille for os alene i den store, høitidelige Kirke. Adolf brast i Graad under Spillet, og erklærede mig, da vi kom udenfor, at han strax vilde ned til Syden, blive Katholik og ansættes i det pavelige Kapel. Jeg spurgte ham, om det skulde være som Kastrat. Han foer ind paa mig, og Latinskolens Disciple, som netop stod med Næserne paa Ruderne, skulde maaske være bleven Vidne til en nybagt Students sandsynlige Nederlag i en Tvekamp, hvis ikke i samme Øieblik en meget smuk Pige var kommen forbi. Adolf glemte strax Kastraten over Skønheden og vilde, til Organistsønnens store Forfærdelse, øieblikkelig præsenteres for hende. Det var med Nød og næppe, at vi fik ham med os til Jernbanestationen.
Vi var da i Hovedstaden igen. Universitetet begyndte sine Forelæsninger, Ferien var endt, en Ferie, som jeg ikke ønskede om igen, som ikke havde givet mig stort andet end brune Kinder og Luft i Lungerne - hvortil jeg forresten trængte ovenpaa den forcerede Examenslæsning - og som jeg havde tilbragt i Selskab med en uforbederlig Fantast. Uforbederlig. Ja, jeg begyndte virkelig at tro paa hans Uforbederlighed. Fader var imidlertid blind, formelig blind. Adolf kom strax paa Kontoret i et af de største Handelshuse. Det hjælper, naar blot han faar nogen rigtig Virksomhed! mente Fader. Af hvad Art nu denne Kontorvirksomhed var, er ikke let at sige. Adolf tog for sit Vedkommende sit Arbeide ganske let. Han omgikkes en broget Sværm af unge Mennesker, Studerende, Officerer og Kontorister. Jeg vil tro, at det var det bedste Selskab af disse Folk, han søgte. Men ikke engang dette udvalgte Selskab syntes mig altid tilstrækkeligt udvalgt for ham, saaledes som han var. Imidlertid, man kunde jo aldrig blive vred paa Adolf, knap nok misfornøiet med ham. Han var saa elskværdig, saa ungdommelig glad, saa ubetalelig i alle sine Indfald, saa godmodig og overbærende overfor Andre, strøede sine Penge omkring med en Flothed, der ikke havde Spor af noget Forlorent ved sig, var en saa komplet ung Gentleman, - der blot skulde have levet under større Forhold og haft mere at bestille. Jeg gjorde Fader af og til opmærksom paa disse to sidste Punkter. Han var blind, eller han var maaske syg; brudt var han i ethvert Tilfælde indeni; hans Energi havde lidt store Skaar, hans praktiske Blik var sløvet, hans klare Overlegenhed paa Veie til at forsvinde.
Ja, det kunde jeg nu see; og jeg kunde see det nu, nu, da jeg selv havde fast Haand i Hanke med sig selv. Jeg spurgte mig ofte, og ikke uden den Rest af Bekymring, der følger en overstaaet Fare, hvorledes det vilde være gaaet mig overfor denne Slappelse i Familiemaskineriet nu, hvis jeg ikke itide havde »taget Reb«, itide havde »knebet Luven«, itide havde beregnet en »Afdrift«, der nu viste sig og viste sig hos En, som jeg dengang for ikke stort over et Aar siden selv havde anset for en saa fortrinlig og veludrustet Seiler.
Jeg spurgte mig derom, og jeg tyggede ivrigt paa min Pibespids og kastede mig ivrigere over Bøgerne.
Jeg læste, Fader skrantede, og Adolf morede sig.
Saaledes gik Aaret. Ved Juletider tog jeg, til min Faders Glæde, min egen hemmelige Stolthed og mine Kammeraters Misundelse, 2den Examen og med Udmærkelse.
Jeg havde et lille Gilde hos mig, hvor Adolf var straalende, elskværdig, morsom, musikalsk, overgiven, og sluttelig blev - bragt i Seng over paa sit Værelse; dog heldigvis uden at Fader mærkede noget eller fik noget at vide derom senere.
Denne Gang havde jeg virkelig ligefrem overanstrængt mig ved min Examenslæsning. Jeg havde stuvet al den Mængde helt og halvt fordøiet Filosofi ind i mit Hoved, uden at give hverken mit Legeme Hvile eller de andre aandelige Evner Sysselsættelse. Jeg sad som en Faust i mit Værelse Dag og Nat, og skøndt jeg i ungdommeligt Overmod efter endt Examen og med mit Udmærkelsesbevis i Haanden følte mig ligesom Faust selv »klogere end alle Doktorer, Skrivere, Magistre og Præster«, saa skreg, hvad der jo ogsaa hos Faust er den store Hemmelighed, mit Legeme og mine sanselige Fornødenheder høit paa en Reaktion imod al dette Bogstavtyranni. Min Fader saae det og anviste mig strax en Sum Penge til en kortere Udenlandsreise for at rekreere mig.
Den Morgen, da jeg stod med Tøiet i Haanden, og allerede havde sagt Farvel til mine Søstre og til Adolf, kaldte Fader mig endnu engang op til sig paa Studereværelset. Han var helt bevæget.
Erik! sagde han. Du har gjort mig stor Glæde, og det er mig netop nu til saamegen Beroligelse at vide, hvor trygt jeg kan stole paa Dig. Vi seer jo hver Dag Forandringer omkring os. Dersom jeg skulde falde fra, medens Du er borte ... Nei, afbryd mig ikke ... saa overlader jeg Dig Omsorgen for Dine Søstre og for - Adolf. Den tungeste Følelse for mig er maaske at skulle skilles fra ham, inden vi ret har faaet at see, hvorledes han vil udvikle sig. Men jeg stoler stedse paa den gode Kærne i ham. Med dit Exempel for Øie og med det Venskab, som jeg veed, at I begge har for hinanden, haaber jeg, at han vil komme over den farligste Periode. Eders Liv og Interesser gaar jo i meget forskellig Retning, men lad mig tage den Forsikring af Dig, Erik, at Du stedse vil have en Bro i Beredskab, hvor I kan mødes paa, om end Eders daglige Gerning fjerner Eder fra hinanden. Naa! jeg siger jo ikke dette til Dig paa en Sygeseng eller med Døden nær for Øie. Langtfra! men jeg vil blot forberede Dig paa en Mulighed, som jo Enhver maa være forberedt paa, hvad Øieblik det saa skal være. Jeg veed ikke, om Du har forestillet Dig mig som en formuende Mand. Jeg kan her sige Dig, at jeg ikke er det. Hvad der maatte blive tilovers efter min Død, vil være til lige Deling mellem Jer Børn. Sørg for, at denne Deling bliver til bedst mulig Støtte for enhver af Eder. Hvad Adolf angaar, da er han jo i denne Henseende betrygget. Jeg har talt med Chefen for det Handelshus, hvor han arbeider; man er i det Hele vel tilfreds med ham, og han vil snart rykke op paa en mere ansvarsfuld Post. Derfra vil han da, naar hans merkantile Uddannelse er fuldendt, afgaa til Udlandet, hvor hans Moder ... hvor hans Moder saa vil tage de videre Dispositioner!
Han holdt inde, famlede paa sit Skrivebord efter et Brev eller sligt, og syntes at ville sige mig noget. Jeg stod spændt paa, hvad der muligvis vilde komme. Han lagde imidlertid Papiret fra sig igen, sluttede mig i sine Arme, og vinkede til mig, at jeg skulde gaa.
Jeg kørte i den klamme, uhyggelige Droschke med Hjertet fuldt af Vemod ned til Dampskibet. Adolf indhentede mig ude paa Gaden og sprang op hos Kusken. Han omfavnede og kyssede mig, da Dampskibsklokken lød for tredie Gang, bad mig endnu engang om ikke at glemme at købe ham det og det og det og det. Han kom op paa Rælingen, da Skibet allerede var lagt ud fra Broen, tog, under nogle reisende Damers lydelige Skrig, et vældigt Sæt og sprang i Land i Armene paa nogle rødnæsede Toldbodsjovere, der gav ham et Hurra og derpaa holdt Kasketterne frem. Jeg saae, hvorledes han, rimeligvis rundhaandet, belønnede Drabanterne. Saa hoppede han op paa en Pæl og vedblev at svinge med Hatten, indtil jeg ikke kunde øine ham længer. Det sidste Indtryk af ham var netop paa denne Piedestal, stor, bredskuldret, blussende i Ansigtet af Sundhed og Kaadhed, svingende med Hatten, glad over sig selv og Verden rundt omkring ham, hvad enten denne Verden var Sjovere eller - de pelsfrakkeklædte Diplomater, der havde fulgt en Grevinde ombord, og som nu med Øieglassene kilede ind i de stramme Øienkroge betragtede Figuren paa Piedestalen som en Mærkelighed. V'là le jeune homme! un fou .... chose rare! som den fede Grevinde sagde læspende til sin Selskabsdame, idet hun lod Lorgnetten falde mat tilbage i sit Fløilsgehæng.
Jeg reiste bort i vor nordiske Vinter. Jeg var i det tidlige Foraar i Venedig, gav mig ret grundigt til at studere Sproget, Arkitekturen og Historien. Midt i det skønneste og frodigste Foraar tog jeg saa til Florens, og her var det, at et Brev fra vor gamle Huslæge traf mig, hvori han raadede mig til skyndsomst at reise hjem, hvis jeg endnu vilde sige min Fader det sidste Farvel, inden han tiltraadte den lange Reise. »Deres Fader«, stod der i Brevet, »lider af en Hjertesygdom. Jeg tror, naar jeg skal sige Dem min oprigtige Mening, at han bærer paa en eller anden hemmelig Bekymring eller Sorg, og i saa Fald er jo Lægens Kunst afmægtig, om den i det Hele taget formaar andet end at understøtte Naturen. Bryd strax op og tag hjem; det var jo muligt, at Deres Fader, min gamle Ven, havde en eller anden Meddelelse at gøre Sønnen der, hvor han ikke vil gøre Vennen den. Reis i ethvert Fald expres.«
Jeg brød øieblikkelig op, forberedt paa det værste, men dog haabende paa .... ja paa denne Meddelelse. Jeg skrev iforveien til min ældste Søster og betegnede hende den Vei, jeg vilde gaa, og de Par Steder, hvor jeg vilde gøre nogle Timers Ophold. I Berlin traf hendes Brev mig. Der var sort Lak udenpaa.
Jeg kom hjem paa selve Begravelsesdagen, for sent til at kunne overvære Ceremonien. Jeg spurgte efter Adolf. Mine Søstre fortalte mig, at han utrættelig havde vaaget hos Fader, og at han den sidste Nat havde lukket hans Øine efterat have talt med ham om en Sag, »som vi ikke fik Lov til at høre«, sagde min Søster med Graad i Stemmen. Samme Morgen havde Adolf hængt sin Taske over Skuldren og var taget afsted ud paa Landet, Ingen vidste hvorhen. Huslægen og en Onkel havde besørget det Nødvendige ved Begravelsen.
Dagene gik med Kondolencevisiter og Dødsboformaliteter. Vi Søskende fik, efter den Afdødes Ønske, Huslægen til Kurator. Jeg ordnede som Familiens Overhoved - og hvor stolt følte jeg mig ikke, trods al min egen og de Andres Nedtrykthed, i denne min Stilling! - alle min Faders Papirer, hvoraf han havde bestemt nogle til Udgivelse, andre til Opbrænding. Blandt de første var netop hint Manuskript, som jeg for to Aar siden havde afskrevet, og som havde henligget i hans Pult. Det var i en underlig Stemning, jeg atter gensaae disse beskrevne Ark, som havde dannet et Vendepunkt i mit Liv. Jeg fik fra mine egne Gemmer hin barnagtige »Forskrivning« frem. Ja, her stod disse Ord endnu, afblegede, men dog tydeligt at læse. Jeg følte mig saa ubeskrivelig ensom og trøstesløs; flere Gange var mine Taarer paa Veie til at bryde frem, men jeg syntes, at jeg nu ikke havde Tid til at være svag, nu, da jeg havde saa mange Pligter at varetage, og nu, da jeg først og fremmest skulde søge, søge, søge efter .... efter min Faders Korrespondance med hende. Ak, den fandtes ikke. Med en usigelig bitter Skuffelse maatte jeg tilsidst blive staaende ved den Overbevisning, at disse Breve fra hende, som jeg vilde have givet Aar af mit Liv for at see, var tilintetgjorte.
Maaske det var godt for mig; hvem veed!
Saa kom Adolf hjem. Han havde skæmmet sig i sin Fraværelse. Jeg spurgte ham ikke, hvor han havde været henne, ikke om Grunden til hans Bortgang. Der stod noget at læse i hans Træk, som jeg ikke ret følte mig hverken oplagt eller berettiget til at udforske. Vi talte i det Hele taget saa godt som ikke sammen i den første Tid.
En Dag kom han op til mig paa det Kammer, der før havde været Faders og nu var mit Studereværelse. Han havde et aabent Brev i Haanden.
Læs det! sagde han. Det er fra Moder!
Han gik. Jeg satte mig med Brevet i mine skælvende Hænder hen ved Skrivebordet.
Ja, det var fra hende; det var hendes Skrift, hendes Ord, hendes Navn nedenunder. Brevet var skrevet paa et fint, tykt Papir med et Vaabenmærke øverst i det ene Hjørne. Jeg saae efter, om jeg kunde opdage Spor af Taarer; men der var ingen. Det er nok kun i Romaner og Skuespil, at Taarerne falde paa Papiret. Brevet var kort; det lød saaledes:
Min dyrebare Adolf!
Du veed Alt, skriver Du til mig. Da han har sagt Dig Alt, var det vel det Rigtige. Du veed altsaa, hvor han, som Du kaldte Din Pleiefader, og jeg har elsket hinanden. Og nu er han død. Jeg vidste det i Forveien, at dette vilde komme saaledes. Jeg læste mellem Linierne i hans sidste Breve, at dette vilde ske, og Gud har været saa god at lægge min Sorg ud over et større Rum af Tid og derfor ogsaa over et større Rum af mine Kræfter. Og desuagtet er min Smerte nu en saadan, at jeg vilde bukke under, dersom jeg ikke havde Dig, min elskede, min dyrebare Adolf. Du er mig i hans Sted, Du er ham og Dig selv for mig; i Dig lever jeg nu, og gennem Dig i Mindet om ham, som Din Moder kun her igennem dette Brev tør sige sin Søn, at hun elskede saaledes, som man i Verden og for Menneskenes Øine ikke tør elske. Jeg vilde have kaldt Dig hjem til mig nu, dersom det havde været anderledes. Nu maa der gaa Aar, og Du maa modnes og udvikle Dig blandt Menneskene, inden jeg vil have Mod til at see Dig for mig og kysse Dig og omfavne Dig, og sige Dig, at det var mig, Din Moder, der elskede saaledes, der handlede saaledes, som hun aldrig turde tillade en Datter at handle, og som hun maa være sikker paa sin Søn for at turde sige ham, at hun gjorde. Dog, Adolf, Du kendte ham jo, og, ikke sandt, i Dine Øine vil Din Moder staa uden Brøde? Dette maa Du sige mig i Dit næste Brev, som Du maa afsende saa snart som muligt. Du maa skrive dobbelt saa kærligt, som Du ellers pleier, - ak, hvad siger jeg? Skriv, skriv, min egen dyrebare Dreng, saaledes, som Dit Hjerte selv siger Dig. Du vil dog nok engang i Verden lære, hvem der er de rette Skyldige og hvem ikke. Skriv til mig om Alt, om hvorledes Alt gik til; og husk paa, idet Du skriver, at ethvert Ord bliver læst hundrede Gange, og at det er til en dybt nedbøiet, grænseløs ulykkelig Kvinde, Du skriver.
Din Moder.
Helene.
Jeg læste Brevet een Gang, flere Gange igennem uden at kunne samle mine Tanker til Forstaaelsen af en eneste Sætning. Saa foer det igennem mig: ikke et eneste Ord, en eneste Hilsen til Dig selv! Men jeg rettede mig strax. - Nei, ved en saadan Leilighed bliver man staaende ved de i Ordets snevreste Forstand Paagældende! Atter og atter gennemlæste jeg det, indtil jeg kunde det udenad, Komma for Komma, indtil jeg følte det som en Musik inden i mig, en Symfoni, der begyndte saa langsomt, saa langsomt og næsten formel - som hos Haydn f. Ex. - og som saa gradevis steg og steg, anklagende Noget og forsvarende Noget, og som vred sig, græd, jamrede, men bestandig tilbagetrængt, indtil det endelig brød ud med det sidste Udtryk, et Veraab - »grænseløs ulykkelig«!
Saa reiste jeg mig, foldede Brevet langsomt sammen, saae efter alt det Ligegyldige, Poststemplet, Afsendelsesdato osv., som om sligt indeholdt noget vigtigt Nyt. Saa gik jeg over paa Adolfs Værelse. Jeg vilde tale med ham.
Han var der ikke. Jeg lagde Brevet ned i hans Skuffe; - alle hans Gemmer stod aabne. Jeg fandt en Nøgle, som jeg lukkede Skuffen af med og stak til mig.
Adolf kom først hjem sent ud paa Natten. Den næste Morgen gik jeg over til ham, gav ham Nøglen og sagde, at jeg havde lagt Brevet i hans Skuffe. Han blev noget rød i Hovedet, stammede Noget forlegent hen i Veiret, og bad mig sluttelig om at gaa; han vilde skrive et Brev, inden han gik til sit Kontor.
Der forløb flere Dage, hvor han synlig undgik al videre Talen med mig. Jeg tog mig vel iagt for at paatrænge mig ham. Saa kom han efterhaanden i den gamle Gænge, men der var dog bestandig en vis Skyhed over ham. Vi fjernedes mere og mere fra hinanden, uden at det var mig muligt at forandre noget heri. Til Gengæld nærmede han sig mere og mere en Kreds af unge Mænd i Byen, der var bekendt som vittige Hovedet og lystige Selskabsbrødre, men hvoraf Eliten tillige var temmelig renomerede Udhalere. Jeg søgte at drage ham bort fra dette Selskab. Det lykkedes ogsaa i Begyndelsen, men snart opdagede jeg, at nogle af disse hans nye Venner skildrede mig for ham som en Pedant, der søgte at tyrannisere ham med mit Aars Forspring i Aldren og saa mine ulykkelige Examiner. Han brusede flere Gange op imod mig; han var for svag af Karakter, for stærk af Legeme og Drifter til at ikke hans letsindige Selskabsbrødre skulde faa Overtaget. Jeg havde jo kun saa lidet at byde ham, en Pibe og af og til et Glas Punsch i Samlag med nogle af mine Kammerater, der, ligesom jeg, studerede Filologi og spillede Schak. Mine Søstre, som før havde holdt ham til Hjemmet, begyndte nu snart at tænke paa selv at lave sig et Hjem. Den ældste, som var bleven forlovet under min Fraværelse, skulde nu giftes, og min yngre Søster, der uddannede sig i Musik, vilde saa flytte hjem til det unge Par. Af vor Arv vilde der tilfalde hver af os nogle Tusinde Daler. Vi opgav da den Leilighed, som vi havde beboet fra Faders Tid. Min Søster blev gift; jeg foreslog at flytte sammen med Adolf, men han meddelte mig noget forlegen, at han allerede havde truffet Arrangement med en Ven af sig, en Officer, som han vilde dele Leilighed med. Jeg indrettede mig da studentikost oppe paa en Kvist, og Tiden gik sin jevne, afmaalte Gang, for mig med Studeren, for Adolf med Morskab. Omsider antog denne Morskab en Karakter og en Udstrækning, saa at jeg som hans Ven og »Pleiebroder« følte mig opfordret til alvorligt at sige ham min Mening, og da støtte mine Ord paa hvad jeg havde lovet baade min Fader og hans Moder. Jeg traf ham en Formiddag liggende balklædt paa Sengen, Skjortebrystet overspildt med Vin, ophovnede Øine, tilstænkede Ridestøvler med Sporer. Da jeg kaldte paa ham, var han saa venlig, idet han vaagnede, at kaste mig sin Ridepisk i Hovedet. Jeg ventede roligt, til han havde vasket sig, saa sagde jeg ham min Mening om Tingene. Han svarede intet, men pegede paa Døren. Jeg tog hans Haand og besvor ham ved hans Moder ..... Han rev Haanden til sig og kaldte mig en indbildsk Studenterlømmel. Officeren kom ind, og jeg sagde Parret et roligt Farvel, og gik. Jeg ventede flere Dage en Undskyldning fra ham. Endelig tilskrev jeg ham, men fik intet Svar. Jeg søgte ham i hans Bopæl, men traf kun hans Ven, som med en spodsk Høflighed meddelte mig, at Adolf ikke var hjemme for mig. Jeg mødte ham paa Gaden; han undgik mig.
Saa var jeg tilstrækkelig ked af Hjemmet. Jeg havde ingen Venner, ingen Familie, som bandt mig med saa stærke Baand, at jeg af den Grund skulde ville blive. Jeg havde min Ærgærrighed og min Lærelyst. Dem vilde jeg nu tilfredsstille i Udlandet.
Jeg gjorde Aftale med min Kurator, pakkede mine Bøger og min Koffert og reiste.
Jeg besøgte tydske, franske og engelske Universiteter. Jeg blev i Udlandet til hen paa syvende Aar.
Holger Drachmann Homepage
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek